Could use some help.. (Zane)

T: omkring midnat.
O: ikk rigtigt nogen.
V: det regner, men er lunt.
S: Gyderne.

Hazelin havde været ude alt for længe og det vidste hun godt.
Ikke desto mindre var hun på vej hjem nu. Regnen havde allerede gennemblødt det meste af hendes tøj og det blonde hår klæbede imod hende.
Hun skød genvej gennem gyderne og tabte sin taske. Hun sukkede opgivende og satte sig på hug for at samle tingene sammen. Fik fat i halskæden fra Zane og smilte lidt.
Rejste sig med den i hånden og fik øje på en skikkelse for enden af gyden.

Tøvende gik hun et par skridt tilbage, og vendte rundt.
Kun for at støde ind i en anden mand der grinte højlydt og skubbede hende hårdt ned på jorden.
Hun gispede og mærkede asfalten rive i huden på hendes hænder.
Langsomt kom hun på benene, og i samme øjeblik greb den anden mand hende bagfra, og holdt hendes arme.
Da den første mand kom tættere på spyttede hun ham i ansigtet.

"Vi har vidst fået oz en rigtigt vildkat" grinte han.
Hun sparkede ham mellem benene, idet han rev hendes jakke op.
Den anden mand smed hende på jorden, og sparkede hende i maven.
Efter en del spark og slag, begyndte hun at få sværere ved at se klart.
Den ene rev nu hendes trøje åben. Alt imens havde hun haft halskæden i hånden og tænkt på Zane. Men han kunne sikkert ikke hjælpe hende.

Luften omkring dem blev tyk et øjeblik, næsten som om den blev elektrisk ladet.
Dette fik alt lyd og bevægelse til at virke som om det var i slowmotion... men kun i et enkelt, kort øjeblik.

Lyden af noget meget let og meget skarpt der fløj gennem luften kunne høres i et splitsekund, og den blev efterfulgt af en gurglende lyd, og et sprøjt af noget mørkt og varmt.

En stemme som Hazel kendte lød vredt: "Vahirden!"
-efterfulgt af paniske smerteskrig fra den fyr der stadig var i live.

Han stod midt i gyden, over hende i en beskyttende position, og hans lilla øjne lyste af vrede.
Den ene fyr lå på jorden lidt væk. Hans hoved var ingen steder at se.
Den anden lå i smertekramper foran Zane, men uden synlige skader.

"Er det her hvad Di Morga er blevet til i mit fravær...? Husker ingen hvordan jeg plejede at straffe voldtrægt!?" hvislede han - absolut truende og højt nok til at fyren i smertehelvedet kunne høre ham.

Hazelin rakte hånden op for at beskytte ansigtet idet den ene lagde an til et slag mere.
Men der skete ikke noget.. ingenting. Forbavset så hun op og fik øje på Zane der stod over hende.
Hun kunne tydeligt se at han var vred.. Havde ikke regnet med at se ham.

Den ene mand var død, det var hun ikke i tvivl om.
Og den anden havde ondt. Hun kunne høre skriget.

Vandet havde vasket det meste af blodet væk fra hendes ansigt.
"Jeg.. troede ikke du ville komme.."
Hun bed sig hårdt i læben og strøg en våd tot hår om bag øret.

Aldrig før havde hun set ham sådan. Han havde altid været i godt humør omkring hende.
Hun så væk fra ham, kunne ikke li at se ham dræbe andre.
Hun havde ikke været i tvivl om at han sagtens kunne hvis han ville, men hun havde ikke lyst til at se det.

Han lod blikket falde ned på hende.
"Jeg lovede dig at den amulet ville virke, og at jeg ville komme hvis du brugte den. Og jeg, Zane D'tarion, holder altid hvad jeg lover." sagde han. Hans stemme var blid over for hende.

Den fyr der var blevet ramt af hans smertemagi holdt op med at vride sig, og kæmpede sig op at stå.

Zane vendte opmærksomheden mod ham og pegede med et af sine sværd på liget af den anden forbryder.
"Stik af, møgsvin... fortæl alle dine køtervenner at Zane er tilbage, og at straffen for voldtægt hermed er fordoblet."

Han var ikke Di Morga's herre længere... men det skulle ikke afholde ham fra at håndhæve denne ene lov.

Hans stemme var blid, hvilket gjorde hende rolig.
Ikke fordi hun troede han ville gøre hende noget, men bare fordi det var bedre at være sikker.
Let bed hun sig i læben.

Tøvende kom hun op og sidde.
Hånden hvilede svagt mod hendes brystkasse. Hendes ribben gjorde ondt.
Lige nu havde hun dog ikke tid til at tænke på det.
Hun koncentrerede sig mere om det han gjorde.

Forsigtigt pillede hun ved en tot hår, inden hun omsider kom på benene.
"Tark.. For hjælpen.."
Hun smilte lidt og lod hovedet glide på skrå.
Hun troede ikke en gang han var her, det sidste hun havde hørt, var at han var væk. Men han var her da heldigvis igen.

Den overlevende fyr spærrede øjnene vidt op, vendte rundt og spænede væk gennem regnen.
Zanes to sværd forsvandt som var de lavet af ren skygge, og hen vendte nu sin fulde opmærksomhed mod Hazel.

"Ingen grund til at sige tak.. det her burde ikke ske i Di Morga. Jeg satte eksempler dengang, som skræmte de fleste fra at gøre den slags."
Han tøvede et øjeblik.

"Jeg skulle ikke have forladt Di Morga..."

Han så ned ad hende og placerede en hånd på hendes skulder.
"Er du kommet til skade? Brækket noget?"

Hazelin så på fyren der løb væk.
Derefter tilbage på Zane da han snakkede.

"Du er for hård ved dig selv.. det er jo ikke din skyld"
hun gav ham et forsigtigt smil.
Hun vidste ikke hvorfor han var rejst, men det kunne umuligt være hans skyld at byen var endt sådan her.

Da hans hånd hvilede mod hendes skulder, smilte hun let.
"Neij.. eller.. det ved jeg ikk.. mine ribben gør ret ondt, men de er nok bare bukkede"
Hun trak en smule på skuldrene og tog halskæden på.
Samlede derefter sin taske og jakke op.

Tog jakken på for at han ikke skulle se de havde ødelagt hendes trøje.
Der var noget ydmygende over det.
Hun havde jo altid ment hun kunne klare sig selv.

"En leder lader ikke sine folk i stikken. Det er forkert."
Mere sagde han ikke til det. Ikke lige nu i hvert fald.

"Bukkede ribben kan være farligt... jeg tager et kig når vi kommer i sikkerhed." sagde han og sendte hende et smil.
Han undlod at kommentere hendes ødelagte trøje. Han så ingen grund til det, og han vidste at hun ikke ligefrem var stolt over det her.

"Har du et forslag til hvor vi skal tage hen, eller skal vi besøge Abbadon?" spurgte han mens han kastede et vagtsomt blik rundt i gyden.
Han nød regnen... meget endda. Det var som om den rensede byen.

Men prioriteten lige nu var Hazel. Han kunne altid nyde regnen på et andet tidspunkt.

Hazelin så ham kort i øjnene.
Vidste godt at han ikke ville snakke mere om den del lige nu.

det var pænt af ham at han ville hjælpe hende.
Når alt kom til alt behøvede han jo ikke at gøre det, han kunne lade hende sejle i sin egen sø.
Tænkende så hun imod himlen.
"Det er sødt af dig.."

Nød regnen, for selvom der lige var sket noget dårligt, var hun jo af elementet vand.
"Abbadon lyder som en god ide"
Hun så på ham igen.
Det virkede næsten som om at han holdt ligeså meget af regn som hun gjorde.
"Hvorfor er du egentlig.. tilbage?"

Hun lod ham vise vej, da hun ikke havde været der før.

"Jeg kom tilbage fordi jeg begyndte at savne stedet... og de folk der er her. Eller... nogle af dem..." sagde han og lo kort.

Han førte hende gennem gyde efter gyde, indtil de nåede pladsen foran fæstningen.
Zane stoppede op, lagde armene over kors og kiggede op på Abbadon.
"Nostalgisk... som at komme hjem igen efter en lang rejse..." mumlede han, mens hans blik gled hen over de sorte facader.

"Kom her..." sagde han og lagde armen om Hazel.
Der blev øjeblikkeligt kulsort omkring dem, og det føltes som om de faldt - meget, meget hurtigt.
Sekundet efter, stod de midt i Abbadons mørklagte tronsal.

Zane knipsede med fingrene en enkelt gang, og de ellers slukkede fakler på de massive søjler tændtes med en kraftig, lilla ild som lyste hele salen op.
"Sikke noget rod..." mumlede han.
Salen havde været brugt til arrangementer, det var helt tydeligt.
Borde og stole stod ude ved siderne af tronsalen, klar til at blive hevet ind i midten og sat op.
De bannere der før i tiden havde hængt på søjlerne var blevet fjernet.

Zane slap Hazel, og rystede på hovedet.
"I det mindste har de da ladet tronen stå..."

Hazelin nikkede en smule til hans ord.
Hun smilte lidt og fulgte med ham gennem de mange gyder.
Havde hun gået her selv, ville hun nok være lige ved at dø af skræk, men han havde bare en ro over sig der gjorde det nemt at slappe af.

Hun så op på fæstningen og lod hovedet glide på skrå.
"Hold da op.." mumlede hun en anelse konstaterende.

Da han lagde armen om hende så hun op på ham, og tog fat i hans arm, da det føltes som om de faldt.
De dukkede op indenfor og hun måtte lige finde sig selv igen før hun fik set sig omkring.
Blikket gled omkring som de lilla flammer lyste alt op.
Hun kunne ikke helt se hvad han mente med rod, men hun havde jo heller ikke noget at samligne med, så det var nok rigtigt nok det han sagde.

"Jeg tror.. jeg var besvimet hvis jeg var kommet ind og du sad på tronen.. i Mørket.. scary.:"
Et svagt grin kom fra hende, som han slap hende.

"Ja, det er ganske imponerende..." sagde han med tydelig stolthed i stemmen.
"Det tog mig et par dage at bygge fæstningen, og et par år at gøre den helt færdig."
Mindet gjorde ham faktisk glad... det havde været et af hans helt store projekter.
Og det var stadig den mest synlige bygning i hele Terre.

Lidt blær en gang imellem var godt nok...

Zane vendte sig om mod hende og lagde armene over kors mens han betragtede hende for en kort stund.

"Smid jakken og trøjen... vi skal have kigget på de ribben. Selvom de muligvis kun er bøjede, kan det være farligt. Det kan gå ud over en lunge - og så bliver det grumt." sagde han.

Hazelin smilte og så på ham som han snakkede.
Alle ville kunne se han var stolt af det her sted og hun forstod det skam godt.
Det var virkelig flot.
"Du må virkelig være glad for det?"
Hun smilte en smule og lod kort en hånd stryge hen over en af søjlerne.

Hun mærkede hans blik på sig og så langsomt hen på ham.
Grinte en smule af hans noget alvorlige mine.

Lyttede dog til hans ord og nikkede.
"Så okay.. Men oz kun fordi jeg stoler på dig"
Langsomt tog hun jakken af og lagde den på gulvet.
Trøjen var ikke det sværeste, den gled nærmest ned selv.

Et øjeblik betragtede hun ham.
"Du må sige til hvis min bh er i vejen ikk? tror bare ikke jeg kan få den af selv"
Hun smilte lidt undskyldende til ham.

"Abbadon er noget jeg er stolt af... det indrømmer jeg gerne." sagde han.
"Desuden er det mit hjem."

Han betragtede hende lidt mens hun smed jakken og de sørgelige rester af trøjen.
Hendes næste ord kom bag på ham, og han hævede kort det ene øjenbryn.
"Hah... fristende... men jeg tror jeg kan klare det uden." sagde han med et skævt smil.

Det var galt nok at han kunne se resten af hendes overkrop... ingen grund til at friste skæbnen yderligere.

Han gik roligt hen til hende og satte sig på hug foran hende, mens han lod fingrene glide let hen over hendes ribben.
"Blå mærker på brystkasse og mave... de var hårde ved dig." mumlede han og fortrød at han havde ladet den sidste slippe væk.

Han trykkede lidt et sted på hendes brystkasse.
"Sig til hvis det gør ondt. Virkelig ondt."

Hazelin så ham i øjnene og smilte lidt.
Grinte, men ømmede sig en smule af det.
Det ville jo ikke være første gang han havde set hende uden tøj på.
En af deres første møder havde været i de varme kilder jo.

"Fristende? ah det tror jeg nu ikk. så attraktiv er jeg slet ikke" hun smilte let til ham.
Blikket hvilede på ham da han satte sig på knæ foran hende.
Virkede en kende usikker på det her med at han skulle til at trykke forskellige steder.
Hun var ikke i tvivl om at det ville gøre ondt.
På den anden side.. ville han jo bare hjælpe, så hun måtte holde ud.

"Han blev i hvert fald ikke glad da jeg sparkede ham mellem benene"
Hun trak en smule på skuldrene.
Hun gav sig da han trykkede ind, og rykkede en smule på sig.
"Til?.."

Han undlod at svare på hendes bemærkning om at hun ikke var så tiltrækkende.
Hazel var en køn pige. En meget køn pige.
Han kunne ikke lade være med at le da hun fortalte at hun havde sparket ham fyren i skridtet.
"Velfortjent..." sagde han og rystede smilende på hovedet.

Da hun gav sig og sagde til(bogstaveligt talt) nikkede han en enkelt gang.
"Det er brækket. Ikke helt, men nok til at gøre ondt ad helvede til." sagde han.

"Bare lad mig..." mumlede han og lagde en hånd på området.
En varme bredte sig på det lille område. En beroligende varme... og da han et øjeblik senere flyttede hånden videre til næste punkt eller blå mærke, var smerten fra det brækkede ribben væk.

Uden at spørge hende, fortsatte han med at heale alle de skader han kunne finde, lige fra det brækkede ribben til det blå mærke hun havde fået da en af hendes overfaldsmænd havde sparket hende i maven.

Da han var færdig, kiggede han op på hende med et smil.
"Så god som ny."

Som han lo smilte hun en smule.
Sidst de havde snakket sammen havde han ikke været så glad.
Nu behøvede han jo ikke længere at tænke på alle de ting han ikke havde nået.
"Tja.. jeg har hørt man ikke skal give sig uden kamp"
Det var noget han havde sagt i sin tid.. at hun ikke bare skulle lade andre få magten.

Da han udfra hendes reaktion kunne konkludere at det var brækket, var hun sikker på at hun om få sekunder ville falde om at ildmangel eller noget i den stil.
Men der skete ikke noget, det gjorde ondt ja.. men det var oz det.

De blå øjne hvilede næsten nysgerrigt på ham som han gav sig til at heale hendes krop.
Uden videre fortsatte han rundt på de områder der var skadet og hun kunne mærke hvordan smerten helt forsvandt fra kroppen.
Tænk bare hvis han ikke var dukket op.. Hun rystede en smule på hovedet.

Så ned på ham da han var færdig.
"Tark.. jeg ved ikke hvad der ville være sket uden dig.. jeg er vel bare heldig du var kommet tilbage"
Langsomt tog hun sin jakke op igen.

Han smilede lidt over hendes ord.
"Det må have været en meget klog mand der fortalte dig det... ham burde du takke på en eller anden god måde."

Han rejste sig op igen.
"Alle skader er healede. Ingen blå mærker, brækkede ribben eller noget som helst." sagde han.

Han var godt klar over hvad der ville være sket hvis ikke hun havde brugt amuletten... de havde åbenbart fanget hende mens hun var uopmærksom, og deres brutalitet havde så gjort det nærmest umuligt for hende at forsvare sig imod dem.

De ville have voldtaget hende, og måske endda dræbt hende.

"Du må være mere forsigtig, Hazel. Den slags er ikke bange for at tage hvad de vil have, for derefter at jage en kniv i maven på deres offer. De ejer ikke medfølelse."

Svagt grinte hun og så ham i øjnene.
"Burde jeg takke ham på en eller anden måde? hvordan det? middag?"
Hun grinte og tog sin jakke på for ikke at rende rundt i sin bh.

De blå øjne hvilede på ham da han rejste sig.
"Det er pænt af dig, tark fordi du gad gøre det" svarede hun forsigtigt og lod hovedet glide på skrå. Alle havde altid sagt han var farlig, men hun havde kun oplevet det i aften. Aldrig overfor hende.

"Ja.. ja jeg ved det godt.. normalt passer jeg oz på, det gør jeg.. Men stranden havde bare taget længere tid idag, og for at komme hjem var det nemmere at skyde genvej.. jeg var bare dum.." sukkede hun opgivende og satte sig på et af bordene i hjørnet.
Det var jo sandt.. havde hun overholdt tiden var det gået.

"Så.. hvordan kan jeg takke dig?" spurgte hun smilende.

Han fulgte hende med blikket mens hun bevægede sig ud til siden, ud til de borde der ikke hørte hjemme i hans fæstning.
Han måtte få dem fjernet... men det kunne vente. Lige nu havde han en gæst, som han ikke havde set i lang tid.

"Hmm... du kan takke mig ved for det første at passe lidt bedre på for fremtiden." sagde han og smilede til hende.
"Du af alle personer behøver ikke engang fysisk træning. Din magi kan skræmme de fleste almindelige modstandere væk, eller endda gøre dem fortræd."

Han kunne godt huske hvilke kræfter hun havde, denne aspara.
Ihvertfald nogle af dem...
"Jeg går også lidt ud fra at du er blevet bedre til at kontrollere din magi...?"

Blidt grinte hun og så ham i øjnene.
Han havde altid været meget beskyttende overfor hende og det satte hun pris på.

"Det lover jeg.. " svarede hun og nikkede lidt til ham.
Så sig en smule omkring igen, hvordan mon det havde set ud i sin storhedstid?
Forsigtigt lod hun hovedet glide på skrå, inden hun så tilbage mod ham.

"Mine kræfter er intet i forhold til dine jo.. Og ja.. Jeg har efterhånden lært at styre dem lidt bedre"
Tænkende rejste hun sig og lod hænderne glide ned i sine lommer.

"Er der ikke noget jeg kan gøre for at hjælpe dig?"
Hun ville gerne betale ham tilbage på en eller anden måde..
Det var jo ikke første gang at han havde hjulpet hende og hun var ret sikker på hun ikke havde overlevet natten uden hans hjælp.
Det var nu heller ikk fordi hun havde travlt med at komme hjem, for hun havde ikke som sådan noget at tage hjem til.

Han nikkede til hende og begyndte roligt at gå rund i salen og se sig omkring.
Her trængte til en kærlig hånd... hans kærlige hånd...
Hvem end der havde brugt hans hjem som en balsal eller et forsamlingshus, måtte finde et andet sted til sine arrangementer - eller i det mindste anmode om adgang.

"Jeg har modtaget kamptræning fra det øjeblik jeg kunne gå. Jeg er en kriger, og det vil jeg altid være. Du, derimod..." han vendte sig om mod hende og gav hende et hurtigt, målende elevatorblik.
"Du er ikke en kriger... du er en skovbæk og en brise i træernes kroner. Men man skal aldrig undervurdere naturen. En brise kan blive til en tornado, og en bæk kan blive til en rasende flod."

Han lagde hovedet en anelse på skrå.
"Der er noget du kan gøre for mig... du kan fortælle mig om situationen her i Di Morga. Alt hvad der kan være relevant..." han tøvede et øjeblik, og tilføjede så:

"Og så kan du fortælle mig om det møgsvin til Sansiss stadig eksisterer."

Hun mødte hans blik da han så på hende, og lod hovedet glide på skrå.
Tøvede lidt da han spurgte ind til hvordan Di Morga så ud.
Endnu mere da han spurgte med hensyn til Sansiss.

"Jaa.. Saniss lever i bedste velgående.. Han har fundet sammen med en.. En vampyr.. Amy vidst nok"
Hazlin havde hørt en smule snak om det, sidst hun havde været tæt på Sansiss.

Hun satte sig op på bordet igen, og så ham i øjnene.
"Well.. Som kvinde skal man ikke gå ud når det er blevet mørkt. Slavehandel er oppe igen.. Der skal ikke meget til før man bruge evner.. mange er døde på det sidste.. "
Hendes stemme var stille og forsigtig.

Det var hyggeligt at gå og snakke med ham.
Roligt lod hun hånden bevæge sig fra gulvet til loftet, hvor støv og snavs forsvandt. Vand evner havde sine fordele.

"En vampyr...? Han burde ikke være i stand til at elske noget som helst, andet end sig selv og sin tabte 'storhed'. Det må være et forhold baseret på... på..." han rystede på hovedet og fortsatte med at gå roligt rundt.

"Slavehandel blev bandlyst... jeg gjorde det ulovligt, og straffen for at handle med slaver var døden. Er der ingen der har taget kontrollen i Di Morga?"
Vreden blussede op inden i ham, men han viste det ikke - bortset fra at hans stemme måske virkede en anelse irriteret.

Mange var døde... det forklarede hvorfor visse personer ikke var kommet ilende da han dukkede op i Terre. Og det forklarede hvorfor der var visse personer som han ikke kunne finde.

Han så hvad hun gjorde ved støvet, og det fik ham alligevel til at smile lidt.
"Det her sted trænger til at blive ordnet lidt."

"Jeg ved ikk.. han virkede.. han virkede.. anderledes når han snakkede om hende" sagde hun stille.
Virkede en smule usikker.
Zane vidste jo godt at hun havde haft sine problemer med Sansiss.

"Neij.. ingen har taget kontrollen.. Dem med pengene og magten har taget den, og ingen har gjort noget for at stoppe det"
Blikket hvilede på ham, hun kunne godt høre at han var vred.
Hun forstod ham.. han havde arbejdet hårdt for at Di Morga blev et bedre sted.

"Jeg vil gerne hjælpe dig?"
Hun smilte glad og rejste sig. Så på de mange borde omkring.
"Med min nyfundne evne kan jeg måske endda skabe de lilla blomster du har fortalt mig om"
Hun så på ham og gik hen imod ham.
Det kunne sikkert blive et fint sted.