I never thought you knew him

Den lille lejlighed var komplet mørkelagt og der var ikke en lyd. Der var heller ikke nogen at se med mindre man havde gode nok øjne til at spotte det væsen som sad på sengekanten og skulede mod døren. Med sløve skridt bevægede væsenet sig over mod kontakten og fik tændt noget lys. Da lyset blev tændt kunne man tydeligt se det var en kvinde, eftersom hun ikke havde andet end et par trusser på. Hun gabte og så over mod døren, der plejede at ligge noget på dørmåtten, eftersom hendes skaber altid havde været god til at holde kontakt med hende, eller give hende en lille smule morgenmad, i form af noget blod. Et kækt smil kom frem på de blege læber mens hun gik over mod døren og samlede brevet op og ganske rigtigt. Det var fra Matthew. Hun ville ikke læse det med det samme, hun skulle først have noget tøj på, ikke at det betød det helt store, eftersom hun alligevel boede alene i lejligheden, da hun ikke havde andre og Matthew var sikkert stadig i England… Hun gik over til kommoden og fandt en BH og en kjole til at tage uden over. Uden at lukke skuffen igen, gik hun over, nærmest iver efter at finde ud af hvad Matthew havde af underlige planer denne gang. Hun spærrede nærmest øjnene op da hun var nået et godt stykke ind i brevet.

” A.. Abbadon… ” Hun forstod slet ikke hvad en kvinde som hende skulle lave så fint et sted… Og hvorfor sendte Matthew hende over til en mand som hun slet ikke kendte? Hendes skaber måtte kende denne såkaldte Zane som var blevet beskrevet som en gentleman i brevet, men var han nu også det? Tiden ville jo vise om han egentlig var sådan en gentleman som Matthew havde beskrevet. Hendes blik faldt på klokken og hun for afsted mod det beskedne badeværelse. Hun havde travlt og skulle have lagt både makeup og sat hår og alt det en kvinde nu skulle…

¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤ Omkring en halv time senere ¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤

Hele hendes krop sitrede da taxien kørte op mod Abbadon, hun vidste ikke hvor hun skulle gøre af sine hænder. Først rodede hun i sit hår, derefter pillede hun ved sin kjole og derefter tilbage i håret. Da taxien stoppede udenfor den store fæstning gøs hun. Hun havde aldrig været et sted som dette, det største sted hun havde befundet sig var på John’s gods. Hun nikkede kort til sig selv inden hun begyndte at gå mod den store fæstnings indgang, for at komme til tronsalen som Matthew havde givet instrukser på. Hele hendes krop rystede nærmest i frygt for der ville komme et eller andet i slottet og overfalde hende, men igen… Hvorfor skulle der det? Hendes blik flakkede fra side til side, studerede væggene med billederne og diverse dekorationer. Hun stoppede op og prøvede at finde vej, dog gættede hun sig mest frem, da hun ikke havde nogen ide om hvilken vej hun skulle.

Da hun ankom til tronsalen, så den tom ud, men et eller andet sted vidste hun godt at der sikkert ventede en eller anden på hende. Hvis ikke Zane var der, så var der sikkert en af hans tjenestefolk, hvis han overhovedet havde sådan nogle. Dog ville det virke mest optimalt, nu hvor han trods alt boede på så stort et sted og hvordan skulle han holde det hele fint og rent alene… Med langsomme skridt gik hun rundt inde i salen, betragtede omgivelserne og drømte sig nærmest tilbage til godset i England, hvor hun gik rundt om John og hans tjenestefolk det meste af tiden. Hun drømte om hvor meget liv der en gang havde været i denne tronsal, hvor mange smukke balkjoler, der var blevet svunget rundt i denne prægtige sal. Et smil kom frem på hendes læber blot ved tanken om det, i mens hun fortsat gik rundt i hendes lille fantasi verden.

Tronsalen var enorm, og der var så højt til loftet at det lå hengemt i skygge på trods af det flakkende lys fra salens mange fakler.
Faklerne var sat fast i smukke, støbte jernholdere, som hver sad på en af de mange, massive søjler som holdt loftet på plads, og som desuden var beklædt med lilla bannere hvorpå der var en sort drage. Alt i alt ganske middelalderligt.
En lilla løber var rullet ud på gulvet, og førte hele vejen op til en lille forhøjning af sten, hvorpå der stod en trone af sort metal.

Han stod foran tronen, iført en lang, meget mørkeblå frakke med detaljer af sølv, simple mørkegrå bukser og et par sorte læderstøvler som så ud til at være velplejede.
Hans lange, hvide hår var trukket let tilbage og samlet i en hestehale, og hans svagt lysende, lilla øjne mødte hendes blik med en nysgerrig venlighed.

Zane smilede og trådte ned fra forhøjningen. Han gik frem imod hende med rolige skridt, og da han var blot et par meter fra hende, bukkede han elegant.
"Frøken Carpenter... jeg har ventet dem. Jeg er Zane D'tarion, herre af denne fæstning - og jeg har den ære at være din vært."
Hans stemme var venlig, men også fast og beslutsom, som var han en soldat.

Salen var ufatteligt smuk og hun havde det som om hun var med i et eventyr. Lyset fra faklerne fik stedet til at virke lettere dystert, måske mere end det i virkeligheden var. Hun kom til at tænke tilbage til dengang hun boede på godset og der var bal. Dengang var det selvfølgelig noget andet end det ville være den dag i dag, det var hun slet ikke i tvivl om. Hendes opmærksomhed blev fanget af et lilla banner, hvor på der var en drage. Det måtte være en form for våbenskjold for den familie der boede der, eller som havde boet der? Hun så ned på jorden, hvor en lilla løber dækkede en stor del. Hendes nysgerrige øjne fulgte den og faldt på en forhøjning, hvorpå der stod en trone. Hun begyndte stille at gå mod tronen og svor at hun kunne se en eller anden skikkelse i halvmørket.

Hun stoppede da hun opfangede en mands skikkelse og blev nærmest stiv af frygt. Var denne velklædte, rigmand virkelig Zane? Hun kunne ikke tro sine egne øjne. Denne mand var høj, slank og lignede jo en million og der stod hun så i en kjole, der nærmest ikke var værdig til at blive set i hans selskab. Hun fik en knude i halsen da han kom nærmere og stoppede nogle meter fra hende. Kort bed hun sig i underlæben af uvished for hvad hun skulle gøre da han bukkede foran hende. Svagt nejede hun det bedste hun havde lært, efter opholdet på opdragelses skolen og nikkede svagt ” En ære at møde Dem hr. D’tarion” sagde hun og rejste sig atter op med rank ryg inden hun fortsatte ” De ved hvem Matthew er?” sagde hun med en mild stemme og sendte ham et skævt smil, ganske vidst i usikkerhed, da hun endnu ikke vidste om hendes skaber havde talt sandt om denne mand.

Han smilede varmt til hende og førte begge hænder om på ryggen.
"Bare kald mig Zane, frøken Carpenter. Og ja, jeg kender skam Matthew... vi er gamle venner. Vi mødtes faktisk første gang for mere end tohundrede år siden." sagde han.

Han studerede hende lidt, men uden at have den mindste smule fordømmelse i blikket, hverken over hende eller hendes påklædning.
Faktisk smilede han som om han synes hun var ganske nydelig.
"Du er hans Child, kan jeg forstå. Matthew har bedt mig om at sørge for at du er i sikkerhed her i Di Morga. Som du sikkert ved, har han mange ting han skal holde styr på i England... men fortæl mig nu, hvad ønsker du af mig som din caretaker? Vær ikke beskeden. Matthew's Child skal få hvad end hun vil have."

Hun så på manden med et svagt smil på læberne og det var først her det egentlig gik op for hende at denne mand var en elver. Da han bad hende om blot at kalde ham ved fornavn, bed hun sig kort i underlæben. Hun var ikke vandt til blot at kalde folk ved fornavn, grundet hvordan hun var blevet opdraget til i tidernes morgen. Da han begyndte at studere hende så hun ned af sig selv. Hun havde det som om der var et eller andet han kunne sætte en finger på og så dømme hende ud fra det, men eftersom han intet sagde, regnede hun med at alt var som det skulle være.

”Så Matthew har sagt du skal passe på mig… Mener han jeg ikke selv kan det?” sagde hun og så på elveren med et hævet øjenbryn. Egentlig havde Matthew et eller andet sted ret, eftersom Jane var dårlig til at passe på sig selv. Hun vidste udmærket at hendes skaber havde meget at se til ovre i England, men hvad det var havde hun ingen ide om, sikkert at passe nye små skabninger, som sikkert var lige så dårlige til at passe på sig selv som hun var. Tanken gjorde hende bestemt ikke glad, eftersom hun vidste hun altid havde været Matthew’s yngling…

” Hvad jeg ønsker? Der er ikke så meget. Blot at jeg kan få lov til at få frisk blod hver dag, dog sørg for der er et max, eftersom jeg bare fortsætter… Matthew har sikkert informeret dig om det” hun så ned i jorden, nærmest i skam over hun havde så stor en lyst til blod og havde så svært ved at stoppe når hun først var kommet i gang, men det kunne vel være en af grundene til hun var blevet sendt til Abbadon?

Han nikkede lidt til hendes ord og strøg sig om hagen mens han tænksomt betragtede hende.
"Det er ikke så meget dine evner med kamp... det er mere dine potentielle modstandere. Skønt jeg ikke kender til dine evner, så ved jeg dog at der findes nogle væsener, navnligt ét specielt individ, her i Di Morga... som nyder at gøre folk fortræd. Og nogle af dem er yderst farlige."

Han rettede lidt på sin frakke og sendte hende et smil efter hendes næste ord.
"Frøken Carpenter... visse vampyrer har bare en ufattelig trang til blod. Nogle slipper aldrig af med den, mens andre formår at træne den væk. Jeg skal sørge for at du får det blod du behøver hver dag. Har du fundet dig en bolig endnu, eller ønsker du at indlogere dig her i Abbadon?"