Please help me.. - Morgan L. Withers

Emma havde endelig taget sig sammen og havde sluppet ud af hendes lejlighed hvor hun havde gemt sig i meget lang tid. Hun sukkede svagt og trak læderjakke mere omkring hendes skuldre imens hun kiggede ned i jorden på hendes støvler som heldigvis stadig kunne holde vandet ud, dog var de virkelig slidte.

Hun drejede af og gik ind i bygningen hvor hun håbede inderligt at der ville være en som kunne hjælpe hende. Det hele var ved at blive for meget for hende.. Manden som hendes hjerne ikke kunne give slip på, udnyttede hende voldsomt. Han bankede hende og alt muligt andet. Holdte hende ofte fanget i flere dage, hvilket til sidst havde gjort at Emma endelig havde sluppet fri, havde fundet denne gamle og meget ødelagte lejlighed, fået møbleret det og nu havde det som hendes hjem. Hun havde fået job på en strip klub hvor hun dansede, dog smed hun ikke tøjet. Hun fik lidt penge ud af det og havde været nød til at spare op, så hun kunne betale dette hun nu skulle ind til.

Da hun kom indenfor trak hun sin jakke af, gik op og fortalte damen bagved skranken at hun var kommet. Hun havde fået en tid kl. 14.45 og skulle ind til en mand, ved navn Morgan..

Derefter gik hun ind i venteværelset, hvor hun faldt ned i stolen og sad imens hun kæmpede imod den voldsomme trang til at stikke af. Hun havde virkelig løst til bare at løbe, flygte og gemme sig..

Morgan var som altid når han var på arbejde utrolig velklædt og var jo skabt som en utrolig flot mand. Han havde et sort jakkesæt på med en mørk lille skjorte og dyre mørke sko. Dog hang jakken hen over hans stol og ærmerne var smøget op til lige under albuerne. Det var den sidste aftale han havde i dag så han tog den altid med ro for en god stemnings skyld.

En summen kom fra hans skrivebord og han holdt knappen nede. "Ja?"
"Mr. Withers? Deres aftale er her....."
"Fint jeg kommer selv ud og henter hende" Så gik han ud i venteværelset og kiggede på den unge dame der virkelig ikke havde haft det nemt. Dog stadig en fryd for øjet.
"Emma? Jeg er Morgan Withers... Kom indenfor"
Det var et stort og flot kontor han havde

I vente tiden havde hun blot sat og pillet ved de lår lange strømper som hang i hofteholderne og hun havde pænt kæmpet med sig selv for ikke at stikke halen imellem benene. Dog kiggede hun lidt overrasket op da manden kom ud og præsenterede sig som Morgan. Hun nikkede blot og rejste sig, greb hendes jakke og gik med ham ind.

Da de kom ind på hans kontor, lagde hun blot hendes arme omkring sig selv og kiggede rundt. Tydeligt tjekkede hendes omgivelser. Hun var som altid utrolig nysgerrig og ofte overvandt det lidt hendes opmærksomhed.

Emma satte sig dog hurtigt ned i stolen foran hans bord og kiggede ned imens hun trak huen af hendes ildrøde og meget pjuskede hår. For mange, lignede hun tydeligt en fattig gadetøs som kun var utrolig på problemer, men lige nu følte hun sig bare voldsom sårbar og kunne ikke helt finde ro.

”Jeg..” Mumlede hun lidt og vidste ikke hvad hun skulle sige.

Normalt set ville man nok forvente at terapeuten ville sætte sig overfor hende på hans side af bordet og begynde at udspørge. Men Morgans erfaring (Og hvad han var) gjorde at han tit gjorde ting anderledes. Så han satte sig på kanten af skrivebordet og smilede lokkende til hende. Det var ikke fordi han prøvede på noget men man kunne se at det var bare sådan han så ud.

"Der er tid nok.... Vil det være nemmere for dig hvis jeg gætter mig frem til hvad der er galt og du så siger hvis det er rigtigt? Eller skal vi se om vi kan snakke os frem til det..."

Så rejste han sig og gik hen til et smukt skab i kirsebærtræ der havde vand, sodavand, øl, spiritus og andet. "Kunne du tænke dig noget at drikke inden vi går i gang? Forresten så får du lige dine penge igen når det er.... Den her behandling er på huset..."

Hun kiggede overrasket op på ham og fulgte ham med øjnene. De øjne som folk ofte fandt utrolig kølige, da de var næsten lige så døde som natten selv. Hun slikkede hendes læber lidt og kiggede ned igen imens hun prøvede at finde hendes øjne.

”Det første.. Du kan prøve.. Og.. Hvorfor bliver det på huset?” Spurgte hun nysgerrigt og kiggede op på den meget smukke mand som lige nu gik lidt rundt.

Hun kunne ikke helt regne ham ud. Han kendte hende slet ikke! De havde jo aldrig mødtes før og hun havde aldrig i hendes hele liv sat hendes fod i systemet. Hun var en af de få folk som slet ikke var registret. Hun havde givet et falsk efternavn til klinken her, få falsk ID og ville endelig slet ikke være til at finde.

Den eneste grund til at hun sad her lige nu, var fordi.. Fordi ellers ville hun havde gået et sted hen og banket sig selv halvt ihjel.

Han tog selv og hældte en whiskey op hvorefter han rakte hende en sodavand.
"Du må såmænd godt få noget stærkere.... Jeg har licens til det"
Så smagte han på whiskeyen og så lidt eftertænksom ud inden han satte sig hen ved skrivebordet igen.
"Hvorfor? der kan være flere grunde.... En af dem er at du har mere brug for pengene end jeg har.... Og nogle gange så bliver jeg bare.... Opildnet i at hjælpe nogen ved hvad jeg kan se i deres øjne...."

Endnu en tår røg ned inden han kneb øjnene sammen hvorefter han sagde:
"Lad os så se hvor god jeg er til det her gætværk..... Der er en mand i dit liv.... Du hader at du elsker ham.... Måske gør han endda frygtelige ting ved dig og kan overtale dig til at det er ok selvom du senere hen ved det ikke er ok...."

Hun sank en klump og tog imod sodavanden imens hun kiggede ned på den og rystede kort på hovedet. Hun skulle ikke have noget stærkere lige nu, det ville blot ende galt. Emma hev svagt efter vejret da han nævnte at hun nok var forelsket i en og hun klemte grebet omkring dåsen i hendes hånd.

”Ja.. Jeg er kommet fordi jeg ønsker at få ham ud af hovedet.. Han.. Uhm..” Hun rejste sig op, satte dåsen på bordet og vendte ryggen til ham.

”Nok bedre at vise..” Emma hev hendes trøje op på ryggen og viste de tusinder af lange ar hen over hendes blege hud. Det var tydeligt at det var efter en ret voldsom pisk. Hun stod lidt der imens hun rystede over hele kroppen og trak den hurtigt ned igen imens hun kiggede væk.

Hun vidste at hun var nød til at åbne sig lidt for denne mand foran hende. Men hun fandt det svært, hun kendte ham slet ikke og fandt sig ikke tryg ved ham, dels fordi det var et fremmed sted og han lige nu havde givet hende dette gratis.

Da hun begyndte at ryste over hele kroppen af at have vist arrene så ændrede hans stemme sig til at være lidt mere arrig men ikke på hende. Han tog en god stor tår whiskey og sagde:
"Tak det er fint..... Jeg forstår så udemærket hvad det er for en type mand og jeg forstår så udemærket at du vil have ham ud af hovedet...."

Så satte han sig roligt ned igen imens han smilede stille. Hun skulle ikke tro at han var blevet sur på hende over det. Så fik de aldrig løst hendes problem.
"Altså.... Den eneste måde af at fjerne en sådan..... Latent besættelse vil være at erstatte det med noget der virker endnu kraftigere end ham..."

Det ville måske tage tid før det ville tage effekt men Morgan havde fuldstændig en idé om hvordan det kunne gøres...

Hun kiggede ret overrasket på ham, da hun sad i stolen igen og tydeligt kunne mærke hans vrede. Okay, han forstod hende heldigvis.. Hun kiggede lidt mere den og pillede ved hendes ring imens hun selv overvejede hvad han mente. En ny? Hvad skulle det dog være?

”Undskyld.. Men hvad mener du?” spurgte hun og kiggede op på ham, imens hun fik mere ro på sig selv, nok til at få åbnet hendes sodavand og tog en tår af den.

Den kølige væske fik hende til at falde mere til ro og hun kiggede ned på hendes ødelagte støvler imens hun ventede på at høre hans planer med hende. Dog regnede hun ikke rigtigt med at skulle se ham igen. En psykolog som ham ville jo ikke bare give sådan et møde her gratis normalt.. Og slet ikke flere! Så hun regnede med at han endelig bare ville give hende en øvelse og derefter sende hende ud af døren igen.

Han satte sig lidt mere ret op imens han så lænede sig ind over bordet så han kunne se hende i øjnene med de intense øjne han havde.
"Han har gravet sig så godt fast i dig... At du skal have noget stærkere i dit liv så det vil skubbe ham ud.... En så dyb trang kan ikke fjernes.... Den skal erstattes..... Med noget bedre..... Du har en..... Omend den er gemt væk lige nu.... En helt naturlig skønhed, smidighed og sensualitet man ellers kun finder blandt de større majestætiske kattedyr...."

Så satte han sig lidt mere til rette med et dragende smil på læben. Det var fuldt ud intentionelt fra hans side at nævne netop kattedyr.
"Hvad giver dig den allerbedste fornemmelse du overhovedet kender?.... Igen enten kan jeg gætte mig frem til det.... Eller du kan fortælle mig det.... Det kan selvfølgelig tage flere behandlinger men det skal du ikke tænke på"

Hun kiggede meget overrasket på ham og bed sig lidt i læben imens hun hurtigt så ned igen. Okay, han var pæn og på en måde, kunne hun godt lide at høre det han sagde om hende. Emma hev svagt efter vejret og tænkte lidt. Hvad den bedste fornemmelse hun kendte?

”Uhm.. Hvis det ikke skal være noget med ham at gøre.. Så elsker jeg at danse og løbe.. Føle mig fri.” Sagde hun og kiggede op på ham.

Det med at løbe, var selvfølgelig i hendes katte form og det med frihed, var når hun fløj igennem luften i hendes fugle form.

Emma kiggede lidt op på ham igen.

”Flere behandlinger? Jamen.. Jeg fik kun lige råd til denne ene måde.” Sagde hun lidt i panik da hun kiggede ned igen og begyndte at regne på hvor mange vagter hun skulle tage for at få råd til det.

Han satte sig og smilede som hun fortalte om hvad hun elskede for han kunne se en meget stærk glød i hendes indre. Egentlig var det rart at se for alle havde noget de virkelig elskede og nød. Og man var aldrig den samme hvis ikke man til en vis grad kunne finde den følelse frem. Dog vidste han der var noget dybere og mørkere som hun ikke nødvendigvis selv ville stå ved, men det var heller ikke relevant lige nu.

Ved hendes ord omkring flere behandlinger, grinede han nærmest varmt og tog en dyb indånding.
"Ja flere behandlinger..... Der var en grund til jeg sagde du ikke skulle tænke på det..... De bliver gratis..... Jeg tjener alligevel nok på alle de politikere og hvad der ellers render rundt. De summer de vil betale for at få lettet deres samvittighed.... De hemmeligheder byen har..."

Hun kiggede meget overrasket op på ham og grinte svagt imens hun nikkede lidt. Selvfølgelig, det kunne hun nemt gætte sig frem til. Emma trak læderjakken lidt mere op på hendes skød imens hun svagt rystede lidt. Hun frøs.. Dels fordi hun ikke fik ret meget mad lige for tiden og hendes lejlighed var så gammel at vinden ofte trak ind om natten og når det regnede. Så hun var udsultet lidt og havde tabt sig en del. Man kunne nemt se hendes rygrad og ribben. Selvom hun var stærk på grund af hendes dans.

”Men.. Med behandlinger.. Så er det at sidde her og snakke?” Spurgte hun lidt forvirret. Hun kendte jo ikke til dette her, så hun anede ikke hvad han mente med behandlinger.

Dog kunne hun ikke forestille sig andet end at hun sikkert nok bare skulle sidde her og snakke med denne fremmede mand omkring ting, som endelig ikke vedkom ham.. Idéen om det fik hende til at føle sig skidt og trangen til at stikke af, blev mere voldsom. Det var dog hendes katte instinkt og generelt dyriske side. Det at skulle vise sine meget sårbare side, var ikke noget de normalt ville gøre i. Kun at gemme sig væk indtil det var ovre.

Morgan havde lige nu formet situationen fuldstændig som han egentlig gerne ville have den. Ikke fordi han ville have nogen form for magt over hende eller noget, men det blev nødvendig med lidt diskret manipulation for at hjælpe hende på vej så hun kunne åbne sig. Ellers var det tæt på umuligt at gøre noget. Og bare at bruge hans evner direkte var alligevel ikke hans stil. Det ville hendes indre dyr også opfatte som et angreb.

"Snakke? Ja det kan det sagtens være.... Andre gange kan det være vi går ud og konfronterer din frygt på en eller anden måde. Eller også kan det være noget så simpelt som vi sætter os ned på en café og får lidt at spise. Jeg arbejder ikke helt som andre psykologer. Man kan vel sige at jeg ser mennesket og ikke journalen"

Emma nikkede lidt og lyttede til hans ord. Dog skuttede hun sig lidt ved tanken om at skulle konfrontere ens frygt. Det var hun slet ikke klar til! Dog sank hun en klump og nikkede. Hendes lange sort malede negle borede sig ned i det gamle læder på hendes skød og hun kiggede op på ham med hendes tomme øjne.

”Hvor lang tid tror du at det vil tage?” Spurgte hun lige ud imens hun studerede ham lidt.

Hun kunne lige så godt affinde sig med det. Hun ville komme til at bruge mange timer med denne mand. Denne utrolig store modsætning til hende selv. Han var flot, rig og et godt job. Emma derimod havde ar på både sjæl og krop, hun var virkelig fattig og arbejde på en strip klub. Mere dybt kunne man da ikke synke!

Han så lidt tænkende ud og tømte det sidste af sit glas inden han rejste sig og ganske kort kiggede ud på gaden der så småt summede af folk der fik fri.
"Det afhænger fuldstændigt af hvilke fremskridt du gør.... Hvor meget du vil det her.... Typisk går det ikke helt så hurtigt i starten når man lige skal mærke efter om hvor meget man kan klare... Men typisk sker der et skift lige pludselig og så sker der virkelig noget... Det er typisk når man finder ud af en lyst eller styrke om sig selv man måske bare havde gemt væk...."

Så kiggede han om på hende igen med et varmende smil. Gad vide hvor meget hun rent faktisk ville åbne sig for at komme af med noget der havde brændt sig så godt fast. Også selv om hun slet ikke ville have det. Han kunne gøre mange ting men i sidste ende kom det til hvor meget hun turde udfordre sig selv

Emma rejste sig op og bed sig lidt i underlæben imens hun knyttede hendes hånd lidt i jakken. Hun kiggede tilbage på ham, dog stadig lidt skræmt.

”Jeg vil virkelig gerne være fri igen.. Så.. Please.. Jeg vil gøre alt for at komme ud af hans greb.” Sagde hun med en rystende stemme og det var tydeligt at hun virkelig gerne ville og ønskede. Dog var hun også bange.

Inderst inde var hendes største frygt at være alene, være ensom. Det var hendes dyriske instinkt at være i en lille gruppe, at have 1 person ved sig. Så det at skulle løsrive sig fra en, lå helt unaturligt for hende.

Han nikkede til hendes ord men fastholdt hele tiden blikket på hende så hun var sikker på at lige nu var han der kun for hende. Et yderst nyttigt blik at kunne i sådan et fag.
"Jeg kan sagtens hjælpe dig..... Igen det kan gøres på flere måder.... Og jeg forstår dig...." Frygten for at mangle noget som har været så fast en del af ens liv.... At være alene.... Men jeg lover dig.... At selvom du gør det her.... Så er du ikke alene.... Og det bliver du heller ikke.... Så vil jeg have fejlet at hjælpe dig.... Og det sker ikke...."

Lidt forsigtigt var det som om hans øjne fik en ny glød der ikke var til at placere. Men hvis hun kiggede i hans øjne ville hun få følelsen af at have fået det hun begærede allermest overhovedet. Dette stoppede dog lige så snart hun valgte at kigge væk

Emma kiggede op på ham, hørte hans ord og pludselig mærkede hun friheden dukke op i hendes sind, følelsen af at kunne løbe frit afsted og.. Noget andet.. At have en som elskede hende for den hun var og ikke ville hende ondt.. Skrækken dukkede hurtigt op med et hårdt greb i hende igen og hun veg væk med hendes øjne. Et svagt skrig kom fra hende og hun faldt tilbage i stolen igen, hendes hænder fløj op og dækkede hendes ansigt imens hun krøb sammen og rystede voldsomt.

Hans ansigt var i hendes sind og hun mærkede nærmest hans hårde og alt andet end behagelige natur. Emma rystede på hendes hoved imens hun hviskede små bønder om nåde og andet, som tydeligt lød som om at hun bad om tilladelse for at leve.

”Undskyld..” Hviskede hun.

Han så undrende på hende som hun krøb sammen men det gav egentlig god mening. Han brugte ikke sit særlige blik så kraftfuldt som det kunne blive hvilket gjorde han ikke så det dybeste. Men det gav ham en rigtig god idé om hvor voldsom en effekt denne mand havde haft på hende. Hvor var det dog egentlig synd...

Morgan satte sig på kanten af skrivebordet og smilede ganske stille imens han rakte hende et tørklæde i tilfælde af tårer der skulle fjernes.
"Det er helt ok.... Det kan være en voldsom ting at anerkende den slags om sig selv... Men heldigvis kan det reddes... Der er en pige inde bag det skræmte ydre.... En pige der elsker at have det sjovt og ligefrem lave ballade... Lidt som jeg selv elsker lidt god ballade.... En pige der stadig kan findes frem...."

Hun kunne ikke lade vær med at grine lidt, da hun hørte hans ord og tog imod tørklædet hvor hun hurtigt tørrede hendes øjne. Okay, han kunne se lige igennem hende, hvilket skræmte hende lidt og hun var virkelig nød til at kæmpe for at holde sig mere lukket, så han ikke bare gik lige ind bagved hendes murer.

Emma kiggede dog langsomt op på ham og holdte tørklædet hårdt i hendes hænder.

”Jeg er virkelig ynkelig hva?” Grinte hun lidt og lod nogle fingre glide lige igennem hendes lange røde hår. Det var underligt hvordan han var overfor hende.. Dog var det nok på grund af hans job titel. Hun var bare en ny sag.

Som hun kiggede op på ham og grinede, rystede han på hovedet og strakte sig ganske kort.
"Nej overhovedet ikke..... Jeg har set utrolig mange virkelig ynkelige individer her i byen.... De fleste af dem piver bare fordi de er kommet til at være konen utro eller komme til at låne lidt af kassen på arbejde.... Du der imod.... De ting du har været udsat for.... Det er klart det vil sætte ar på en hver der bliver præsenteret for den slags.... Og hvis jeg ikke tager helt fejl så nyder du faktisk en god gang ballade.... Bare for at se hvad der egentlig sker...."

Så lænede han sig lidt tættere på hende inden han blinkede lokkende.
"Dig vil jeg virkelig gerne hjælpe.... Ikke på grund af en journal eller noget.... Men fordi på mange punkter minder du om mig selv..... Og hvis der er nogen der ved hvordan man laver ballade.... Så er det mig..."

Hun kiggede nu meget mere nysgerrigt på ham og et lille, meget lille legesygt smil dukkede op på hendes læber. Hun kiggede lidt væk og grinte lidt mere imens hun knugede tørklædet i hendes små hænder.

”Det er længe siden..” Hviskede hun og trak svagt på hendes skuldre imens hun knugede tørklædet meget mere. Hun vidste virkelig ikke hvorfor. Men denne fyr foran hende, fik hende virkelig til at slappe af, så meget at hun følte sig tryg på en måde. Dog var det en meget ukendt følelse og hun vidste ikke om hun brød sig om det, det føltes anderledes og meget specielt.

Emma bed sig lidt i underlæben inden hun kiggede op på ham igen. Hun begyndte at tænke på om han mon var menneske, eller noget andet? Hun var jo selv en Navajo, og han havde tydeligt hentydet til noget tidligere omkring kattedyr, det var ikke alle som var ville slynge sådan en ud..

Han kneb øjnene lidt sammen som han betragtede hende og strøg ganske kort sin hage.
"Savner du det ikke?... Lyder nok mærkeligt i andres ører at savne ballade som sådan.... Men når man nu har været så god til det som du og jeg.... Så er det da en ærgelig side af sig selv at gemme ikke sandt? Måske er det rent faktisk det du har brug for.... At være en ballademager igen....."

Det var egentlig lidt sjovt at se hvordan hun på en måde mindedes den side af sig selv. Rimelig nemt at spore på bare den måde hun sad og smilede.
"Der er vel ikke noget i vejen med lidt 'Katten efter Musen'...."

Hun grinte lidt da han sagde det med en kat igen. Emma kiggede ned og slikkede hendes underlæbe lidt imens hun overvejede lidt det han havde sagt. Jo, hun savnede det virkelig. Den dejlige adrenalin rus af at gøre noget som man ikke må, specielt hvis det var lidt ulovligt.

”Jo, jeg savner det.. Jeg savner det meget og har virkelig løst til det igen.” Grinte hun lidt lumsk igen, imens hun kiggede op på ham, med hendes lidt mere livlige øjne.

Det var virkelig som om han bare kunne se ind i hende og bare vide hvad han skulle gøre? Hvad var han lige?!