Hvad betyder din character for dig? (Del erfaring)

I starten talte jeg aldrig med nogen om alt det, jeg skrev. Hele mit lille univers med Liam og de andre foregik udelukkende her på forummet i form af emner og inde i mit hoved - men den slags er ikke sundt! Det hjælper virkelig meget at tale om det og fortælle andre om det, det åbner en helt ny dimension i ens kreativitet og hjælper på ens måde at udfolde sig på. Hvis man er heldig, kan man endda støde på folk, der finder ens interesse og "arbejde" ganske spændende at høre om!

Jeg har derfor oprettet denne her tråd, hvor vi kan fortælle hinanden lidt om, hvad vi går og holder inde til dagligt, fortælle om alle de skønne ting ved ens karakter, hvorfor man elsker dem så forbandet meget og bruger så meget tid på dem!

Jeg smider lige nogle spørgsmål, som måske kan få vandfaldet til at løbe. Fortæl alt, hvad I føler! JEG vil i hvert fald læse det hele! Mange af jer har flere characters her på siden, og da de kan betyde lige meget alle sammen, kan I jo besvare nogle af spørgsmålene ud fra hver enkel character.

◊ Hvor længe har du skrevet, og hvad fik dig startet?
◊ Hvor mange characters har du haft gennem tiden. Hvorfor? Hvordan er de forskellige? Deler de en fælles historie?
◊ Hvorfor startede du med lige denne character?
◊ Minder du om din character, hvorfor/hvorfor ikke?
◊ Hvor meget betyder din character for dig? (Bliver du påvirket af din characters humør, ville du blive ked af det, hvis den døde osv.)
◊ Tør du fortælle andre (IRL) om din character? Hvis ja, hvem fortæller du det til, hvad siger de til det - hvis nej, hvorfor ikke?
◊ Hvis du kunne sige noget til din character, hvad skulle det så være?
◊ Andet...

Dertil vil jeg lige tilføje, at irl-jeg er så bims med Liam, han fylder så stor en del af min hverdag, at jeg bagte en kage til ham i dag! Det er hans 1228-års fødselsdag ingame, hvilket betyder, at jeg har haft ham i lidt over to år.

Jeg har været på Vie La Mort i nogle måneder, en ven introducerede mig til siden og startede at skrive lidt med ham på en anden karakter. Indtil for nylig var det dog den eneste tråd jeg skrev på, i løbet af den sidste uge ca har jeg forøget det til ca 10 forskellige emner på begge min karaktere.

Alle mine karaktere, hvad enten de kommer i mine egne historier (skriver selv, drømmer om at blive forfatter) eller er her på siden er forskellige. Nogle karaktere deler træk, oftest er det problemer med forældre eller mangel på samme(Dead parents etc). Jeg har dog haft karaktere som er i samme historie og nogle gange følges ad. Hvis jeg skal tælle alle de characters jeg har haft gennem tiderne vil jeg ikke blive færdig idag, jeg har haft så voldsomt mange at de fleste af dem er gået i glemmebogen. Der er dog en som jeg aldrig glemmer. En halv-elver ved navn Kiku. I en historie jeg lavede sammen med en ven var hun en af en lille gruppe "helte", på et tidspunkt ofrede hun sit liv for at redde de andre. Det tog mig tre dage hvor jeg vejede til og fra før jeg bestemte mig. En uge senere fik min ven og jeg lavet det sådan at hun ved gudindens hjælp/vilje blev vækket til live igen. Jeg kunne simpelthen ikke klare at den character jeg holdt mest af, af alle bare var død og borte.
En ting der dog ofte adskilder mine characters er deres racer. Kan være alt fra aliens, til elvere, til dæmoner, jeg går vidt omkring.

Hvorfor jeg startede med Artanis? Havde lyst, ville gerne lave en ny character her på vie la mort. Jeg valgte en dæmon 'cause hey! Why not?
Når det gælder racer der normalt er onde kan jeg godt lide at gå imod stereotypen så jeg valgte at min characters baggrundshistorie skulle indebærer at hun blev så voldsomt mishandlet og dårligt behandlet af sin (onde) dæmon familie at hun skabte et kaos så stort at hun kunne flygte, og fra da af har svoret at vise verdenen at bare fordi hun er en dæmon behøver hun ikke at være ond. Dog for at undgå at lave en "Lalalalala, rainbows and butterflies" character har jeg givet hende en slags... 'split personality' hvis hun kommer lidt for godt i gang med kamp. Der er kun to måder at stoppe hende på, slå hende ihjel, eller slå hende bevidstløs. Hvis ikke man gør det så vil hun blive ved med at kæmpe. Det kan kort sagt siges at hun bliver sindsyg når hun for alvor går i kamp.

Den eneste måde mine characters (næsten) altid minder om mig på er at de er flinke, ellers er deres personlighed ofte meget anderledes fra min. F.eks meget kort lunte, halv-emo(nægter at snakke med nogen), Modig til sidste ende(Jeg bliver voldsomt paranoid i mørke T_T) eller meget selvopofrende. Jeg hjælper gerne andre, men jeg tror ikke jeg vil kunne hoppe ind og tage et skud for en jeg ikke kender.

Det her spørgsmål blev vist besvaret da jeg tidligere nævnte Kiku. Ja, hvad der sker for mine characters kan påvirke mig i stor grad. Indrømmer gerne at det ofte sker at jeg sidder og græder hvis jeg skriver noget specielt lykkeligt eller meget sørgeligt i en af mine egne historier (Ikke her på Vie La Mort dog, endnu). Så nogle character i hvert fald, betyder meget for mig.

Ja det tør jeg godt. Jeg har en del venner som også interessere sig for rollespil osv, så overfor dem har jeg ingen problemer med at fortælle om mine characters. Dog fortæller jeg oftests i form at snit af min historie.

Hvis jeg kunne sige noget til mine characters ville det være: Stay With Me.
Alle mine characters er lavet sådan at det ville være en person jeg kan lide. Jeg er ude af stand til at spille som noget jeg ikke kan lide, nok en af grundene til at jeg ikke har lavet en vampyr her på siden, da jeg simpelthen ikke kan lide konceptet bag den race. Jeg syntes det er for simpelt, kan være en af grundene. Jeg ved bare at det ikke lige er en jeg vil kunne lide.

Til sidst kan jeg kun sige at de characters jeg virkelig lægger meget arbejde i er nogen jeg aldrig vil glemme, aldrig.

Dette er jo næsten som at interviewe sig selv x3...

◊ Hvor længe har du skrevet, og hvad fik dig startet?
- Jeg har skrevet siden jeg var 9-10 år gammel.
Det hele begyndte med nogle forfærdelige deprimerende digte, med rigtig dårlig engelsk grammatik, som var min trøst væk fra skole livet. Senere, fandt jeg hjemmesiden Potter Skolen som jeg også stadig er inde på, det var cirka omkring samme tid som jeg begyndte på digte skrivningen. Da jeg flyttede i en alder af 12 år, fandt jeg Nina, som viste mig Go Super Model, en tøse side, som handler om alverdens ting og tøsefnidder fnader. Der begyndte jeg på noget af en form for rpg, som var lidt anderledes end det jeg havde prøvet tidligere. Igennem en masse år, med novelle, roman, og digte skrivning, og en lille pause fra det globale internet rpg, vente jeg tilbage til PS, og fandt Elisabeth. Vi fandt sammen ud af en masse ting, og udvidede vores RPG lyst. Vi fandt en side som hed Lost World, og begyndte at skrive en del derinde, indtil vi fik idéen at lave en side selv. Hvilket så er VLM, derved har VLM eksisteret i to år. Under VLM's eksistens, og min aktive periode, var jeg også medlem af en side, ved navn Point-Zero, som jeg til og med lavede layout for. Jeg havde en Karakter ved navn Jess, en frygtløs ung pige, som dog var svag, historien gik lidt igen, og alligevel prøvede jeg på at ændre hende lidt så hun ikke gik hen og blev en typisk ting. Men det endte med at historien slap op, og ikke kunne vedligeholdes.
◊ Hvor mange characters har du haft gennem tiden. Hvorfor? Hvordan er de forskellige? Deler de en fælles historie?
- Jeg har haft rigtig mange characters. Jeg husker dog de færreste af dem. På GSM gik de alle sammen under forskellige navne, selvom jeg der var et navn jeg var særligt glad for, Mitzi, navnet har holdt ved lige siden. På GSM var det dog ganske forskelligt hvordan mine karakterer var, det afhang mere eller mindre hvem det var jeg skrev med, efterhånden som tiden den gik afsted, ændrede mine characterer sig mere eller mindre, alt efter mit eget humør. Da jeg til sidst kom i en meget deprimerende livsstil sås det næsten kun at der blev lavet kolde hårde typer fra min hjerne af. På PS var det lige sådan, der var aldrig rigtig en som ikke havde en kold facade, attitude, eller en tragisk historie. Det ændrede jeg dog stærkt på da jeg begyndte på en kvindelig character derinde, hun var livsglad, og nysgerrig, ja lidt lige som mit eget hyperaktive jeg. Jeg var dengang ret betaget af tanken om mandelige characterer og har vidst altid været det, det er ikke lige let for mig, at leve ind i en sød uskyldig kvinde. De bliver ofte for hårde end hvad jeg ønsker, eller også ende de som blødsødende skabninger, jeg ikke holder ud at skrive omkring. Men altså! Da jeg endte på Lost World, fik jeg en lille besættelse af kvindelige characterer, dog kunne jeg ikke helt ligge den dominerende mandschauvinistiske attitude fra mig, og lavede to-tre brugere der hver var ret forskellige, dog bar de alle sammen den lidt kolde attitude, og en tragisk forhistorie. Kvinden var som regel, uskyldig, og et sødt lille kræ som let kunne manipuleres med, altså en svag genstand, for andres vidunderlige hjerner. Da jeg startede på VLM, var jeg fuldkommen mandsdomineret, og hadede at spille kvinde, jeg gør det stadig, men jeg har lært at varierer min personlighed ind i characteren, og udfordringen for noget nyt var dræbende, da jeg vendte tilbage til VLM. Når men altså, da jeg startede på VLM var min første character Sean, så vidt jeg husker, jeg er ikke sikker længere, da der har været en del andre vidundere på samme account. Otherwise, mine mænd var altid stærke, og dystre, der var dog én som var en svækling, og blødsøden mand, som jeg til sidst ikke længere kunne udstå, så jeg skabte en ny oven på ham som var langt mere koldblodig. Dog gik mine characterer ofte igen, den samme som jeg havde lavet før, men hvor jeg havde lavet om på dets historie, skabte en forbindelse til hvorfor HAN eller HUN skulle vende tilbage! Og sådan har jeg næsten altid gjort. Der var dog en Character jeg var særligt glad for, og det var Zean som var en koldblodig vampyr, og ganske dejlig, og lige som jeg ville have det. Men til sidst havde jeg ikke længere krea på ham, selvom jeg aldrig har skullet tro at det var muligt. Jeg skabte derefter en character der hed Maila, en et uskyldigt lille væsen, der aldrig kunne gøre en fluefortræd, som gik hen og blev en yngling for en fuldblods vampyr, uden at hun selv brød sig om det. Efterhånden vænnede hun sig til det, og derefter blev hun selv til en af dem, selvom det var mod hendes vilje. Derefter kan jeg ikke huske andre, end den tidligere sortelver Avery jeg havde, som skulle stå sammen med Zane, men havde idéen om at vælte ham, så snart de havde udryddet Malakel. Og så kom mit store fravær, efter ekstreme irl problemer. Derefter kom jeg tilbage, og lavede det hele om på min Character, og skabte en hel ny dimension i min egen store verden.
◊ Hvorfor startede du med lige denne character?
- Hvorfor jeg startede på dem? Jeg kunne vidst aldrig helt se mig mæt i de ting jeg skrev, men alligevel ledte jeg efter konstante ændringer, ting som kunne gøre dem mere spændende, få mere spil igang. Jeg tørstede efter at gøre noget, noget som ville være mærkbart, men jeg kunne aldrig rigtig få det til at fungere, og kreativteten slap hurtigt op, når tingene gik for glat. Jeg manglede faste skrivere, som jeg ikke skulle vente på. Nu er det mere mig der lader dem vente. Men alting tager sin tid, og historier kræver hjerne aktivitet, selvom det ikke skulle være en så stor opgave, er den største opgave for mig, at kunne få tingene til at blive ved med at være spændene, og finde de rette skrive makkere. Da jeg efterhånden stoppede på VLM, startede jeg lige så stille nogle nye horisonter, og jeg begyndte at finde på nye idéer. Jeg var vidt rundt på omkring på diverse sider, for at finde på nye idéer, jeg læste også en del, og alligevel kunne jeg ikke se mig mæt i de plots jeg skabte op, de var ikke interessante nok for mig, eller for andre. Eller også blev characteren bare for kedelig i længden, end hvad jeg havde troet.
◊ Minder du om din character, hvorfor/hvorfor ikke?
- Alle mine characters har en lille flig af mig i dem, de har alle sammen deres egen personlige sider og den slags, men alle de sider stammer også fra mig. Jo mere jeg lægger noget af mig selv ind i dem, jo mere besat er jeg af dem. Indtil nu, er jeg ret besat af Avery, hun ligner mig dog ikke rigtig på nogen punkter, alligevel ved jeg fra mig selv af, at jeg nyder at lave ballade, selvom jeg ikke vil indrømme det, jeg nyder at kunne tilfreds stille min latter ved at grine af andres smerter, og gør det gerne ofte. Jeg elsker at dominere, elsker at vise mig, selvom der ikke rigtig er noget at vise mig selv frem for. Jeg er fuldkommen som hende på nogen punkter, og alligevel minder hun slet ikke om mig, jeg er for positiv, og for livsglad, til at kunne sætte mig ind i den verden jeg har skabt for hende. Dog er hun det ideale billede, som jeg inderst inde gerne ville være, hvis jeg var en eksisterende levende figur i Di Morga.
Jeg ville næsten ønske, jeg havde den samme kolde attitude, og enorme selvtillid til mig selv. Og være lige så lovløs og fri fra byrderne som min character fremstår at være.
◊ Hvor meget betyder din character for dig? (Bliver du påvirket af din characters humør, ville du blive ked af det, hvis den døde osv.)
- Min character betyder rigtig meget for mig, men det er ikke en ting der er så stor igen, og alligevel jo. På den måde af at jeg er min characters underholdning som den er min. Sker der noget overraskende i vedkommendes indlæg som jeg emner med, kan jeg under ingen omstændigheder lade være med at smile. Jeg elsker de uventede momenter lige så meget som min character, og jeg kan heller ikke lade være med at føle den boblende spænding der stiger op i kinderne, og får dem til at sitre så de begynder at blive utrolig varme. Jeg kan simpelthen ikke undgå at føle sådan. Det er en så stor Effekt på mig, at det kan gøre hele min dag god. Så ja jeg bliver påvirket af min char, men jeg bliver ikke bedrøvet over dårlige ting der sker, det påvirker bare mit iver til at se emnets gang.
◊ Tør du fortælle andre (IRL) om din character? Hvis ja, hvem fortæller du det til, hvad siger de til det - hvis nej, hvorfor ikke?
- Jeg tør skam sagtens at fortælle omkring min character, men jeg ser det ikke som en nødvendighed, faktisk går jeg ikke op i det. Hvis jeg snakkede med nogen omkring min character ville det være dem som også var på den samme side, som jeg var, eller nogen som havde samme interesse som mig inden for RPG, ellers ville jeg ikke rigtig se grund til at lukke op for den slags emner.
◊ Hvis du kunne sige noget til din character, hvad skulle det så være?
Hvis jeg skulle sige noget til min character, ville jeg ikke ane hvad jeg skulle sige, jeg ville lave mine show i stedet for, og se om vedkommende bevægede, og tænkte lige som mig, se om vedkommende havde de samme træk som jeg havde, og være mere i ét med min character som var vi den ene og samme person. Jeg tror jeg ville begynde at diskutere diverse synspunkter på forskellige ting, kommunikere med vedkommende, som hvis jeg snakkede til mig selv.
◊ Andet...
- Kan ikke komme på mere at sige o-O'

Lyder som en sjov idé, lad mig endelig prøve det :D

◊ Hvor længe har du skrevet, og hvad fik dig startet?
Det har jeg gjort i nogle år, det er nok 5 år siden at jeg gjorde det. Min veninde var inde på en rpg side, hvor jeg så fandt en vis interesse selv. Derfra startede jeg, og fra den side, kom jeg til at kende til Vie La Mort, som så blev den side jeg har brugt i 2 år. Jeg fandt Vie La Mort meget bedre end den side jeg var meget på tidligere, fordi her kunne man være hvad man ville og man kunne få lov til at være mere hvis man ville :D

◊ Hvor mange characters har du haft gennem tiden. Hvorfor? Hvordan er de forskellige? Deler de en fælles historie?
Jeg har haft 3, Manda er min allerførste. Han skabte sig en personlighed, min indre personlighed. Den jeg gerne ville være, men aldrig har kunne været fordi jeg ikk kan blive accepteret som den fjollede barnlige sjæl, pga min fortid som bølle...^^ Men da jeg havde haft Manda nogle år, så fandt jeg ud af at der manglede noget til at komme til udtryk. Den høflige side, som havde en poetisk side men også en seriøs side af sig. Derpå fik jeg skabt Mandas modsætning, Mørke og Lys som man ville kalde det :P Den næste, er en jeg fik skabt mig for et halvt år siden. Jeg manglede en feminin person til at udtrykke mit indre... Jeg fik skabt min tredje person ud fra det de to sidste manglede, en kvindelig figur. Keela er den figur som er en blanding mellem de to andre, men også har sin kvindelige egenskaber, dem hun helt selv ejer og ikk har fra de to første :D

◊ Hvorfor startede du med lige denne character?
Fordi Manda er min første figur, han er den jeg ville ønske jeg var og derfor er han også utrolig vigtig for mig. Jeg vil aldrig kunne sætte mig ind på noget, hvis ikk Manda er den første til at prøve noget af. Han er den stærke og modige af mine figurer, derfor er det ham der skal sættes ind først, før jeg kan byde mine næste figurer velkomne ind i det univers der står dem til møde.

◊ Minder du om din character, hvorfor/hvorfor ikke?
Måske lidt, jeg har min indre personlighed og de afspejler her især sider af mig. Jeg har stræbet mig efter at få deres styrker, så man kan vel mere sige at jeg minder om dem, end at de minder om mig? :D

◊ Hvor meget betyder din character for dig? (Bliver du påvirket af din characters humør, ville du blive ked af det, hvis den døde osv.)
Jeg har engang skrevet i emner hvor jeg græd pga det der skete for mine figurer...xD Det skal jeg nok ik være den første til at indrømme at man har :P Jeg græder fordi det faktisk er mig der skriver, det er ikk noget jeg skjuler bag en figur med et falsk avatar. Man ser ikk mit ansigt, men man skriver med MIG

◊ Tør du fortælle andre (IRL) om din character? Hvis ja, hvem fortæller du det til, hvad siger de til det - hvis nej, hvorfor ikke?
Selvfølgelig, det skal ikk være nogen hemmelighed at jeg har en figur indeni som betyder utrolig meget for mig. Jeg fortæller det frivilligt til mine nærmeste venner/veninder, men jeg vil da gerne fortælle andre mennesker der spørger om det, hvis de er interesseret. Det varmer mig da kun at selvom vi er hver for sig, så vil man være interesseret i hvad den anden foretager sig og hvad de føler med deres personer på rpg-sider.

◊ Hvis du kunne sige noget til din character, hvad skulle det så være?
Hvis jeg nogensinde fik mulighed for det, ville jeg kun sige tak for alt... Jeg vil aldrig sige farvel, eller vi ses, men jeg vil sige tak fordi de giver mig modet til at være mig selv. Jeg står ikk overfor dem og snakker til dem i min fantasi, når jeg er ked af det eller noget. Men de er der for mig på en måde, de giver mig den støtte indeni som ingen andre kan give mig, det kan jeg kun være taknemmelig for.

◊ Andet...
Tak for den interessante idé om at gøre sådan noget her xD

Det her er ikke om Lydia men om Lý aka. Angelin. o.o

◊ Hvor længe har du skrevet, og hvad fik dig startet?
Det er efterhånden flere år siden, at jeg for alvor begyndte at skrive. Det var sikkert noget bras, eftersom jeg ikke var mere end 9-10 år, men min fantasi har aldrig fejlet noget. Jeg skrev fantasifulde små historier, der slet ikke gav nogen mening. Blanding af virkelighed og fantasy. Da min veninde fortalte mig om siden Potter Skolen, blev jeg helt paf. Det er ikke mere end et par år siden, for jeg var lige begyndt på Harry Potter bøgerne. Idéen med RPG fangede mig nærmest med det samme og i en periode kunne jeg slet ikke styre min trang til at emne med folk. Jeg var ærlig talt en smule underlig… Derefter, da en af mine kære venner stoppede på siden, (det er snart et år siden) gik jeg fuldkommen kold. Før han stoppede, havde han dog sendt mig et link til vore kære side, som jeg efterfølgende er blevet utrolig meget inspireret af. Den fantasifulde lille pige jeg var den gang, har gjort at jeg nu kan sidde i flere timer og skrive på en historie, der dog aldrig bliver færdig. Så alt i alt, har jeg nok RPG’et i 3 år, men skrevet i omkring 4.

◊ Hvor mange characters har du haft gennem tiden. Hvorfor? Hvordan er de forskellige? Deler de en fælles historie?
Oh… Her på siden, har jeg haft… *Begynder at tælle på fingrene.* I hvert fald seks, men flere af dem har jeg med tiden lavet om og resten har jeg skrottet eller lade dø. En af de store grunde til, at jeg konstant laver nye karakterer, er fordi jeg ofte mister interessen for en karakter. Hvis jeg for det første ikke har noget rigtigt plot eller noget jeg vil med den, eller folk ikke finder den interessant, skrotter jeg hurtigt idéen med at have karakteren og… Ja. Det var så den karakter.
De fleste er vidt forskellige. Lige fra skøre til blidere end et lam. Fra ung til lidt ældre. Fra rig til ludfattig. Alle har de været vidt forskellige og unikke på hver deres måde. Men ens for dem alle, var at jeg havde et plot med dem, selvom alle ikke blev udført, hvis man kan sige det på den måde. Ingen af dem deler samme historie, men alle har de oplevet et eller andet i deres liv, der har mærket dem. Totur, tab af dem man elsker, menneskehandel, at dø og genopstå samt at gå fra at være mægtig til at falde længere ned end dem helt uden magt. To af dem, er dog forbundet, på en ret … mærkværdig måde. Sjælesøskende, hvis det er det rette ord for det, selvom de ikke kender/har kendt hinanden. Ingen af mine karakterer, ved at de andre eksisterer.

◊ Hvorfor startede du med lige denne character?
Dette var min første karakter. Som skrevet lidt længere oppe, kom jeg til siden for omkring et år siden, uden rigtig at vide hvad siden gik ud på. Det tog mig flere dage at finde ud af, hvilken karakter der ville passe bedst ind i Di Morga.
Lý, der før hed Angelin, var den karakter der først faldt mig ind at man kunne skabe. Hun var blid som et lam, langt fra grim, venlig, men havde sine mørke sider. Hun havde haft et langt liv fyldt med op- og nedturer. På en måde følte jeg mig forbundet med hende til at starte med, men jo længere tid jeg havde haft hende, jo mere blev hun bare en karakter for mig.
Jeg ved ikke hvorfor det lige var Angelin og ikke var Lydia von Vestle jeg startede med. Et eller andet siger mig bare, at jeg havde brug for at skabe en karakter, som jeg følte mig selvsikker med. En karakter hvor jeg ikke tvivlede når jeg skrev. Jeg kunne taste, uden rigtig at tænke over hvad jeg skrev, udelukkende fordi jeg mere eller mindre skrev mine egne tanker ned. Lidt som jeg gør lige nu.

◊ Minder du om din character, hvorfor/hvorfor ikke?
Du skulle bare vide… Angelin eller Lý, minder ufattelig meget om mig på flere punkter. Hun var/er meget tilbageholdende, havde svært ved at stole på folk og havde tanker der sagtens kunne have tilhørt mig. Hun var naiv til tider, faldt let for hvad der var spil for gallariet, var dog rigtig god til at gennemskue andre og forstod dem, uden så meget at høre dem sige et ord. Det samme kan jeg af og til være og gøre. Men som sagt, kan jeg skrive og skrive, uden at tænke over hvad, når jeg skriver fra Lý, udelukkende fordi jeg deler mine tanker med hende. På en måde er vi søstre, selvom det virker underligt. Hun blev en del af min person eller omvendt. Det er svært at forklare hvordan min karakter minder om mig selv, for jeg kan slet ikke sætte ord på det.

◊ Hvor meget betyder din character for dig?
Ja (eller hvad det rigtige svar så end er...), min karakter betyder/betød ufattelig meget for mig, fordi det var en måde at få mine ting sagt på. I en periøde blev jeg virkelig påvirket af min karakters humør og adfærd, men det er ikke længere noget jeg lægger mærke til med Lý. (Sikkert fordi jeg ikke benytter den karakter så meget.) Igen er det meget svært at forklare. Denne gang ved jeg hvad jeg skal skrive, men af en eller anden grund, kan jeg slet ikke skrive det ned. Det er for indviklende og sikkert også alt for langt.

◊ Tør du fortælle andre (IRL) om din character?
Mjeh… Det kommer utrolig meget an på hvem. Jeg har fortalt om mine karakterer til de personer, jeg kender, der også RPG’er. Det er ikke fordi jeg bliver pinlig berørt over at jeg RPG’er, det bliver bare af og til for meget, hvis folk nu også skal til at vide en helt masse om mig. Jeg er meget tilbageholdt irl og er meget opmærksom på hvad jeg lukker ud og hvem jeg siger det til. Af og til bruger jeg Ree, en af mine andre karakterer, som min lille fantasiven, udelukkende fordi jeg har brug for noget … underligness i mit liv. Dem der selv RPG’er, siger selvfølgelig ikke noget til det, ud over hvis de mener at karakter er god/dårlig lavet eller fundet på. Dem jeg ikke fortæller det til, har sjovt nok ingen kommentarer til det. Pf…

◊ Hvis du kunne sige noget til din character, hvad skulle det så være?
Oh, jeg har så meget jeg ville sige... ”Lý, din kage… Hold dig væk fra de der… De der… Du ved hvad jeg mener…” Eller: ”Go for it, girl!” Af og til ville jeg ønske jeg kunne sige det her til både mig selv og Lý: ”Tag dig sammen, kvindemenneske…”
◊ Andet...
Det her er den bedste måde at afslutte dagen på! n__n

Hvorfor? Se, dét var en knap så genial idé Liam o.o
Jeg er igang med at svare på andet spørgsmål og jeg har allerede skrevet 1300 ord.. Jeg går helt over gevind ._.

Jeg synes, det er fantastisk!

Hvis I undrer jer over, hvem der sidder og liker alle jeres indlæg, så er det mig, der sidder og tuder mit kranium tomt af glæde over jeres fortællinger...

◊ Hvor længe har du skrevet, og hvad fik dig startet?

Jeg havde mit første bekendtskab med RPG, da jeg næsten lige var startet i skole. Jeg tror jeg var 7 år, første gang jeg fik en bruger på Potterskolen, dog fandt jeg aldrig rigtig ud af hvordan det hang sammen og der gik derfor kun et par uger, inden jeg igen havde glemt alt om den side. Jeg havde så mit comeback til RPG for omkring 4 år siden. Mine to veninder, som også viste mig PS i sin tid, fik mig trukket derind igen. Denne gang fandt jeg hurtigt ud af hvad det gik ud på og min første karakter Jazon blev kilden der vækkede min dybe kærlighed til RPG. Den første sommer jeg RP'ede, er nok den bedste sommer jeg nogensinde har haft. RPG var den perfekte flugtvej, væk fra livet og væk fra den person jeg dengang var. Det var en god måde hvorpå jeg kunne få tankerne væk fra mobningen der mødte mig hver gang jeg trådte ind af døren til skolen. Det har altid været et pusterum for mig, hvilket også udviklede sig til lidt af en afhængighed på et tidspunkt xD

◊ Hvor mange characters har du haft gennem tiden. Hvorfor? Hvordan er de forskellige? Deler de en fælles historie?

Jeg har haft omkring 16 karakterer. Dog er 4 af disse genbrug af andre karakterer. I nogle tilfælde har det været hele karakteren der har været genbrugt i andre har det kun været navnet. Nogle af mine karakterer husker jeg ikke engang navnene på, men jeg kan huske at jeg har haft dem.
Dog husker jeg selvfølgelig navnene på mange af dem.

Min første karakter var som sagt en fyr ved navn Jazon, som jeg havde på Potterskolen. Han er nok den eneste rigtige player jeg har haft. Han var en helt igennem sød og kærlig fyr, der kun ville folk det bedste. Men han var virkelig dårlig til alt hvad der hed kærlighed og at binde sig til andre. Han bandt sig.. Ofte endda, men han begyndte hurtigt at kede sig og fandt derfor en ny pige xD
Ud over ham har jeg brugeren Likka, som nok er en af de brugere der ligner mig på rigtig mange områder. En sjov, sød og igen utrolig kærlig pige. Hun elsker at drille folk og hendes humor er faktisk ret ond, hvilket nok er hvor hun minder allermest om mig. En ond og sarkastisk humor, der nok kan støde nogle, mens andre kan se det sjove i det. Udover det har hun et temperament uden lige. Specielt når det gælder hendes kæreste, der kan få hende helt op i det røde felt på ingen tid.
Cassadee er min anden bruger her på VLM og nok en af mine yndlingsbrugere, desværre er hun ikke rigtig i spil for tiden. Hendes historie er mere gennemtænkt end de fleste af mine andre brugere. Hun er en kvindelig Aspara, der elsker at spille på de fordele hendes race giver hende. Hun flirter med alle hun kan komme i nærheden af. Hun har faktisk ikke nogle venner, men hun kan heller ej undgå at gå en tur, uden at støde på en mand hun har haft sex med. Hun går i seng, med hver eneste mand hun kan få fingrene i. Kun for at blive bekræftet. Hun søger vel et eller andet sted kærlighed, men da hun frygter den, er dette det tætteste hun kan komme på at være elsket.
Mickee er egentlig ikke en karakter, jeg er specielt glad for. Ikke på samme måde, som jeg er med nogle af mine andre karakterer. Alle mine karakterer er nærmest som børn for mig. Det lyder måske som om jeg er lidt for glad for RP, men jeg er sikker på at nogle af jer forstår hvad jeg mener. Men Mickee er en af mine hyggeligste karakterer. Han er super let at skrive med og der er ikke så forfærdelig meget der skal overvejes. Fordi han et eller andet sted er meget som jeg selv er. En glad og målrettet person, der dog er en smule usikker på sig selv og sine evner.
Okay, så jeg gider ikke gå alle mine karakterer igennem, derfor tror jeg bare at jeg vil slutte af med min alltime yndlings karakter! (Dét her.. Det bliver en lang historie xD)
Juliet Elan Nikoll, en ung fransk pige der flygtede til Los Angeles som 18 årig. Hun er født ind i en overklassefamilie bestående af hende, hendes to mindre søskende, Maria-Louisa og Daniel, hendes mor Noémie og hendes far Henrik.
De første syv år af hendes liv, var som enhver anden ung piges. Eller nærmere, som enhver anden ung rigmandspiges. Hendes mor gik hjemme og passede hende og hendes søskende, men hendes far om dagen arbejdede i det store IT firma, som han ejede og om aftenen og i weekenderne kom han hjem og indtog rollen som den bedste familiefar man kunne forstille sig. Han tog børnene med ud og fiske, i biografen, spille bold, bage kage.. Han gjorde alt for sine børn og kunne aldrig finde på at gøre dem ondt. Ikke før telefonen i hjemmet en dag ringede og Juliets mor tog den. At Juliet havde en halvbror kom ikke ligefrem bag på Henrik. Ikke som det gjorde på Noémie. Moderen til denne bror havde nemlig flere gange ringet til Henrik for at få penge af ham. Dog smækkede han bare røret på. Hvis det kom ud, at Henrik faktisk havde en søn, som han ikke tog sig af, ville hele familiens omdømme være ødelagt. Ikke at det blev mindre ødelagt, da Henrik begyndte at drikke. Han gik stadig på arbejde om dagen, men om aftenen og i weekenderne, var han ikke længere den glade og smilende, fantastiske familiefar han engang var. Han skændtes konstant med moderen og børnene begyndte han at give prygl. Han kom længere og længere ud og begyndte at tage stoffer. I starten røg han blot hash. Senere begyndte han at eksperimenterer med andre rusmidler. Og med stofferne fulgte det der ødelagde den lille familie fuldstændig. Han begyndte at voldtage Juliet. En gerning der ødelagde alt Juliets respekt for manden.
Årene gik og Henrik blev ved med at forgribe sig på Juliet, mens hun lukkede sig mere og mere inde i sig selv. Hun datede ikke, havde ingen venner og moderen overså alt hvad der skete. Men som årene gik, begyndte det også at gå ud over Juliets søster Maria-Louisa, som ikke tog det på samme måde som Juliet. Hun begyndte i en utrolig ung alder at drikke og tage stoffer.
Da Juliet blev 18 år, flygtede hun til USA. Los Angeles blev hendes nye hjem. I Los Angeles begyndte hun for første gang, rigtig at tale med folk. Som 19 årig mødte hun en fyr, ved navn Axel. En 21 årig britisk skater, der levede livet på en helt anden måde end Juliet. Han havde ikke penge på samme måde som hende, som hver måned fik sat en helt masse ind på sin konto. Han røg hash, drak og havde sex med stort set alle hans veninder. Og denne person, person der nok i virkeligheden mindede utrolig meget om hendes far og personen som på ingen måde var typen der bandt sig. Han var den første hun forelskede sig i. Mange ting skete, hendes far fandt hende i Los Angeles, Axel formåede at slå ham ned, hvorefter de flygtede. Juliet og Axel havde begge ledt efter en roomie og var i mellemtiden flyttet ind i et stort hus sammen. Som venner.
En dag var Axel hjemme i London. Før han tog afsted havde Juliet fortalt ham om sine følelser til ham, men intet fået igen. Dog havde en flirt været mellem dem længe. Juliet var ude og gå en tur og af en eller anden grund endte hun i LA’s gyder. Her stødte hun på sin far og nogle af hans venner, som straks begyndte at rive tøjet af hende. Men hun flygtede og skreg på hjælp. Lidt derfra gik Axel, der var kommet hjem. Han hørte hendes skrig og genkendte det, hvorefter han fandt hende. Denne aften fortalte Axel hende at han elskede hende, lige før han besvimede grundet blodtab fra et knivstik i siden. Jeg kan ikke huske præcis hvornår det var, men enten denne aften eller en aften før denne, fortalte han hende om hans barndom, med en voldelig fader. Et par dage efter blev Juliets far dræbt. Af hendes bedste ven, på hospitalet.
Et halvt år gik og det er nok ret vigtigt, at jeg forklarer at Axel er sex-addicted og Juliet bange for sex. Axel har regnet ud at hun er dette og derfor har de i det halve år ikke sex. Til sidst bukker Axel under og er Juliet utro. Deres fælles veninde (og Juliets bedste veninde) ser ham sige farvel til veninden han har været sammen med og smider ham ud af huset, hvorefter hun sender Juliet en besked om det. Juliet lever efter dette tre måneder i en dyb depression. Hun taler ikke med nogen, ikke engang hendes bedste veninde, der er flyttet ind i huset og passer på hende. En dag hvor veninden ikke er hjemme, går huset i flammer og Axel har netop valgt dette øjeblik til at skate en tur og kører ned forbi huset (surprise!). Han redder hende ud af huset og efterfølgende frier han til hende på hospitalet. Egentlig var hendes svar ja, men kort efter lukkede siden vi havde plottet på og der gik lang tid, hvor jeg ikke kunne tråde med Juliet. Men jeg fandt Axel på en ny side, hvor han havde drejet historien en anelse, til at Juliet svarede nej og han derefter flyttede til New York. Efter et par måneder opsøgte Juliet ham i hans lejlighed der. Hun var allerede flyttet til New York, men der gik lang tid for hun faktisk tog sig sammen til at opsøge ham. I mellemtiden fandt Juliet ud af at hendes søster boede i New York, ved at hun pludselig stod på hendes dørtrin. Søsteren som hadede hende for at have forladt hende sammen med faderen. Dette var én af grundene til at der gik så lang tid før hun opsøgte Axel. Til sidst fandt hun dog hans adresse og hun nåede kun lige at bede ham om at tale med hende, inden døren blev smækket i hovedet på hende.
Endnu en gang lukkede hun sig inde og talte ikke rigtig med nogle. Den eneste person hun talte med, var hendes søster og det var kun i telefonen. Da nogle af hendes veninder, efter en uges tid eller to, endelig fik tvunget hende ud af lejligheden, viste det sig at Axel var tjener på den restaurant de spiste på. Og han betjente netop deres bord. Det skabte meget kaos, men viste hende også at Axel faktisk stadig elskede hende. Selvom hun ikke ville tro det, ligeså vel som han ikke ville tro at hun faktisk elskede ham. Aftenen endte så også med at veninder gik fra hende, fordi hun var blevet sur på dem xD
Well.. Roman! Men det er så den tråd som vi er nået til. Og som Axel ikke har svaret på i over to måneder. Yeah.. Anyway. Hvis der overhoved er nogen der nåede så langt, undskylder jeg mange gange for at du nu har spildt mange dyrebare minutter af dit liv på min ligegyldige plapren xD

◊ Hvorfor startede du med lige denne character?

Kedsomhed tror jeg. Og pludselig inspiration til en fed karakter. En karakter som Mickee ikke rigtig blev til xD

◊ Minder du om din character, hvorfor/hvorfor ikke?

Når jeg tænker over det, minder jeg faktisk rigtig meget om Mickee.. Han har nogle få ting han går op i, men disse ting går han så også op i med sjæl og ånd. Han er måske ikke den mest sociale person, men han nyder da at tilbringe tid med folk han virkelig holder af. Han har ikke så forfærdelig mange venner, men de han har, er han så til gengæld super tæt med. Han utrolig perfektionistisk og gør ikke noget, hvis ikke han er sikker på at han kan gøre det ordenligt (Det er lige gået op for mig hvor meget det egentlig er mig xD).
Jeg tror i virkeligheden alle karakterer har en del af deres skabers træk. Hvilket jeg ikke ligefrem er stolt af at sige, da det jo så egentlig betyder at jeg minder om Cassadee xD
Men jeg tror egentlig bare det er umuligt at en karakter ikke minder om en selv på nogle punkter.

◊ Hvor meget betyder din character for dig? (Bliver du påvirket af din characters humør, ville du blive ked af det, hvis den døde osv.)

Nogle af mine karakterer betyder virkelig, virkelig meget for mig. Så meget at det næsten er pinligt at indrømme xD
Juliet er den karakter der betyder allermest for mig. Det gik op for mig at alle der var en del af Juliets historie og alle jeg havde plots med var forsvundet og jeg må indrømme at jeg begyndte at tude som et andet lille barn. Ofte når jeg skriver med Juliet og det er en tråd med enten Axel eller Maria-Louisa, må jeg indrømme at jeg til tider kan have svært ved at tråde med andre på samme tid. Faktisk er det til tider direkte umuligt, fordi Juliets sindstilstand påvirker mig. Jeg vil ikke sige at jeg bliver ked af det, når Juliet er ked af det, eller vred, når hun er det. Selvom jeg.. Latterligt nok.. Føler med hende. Jeg føler med en virtuel figur o.o It sounds kinda sick, doesn’t it? Well.. Jeg håber da at nogle faktisk kender til følelsen. Jeg er ret sikker på at jeg ikke er alene xD

◊ Tør du fortælle andre (IRL) om din character? Hvis ja, hvem fortæller du det til, hvad siger de til det - hvis nej, hvorfor ikke?

Jeg kan sagtens snakke om mine karakterer. Nogle af mine karakterer er jeg simpelthen bare så stolt af, at jeg kan plapre om dem i 100 år. Nogle bliver vidst ret træt af det i sidste ende, men to af mine veninder er faktisk virkelig interesserede. Mens en af mine veninder, der selv RP’er er virkelig træt af det. Til gengæld er jeg også træt af at snakke om Glee med hende xD

◊ Hvis du kunne sige noget til din character, hvad skulle det så være?

”Undskyld..” Jeg sender mine karakterer ud i så mange lortesituationer, at jeg tror det ville være det eneste jeg kunne sige. Jeg kan ikke se hvad jeg ellers skulle sige.
At sige noget til min karakter ville generelt være surrealistisk. Jeg tror ikke jeg ville sige ret meget. Nok bare.. Well.. Stirre, hvis h*n sad overfor mig i fysisk form.

Endnu en gang.. Jeg undskylder mange gange til dig der faktisk nåede igennem.
Alligevel kan jeg ikke helt dy mig. Jeg bliver nød til at skrive det! 2470 ord ftw! <3

*Skubber lige emnet op*

I wanna hear all your stories! Skriv, mennesker, skriv!

Okay okay, så lad mig da prøve. Det bliver med hundrede ti procents sikkerhed ikke lige så langt som mange af jer andres, ikke fordi jeg ikke vil, men fordi jeg ikke har nogle grund til at lave noget så langt. Om jeg besvare alle spørgsmålene kommer an på om jeg har noget at sige omkring emnet. Nå, nu vil jeg så i gang med at glæde Liam ... eller retter sigt hjernen bag krøltoppen, der har et fint eksempel af for meget indlevelse i sin karakter (det kan næppe være sundt)


◊ Hvor længe har du skrevet, og hvad fik dig startet?
Kan faktisk ikke svare på spørgsmålet, for kan ikke huske det. Don't blame me! Jeg tror jeg startede ... da jeg var elleve, tolv eller tretten. Har altid haft en livlig fantasi og da jeg endelig lærte at stave ordenligt - efter en meget lang krig - gik jeg helt amok med at skrive, samt at læse. Så kom inspirationen og den har været der lige siden. Jeg startede med at mine egne små noveller, som - det gør de stadig - altid går i vasken, men jeg hygger mig med at skrive dem, selvom jeg fortrækker at opfinde idéerne og så spille dem som spillefilm inde i hoved. Et andet ord: Dagdrømme. Plejer på den måde at kunne gå ufattelig langt på hvad jeg selv føler som ufattelig kort tid. Helt anden historie. Jeg har forsøgt mig på potterskolen, men har aldrig helt fattet konceptet så efter et halv dusin mislykkes forsøg droppede jeg ud. Det var dog ikke min vej ind til RPG verdenen. Det var toilettet og jeg tror det var den bedste toilettur jeg nogensinde har haft.

◊ Hvor mange characters har du haft gennem tiden. Hvorfor? Hvordan er de forskellige? Deler de en fælles historie? Endnu et spørgsmål jeg ikke rigtig kan svare på og så alligevel: Jeg har haft så mange karakterer at jeg ikke engang tror der findes et tal for det (overdrivelse mildner forståelsen siger de). Mine karakterer har altid været bygget på en eller anden fantastisk - eller knap så fantastisk - idé inde i mit lille fine hoved, som bare skulle leves ud. En gang havde jeg Nathan som var baseret på mit ønske om at få en karakter der kunne forvandle sig til en kanin o.O' (Jeg havde fundet et lidt for kært kaninbillede). Mine karakterer har aldrig været top gennemarbejdet, så når man snakker om historie og ligne ting, så er det meget svært for mig at sige det, dog har de aldrig været indelukket og ofte af hankøn ... jeg kan bare ikke det der med kvinder. Nu kan jeg ikke huske om jeg har svaret på det med om de er forskellige, men bare for at være sikker på at det er med: Ingen anelse, spørg en anden der ikke er mig xD

◊ Hvorfor startede du med lige denne character? Jo, ser du læser, det er der faktisk en historie omkring, så lad mig fortælle: Det var den gang for et år siden, efter jeg havde været på siden i noget tid. Efter at jeg havde droppet min første karakter som var engel (navnet er åbenbart en hemmelighed). Jeg spilled meget på David (hybrid mellem dæmon og engel). Der var ét ord der passer fantastisk godt til ham, deprimeret og hvis der skal være to, så yderst deprimeret. Det var på ham jeg mødte personen bag Kajika, på en daværende Acee, som David dræbte og senere mødte han også en sød rotte (Liam ved hvem jeg taler om) og derefter Celesté (nuværende Lydia). Som du nok har forstået, var der vældig gang i den karakter, ligesom der var fuld skrue på siden men så, så skete der noget og så ville admins lave en helt ny side, sammen med en voldsom meteor regn og noget mere stads. Så kom der et livligt spørgsmål om man ville tage sin karakter med eller om den skulle dø og alt det. Jeg kan endda huske Liams svar den gang, eller noget af det: Liam skulle dø, for hvis han alligevel skulle få lov til at overleve meteor regnen, så ville han begå selvmord fordi han var materialist og ikke kunne leve uden sine ting. Nå, men jeg sad også i samme klemme som alle andre. Jeg kan ikke huske hvor henne i historien det var det dilemma kom ind, så hæng mig endelig ikke op på om det var før eller efter det med rotten og Lydia. For at gøre mit tydeligvis alligevel meget lange indlæg kort: Jeg besluttede mig for at lave et remake af David, i en lidt anden form. Knap så sort og dyster. Det blev så til Dave - jeg beholdte navnet - og det blev så senere til Andrija. Denne bruger var selvfølgelig ny og der fik jeg også mødt Liam, ved at vi skulle lave et emne. Lad os undgå at komme for langt ind på hvad der skete med det, vi nævner ingen navne *host*.
Andrija kom ind i billedet efter at idéen med den nye side blev droppet ... tror jeg. Navnet Andrija kommer fra Serbien og er den serbiske form for Andrew - ja, inspireret af Andrew D. Det var noget af en historie, men nu ved i hvordan Andrija blev skabt, eller nærmere hvorfor jeg skabte brugeren samt en masse information om mine yderligere kontakter. Jøsse Moses en omgang lort ... her! xD

◊ Minder du om din character, hvorfor/hvorfor ikke?
Andrija - som pludselig sprang ud af sin egentligt karakter for hans affærde med Guinevere (lang historie) - minder ikke på nogle måde om mig selv, mig IRL ud over at ... ja, faktisk ingen ting overhoved! Det er næsten sørgeligt. Han blev skabt på et meget flydende overfladisk grundlag. Jeg gad ikke længere de dybtfølende (er det et ord?) karakterer. Jeg er selv noget mere følsom og så frygter jeg ikke vand og har heller ikke en gammel bil man ikke burde kører i, har slet ingen bil.

◊ Hvor meget betyder din character for dig? (Bliver du påvirket af din characters humør, ville du blive ked af det, hvis den døde osv.) Min karakter betyder meget for mig. Først og fremmest er Andrija den jeg har haft i længst tid og har sådan generelt haft det bedst med. Spørg ikke lige hvorfor. Han har altid været en fin god underholdning men med jævne pauser over til andre karakterer.

◊ Tør du fortælle andre (IRL) om din character? Hvis ja, hvem fortæller du det til, hvad siger de til det - hvis nej, hvorfor ikke? Direkte om mine karakterer gør jeg aldrig, men min lyst for at skrive er kendt vidt og bredt rundt omkring - i følge mig selv. Hvorfor jeg ikke har fortalt folk omkring det? Det ved jeg ikke helt rigtig, jeg er en lukket person og mener sikkert derfor ikke at folk skal vide det? Mit eneste rigtige bud, om det er rigtigt ved kun vor herre.

◊ Hvis du kunne sige noget til din character, hvad skulle det så være? En egocentreret biseksuel spand, med hjerne og hjerte mellem bene.

◊ Andet... Den første jeg rigtig skrev med her inde er den person der også ejer Manda. Mere siger jeg ikke :)

Okay, det blev langt, meget langt, jeg tør slet ikke tjekke i word - har skrevet direkte i boksen - og der blev svaret på alt. Jeg håber folk gider læse det igennem ... ellers må i godt lade være. Jeg gider ikke selv, så det er sikkert grunden til nogle tastefejl og stavefejl kan være på grund af min dovenskab, klokken og min elendige stavefærdigheder.

Lets do this shit!

◊ Hvor længe har du skrevet, og hvad fik dig startet?
Urgh. Jeg har skrevet i hvad der føles som en evighed. Jeg startede vel da jeg var omkring fjorten år går jeg ud fra. Måske tretten. Jeg er ikke heeelt sikker på den, men det var i hvert fald der omkring. Jeg startede vel fordi jeg på et tidspunkt i mit liv fik øje på potterskolen. Jeg husker ikke hvordan for at være ærlig. Some day var den der bare og det var der alt magien startede… Jeg er dog ufattelig ked af at jeg brugte mine første 2 år i online rollespil på at løbe rundt med en tryllestav og bryde alle sidens regler så jeg kunne få mine vampyrbasser på benene. Hell hvis jeg ikke var god til at skrive dengang, så var jeg i hvert fald fantastisk til at cheate mig røven full a vampire yum! Jeg går ud fra at jeg startede fordi jeg manglede noget at lave? Det var så tilfældigt at jeg begyndte at en lille ændring nok havde forsagede at jeg aldrig startede, sååeh.. HURRAH FOR POTTERSKOLEN! (Selvom alle admins var nogle tørre koste indimellem… Måske skulle man bare prøve at overholde reglerne for en gangs skyld?) …. Nah. Havde jeg gjort det, havde vi aldrig fået Ahngel alligevel :P

◊ Hvor mange characters har du haft gennem tiden. Hvorfor? Hvordan er de forskellige? Deler de en fælles historie?
Jeg har ikke haft mange. Jeg har nok haft en del hvor jeg i sidste ende ikke brugte dem, men som egentligt dyrkede karakterer udover NPC’s, har jeg kun haft to. Den første var en kedelig lille kost. En rødhåret skitzofren af en heks på potterskolen. Hun kunne udvokse katteører og hun var i det hele taget et mange HELVEDE, som sagde spar to. Jeg er så glad for at være fri for den idiotiske lille finke.
Dernæst kommer mit mesterværk jo. Min Mona Lisa, min Venus fra Milo, mit sixtinske kapel: ’Ahngel’ Lucifer Mort De Sang den trettende. Dengang hed han kun Ahngel dog og de eneste ting jeg havde forberedt til ham var: A) Han var den perfekte dreng og B) han var vampyr. Ahngel var jo helt forskellig, men stadig ikke det helvede af informationer, systemer, personligheder og galskaber som han er i dag. Hans fokus var at være en lille heartbreaker, som kunne nå til tops på Hogwarts skolegår. Det gjorde han så også. Han gjorde alle trusser våde, knuste alle hjerter og brudte alle regler. Alt i alt, han var den perfekte lille giggolo og han charmede sig ind på alle de små uskyldige, dog liderlige skolepiger. Win-Win til trods for han forblev jomfru indtil han var sytten.

◊ Hvorfor startede du med lige denne character?
Det er et lettere ømt punkt. Ahngel blev født under en af mine slemme depressioner i folkeskolen. Jeg var det sædvanlige småbuttede mobbeoffer, som var sent udviklet rent socialt og agerede dørmåtte for dem, jeg kaldte for venner. Som alle små triste piger ville, søgte jeg væk til potterskolen, skrottede min gamle karakter fordi jeg indså hun var et elendigt stykke waste of space. Og således skabte jeg Ahngel. Og til at starte med, skabte jeg ham ene og alene for at kompensere med mit elendige selvværd og sociale spedalskhed. Ahngel skulle være den perfekte karakter og alle skulle elske og hige efter ham. Det skete og der var fred og glade dage – YIPPIIIH! … Men så skete der så det at der begyndte at komme små tendenser til min karakter. Jeg skabte hans sadistiske far, hans sociale arv, hans ødelagte kærlighedsliv og pludselig var det eneste perfekte ved ham hans udseende, som jo så også endte op med at være et spil for galleriet, siden Ahngel nu er produktet af avl af den kongelige familie, som var han en racehund, som skulle vinde udstillinger. Hans ellers farverige og lykkelige situation blev pludselig malet i en fantastisk, dog på en måde realistisk virkelighed, hvor taboo’er æder systemerne og perfektion kun er et stenkast væk fra korruption. Ahngel blev til en fange af ondskabsfuld social arv og frataget lov til at udleve hans udødelighed på den måde han ønskede… Så ja.. Ahngel, mine damer og herre!

◊ Minder du om din character, hvorfor/hvorfor ikke?
Jeg er en bette attenårig med sunde hofter og krøllet, blond hår som udgør halvdelen af min højde. Ahngel er to meter høj, kridhvid, åleslank og sorthåret. Ahngel og jeg kunne ikke være mere forskellige hvad ankommer udseende. Derimod er Ahngel, som så mange andre gennemarbejdede karakterer, et væld af temaer, som beskriver mig. Det forbinder sig i et underligt system, som jeg først opdagede for ikke så lang tid siden: Verdenen, systemet og situationerne, som jeg skaber i Ahngels univers er temaer og aspekter og situationer som opstår i mit hoved og er responser til hvad der sker omkring mig irl. NPC’sne er alle år personaer, som udgør mig. Var har Jean, som er godhjertet, stærk mentalt, men mangler noget kropsligt. Vi har LuciferXII, som er sadistisk, følelsesmæssigt afkortet og vi har Sübell, som er min indre kreative, men akavede og abstrakte figurinde. Alle sammen deler de så ting, som henviser tilbage til Ahngel, så ja. Ahngel er en abstrakt og underbevidst refleksion af, ikke mine ydre værdier, men mange af de indre. Både dæmoner og gode sider, styrker, svagheder, frygte og evner… Så i sidste ende… Ja, jeg minder ufatteligt meget om Ahngel og vise versa.. Man skal bare bruge de rigtige briller for at få øje på det.

◊ Hvor meget betyder din character for dig? (Bliver du påvirket af din characters humør, ville du blive ked af det, hvis den døde osv.)
Ahngel betyder alt for meget for mig end hvad godt er. Han var været en fast persona hos mig i snart 4 år og han hænger ved, som var han en egentlig del af min personlighed. Han repræsenterer ofte min inspiration og han er tit og ofte også den, som den bliver brugt på. Han er i de fleste tilfælde idolet for mine værker i form af tegninger, og jeg udtrykker helst mine visuelle følelser igennem ham på den ene eller den anden måde. Måske er det lidt usundt, men jeg er efterhånden klar over, at jeg ikke er så afhængig af ham, som jeg troede jeg var. Det betyder dog ikke at jeg vil skille mig af med ham og jeg vil helt bestemt aldrig nogensinde lade ham dø på præmisserne af et emne inde på vie la mort. Ahngel fylder så meget mere end bare den side efterhånden og den skal ikke være hvad der driver hans færden, men snarere en af de arenaer han har adgang til. Hvis jeg skal skille mig af med ham, skal det være på mine egne præmisser og jeg tvivler stærkt på, at det bliver nogen af jer, som tager hans hoved, men lad os alle indse det.. I kan jo heller ikke overpower Ahngel alligevel, så lad os alle nyde hans dysfunktionalitet i stedet for at udfordre den. Det er dig der vender hjem i gips :P


◊ Tør du fortælle andre (IRL) om din character? Hvis ja, hvem fortæller du det til, hvad siger de til det - hvis nej, hvorfor ikke?
Ahngel er sgu ingen hemmelighed, men jeg snakker generelt ikke om ham når jeg ikke er med folk, som har relation til det show jeg kører med ham. Jeg bor ikke i kredse, som er vildt interesserede i online rollespil og dybe karakterer, så jeg holder det for mig selv indtil jeg logger på igen. Jeg gider ikke høre om deres one night stands, fodboldkampe og fiskestænger og så må jeg også respektere at de ikke har noget at bruge kævlen om Ahngel til :P … De kender ham dog igennem mine tegninger, men det er alt de kender ham som.

◊ Hvis du kunne sige noget til din character, hvad skulle det så være?
Efter at jeg havde erklæret min kærlighed til ham, ville jeg for det første sige undskyld for at ha kastet så meget ulykke i ansigtet på ham… Og jeg ville fortælle ham at han ikke var alene.

◊ Andet...
Well… Det var en meeeeeeeeget lang liste med svar, men så kan i kraftedeme heller ikke claime at jeg ikke er aktiv herinde, you shitlords! .. Nah, Im kidding, you know I love you guys, mais c’est la fucking vie!

Signe/Ahngel over and out

Ma'lakel aka Anne

Hvor længe har du skrevet og hvad fik dig startet?

Det er egentligt svært at huske tilbage på, for det er meget, meget, længe siden. Men siden du gerne vil have historier Liam… her er så min

Det er omkring de syv år siden hvis man tager det helt fra et baby-stadie: det begyndte såmænd engang i tidernes morgen da jeg var tretten år gammel. Katrine (Kilia) og jeg begyndte at skrive historier med nogle andre med samme interesse og pludselig rollespillede vi uden at vi selv vidste det. Det var meget korte, primitive, og ikke særlig kreative svar, samt meget gennemskuelige plots. Efterhånden udviklede det sig en smule, jeg fik en udenlandsk veninde da jeg var omkring de fjorten år, der viste mig en chat-side hvor man rollespillede: ens bruger var ens karakter. Jeg blev bidt af det hurtigere end noget som helst andet, men det skulle snart vise sig at være et af de værste valg jeg nogensinde har begået. Den side jeg kom ind på var slet ikke som Vie, det var ikke engang en side. Det var en chatbox hvor folk ’var’ deres karakterer. Man rollespillede ud fra hvad man ville ønske at en selv/ens karakter var. Og ’karakter’ var ikke engang et begreb dengang, det var såmænd dig selv der blev bedømt på hvad din karakter sagde og gjorde. Som nogle måske kan regne ud førte det til en masse intriger, folk svinede hinanden til, sårede hinanden, ikke mindst mig selv der fik en masse kritik fyret i ansigtet fordi at jeg dengang var en ’noob’. Der var ikke det som de ikke kunne finde på at rakke ned på en for. Men det lukkede også døre op for mig, jeg mødte nogle rigtig gode rollespillerer der gerne ville udvikle sig, som jeg selv ville og blive bedre, ikke mindst for at få de andre, mere ’erfarne’ rollespillere til at holde kæft. Chatten var en del af et kæmpe chat-netværk som hed Chatango, nogle har måske hørt om det før. Alt min rollespils erfaring var dengang udelukkende på engelsk, så i kan forestille jer hvordan en fjorten årig ordblind pige ikke helt kan hamle op med amerikanske og engelske rollespillere med en masse fremmedord. Det gik dog ikke i vejen for mig; folk i rollespils samfundet formede ’klan’er, meget ligesom folk i folkeskolen former klikker. Man blev bedømt på hvilken klan man var med i og der kom sågar en masse folk rundt for at læse de kampe man havde udkæmpet. For det det hele gik ud på, var kamp! Og nu snakker vi ikke ’jeg løber hen og prøver at slå dig’ – vi snakker at man tænker over sit træk, man skriver taktikker og teknikker ned for at forsøge at holde et forsvar imod den anden karakter’s kræfter, selvom man ikke aner hvordan de virker. Man skulle følge de love der blevet lavet af højere rollespillere: Meta-gaming, Over-Power, Godmod er ikke tilladt – man kunne tabe kampe hvis man udførte noget af det her og jeg kan virkelig ikke understrenge hvor pinligt, hvor nedværdigende, og lille man følte sig når man opdagede at man havde gjort det, eller vidste at man havde gjort det! Ens rygte ville blive dårligt, man ville blive set mere ned på af de andre og andre ville ikke gide kæmpe imod en, så det ville blive svært at genoprette ens ære. For i sidste ende var det hele en sag om stolthed, for meget stolthed for dem der brød fuldstændig ned når de tabte noget og for lidt fra dem der gav op på forhånd. Det var et psykisk spil hvor at man blev holdt øje med uanset hvad man gjorde, gik man ind i en chat ville folk vide hvem du var hvis du altså var noget værd, og hvis ikke ville du ikke blive lagt mærke til.
Men jeg kom fra det med klanerne. Jeg blev medlem af nogle stykker, der hver især gik i sandet. Men jeg opretholdt et godt navn og blev bedre og bedre, indtil at jeg faktisk fik en titel – ja, de havde også titler til dem der var virkeligt gode – Demi-God, blev min titel. Det var lige under ’God’, engelske ord for Gud. At være Roleplay God var det højeste man kunne opnå, og jeg omgav mig med folk der havde den titel da det nemlig var dem jeg i sin tid havde sluttet mig til der ville vise de tidligere ’God’s at de skulle holde kæft. Jeg var såmænd så dum at ’date’ en af dem. Det har intet med min rollespils udvikling at gøre så det vil jeg ikke uddybe, han fik mig dog ind i noget der hed The Black Series, hvor jeg havde anden rang som The Golden Witch. En persona vis formål i sine kampe var at flå tungerne ud på sine ofre, imens de var i live, og beholde dem som souvenir. Men hun blev også min sidste persona – det er nu fire år siden at jeg forlod Chatango, efter at jeg gik fra den person som jeg havde ’datet’ da jeg var derinde.

Der gik en masse tid hvor jeg blev del af et Paragraph Story-Roleplay; man skriver lange posts hvor man uddyber følelser og tanker, som man ville gøre når man skrev en historie. Det holdt i godt og vel et års tid, før at en – certain somebody – introducerede mig til Vie.. and Voila! Her begynder så Ma’lakel’s fødsel.

Hvor mange characters har du haft gennem tiden. Hvorfor? Hvordan er de forskellige? Deler de en fælles historie?

Jeg har haft en god del. Dem som er mærkværdige og skiller sig mest ud fra de andre, er min første karakter der hed… *sighs* .. ’Lover’. Ja, jeg ved det. Sød, lille, uskyldig, ligesom jeg selv da jeg var tretten. Hun døde til fordel for en mere hardcore karakter der hed Tobi Gakuken, min første kamp-karakter. Hun kunne manipulere med jorden og skabe små edderkopper der kravler ind under ens hud, og æder en indefra. Dejlig lille skabning. Derefter kom Kaname, der var ’kollega’ til Tobi. De to var med i noget jeg kaldte The Scorpion Horoscpe, mit eget lille påfund af et horoskop med en persona til at repræsenterer dem hver især. Tobi blev skiftet ud med Kaname, der havde somewhat de samme kræfter bare opdated. Derefter kom min Caton karakter, som jeg også har nævnt før The Golden Witch. Så kom Kashire fra det Story roleplay jeg joinede efter at jeg var gået på ’pension’.

Hvorfor startede du lige med denne karakter?

Det er meget enkelt. Da jeg først lagde mine øjne på Vie så jeg at der ikke var særlig mange bad guys, erko var der intet der satte skrub i boardet, samt alle karakterer var smukke pretty boys uden den store personlighed til at gøre dem interessant, undtagen nogle få, (Ahngel <3). Ahem.. Så jeg tænkte: let’s fuck this shit up.

Men udover det var jeg deprimeret i den periode af mit liv og kæmpede meget med at udtrykke mig, som jeg altid har gjort da jeg altid har været utroligt indelukket når det kom til stykket – Ma’lakel blev min modsætning. Han blev den friske næsvise kommentar, det charmerende glimt i øjet, den uopnåelige personlighed som jeg ikke selv formåede at være. Han var mig, han var min bitterhed overfor verden, der nu havde taget form i alt det jeg ikke selv var. En bombe af selvtillid og selvstændighed, min indre djævel der sad på skulderen af mig og skreg at jeg skulle komme ud af min skald!

Jeg skabte ham fordi… jeg havde brug for ham.

Minder du om din character, hvorfor/hvorfor ikke?


Ma’lakel er mig. Men han er den skruppelløse, hævngerrige og bitre mig. Det lille barn der ikke fik nok opmærksomhed og blev sat til side hele tiden, den vrede teenager der ikke kunne håndtere sig selv og omverdenen, den uprovokerende selviskhed og griskhed der ikke kunne tilfredsstilles. Han repræsenterer mig i min aller reneste men også mest ondskabsfulde form. Det jeg mener om flok og i sidste ende aldrig for sagt fordi at jeg har lært at det må jeg ikke – han er min Adam i en meget giftig og kynisk Edens Have. Men han er ikke bare den bitre og vrede del af mig, han er ligeledes også indelukket, tankefuld, fuldt med mærkelige tendenser som andre ikke forstår: men han er ikke bange for at vise dem, imodsætningen til mig. Hans vrede er noget jeg deler, jeg bliver meget let vred, jeg har en tendens til at sige ting til folk bare for at såre dem nogle gange og jeg er et tempel af følelsesmæssigt hykleri. Jeg ønsker over alt i verden at blive elsket ubetinget, men på samme tid ønsker jeg at kvæle den kærlighed der bliver mig givet, fordi jeg ikke stoler på den. Det samme gør Ma’lakel. Vi deler så mange ting at jeg i løbet af de seneste år jeg har haft ham, ikke aner hvor han begynder og jeg selv ender. Han har svært ved at udtrykke sig, ligesom jeg havde. Han kan være genert, ligesom jeg kan. Han kan være modbydelig, ligesom mig selv. Men han kan også være charmerende og ubeskriveligt kærlig, ligesom mig.

Men… det der adskiller mig fuldstændig fra ham er… han gør det. Jeg gør det ikke. Jeg siger ikke til et skrigende barn i Superbrugsen at det skal lukke røven, jeg er heller ikke unødvendigt uhøflig, jeg prøver så vidt muligt at håndtere min vrede. Men… Ma’lakel er stadig mig når jeg så ikke kan håndtere den. Når jeg lader være med at beherske mig og siger tingene som de er. Så hvor stor er den adskillelse egentlig? Er man ikke ens karakter i sidste ende? Hvor meget af en selv… kommer egentlig fra ens karakter?

Hvor meget betyder din character for dig? (Bliver du påvirket af din characters humør, ville du blive ked af det, hvis den døde osv.)

Ma’lakel betyder rigtig meget, han er der altid et sted inde i mit hoved og vil have at jeg skal gøre ditten og datten. Tit tidspunkter hvor jeg som nævnt skal beherske mig. Min karakter’s humør påvirker mig til en vis grad, men det handler mere om at det er min karakter der reflektere mit humør og ikke omvendt. Jeg kan godt spille en vred Ma’lakel, men hvis jeg ikke selv er vred, så mangler min tekst føling.

Jeg ville blive knust hvis Ma’lakel døde, men jeg er for stolt til at hvis han nogensinde faktisk døde ville jeg aldrig genoplive ham. Det fortjener han ikke. Hvis han dør så håber jeg at han for en rigtig god død og en sidste provokerende kommentar :P

Ma’lakel har også ændret mig. Som nævnt skabte jeg ham dengang fordi at jeg havde brug for ham. Jeg havde brug for hans selvtillid og selvstændighed. Brug for at tro på at jeg godt kunne selv og at jeg var stærk nok. Det har Ma’lakel givet mig. Han har givet mig mod og ladet mig få afløb for den vrede jeg har gået rundt og bagt på i største delen af mit 20 år’s lange liv (hurrah). Igennem ham har jeg fået selvtillid, det lyder mærkeligt… men han er en del af mig selv som jeg har fundet frem og dyrket i snart over to år.. Jeg er blevet bedre til at være mig selv, til at sige til folk hvad jeg mener om dem og bede dem lukke arret hvis de ikke har noget ordentligt at sige. Til at sortere de folk fra som jeg ikke behøver i mit liv, og til at accepter mig. Jeg har aldrig haft det så godt som jeg har det den dag i dag. Jeg skammer mig ikke længere over at være vred på folk eller finder mig i hvad end de kaster på mig.

Men, så lykkeligt som det hele lyder, er det også derfor at Ma’lakel er blevet meget svær for mig at spille. Jeg er ikke længere vred konstant, jeg føler mig ikke følelsesmæssigt kold længere og jeg mangler ikke nogen form for afløb. Det er også derfor jeg har tøvet med at vende tilbage til Vie i over et år, jeg ved ikke om jeg kan leve hundrede procent op til ham længere.

Tør du fortælle andre (IRL) om din character? Hvis ja, hvem fortæller du det til, hvad siger de til det - hvis nej, hvorfor ikke?

Jeg fortæller om ham til dem der spørg, til dem der er interesseret. Nu er jeg så fandens heldig at størstedelen af min omgangskreds er rollespillere, der nørder D&D sammen med mig og snakker om netop rollespil. Skolemæssigt har jeg aldrig fundet det pinligt at tale om: hey, det er en hobby, nogle kan ikke forstå det, men når jeg forklare dem hvorfor jeg finder det vidunderligt, bliver de altid en smule mundlamme og interesserede alligevel. Rollespil er ikke noget man skal være pinlig over at tale om, sådan har jeg altid tænkt, men selvfølgelig hvis folk ikke er interesserede så skal man ikke påtvinge dem at tale om det.

Hvis du kunne sige noget til din character, hvad skulle det så være?

’Jeg elsker dig’ – det ville helt klart være det eneste. At jeg elsker ham ubetinget, uanset fejl!

Andet...

Der er måske ikke særlig mange der er intereseret i netop mig længere.. hell.. jeg er som et spøgelse på Vie. Men hvis der er nogle der alligevel kunne blive inspireret af det eller være intereseret i det… Så har jeg blottet mig.. Hope you could use it for something.

Love yeh, Anne!

Nøj. Her kommer jeg så med min mangel på smukke vendinger og dybfølte sætninger... fordi jeg ikke kan sove. Ha. Well, here you go.


◊ Hvor længe har du skrevet, og hvad fik dig startet?
Jeg tror, jeg har skrevet i... 7 år? Mindst et af dem foregik med, at jeg skrev noveller, oneshots og til sidst en meget beskeden samling digte. Jeg har selvfølgelig glemt hvor længe, det præcis er, så I må ikke hænge mig op på det. Hvad der fik mig i gang handler nu nok mere om, hvornår jeg begyndte at leve. For mig er der ikke et liv, før jeg begyndte at skrive som 8-årig.
Hvis jeg skal være ærlig og holde mig til fakta, så har jeg skrevet i omkring 1 år og et par måneder her på Vie. Før det var jeg på Underland, hvor jeg kørte noob-stilen. Der var jeg vel i omkring et halvår som henholdsvis Eve og Scar. Siden havde som sådan ikke et plot, men jeg elskede den, fordi personerne på den var så fjollede, velkommende og hyggelige. Og de kunne inddrage deres karakterer i en samtale mellem sig, gøre grin med dem og finde på de særeste ting at skrive om. Jeg har selvfølgelig også glemt, hvad siden hed. -- Men det var nu ikke dér, min OC-historie opstod. Den går længere tilbage til det andet halvår i '06 eller '07. Jeg havde lige opdaget goSupermodel(gSm) gennem mine skolebekendte veninder, jeg var selvfølgelig ivrig, så jeg udforskede hele siden og lærte de fleste tekniske udtryk. I starten var det eneste rollespil, jeg spillede, canon. Hen ad vejen begyndte jeg så at eksperimentere med karakterer, indtil jeg endelig skabte min første uafhængige karakter, Alexandria Schuyler Black(aka Sky), som var resultatet af mine forsøg i at flytte en person fra en bogserie til en anden. Siden hun blev likvideret har jeg haft et utal på både goSupermodel, Underland og Vie. Efter 2 år, eller noget, gik interessen for goSupermodel i sig selv, og jeg blev ledt til Underland – jeg havde endda taget en af mine skrive-makkere med til den. Der udlevede jeg historien bag den stille, følsomme hybrid-pige med røde krøller og livet af den mishandlede, melankolske luder på 1 år til halvandet. Jeg kan ikke huske, hvordan jeg kom til Vie La Mort fra Underland. Jeg ved, at jeg i øjeblikket har en karakter derinde, der hedder Anastasie. Men en sen aften i en ferie i 2011 skabte jeg min første Vie La Mort-karakter i en rus, og Cesle har siden da været den mest pinlige first-timer, som ingen aldrig vil holde op med at holde af. Lidt som en onkel. Eller i hvert fald alle mine onkler.

◊ Hvor mange characters har du haft gennem tiden. Hvorfor? Hvordan er de forskellige? Deler de en fælles historie?
Hvis jeg skal sætte tal på det, må jeg sige 27 på Vie La Mort alene. Det skyldes en enorm mængde inspiration, ansvarsløshed og behov for at være noget, den tidligere ikke var. Holdbar. Gennemtænkt. Dyb. Indtil jeg indså, at en karakter kun er så dyb, som det arbejde og erfaringer, man har investeret i den. Så jeg skulle bruge erfaringer, for jeg kunne og kan ikke føle uden minder. Det er historien, der er det bedste! Og med tiden begyndte noget i mig at røre sig, når mine karakter huskede tilbage på noget, vi havde været igennem sammen. Jeg elskede ingen af mine karakterer, som jeg elskede Cesle, for der var virkelig ingen der levede længere end til en overstået scene. Min næste øjenåbnende karakter var Asia, som blev min øjesten på linje med Cesle. Asia var baseret på mig, for jeg ville have en karakter, hvor det var nemt at skrive. Og heldigvis fandt jeg også en makker, som var glad for at læse de romaner, jeg kunne hoste op. Sammen skabte vi emner, der var så lange som bønnestager! Det synes jeg da i hvert fald selv, de var. Men min energi faldt og til sidst kunne jeg kun med meget motivation og lige så meget tid strejfe min fordums længde og handlingsstarter. Så efter Asia var væk, forlod jeg Vie for at samle kreativitet til – kunne jeg håbe på det? - en ny karakter, hvor mine svar ikke var så lange og fyldte med ligegyldige detaljer, og som passede til det, jeg var blevet. Doven. Der blev jeg så sørgeligt skuffet, for ud af det halve års indestængte kreativitet sprang 5 spritnye karakterer, som alle gik i samme vej uden så meget som en tankerække. Jeg vendte tilbage til gSm for at få den kreativitet, jeg før havde fundet på Cesle. Dér opfandt jeg Ariana – en hidsig, misantropisk blondine med selvmordstendenser, der kun kunne tæmmes af hendes one and only. Men hun varede kun meget kort, og så tog jeg rejsen tilbage til Vie med fornyet håb. Så var der flere karakterer, jeg ikke knyttede nogen som helst bånd til - 7 af slagsen, for at være korrekt. Og så holdt jeg simpelthen op med at prøve nye karakter, der var anderledes end forgangeren, og tog på en ferie i chatten med gSm som eneste kilde til udtryk. Det var nu kun de sørgelige rester, der var ikke meget at komme efter, så skole blev min førsteprioritet. Indtil sommerferien 2012, hvor jeg fik læst, set og hørt en masse kilder til inspiration og – Tada! Feather blomstrede, som jeg ikke kunne have håbet på meget længe.

◊ Hvorfor startede du med lige denne character?
Jeg valgte at forsøge igen, nu med Feather, fordi jeg havde forsøgt mig med hende på det nemmere rollespilsplan på gSm. Da jeg følte mig sikker i min sag bragte jeg hende med mig. Men hvis du snakker om Cesle, så var det fordi jeg var ivrig og utålmodig og havde en masse indestængt kreativitet, der bare skulle UD.

◊ Minder du om din character, hvorfor/hvorfor ikke?
Jeg tror, jeg minder om Feather på et niveau, hvor vi begge er arbejdsomme, men glemmer og sjusker med ting, når vi har træt eller er travle.. øh, har travlt og er trætte. Vi elsker desuden begge to chokolade, mad og en cykeltur, men jeg har ikke hendes frygtløse ærlighed eller nem-at-omgås-hed. Eller hendes i-don't-care-what-you-say-i-don't-care-what-you-do-as-long-as-i-get-to-be-who-i-am-ness. Hun er ikke perfektionist, men det er jeg, og vi er alligevel begge typen, der løber med hjertet. Det er umuligt for mig at lave en karakter, hvor følelser ikke spiller en massiv rolle i opbygningen.
Og så er der selvfølgelig min uadvendte humor, som nok er det eneste udadvendte omkring mig, som Feather kun giver udtryk for i tankerne.

◊ Hvor meget betyder din character for dig? (Bliver du påvirket af din characters humør, ville du blive ked af det, hvis den døde osv.)
Jeg tror nærmere, det er mig, der påvirker min karakters humør. Udover mit vakse selv, minder Feather og jeg skræmmende meget om hinanden i vores tolkninger, når vi er udhvilede. Også når vi ikke er det. Men jeg er altid trist eller skuffet, når jeg dropper en karakter, eller dens livstid er blevet drastisk forkortet – medmindre selvfølgelig den er gammel som bare fanden.

◊ Tør du fortælle andre (IRL) om din character? Hvis ja, hvem fortæller du det til, hvad siger de til det - hvis nej, hvorfor ikke?
Jeg siger ikke noget til folk om mit irl liv på Vie la Mort, hvis de ikke spørger. Det hænder, at jeg nævner, at jeg kan lide at skrive, men hvis de ikke spørger, får de ikke et svar. Det er et intimt emne for mig, fordi når jeg skriver, lever jeg mig ind i det, jeg skriver. Jeg kan sagtens fortælle om en karakter i timer, men når det kommer til detaljer som episoder, hvorfor hun kan lide og hvorfor, hun er sådan, bliver jeg utilpas. De små ting. Ikke engang min far, som jeg er tættest på af alle, snakker jeg med om mine karakterer. Heller ikke min yndlings-søster eller tante tør jeg tale med det om. Jeg kan vel bare ikke lide, at blive dømt.

◊ Hvis du kunne sige noget til din character, hvad skulle det så være?
”Y U SO GINGER?” Simpelthen fordi, Feather skal være alle de ting, jeg elsker ved en karakter. Sjusket, glemsom, sjælfuld. Afhængig af de særeste og fantastiske ting.

◊ Andet... Tak fordi du tog dig tiden til at læse alt mit ævl. Og. DON'T JUDGE.

◊ Hvor længe har du skrevet, og hvad fik dig startet?
Jeg har skrevet siden jeg var otte ni år, det vil sige seks syv år. Jeg startede helt henne på 'potterskolen' sammen med min veninde, som fortalte mig det.

◊ Hvor mange characters har du haft gennem tiden. Hvorfor? Hvordan er de forskellige? Deler de en fælles historie?
Jeg har haft alt for mange chars at jeg snart ikke hat tal på dem længere. Jeg ved i hvert fald at der måske er over halvtreds, og at ikke alle har været lige meget i min tanke gang.
Jeg får ofte kreabust som varer i en uges tid, og kreasvigt i måske et halvt år. Derfor bliver disse mange chars lavet, og jeg enten glemmer dem, eller gør dem mere og mere aktive.

◊ Hvorfor startede du med lige denne character?
- Min første karakter, Hinami, var den første char jeg havde. Jeg har levet mig så meget ind i det, så jeg blev rasende på Hinamis fjender. Hun ændrede ofte min dag.
- Lukas. Lukas var den min første mandlige char og den første char hvor jeg prøvede at have nogle forhold, hvor det ikke blot var kissemisse, men da jeg selv er sådan en som ikke kan lide at skrive om sex, så blev han død meget hurtigt, også fordi jeg har svært ved at leve mig ind i drenge. For Lukas mindede næsten ikke om mig, han var alt for langt væk til jeg kunne nå ham.
- Rosaleen er en pige som jeg har på mange diverse sider, hvilket minder mig om, hun ikke er på denne her. Hun er en som er meget paranoid, men alligevel er hun en hård negl og lægger sig så højt som hun kan over de svage. Hun er en der har en tyg facade. Hun havde en hård barndom med hjerteproblemer, som hun selvfølgelig på magisk vis overlevede! Derefter dør hendes far, og hun ender i plejefamilie, hvor de to døtre lægger hende ned. Kun fordi at Rosaleen ikke kan gøre noget. Rosaleen er for det meste altid i ballade.
- Tove. Hun er en der elsker at være over det hele og styre folk. Meget lige som Rosaleen. Tove blev faktisk lavet fordi jeg på et tidspunk stenede sangen; jeg er en kælling. I hele sangen siger hun egenligt at hun er en strid kælling. Og det er hvad Tove er. Tove tager folks kærester, snor dem om lillefingeren og så gør hun ved dem som hun vil. Tove er dog for det meste en heks. Sært egenligt...
- Næste char er Abigail Johnson. Hun er en der ikke gider holde regler og gør som hun vil. Hun slipper løs og råber og skriger som hun lyster. Hun er lige glad med hvad folk syntes, hun vil bare gerne ikke være fanget og skulle holde sig til alle mulige regler, når hun jo ønsker det modsatte.
- Contessa er den mest rolige char jeg har. Hun er ekstremt skrøbelig. Hun kan ikke en gang blive hevet op at stå, uden at hendes skulder går af led. Hun er en som ikke tør noget og er virkelig bange. Hun græder næsten altid, fordi hun ved der ikke er noget at gøre. Hun er svær at nå ind til. Hun er rimelig ny. Hun er en havkvinde. Plottet er sådan, at hun skal misbruges af en warlock, Patch, nogle som kan danne kontrakter til dæmoner. Contessa er altid klodset og kan ikke komme op i en skov på et tidspunkt, og der kommer så Patch som er så hjælpsom, at det næsten gør ondt. Contessa afviser hele tiden, da hun er så bange og svag. Han tager hende så med sig hjem. Der drikker hun ham så ud af huset så det siger noget. Da det så bliver sent, opdager Contessa at det er blevet for mørkt og spørger uvilligt om hun må blive til dagen efter. Problemet er bare, Patch har kun en seng. Patch sover normalt nøgen, fordi han bare er hjemme.
- Alex er min aller nyeste bruger, hun er desværre ikke blevet emnet med endnu, udover over mobilen. Alex tager alt med ro, ud over at når fuldmåne tiden er der, så bliver hun som en tæve i løbetid. Hun vil have sex med alle. Hun klæder sig ofte i alt for meget tøj, så hun har det varmt og ofte bliver nød til at smide tøjet. Hun elsker sære personer, som egenligt bare ligner et omvandrende cirkus. Hvis man prøver at gøre Alex vred irritere det hende. Men hun er som en eksplosions vulkan. Hun holder på det, og til sidst springer hun og går amok.
- Jeg har mange flere char's men det er bare sådan, de er ikke særlig spændende, eller fordi det er så lang tid siden jeg har været inde på dem ._.
- Og så kommer man i tanke om Stephen. Stephen er en mentalt syg dreng. Han kan ikke kontrollere sig selv. Han skal være beskæftiget ellers kommer der stemmer eller han bliver helt underlig og kan ikke trække vejret normalt. Et forhold til en pige Nemesis, udviklede sig sådan, at de dagdrømte om hinanden på et bibliotek. Kærlighed det første blik! De hilste normalt på hinanden og snakkede. Pludselig fordi at Stephen ikke var helt beskæftiget begyndte han at dagdrømme. Han dagdrømte altid at de var til et bal eller en begivenhed. Han bød hende på en dans, og de begyndte at danse på biblioteket som var det til et fint bal. Han var fortabt. Han forsvinder så og Nemesis glemmer alt om ham og finder en anden at være sammen med. En der hedder Pierce. Stephen kommer så tilbage. Nemesis ved ikke hvad hun skal gøre fordi hun har gang i to forhold. Hun siger hun har skiftet navn til Elisabeth. Stephen vil dog stadig kalde hende Nemesis, men hun nægter. Stephen prøver at finde ud af hvorfor hun opførte sig så underligt som hun gjorde. Hemmeligheden blev så presset ud og Stephen kollapsede. Han kunne ikke have den tanke i hovedet. Den tanke at hans elskede Nemesis havde blot ladet som om han ikke havde været der.

◊ Minder du om din character, hvorfor/hvorfor ikke?
Jeg minder meget om Hinami, da hun som sagt ændrede hele min dag, da jeg var yngre.
Lukas minder jeg ikke særlig meget om. Jo han er er meget åben og tager sig meget af andre.
Rosaleen minder mere om mig, da hun gerne vil op af, over de andre, fordi hun egentlig ikke er noget særligt. Hun er faktisk bare lidt anderledes end de andre, og derfor skiller hun sig så meget ud.
Tove er en pige som altid virker rimelig liderlig eller blot pervers... Det får jeg ofte at vide, at jeg er sådan. Siden jeg også har beskrevet Tove med store bryster, mener mine veninder også at jeg minder om hende.
Contessa er paranoid og er bange for de fleste ting som jeg også er bange for. Fuldmåne, mørke, biler, lyde som hun ikke ved hvor kommer fra og mange mange andre ting.
Alex minder om mig, fordi hun faktisk holder sig meget til den hun er, hun godt kan lide folk der skiller sig ud, som andre måske ikke kan.
Stephen minder ikke om mig ud over jeg nogle gange kan havde sådan nogle underlige tanker om at tingene burde være anderledes. Eller jeg kan høre stemmer eller noget.

◊ Hvor meget betyder din character for dig? (Bliver du påvirket af din characters humør, ville du blive ked af det, hvis den døde osv.)
Jeg er virkelig påvirket af ALLE mine char's. Hvis de dør, bliver jeg måske helt ked af det, hvis deres kæreste går fra dem bliver jeg ofte frustreret, vred eller ked af det. Der er dog nogle af mine char's hvor jeg ikke er lige så påvirket. Måske så meget at jeg er lige glad med hvad der sker, for at der kan komme noget spænding.

◊ Tør du fortælle andre (IRL) om din character? Hvis ja, hvem fortæller du det til, hvad siger de til det - hvis nej, hvorfor ikke?
Jeg elsker at snakke om mine chars! Jeg fortæller det dog for det meste til min mor, min ene bror og dem jeg emner med eller ved er RPG'ere. Dog ofte prøver jeg at forklarer en masse folk omkring at emne og om mine chars. Prøver at få dem på en side så de kan være med – det er bare ikke altid det går så godt.

◊ Hvis du kunne sige noget til din character, hvad skulle det så være?
Til Hinami ved jeg ikke hvad jeg skal sige....
Lukas: Hold dine ædlere dele for dig selv, det ved jeg du kan!
Rosaleen: Easy girl. Jeg tror bare jeg går nu, okay? *Løber skrigende væk.*
Tove: JEG HADER DIG KÆLLING O_O Men hvordan gør du det der med drengene? For ja... Det kunne jeg godt bruge noget af.
Contessa: Jeg ved hvordan du har det, søde.
Alex: Lad være med at ha' så meget tøj på...
Stephen: Her! Tag og hør noget musik! *Går væk efter at have givet musik.*

◊ Andet.
Jeg vil gerne lave en lang række med navne på chars, men det ville tage for lang tid.... Desuden, så er der helt klart char's som jeg har glemt! x3

Jeg er syg (hypokonderen mener: dødeligt syg) og vågner derfor ved daggry hvert femte minut og føler en konstant smerte uden lige! Men nu sidder jeg og spiser chokolade, drikker te og hører Elton John (Mit dødsleje er en homoseksuel musical) og læser jeres indlæg igennem med en kraftig boner i mine vampyrbukser.

Det syntes jeg lige, I alle skulle opdateres på.

https://vie-la-mort.danskforum.net/t10373-vie-la-mort-the-final-battle#198195

◊ Hvor længe har du skrevet, og hvad fik dig startet?

Hvor længe har jeg skrevet… uh den var svær. Jeg har et eller andet sted skrevet fra jeg var 6 år. Dengang var tingene bare ikke specielt velskrevet, og det fungerede mest som en ting der var for sjov. Da jeg blev… 12 må det næsten have været, og efterhånden kunne stave ordentligt. Blev jeg præsenteret for Potterskolen af en veninde. Og der fandt jeg ligesom mit frirum. Jeg kunne skrive alle de historier jeg lystede, og endnu bedre, en masse folk svarede på dem. Siden hen er det blevet til et utal af brugere, og en masse små noveller, som aldrig blev halvt eller helt færdig. Jeg tror mest af alt, at jeg bruger tiden på at skrive, for at slappe af. Det hjælper mig meget, og jeg sys det er skønt. Personligt vil jeg helst aldrig skulle af med det.

◊ Hvor mange characters har du haft gennem tiden. Hvorfor? Hvordan er de forskellige? Deler de en fælles historie?

Mine karaktere har næsten altid haft nogenlunde den samme baggrund. De ligner ikke alle sammen hinanden, både på udseende og personlighed. Jeg har haft.. Forfærdelig mange.. Sikkert omkring de 20 stykker. De har alle ændret sig meget gennem tiden, de er måske også blevet mere ondskabsfulde, i takt med at jeg selv udviklede mig. Jeg har altid været en enspænder, og folkeskolen tog for evigt inde i mit hoved. Da jeg omsider var færdig, havde jeg aldrig haft det bedre. Meget af folkeskolen, gik ikke herinde desværre, jeg startede min første bruger herinde, og som på så mange andre sider, valgt jeg at lade den her være, og holde mig til det jeg kendte. Men af en eller anden grund kom jeg tilbage hertil. Jeg lærte en masse herfra, og efterhånden som jeg fik venner, trak jeg mig fra de andre steder. Jeg fik folk herover, for ikke at miste dem helt. Og det har været skønt. Jeg har udviklet mig så meget med denne side, og det er jeg glad for. Det er et skønt sted, med skønne mennesker

◊ Hvorfor startede du med lige denne character?

Nu ved jeg ikke helt om du mener den jeg er på nu, eller min første herinde ^^ så jeg tager bare den her. Amy var en nødvendighed for mig, selvom alle mine andre karaktere afspejler en del af min personlighed, havde jeg brug for at få lidt mere ondskabsfuldhed ud. Amy er det inde i mig, der gør oprør. Og jeg elsker at få nye ting til hende, at opdage nye ting, jeg kan bruge til hende, hvem gør ikke det. Grunden til vampyrracen, er at jeg altid har følt mig mere mørk end andre. Selv i en meget lille alder, var jeg fascineret af heksekunster og mørk magi. Alt indenfor det okkulte, har jeg altid fundet spændende, og trangen til at vide mere, er bestemt ikke blevet mindre med alderen.

◊ Minder du om din character, hvorfor/hvorfor ikke?

Amy minder jeg nogenlunde om. Jeg er ikke vampyr, og jeg har ikke røde øjne. Jeg har blågrå (verdens mest dødssyge farve). Men jeg går i mørkt tøj, stort set altid et par sorte støvler, og sort make-up. Jeg kan være drillende, men jeg kan også være tilbageholden. Jeg kan opholde mig meget i ensomhed, og observere andre, for at se hvad de er for nogle, før jeg begiver mig ud i at snakke med dem. Jeg er meget menneske sky, noget som desværre først er kommet efter min fars død. Jeg har lært nye sider om mig selv, og om det altopslugende mørke der nu hviler i mig. Ligesom det gør i Amy.

◊ Hvor meget betyder din character for dig? (Bliver du påvirket af din characters humør, ville du blive ked af det, hvis den døde osv.)

Amy betyder mere for mig, end de andre har gjort. Og ja jeg bliver påvirket af hendes humør, ligesom hun gør af mit. Og af samme grund, var jeg nød til at holde mig fra mine emner, i et stykke tid. Jeg vil gerne kunne give mig fuldt ud når jeg emner med folk, og hvorfor i alverden skulle jeg lade mit møghumør, gå udover jer? Det kunne jeg ikke finde på. Folk kan tro hvad de vil om det, men jeg fortæller altid dem jeg skriver med, at jeg nok skal svare, når jeg kan. Jeg vil som de fleste andre, ikke overbombes med beskeder, fordi at jeg ikke har været på i et par dage. (Jeg bor også på landet, og af en eller anden grund sys arbejderne det er sjovt at lukke nettet, HELE tiden).

◊ Tør du fortælle andre (IRL) om din character? Hvis ja, hvem fortæller du det til, hvad siger de til det - hvis nej, hvorfor ikke

Jeg tør godt at dele det med folk IRL, men jeg gør det ikke. Det er personligt for mig, og jeg gider ikke at dele det med alle sammen. Mange af mine venner, er ikke ligeså interesserede i at skrive historier, og derfor ser jeg ingen grund til det. Selvom der sikkert ville være en del af dem, der kunne få sig et billigt grin, fordi de vidste at jeg var på sådanne nogle sider, så er jeg ret så ligeglad med det. Jeg kan ikke bruge det til noget, og hvis de vil gøre nar, så må de jo gøre nar ikke. Jeg tror i starten, der snakkede jeg med min veninde om det, da vi begge var på potterskolen. Der gik dog ikke længe før at reglerne blev for meget for mig, og ærligt talt.. Så var der en hel del af dem der var admins, der udnyttede deres magt til fulde, hvis de ikke kunne li personen. Og det sys jeg virkelig er lavt. Der var alt for mange regler derinde, og det var svært at holde styr på dem, når der kom nye hele tiden. Derfor blev jeg virkelig glad, da jeg fandt ud af steder her^^ Havde det været på Potterskolen, havde jeg aldrig nogensinde fortalt nogen at min far var død. Hvorimod, at herinde, var det meget vigtigt for mig at i alle vidste det. Og vidste hvorfor jeg ikke var her så meget i den periode.

◊ Hvis du kunne sige noget til din character, hvad skulle det så være?

Hm… Lækkert tøj xP

◊ Andet..
Well… den der fik mig herind, er Ahngel xP

Dengang det her emne kørte overvejede jeg mange gange at skrive i det, men ved ikke hvorfor... Jeg tror jeg blev lidt holdt tilbage af mig selv. Men nu har jeg i nogle dage tænkt at jeg ville skrive her, selvom emnet er gammelt :) So here it goes...

Her på VLM er jeg (Skrevet i den rækkefølge de er oprettet på siden)
- Dean Sanders
- Trey Sylvania
- Noah Wilson
- Lawrence Watson
- Amber Palomino

◊ Hvor længe har du skrevet, og hvad fik dig startet?
Generelt eller på VLM? Generelt har jeg skrevet siden jeg fik en kuglepind i hånden. Jeg har en notesbog herhjemme som jeg fik da jeg var 8 år gammel, i den er der en 190 sider lang historie jeg skrev som handlede om fem væsner på en fremmed planet der kæmpede for fred mellem deres racer. I dag arbejder jeg jo med hvad jeg elsker, jeg har arbejdet for DR, Mastiff TV og megetmere hvor jeg kan skrive. Næste år tager jeg på film skole i USA som manuskript forfatter.. Så ja... Love love!

Her på VLM startede jeg for 2 år siden ca. Jeg var dengang aktiv på potterskolen men var efterhånden træt af de mange regler og havde brug for en karakter der bare kunne være alt det man ikke måtte være på PS! And there was Dean...

◊ Hvor mange characters har du haft gennem tiden. Hvorfor? Hvordan er de forskellige? Deler de en fælles historie?
Her på VLM har jeg faktisk kun haft de 5 som jeg herover beskriver, jeg ligger utroligt meget tid og mange følelser i mine karaktere at jeg ikke bare sådan kan "tage og smide ud"... Jeg har nok haft nogle karaktere andre steder som bare har været sådan random og som intet har betydet, men sætter jeg mig ind i deres historie, så kommer det helt af sig selv at jeg ikke så let slipper igen.

Inden VLM er den eneste karakter online jeg rigtigt har været glad for min dreng Bruce som var ham der var på potterskolen dengang jeg var lille og glad og aktiv der :o)

◊ Hvorfor startede du med lige denne character?
Dean: Fordi at jeg havde brug for at slippe ud af virkelighed og bare bryde alle regler i mit eget liv. Derfor skulle Dean være fuldstændig fucked up, han skulle være lige så langt ude som jeg på det tidspunkt følte mig psykisk - sådan skulle han bare også have det fysisk.

Trey: Jeg blev inspireret af en karakter af samme navn i en vampyr film, jeg elskede tanken om at han have så meget magt og at han var så lige glad med hvad alle andre mente om ham. Jeg elskede tanken om at han narrede alle mennesker ved at bo med 20 let påklædte piger men ikke havde sex eller var særlig sensuel. I just loved that!

Noah: Noah er egentligt min gamle PS karakter i ældre udgave og med nyt navn. En helt igennem good guy. Sådan en normal fyr som jeg næsten ville ønske jeg kunn date IRL xD. En karakter som virkeligt skulle være VLM agtig. Hvor begge de anre karaktere er mere "menneskelige" så skulle Noah være den der tog på missioner for Gud og fuldt ud levede sit plot for livet.

Lawrence: Hahahha Lawrence har været lang tid under vejs, lige siden jeg oprettede Dean tror jeg at jeg har arbejdet på Lawrence og han har skiftet form og skikkelse en milliard gange. Men nu her for nyeligt læste jeg Fifty Shades of Grey og besluttede mig for at det var den retning han skulle gå i. En succesfuld buisness mand der ikke selv mente at han havde nogle problemer, som bare levede højt på sin arrogance.

Amber: Med 4 drenge, ja så var det på tide at få en pige. IRL er jeg en pige oeg jeg har faktisk aldrig nogensinde spillet en kvindelig karakter på en RPG side - og ganske kort så syntes jeg det skulle laves om nu :b

◊ Minder du om din character, hvorfor/hvorfor ikke?
Jeg plejer at drille folk med at mine karaktere er 100% mig og at jeg har lagt 20% af mig selv i hver af dem. Jeg tror de minder mest om mig i nogle situationer. Hvis jeg er ked af det beskriver jeg som var det mig selv... Jeg tror det er svært helt at udpensle hvordan de ligner eller ikke ligner mig men jeg giver det da gerne et forsøg.

Dean er helt klart mit alter-ego, og den karakter der står tættest på mit hjerte. Jeg kan fysisk græde over emner som såre Dean og jeg kan blive glad når der sker gode ting i hans liv. Han er virkeligt sådan - Ja mit alter ego. Psykisk ligger der så mange ting af mig selv i Dean som ikke kan forklares, men kun peges på i specifike situationer.

Trey er nok mere som jeg gerne vil være og det samme med Lawrence, jeg kan godt lige det der arrogante "jeg er ligeglad med hvad du mener om mig" univers og jeg ville egentligt nok gerne være mere som det ude i det virkelige liv.

Well hvis "Dean" er min 'devil' på højre skulder, så er Noah nok klart englen på den venstre. Noah er nok mere som jeg er, for jeg er sgu' ikke så badass. Jeg fester ikke sindsygt meget irl og er ikke den store "teenager" som folk måske vil kalde det, jeg er mere stille og rolig ligesom Noah, tager tingene roligt og har styr på de ting jeg skal.

Amber har jeg noget til fælles med fordi hun er en kvinde, og af og til er nogle følelser nemmere at beskrive igennem hende.

◊ Hvor meget betyder din character for dig? (Bliver du påvirket af din characters humør, ville du blive ked af det, hvis den døde osv.)
Det kommer an på hvem det er. Dean er just... *Hugs Dean*... Jeg tror ikke det er sundt faktisk, men jeg blive rmeget påviket af Dean og kunne jeg hoppe ind på VLM og kramme ham gjorde jeg det. Dean er bare en kæææmpe del af mit liv både IRL og URL, men han er jo også den karakter jeg har haft længst og som jeg har arbejdet mest med.

Lawrence, Noah, Amber og Trey er alle en del af mig ligeledes, jeg holder meget af mine karaktere og hvis de døde så ville jeg nok melde mig syg fra arbejde en dags tids. De er bare vigtige karaktere i mit liv ligesom mine venner er. Men forskellen på min venner og min karaktere er at mine karaktere er lige præcist hvor og hvornår jeg har brug for dem.

◊ Tør du fortælle andre (IRL) om din character? Hvis ja, hvem fortæller du det til, hvad siger de til det - hvis nej, hvorfor ikke?
Ja da, dog mest med de folk jeg arbejder med fordi at folk der ikke skriver ikke altid fatter det. Så jeg snakker med folk jeg skriver film med og self mine IRL venner her fra VLM :).

◊ Hvis du kunne sige noget til din character, hvad skulle det så være?
Til Dean ville jeg uden tvivl sige undskyld, for alt jeg nogensinde har presset ham igennem og for alle de sorger jeg har givet ham når jeg selv har været i dårligt humør og at det derfor skulle gå ud udover ham... Til dem alle 5 generelt ville jeg bare kramme dem i et kæmpe gruppekram og sige at de 5 har været med til at redde mine dage, mine uger - måske endda mit liv og at jeg er så uendeligt taknemmelig for at de er i mit liv og at det er lige netop dem og ingen andre, og at jeg vil vogte dem med mit liv...

◊ Andet...
Well lige p.t er jeg faktisk ved at skrive 6 bøger over mine 5 karaktere som jeg gør i samarbejde med online-udgivelser, gyldendahl og en af mine gode venner på DR. SImpelthen fordi at jeg ikke kan få nok af de 5 og at jeg er nødt til at vække dem til live i bogform!

Glæd jer :)
Tak fordi i læste med.

◊

Først: Jeg forventer ikke at skrive lige så meget som andre har gjort her, men lover intet xD Lad mig lige gå i gang først.

◊ Hvor længe har du skrevet, og hvad fik dig startet?
Jeg startede på VLM 10/09/12, da en veninde fik mig ind her på siden. Men det var ikke det spørgsmålet var. Det var hvor længe har jeg skrevet? Uh...Det er vel ved at være længe siden jeg startede, Jeg har lavet LARP i snart otte år, og jeg nyder det mindst lige så meget som da jeg startede, dog er mit fokus til det noget andet end det var da jeg var ti. Da jeg ikke nyder kamp i LARP, så meget som den gang.
Jeg har spillet Pen And Paper i snart ti år. Da jeg havde en skole lære, der fik mig til at læse PHB til 2.0 Dungeons and dragons. Og har været bidt af den lige siden, dog er 4.0 Noget pis. men ja, Chat based RPG, hvornår startede det, Det er vel snart to år siden. Har skiftet side en del, og VLM er den jeg har været det længste på. Og Også den jeg nyder mest at være på.

◊ Hvor mange characters har du haft gennem tiden. Hvorfor? Hvordan er de forskellige? Deler de en fælles historie?
Uh, hvor mange har jeg haft? Det er nemt at svare bare på VLM. Der har jeg haft én og kun en, og det er Zhadalina, lavet dog en mere her snart, en isdæmon. Men ja, den kommer først her snart. SÅ Lige nu har vi kun Zhadalina, så Elysia må vente. (Hvis det ender som hendes navn)
Hvorfor Zhadalina? Fordi mig og Zhadalina har en lang! Fortid, Navnet har en historie. Og i skal nok få det hele.
Zhadalina er et navn jeg lavede til min første, Pen N paper karakter jeg nogen sinde har lavet, og har brugt navnet lige siden. Så navnet er over ti år gammelt. Men hun har jo også efter navn ikke? Jo da, det har hun. Hendes navn er Zhadalina Alapacia Davisio.
Alapacia, var navnet på det første DnD senarie jeg spillede på.
Davisio, er nok det mærkeligste af de tre, Det er efternavnet på en præst jeg lavede til TRoAs sidste søndag, præsten blev fem år gamle og ja. I like that name.
Hvordan bliver Zhadalina og Elysia forskellige? Ehh. Mange mange steder...
Zhadalina er venlig høflig samt defensiv, Hvor Elysia bliver stadig venlig, men hun har meget nemmere til at gå offensiv. Ja, Lidt svært at skrive dem alle samen da jeg ikke har spillet på Elysia i nu.
Deler de en historie? De to, nej overhovedet ikke. Jeg kan ikke lig at have historie med egne karaktere, men jeg kommer til at bruge den anden som ”NPCer” i emner den anden har dem i, for at det er nemmere at se det, det er vist det. Men baggrund mæssit vil de ikke mødes. Kommer de aldrig til.

◊ Hvorfor startede du med lige denne character?
Hvorfor startede jeg med Zhadalina, Well..Til at starte med var hun en elver Druid/Beastmaster..Så hvorfor lavede jeg hende ikke som elver med evner til det? Tror mig jeg overvejede det også..En dag laver jeg nok en Elver her inde...Men Elysia først, (Ikke sikker i nu, laver nok begge to snart)
Hvorfor lavede jeg om på Zhadalina? Well..Zhadalina passere bare bedre til nogen andet end en elver. Det er endelig ikke en elver navn overhovedet.
Men jeg slog en terning, (No joke) Om det skulle være vampyr/varulv/dæmon eller djævle. Så slog 1D4 og blev 1. og så var der ikke så meget at skulle sige da terningen havde valgt det for mig.

◊ Minder du om din character, hvorfor/hvorfor ikke?
Minder Zhadalina om mig, Hell yes. Vi er begge to meget positive, vi er begge høflige, vi er begge venlige. Det er en længere liste af ting som vi har tilfælles. Grunden til vi har så meget tilfælles som vi har, er at jeg føler det er MEGET nemmere at spille en karakter der enten minder om en selv, eller er ens modsætning, det behøver ikke at være i det hele, men bare nogen små ting gør det nemmere at gå i gang med en karakter, hvis jeg ikke har de små ting. Har jeg meget svært ved gå i gang med at spille på. Siger ikke jeg ikke kan, bare at jeg har nemmere ved det. Den ene af de tre karakteren jeg gerne vil have, så kommen jeg til at have svært ved en af dem. Hvilken forbliver en hemmelighed til den er lavet. (Host, min elver!)

◊ Hvor meget betyder din character for dig? (Bliver du påvirket af din characters humør, ville du blive ked af det, hvis den døde osv.)
Ja! JA OG JA! Jeg bliver påvirket af ting der ting i rollespil, i alle former, Bliver min karakter ked af det, skifter mit humør også til noget mere negativt.
Får hun en god nyhed, eller noget meget positivt sker for hende får det et smil frem på mine læber.
Bliver hun skadet, så påvirker det mig også, dog ikke så meget som hvis det er psykisk.
Hvis hun dør, så ved jeg ikke hvordan jeg vil reagere, jeg holder virkelig af hende. Men det er et rollespil stadig væk. Som sagt, vil jeg ikke lade hende dø hvis det er spontant, Det skal være gennem noget..enten plot eller et længere emne.
Vil jeg aftale med nogen de får lov til at dræbe hende selv nu her? Det tror jeg, men det skal være gennem et længere plot med GODE, ikke lange, men gode indlæg.

◊ Tør du fortælle andre (IRL) om din character? Hvis ja, hvem fortæller du det til, hvad siger de til det - hvis nej, hvorfor ikke?
Ja gør jeg, som sagt er rollespil en kæmpe! Del af min hver dag, og er i gang med at trække flere folk ind på siden. Jeg vil sige det til folk som også selv spiller rollespil. Grunden til det kun er dem er fordi ikke rollespillere, har svært ved at forstå kærligheden vi har til vores elskede lille babyer <3


◊ Hvis du kunne sige noget til din character, hvad skulle det så være?
Uh, den er svær...Det aner jeg endelig ikke, der er så mange til jeg vil snakke med hende om. At jeg ikke orker at skrive det hele ned. Men en ting er sikkert, jeg ville elske hele samtalen lige meget hvad vi snakkede om. Alt lige fra Smerte og sorg til politik.

----------------

Det endte nu alligevel som en del text xD Ooo My.. Nå.....Håber i har nydt at læse det :D

Elysia renamed til Euuzia.

Alle mine characters på alle de sider jeg er på:
Underworld:
Akeyla
Shar
Genesis før hend sivir
Zac
Godric

Point Zero:
Godric

Vie la mort:
Godric

◊ Hvor længe har du skrevet, og hvad fik dig startet?
Jeg kan ikk helt huske hvor længe jeg har skrevet, men jeg har gjort det et pår år nu. Jeg startede med at læse rigtig mange bøger. Jeg er mest til fantasy universet, fordi der kan ske overnaturlige ting, og det gav mig på en måde inspiration til selv at skrive, og en dag beslutede jeg mig for at sætte mig ned og ptøve at skrive en historie. Jeg syntes selv at de er ok, men de er aldrig nået at blive helt færdige. Jeg har i en lang periode meget krea for den enkelte historie, men så kommer der en tid jeg ikk har tid til at skrive, og så er min krea for den historie som regl væk og det æver mig meget. Jeg har prøvet at sætte mig ned og læse den helle igenem, men det er ikk alltid at jeg kan komme ind i lige præsis den historie igen.
En af mine venner vidste mig en hjemmeside som hedder underworld hvor man skulle lave en character og så skrive som om man var den, og det fangede min opmærksomhe, og senere hend fandt jeg så denneher hjemmeside som jo går ud på det samme. Jeg har alltid været helt pjattet med at læse bøger og skrive historie, og nu kan jeg så skrive sammen med nogle, og det er rigtig sjovt. Jeg har selv ville oprette sådan en side her, men fandt ud af at der var for meget arbejde i det, så jeg ar glad for dem som har tid og gider at lave sider som denne her. I skal ha rigtig stor ros for det.

◊ Hvor mange characters har du haft gennem tiden. Hvorfor? Hvordan er de forskellige? Deler de en fælles historie?
Jeg har haft 7 characters i alt og har dem stadig, men de er ikk alle på denne her side. 5 af dem kommer fra Underworld, den ene fra denne her side og den sidste fra en meget død side som hedder Point Zero.
Jeg har haft 7 characters fordi jeg er meget glad for at skrive, og føler ikk at jeg kan få nok emner med en, og så har de også forskelige moraler. Nogle af dem er onde, andre af dem er gode og enkelte midt imellem. Der er ingen af dem som har fælles historie, jo måske lidt. Godric her har på en måde den samme histore som en af minde dæmoner. De er begge forældreløse, men min dæmon var det allerede som toårig. Han kom så på børnehjem hvor han blev drillet mens Godric blev det som 9årig og bode på gaden.

◊ Hvorfor startede du med lige denne character?
Jeg startede nok med denne karakter fordi jeg racemæsit godt kan lide den race han er. Jeg ved ikk helt præsis hvorfor lige ham her, men nu blev det alså ham.

◊ Minder du om din character, hvorfor/hvorfor ikke?
Nu har jeg lige fået ham lavet så jeg ved det ikk helt endnu, men alle mine andre characters minder en smule om mig, så det kommer han nok også til på en måde. Jeg ved ikk helt endnu hvordan. Nogle af de andre characters minder om mig på den måde at den ene når jeg er i drillehumør er hun det også. Men min character her på siden er Mystisk, sød men også farlig, og jeg er nok lidt det samme. Jeg siger ikk friviligt ting uden folk spørger, men jeg er sød og hvis jeg bliver gal kan jeg finde på at rive andre så vi minder nok alerede lidt om henanden.


◊ Hvor meget betyder din character for dig? (Bliver du påvirket af din characters humør, ville du blive ked af det, hvis den døde osv.)
Min character betyder meget for mig. De fleste af mine characters humør smitter af på mig, så hvis de er i fx. drillehumør, er sure, glade eller måske stiktosede på en person er jeg det på en måde også, så hvis man gør en af mine character sure eller noget andet er jeg det som regel også selv.

◊ Tør du fortælle andre (IRL) om din character? Hvis ja, hvem fortæller du det til, hvad siger de til det - hvis nej, hvorfor ikke?
Jeg tøre godt at fortælle andre om min character fordi de selv laver det samme. Det er hyggeligt at kunne snakke med dem om den verden, for det er noget vi alle intrasere os for.

◊ Hvis du kunne sige noget til din character, hvad skulle det så være?
Jeg vil nok sige ”Vær forsigtig, man ved aldrig hvad der kunne gemme sig lige om hjørnet” noget i den stil måske?

◊ Andet...
I gen tak fordi du gad lave en side som denne her. Er meget taknemlig for det. Jeg vidste ikk hvad jeg skulle fortage mig uden en side som denne efter jeg har prøvet det, så mange mange tak.

Jeg synes, det er en skøn idé, du har fået.

◊ Hvor længe har du skrevet, og hvad fik dig startet?
Jeg har skrevet så længe, jeg kan huske, men jeg begyndte at emne sådan ... rigtigt omkring de fjorten år. Simpelt hen fordi jeg elskede rollespil - og eftersom jeg ikke havde råd til live rollespil og at jeg elskede at skrive, var online rollespil det bedste alternativ. Og jeg er meget glad for, at jeg begyndte.

◊ Hvor mange characters har du haft gennem tiden. Hvorfor? Hvordan er de forskellige? Deler de en fælles historie?
Sjovt nok har jeg opdaget, at de fleste af mine karakterer altid har manglet deres mor på en eller anden måde; enten på grund af død, skilsmisse eller diverse. Det er noget, jeg først fandt ud af her forleden, og jeg er ikke sikker på, om det betyder noget bestemt. Underbevidst. Her på Vie har jeg haft (og har stadig) tre karakterer. Men jeg har syv faste på online sidder og sikkert en hel del flere, som er løsere brugt og nok kun har levet deres liv igennem et par enkelte indlæg. Desværre. Men de karakterer, jeg har nu, er dem, der virkelig betyder noget for mig, og som jeg elsker. Simpelt hen fordi jeg er i stand til at udleve en del af mig selv, jeg ikke ville kunne i virkeligheden. De er min flugt fra livet udenfor. Ikke, at mit liv er skidt. Men jeg mangler spænding, og det er det, rollespil giver mig.

◊ Hvorfor startede du med lige denne character?
Diego ... Han er vel egentlig den typiske vampyr. Og da jeg læste daværende vampyr-beskrivelse herinde, formede han sig ligeså stille i mine tanker. Det var meningen, han skulle være en hård, buff fyr, der aldrig ville komme til at føle noget som helst. Jeg har nydt at se hans udvikling.
Athene Robyn; Jeg fik inspirationen fra karakteren Shane i "The L Word." Hun havde den her måde at være drenget og rå - og stadig følsom, dog tilbageholdende, når det gjaldt følelser. Jeg fandt hende betagende og jeg ville se, om jeg kunne genskabe noget lignende. Athene blev langt bedre end jeg havde forventet.
Megan Rae er nok den af mine karakterer, hvis identitet jeg bedst kan relatere til. Som hende har jeg ikke en binær kønsidentitet, og jeg havde nok bare brug for at kunne ... udtrykke mig og bryde et par stereotyper online, som jeg følte begrænsede mig i virkeligheden. Det behov skabte hende.

◊ Minder du om din character, hvorfor/hvorfor ikke?
Det med Megan står over. Jeg minder slet ikke om Diego eller Athene(så vidt jeg selv kan se i hvert fald) men de har begge sider, jeg ville ønske, jeg havde. Diegos henkastet-hed og rolige opførsel, når det gælder kærlighed og Athenes drengede, rå attitude er ting, jeg misunder dem.

◊ Hvor meget betyder din character for dig? (Bliver du påvirket af din characters humør, ville du blive ked af det, hvis den døde osv.)
Jeg bliver meget hårdt påvirket af dem. Men selv når de er helt nede i kulkælderen, nyder jeg at have dem; fordi jeg kan få dem kæmpet igennem det, som de hjælper mig igennem ting. Mest ved at distraherer mig. Haha! Jeg ville aldrig nogensinde lade nogen af dem dø. Hvis nogen insisterede på at dræbe dem i et emne, ville jeg slutte øjeblikkeligt. Ikke tale om, at nogen skal slå mine babyer ihjel.

◊ Tør du fortælle andre (IRL) om din character? Hvis ja, hvem fortæller du det til, hvad siger de til det - hvis nej, hvorfor ikke?
Ja, helt bestemt. Jeg har før fortalt mine klassekammarater om mine emner. Og når de spørger ind til det, bliver jeg blot glad for, at de interessere sig for det, og jeg fortæller hjertensgerne. Men det sker ikke så tit

◊ Hvis du kunne sige noget til din character, hvad skulle det så være?
Keep up the good work. I love you.