En gammel kending (Morgan L. Winthers)

Julien sad ved baren i en af de barer han ejede. Bar/café, som han havde fået den lavet om til. Han havde en stak papirer liggende foran sig, som han koncentreret var ved at læse igennem, samtidigt med, at han var ved at spise en kyllingesalat. Måske ikke ligefrem det, man kunne forvente en dæmon sidde og spise til frokost, men selvom man var overnaturlig og halvvejs uddødelig, betød det ikke, at man ikke kunne passe på sin krop. Og han kunne godt lide sund mad. Mad i det hele taget. En af de ting, han elskede ved denne dimension. Den kropslige nydelse man havde af at spise. Selv efter de mere end 200 år han havde været her, kunne han stadig forundres over den kreativitet mennesker lagde for dagen i forhold til, hvad de stoppede i munden.

I dag havde han dog ikke tid til at nyde maden, han var fordybet i teksten foran ham. Han spredte et par billeder af en mand ud og smilede kort. Privatdetektiven havde gjort et godt arbejde og havde fanget manden i nogle ret pikante situationer. Julien kunne næsten ikke forestille sig andet, end at han kunne få lov til at købe den bygning han havde sat sine øjne på, uden alle de latterlige klausuler og til den overpris, som sælgeren ville have. Han samlede billederne sammen igen og fortsatte med at kigge papirerne igennem. Der var både lidt tekst fra detektiven og nogle ting fra Juliens advokatfirma. Åh, et var så dejligt at eje lidt af det hele.

Han lignede bare en almindelig forretningsmand som han sad der, i sit skræddersyede jakkesæt, blankpudsede sko og hår, der var lagt tilbage over hans isse med en smule voks. Han rakte ud, tog glasset med vand og drak et par mundfulde, inden han kastede et blik på sit armbåndsur. Der var god tid, inden han skulle noget. Afslappet lod han atter blikket hvile på papirerne.

Der var endelig kommet en åbning i hans efterhånden travle kalender, til at han kunne gå ud og tage sig lidt af sig selv. Selvom han elskede sit erhverv så kunne deet altså være lækkert nok bare at gå ud og gøre som det nu en gang passede en. 
Men sikke mange dejlige historier der kom ud af munden på folk der lagde sig på hans chaiselon. Det var ikke en gang svært! Folk lagde sig bare ned og lige så snart Morgan selv havde sat sig, begyndte deres verbale vandfald ellers. Det bedste var næsten alle de kontakter han efterhånden kunne udnytte. Mmm... Så meget lækker information der kunne udnyttes til det groveste..... Tanken alene gjorde ham lækkersulten. Så frokost blev det.

Så han skiftede i første omgang til noget der var lidt mere afslappende end jakkesættet. Han tog et par sorte bukser, en blodrød skjorte der mere end viste ham som den flotte mand han egentlig var. Så selvfølgelig nogle pæne sko og en blazer-jakke til sidst. Nok skulle det være afslappet, men.... Morgan var jo forfængelig.
Derefter slentrede han roligt afsted ned af gaden og nød det blik der indimellem blev sendt i hans retning. 
"Double Up"? Tjo.... Han havde jo aldrig været der så hvorfor ikke....
Han gik roligt ind og fandt sig et ledigt bord og ventede på personale. Der gik heller ikke længe inden der kom en smuk ung servitrice og sagde: "Hvad skulle det være?"
Hun var nu sød når hun rødmede... 
Han smilede stille til hende og blinkede. "Hmm... Du ser så dejlig ud så.... Ved du hvad? Overrask mig med hvad du synes er lækkert...."
Fnisende gik hun afsted imens han sukkede tilfreds og så ud af vinduet

Selvom Julien var fordybet i sit arbejde, var der en stemme, der fik ham til at stoppe. Den var bekendt. Han drejede hovedet og et udtryk af vantro gled over hans ansigt. Det var vel ikke? Jo, det var det. Han rynkede panden og overvejede, om han skulle gøre opmærksom på sig selv eller ikke. Nå, han brød sig ikke om at gemme sig, så han pakkede sine papirer samme og lagde dem ned i den åbne mappe, der stod ved siden af ham. Han var alligevel færdig med sin salat. Han sendte bartenderen et smil, da han lagde pengene på bordet. Selvfølgelig med gode drikkepenge. Selvom de ansatte her var, ja hans ansatte, og fik løn, var det altid en god idé at forkæle dem lidt. Det var godt med et ry som en god arbejdsgiver.

Han rejste sig fra barstolen og gik ned til det bord, hvor Morgan havde sat sig.
"Jeg kan se, at du ikke har forandret dig, Dragonash. Stadig en skørtejæger." Hans stemme var rolig, men en smule kølig.

De var regelmæssigt stødt på hinanden, siden Julien var kommet til jorden. De elskede begge at være i nærheden af magten, Julien, der altid var på jagt efter gode handler, og Morgan for, ja, hvem vidste? Under den amerikanske borgerkrig havde Julian valgt at sælge våben til begge sider, hvilket Morgan havde sat en pind i hjulet for. Julian mistede ikke bare sin gode forretning, men måtte ret hastigt forlade USA og vende tilbage til Europa. Det havde taget ham lidt tid at komme sig over det.

Sidst de havde set hinanden var under anden verdenskrig, hvor Julien havde haft et par fabrikker i England. De havde haft forskellige interesser på det tidspunkt og havde ikke stået i vejen for hinanden. Dengang havde Julien kaldt sig Robert Featherworth, men Morgan kendte også hans rigtige navn, Argos.

Julien satte sig uinviteret på en stol ved det bord, Morgan sad ved. Han så nonchalant på manden foran sig.

Morgan sad lidt i egne tanker da der pludselig blev talt til ham. Den stemme var på ingen tænkelig måde til at tage fejl af.... Så han vendte blikket op mod manden han havde mødt nogle gange før med et nærmest skadefro smil. Morgan var så udemærket klar over hvordan han havde forhindret Julien i nogle store ting efterhånden. Men sådan lå landet til den største underholdning bare på det tidspunkt.

"Og jeg kan se du stadig er tilpas stiv i betrækket Argos... Noget af et sted du har her... Er maden god?"
Morgan var på ingen måde overrasket over Julien bare satte sig ved bordet, det generede jo heller ikke. De var jo begge to klar over hvordan spillet virkede mellem dem. "Ja selvfølgelig... Der er ikke andre der bruger stolen. Tag endelig plads..."
Mere nåede han ikke rigtig inden servitricen kom ned til dem med Morgans mad. Hun var tydeligvis lidt forsigtig omkring Julien men Morgan tog hendes hånd og gav de et forsigtigt klem og sagde: 
"Mmm.... Kyllingeburger.... Rigtig godt valg... Kan jeg lokke dig til at komme med lidt kaffe også? Du er fantastisk er du..."


Igen fniste hun lidt inden hun gik efter kaffe og Morgan vendte opmærksomheden tilbage på Julien og sagde næsten flabet: "Hvad skylder jeg æren?"

Julien rettede på jakken til sit jakkesæt og trak så på skuldrene.
"Selvfølgelig er maden god. Du ved, at jeg ikke godkender andet end perfekt." Han så op på servitricen og sendte hende et venligt smil. "Dina, vil du tage en kop med til mig også? Sort som sædvanligt." Han rettede blikket mod Morgan igen. Han tog sig ikke af hans sarkastiske kommentar om stolen.

Det var et sært spil, der var i mellem de to mænd. De havde begge været til besvær for hinanden igennem tiderne. Julien havde holdt sig ude af politik siden anden verdenskrig, så det var nok derfor, de ikke havde set hinanden. Og verden var alligevel et stort sted.

"Jeg kunne da ikke lade være med at hilse på en gammel ... bekendt. Hvilket navn går du under nu?" Det ville være rart at vide, så han kunne styre udenom djævlen. Han var lige ved at bygge et godt forretningsimperium op her i Di Morga og havde ikke brug for djævlens lyst til kaos. Det irriterede ham grusomt, at djævlen var her. Forhåbentligt var han kun på gennemrejse. Der var ikke gang i noget større politisk kaos her, så det måtte være et kedeligt sted for den anden.

Imens Julien selv bestilte kaffe og spurgte om hans nuværende navn, smagte han en god bid af den yderst delikate kyllingeburger. Den var også virkelig lækker. Julien vidste udemærket hvordan Morgan kunne finde på at stikke til ham hvilket heller ikke var nogen undtagelse denne gang.
"Mmm.... Den er virkelig lækker.... Måske burde du holde dig til restaurationsbranchen i stedet for våbenhandel... Eller det gør du måske ikke længere? Hm du må ikke sige noget.... Advokat? Eller ejer du måske ligefrem firmaet?"


Mere nåede han ikke inden Dina kom tilbage med kaffen til dem. Morgan fandt sin tegnebog frem for at finde drikkepenge til hende og fandt også en ganske klækkelig sum. Så smagte han på kaffen og lukkede øjnene som om han virkelig nød det. Da han så åbnede dem igen, smilede han til hende og sagde meget venligt:
"Dina? Den kaffe er simpelthen vidunderlig.... Vent lige...."
Kort kiggede han på Dina med sammenknebne øjne inden han sammen med drikkepengene rakte hende sit visitkort og sagde: "Hmm.... Hvorfor nedværdiger du dig til at lukke en sørgelig mandsling som ham du kalder kæreste indenfor din dør?... Jeg vil vædde med du synger vidunderligt... Og en sangfugl skal ikke holdes i bur... Kom forbi mit kontor en dag hvis du får brug for en snak..."


Dina fniste endnu en gang men gjorde dog hvad hun kunne for at holde en professionel fremtoning da Julien sad der. Da hun så var gået, smilede Morgan til ham igen og smagte en tår kaffe mere.
"Ahhh ja navn... Morgan L. Withers... Bare rolig jeg skal nok være sød... Jeg har en psykologpraksis i byen. De ting folk fortæller når de ligger der...."

Juliens smil blev en smule stramt for et øjeblik, da Morgan kommenterede på maden og nævnte våbenhandel. Den stak stadig. Selvfølgelig havde han leget lidt med ilden, da han solgte til begge sider, men han ville være kommet af sted med det, hvis ikke Morgan havde blandet sig.
Han sukkede lydløst, men blev ved med at smile sit lille skæve smil.

"Jeg ejer lidt af hvert for tiden. Men nej, jeg sælger ikke våben i øjeblikket." Ikke at han havde noget i mod at sælge våben, men markedet var fuldstændigt sindssygt - der var alt for mange parter, der ville have våben. Og de fleste parter var fuldstændigt sindssyge og uberegnelige. For meget arbejde og for stor en risiko til, at det kunne betale sig.

Hans udtryksløse blik flyttede sig ikke fra Morgan, da han snakkede med servitricen. Julien kunne sagtens have advaret Dina mod den slange, der forsøgte at få hende lokket ind i sit gab, men han så ikke nogen grund til det. Dina var ubetydelig, så hun ville nok komme hel ud igen i den anden ende. Og det værste der kunne ske, var vel bare, at Julien måtte hyre en ny.

"Psykolog? Ja, hvorfor ikke. Det er lige dig." Julien bandede indvendigt. Så han var ikke bare på gennemrejse. Nå, ind til videre havde de ikke mødt hinanden under arbejdsmæssige omstændigheder, så det gjorde de nok heller ikke fremover. Og hvis Morgan 'bare' var psykolog.. "Det er da et stort skridt ned fra, hvad du plejer at foretage dig. Der er ikke et land, du skal prøve at styre fra kulisserne? En eller anden krig du skal starte?" Juliens stemme var tør og en smule sarkastisk.

Den lille magtkamp der altid havde været mellem dem, havde altid moret Morgan. Selvom Morgan udemærket var klar over han ikke vandt hver gang. Men det var heller ikke let for nogen af dem. Det sidste af kaffen røg ned og han spiste lidt mere imens han lyttede til Juliens ord. Luften var næsten altid tyk af spydigheder når de to var i nærheden af hinanden.

"Åh kære Argos gamle ven... Endnu en gang undervurderer du mig.... Hvor er folk mest tilbøjelig til at fortælle deres problemer? Hvem er de mest trygge ved at fortælle deres dybeste hemmeligheder til? Er det mon Terapeuten med tavshedspligt? De ting folk fortæller.... De informationer jeg ligger inde med efterhånden... Åh der er skam nok til at starte en krig... Eller vippe den til den side jeg lige synes... Så nok styrer jeg ikke bag kulisserne... Men der er bare så mange muligheder så jeg ved næsten ikke hvor jeg skal starte!"


Morgan nød virkelig det her. Han vidste godt det var at stikke til Julien men der var intet nyt alligevel. Det var jo sådan deres kamp virkede. Man kunne høre på Morgan hvordan han blev helt entusiastisk bare ved tanken om alle de ting han kunne sætte i gang hvis han ville. Nogle gange var muligheden for kaos nok. Det skulle jo også først startes på det helt rigtige tidspunkt

Julien sippede lidt af sin kaffe. Morgan havde ikke forandret sig, siden Julien havde set ham sidst. Stadig den samme djævel, glad for kaos og uorden. Og alt for optaget af sit gode udseende.
Selvom Julien foragtede Morgan, vidste han godt, at han var en formidabel modstander.
Fysisk havde de kun haft et enkelt sammenstød eller to, dæmon mod djævel, men deres kamp på taktik, politik og intriger var som et spil med to lige store modstandere.
Og selvom Morgan måske havde fået flere sejre hjem end Julien, skød Julian skylden på, at Morgan havde mere behov for mere magt end Julien, der kun var på jagt efter en god forretning. Så han havde sjældent samme styrke bag sig. Julien havde dog også kunne stikke en kæp i hjulet for Morgan et par gange. Man kunne også få magtfulde venner som forretningsmand.

Han nikkede anerkendende til Morgans ord.
"Du har fundet dig en perfekt smutvej til viden, lyder det til." Morgans brug af Juliens rigtige navn fik ham kort til at rynke panden. Ingen grund til at udbasunere hans dæmonnavn, det kunne bruges i mod ham.
"Jeg går under navnet Julien Bonaparte i øjeblikket."

Julien lænede sig tilbage og pillede en fnuller af sit ærme, inden han igen så på Morgan.
"Jeg havde ellers forestillet mig, at den her krig i mod terror havde været noget for dig. Det er det rene kaos i forvejen."

Det sidste af burgeren blev spist ganske nydende imens Julien talte. Nok havde der altid været en kamp mellem dem, men der var samtidig stor anerkendelse og manerer mellem dem. Og de havde aldrig afbrudt hinanden når de snakkede. Men om det var manerer, respekt eller ganske enkelt fordi de ville se om de kunne fange hinanden i en fejl. Ja det var så spørgsmålet.

Så tørrede han munden og svarede Julien:
"Tja man får ufattelig mange muligheder på rigtig kort tid.... Bonaparte alligevel? Et noget grandiøst navn ikke sandt? Men hvorfor nøjes? Når man nu kan..."
Morgan var klart  flabet men alligevel anerkendende. Julien havde altid været hans største modstander da han ofte formåede at holde hovedet koldt hvor andre modstandere hurtigt gav efter for deres egen vrede.

Så kunne han alligevel ikke lade være med at grine. Julien havde jo til dels ret i hvad han sagde men havde misforstået dog.
"Jeg kan godt se hvorfor det måske virker sådan.... Men det er jo ikke kaos jeg selv har skabt... Det er ikke sjovt.... En riffel du ikke har solgt, giver jo heller ikke nødvendigvis dig penge vel?...."

Julien trak på den ene skulder.
"Et eller andet skulle jeg finde på. Og min gamle ven ville sikkert ikke have noget i mod det." Absolut ikke. Manden havde haft storhedsvanvid, så at folk stadig brugte hans navn ville have glædet ham gevaldigt.

Julien lyttede til hans ord. Selvfølgelig. Morgan havde høje tanker om sig selv.
"Ah ja, selvfølgelig. Du vil gerne været i centrum." Han svarede ikke på det sidste. I stedet sukkede han lidt dovent og kastede et blik på sit ur. Stadig god tid. Han tog koppen med kaffen og drak det sidste. Kaffe. Endnu en genial opfindelse af mennesket. Han var uden tvivl blevet afhængig af skidtet.

(( Kort, min hjerne er gået lidt i stå ))

"Gamle ven" Morgan var sikker på det var en kommentar beregnet på at stikke til ham. Napoleon var netop en af de tilfælde hvor Julien havde vundet. Morgan havde tænkt sig at udnytte Napoleons storhedsvanvid men Julien fik samme idé og var til at starte med tættere på Napoleon, så der måtte Morgan se sig slået. Ikke at han var glad for det.

Så satte han albuerne på bordet og kiggede nærmest flabet over på Julien, med et smil man hadede. For dt var et rigtig flot smil, men samtidig vidste man det betød ballade. 
"I alt beskedenhed så ja.... Men hvorfor ikke nyde det når man nu er god til det?.... Hvem ved... Vi kunne sagtens have arbejdet sammen.... Men det kan du jo tænke nøje over... Men det er selvfølgelig ikke ig der bestemmer om du vil have fingre i de kontakter jeg allerede har fået... Eller for den sags skyld mere... Følsomme hemmeligheder...."


Det var en mulighed de aldrig rigtig havde snakket så meget om før så selvfølgelig blev Morgan meget nysgerrig om hvor det kunne bære hen.

Juliens karriere inden for politisk spil var startet med Napoleon, da han først var kommet til jorden ikke så mange år før den franske revolution. Han havde hurtigt spottet Napoleon som en mand, der ville komme langt og havde hurtigt sluttet sig til ham. Og havde måske haft en lille finger med i spillet, der førte til henretningen af Ludwig 16. og Marie Antoinettte.

Juliens blik blev en smule irriteret, da han kunne se, at Morgan var ude på noget. Han lyttede til hans ord og var lidt om at svare.
Ved gud om han aldrig ville arbejde sammen med djævlen foran sig. Julien ville ikke kunne give ret meget til gengæld for slibrige detaljer. Desuden ville Julien hellere bruge sin intelligens og taktiske evner, end han ville afpresse. Selvom han tyede til det, når nødvendigt. Intet skulle stå i vejen for, hvad han ville have.

Han rynkede kort på næsen, inden han smilede igen.
"Jeg vil hellere starte forfra igen, end arbejde sammen med dig." han så fast ind i Morgans øjne. "Men jeg håber ikke, at du har planer om at spolere det, jeg har gang i her? Du ved, hvordan det ender ud. En masse ballade og sikkert heller ikke noget godt resultat for dig."

Han kunne ikke lade være med at grine lavt af Juliens ord, da Morgan elskede det der kom ud af hans egne. Morgan havde håbet på et ud af to scenarier hvor det ene var at Julien accepterede tilbuddet hvor det andet var Julien blev påvirket negativt. Nu havde han set så mange gange før når Julien maskerede irritation med et smil. 

Kort rettede han lidt på jakken og smilede til Julien på en måde han havde set så mange gange før. "Awww Julien.... Nu skuffer du mig helt... Jeg spolerer ikke de ting du laver bare fordi jeg kan.... Åh nej!.... Ballade... Det er jo ikke noget jeg på nogen måde er interesseret i.... Vent lige..."


Så kiggede han direkte tilbage i Juliens øjne men dog uden evner lige nu. 
"Men du ved også udemærket godt..... At jeg ved hvad dine inderste tanker... Dine dybeste lyster og begær er.... Hvis jeg vil se det..... Så du ved også udemækret hvem der ka hjælpe dig med at opnå de ting...."
Så satte han sig afslappet tilbage i stolen og smilede

Julien var irriteret, ja. Morgan var aldrig godt nyt, også selvom han holdt næsen for sig selv. Djævlens tilstedeværelse var nok til at Julien have lyst til at kværke ham. Men han gjorde det ikke. Spillet mellem de to var uden vold og det var sådan, det skulle være. Nogle gange ville Julien dog ønske, at der var en eller anden, der ville sende den kæphøje SOB tilbage til helvede.

Selvom han kendte Morgans evner, veg hans blik ikke fra hans. Han ville ikke lade sig intimidere af, at Morgan kunne læse hans indre. Der var ikke noget hemmeligt, som han ikke kendte i forvejen. Julien var ret ligetil, hvis man havde mødt hans rigtige jeg og ikke en af de personligheder, han tog på sig. Hvad der end passede ind i situationen.

"Kære Dragonesh, jeg har ikke brug for din hjælp. Jeg skal nok få det, som jeg vil have. Med tiden. Jeg har ikke travlt." Hans stemme var stadig rolig og kølig og afslørede intet af den irritation, der fyldte ham. Han flyttede lidt på sig for at sidde mere behageligt og slog ud med den ene hånd.

"Jeg ville tilbyde dig noget, men ærligt talt, så har jeg ikke lyst. Jeg ville helst, hvis vi ikke så hinanden igen, de næste par hundrede år. Eller mere."

Julien kunne gemme sin irritation alt det han overhovedet ville... Men Morgan var blevet skabt netop til at læse folk og hvad ingen andre skulle se. Så han var udemærket klar over at Julien var voldsomt irriteret over ham. En subtil irritation eller måske endda frustration Morgan elskede at fremkalde. 

"Jeg sagde såmænd heller ikke at du skulle bruge min hjælp.... Det var dine ord.... Kære Argos....."


Da Julien så nævnte et tilbud, løftede Morgan dog et øjenbryn lidt og var straks mere nysgerrig. Så han satte sig op lidt mere og satte sig på kanten af stolen og sagde:
"Tilbud ligefrem?....Jamen vi kan da sagtens finde ud af noget.... Hvordan ville et tilbud lyde?... Hvis du aldrig ser mig igen?..."

Julien lo en kort tør latter, inden han rystede på hovedet
"Jeg vil ikke tilbyde dig noget, Morgan. Et samarbejde mellem du og jeg er ikke realistisk." Han lænede sig lidt frem. "Men du er ikke den eneste, der får gravet beskidte ting ud af den her by." Han lænede sig tilbage igen og betragtede en negl.

Han vidste ikke, om det han vidste, var noget specielt. Morgan kunne sagtens selv have fundet ud af det, men Julien tvivlede alligevel lidt. Manden han havde noget på, var ikke en, som man fik til at lægge sig på en psykologs bænk. Nej, Julien havde andre måder at få oplysninger på. Han brugte dem ikke, medmindre de kunne være med til at skaffe sig det, han ville have.

"Men selvom vi ikke udveksler hemmeligheder, kunne det være, at vi skulle aftale at blive ude af hinandens hår. Det lyder til, at vi begge har gang i noget godt." Han strakte sig og rettede så på sin jakke igen. "Men jeg vil godt give dig fri mad her. For evigt, hvilket jo ikke er en overdrivelse. Hvis vi ikke ser hinanden igen." Han fik det til at lyde som om, at det var en god gerning han fremlagde for den anden.

Morgan var ganske arrogant på det punkt og han elskede meget få ting højere end at prikke til Julien. "Det kan godt være du også kan.... Men du ved lige så godt som mig at jeg er bedre til det... Jeg blev skabt til det... Og det du gør, kan spores... Måske er det virkelig svært men det kan... Det kan jeg ikke..."


Så lyttede han til Juliens ord og så først meget eftertænksom ud. Han lignede en der virkelig overvejede det og rynkede panden. Lige pludselig brød han ud en kortvarig høj og meget melodiøs latter inden han rystede på hovedet og sagde: 
"Åh 'Julien' gamle dreng.... Hvor er du dog faldet langt hvis du på nogen som helst måde ville tro at jeg ville acceptere 'fri mad' som du så smukt kalder det.... Jeg har alt den kapital jeg får brug for.... Men jeg skal da nok lade dig være for nu.... Hvis du da føler dig truet af min tilstedeværelse?... Hvilket jeg da ikke forstår med den stærke position du har sat dig selv i...."


Så satte Morgan sig igen afslappet tilbage og så på Julien med et afventende smil. Det var et dristigt træk at lave men samtidig ville det afsløre hvor følsom Juliens position rent faktisk var. "Nej hvis jeg endelig skal have noget for det... Skal jeg bruge noget mere saftigt end fri mad"

Julien smilede lidt. Morgans forsøg på at overtale ham til at dele sin viden, var som musik i hans ører.

"Min position er stærk nok, både til at udnytte min egen indsamlede viden og til at modstå dig." Han rynkede på næsen og viftede lidt med hånden. "Så truet? Nej. Du har bare en tendens til at gøre alting mere besværligt."

Han løftede et øjenbryn ved Morgans sidste ord. Saftigt kunne betyde flere ting. Juliens smil kom tilbage.
"Jamen kære Morgan, jeg troede ikke, at du havde problemer med det, du plejer at være en magnet på den slags?" Han trak beklagende på skuldrene. "Jeg gør desværre ikke i den slags her, så det kan jeg ikke hjælpe dig med. Men der er en del andre etablissementer i den her by, men det ved du sikkert godt."

Morgan grinede stille imens han lyttede til Juliens ord. Han fik lige nøjagtigt hvad han skulle bruge fra Julien.. En reaktion var som ofte det eneste han skulle bruge. Og en reaktion var det han fik.
"Åh Julien din stakkel.... Den må efterhånden halte lidt på hukommelsen hvis du rent faktisk betragtede det der som et forsøg.... Besværligt er godt....Brugt rigtigt, er det rigtig godt....."


De næste ord, fik Morgan til at løfte øjenbrynene i en undrende mine. Julien var virkelig faldet langt.... Men det kunne jo ske for selv den bedste.
"Julien, Julien, Julien.... Jeg troede du var skarp?... Men de mange år har der åbenbart ikke været nogen til at holde dig på spidserne... Rigtigt den slags er intet problem at få fat i... Du burde da vide hvad saftigt er i et fag som vores? Eller har årene været for hårde ved dig?.."

Julien sukkede irriteret over Morgan.
"Du er altid i vejen Morgan, det husker jeg desværre alt for godt. Men så længe du holder næsen ude af mine forretninger denne gang, behøver jeg ikke at bruge de ting, jeg ved for at få dig sparket ud af byen." Han rettede på en hårtot, der var på vej fremad ud af hans frisure. "Så flink er jeg. Ikke som dengang du fik mig smidt ud af Dublin."

Julien måtte smile, da Morgan ikke fattede den fornærmelse, der havde lagt i Juliens ord.
"åh, Morgan, det er vist dig, der er faldet af på den. Du fanger ikke en fornærmelse, når den bliver smækket i ansigtet på dig." Han trak på skuldrene. "Men du får intet for at lade mig være. Andet end lovningen om, at hvis du stikker fingrene i ilden, bliver du brændt." Et lille ordspil på, at Julien var en ilddæmon. Han mente ikke bogstaveligt, at Morgan ville blive brændt, selvom han ville elske at futte djævlen af, men Julien havde noget på nogen, som kunne gøre livet surt for Morgan.

Så kunne Morgan dog slet ikke lade være med at grine endnu en gang da Juliens arrogance ligeledes boblede op til overfladen.
"Du får mig aldrig sparket ud af byen, det ved du godt... Selv da du fik overbevist de Allierede styrker om jeg var Nazi-officer, blev jeg lige hvor jeg ville være..."


Så satte han sig lidt frem på stolen og foldede sine hænder med et blik der altid betød tingene kunne ende galt. 
"Jeg fanger skam tydeligt en fornærmelse... Jeg er bare ligeglad med den.-... Og hvis du mener jeg får brændt fingrene?.... Så håber jeg du kan svømme... For så er du ude på dybt vand...."


Morgan kunne jo se sit måls allerdybeste frygt og overbevise deres sind om de sad fast i netop den dybe frygt. Ikke noget han dog havde gjort ved Julien endnu men han vidste så udemærket godt at Julien frygtede vand i store mængder... En frygt der snildt kunne bruges.

"Men bare rolig.... Jeg skal nok være sød ved dig.... Du holder dig fra mit... Og jeg holder mig fra dit... "

Julien fortsatte med at smile.
"Ja, du blev. Under husarrest. Det lød ret kedeligt." Julien kastede endnu et blik på sit ur. Tiden gik. Måske han snart kunne rejse sig at gå, Morgan irriterede ham stadig grusomt. Hans blik vendte dog tilbage til djævlen, da han nævnte noget med at svømme.

Julien var ikke decideret bange for vand, men hans evne til at lave ild blev svækket eller forsvandt helt, alt efter hvor meget vand der var. Og han brød sig da ikke om tanken om en dag at stå i en situation, hvor han ikke ville kunne forsvare sig, fordi han var i vand.
Hans blik blev hårdt, og han rynkede panden, men svarede ikke Morgan på hans underliggende trussel.

"Jeg håber ikke, at vi støder på hinanden igen."

Julien var jo nærmest nuttet når han prøvede at have overtaget i deres interne kamp. Den side af Julien havde åbenbart ikke ændret sig i løbet af de mange år der var gået mellem de havde set hinanden sidst.
"Du skal virkelig have undersøgt hovedet hvis du tror jeg rent faktisk respekterede den husarrest. Nej nej der var skam meget at lave endnu. Dog troede de at jeg respekterede den hvilket var helt fint for mig...Der var jo en grund til den fabrik aldrig blev bygget færdig selvom krigen næsten var slut.... Ups...."


Kort viftede han den ugne dame over imens han smilede lokkende til hende og pegede på sin kaffekop. Hun skyndte sig åbenbart meget over for at fylde hendes kop op igen og stod lidt afventende for om Julien også skulle have noget mere. Hvis ikke gik hun igen efter en kraftig rød farve i hovedet da Morgan rørte hendes hånd. Så kiggede Morgan på Julien endnu en gang og smagte på sin kaffe.
"Mmmm.... Den er nu god.... Du virker helt utålmodig?...."

Julien blev ikke overrasket over at høre, at det var Morgan, der havde sat en stopper for den sidste fabrik. Den havde kostet Julien noget, men det var kun et lille hak i de penge, han fik tjent hjem i løbet af krigen. Og det viste sig jo også, at krigen sluttede lige efter, så fabrikken ville alligevel været gået neden om og hjem efter et par år. Egentligt Morgan havde sparet ham for et endnu større tab.
"Åh, så det var dig, der fik min tilladelse trukket tilbage? Det burde jeg takke dig for, jeg undgik at miste en del penge."

Julien rystede på hovedet som nej til mere kaffe. Han skulle snart videre.
"Jeg har et arbejde, jeg skal passe. Møder, der skal holdes." Han rettede på uret og kørte en hånd over sit hår. Hans tanker var ved at forlade samtalen og gøre klar til næste møde. Han så på Morgan igen med et fraværende blik.
"Vi kan sikkert ikke undgå hinanden helt. Men indtil da.. Pas på ikke at blive sendt tilbage til helvede. Jeg ville savne dig." Det sidste dryppede af ironi. Han rejste sig fra stolen, og begyndte at tage sin jakke på.