Who are you? - Zane.

Ainsley havde valgt at tage ned til søen i dag og lege rundt. Hun havde en mørk sommerkjole på, nogle høje støvler og en jakke på. Jakken havde store flænger i ryggen til hendes vinger, så hun bedre kunne have den på og hendes lange halefjer stak ud under kjolen. Hendes hår havde hun løst som altid, det var ved at være rimelig filtret efter at hun ikke havde kunne reparere hendes kam. Den var alt for ødelagt nu og hun skulle finde en ny.

Hun lukkede døren til hendes lille hytte efter sig og fløj afsted op i luften. Den dejlige varme brise omfavnede hendes store brune, grå og sort plettede vinger, det var virkelig rart! Det tog hende ikke særlig lang tid at komme ned til søen, da hun var meget hurtig i luften. Hun landede hurtigt på jorden som lå omkring den lille skov sø. Ains smed hendes jakke med lidt besvær, sparkede hendes støvler af og fløj op igen. Med hendes magi, dansede hun lidt rundt oven på vandet, så kun hendes små tær ramte overfladen.

Den lille Alba brugte lang tid på at flyve rundt og hun nynnede blidt imens, slog sig rundt og fniste som en tilfreds pige. Dette var virkelig rart, hun nød stilheden og den kølige fornemmelse af vandet som krammede hendes blege tær. Intet kunne ødelægge hendes glæde lige nu.

Da hun havde leget rundt derude i lidt tid, fløj hun tilbage til hendes ting. Hun lagde hendes jakke på en stor sten, så hun kunne sidde i sollyset. Hun hev en lille pakke ud af lomme på hendes jakke, hvor hun havde nogle bær i. Dette var lige en eftermiddag efter hendes hoved. Stilhed, varme og smukke omgivelser. Hun lod hendes vinger hænge ned på stenen bag sig og hendes halefjer vippede tilfreds som en vifte bag hende.

Di Morga's friske luft og høje solskin var som en sand velsignelse for ham - især efter at have tilbragt så lang tid i det underjordiske sortelverrige, Har'oloth, hvor lyset kun kom fra magiske krystaller og fakler, og hvor luften var enten for tør, for fugtig, eller bare helt igennem mulden...

Men her... åh, det skønne, skønne vejr i den overjordiske verden - hvor blodet snart skulle flyde i Terre's gader, når den nært forestående krig brød løs.
Hvor han dog glædede sig...!

Lige nu vandrede han dog rolig gennem skoven, blot for at nyde det gode vejr, og for at beskue de mange planter og den skønne natur, som jo ikke fandtes nede i Har'oloth's dyb.
Han var iført en halvt åben, sort skjorte med en lilla drage broderet på det ene ærme - en drage i lænker, så det ud til.
Derudover bar han et par mørkegrå bukser samt halvlange, sorte læderstøvler.

Hans lange, hvide hår lå pænt og naturligt tilbage langs hans skuldre og ryg, og hans svagt lysende, lilla øjne glødede med en uhyggelig intensitet...

Da Zane nåede udkanten af skoven, fik han omgående øje på den unge alba-pige ved søen, ikke langt borte.
"Jamen dog..." mumlede han for sig selv, mens et køligt smil bredte sig på hans ansigt.
"Hvad har vi dog her...?"

Så trådte han ud fra træernes skjul, og begyndte ganske roligt at gå ned imod søen... ned imod albaen...

Hun sad og spiste nogle af de bær hun havde med og nynnede lidt for sig selv i stilheden. Det var så dejligt! Dog var der noget som opfangede hendes opmærksomhed. Vinden bar en duft af en anden person og hun kiggede sig hurtigt over skulderen og ind imod skoven. Efter lidt tid så hun personen. En sort mand? Hun lagde hovedet lidt på skrå, pakkede bærrene væk i hendes jakke og rejste sig op, klar til at smutte.

Ainsley sank kort, da personen trådte ind i lyset. En sortelver? Hun havde hørt om dem før, de var ikke rare. Rovdyr, havde hun hørt. Hvilket kun fik hende til at træde mere tilbage, så kanten af stenen var bag hende og søen.

Den lille Alba spredte hendes store vinger ud, de glimtede fint i solens lys med de mange farvede fjer. Hun pustede sig lidt op, klar til hvis personen ville noget, så hun kunne flygte. Dog rystede hendes hænder lidt, hun var bange.

”S-s-top!” fik hun fremstammet og skulle til at flyve bagud.

Da hun fik øje på ham, blev det meget tydeligt at hun var bange... ganske klog pige.
Sortelvere havde ry for at være sadistiske og ondskabsfulde - og Zane var bestemt ikke en af de gode.

Han lod blikket glide hen over hendes vinger, og smilede lidt bredere da hun pustede sig op.
Det var helt sødt... og det var helt tydeligt at hun ville forsøge at flygte, hvis han gjorde noget.

Han overvejede lidt om han skulle skræmme hende til at starte med... jagten ville være ganske sjov, og god motion.

Hans blik flyttede sig til hendes ansigt, og hendes krop.
Så ung, og tilsyneladende uskyldig... og han havde endda aldrig fanget en alba før... interessant.

"Hvis du flygter..." sagde han og fortsatte roligt ned imod hende,
"Så sprætter jeg maven op på dig."
Han smilede igen. Det ville han måske gøre alligevel...

Det gik hende til at vride sig lidt, hun trak vingerne helt ud, brugte hendes evne med luft manipulation og baskede med hendes vinger, hvilket fik en kraftig vind til at flyve lige imod ham. Så imens han blev distraheret af det, lettede hun og fløj højt op i luften. Ainsley skød afsted hen over trækronerne og fløj utrolig hurtigt.

Hun var god til at flygte, havde gjort det mange gange, dog havde hun aldrig prøvet at en sortelver var efter hende.

Alba’er var meget værdifulde disse dage, de blev ofte solgt på det sorte marked som slaver, da de var så uskyldige og naive. Hun havde flygtet fra en ejer før og ville ikke tilbage til det. Så nu fløj hun afsted imod hendes hytte så hurtigt hun kunne.

I et stort træ, lå hendes hytte oppe i toppen. Hun landede på hendes altan, hev stigen op og smuttede indenfor, hvor hun greb en taske, pakkede en masse af hendes ting og skyndte sig med det hele.

Da hun lagde an til at baske med vingerne, gik han automatisk ned i knæ.
Han var kriger, og havde været det i mange år... så han kendte et angreb når han så det.

Idet hun baskede, sprang Zane hurtigt til siden, og undveg lige akkurat det kraftfulde vindstød.
Han landede, snurrede rundt, og fik øje på albaen, som den fløj hen over træerne.

"Luft... naturligvis. Åh, jamen du har selv valgt det... min kniv skal nyde dit bløde, sårbare maveskind...!" sagde han lavmeldt, med et forventningsfuldt smil

Så satte han af, og løb med utrolig fart hen imod skoven.
Da han nåede kanten af træerne, sprang han let og elegant hele vejen op i én af de mange kroner, for så lydløst og hurtigt at springe fra gren til gren, mens han stadig holdt halvt øje med den hurtige alba.

Det varede ikke længe før de nåede til en hytte, og her stoppede Zane op, indtil hun var nået indenfor...

"Fanget..." hviskede han, hvorefter han pludselig forsvandt - som om han aldrig havde været der.

Ved at bruge sin skyggemagi, var han i stand til lydløst og usynligt at rejse igennem de mange skygger - og dermed komme uset ind i hytten.
Her dukkede han op igen - lige bag hende.

"Du flygtede." sagde han roligt, og gjorde sig mentalt klar til at blive angrebet.

Hun drejede hurtigt rundt og opfangede hans fært, da han pludselig stod bagved hende. Ainsley gispede højt og smed hendes taske lige i synet af ham, før hun sprang imod døren flåede den op og fløj ud i vinden, hvor hun stoppede op i luften og fløj der, 20 meter fra døren og højt oppe.

”Hvad vil du?! Hvad har jeg gjort dig?!” Skreg hun og trak hendes ben op til sig imens hendes vinger baskede igennem vinden og holdte hende oppe.

Hun forstod det ikke, hun levede her fredeligt, så hvorfor ville han pludselig have fat i hende? Sågar skære hendes mave op? Hun ville ikke dø! Hun var slet ikke klar til det! Alba’er leve ikke ret længe, den ældste nogensinde var blevet 61 år, normalt døde de når de blev omkring de 40-50 stykker, så derfor havde hun ikke mange år.

Han hævede blot hånden hurtigt og greb tasken, da hun med et gisp kastede den efter ham.
Hendes gisp var som musik i hans ører, og hendes overraskede, frygtsomme ansigtsudtryk var endnu bedre...

Han lod tasken falde til gulvet, og gik roligt hen i døren, så han kunne se op på hende, som hun hang i luften og spurgte ind til, hvad fanden han ville hende.

"Åh, bare rolig... jeg slår dig ikke ihjel. Det ville bestemt være en skam... jeg starter ikke engang med kniven! Og du har ikke gjort mig det mindste, min pige! Jeg er bare..." sagde han og smilede,
"...Sadistisk!" - og idet han sagde dette ord, slyngede han en lille, sort og lilla ildkugle op imod den ene af hendes vinger.
Hvis han kunne frarøve hende evnen til at flyve for en tid, ville hun blive langt nemmere at fange...

Hun så det slet ikke komme, hun vidste slet ikke at han kunne finde på det. Mest fordi hun havde været for optaget af hvad han sagde. Han gjorde dette for sjov? Han nød det? Hun skreg op i en frygtelig skrig i smerte og faldt imod jorden, da ildkuglen ramte hendes vinge. Alba’er havde en stor svaghed. Deres smertecenter var meget anderledes fordi de følte smerte tidobbelt, i forhold til en normal person.

Den lille pige faldt ned imod jorden og ramte den hårdt. Hendes vinge var blevet ramt og hun blev slået ud på grund af faldet. Så der lå hun på græsset, på maven. Røg steg op fra hendes brændte fjer og hun havde et stort sår i panden fra faldet, som blødte svagt.

Hendes skrig mindede ham om noget, som gjorde dette langt, langt mere interessant... noget som han havde glemt, men som nu fik et ualmindeligt ondskabsfuldt smil frem...

Albaer følte smerte på en helt anden måde. Hvad var det nu de sagde... ti gange hvad et menneske ville føle?
Åh, han skulle nyde dette...

Zane gik ud til kanten og kiggede ned på hende... og kunne ikke lade være med at le kort, da han så at hun var slået ud.
"Jamen mit held!" sagde han, før han sprang ned fra hytten, og landede elegant godt en meter fra den unge alba.

Så rettede han sig op, og gik de få skridt over til hende.
Han knælede ned ved hendes side, og lagde to fingre mod hendes hals... jo, der var en puls. Heldigvis.

Så hev han fat under hendes arme og hev hende op - han var stærk, og hendes slanke krop var ikke ligefrem tung, så det gik let som en leg...
"Jamen så lille du er..." mumlede han, da han lagde mærke til hendes størrelse.

Selv var han hundredeogfirs, hvilket gjorde ham langt højere end hende.

"Lad os komme i gang..."

Zane så sig kort omkring, før han bar hende over til et passende træ, med lidt lave grene...
Her løftede han hendes arme op over hendes hoved - og bandt dem sammen over en relativt stærk gren, så hun hang med ryggen imod træets stamme, og med fødderne dinglende et stykke over jorden...
Han gad ikke binde hendes fødder. Ville hun sparke, skulle han nok lære hende at lade være...

Zane trådte et enkelt skridt tilbage, og betragtede hende med sine kolde, lilla øjne... hun var smuk... slank... virkede så blød og sårbar...
Han overvejede at tage kjolen af hende... men det var alligevel lige tidligt nok.
Hver ting til sin tid.

Hun var slået ud i lidt tid, men vågnede langsomt efter nogle minutter og opdagede hurtigt smerten i hendes håndled fra hendes vægt. Hun vejede kun 45 kg, men meget af hendes vægt lå i de godt to meter lange vinger som nu hang ned imod græsset.

Den unge Alba vred sig og peb svagt på grund af presset i hendes arme, hun kiggede rundt og fik øje på manden foran hende.

”Sli-slip mig fri!” Skreg hun og bevægede hendes rask vinge imod ham for at baske til ham, hun bange og ville lige nu gøre meget for at komme fri.

Alba’er slog andre, gjorde aldrig skade på andre, med mindre de var bange for deres eget liv og det var hun lige nu..

Han ventede tålmodigt på at hun skulle komme til sig selv, mens han spekulerede på hvad han skulle gøre ved hende...
Egentlig var det vel simpelt. Han havde aldrig fanget en alba før, og han ønskede at påføre hende den smerte, som han normalt gjorde med sine ofre...
'Let's find out how soft and vulnerable she actually is...' tænkte han med et smil.

Da hun så angreb ham, sukkede han og skærmede sig selv for vingen med den ene hånd, mens han trådte tæt på hende.
"Gør mig ikke vred... for så kommer det til at gøre endnu mere ondt." sagde han, med en iskold, truende stemme - og så knyttede han sin frie hånd, trak den tilbage... og gav hende et slag midt i maven. Det var ikke for hårdt, men stadig nok til at det ville gøre ondt - på et menneske.

Ainsley vred sig rundt, kæmpede for at komme fri. Hun peb og klynkede svagt, dog stoppede hun brat da hun så hvordan han kom tættere på hende. Hun hev efter vejret og kæmpede for ikke at græde. Dette kunne ikke være virkeligt! Det måtte være et mareridt.

Hun kiggede skræmt op på ham, da han kom tættere på og hun panikkede tydeligt, hun ville ikke mærke mere smerte, hendes vinge føltes allerede som om den ville falde af snart af bare smerte.

”Oka-!!” Mere nåede hun ikke at sige, før slaget ramte hendes følsomme og slanke mave. Hun skreg op, det var tydeligt i hendes grå og hvide øjne at smerte lige nu overrumplede hende. Hun græd og hang løst. Smerten var ulidelig og hun græd nu voldsomt.

”I-ikke.. m-mere..” Hulkede hun og kunne næsten ikke få luft.

Følelsen af hendes bløde, sårbare mave der gav efter for hans næve var... fantastisk.
Hun var slank og smuk. Og meget sårbar, dels på grund af svage muskler i maven, og på grund af den svaghed som alle albaer havde - smerte. Intens, intens smerte.

Aldrig havde han mødt en pige, som reagerede så voldsomt på så mildt et slag... og hvor han dog nød det. Det var tiltrækkende, det var tilfredsstillende... det var magt.
Han vidste godt at han var ond.. at han i manges øjne var syg... men han var jo sortelver!

"So soft and sweet..." sagde han lavmeldt og roligt, mens han blidt lod fingrene danse hen over hendes mave.
"Men kære pige... det var jo ikke engang et rigtigt slag. Ingen grund til at græde."
Men det ville hun få... for han agtede at slå hende igen, og hårdere... men ikke endnu.
Først ville han lade hende få vejret - og måske lidt håb.

Hun kiggede op på ham med hendes storm grå øjne, som lige nu var fyldt med tårer. Et lille snøft kom fra hende og hun bed sig svagt i underlæben, kæmpede for at få lidt kontrol på sig selv.

”Vær sød ikke at slå igen..” Hviskede hun med en tør stemme, efter alle hendes skrig. Hun hev efter vejret og kæmpede for at få meget mere kontrol over hendes lige nu rystende krop.

Hvordan kunne han være så ond? Hun forstod det ikke, det lå ikke i hendes natur, at forstå sådan en ondskab, som blot var for sjov? Hvis hun nu var sød og tog imod, så ville han måske stoppe? Hun vidste det, da hun aldrig havde prøvet dette før.. Det var så uvirkeligt.

"Ssshh..." sagde han beroligende, og lagde en hånd blidt mod hendes ene kind.
Han smilede næsten blidt til hende, men inderst inde var det sadismen der havde overtaget... ganske enkelt fordi hun var smuk, sårbar, og alba.

Og i hans magt.

"Men hvis jeg ikke må slå dig i maven... som jeg ellers finder helt utroligt sexet... hvad skal jeg så finde på...?" spurgte han, mens han førte hånden ned over hendes kind, og blidt lagde to fingre om hendes hage, så hun var tvunget til at se på ham.
Han ville møde hendes blik... hendes stormgrå, smukke øjne...

Hun kiggede op på ham da hun mærkede hvordan han tvang hende med de varme fingre. Et svagt håb dukkede op i hendes øjne og hun vidste ikke helt hvad hun skulle svare. Måske kunne hun forhandle med ham på en måde?

”Øhm.. Jeg vil ikke slås på..” Hviskede hun med en svag stemme imens hun svagt kæmpede imod de mange tårer som stadig kæmpede for at slippe fri.

Ainsley bevægede hendes raske vinge lidt, prøvede at hænge lidt mere behageligt. Dog var det næsten umuligt.

”Jeg vil gøre alt.. Bare ikke mere smerte..” Hviskede hun svagt og de klare tårer slap fri, faldt ned over hendes kinder og ned på den beskidte kjole.

Hun ville ikke slås på... hun ville gøre alt for at undgå mere smerte... åh, hun var sød.
Og med tårerne trillende ned ad kinderne var hun så uskyldig og kær, at andre måske havde fået dårlig samvittighed over at have gjort hende fortræd.

Men Zane var ikke som andre.

Han smilede igen lettere blidt, og brugte sin tommelfinger til at tørre en af hendes tårer væk fra hendes kind.
Hun ville nok nå til et punkt, hvor hun opdagede at det intet nyttede at græde...

Uskyldighed og sårbarhed gjorde det bare bedre!

"Åh, men kære pige... vi undgår ikke smerten. Men jeg vil dog give dig et løfte, som de fleste andre aldrig får..." sagde han, og begyndte med den ene hånd at tage hendes kjole af.
Det var altid bedre når de var i undertøj!

"...du kommer helskindet og uskadt fra dette lille møde." afsluttede han sin sætning.

Ainsley snøftede lidt og lyttede til ham, dog gik hun lidt i panik da han begyndte at tage hendes kjole af. Hun havde kun nogle små trusser på under, da hendes bryster var så små at de ingen bh behøvede. Hun vred sig lidt og snøftede mere da hun mærkede den kolde luft på hendes næsten nøgne krop.

”Nej.. Hvad laver du?” Hviskede hun rødmede helt forlegen over hendes nu nøgne krop som hang foran ham. Hun var utrolig tynd, mange ville kalde hende udsultet. Men sådan var hendes krop bare.

Hun havde et let lag pels, meget tyndt, men stadig tydeligt og fint hvidt, på hendes skuldre, ved hendes hofter, ned af hendes rygsøjle og ben. Ellers, var der næsten ingen kropsbehåring på hende. Hendes ribben var tydelige og hendes bryster var mindre end en A skål. Feminine former var der næsten ingen af, dog, hvis man kiggede efter havde hun en fin timeglas form.

Hendes trusser hang lavt, da der var den store vifte af halefjer bagved hende, som stak ud fra hendes lænd, så at have trusser helt oppe, var meget svært.

Ainsley kiggede væk, knep hendes øjne sammen og vred sig lidt imens hun prøvede på alt, for ikke at tænke videre over dette.

Da Zane så pigens krop, lukkede han øjnene og lod smilet forsvinde fra sit ansigt.
Satans også...!

Han åbnede øjnene igen, og en grum irritation var at se i det kølige, lilla blik.
Det her kunne han ikke...

"Fandens..." mumlede han bittert, hvorefter han rakte op, tog fat i det reb han havde bundet hendes håndled med, og flåede det over som var det silkepapir.
Så lod han kjolen falde til jorden, og trådte et par skridt bagud, mens han fortsat så på hendes ansigt.

"Havde du ikke lignet en tolv-årig... ville jeg ikke have stoppet."
sagde han lettere monotont, af ren ærgrelse.
Albaer havde forekommet ham som interessante ofre for hans sadistiske tendens, på grund af deres tidobbelte smertefølelse... men når de lignede børn, kunne selv han ikke få sig til det.

Ainsley kiggede lidt forvirret op på ham da han skar rebet over og hun faldt ned på jorden med et piv. Hun greb hurtigt kjolen og kiggede endnu mere forvirret op på ham. Havde hendes yngre krop lige reddet hende?

Hun rejste sig hurtigt op og tog kjolen på. Hendes sårede vinge hang slapt ned på jorden stadig og et blåt mærke på hendes mave var allerede ved at danne sig.

”Så.. Du vil mig intet ondt nu?” Spurgte hun forsigtigt. En normal person ville løbe sin vej med det samme, men på en måde holdte hendes nysgerrighed hende her, hun var forvirret og holdte tydeligt afsted til ham.

Han tog endnu et par skridt tilbage, og dumpede så ned at sidde, med armene hvilende på sine knæ, mens han så på hende med et lettere ligegyldigt blik.
Han så næsten surmulende ud, da han så det svage, blå mærke på hendes bare mave...

Skuffende... men fair nok, han ville finde sig en anden senere! En som ikke så så ung ud.

Hendes spørgsmål fik ham til at fnyse og ryste på hovedet... hvorfor i alverden flygtede hun ikke? Han havde forventet at hun ville spæne afsted og komme så langt væk fra ham, som overhovedet muligt...

"Nej," sagde han, "Jeg gør dig ikke noget. Du har en krop som et barn... no offense. Og jeg rører ikke børn. Så forskruet er jeg heller ikke."

Hun kiggede på ham, endnu mere forvirret. Den lille Alba hoppede også ned på jorden, kravlede lidt over imod ham imens hendes øjne tydeligt studerede ham.

Dog jog smerten op igennem hendes vinge og hun hev kort efter vejret, kiggede på den og så meget bekymret ud.

”Du skulle bare lige skyde mig ned..” Hviskede hun og fik bevæget hendes vinge over, rørte forsigtigt ved de brændte fjer og nogle røg ned på jorden. Hun så tydeligt knust ud, bekymret for hendes vinge. Ainsley følte sig meget handicappet, når hun ikke kunne flyve. Hendes sind kunne næsten ikke holde til det.

Dog blev hun kort afbrudt da hendes mave knurrede højt og sultent.

Han fnøs igen, da hun nævnte at han havde skudt hende ned...
På det tidspunkt anede han ikke, at hun havde en krop som en tolv-årig!
Irritationen gav sig til kende ved et gnavent udtryk i ansigtet, og han kiggede halvsurt på hende, som hun peb over sin sårede vinge...

"Tag din kjole på... og pris dig lykkelig for at jeg tog den af dig, og opdagede dit meget unge udseende, før jeg fortsatte..." sagde han og lagde hovedet lidt på skrå mens han stadig så på hende.

"Kom her... så healer jeg din vinge."
Meget, meget, meget sjældent skete de, at Zane var nådig... men hvis der var noget som faktisk kunne pirre hans samvittighed, så var det en situation som denne.

Hun nikkede lidt og rejste sig op med en grimasse, da den hele tiden gjorde frygteligt ondt i hendes vinge. Den lille Alba, fik hendes kjole på med lidt besvær og gik derefter over til ham. Hun stoppede dog og satte sig ned, nu kun 1 meter fra ham. Derefter lod hun sin vinge ind imellem dem og bed sig svagt i underlæben da hun holdte meget øje med ham, stadig ikke helt tryg.

”Kan du også heale?” Spurgte hun nysgerrigt og studerede ham imens han gik i gang med hendes vinge.