What is happening to me?! (Kyla)

Tid: om natten en gang
Sted: Dybt ude i skoven
Omgivelser: Skovens ro kun afbrudt af træer der væltede og en dyb knurren

Endnu et brag kom da endnu et træ blev revet omkuld som var det en kvist. Endnu en knurren fortalte om den smerte der udspillede sig dybt i skovens mørke. Charlie var ikke klar over hvad der var sket, men lige nu kunne han ikke komme ud af sin varulveform igen. Så lige nu var han fanget som en blodtørstig dræbermaskine. Heldigvis vidste han hvordan han skulle styre sig tilpas nok til ikke at gå amok i byen. Som regel gemte han sig jo i skoven til det gik over. Men denne gang var det anderledes. Tre rådyr var allerede blevet dræbt og flået men kun et af dem havde han ædt. Det var som om der var en trang han slet ikke kunne styre. Den store hvide varulv løb frustreret rundt i skoven i håb om at det ville gå over.

Det eneste de Ældste i hans stamme ikke havde fortalt ham var sandheden om hvorfor han fik kaldenævnet Nightrage. Han havde altid selv troet det var fordi han slagtede dem der ville jage stammen bort. Men det var ikke tilfældet. Hans kaldenavn kom lige nøjagtig fra den situation han sad i nu. Blodmånen gjorde han ikke selv kunne skifte tilbage igen. Så længe Blodmånen var fremme, kunne han ikke skifte tilbage igen. Det vidste han desværre ikke selv. Det føltes som om hver eneste fiber i den gigantiske krop brændte og en nær unkontrollabel blodrus havde erstattet hans tanker. Flere steder var der blodpletter fra de voldsomme sår han havde forvoldt sig selv for at lindre. De sår var selvfølgelig ikke synlige. Han blev bare mere og mere rasende for hvad der skete med ham. Det mest frustrerende var at han ikke vidste hvad der skete med ham. Det her havde ingen forberedt ham på. Det var en ild der bare skulle brænde ud....

Noget fangede dog hans opmærksomhed tilpas meget til at han stoppede op kortvarigt. Det var en duft han var stødt på før, men kun ganske svagt kunne huske. Det var en kvindelig varulv. Det var ca det han vidste. Lige nu kunne han dog ikke bestemme sig for om hvor vidt det var en trudsel eller ej. Noget i ham fik ham til at løbe i den retning. Måske kunne hun hjælpe ham eller også fik han stillet sin blodrus. Det begyndte at larme noget mere som han stormede i retning af duften

Det var nat nu, men Kyla var ikke helt sikker på hvad tid på natten det var. Hun gik stille gennem skoven, men anede ikke helt hvorfor hun var her ude. Hun sukkede, og så op mod månen som var rød, og hun følte træng til at forvandle sig til en varulv, men prøvede at kæmpe imod. Hun var ikke sikker på, om det var en god ide at forvandle sig nu, eller ikke at gøre det. Hun havde lyst til at forvandle sig, og løbe rundt omkring, men så alligevel ikke. Hun valgte at blive i sin egen skikkelse, og bare gå rundt sådan lidt på må og få i skoven. Hun standsede dog brat op da hun fik færten af noget. En fært hun svagt kunne huske hun var stødt ind i, men hvor? Der var ingen tvivl om, at det var en anden varulv, men hvem? Hun lyttede, og hørte en kom løbende over mod sig. Hun fik kort efter øje på den store varulv som kom mod hende. Hun så på den roligt, ikke sikker på, om den var ude på at slås eller hvad den var. Hun trådte en smule tilbage, og så lige på ham. "Hey there" sagde hun i en rolig tone. Kunne se på ham, at han vist var en smule panisk måske, eller noget. Hun prøvede at virke rolig, og ville gerne hjælpe ham hvis hun kunne det. "Rolig, gør dig intet min ven" Hun var ikke 100 på hvem han egentlig var, da det ikke var let at se ud fra varulveformen, men hun var helt sikker på, at hun havde mødt ham før, og de var ikke fjender eller noget i den stil sidst de mødte hinanden.

Da han kom tættere på, begyndte han at kunne ane den unge dame forude og sænkede så farten. Der var noget der dæmrede i ham om hvem hun var, men han måtte tættere på for at finde ud af det. Ganske langsomt kredsede han om hende som en jæger der studerer sit bytte, men han holdt sig selv tilbage.
Han smed sig selv hen mod et træ der så væltede for at dulme vreden og smerten, men det hjalp ikke rigtig. Da hun så talte til ham, kom han i tanke om hvem hun var!

Han satte sig ned på knæ så godt han nu kunne og kiggede på hende med en lavmælt klynken da smerterne var overvældende efterfulgt af en udmattet knurren. Langsomt blottede han sin hals så hun kunne se den halskæde Charlie altid bar, hvorefter han kiggede på hende med de svagt glødende øjne. Det var tydeligt hvordan han spændte over det hele over hvad der skete med ham.

Hans stemme lød som hans egen men med et rovdyrs dybe knurren:
"....K..... Kyla....."

Hun mærkede hans tilstedeværelse før hun så ham. Hun havde på fornemmelsen, at han kræsede rundt om hende. Det var ikke en så behagelig fornemmelse at han gjorde det, men hun sagde intet. Hun så da han smed sig ind mod et træ som væltede af det, men hvorfor gjorde han dog det? Hun anede det ikke. Han lignede en som havde smerter eller noget andet?

Da han satte sig ned på knæene, så hun stille på ham, og gik forsigtigt over mod ham, men var en smule på vagt. Hun hørte hans lavmælte klynken, og blev straks nervøs for hvad der var galt med ham. Da han blottede sin hals, og hun så halskæden, huskede hun hvem han var. Da han sagde hendes navn nikkede hun stille. "Det skal nok gå alt sammen Charlie." prøvede hun at berolige ham, og gik nærmere, så hun til sidst var helt hende ved ham. Forsigtigt løftede hun den ene hånd op, og så på ham, om hun måtte få lov. Hvis han intet gjorde, vil hun ligge sin hånd på hans hoved, og forsigtigt nusse ham. "Har du ondt? Er du såret?" vil hun høre, og så på ham med et blidt blik mens hun talte til ham.

Først trak han sig lidt sammen da hun rakte ud mod ham, men lod hende gøre det da han ikke havde nogen fornemmelse af hun ville ham ondt. Samtidig var hun et minde om da han var menneskelig så det holdt han meget fast i for ikke at lade vreden og smerten tage over.
I Charlies nakke sad der en meget stor nål med en stærk ildelugt over sig. Blodmånen var stærk for Charlie, men det virkede til at væsken gjorde Charlie ikke kunne kontrollere sin vrede på samme måde som før. Nærmest som om den fastholdt ham i vreden. En virkelig dårlig ting lige under blodmånen. Charlie havde dog ikke bemærket den store nål grundet smerten i hele kroppen.

Udover det lod Charlie ikke til at have nogle direkte skader, men man kunne se han havde forsøgt på nogle voldsomme skader på sig selv som om han havde forsøgt at kradse dem ud. Sårene var selvfølgelig lukkede men han pels havde nogle store plamager af blod rundt omkring.

"Charlie.... Månen..... Ild her....."
Han prikkede mod sit indre

Hun tøvede da han trak sig sammen. Var det en god ide at ae ham mon? Hun gjorde det dog alligevel, en smule tøvende. Hun smilede et beroligende smil til ham. Anede dog slet ikke hvad der var galt med ham. Hvorfor han var sådan her lige nu? Hun rynkede panden, og så undrende på hans nakke. Sad der ikke et eller andet i den? Men hvad? Var det mon skyld i, at Charlie var som han var lige nu? Hun burde få tingen af ham, men hvordan skulle hun bære sig ad med det? Hun bed sig i læben, og prøvede at komme i tanke om en måde at gøre det på, men havde ingen ideer lige nu.

Da Charlie snakkede, så hun på ham. Hun forstod ikke helt hvad han prøvede at sige til hende. Var månen skyld i, han følte en ild i sit indre? Hun lagde kort hovedet på skrå af ham, men ved sig igen i læben. "har en ide om hvad der er skyld i det her måske..." hun tøvede. "Ved dog ikke hvordan jeg skal bære mig helt ad med at hjælpe." hun tænkte sig kort om, men spurte så stille. "Stoller du på mig? Hvis ja lå lig dig helt ned, og så vil jeg se om jeg kan hjælpe. Du har en kæmpe... nål i din nakke." prøvede hun at fortælle. Hun anede dog ikke, om hun kunne trække den ud af ham på en eller anden måde eller noget. Hun nussede ham stadig beroligende på hovedet.

Da hun nævnte nålen i hans nakke, blev han kortvarigt panisk og gjorde hvad han kunne for at nå den men uden held. Efter det gik op for ham at han ikke selv ville kunne nå den, blev han mere stille og lagde sig ned. Han gjorde hvad han kunne for at komme ned og ligge på maven hvorefter han kiggede på hende med et både vredt og bange blik. Men han virkede knapt så forvirret længere da han nu havde en ide om hvad det var der gav effekten. Det var han i hvertfald selv overbevist om.

Det var meget svært at ligge helt stille grundet de overvældende smerter, men noget i ham vidste godt det var bedst at ligge stille hvis den skulle fjernes. Så han gjorde alt hvad han kunne og knurrede svagt:
"Kyla..... Nål.... Væk..... Charlie.... Stille...."
Lige nu kogte han stadig af det mystiske raseri, men han ville ikke skade hende, specielt når hun kunne fjerne den ting i nakken

Hun var kort i tvivl om, om det mon havde været en god ide at nævne nålen, da han nu var mere panisk end før for at få nålen ud. Hun var stille mens han prøvede, betragtede ham, og ventede på han vil ligge sig ned så hun vil kunne hjælpe ham. Hun så tydeligt hans blik. "Rolig, det skal nok gå skal du se" prøvede hun at berolige ham med.

Hun gik stille over til ham, og aede ham beroligende på hovedet. Hun så på nålen, og overvejede hvordan hun skulle få den ud. Hun måtte vel bare hive den ud af ham på en eller anden måde? Hun kunne lige nå den, og tog fat i den. Hurtigt fjernede hun den, og smed den fra sig på jorden. Hun så på Charlie. "Bedre?" spurgte hun stille.