Thought to always be alone

I det sydlige Skotland, for omtrendt et år siden.


En af de ganske få, solrige dage i en Skotsk sommer, havde folket, naturligvis valgt at holde en stor fest, i den lille landsby. Alle var inviterede, og stort set alle kom. Der var høj musik, dans og sang, og menneskene nød det. Men der var også nogen, der ikke tog nydelse i sådanne arrangementer. En bestemt person, der nød ensomheden langt ude fra byen. I blandt Skotlands flotte bakke landskab, der virkede så levende under Skotlands kolde sommer. Briserne sendte et ruskende liv i det lange græs, der stod højt rundt omkring et ene træ, der stod for toppen af en mindre bakke. Bakken var isoleret og fri fra al anden menneske færden på denne 'festens dag'.. Og her på denne bakke, befandt der sig en af enspænderene. En høj herre, der sad tilbagelænet imod træet, med hænderne plasseret bag hovedet, og et tomt blik stirende imod himlen.

Et suk undslap de kedsommelige læber, og med et ryst på hovedet, gled mandens blik imod den lille landsby.
"Kunne være man snart skulle overveje sig et nyt sted at leve.." Mumlede enspænderen stille til sig selv, og lod blikket flyde i den modsatte retning end landsbyen. Herren hed Alastair, og havde længe haft overvejelserne om, at forlade Skotland. Han havde brug for noget andet end det han så her. Specielt noget andet vejr. Regnvejr var begyndt at blive problematisk, med hans evner. Han fandt sig selv mere og mere afhængig af de kræfter der var vokset i ham, og han, og de var intet værd, i det Skotske vejr. Så Alastair lod hænderne falde fra hans hovede, og lagde dem i skødet, stadigt med knæende i vejret, tydeligvis uden stor interesse for at komme fremad. Alastair var ikke den slags person, der forhastede sig frem i livet, men tog dag for dag med langsomme skridt.

Men endlig fik kæmpen da taget sig sammen til at komme frem i livet, og fik langsomt rejst sin krop. Da han var kommet til fodde, strak han nakken, hvilket gav et voldsomt knæk, og et slag igennem hans krop. Dette var dog ikke unormalt, og virkede mere behageligt end noget andet. Han bar en hvid og sort stribet skjorte, med en åben sort Blazer uden over, med et par sorte bukser til at matche. Alastair begyndte langsomt at nynne, imens han rakte ned efter en Guitar, der stod lænet op af træet, hvor han nettop havde siddet. Han smed ræmmen over hovedet, så Guitaren kunne hænge over skulderen, og ned af hans ryg. Og da lagde han hænderne i lommerne, og satte langsomt fremad, i den modsatte retning af civilisationen. Som han altid havde gjort.

Et brag hørtes over himlen, langt oppe. Det ville ikke være tydeligt for befolkningen på jorden at høre det, men deroppe hvor en kvinde befandt sig, var lyden så kraftig, at hænderne fløj op for at skærme de sarte øregange imod denne lyd. Et hvin undslap hendes lyse læber, som kvinden begyndte at falde, stadig i denne skærende stilling med hænderne.

Himlen fløj forbi hende, og Lavi var udmærket klar over hvad der var sket. Håret viftede voldsomt i den kraftige vind, der automatisk kom, når hun faldt imod jorden, og i øjenkrogen af de safirblå øjne, begyndte vandet langsomt at glide ned og henover den blege hud.

Under hende var freden overalt.. Glæden ved livet og lysten til at danse, synge og nyde hinandens selskab. Hvordan forlangte han, at hun ville være i stand til at stoppe dette? Var de ikke kommet til for at beskytte? Tilsyneladende var ændringer ved at finde sted, men selv Han kunne vel se det tåbelige i sådan en handling.

Først nu huskede Lavi, at hun var midt i et fald. Vingerne, der indtil nu havde været klasket sammen, begyndte febrilsk at baske uharmonisk, i et forsøg på at rette op på faldet. Desværre var det for sent.
I det næste øjeblik, bragede hun imod grenene fra et stort træ. Det føltes som timer, hvor hun hørte de knækkende lyde, mærkede smerterne i kroppen, når grenene gav efter for hendes vægt, og indtil hun endelig ramte jorden.
Bladene hvislede hørligt, imens de løse af dem faldt ned imod hende, som hun var landet der for træet rod, halvt på maven, halvt på siden. Vingerne havde igen klasket sig sammen i en opgivende positur, imens Lavi lå ubevægelig. Håret havde placeret sig hen over det grønne græs, imens pletter var blevet tydeligt afmærket på den ellers helt hvide kjole.

Alastair begyndte at fløjte, med de langsomme skridt, indtil han bradt blev afbrudt, af noget der mindede om en eksplosion. Han lavede et halv chokeret blik, inden han bevægede blikket imod himlen. Han kneb øjnene sammen, for bedre at kunne fokusere på det han så, og da han endlig fik et ordentlig kig, slog han øjnene op igen. Et eller andet faldt imod jorden, og dette med en drastisk hastighed. Han lagde hovedet en anelse på skrå af hvad han så, og fandt sig selv i at klukke en anelse, inden han skulle til at vende om igen. Men inden han gjorde, nåede han lige at beregne objektets rute, og det farrede ned imod ham. Alastair tog et par hurtige skridt frem, inden han vendte sig om, og stirrede nu mere intenst imod objektet. Endelig fik han taget sig sammen til at tage hænderne op af lommerne, og der stod flammer op fra dem, ligeså fra hans hår, der iltert fik hans hår til levende at rejse sig.

Da objektet endelig slog ned, lagde Alastair hovedet en anelse på skrå. Det lignede et menneske der nettop var faldet fra himlen, men det lød jo bare dumt. Alastair lavede en grimasse af de mange knække lyde, og rystede langsomt på hovedet. Nu håbede han da virkeligt at det ikke var et menneske, for så var der da ikke meget menneske tilbage.
Alastair rystede på hovedet, for at få flammen i håret til næsten at gå ud, og ligeså gjorde han med hænderne. En lille stikflamme fortsatte rebelsk med at rive i hans hår, så han lod sin højre hånd glide ind over håret, imens han langsom bevægede sig imod den nedstyrtede.

Og ganske vidst, som han havde troet, så var det et menneskeligt væsen. Men de vinger han havde set, fik ham til at tænke noget helt andet. Det var bestemt ikke et menneske, men en Engel. Ja, når han selv eksisterede, så var der da megen mulighed for, at Engle også gjorde.
Alastaire nærmede sig langsomt kvinden, der nu lå på jorden, og gik ned i knæ ved hendes side. Han kneb øjnene en anelse sammen, inden han fjernede Guitaren fra skulderen, og lagde en hånd på kvindens skulder, for så blidt at ruske i hende. "Ey.. Please tell me your not human, so I'm not just a freak, talking to a corpse?" Mumlede han, med et ryst på hovedet af sig selv.

Hendes blik nåede kun ganske kort at opfatte en bevægelse over jorden, en bevægelse der mindede om ild, før sorte pletter begyndte at danse for hendes blik, som hun ramte græsset.. I det mindste var det græs hun var landet i. Vingernes kolapsende blafren, havde gjort, at det allerværste af faldet var taget af. Det betød ikke, at hun var sluppet uskadt fra det, men overleve det ville hun.

Som fingrene lagde sig om hendes skulder, kom der i starten ingen reaktion. PLetternes dans var for voldsom, til at hun turde andet end at holde vejret, imens hun ventede på at de forsvandt.
Men så kom rusken. Han ruskede i hende, og et klynk undslap hendes læber, som hun kneb øjnene hårdt sammen, uden at åbne dem. Det var for hårdt for hendes krop, og synet var ikke vigtigt.. ikke på nuværende tidspunkt.

I stedet koncentrerede hun sig om græssets duft. Hendes ansigt var trods alt mast halvt ned i det, og duften af forår, dug og friskhed vældede ind igennem hendes næse, for så langsomt at fylde hende op indvendigt. En stadig ukendt styrke fulgte med, og Lavi's øjne vibrerede let, inden de langsomt åbnede sig, og tillod den blå farve at blive set, som hun kiggede hen over jorden.
Blikket landede imod vedkommendes ben. Hun drejede ikke hovedet for at kigge op på denne person, men betragtede i stedet knæene, som var det højeste hendes blik kunne nå.

Hendes læber skiltes langsomt, som for at spørge hvad han havde sagt. Hun havde ikke hørt det, grundet en ringen, der gledd igennem hendes hoved. Smerten i hendes knæ hjalp heller ikke, og selvom man ikke kunne se dem lige nu, var dybe hudafskrabninger kommet på dem, hvoraf bløde linjer af blod ville komme ud fra. Det samme med albuerne, og en flænge over den højre kind, der ikke vendte imod jorden.
Men der kom ingen ord med ud. Hun vidste hvordan man talte, og havde ofte gjort det før, men det eneste Lavi kunne sige, var uforståelige lyde, som ikke gjorde noget godt for kommunikation overhovedet.

Øjnene udvidede sig en anelse, som det begyndte at gå op for hende, at stemmen var blevet frataget hende sammen med hendes liv. Et liv hun havde elsket og nydt.. Hun ville aldrig komme til at le igen, når englene lavede sjov med hinanden oppe under de øverste skyer.
De uforståelige lyde forstummede, som hun lukkede munden igen, og først nu fik taget sig sammen, til at få drejet sig selv om at ligge på siden, så hovedet ville kunne drejes opad, og derved tillade de stadig våde øjne at kigge op på personen.. Der viste sig at være.. en.. mand?

Alastair betragtede kvinden, med et undersøgenede blik. Da det lave klynk undtrak sig hendes læber, trak Alastair sin hånd til sig, og holdt den en smule op. "Sorry if that hurt yah.. But ye'r cleary not ah Human.. If yeh where, ye'd be dead by now.." Mumlede han, mere eller mindre til sig selv, inden han lod sit ende knæ blidt plante sig imod det bløde græs, som hendes ansigt var blevet tvunget ned i. Han holdt fingrende fra hende, da han ikke var helt sikker på om han faktisk havde gjort skade, eller om det bare havde været et beklagende klynk. Så han ventede, og lod hende tage det i hendes tempo. Det var trods alt hende der lige var styrtet fra himlen.

De varme brune øjne, betragtede en hver bevægelse fra hende, der ganske langsomt fik hende drejet og vendt, så hendes øjne kunne skue forskællige ting af gangen. Han sukkede lavt, med et mindre ubehaget træk over læberne, inden hans øjne gled imod landsbyen. Musikken var stoppet, så de havde bestemt også hørt lyden. Han kneb øjnene en anelse sammen, inden han lagde mærke til, at kvinden langsomt havde fået vendt sig om, og nu kiggede op på ham. Han smilede småligt af hende, og klukkede en enkelt gang. "There yah g.. Go..?"Han blev ganske kort stum. "Damn.. Ye've got eyes tah die for, lass.. What the hell just happened?" Han smilede en anelse mere, inden hans blik gled ned af bakken og imod landsbyen, hvor han nu så folk være på vaj imod bakken, med lommelygter i hænderne. Han sukkede og rystede en anelse på hovedet, inden han kiggede tilbage på kvinden under sig. Han lagde så endnu engang en blid hånd på hendes skulder, og hjalp hende med at vende sig en anelse mere. Han betragtede så sårende på hendes knæ, og svarede selv på det næste spørgsmål, om hun kunne gå. Det ville han ikke byde hende, i hendes nuværende tilstand.

"Know a lot about humans? Well, either way.. Their not always very understanding.. And findin a beautiful lass such as yeh, helpless, after survivin a fall like tha? They'd certainly not take that lightly.. So let's just get you out of here, a'ight?" Spurgte han med et smil, men gav hende ikke megen mulighed for at sige ham imod, inden han lagde sin ene hånd under hendes knæhaser og en den anden bag ryggen på hende, for så at bære hende den modsatte vej, end der hvor landsbyboerne kom fra. Skulle den lille kvinde forsøge at gøre modstand, ville Alastair blot ignorere det, og kæmpe imod. Han ville under ingen omstændigheder tabe hende.

Et diskret smil kom fra hende ved hans kommentar. Menneske, nej det var hun ikke. Fandtes der egentlig mennesker med vinger? Hun vidste at de var tydelige, og skjule dem kunne hun ikke. Der var en grund til, at engle ikke opholdt sig på jorden normalt. De skilte sig ud.. Så meget, at det ville være farligt for både deres egen race og alle andre i verden.
Hans hånd havde fjernet sig, og hun åndede kort ud, som var det forfriskende at den var væk, men det havde egentlig ikke gjort ondt på hende. Det havde lige så vel været forskrækkelsen, som hun ikke kunne reagere på, som det havde været følelsen af en fremmed så tæt på.. En fremmed, et sted, hvor hun aldrig havde stået med sine egne fødder. Lavi manglede mange oplevelser, og at gå på jorden var en af dem, selvom hun ofte havde betragtet stedet ovenfra.

Den skotske accent fik hendes blik til at løbe over i en kort undren ved hans næste ord. Det var en kompliment, men hun var ikke sikker på det lige netop var tiden eller stedet til denne samtale.. For ikke at glemme, at hun slet ikke kunne tale.
Hendes blik fjernede sig dog ikke fra hans til at starte med. Den brune farve bragte noget beroligende med sig... noget varmt, som ville kunne få smerterne til at glide ned i jorden og forsvinde.

Det var først da lydene kom tættere på, at Lavis ansigt akavet drejede sig i retningen, for at se hvad der skete. Nogle kom, og de ledte tilsyneladende efter noget.. Noget, som havde forstyrret deres fest.. Hende..
En hånd lagde sig imod hende igen, og hun mærkede hvordan hun blev tvunget til at dreje sig yderligere, så vingerne næsten ville komme i klemme under hende. Det skete dog ikke, og hendes koncentration lagde sig igen på manden.
Hvem var denne fremmed? Det var ikke nogen hun havde fulgt fra oven, men der var også bare så mange mennesker på jorden. Hun vidste ikke engang hvor hun befandt sig lige i øjeblikket, men måske kunne han hjælpe.

Hendes læber åbnede sig for at snakke, men igen måtte hun erfare, at det ikke var en mulighed, og disse lukkede sig lige så hurtigt igen.
I stedet mærkede hun et greb omkring benene, mens en stødte lagde sig om hendes ryg. Hun mærkede løftet, og hvordan hun blev hævet over jorden, som om hun fløj igen.
Hun protesterede ikke, udover nogle korte lyde, hvis bevægelserne fik mærkerne på hendes krop til at gøre ekstra ondt. Han vidste med sikkerhed bedst. Han levede jo imellem dem. Hun havde kun overværet dem.

En dag ville mennesket måske have så meget forståelse tilovers, at hun også ville kunne leve iblandt dem.. Nu hvor hun ikke havde sit eget.

Hendes blik lagde sig mod hans, som for at fange opmærksomheden. Hun pegede på sig selv med en sigende finger, inden hun tydeligt forsøgte at mime ordet 'Lavi'. Pegefingeren, pegede igen imod hende, inden hun igen forsøgte at mime sit navn. Hun ville gerne præsentere sig for personen, og dette var den eneste måde hun kunne komme i tanke om.

Kvinden var usikker ved situationen, dette behøvede hun ikke ord for at signalere. Det virkede som om det helle var så fremmedet for hende. Kunne Engle ikke komme til jorden, ligesom Djævlene? Lige som han selv havde gjort? Så igen, hende der kaldte sig selv hans 'moder', havde fortalt at han var blevet forvist, så han kunne jo ikke ligefrem sige han 'vidste' at Djøvlene kunne komme til jorden når de ville. Men kvinden der havde givet ham hans evner var da kommet det, så det måtte da være muligt?

Han skubbede sine tanker væk, da han endelig fik hende løftet fra jorden. Han sørgede for at berøre hendes vinger, så lid som muligt, usikker på om de var kommet meget til skade, og ikke interesseret i at forvære hendes skader. Hendes lyde gjorde det dog tydeligt at et eller andet gjorde ondt.
"Ye'll 'ave tah bite it in yah.. Ye've managed this far.. Think yah can handle a lift?" Sagde han med et småligt smil, tilsyneladende ude af stand til at tage nogen situation seriøst. Hans blik åbnede en anelse op, inden han stirede ned imod sine fødder. "Better remember this thing.. Sorry lass.. A little more pain incoming." Sagde han som en advarelse, inden han gik ned i knæ, og lagde hendes knæhaser imod hans ene lår, imens hans hånd rakte ud efter sin Guitar. Den blev hurtigt smidt over skulderen, inden han kunne tage fat i hende igen, og endelig sætte afsted imod skoven på den modsatte side af bakken.

Han løb ikke alt for hurtigt, da han stadig ikke ville påføre hende mere skade end nødvendigt, men prøvede også at nå skovkanten, inden menneskeflokken var nået bakke toppen, hvor de ville kunne se dem. Da lagde han mærke til, at kvinden forsøgte at tage hans opmærksomhed. Han måtte tage store skridt igennem græsset, imens han betragtede kvinden, og smilede halvt af hendes mimen. "L.. Lavi, ay? Well, name's Alastair Smith.. But let's keep the proper introductions for later, and focus on getting you out of dodge, hm?" Sagde han og smilede, inden han kiggede over sin skulder. Menneskende var nu nået bakken, og en af lommelygternes fakkel ramte dem, og råben kom derfra. Alastair sukkede lavt, og begyndte langsomt at sætte i løb. "I'll 'ave tah run for a while, which'll probably hurt.. Just need to get to the forrest, and then I'll have an escape plan, alright?" Spurgte han retorisk, inden han begyndte at løbe, for at sørge for at de kom til skoven, inden menneskene nåede dem.

Lydene kom nærmere, selvom de langsomt blev forstummet af de andre følelser, som løb igennem hende. De var ukendte for hende, og alligevel virkede de så egnede til denne situation.. frygt. Ikke for hvad der ville ske, men for hvad der ikke ville ske. Måske ville de indfange hende som dyrene de holdt i snor. Hun havde set store farverige fugle i bur, hunde i snor og andre væsner i fangeskab. Alle var født til at være frie.. Men alligevel var de ikke allesammen.

Tænderne skar imod hinanden, som han bevægede sig rundt, og tvang hendes egen krop i bevægelse, inden løb blev sat igang. Hun svarede ikke på hans kommentarer, men var i stedet nysgerrig. Hele dette så ud til at more ham? Hvor sjovt kunne det være? Hele hendes liv var væltet ud af den æske, hvor det havde ligget. Hvordan skulle hun komme videre?
Det var først da han gentog hendes navn, at hun nikkede svagt. Han havde opfanget det, så måske det faktisk var muligt for hende, at kommunikere med denne person.. på en eller anden måde.. Ja, nej spørgsmål ville bestemt være det nemmeste, men det var ikke altid en mulighed.

Hendes svar på den næste kommentar, fik hende til at skære ansigt. Det var tegn nok til at vise, at hun ikke fandt den oplysning særligt betryggende, men hun havde ikke rigtig nogle valg.
Som græsset bevægede sig væk under dem, og de kom længere væk fra flokken, der nok snart ville nå træet, der bar tegn på at noget stort var faldet ned igennem det, og derefter nærmede sig skoven, som han mente var sikkerheden.
Lyden om en flugtplan frembragte igen denne undrende attitude fra hende. Hvorfor var det nødvendigt at flygte? Kunne de ikke bare.. stoppe.. Eller efterlade hende, så hun kunne komme sig nok til at flyve væk. Langt væk. Dette sted var ikke lige hvad hun havde håbet på. Lavi ville se bjergene.. strandene.. De voldsomme farveskift på nattehimlen, og de blinkende lys, der ikke fandtes hvor hun kom fra.

Samtidig var hun rørstrømsk over den næstekærlighed han udviste. Det var en sjælden og kraftfuld ting. Noget ikke mange ejede, men havde man det, ville man komme lettere igennem livet.. Hendes intuition fortalte, at han ejede en form for den slags.
Smilet ved denne tanke, trådte over hendes ansigt, som hun vendte blikket væk fra hendes opdagelse af hans karaktertræk, og fremad i den retning, som de bevægede sig.
De blå huller sørgede for at suge så meget til sig som muligt, imens hun hastigt indåndede den kølige luft, som slog imod hendes ansigt, og tvang håret i gyldne bevægelser endnu engang.

Under løbeturen, måtte hun dog bide de krampetrækninger i sig, som bevægelser frembragte. De små stød, som fik hende til at gispe af og til, imens hun indimellem forsøge sig ved at vibrere med vingerne, som for at undersøge deres tilstand, hvilket blot gjorde det hele værre. De var ømme, og muligvis var den venstre af dem brækket.

Kvinden blev ved med at insistere på ikke at tale, og Alastair var begyndt at finde det morsomt. Havde faldet skadet hendes stemmebånd? Det ville bestemt ikke gøre det nemt for hende, at forklare hendelsen. For han regnede bestemt med at få en forklaring, efter han havde taget sig af hende. Og når han så frem i fremtiden, følte han allerede at han burde glæde sig til hun var rask og havde det godt igen, så han kunne komme afsted og væk fra Skotland.
Og med den tanker, gled en anden ind over. Hvorfor pokker var det overhovedet, at han 'spildte' sin tid på at rede en Engel? Ville hun nogen sinde gøre det samme for ham, hvis hun faktisk vidste at han var Djævel? Det betvivlede han, så hvad var det han lavede? Og for at få svaret på det spørgsmål, skulle han blot kigge ned på kvinden i hans arme igen. De bløde øjne, og det smukke hår, gjorde det fuldstændigt umuligt at ignorere hende. Og dybt inde i sig selv, forbandede han kvinder en lille smule, for at have sådan en effekt på ham.. Men kun en lille smule.

Da de nærmede sig skoven, kiggede Alastair ned på hende, med et beroligende smil. "Just a little further, lass.. Then I'll slow down, and be a little more careful, ay?" Sagde han og smilede med en lav klukken, inden de trængte forbi de første par træer.
Han løbikke meget længere end lige ind for skovens grænse, inden han stoppede op ved et træ, og kiggede ned på Lavi. "Gonna sit yah down now, Lavi.. Then I'm going to go make a distraction, and make sure we won't be followed much longer, aight?" Foreslog han med et blidt smil, inden han knælede ned ved en af træerne, for så blidt at forsøge og sætte hende ned, og slippe hende igen.

Som et vink til de tanker, som løb igennem Alastairs hoved, lod hun blikket udnytte sin fulde kraft på ham, udvidede det en anelse, for at kunne lade sit blik glide ind i hans, som om hun forsøgte at se bag øjnene, hvilket hun for sin vis også gjorde.. Problemet var blot, at det ikke ville virke, som hun havde håbet på. Hun var ikke i stand til at se hvad han gemte derinde, det han ikke ville vise sig frem.. Den evne havde hun også mistet, så det ville vel blot føles.. Som hvis enhver anden gjorde det.

Skyggerne fra de første træer passerede dem, og hendes åndedræt faldt en anelse ved tanken om at være dækket fra omverdenen. At være i sikkerhed blandt naturen, med alt hvad der var behov for.
Ordene flød ind ii hinanden, som han udtalte dem, mest af alt fordi hun ikke ville tro på hvad hun hørte.
De blå øjne blev en anelse forfærdede, som hun mærkede hvordan han lod hende falde til jorden, i en siddende stilling, hvilket fik hendes fingre til krampagtigt at gribe fat omkring skjorteærmet ved hans ene arm, med begge hænder.
Hendes hoved begyndte at bevæge sig fra side til side i en rystende bevægelse. Hun ville ikke forlades.. Hun havde aldrig klaret sig selv, og nu hvor alt var anderledes, hun var såret.. Han ville forlade hende til døden, der med sikkerhed ville komme efter hende hurtigere end hun kunne bede en bøn til sin tidligere herre.

Ordenes mening kom dog langsomt tilbage til hende. Den sætning sendte løfter om at han ville komme tilbage, når denne distraktion havde fundet sted. Alligevel slap hun ikke grebet i ham, og ville ikke gøre dette, før han havde bekræftet, at han havde tænkt sig at komme tilbage. Han var den eneste hun havde mødt hernede, den første.. Den hun ville kunne stole på, imens hun kom på fode igen..
Det var så naturligt for hende, at man hjalp en anden i nød ligemeget hvad det ville kræve, at det slet ikke faldt hende ind, at det kunne være han slet ikke var interesseret i det.

Hvis han faktisk lovede at komme tilbage, ville hun langsomt slippe grebet i ham, medmindre han ligefrem havde rykket armen til sig, og tvunget hende til at slippe.
Hendes blik ville ikke fjerne sig fra hans kontur, ligegyldigt hvilken retning han ville tage, imens hun forsøgte at holde et vågent øje med ham, for at være sikker på, at han ville komme tilbage.

Alastair lagde mærke til en søgende stiren fra Lavi, og kneb øjnene en anelse sammen. Han havde prøvet at få sine tanker læst, utallige gange af den Djævel der havde hjulpet ham. Hvorfor skulle dette ikke også være muligt for hende? Så han forsøgte så vidt som muligt at holde sit forsvar klar, og gengjorde hendes stiren med hans eget blik, med en smule ubehag bag det. Han var bestemt ikke interesseret i fremmed indtræden i hans tanker. Han fandt det ubehageligt på flere måde, men mest af alt mentalt. Hvis han nogensinde skulle kunne stole på hende, måtte hun lære at lade være med dette. Det var ikke den måde man fik venskaber på. Ens tanker, var ens egne. Men det ville hun vel lære med tiden, hvis hun faktisk trængte sig ind.
Men langsomt som stiren fortsatte i et stykke tid, lagde han mærke til, at hun slet ikke befandt sig i hans hoved. Han var også så betvivlende. Var muligt at hun blot prøvede at se hvad han tænkte, på almen vis. Og i så falde, var det slet ikke så slemt som det virkede. Han rystede kort på hovedet af sig selv, med en kort klukken.

Da Alastair skulle til at sætte hende ned, blev han grebet i ærmet, og han rejste et øjnbryn. Han gik helt ned i knæ, for at kunne side bedre ved hendes side, og lænte sin stadigt frie arm, over på sit ene knæ. Han betragtede søgende Lavi, imens hun rystede på hovedet, og smilede så blidt af hende. "Hey.. I'm not going to leave yah.." Sagde han med en blid stemme, imens hans frie hånd blidt strøg over hendes blonde hår, og skubbede et par lokker fra hendes øjenbryn. "I will be right back, a'ight? Just stay here, and be quiet.. Heh.. Guess you've already got that one covered?" Sagde han med et kækt smil, men ventede på at hun slap, også selvom han vidste at han fik mindre og mindre tid. Men da hun så endelig slap han, lod han sin hånd blidt stryge hende på hovedet igen, meget forsigte for ikke at røre hendes hovedbund, da han regnede med at hun nok stadig havde ondt i hovedet.

Han rejste sig så, og gik med hastige skridt, tilbage imod udkanten af skoven. Han sørgede for at snørkle sig imellem nogen træer, for at komme fri for hendes blik, og kom så hastigt hen til udkanten af skoven. Han stirede så imod menneskene, og et stort skummelt smil bredte sig over hans læber, inden et højt klap kunne høres..

Ganske som han havde lovet, kom Alastair tilbage igen, med de samme hastige skridt imod Lavi. Da han nåede op på hendes side, smilede han og knælede ned ved hendes side, og lagde en hånd på hendes skulder. "See? I keep my promises.. Wasn't too bad, was it?" Sagde han med endnu en klukken, inden han blidt fik hånden bag hende igen, om han skulle skubbe hende for at kunne gøre det, eller ej. Grunden til denne hast endnu engang, kunne ses da han fik hende løftet op i den samme stilling igen, og hun kunne se bag ham. Store flammer stod op i udkanten af skoven, og var allerede igang med at kæmpe sig ind i skoven. "Now just a short walk to the river, across to the other side, and then we can have a look at those knees.." Sagde han betryggende til sidst, og virkede bestemt ikke bange for flammerne bag dem. De var også langt væk, så der var ikke synderligt meget at være bange for.

Hun betvivlede ikke hans ord. Løfter var noget, som folk ville holde, og det ville han også. Hvilket var grunden til, at hun til sidst turde lade grebet i ham slippe. Hun mærkede hvordan han forsigtigt strøg hånden over hendes hår, og alle bevægelser stoppede i tilfælde af, at hun ville banke hovedet imod hans hånd og få endnu mere ondt.

Som han bevægede sig væk, lod hun blikket følge ham, imens hun Vippede lidt til enten den ene eller anden side, når han bevægede sig forbi et træ, og røg ud af syne. Desværre lykkedes det til sidste ham, at slippe uden for hendes synsvinkel.
Med det samme begyndte tankerne at kaste sig imod hende. Ville han komme tilbage? Var det hele en løgn? Han virkede bare for flink, til at kunne finde på den slags.
Hvor hun savnede at kunne se ind i en andens blik, og vide om personen taler sandt eller falskt. En evne, som hun ikke havde tilladelse til mere, hvilket gjorde at hun følte sig endnu mindre.. selvstændig og sikker end nogensinde før.

Frygten forsvandt, som hun så en kontur komme tilbage, og smilet bredte sig over hele hendes ansigt, da hun genkendte den fremmede Alastair. Hun var glad for, at han var tilbage, og havde holdt hvad han lovede, hvilket fik hende til at nikke, da han talte til hende igen. Nikket var egentlig svar til den første del, men hun lod ikke hovedet efterfølge en rysten, for ikke at anstrenge det.

Det var først, da hun var oppe i den tidligere position, at røgen nåede hendes næsebor. Hovedet drejede sig over hans skulder, og øjnene fik et genskær i flammer, som langsomt rejste sig i udkanten af skoven.
Hendes arm rakte over hans skulder, og pegede imod flammerne med den febrilske bevægelse, som var den gået i krampe. Hun ville have ham til at opdage flammerne, for hun troede da ikke på, at han kunne finde på at starte en skovbrand. Det ville være at ødelægge så stort et areal uden nogen egentlig grund.

Bevægelserne fik igen smerterne til at starte, som han bevægede sig væk fra flammerne. Men denne gang kiggede hun ikke frem, men tilbage. De blå øjne hvilede på flammerne, som om det ville kunne hindre dem i at nærme sig, hvilket selvfølgelig ikke var en mulighed for hende.

Som de bevægede sig frem, og hun endelig lagde mærke til flammerne, fnøs han venligt med et smil, inden han vendte sig om, for at bakke videre den vej de var gået, og for at kunne se tilbage imod flammerne. "Yeah.. I know.. Shame, ain't it? Such a pretty forrest.. But, survival first.. Both for you, and for them.. If they'd caught us, I would've had to fend them off, and that wouldn't have led them to a pretty end.." Sagde han med et småligt smil, inden han vendte sig om, for at fortsætte imod floden, der nu ikke var langt væk. Han kunne godt mærke på hende, at hun ikke var en der satte så stor pris på ødelæggelse, men var død så meget bedre?
"You don't seem like the kind o' lass, who enjoys what I just did.. But imagine this.. They caught us, and decides to take advantage of this beautiful little lass I know.. For no other reason, then her being different.. Then what'd I do? I'd obviously be the decent guy, n' help this lass.. Then what would happen?" Spurgte han, og lagde blikket ned imod hende, med det samme halvkvalte smil som altid. "I don't give the slightest about their lives. Their scavengers.. Ruthless. Ignorant. Your different.. And not just because of those eyes.. So, I would kill as many as it'd take, to make them realize they should probably ditch.." Fortsatte han, imens de nu nærmede sig floden, nu med flammerne tæt nok til at hun ville kunne mærke varmen derfra, men stadigt fortsatte han bare i det samme langsomme tempo, som samtidig også ville være det mindst smertefulde for hende.
"So, what would you prefer? A piece of scourged forrest, or a bunch of dead bodies?" Endte han endelig sin pointe, og kiggede ned til hende. "This world doesnt give us second chances, being different.. Nor does it just let you live with it, without fighting for it."

De nåede floden, og Alastair gik langsomt over den træbro, der delte de to landsdele. Flammerne var allerede henne og slikke ved kanten af broen, så de ville bestemt begynde at rive sig over broen, og forsøge bare at fortsætte på den anden side. Men da Alastair kom over på den anden side, drejede han om på hælene, og gik ned ved siden af broen. Her rejste han sin fod, og sparkede hårdt imod en af træ stolperne der holdt broen, hvilket sprang pælen i to dele, og sendte broen ud i en skræmmende knirken. Han gik så ind under broen, og ignorerede fuldstændigt dens trusler med at styrte, og gav så pælen på den anden side samme tur. Den lille, gamle og halvrådne bro gav så efter, og fald sammen, lige nettop som Alastair og Lavi var kommet i sikkerhed. Dette gjorde, at når flammerne kom frem over broen, ville de møde vand, og stoppe deres agresive fremgang. Og Alastair fortsatte så imod denne nye, lige så frodige skov, der ledte længere syd på. "There we go.. Now let's find us a comfortable spot, and get those wounds of yours cleaned."

Den reaktion hun modtog fra ham, var bestemt ikke den, som hun havde forventet. Det undrede hende meget, at han havde startet branden, og det skyldige blik indtog hendes ansigt, som hun vendte blikket tilbage imod ham, for at tale med øjnene. Hun satte ikke pris på hvad han havde gjort, og alt imens hørte hun på hans forklaring til sine grunde.

Billederne tog form i hendes hoved, som han detaljeret fortalte sin historie om hvad der ville ske, hvis han havde valgt mulighed nummer to. Var jorden virkelig så forfærdeligt et sted, at alle kun tænkte på sig selv, frem for hinanden? Blikket blev langsomt undrende i stedet for skyldigt, som hun overvejede hans ord.
Hendes tanker om ilden var blevet afledt, da han satte et ultimatum op. At vælge imellem skovbranden eller sit liv. At redde jorden eller sig selv. På den anden side ville hun også redde andre med mulighed nummer to, hvilket langsomt fik hende til at løfte to fingre i vejret, for at indikere at hun foretrak den mulighed, som han havde givet dem fra starten.

bevægelserne fra broen, fik hende til at kigge ned imod brædderne, som han bevægede sig over dem.
På den anden side af floden, så hun stille til imens han først knækkede den ene af stolperne, for derefter at give den næste samme tur. Samtidig forsøgte hun at analysere hans ord. Fortalte han hende, at det var ham, som havde startet skovbranden? Hvordan? Den var startet ud af ingenting. Bar han rundt på den der brandfarlige væske, som kunne fremtvinge ild til at vokse ihærdigt?

Sår.. Hun havde helt glemt hendes afmærkninger i huden, og nu hvor samtalen vendte tilbage på dem, mærkede hun, at de stadig gjorde voldsomt ondt.
Hendes ansigt skar en besynderlig grimasse, som hun lod armene falde ned i skødet på sig selv, tålmodigt ventende på at han ville lade dem finde til rette.
Udenfor ville være at foretrække for hende. Naturen omkring dem fik hende til at føle sig en smule mere hjemme, end de store klodser ville. Folk boede faktisk i dem, men ligegyldigt hvor fascinerende de var, så ville en eng være meget bedre, selv i kulde, regn og sne.

Indimellem faldt hendes undrende blik dog tilbage imod ham, stadig usikker på hvor langt han ville strække grænsen imellem nødvendig overlevelse og sjov.
Han var ligeglad med deres liv.. Det måtte betyde, at han var en af de, som satte sig selv først.. Men alligevel havde han hjulpet hende, hvilket heller ikke gav nogen mening for hende. Hun havde ikke været anderledes deroppe, men blot i middelklassen med alle de andre engle. Nu var hun faldet ned fra himlen, og ville formegentlig aldrig opleve paradis igen.
Alligevel fortalte hendes hoved, at hun kunne hjælpe ham til at se skønheden i den verden, som de befandt sig i. Der var meget af den, hvilket hun ville bevise..

Hånden rakte ud, som en sommerfugl passerede omkring dem, for derefter at se den lande på håndryggen. Den lillae og blå vinger, vibrerede roligt, og hendes hånd hævede den til hans ansigt, for at vise, at han ikke kunne nænne at ødelægge en verden med så fantastiske væsner. De kunne pubbe sig, og springe ud som intet andet end skønhed.. Fra larve, ulækker og overset, og ind til disse smukke flyvende væsner.

Han havde betragtet hende, og afventet hendes svar med nogen interesse. Hvordan ville sådan en Engel reagere på sådan et ultimatum? Alastair ville aldrig nyde at dræbe, det regnede han i hvert fald ikke selv med. Men når han valgte en side, ville han dræbe for at beskytte denne side. Sådan havde det været i mere end tusinde år nu, og sådan ville det forblive. Alastair slog aldrig ihjel for sjov, men gjorde det for sin egen, og dem der var ham nærds overlevelse. Og Menneskenes ugerninger, var han langt fra tilfreds med længere. Så derfor havde han taget hendes side. Det var i hvert fald hvad han selv tænkte.
Da hendes svar så kom, smilede han med et enkelt nik, inden han lod blikket glide fremad igen. "There yah go. No matter how wicked, a Human life, will always be above natures beauty.. As long as Nature may still survive. And the humans will get that fire out in time, before it spreads too widely. No great harm will be done, and by then you'll be out of here.." Sagde han betryggende. Han havde ikke brugt sin fulde kraft til at starte ilden, så det ville ikke være umuligt at stoppe den, inden den åd for meget af den store frodige skov.

Hun virkede ikke synderlig rystet over hans nedriveles af broen, den var åbenbart ikke så vigtig som skoven. Selvom denne egentlig havde været med til at gøre en masse godt for landsbyen. Men hun så også stadig rystet ud, så det han havde gjort, forstyrede nok stadigt noget i hende. Da sommerfuglen kom forbi, ignorerede Alastair den fuldstændigt, som om det smukke lille insekt slet ikke eksisterede. Men da denne landede på hendes hånd, og hun rejste den imod hans ansigt, rejste han let et øjenbryn og kastede blikket imod den. Han kiggede så tænkende ned på Lavi, stadig med det rejste øjenbryn. "Communicating really does become a Bitch, when you can't speak, ay?" Startede han med et kluk, inden han slog blikket fremad igen. "I'm guessing you want to ask me, why I can destroy beauty, with so little restraint? Well.. Let me tell you another little story.. In that little mob of people, was a man by the name of Bob.. Bob lives a simple life. Not a lot of money. Not a model wife. Not overly inteligent children. However. He has a loving wife and children, instead. That kind of life.. That's more beautiful, even then that little creature." Fortalte han endnu en af hans historier med et smil, inden han blidt pustede imod sommerfuglen, for at sende den videre. "In that mob, he was under peer pressure. He would've done anything, to keep face. Even become a wicked thing, he isn't usually.. Now. I would've striken him down, with no second thought, if he threatened your or my life, with my back against a wall.. But my back was not against a wall. I had another choice. And I took it.." Han insisterede på, at det han gjorde havde været rigtig. Men vidste godt, at det nok ikke var det hun ville frem til. Men at hun bare ville have ham til at føle en anelse anger, over det valg han blev nød til at tage.

Ikke lang tid efter, fandt han et væltet træ, hvilket både gav dem en lille lysning, og sted at læne sig op af. Der var endda en lille frisk bæk, at tage vand fra. Her stoppede han og kiggede kort rundt, inden han knælede ned ved siden af det væltede træ, og satte hende igen blidt på jorden. "There.. Now.. I can't be sure this water is properly clean.. But I take it you Angels, have some.. Self mending.. Abilities?" Foreslog han, og smilede småligt. "If you don't we'll just have to hope, that it won't get infected.. Because it certainly will, if we don't care to it now.." Forklarede han med det samme smil, inden han fandt en flaske frem fra den taske der hang i hans bælte.

Det eneste hans kommentar om deres kommunikation frembragte, var et skuldertræk fra hende. Bestemt var det ikke let, men det var en ny måde at opleve på. I stedet for at sige en masse ligegyldigt, kunne hun i stedet bruge sine kræfter på at vise det. Lavi skulle nok vende sig til at leve med hendes nye handicap.

Historien fik hende til at hæve øjenbrynet en anelse. Fortalte han hende, at en mands familieliv var vigtigere end hele naturen cyklus? Hun var ikke sikker på hvordan hun skulle betragte den mening. Hans historie var da meget flot, og heldige Bob, men det gjorde ikke alt andet levende ubetydeligt.
Som hans ånde ramte sommerfuglen, baskede den med vingerne, for at flyve videre ud i landet, hvor den ville bringe mere glæde til nye mennesker på sin vej.
Hendes blik fulgte den kort, inden hun bemærkede, at han lavede nogle anderledes bevægelser.

Før hun vidste af det, var Lavi blevet placeret på en træstub, og kort lod hun fingrene glide kærtegnende over den ru overflade, som var der noget velkendt ved det væltede træ.
Den næste del af historien forstod hun slet ikke.. Alle var gode væsner, selv dem, der var faret vild i mørket. Og alligevel ville han ikke give Bob chancen for at bevise, at han fortjente sit liv? Hun forstod det ikke, men at vide, at han ikke havde tænkt sig at sætte hende selv igennem den samme situation, gjorde at hun ikke stak halen imellem benene ved første chance.

Hendes blik gled nu over omgivelserne.. Det grønne græs, de høje træer og den rislende å. Det var et godt sted at hvile ud og komme sig oven på faldet.
Hendes udtryk gled ned i en mere trist facade som han snakkede om hendes evner. De var forsvundet med stemmen, og blikket faldt imod jorden, hvorefter hun forsigtigt rystede på hovedet.. Alt hun havde tilbage var hendes venlige sind og sine vinger.. Evnerne var lukket af, og stemmen var forstummet.
at få en infektion i sårene, frembragte en næsten direkte rædsel hos hende. Det havde aldrig været muligt for hende at blive syg før, men var det chancen værd? Hun vidste jo ikke om de healende passive evner også var forsvundet som alt det andet.

Hendes ene hånd børstede blidt over knæet med den værste afskrabning, for at fjerne små rester af jord i huden, da en infektion ikke var i hendes interesse på nogen måde.
Hun stoppede dog igen, og lod blikket glide imod den højre vinge, den uskadte. Hendes hænder lagde sig om den dunbelagte overflade, for i stedet at børste den ren, så den hvide farve formegentlig ville træde igennem igen, og sætte prikken over i'et på hendes udseende og race.
Lavi havde altid været stolt af sine vinger, der målte et fang på lige over to meter, når de var slået helt ud.

Hun stod tydeligvis u forstået overfor hans historie, men dette tog han sig ikke af. Han stod fast ved, at et menneskeliv, var langt mere værd end en lille del af naturen. Var jo ikke fordi han havde ødelagt noget stører end en lille del af en stor skov. Var det? Eller var der noget i det hun lagde op til? At det helle havde en værdi? Men. Hvis han skulle have taget højde i det, havde han givet dem chancen for, både at gøre skade på hende og at miste deres liv. Var den lille del af skoven virkelig det værd?
Han rystede sig kort på hovedet af hans tanker, og hans øjne blev knebet en anelse sammen. Uden magisk indtrængen, havde det lille uskyldige kræ, magtet at forvire hans egne holdninger.

Han begyndte at finde, det han anså, som hendes ufoståenhed omkring menneskers opførsel, irriterende. Hun valgte at sætte spørgsmålstegn ved hans indsats for at beskytte hende imod nogen, han anså som fare, i stedet for at virke den mindste smule taknemlig. Om det blot var naivitet eller dumhed, kunne han ikke beregne. Men en ting var sikkert. Hvis hun forholdt sig lige så passivt alene, ville kvinden aldrig stå en chance, i denne verden. Men. Der var også noget ved denne uskyld, der fascinerede ham. At have så frit et sind? Et sind fri for had, frygt og det paranoide overlevelses instinkt han selv bestod. Det var noget ved det, der fortjente beskyttelse. Fortjente en hånd over sig, der kunne holde denne uskyld ren. Og mest af alt i live.

Hans tanker havde bragt ham til et andet sted, indtil han vendte tilbage, og fik stillet sit spørgsmål. Han betragtede den triste facade der trådte frem, og det ubehagede ryst på hovedet. Han smilede skævt, og lagde en hånd på Lavi's skulder. "Guess you lost all those advantages in your fall as well, hm? Well.. Chin up.. Most people on this Earth, lived without all those, their entire lives.. You'll manage too.." Sagde han med et småligt smil, inden han bevægede sig imod den lille bæk. Han klukkede så en enkelt gang, og kiggede over hans skulder imod hende igen. "Well.. If you're actually able to take your own life, before everything else.." Sagde han med et lavt kluk, inden han fik fyldt flasken op, og bevægede sig tilbage imod hende, og rakte flasken ud imod hende. "Here.. Might be best, if you do it at your own pace.. Rough hands.." Sagde han, og holdt sin anden hånd, visende op, med et smil.
Da hun tog imod flasken, betragtede han i stedet hendes vinger, og nærmede sig den der var skadet. Han rørte den ikke, men besigtigede den for skaderne, og prøvede at beregne, om han selv troede den nogensinde ville virke igen.

Hendes hænder fortsatte med at stryge over vingen, som han bevægede sig imod åen, imens hun overvejede hans ord. Han havde regnet ud at hun var faldet? Var det noget som de oplevede ofte hernede.. Herlig mandag morgen, og en engel falder ned fra himlen.. Det var sikkert ganske normalt.
Hendes fingre fangede et blad, som hun fjernede fra vingen, imens han hentede vandet, og et fornærmet hvin kom fra hende med hans sidste kommentar. Selvfølgelig kunne hun da tænke på sig selv.. Det kunne alle da, men det var ikke ens betydende med, at det altid var den rigtige løsning.

Som han kom tilbage og rakte flasken frem imod hende, stoppede hun med at pudse vingen. Hendes fingre rakte i stedet frem imod flasken, som hun tod imod, hvorefter et taknemligt smil kom fra hende og til ham.
Hans kommentar fik dog smilet til at brede sig en anelse mere, inden hun forsigtigt begyndte at hælde det kolde vand ned over det ene knæ, for dels at lindre smerten, og rense såret.
Hendes bekymring lå dog mere på vingen, som Alastair stod og betragtede.

Hendes blik vendte sig iimod ham for at spørge om det var meget slemt med den? For at bevise sin mening, vippede hun forsigtigt med vingen, for også at mærke hvor slemt det var. Det var først da hun bevægede den i udstrakt stilling, at smerte fik vingen til at trække sig tilbage ind imod kroppen.
Hun hælde nu en smule vand ned i håndfladen, hvorefter hun lod det glide over ansigtet, for at vaske kinden ren og resten af huden, så denne igen ville få sin flødefarvede kulør tilbage.

Albuerne og knæene gjorde ikke meget ondt til sidst, så Lavis opmærksomhed lagde sig på vingen. En healende evne ville have været rart netop nu, som hun stod og manglede det..
et opgivende suk kom fra hende, som for at vise hendes utilfredshed over den, men skære dem af var ikke ligefrem en mulighed. Ikke at flyve nogensinde igen var endnu værre, ergo blev vingen nødt til at blive fikset. Dem skulle virke igen, koste hvad det koste vil.
Selvom den så ud til at være slemt tilskadekomment, så var den ikke brækket, som hun først havde frygtet. Den var blot øm efter faldet, og ville formegentlig fungere igen om en lille uges tid hvis alt gik vel.

Alastair havde ingen anelse om hvordan et 'fald' for en Engel virkede. Hvad hun måtte have været igennem. Om det var en straf, eller blot en måde at give nogen en guidene Engel. Nej, alt hvad han havde set, var en kvinde der faldt fra himlen. Betyde hvad det ville, var det en Engel der var faldet. Mere betydning end det, ville han ikke give det, på nuværende tidspunkt.
Det fornærmede hvin, fik ham til at klukke en anelse, og holdt en hånd op i forsvar, på vej tilbage imod hende. "Hey, hey.. No offence intended. But considering your disagreement, and dislike of my former actions, made me think you a bit naive. But.. You might prove me wrong.." Sagde han, og smilede en anelse, inden han så rakte flasken imod hende.

Som Alastair betragtede vingen, udviklede hans fascination af kvinden sig mere og mere. Engle var bestemt smukke kreaturer, der fortjente at blive bevaret og beskyttet. Alt dette gik imod hans egne moraler og letter selviskke metoder, så han fik igen skubbet tankerne væk. Hun var ikke hans ansvar. Så snart hun var på benene igen, måtte hun flyve sin egen vej. Hvis ikke hun kunne leve med hans metoder, kunne han ikke blive ved hende. Selvom noget i ham, blev ved med at insistere at han forblev ved hende og beskyttede hende.

Alastair kiggede igen ned til hende, da hun kiggede imod ham, for så at kigge tilbage på vingen, da det tydeligvis var derfor hun havde kigget op. Som vingen strakte sig, smilede han en anelse, og gjorde lidt plads til den. Han lod sine fingre stryge over nogen af fjerende da hun trak vingen tilbage, og kiggede så ned til hende igen. "Well.. It ain't broken.. It seems well enough.. You'll probably be able to fly again, in a few weeks or so.. But what do I know? Havn't ever really been a medic before.." Klukkede han, inden han lod blikket glide tilbage imod vingen, og trak et blad fri fra den, inden han bevægede sig om foran hende igen, og betragtede hendes knæ. De var blevet sådan nogenlunde renset, så han gik i knæ foran hende, og tog en trøje frem, fra den samme taske han havde haft flasken i. Han begyndte at rive den i stykker, imens han kiggede tilbage på hende. "So.. What exactly, are you here to do? Can't imagine a fall like that, was fully intended?" Spurgte han, og lagde den nu lasede trøje fra sig, og lagde et stykke af det afrevede stof over hendes knæ. Han hentydede til at hun skulle strække benet en anelse, og hvis hun gjorde det, begyndte han at ligge en bandage omkring knæet. Der var ikke megen blødning tilbage, men han ønskede heller ikke at se andet komme ind i såret.

Spørgsmålet skabte problemer.. Dels fordi hun ikke kunne snakke, og fordi hun egentlig ikke måtte fortælle om paradis. Alligevel søgte hendes blå øjne imod ham, imens tankerne kredsede om en måde at forklare for denne mand, at hun bestemt ikke var endt på jorden med hendes egen vilje.
Hun rystede på hovedet over spørgsmålet, hvorefter hun pegede på sig selv. Derefter pegede hun op imod himlen, for så at skubbe hænderne fremad, som om de ramte en krop.
Forhåbentlig fik hun en budskab igennem til ham. Hvis han forstod den første del, ville hun fortsætte, for så at pege på sig selv, lade som om hun faldt, og pege på ham.. Som var hvad hun havde set, da hendes øjne åbnede sig for første gang på jorden.

Hun sad helt stille imens han indbandt hendes sår på knæene, og strakte forsigtigt armene, imens håndfladerne var placeret imod træstammen. Først havde hun dog strukket benet en smule på hans ordrer, så det var nemmere for ham at komme til.
Hovedet lagde sig nysgerrigt til den ene side, imens hun så til. Det havde aldrig før været nødvendigt for hende at blive forbundet på denne måde. Sårene havde altid healet sig selv i løbet af ingen tid, men nu hvor hun befandt sig på jorden, ville hun blive nødt til at læres deres levevis og gøre tingene, som de gjorde.

Smilet sad plantet over hendes læber. Hun ignorerede stadig hans kommentar om at hun var naiv muligvis, fordi.. Naiv og generøs var to vidt forskellige ting. Hun var ikke naiv i følge sig selv, men i andres øjne.. måske var hun da.

Det var tydeligt at hun skulle tænke to gange over, hvordan hun skulle svarer.. Hun manglede evnen til at snakke, hvilket ville gøre så umådeligt mange ting, meget problematisk. Hun ville få brug for hjælp, på så mange punkter, hvis hun skulle lære at leve på jorden. Endnu engang kom behovet for at holde noget rent, sikkert og i live. Men det var ikke hans job. Det var ikke hans problem. Han havde sine egne.
Alastair gjorde det tydeligt, at han var tålmodig, og gjorde intet forsøg på, at skynde hende i hendes forklaring. Han fortsatte bare med at forbinde hendes ben, og som han blev færdig med det ene, gik han over til det andet og igang med det. Da hun så begyndte at forklare, holdt han en pause med at forbinde hendes knæ, og betragtede hende, i hendes fagter. Hans hoved gik en anelse på skrå, inden han nikkede en enkelt gang med den første fagt. Han var ikke helt sikker på hendes hentydning, men lod hende fortsætte, i håbet om at ville forstå det næste. Han klukkede en enkelt gang af hendes mimik at hun faldt, med et venligt smil. Han nikkede så igen da hun stoppede, og han fortsatte med bandagen.
"So.. What.. I got out of that was.. You fell.. Unintended. Perhaps even forced to stay otu? Hence the hand? You can't return to heaven, for some reason?" Spurgte han, inden han gik en anelse tilbage, og knælede ned foran hende igen.

"Soo, you've never tried being down here? Never tried living, in a world like this? Well.. Your in for hell of a rude awakening.. Down here it's a fight to live. World ain't what it used to be.." Startede han, inden han rejste sig op, og betragtede hende fra stående fod. "Hm.. Let's give you a scenario.. Your hungry.. As in. Very, hungry.. I imagine you can feel that as well now, that you've fallen? Well. You spot a deer. A grown one, who'd make a perfect meal. You have a gun, and you know how to use it. There's a 'chance' that there'll be a settlement nearby, but you do not know for certain. Might not be one.. What would you do?" Startede han, imens han bevægede sig imod det væltede træ, og samlede sin Guitar op på vejen. "You can answer with showing one of two fingers.. Option one.. Shoot the dear. Be certain you'll survive, by taking it's life.." Fortsatte han, inden han hoppede op på træet, hvor han så sad et par meter fra hende, og lagde Guitaren på sit lår. "Option two.. You do not shoot the deer, and take the chance. You go out, desperatly continuing your search for food, unwise to what you'll find further on.." Sluttede han, imens han begyndte at tilpasse sine strænge. Han kiggede så op, som om han kom i tanke om noget, og han rakte så ned i sin taske i bæltet, og tog et stykke brød op, der var indkapslet i folie. Han smed så brødet ned imod hende. "In case you do feel hunger.. You should eat something, to get the system going as well. Now.. Option one.. Or option two?" Spurgte han med et lille smil, imens hans fingre fortsatte med at stemme Guitaren.

Hun måtte have set værre ud, som hun havde siddet og kastet om sig med fagter, med tilsyneladende havde det virket halvt. Han havdet forstået det store billede, og resten ville komme, som hun blev.. bedre til at kommunikere med ham, og andre væsner på jorden. Derfor nikkede hun næsten ivrigt over hans svar, så voldsomt, at hovedpinen kom tilbage til hende, og Lavi måtte hurtigt kaste en hånd imod toppen af dette, i et forsøg på at få den til at gå væk igen. Igen nikkede hun lidt mere forsigtigt, for at indikere at der bestemt var en grund til at hun var blevet smidt ud af himlen, men det ville være langt svære at forklare for ham, end hvorfor hun var endt på jorden.

Nikket blev til en rysten, som hans næste spørgsmål blev sendt imod hende. Hun pegede i stedet imod sine øjne, for derefter at pege på jorden. Det var alt hun havde gjort.. set på fra afstand.
Hendes blik fulgte ham, som han hoppede op at sidde på træstammen, og det hvilede et øjeblik på dette instrument, som strengene blev stemt, og lyde kom fra dem. Hun løsrev dog blikket, for at lade det hvile på ham igen, som han var begyndt at snakke igen.. Et valg.
Hun lyttede opmærksomt, imens hun næsten fornemmede hvor dette bar hen ad. Fra maven lød en diskret knurren.. Hun havde ikke spist siden.. Ja. Det var normalt ikke noget hun havde behøvet tænke over, men det var en realitet nu.

Som han afsluttede og kastede et brød til hende, greb hun det med dette hænder, og skulle til at placere tænderne i det, før hun opdagede at det var pakket ind i en gennemsigtig plastik.
Et skeptisk blik lagde sig imod det, som om brødet havde sat hende på en prøve, inden hun lod det falde tilbage imod ham. Hvorfor pakkede de deres mad ind? Det var ikke ligefrem nødvendigt..
Alligevel formåede hun dog efter nogle forsøg, at få åbnet folien, for så at kunne tage bidder af brødet. Hun havde mærket hvordan en sult føltes allerede, men var det nok? Hun følte ikke ligefrem at hun skulle dø, og havde derfor heller ikke noget at perspektivere med.

Det var netop denne grund, som fik hende til at smile stort, og række to fingre i vejret, så han kunne se dem begge. Hun var ikke sulten nok til at dræbe et dådyr, og hun vidste ikke hvordan en rigtig sult føltes, ergo blev hun nødt til at bruge de få erfaringer, som hun havde fået i løbet af den korte tid, hvor hun havde været her på jorden.

Hendes nikken, efterfulgt af en pludselig hovedpine, fik Alastair til at klukke en anelse, og ryste på hovedet. Der var så umådelig meget hun skulle lære, for både at kunne overleve i denne verden, og også bare for at have det nogenlunde godt. Igen, kom hans beskyttende instinkt frem i hans tanker igen, og han måtte ryste på hovedet, og stille snerre af sig selv. Han ville ikke være barnepige for denne Engel. Det var et arbejde, det ikke var nødvendigt endte ud i at være hans. Han havde sit eget liv at tænke på. Hendes var ikke hans problem!

Han nikkede af sine næste fagter, og forstod hendes mening, for så at begynde at fortælle. Når hun kun havde set til fra afstand. Måtte det helle da se kaotisk ud. Hvordan kunne hun overhovedet have et håb for folket på jorden, stadig? Var man blind for alt det uhæderlige der skete nede på Jorden, når man hang der oppe? Eller var hun bare en af dem, der var for naive til at se det? Eller. Så hun virkeligt noget godt i dem alle? Selv dem der valgte at lede en hær frem, blot for at overtage en andens territorie? Dræbe og ødelægge, blot for en støre klat land? Så hun, at de alle havde en plads? En følelse kom op i ham, der sagde at han kunne lære noget. Han kunne lære noget fra hende. Hvad? Hvad pokker skulle han, som vidste hvad der skulle til for at overleve på Jorden, dog kunne lære fra hende? Igen var hans tanker fuldstændigt hans egne, og hun kunne ikke engang tyde dem, da han bare sad og opsatte sit scenarie, imens han tænkte.
Hendes opmærksomhed føltes godt. Det føltes som om, hun faktisk var interesseret i at lære. I at høre hvad han havde at fortælle. Det var sjældent hans mening havde betydet noget, men nu når han tænkte over det. De gange han faktisk havde fortalt fra sin egen viden, eller prøvet at lære videre på andre. Det var de tider, han huskede bedst. Som om det var det der havde betydet mest i hans live.

Da hun fik brødet, skulle han lige til at stoppe hende, da hun var ved at tage et bid fra det, uden at have fjernet foliet. Han klukkede en anelse af hendes arbejde med at få brødet fri, og rystede langsomt på hovedet. "It keeps the food good for a longer time period.. Everything has an expiration date." Forklarede han, og smilede af hendes succes, inden han vente blikket tilbage imod sin Guitar, så hun blev nød til at lave en lyd, for at få hans opmærksomhed til hendes svar. Og da han så fik hendes svar, smilede han en anelse, og slog imod Guitarens strenge, for at spille en tone.
"There was no other source of food, in several miles. You found no other Deer. No Squirel, or even a bird to feed upon. And so, came your expiration date..." Sang han vemodigt, uden nogen rim til at holde det sammen, bare et sammenklatning af de ord han ville have sagt. Han smilede så let, og hvilede sine arme over Guitaren. "There won't always be an Alastair Smith, with a piece of bread to lead you forthwith. You'll have to make Grim choices in the future, to ensure your survival in this little adventure." Sang han igen, denne gang med en mere rimene klang, inden han klukkede og lagde Guitaren ved sin side.
"Now, I expect you have nothing to make referrence with? That you haven't ever felt hungry.. Well.. One day, you just might.. And I hope, that you'll put a bullet through the animal you come across' head, and have yourself a dinner, rather then pushing things along, until hunger defeats you." Sagde han, og smilede en anelse. "Let's do another one?" Foreslog han med et smil.


Tiden gik, og efter et par uger, virkede Lavi's vinger igen. Alastair bevægede sig imod den lille by, hvori der var en havn, og den båd der ville bringe ham til fastlandet. Til Danmark, hvorfra han s ville rejse imod en helt bestemt by, hvori han regnede med at finde et sted at bo. Han kiggede over sin skulder imod skoven han nettop forlod, og smilede let. Han afventede at Lavi skulle komme frem, så hun ville kunne se havudsigten, fra den bakke de befandt sig på. Og så han kunne tage sin afsked. Han havde prøve at lære hende småting, som at huske og tænke på sig selv, frem for andre, når andet ikke var muligt. Men han var stadigt ikke helt sikker på, at hun vidste nok. At hun havde lært, hvad der virkelig skulle til, for at kunne overleve i denne verden. Men det var stadig tid til deres afsked. Det kunne ikke længere være hans job, at oplære hende. Også selvom det ikke længere føles som et job. Han var begyndt at kunne lide Lavi. Men følelser bragte også tit sår og ar med sig. Sår og ar, han havde følt før, og bestemt ikke ønskede at føle igen.

Hun mente selv, at hun havde valgt et godt svar, og var sikker på at hun nok ville kunne klare sig uden mad lidt længere. Men alligevel følte hun det næsten som et slag i ansigtet, da han sagde, at hun døde af sult.. Som om det ikke blot var en leg, men det rene alvor, og det halvstolte smil forsvandt lige så hurtigt som det var kommet, inden hun vendte at tænkende blik imod sit forbundne knæ, for så at pille lidt i forbindingen.
Hans næste sætning fik hende til at tænke.. Ville hun nogensinde vælge at skade et andet væsen for at overleve selv? Han satte det op som om det var et enten eller.. At der ikke var nogen middelvej, hvilket gjorde hende svært utilpas. Der måtte være en bedre løsning end den han foreslog.. Gud ville aldrig havde tilladt mennesket at leve på den måde altid.. De havde ressourcer til at klare sig..

_______________________________

Et par uger var gået, og skoven bevægede sig forbi hende, som Lavi kom halvt hoppende igennem dem, i hælene på Alastair, imens hendes fingre kærtegnede hver eneste træstamme på hendes vej. Et stort og lysende smil sad i hendes ansigt, imens de blå øjne spillede muntert.
Som hun kom fri af træerne, så hun udsigten, der malede sig i horisonten. Munden måbede en anelse, inden et glædeligt hvin undslap hende. Hun klappede kort i hænderne, løb frem for at rykke Alastair i skjorteærmet.. Pegefingeren viftede imod havet, der strakte sig ud i det uendelige.. Hun var imponeret over det, og Lavi var bestemt ikke svær at imponere.. Denne verden var så ny og spændende.. Alle disse vidundere ville hun opleve inden hun skulle forlade den.

Hendes blik lagde sig imod ham med et spørgende udtryk.. Et udtryk der spurgte om ikke de skulle tættere på. Hun ville gerne se nærmere på det mørkeblå vand, der bølgede frem og tilbage.. på skibene, man svagt kunne ane derude, og de mennesker, som med sikkerhed befandt sig der.

Som han kunne høre Lavi bevæge sig imod udkanten af skoven, smilede han stort, og rystede kort på hovedet. Det var umådeligt svært at fjerne et smil fra den kvinde. Det eneste han havde magtet det med, var hans små scenarier. De havde alle været grumme og lettere ubehagelige, så det var kun forståeligt. Men hver af dem, havde haft realisme i dem. Flere af scenarierne, var meget muligt fremtidige hændelser. Og hvis hun nogensinde skulle kunne klare sig selv, måtte hun lære disse ting. Også selvom han så skulle bringe noget, han bestemt ikke nød fra hende. Hendes smil, betød mere end det meste han havde mødt på sin vej førhen. Hvorfor det var sådan, vidste han ikke helt, men var holdt op med at finde et svar på det.
Da hun så kom frem i lysningen, klukkede han en anelse af hendes reaktion, for så selv at kaste blikket ud over havet. "It is beautiful, ain't it?" Sagde han stille, inden han hørte hende nærme sig, og han kiggede imod hende igen. Da hun bevægede sig op på hans side, og begyndte at rykke i ham, startede han med at give sig, og følge med et par skridt, inden han så stoppede op, og hans smile forsvandt.

"No.. Lavi.." Startede han, og stoppede brat op, med et enkelt ryst på hovedet, og et vemodigt blik. "You can't go down there.. You can't mingle among humans, until you've properly realized, what it takes to survive. Your different. Humans doesn't like that. And if they do, it's for all the wrong reasons.. You haven't learnt to hide your wings.. Your charms. Everyhing about you, will draw scum from their holes, just itching to get a bite... No.." Fortalte han, og rystede kort på hovedet igen. "That is why we've kept to the forrests. That is why I've done my best, to keep you away from that grasp.. Your not ready for the hard truth of these lands." Fortalte han, og sukkede så lavt. Fortalte han hende dette, eller sig selv? Det var han ikke rigtig helt sikker på. Kunne han virkelig forlade hende sådan? Ja... Ja, det blev han nød til, det var ikke længere hans.. Problem.
"You are, however, strong enough to be on your own now.. You don't need me, anymore.. My ways.. Contradict yours.. Our paths.. Must split now.. You'll have to.. To learn this world alone.. It's.. It's just.. Not my burdon anymore.." Fortalte han, inden han begyndte at sætte imod havnen, med et faldet blik, og en hånd imod hans Guitars rem. Alastair havde ikke set sådan ud, i al den tid hun havde kendt ham. Han havde altid virket glad, selv når han fortalte om grumme ting. Selv når han satte grumme scenarier op. Nej aldrig havde han ladet hovedet falde, og smilet formindskes til dette. Og han nåede da heller ikke langt. Ganske få skridt nede af bakken, stoppede han op, for at stå stille i længere tid, med blikket imod jorden under hans fødder. Det drejedes så tilbage imod Lavi, dog uden at kigge op på hende.
"I'm sorry.. Lavi.. However.. it's been a great pleasure, meeting you.. I might've even learnt something from you.. I.. Hope you'll remember my words, and.. Do the right thing, when time comes to face this worlds darker sides.." Sagde han dystert. Han ville tage et skridt videre, men det kunne han ikke. Han stod komplet stille.