Magt betyder alt

Nymånen gav skoven en dunklere aura end normalt, og var man ikke et overnaturligt væsen, ville det være umuligt at se længere end en hånd for sig. Den tykke tåge, der lagde sig som et tæppe over skovbunden, syntes heller ikke ligefrem at hjælpe på den uhyggelige fornemmelse, som skoven afgav, og som ville give enhver en snert af utryghed.

Den iskolde vind kærtegnede vampyrens kinder, da hun slentrede igennem kviste og døde blade. Sko bar hun ikke – det gjorde alligevel ikke nogen forskel – og en hvid, gammeldags kjole var alt, der tildækkede hendes blege krop. Det var tydeligt, at pigen ikke havde fået ernæring i længere tid.

Hvorfor Chloé befandt sig herude, var hun ikke helt klar over. Hun vidste udmærket godt, at det var umuligt at finde mennesker herude så sent på natten, og det var sjældent, at hun stødte på nogle af de væsner, der duftede så vidunderligt og uimodståeligt. Ikke at hun nogensinde havde drukket andet end menneskeblod – udover det tynde, ulækre og utilfredsstillende blod fra dyr. Hun gyste næsten ved tanken om det. Men vampyren vidste godt, at hun ikke havde en chance mod de væsner, der duftede rigtig godt – ikke medmindre at de selv gav tilladelse til det. Om de normalt gjorde det, vidste Chloé ikke. Hun havde aldrig spurgt. Faktisk havde hendes kontakt med andre væsner været stort set ikke-eksisterende de sidste par hundrede år.

Skoven begyndte at blive tættere jo dybere hun trængte ind i skoven - den syntes at være forladt for dufte og lyde. Chloé sukkede dybt, og smilede derefter over hendes teatralske reaktion; vejrtrækninger var naturligvis unødvendige for vampyren, men hun morede sig over at efterligne de små skævheder – det anså hun dem i hvert for – som menneskene havde.

Hun nåede en lysning i skoven og gik med lydløse skridt mod dens midte, hvor hun lagde sig ned på ryggen og betragtede himlen. Månens fravær gjorde stjernerne mere synlige, og synet fik hende til at smile. I en kort stund glemte hun næsten sin ubehagelige tørst.

Judas havde gået ud i skoven. Denne gang var han gået alene. Han tænkte at mørkets skygger og månens lys var mere end rigeligt belysning. Han så kort omkring sig og smilede svagt. Duften af den friske luft og den rolige vind der blæste forbi ham. Han fandt et headsæt frem og proppede den ene i øret og satte hans favorit nummer på. Han lukkede kort øjnene og nyd musikken, som stille lod sig udfolde sig for hans øre. Lyden af den rolige natur omkring sig. Skovens stilhed og den tykke tåge omkring ham gav en 'aura' af mystik, skummelhed, frygt og det ukendte. Noget han bestemt elskede og nyd til fulde. Måske en forstyrrende 'fetish' af andre væsners holdning, men af hans holdning var det noget han bestemt elskede.

Han gik roligt igennem skoven, mens øjnene gled omkring sig. Tonerne, der udfoldte sig fra musikken stille gav sin ro i hans kaotiske sjæl, som ofte hungrede efter kaoset omkring sig. Her var stille, næsten alt FOR stille. Han blik gled over på en åbning, som han gik i retningen af og så kort op på himlen. Mon 'gud' ville lege med ham en dag? At de en gang for alle kunne vise deres sande farver og udvide hvem af dem, som var den sande 'guide' til menneskeheden. Den, som skjulte sig bag sine tankeløse engle? Eller Djævlene, som ønskede at træde frem som dem de var. At menneskerne kunne se hvem der i sandheden er den, som påvirker dem.

Fornemmelsen af ikke at være alene mere ramte hende før hendes sanser kunne bekræfte det. Med et sæt rejste hun sig og kiggede febrilsk omkring i forsøg på at finde ud af, hvem der havde forstyrret hende. Det var også uforsvarligt af hende, at sætte sig selv i sådan en sårbar position.

Vinden fortalte hende, at der kom et væsen vestfra, og hun gjorde, hvad hendes instinkter fortalte hende: fandt et gemmested. Det viste sig dog at være en sværere opgave, da træerne var nøgne, og væsnet ville uden tvivl have et syn, der gik ud over det sædvanlige.

Chloé kunne nu høre væsnets skridt, og dets aroma blev også kraftigere. Den var… tiltalende. Det var da, at vampyren kom i tanke om, hvem der egentlig var rovdyret her. Hun droppede alle intentioner om at finde et gemmested – og skældte sig selv ud mentalt for tanken – og skød bestemt brystkassen frem i håb om at se større og mere skræmmende ud. Men hun vidste inderst inde godt, at hun bare gjorde sig selv til grin – hun var jo ikke et rovdyr, men et lam, når alt kom til alt.

Da Chloé kunne ane omridset af væsnets skikkelse, vidste hun hvem – eller rettere sagt hvad – der nærmede sig.
”Hvad vil De, djævel?” Spurgte hun med en stemme, der skulle have været stærk og selvsikker, men i stedet endte med at skælve en smule. Hun bandede endnu engang mentalt af sig selv og skød i stedet brystkassen endnu længere frem.
Det var først, da hun kunne se skikkelsen tydeligere, at hun opdagede, at djævlen havde nogle mærkelige tingester i sit øre. Chloé lo næsten af synet, som hun syntes var komisk.

Judas havde gået i sine egne tanker og da lyden af en kvindelig stemme sprang frem omkring 'hvad vil man' og 'djævel' i samme sætning, rettede han blikket på hende og tog headsætted ud af ørene og så undrende på hende. ''Hvad sagde du?'' Hans stemme var brat og halv brummende, da han ikke helt var klar over at hun havde spurgt ind til hvad han lavede og han kiggede kort rundt og smilede lidt for sig selv. ''Ehm.. Hører musik? Hvad.. Laver du selv her ude?'' Judas gættede hurtigt, før hun nåede at give et svar og konstantere at hun havde spurgt hvad han lavede her ude og han proppede hurtigt musikken i lommen, som stoppede det brat. Hans blik gled rundt og han var som sådan kun iført en sort T-shirt og et par lette løse militærbukser, med støvler tilhørende.

Hans blik havde nu fokus på hende og han lagde hovedet lidt på skrå og så halv undrende på hende. ''Faret vild? Hvis dette er tilfældet er du den tredje på denne uge, som har endt her ude i skoven.'' Han snuste kort efter at han var på en afstand af to meter og så halv vuderende på hende. ''Hvor din skaber? Du er meget modig at bevæge dig helt her ud i denne form for skov, som ofte mange magiske væsner befinder sig i. Fleste af dem er utæmmet og vilde.'' Hans blik gled kort rundt og grinte halvt for sig selv omkring at dette nu var den tredje på denne uge han havde fundet et overnaturligt væsen og taget med hjem. Han tænkte at han snart skulle til at købe skoven. Det ville være en fantastisk invistering og få skaffet alle de pokkers væsner, som dukker op og derved udnytte dem til hans plan. Specielt hvis det er Alba der lever her i denne skov.

Om hun skulle være imponeret eller bekymret over, at han straks gættede, hvad hun lavede ude i skoven, vidste hun ikke. Det var højst sandsynligt med en blanding af disse følelser, hun knyttede sine hænder, da djævlen nærmede sig så meget, at han til sidst stod et par meter foran hende. Hun snuste forsigtigt og knækkede næsten sammen i knæene; djævlen duftede vidunderligt. Aromaen mindede lidt om engles – den havde en aura af noget, der var forbudt, og det tiltrak den unge vampyr mere end noget andet.

”N-nej, jeg er ikke faret vild,” løj hun i et forsøg på at virke selvsikker og se overlegen ud. Om det virkede, måtte være op til djævlen at bedømme. Væsnets ord om skoven, fik dog vampyren til at stivne yderligere, og hendes øjne, som hidtil ikke havde afveget fra djævlen, flakkede nu nervøst omkring på må og få, som prøvede hun at lokalisere nogle af disse vilde væsner, han snakkede om. Det var uden tvivl derfor, at skoven havde virker for stille. Chloé indså nu, at hun sikkert ikke havde været alene – det var blot det, væsnerne ville have hende til at tro. Endnu et suk undslap vampyrens læber og hendes skulder, der tidligere havde været anspændte, faldt nu, og hun blev atter en smule irriteret over sin egen skødesløshed. Disse ting, som var essentielle for andre væsner, havde hun ikke lært af sin skaber, og det velkendte had til ham, der aldrig syntes at dø, blussede atter op.

Apropos skaber, tænkte Chloé ironisk, og overvejede kort, om det ville være en god idé at dele hendes ikke-eksisterende forhold til sin skaber med djævlen. Egentlig kunne hun ikke se noget galt i informationen, men hendes korte tid i skoven – og med djævlen foran hende - havde hidtil lært hende én ting: stol ikke på nogen.
”Han er – øh – på jagt,” tøvede hun, hvorefter hendes øjne atter flakkede. ”J-jeg er ret sulten, og han kommer med et menneske til mig.” Bare tanken om løgnen fik vampyrens øjne til at glimte med et rødligt skær, og hun mærkede sine hjørnetænder vokse. Desperationen var bestemt til at ane i hendes stemme.

”Jeg kan godt klare mig selv,” forsatte hun stædigt, da hun havde tvunget de fysiske tegn på tørst til at forsvinde. ”Men han er altså i nærheden,” tilføjede hun nervøst i frygt for, at han ikke troede på hende. For det med at klare sig selv gik tydeligvis ikke særlig godt for den unge vampyr.

Hendes blik gled derefter ned af djævlens krop – han var enorm, og Chloé var ikke i tvivl om, at han var 100% muskelbundt. Det var nemt at se for sig, hvor intimiderende djævlen kunne være, hvis han forsøgte. Hun takkede et split sekund de højere magter for, at hun ikke fik den side af ham at se. Det betød også, tænkte hun, at hun måtte sørge for ikke at give ham nogen åbenlys grund til at gøre hende fortræd.

Judas løftede det ene øjenbryn til hendes korte kommentar omkring at hendes skaber var omkring sig. Han smilede lidt og så sig omkring ''Medmindre du drikker dyreblod eller at den skaber er minimum over 10 generationer gammel. Har han nok svært ved at fange noget som helst levende I denne skov. Da jeg selv ville I nogle af de magiske væsner her. Blive set, som bytte.'' Hans blik gled der efter tilbage til hende, mens han talte. Han tænkte at disse ord omkring 'magiske' væsner ville måske bringe en større nervøsitet I hende? Eller også var det fordi hun var bange for judas selv?

Han tænkte på Aira, da han havde nævnt omkring magiske væsner. Da han vidste at Aira nemt, ville tage bogstaveligste forstand. 'pusten' fra ham. Hendes magi kendskab for vindens element, var bestemt noget han ikke turde lege imod. Specielt ikke hvis hun var vred på ham. Til trods for at Aira blot var en 18 årig pige. Hans blik gled på hendes krop. Hun så ikke særlig muskeløs ud, men hendes duft virkede blot til at være hendes og ikke af andre, så måske løj hun? Eller også havde hendes skaber og hende ingen nær kontakt nok. Dog ved lyden af hendes skælvende stemme og hendes 'desperate' forsøg på at overbevise Judas omkring at hendes herre var nær, fik blot et svagt smil på læben. Han lagde hånden blidt på hendes hovede og sagde med en rolig stemme. ''Jeg gør dig ikke noget. Så du har intet at frygte, eller at lyve for til den sags skyld.'' Han havde kunne fornemme at hun var nervøs og han lod hånden fra hendes hår og der efter lod hånden nær hendes mund ''Spis. Du har brug for styrken. Du skal dog vide, at hvis du vælger at acceptere det. Vælger at du at følge med mig. Bo under min beskyttelse og hus. Til gengæld for din loyalitet. Da din skaber ikke kan passe på dig. Eller har lært dig endnu at jage ordenligt selv.'' Hans stemme var rolig og afslappet, men en tone som i at han var forberedt på at smække hende en, hvis hun valgte at gå til angreb. Hans krop holdning virkede ikke ved det blotte øje at være kamp klar, men hans mentalt var klar til et hvert form for angreb for pigen foran sig, hvis det altså viste sig at hun ønskede at dræne alt hans blod.

Hvis hun valgte at acceptere blodet. Havde judas valgt at lade hende bide nær hans tommelfinger's løse kød, nær håndfladen. Da dette var et nemmere sted at få fat i de fleste blodåre. Han ville der efter lade sig omkring hende, så hun var beskyttet omkring dem, imod omverden. I tilfældet af at et dyr eller 'andet' skulle bryde hendes spisning. Hvis hun valgte at afslå tilbudet, ville han blot nikke og lave en høflig gestus om at forlade skoven, med hånden.

Hendes blik gled vagtsomt rundt omkring dem, da han nævnte de magiske væsner. En slags kuldegysning gled over hendes iskolde hud, og hendes skuldre spændtes en smule. Hun havde altid anset sig selv som værende øverst – sammen med få andre racer – i fødekæden, men det var naturligvis ikke føde, som djævlen hentydede til. Det var noget andet – hvad, vidste hun ikke, og det gjorde hende blot endnu mere utryg ved situation. Hendes mistro til djævlen foran hende voksede i takt med hendes forvirring over hans motiver og intentioner.

Hendes mørke, sulte og varsomme øjne fandt hurtigt hans hånd, der nærmede sig hende. I samme sekund hans hånd blidt rørte hendes hoved, klemte hun øjnene i og tog en dyb, unødvendig indånding, før hun atter betragtede ham. Hans ord betød intet for hende – en ting hun vidste var, at man ikke kunne stole på nogen. Selvom de forsikrer om, at de ikke vil gøre en ondt.
Kuldegysningerne vendte tilbage, da hun kunne mærke, hvordan hans hånd gled fra hendes hår, ned langs kinden og endte nær hendes mund.

Hans næste ord betød dog meget – men hun hørte næsten ikke andet end den første del, hvor han direkte tilbød hende at drikke af hans blod. Hendes blik var fastfrosset til blodårene omkring hans hånd og håndled, imens han talte.
En del af hendes hjerne måtte dog have hørt hans betingelser, for hendes – nu kulsorte – øjne, der var ”tændte”, mødte djævlens blik. Hun opgav al snak om sin skaber – han havde alligevel regnet sandheden ud; det beviste hans ord – og nikkede i stedet febrilsk til hans tilbud.

Uden at spørge ind til hvilke betingelser hun nu bandt sig til, accepterede hun. Dumt. Hendes iskolde hånd greb om hans tommelfinger, og den anden hånd fik fat i hans trøje, som hun også greb - som var hun bange for, at han ville smutte. Hun lignede næsten en, der var i en trance, da hun lod sine skarpe hjørnetænder synke igennem djævlens hud.
Et dyrisk og tilfreds støn kunne høres fra vampyrens strube, og hun pressede sig endnu tættere på den gavmilde djævel. Hans blod smagte endnu bedre, end det lugtede. Det føltes, som drak hun noget himmelsendt. Noget forbudt.

Efter stønnet var pigen stille, imens hun labbede i sig. Hendes ben havde givet efter, og hun sad nu på knæ, foroverbøjet over hans tommeltot. Hvis han valgte nærme sig jorden ville hendes anden hånd forblive omkring hans trøje – ellers ville den i stedet finde hans ben, som hun lod sin arm ”fange”.
Et par minutter gik før pigen atter rørte på sig. Med et svagt suk, der både lød tilfredsstillet og gnavent, forlod hendes mund djævlens hånd, og hun kiggede i stedet hen – eller op – på ham med rødglødende øjne, der næsten skinnede.

”T-tak,” hviskede hun med store øjne – hun så næsten skræmt ud; som forstod hun ikke rigtig, hvad der foregik. Hvilket til dels var rigtigt. ”Jeg skylder dig alt,” forsatte hun med en højere stemme. ”Bare sig, hvad du vil have. Jeg står i dyb gæld til dig.” Hun bøjede respektfuldt hovedet for at vise sin underkastelse – til trods for at hun endnu ikke vidste, hvad dette indebar.

Judas øjne holdte øje med og da hun accepterede og bed i, gav det blot et smil på hans læber. Hans øjne lagde sig omkring og så et par gange ned på hende. Han bøjede sig en smugle, for at ligge sin frie hånd på hendes mave, så hun ikke faldt alt for hårdt til jorden. Han nussede hende stille på maven, mens hun drak. Noget 'kært' måtte han indrømme lagde sig en smugle over hende. Til trods for det djævle blod, som hun nu lod sig drikke. En cocktail af både fra Lucifer's djævle og Belial. To forførende djævle princer, som nu lod sig glide ind i hendes mund og videre igennem hendes organer. Om det påvirkede hende, havde han ingen andelse, men et svagt smil lagde sig dog på hans læber omkring situationen.

Han hviskede blot halv tilfreds over situationen, mens han fortsatte med at nusse hende høfligt på maven. ''Drik og få styrken igen. Har brug for at du er vågen. '' Hans stemme var rolig og lettere forførende, mens hans glubske øjne så på hendes krop. Han måtte da gerne indrømme at hun var en køn pige, men han havde opgave til hende. Da hun gav slip, med hendes bid og rejste sig op, ville han blot smile lidt og lod sin tunge slikke sit sår, mens et svagt smil dannede sig på hans læber. ''Det er længe siden jeg har smagt mit eget blod. Din opgave er simple. Jeg vil havde dig, som helhed og at du bliver en jeg kan forvente gør sin pligt. Din belønning bliver stadig en mængde frihed, med mulighed for at sikre en større magt position. Til det, vil jeg dog stadig havde din støtte og loyalitet. De væsner, som bor i mit hjem, er fredet. Ingen vold må forgå der, medmindre jeg selv er skyld i det. Væsnerne, må ikke vide vores sande intentioner, da du er en jeg forventer holder tand for tunge. Og resten af informationerne for du, når de forskellige ting skal sættes i spild.''

Judas lagde hånden, som tidligere havde blødt på hendes kind og nussede den blidt. '' Mit fulde navn er Judas Marcovin. Den første Incubus, som formåede at blive djævel af Belial og Lucifer. '' Han kyssede hendes pande og stille smilede svagt for sig selv. ''Du tjener nu mig. Jeg har store planer ikke kun for dem, men også for de væsner der bor i mit hjem. Hver har sin belønning og hemmelighed. Jeg fortæller dig dette, da du kommer til at havde en større bid i kagen, end de andre. Til gengæld også mere ansvar end de andre. '' Han smilede lidt og der efter lod hånden mod hendes, for at føre hende ud af skoven. ''officielt, kommer du til at blive min Assistent. Jeg arbejder pt. som professionel bokser. Under navnet Judas. Det er alt hvad PR folkene ved. Samt også at jeg har et barn hjemme hos mig. Hun er en Alba. Hendes navn er Aira.'' Hans øjne gled hurtigt omkring sig, for at sikre at andre væsner ikke skulle prøve at overfalde Judas ved ren og skær overraskelse.

Hendes øjne, der før havde været døsige og lettere åndsfraværende, stillede nu skarpt ind på djævlen, da han fortalte hende om det, der ventede hende. En blandet følelse af frygt og spænding skød gennem hendes krop, og hun anede ikke, hvad hun havde fået rodet sig ud i. Det var som om, at hele universet stod og pegede fingre af hende, fordi at denne situation var et bevis på, at hun havde været blændet af sin tørst. Der var ikke nogen vej udenom – hun havde afgivet sin loyalitet til djævlen foran hende. Længere var den ikke.
Men til trods for alt det, han fortalte hende, syntes Chloé ikke rigtig at få nogle konkrete svar. Han snakkede i koder og virkede meget hemmelighedsfuld. Det eneste hun vidste nu var, at væsnerne i hans hjem var et no-go og hendes loyalitet nu lå hos ham – og kun ham.
Dog isnede det i hendes krop, da han forbød al vold – medmindre han selv var skyld i det. Hun skævede diskret til ham og frygtede lidt, at det var noget, han gjorde regelmæssigt, hvis folk ikke gjorde deres job godt nok. Hun sank en klump, der havde sat sig fast i halsen. Slet ikke afskrækkende.

Judas Marcovin. Instinktivt trådte hun et halvt skridt tilbage, da hun hørte navnet, men så snart hun greb sig selv i det, trådte hun tilbage, så hun atter stod bryst til bryst med ham. Eller rettere sagt – bryst til mave. Hun måtte ikke vise nogle former for tegn på frygt, selvom han allerede havde set hende i en sårbar situation.
 
Hendes nye position blev fastlagt, da Judas kyssede hendes pande og erklærede hende for hans tjener. Planer, belønninger og hemmeligheder; Chloé måtte bide sig selv i tungen for ikke at spørge ind til det – hun kendte ikke Judas, og det kunne nemt ende galt, hvis man stillede for mange spørgsmål. Så meget vidste hun da.

Det behagede hende at høre, at hun ville få en større bid af kagen end de andre væsner. Om det var sandt, vidste hun ikke. Det kunne nemt være noget, han fortalte til dem alle, men ikke desto mindre fik det et veltilfreds smil frem på hendes læber, hvor djævlens blod så småt var begyndt at størkne.

”Assistent?” Spurgte hun efter at have taget imod hans hånd. Hun lod ham føre an til God knows where. ”Jeg har ikke nogen arbejdserfaring,” indrømmede hun nervøst, da hun kom i tanke om hendes tidligere overvejede angående hans regel om vold.
Da djævlen fortalte om barnet, der boede hos ham, spidsede hun opmærksomt øre. En alba. Navnet på pigen sagde hende intet, men hun måtte spørge Walton, om han kendte hende, næste gang de mødtes. For Judas havde da forsikret, at hun stadig ville få en eller anden form for frihed, ikke? Chloé besluttede i samme sekund ikke at nævne et ord om Walton til Judas, medmindre han på et tidspunkt spurgte hende direkte. Chloé vidste, at albaer var eftertragtede af adskillige racer. Hvorfor vidste hun dog ikke.  

Imens de gik i skoven tog Chloé mod til sig og spurgte: ”Hvad er det så, som jeg uofficielt kommer til at blive? Og hvad bliver mine opgaver helt præcist?” Hun betragtede væsnet ved siden af ham. Hans aura af magt vækkede en følelse af æresfrygt dybt i hende, og hun havde på fornemmelsen af, at det næsten var umuligt at gå mod ham. Bare tanken om det virkede absurd for hende. Hun kiggede lettere panisk ned af sig selv – havde djævleblodet gjort noget ved hende?!

Judas smilede kort. ''Som assistent, betyder det at du får et bedre overblik og kommer til at blive min objektive kalender. Din opgave, kommer jeg til at kaste efter dig på et mindre stykke papir. Som fx Aftaler, Job interviews, Møder, Samtaler etc. Ting, som jeg har brug for at du påminder mig om. Også selv om hvis jeg brummer nogle gange. '' sagde han med et lettere smil på læben.
Mens judas førte hende ud af skoven og hendes andet spørgsmål lyd, fik det en svag latter på hans læber. '' Jeg søger i øjeblikket en Alba fra hvert et element. Disse væsner er en juvel for mig og jeg ser helst at de har det godt. Men mere info får du når vi kommer ind i bilen. Skoven har øjne og øre.'' Han fortsatte videre til en åbning, hvor en bil stod og holdte.

Han åbnede døren til passager sædet og så kort på hende, for at se om hun ville sætte sig ind. Hvis hun satte sig, ville han høfligt lukke døren efter sig og kort kigge rundt, for at sikre at andre ikke var i nærheden. Der efter gå over til føresæddet og satte sig. Han lukkede føredøren efter sig og klikkede selen på. Hans øjne gled kort over på hende, mens han tændte for bilen. ''Sådan. Nå, du kommer nok til at se mine to hunde. To husky. Ehm, men angående Alba. De er magisk potente væsner. Væsner, som jeg agter at bruge til fulde potentiale og give dem muligheden for at bruge deres evner til fulde. Aira er en vind Alba. Hendes evner inde for det element er utroligt og stadig under oplæring. Jeg mangler hid til en af ildens, vandets og jordens element. Også kan de fire's trænning begynde. Jeg søger dem, da deres magi er stærk og få dæmoner og djævle. Eller andre væsner til den sags skyld. Har ikke forstået hvilken magt Albaerne besider. Derfor ønsker jeg at sikre at de er i sikkerhed. Jeg vil beskytte dem, ved at de gennemføre et ritual, som kan ændre mig om til måske noget nyt. Noget mere magtfuld og derved kan sikre en hver Alba er i sikkerhed. Samt også at hvis ritualet måske er vellykkedes, kan jeg måske havde kaft nok til at selv udøve magien nok til at ændre andre væsner om til deres sande form. Til et mere magt fuld væsent. Eller.. det er i hvert fald hvad jeg tror dette ritual måske kan gøre. Det er stadig ukend, men jeg har forsket mange åhundreder på det. Det er noget, som selv ærke-engle ønsker at forblive skjult. Derfor har jeg brug for en, som har halvdelen af informationen, hvis jeg skulle blive fanget og tortureret. Da jeg derved kan sikre at alt information ikke går tabt. Det er her du kommer ind. Du kommer til at blive et væsen, som jeg lader halvdelen af nøglen til. Derved bliver dette din del af 'kagen'. Mere info kan jeg endnu ikke give. '' Judas stemme var bestemt og beslutsom. Ingen tegn på fortvivlelse eller fortrydelse i hans sætning, men selv det at han talte, strammede han grebet om bilens ret, for at sikre at han ikke fortryd sin handling om at fortælle hende dette.

Han tænkte at hvis han skulle bruge hende til noget, måtte det være at sikre informationen var dækket ordenligt op. At hans 'assistent' kunne kende ham godt nok til at stole blindt på ham. Hvilket var del af Judas plan. At sikre tilliden blandt dem, som han var ved at lave århundreds ritual skulle gennemføre. For ikke at nævne at han også skulle holde dette så lav profil at selv ikke belial eller lucifer havde noget kendskab til det. Da dette blot ville give ham større problemer en han kunne forstille sig.

Opgaverne, der nu var pålagt hende, bekymrede hende, men det lod hun ikke sit ansigt røbe. I stedet nikkede hun kort, som om hun præcist forstod, hvad der nu skulle ske. I stedet følte hun det stik modsatte; hun var nervøs, bange og utryg ved hele situationen og dens alvor. Judas virkede temmelig genuin, men hun havde ingen grund til at stole på ham. Så hvorfor gjorde hun det?!

Da han begyndte at fortælle om albaerne, holdt Chloé vejret og blev unaturligt stiv i kroppen. De nåede en bil, som hun gættede på tilhørte djævlen, og det var med megen skepsis, at hun satte sig ind i den. Dette var uvante omgivelser for hende. Med store, opmærksomme øjne betragtede hun det lille rum, hun nu mere eller mindre var spændt fast i, og en klaustrofobisk følelse omklamrede hende.
Hun blev næsten helt lettet, da Judas satte sig ind på førersædet. Men idet han tændte for bilen, udbrød vampyren et halvkvalt skrig af forskrækkelse over den ukendte følelse af bilens brummen. Et split sekund efter opdagede Chloé, hvordan hun havde overreageret, og havde hun været i stand til at rødme, ville hendes kinder være rødglødende. ”Undskyld,” mumlede hun forlegent og lod sit blik hvile på sit skød.

Det varede dog ikke længe, for hendes nysgerrige blik atter hvilede på djævlen, som var begyndt at forklare nærmere om albaerne – og hvorfor de var så interessante for ham. Chloé rynkede sine bryn, da han talte, for hun havde svært ved at forstå og gennemskue hans intentioner. Hun forsøgte stadig at vurdere, om hun burde fortælle Judas om Walton; om det ville være sikkert. Judas gentog jo op til flere gange, at albernes sikkerhed var en prioritet for ham. Men var det sandt? Hun besluttede sig for at tie – for nu.

Hendes blik blev mere intenst, da han til sidst kom ind på hendes rolle i hans… omfattende plan. Hun var mere end tilfreds over den ekstra bid af kagen, hun havde fået tildelt, og det tilfredse smil var atter til at finde på hendes læber. Hun slikkede det størknede blod, der havde tilhørt Judas, af læberne, og betragtede ham nu med en forundret mine.

”Men hvorfor er du interesseret i det?” Peb hun forsigtigt; klar over, at hun legede med ilden. Djævle og dæmoner (og sikkert også vampyrer) var utilregnelige væsner, og væsnet ved siden af hende kunne mere eller mindre kategoriseres som fremmed.

Hendes blik forlod djævlen, og hun kiggede nu frem for sig. Betragtede, hvordan træerne forsvandt i en rygende fart, hvordan vejene syntes at fortsætte i det uendelige. ”Forventer du, at jeg bliver i nærheden af dit hjem?” Spurgte hun efter en stund med stilhed. ”Eller at jeg tager hjem igen? Eller foretrækker du, at jeg bliver i dit hjem?” Hun bed sig i læben – hun kunne godt høre, at hun begyndte at spørge for meget. Alligevel tilføjede hun sagte: ”Hvad forventer du?”

Da hun nævnte at hun undskyldede smilede Judas lidt forstående og rystede lidt på hovedet. Han grinte lidt over situationen, som i at det ikke gjorde ham det store. Efter hans storeslående 'tale' skulle man næsten kalde det. Kom hendes første spørgsmål. Han smilede lidt over hendes spørgsmål. Det var forstående at hun var nysgerrig på hvorfor Judas ønskede at beskytte albaerne.

''Alba er en magisk race. Mere magisk end de selv er klar over. I fortiden, har de engang været sjældne og uvuderelige for dæmoner. Få husker det fra den tid og nu er alle albaerne sat fri. Dette betyder at de måske er til større fare end noget andet. Jeg agter at sikre deres beskyttelse.'' Han så kort på hende og kunne fornæmme hendes uforståelse på -hvorfor- han ville det. Der efter så han tilbage på vejen igen, med et halv stift blik. ''Alba har så stor magisk kraft, at ved at de får evnen under kontrol, kan Aira fx Skabe en orkan, som var det at hun byggede et sandslot på en strand.'' Hans stemme var rolig og hans øjne fokuserede frem af. ''Alba er en naiv race. Eller det er i hvert fald det indtryk jeg har fået af dem. Hvis deres magi falder i de forkerte hænder. Lad os sige englene. Eller..'' Han sukkede kort og smilede lidt over situationen, som han selv stod i. ''Sådan en som mig. Ville en sand djævel, bruge denne kraft, som et våben imod englene. At skabe en front linje af generation på generation. Trænnede Alba. Der er indoktrioneret på at vide at englene vil dræbe dem. At Englene ville myrde hver af deres søskende og derved skabe et mindre had. Hvis de altså formår at gøre dette. At blot at gniste bare det mindste smugle had i en alba. Derfor skal de beskyttes. Sikres og derved være under beskyttelse. Ikke blot under min. Men under en orden jeg planlægger at danne. Måske the Order of Alba. Som sikre og beskytter dem imod deres omverden. '' Han smilede roligt, mens han stille havde lagt de fleste af sine kort på bordene. Han så der efter over på hende, da hun stilte ham sit næste spørgsmål.

Da hun spurgte om han forventede at hun blev i hans hjem, smilede han lidt. ''Du er officelt min assisterede. Du vælger selv om du ønsker at bo hjemme hos mig eller ej. Det ville blot være mest sikkert for dig, hvis du ønsker at bo hos mig.'' Hans stemme var atter rolig igen. Han havde slappet lidt mere af efter at havde informeret hende omkring alba og hvorfor han ønskede at beskytte dem. ''I øjeblikket er det et nyt miljø, som du dukker op til, men bare rolig. Jeg er ikke en aggressiv person, til trods for min størrelse. Den tid har jeg lagt bag mig. I øjeblikket ønsker jeg at finde muligheden at anskaffe magt nok til at sikre Albaerne. Disse er min top priotet.'' Judas fattede slet ikke at han sagde det sidste. At han ville priotere andre i forhold til ham selv. Måske var han ved at blive blød overfor Aira? Eller blot fordi han vidste at han ville bruge Aira til at blive stærk nok til at måske udfordre selveste Lucifer? Han havde jo allerede våede at kalde en af sine hunde for lucifer. Men han havde jo også kaldet den anden hun for Michael. Så måske var Ærke Englen en smugle vred på ham? Tanken gav blot et svagt smil på hans læber.

Hendes spørgsmål fortsatte omkring hvad han forventede og et svagt smil dannede sig på hans læber. '' Jeg forventer blot loyalitet. At du ikke stikker mig i ryggen. At du opretholder dit ord om at tjene mig. Dette er det eneste jeg forventer. Du er mere end velkommen til at bo hos mig. Det er helt dit eget valg. Du kan også bo i et telt i nærheden, det er noget du selv vælger. Det eneste jeg forventer af dig. Er loyalitet overfor mig til dit sidste hjertes banken.'' Hans stemme var rolig og han morede sig en smugle over den halv nervøse pige. Han så kort over på hende og nussede hende på panden med den ene hånd. ''Du ganske nutted når du nervøs.'' sagde han roligt med en lettere varm og venlig stemme. Der efter så i retningen af huset. Garragen åbnede sig op og han kørte roligt ind i den og parkerede inde i garragen.

Det overraskede hende, at Judas vidste så meget om albaerne. De var en meget hemmelighedsfuld race til trods for deres naivitet. Selv Chloé vidste ikke særlig meget om dem – og hun havde kendt Walton i et par år nu.
Albaernes historie - som Judas præsenterede den - fascinerede hende, og jo mere hun hørte, jo bedre syntes hun at begynde at synes om djævlen. Hans intentioner virkede godhjertede og oprigtige – et indtryk og holdning, hvori vampyrens egen naivitet virkelig skinnede igennem.

Dog gik der ikke særlig lang tid, før Chloé atter blev en smule forbeholden. Da djævlen fortalte, at albaernes magi helst ikke skulle ende i de forkerte hænder – og da han i samme stund nævnte engle – rynkede hun brynene og kiggede undersøgende på Judas. Hun nåede ikke at spørge ind til det, før han nævnte sig selv i forbindelse med ”de forkerte hænder” og albaernes magi. Hendes blinde tro på djævlens gode intentioner visnede, og hun følte sig fortvivlet over det, hun havde fået rodet sig ud i. Var han til at stole på? Eller havde hun i stedet sluttet sig til skyggesiden? (Udover at hendes forvandling selvfølgelig havde klaret dét for længe siden.)

”Men… Kan man ikke bare lade albernes magi blive hos albaerne?” Spurgte hun naivt med en meget koncentreret mine. Hun overvejede sine ord med omhu, før hun fortsatte: ”Magien tilhører jo kun dem.” Hun kiggede ned på sit skød og bed sig i læben. Var det ”skurken”, hun havde afgivet sin loyalitet til? Var forklaringen "det er for deres eget bedste" sand?

Hendes tankemylder blev brat afbrudt, da Judas forklarede den aktuelle bolig-situation. Hans svar var hun godt tilfreds med. ”Så det er i orden, hvis jeg kommer og går, som det passer mig?” Spurgte hun med et forsigtigt smil, hvorefter hun lænede sit hoved mod den kolde rude. Hun kunne godt lide tanken om at binde sig til et bestemt sted - og en bestemt person - men tanken om frihed tiltrak hende også. Det var som en evig kamp inden i hende. Der var dog én ting, der havde vækket hendes interesse, og hendes blik var atter fastlåst på Judas: ”Nyt miljø? Hvad mener du?”

Der kunne pludselig høres en mild latter i bilen, og der gik nogen tid, før Chloé opdagede, at den tilhørte hende selv. Lyden var så ukendt for hende. Hans kommentar om teltet i skoven morede hende. ”Ellers tak. Så vil jeg hellere indtage dit hjem,” kommenterede hun kækt.  

Hvis hun kunne rødme, ville hele hendes ansigt være rødglødende på grund af hans kommentar. Hun kiggede forlegent væk og fik mumlet et ”nej” og ”stop det”, imens hun pillede nervøst ved kanten af sin kjole. Kort efterfulgt af et spøgefuldt dask på Judas’ stenhårde overarm, som Chloés hånd sikkert mærkede mere til end djævlen selv. Komplimenter havde hun aldrig været god til at tage imod.

Det varede ikke længe, før hun glemte alt om djævlens drilleri – de ankom til hans hjem, og vampyren sad helt yderst på kanten sædet og kiggede sig spændt omkring på de ukendte omgivelser.
Hun måtte også indrømme, at hun var en smule nervøs over at møde Judas' to hunde - en irrationel frygt for hunde havde altid plaget hende. Især de store og helt små hunde. Og hun var sikker på, at Judas' to hunde var store.

Judas lyttede til hendes spørgsmål omkring at lade albaerne beholde deres magi og ikke beskytte dem. Han morede sig lidt over hendes uvidenhed. Hans ene øje havde kort gledet ned og kiggede på hende, hvor efter han holdte øje på vejen, som de i øjeblikket havde kørt mod hans hjem. Da hendes næste besvarelse om at hun ville komme og gå, som det passede hende, lagde det et svagt smil på hans læber. ''Jeg forventer at hvis du bringer fremmede hjem, at du giver en kort raport om hvem, hvad og hvordan personen er. Hvis det er for privat, vil jeg blot vide personens navn og race. Intet mere, intet mindre.'' Hans øjne gled kort på hende. ''Samt også adresse, i tilfælde af at personen, som vi begge skulle ende med at bringe hjem, for sociale begivenheder skulle ende i større knivstik, kan vi dække hinandens ryg. '' Hans øjne gled der efter videre imod retningen af hans hjem, som de nærmede sig huset.

Lyden af hendes lette latter, gav et svagt smil på Judas læber. ''Nuvel, så må vi også få fundet et sove værelse, til dig. Du skal dog vide at der muligvis kan dukke folk op, som måske har en svag snær af min duft, som jeg er udentvivl er sikker på du kan dufte. Besider folk duften, er det værdi til at tale med i nærheden af mit hjem. Hvis ikke, kan du tage dem, som en uvelkommen gæst. Da jeg ofte ligger duft spor på mine gæster.'' Hans stemme var rolig, hvor efter hans øjne gled kort over på hende, mens han talte. ''Selv dem. Dine læber æber ud af duften fra mit blod. Hvilket kan være en god ting, i tilfælde af at mine hunde ønsker at angribe dig, har du i det mindste en smugle af mine duft på dine læber, som velbevares i godt og vel 7 menneske. Hvis altså din kropslige anatomi stadig gælder, som et menneske. '' Hans øjne gled der efter over mod huset, som de nærmede sig garragen.

Han parkerede bilen ind i garragen og lyden af to husky lyd. 'far' var hjemme og havde 'noget' med. Måske noget legetøj? Eller også noget, som de gerne ville tygge i. Hvis de altså fik lov af deres herre. Judas åbnede sin egen dør og lyden af to husky, hvis øjne stirrede på pigen. ''Lucifer, Michael. Fars!'' Hans stemme var hård og bestemt og efter han gav dem kommandoen at denne person, var Judas's, stoppede alt 'agression' fra dem, som næsten fik dem til at ligne to store hvalpe, klar til at blive nusset og plejet. Begge deres tunger hang ud af munden, mens de begge snusede hvert form for duft spor ind, som de kunne få adgang til. Blot for at hvis de var heldig kunne de samle nok information om hvor Judas havde været. Som var det aftens avis de ville læse.

Judas gik der efter over til passager sæddet og åbnede op for døren, efter havde slukket bilens motor og garrage døren havde lukket sig efter dem. ''Dette er Lucifer og Michael. Mine to husky. De er husets vagt hunde, som ofte alarmere hvis der er noget galt. Ovenpå er stadig under renovation, da jeg er i gang med at få det sidste opbygget der oppe, men der efter har jeg planlagt at få lavet nogle værelser. Men hid til kan du sove i gæsteværelset.'' Judas rakte en hånd ud til hende, for at give hende en form for 'velkomst' til hans hjem. Til trods for at de stod i Garragen, som var fyldt med al verdens skrammel. Fra rusten metal dåser, til plader af rusten stål. Det lignede en skråt plas, mens ved den skarpe øjne fra en visionistisk blik. Ville man nemt spotte en smelter få meter væk og et par 'plader' af omsmæltede metal, som så klar til at blive brugt. Havde man nogle erfaringer med metal legaringer ville man vide at metalet var lavet til at blive koldt stål. Måske en da noget, som man nemt kunne bruge til krigsførelse. Eller til et fremragende forsvar? Da få meter fra smelteren, lå en armbolt og en hammer, samt et smedje forklæde nært.

Judas begyndte at gå i retningen af bryggerset, hvis hun accepterede hans tilbud om at omme ud og se sit gæsteværelse, ville han lede hende igennem bryggerset og direkte til hans gæste værelse, hvor trappen stod til venstre forhende, i det de kom ind af døren fra garragen. Michael og Lucifer havde allerede stormet afsted ind i køkkenet og lyden af 2 vandskåle, som blev hurtigt drukket. ''Hvis det er, kan jeg give dig en kort tur rundt i huset. Så du ved hvor der er hvad.'' Hvis hun accepterede tilbudet om at få set lidt rundt i huset, ville Judas blot lede hende ud til Entréen efterfulgt ved det korte badeværelse. Til depotet, som var opdelt i forskellige små urter. Fra nogle der virkede til at være noget folk under troen Wicca ville bruge, til al verdens urter inde for ritualer og kropslige helbrende urter. Han ledte hende dog aldrig ind i hans eget 'romance' værelse, da han mente at Aira stadig havde nogle af sine ting spredt rundt i på hans værelse. For ikke at nævne at han stadig manglede at få ryddet op derinde.


Han begyndte at gå imod køkknet og hans øjne gled kort på hende. '' Sulten? '' Han gik over og greb fat i køleskabets håndtag, for at få et overblik af hvad han kunne lave. Uanset om hun var sulten eller ej. Dog slog det ham kort at han lige havde spurgt en vampyr om hun var sulten efter fast føde, hvor han smilede kort. ''Heh, om forladelse. Er ikke helt vant til vampyrisk besøg. '' Han grinte kort over sin egen dumhed og fandt isteen han havde købt til Aria og ham, som noget 'hygge' drikke og placerede dunken på køkkenbordet og der efter fik lavet sig nogle rugbrøds madder frem.

Chloé nikkede, da Judas fremlagde reglerne for hende og hendes eventuelle ”gæster”. Hun forstod. Ikke at det ville blive et problem – hendes kontakt med andre væsner kunne tælles på en hånd, og Walton var det tætteste, hun kunne komme på en ven. Om de var venner, vidste hun egentlig ikke.
”Jeg forstår,” svarede hun lydigt og lod som om, at hun ikke hørte hans kommentar om knivstik. Ironisk nok gjorde tanken om vold hende utilpas – til trods for at hun hver anden uge overfaldt tilfældige stakler, der befandt sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

Hans kommentar om sine duftspor overraskede hende, og hun snuste diskret til sig selv og lod sine fingerspidser glide over sine læber. Satans! Han havde ret; en svagt scent, der tilhørte djævlen kunne anes fra hendes legeme. Det generede dog ikke Chloé.
”Så hvis jeg ikke kan dufte dig på gæsterne, må jeg godt smage?” spurgte hun med et skævt grin og slikkede sig om munden for at understrege sin pointe. Hun vidste dog godt, at hun højst sandsynligt ikke ville støde på en uvelkommen gæst; Judas havde uden tvivl et topsikret sikkerhedssystem.

Med Judas’ kommentar om sine hunde i tankerne, blev hun siddende, da han parkerede bilen og kaldte på sine hunde. De var smukke, det måtte selv Chloé indrømme, men deres aggression lod kun til at gøre vampyren mere end tilfreds med at blive præcis, hvor hun var. Der skulle åbenbart ikke mere end en enkelt kommentar fra Judas til, hvorefter de to hunde nærmest blev forvandlet til to, kælne hvalpe. Hun smilede næsten over synet.

Da hun fik øjet på djævlen, der var på vej over til hendes dør, mærkede hun en klump i halsen og holdt varsomt øje med hundene – i tilfælde af at de ville angribe hende.
Vampyren tog imod djævlens hånd, imens han præsenterede sine hunde som var husets vagthunde - ikke særlig overraskende. De klarede uden tvivl deres job godt, tænkte Chloé næsten ironisk. Dog måtte hun indrømme, at deres bløde side kunne få enhver til at smelte lidt indeni – hende selv inklusiv.

Imens han forklarede sin boligsituation, lod hun sit blik glide rundt i garagen. Hendes overnaturlige syn scannerede hurtigt enhver detalje i rummet og til trods for, at dette var den første garage, hun nogensinde besøgte, var hun overbevist om, at Judas’ var langt fra de flestes. Det så ud til, at djævlen forberedte sig på en eller anden form for krig.
”Det lyder skønt,” indskød hun med et taknemmeligt smil, da han tilbød hende gæsteværelse. ”Tusind tak.” Af ren og skær vane nejede hun høfligt, men indså hurtigt efter, hvor dum hun måtte have set ud, og kiggede derfor i stedet forlegent væk og mumlede ”undskyld”.

Da Judas begyndte at gå ind i huset, fulgte Chloé med som en vildfaren hund – hvilket hun også følte sig som. Ukendte situationer, hvilket denne især kunne karakteriseres som, gjorde hende altid utilpas og nervøs.
Hundene forsvandt, og Chloé hørte dem kort efter slubre af deres vandskåle. Vampyren betragtede nu Judas, da hun blev tilbudt en rundvisning, som hun nikkede godkendende til. ”Ja tak,” mumlede hun og gik atter i hælene på ham, som var hun bange for at blive væk.

På hele turen slugte Chloé alle indtryk til sig og var meget fascineret af hans hjem. Hun lod dog mærke til, at der var et rum, som han ikke syntes at ville vise hende. Selvfølgelig tog den unge vampyrs nysgerrighed over, og hun stoppede pludselig foran døren og betragtede ham tankefuldt. ”Hvad er der derinde?” Spurgte hun nysgerrigt og pegede på døren. Hun snuste og syntes svagt at kunne ane en duft, der ikke tilhørte Judas. Men om det blot var hendes hjerne, der spillede hende et pus, vidste hun ikke.

Hun blev ikke stående længe foran døren. I stedet fulgte hun djævlen ind i køkkenet.
Et højt grin undslap hendes læber over hans spørgsmål, og hun smilede til ham.
”Meget,” svarede hun drillende og slikkede sig om munden, imens hun gjorde sit bedste for at betragte Judas med sultne øjne. Egentlig var Chloé tilfredsstillet, men desserten var jo altid det bedste måltid af dem alle.