what is this? (Zane)

T: omkring kl 02:23.
O: ingen på nuværende tidspunkt.
S: Abbadon.
V: regner og tordner.

Danayela havde ikke noget synderligt imod vejret, selvom det var koldt og hendes tøj var fuldkommen gennemblødt. De dybe blå øjne hvilede på omgivelserne som hun bevægede sig igennem byen.
Uden at vide hvordan hun var havnet her, stod hun pludselig foran et kæmpe palæ. Det virkede forladt.. mørkt.
Forsigtigt lukkede hænderne sig om de kolde jernstænger i lågen. Hun så op mod toppen af den, nysgerrigheden vand og hun kravlede med lethed over den. Det sorte hår klæbede sig til hendes ansigt og til den tyndelæderjakke. Kulden havde for længst fået hendes krop og hun mærkede den ikke lige nu. Istede var hun spændt.
Da hun nåede dn store dør og den var åben, gik hun langsomt ind. Lod fingrene glide over væggen og smilte lidt. Sikke et storslået sted..
en mus vovede sig hen til hende, hun satte sig på knæ og tog den i hånden. "Hvad laver du her alene lille ven.. du ikk alene?.. har du familie her?.. en person?.. hvor?" Hun snakkede lavmælt med den lille mus.

//påklædning: sort kjole der når til knæne, læderjakke oh flade støvler.

Tronsalen i det næste rum var gigantisk - og øde. Et fint lag af støv sækkede gulvet og alle andre flader, og de gamle, lasede bannere var næsten ugenkendelige. Man kunne lige ane at de engang havde haft en smuk og dyb lilla farve.
Tronen stod på en lille forhøjning i gulvet, stor og mørk - skabt for at indgyde både frygt og respekt i sin tid.

Han sad i tronen, iført mørke bukser, tunge læderstøvler og en krøllet, sort skjorte med en lilla drage broderet ned ad det ene ærme.
Hans lange, hvide hår var i uorden og hans lilla øjne var blodsprængte.
Han sagde intet. Sad bare og stirrede på ingenting...

Dana stod med den lille mus i hånden og havde nu rettet sig helt op. Hun var tavs.. hvis der var en anden derinde, kunne hun uden tvivl nemt komme i problemer.
Tøvende gik hun hen til døren mod det andet rum og skubbede ganske forsigtigt døren op. Det var vidst en tronsal i sin tid. Ikke en der havde det så godt mere men udfra udsmykningen at dømme, var det sikkert det det havde været. Den lille mus blev sat på gulvet så den kunne løbe væk.

Manden der sad på tronen havde med sikkerhed set bedre dage. Tøvende gik hun hen imod ham, pågrund af støvet kunne hendes fodspor tydeligt ses.
"Er du okay?" Spurgte hun med mild stemmd og lod hovedet glide på skrå.

Han blinkede langsomt med øjnene da hun trådte ind i tronsalen. Han så kun halvt på hende...
"Trehundredeogfiretyve... han har gjort over tre hundrede uskyldige kvinder fortræd... helt ned til femten år gamle..." mumlede han.
Hans stemme var som en gammel mands, skønt han så ud som en sortelver i sin bedste alder.

De lilla øjne viste en træthed som hos en tusind år gammel mand...

"Over trehundrede... og det er min skyld..."

Danayela så tænkende på manden. Af en eller anden grund slog han hende som værende træt. Ikke fysisk som sådan, nok nærmere psykisk.
Med lette skridt gik hun hen til hun stod foran ham, foran den lille høj tronen stod på. Virkede ikke synderligt bange, nærmere lidt bekymret for ham og hvad han sagde.

"Hvem har?" Spurgte hun stille og pillede ved en tot af sit lange sorte hår. De blå øjne hvilede nysgerrigt og en smule bekymrende på ham. Han virkede ikke helt rask.. selvom han udfra udseende burde være i en god alder, virkede han lige nu mest af alt som en gammel mand.

Hans så stadig på hende, men kun halvt... som om han kun var halvt til stede, og resten af hans sind var et fjernt sted.
Smerten i hans øjne vidnede om en indre krig, som var både hård og blodig... og en ganske tydelig skyldfølelse som havde tynget ham ned i al, al for lang tid.

"Zureshalon..." hviskede han, og smerten i hans blik blev blandet med vild frygt.

Dana var en smule bekymret over mandens blik.
for selvom det var rettet mod hende, så han hende ikke rigtigt.
tøvende gik hun op på forhøjningen så hun nu stod helt foran ham.
Hans ord var ikke helt nogle hun forstod, derfor lagde hun hovedet undrende på skrå.

"Det forstår jeg ikke.. kan jeg gøre noget for dig?" Spurgte hun lavt og rakte langsomt hen og hvilede en spinkel hånd mod hans skulder, gav den et let klem.

Det gav et sæt i ham da hun rørte hans skulder, og det var som om at hans blik vendte tilbage til denne verden.
Han blinkede et par gange med øjnene og stirrede forbløffet på hende.

"Jeg... hvem er du?" spurgte han, og lød mest af alt som om han ikke anede hvad der lige var sket.