Altid på farten bare ikke lige nu-Ester

"Ja, men jeg er ikke helt klar over om jeg vil dø eller ikke?" sagde Ester med et smil. *Julia, ej hvor er jeg glad for hende. Hun er den bedste søster man kan ønske sig* tænkte hun med et lille smil.

Julia smillede lidt og aedes tille hendes hoved en smule til hende, hun havde aldrig været mere glad af at se hendes søster igen så det var hun meget glad for"Ester jeg er glad for vi er sammen igen jeg er glad for at se min søster igen"sagde hun og krammede hende igen

"Det er jeg også," sagde hun og krammede med. Ester fældede en glad tåre til bevis for hvor glad hun var for at se Julia igen. "Jeg husker hvordan mor døde," sagde hun og så op på Julia.

Julia kiggede på hende"ved du det hvordan jeg vil meget gerne vide det jeg savner hende så meget"sagde hun med blikket vendt nedad hunv ar så glad for Ester hos hende hun havde hende og nogle slægtninger tilbage

"Hun havde mig som baby. Altså jeg var baby. Du var blevet taget af vampyrene der havde jaget os. Vi blev jaget ind i en jordhule og mor skreg om at ¨få dig tilbage. Jeg var et år og du var tre. Hun lagde mig på jorden og kæmpede for at få dig tilbage. Da hun endelig fik dig i armene blev i begge taget med, men i to forskellige vogne. Dig lod de leve og mor...jah mor dræbte de...," sagde hun og tavs lidt.

Julia knælede ned på knæ med et stille rødt blik hends tænder stak frem emns hun knyttede hænderne og lod fler tåre kom til syne"Mor...nej...!"sagde hun trist og kune ikke forstå hendes valg for hende da hun var baby det gjorde hende så trist

"Så, så, søs," sagde hun trøstende. "Jeg måtte leve selv i alle disse år lige til jeg fandt dig," Hun smilte opmuntrende. "Nu ikke så ked," Hun klappede hende på ryggen og smilte.

Julia kiggede på hende med et lille smil og hovedet på skrå"ja du har ret ingen grund til at græde nu det vil jeg ikke må jo være stærk for mor s skyld du har ret sød, undskyld jeg må smile nu hvor jeg jo har dig hos mig"sagde hun smillende med et venligt røde blik

"Mor, ville bare gøre det bedste for os," sagde Ester med et stort og søster-ligt smil. "Jeg er også virkelig glad for at have dig hos mig," Hun smilte igen og krammede Julia for hu rejste sig og gik hen mod et træ. Der hoppede hun op og fandt et blod rødt æbel i den ene side og et i den anden side.
Hun gik ned til Julia ogav hende det ene. "Disse æbler er fra det træ som mor en gang plantede til ære for elver-forlket. Den der spiser ad dem vil blive stærk og hjælpe alle i elver-riget om så det er gode eller onde," Hun smilte til Julia. "De vil også gøre alt for slægten der havde været i ens tidligere liv."

Hun nikkede og kiggede på æblet mens hun smillede og tog en bid af det mens hendes venlige, kære røde blik var rettet lidt på hende en elver og en vampyr der kunne levede smamen i fred"hmm det lækkert"sagde hun stille emn venligt

Ester tog også en bid. "Ja, det er det," sagde hun så. "Og, saftigt!" Hun grinte lidt.
Så kiggede hun rundt. Mon der var andre end dem. Nej, det var der ikke, for hvis der var ville de med det samme få øje på Ester's øre og Julia's hvide hud.

Julia kiggede på æblet og tog en bid til det var dejligt saftigt og sødt"hehe ja det har du virelig ret i det er dejlig, og har mor virkelig gjort det for elverne og dens folk"spurgte hun venligt med et lille smil mens hun kiggede hen på Ester

"Ja, det har hun," sagde Ester med et stort smil. "Mor, var en god elver der ville gøre alt for at vi andre havde det godt," Hun smilte igen.
Hun savnede virkelig deres mor, men hun var jo død nu og det var der ikke noget at gøre ved, for det var jo ikke lige sådan at de kunne tage hen til vampyrene og bede dem om at genoplive deres mor...