En rolig tid - Brendon

Endelig, var solen ved at gå sin vej port, det betød at natdyrerne kunne tage skridtet frem og lade sig vandre rundt uden at tage skade fra solens stråler, dog lyste den stadig oppe på bjergkæden som Cash havde tænkt sig at sætte på men måtte vel leve uden denne gang, han mumlede lidt og gik hen til foden af dets enorme sten som var mast sammen, og tænkte lidt over dagen, han havde nakket en uskyldig dame ned, han var sulten og manglede føde, hun var gået hen og blevet hans offer, selvom han ikke havde intentioner om at dræbe hende, men ville heller ikke efterlade hende med følelsen af at være forbandet til evigtid, med at gå rundt at sige at hun hadede sig selv for den hun nu var blevet, han lukkede øjnene lidt, og satte sig op af en sten og lænede sig tilbage imens nogle suk gled ud igennem hans mund, hvorfor skulle nogen ting os bare være så sværer, han begreb det ikke, og kunne ikke forstå det på nogen måder, men måtte leve i uvisheden i noget længere tid igen. Dog kørte hans tanker stadig på det med svære ting. Han havde ikke set meningen i det. Men selvfølgelig skulle alting heller ikke være let, han mumlede lidt og kiggede rundt igen som om han følte sig iagttaget ude at være det, sådan en følelse var der sikkert mange der kendte, når man gik rundt ude på gaden om aften når alt var lagt på, og man følte der var en der gik efter en, eller så på en, og man ville bare gerne væk hurtigst muligt. Han fugtede langsomt sin underlæbe med det yderste af tungen, og lod sine tanker glide bort imens han lod dem tænke over andre ting såsom jorden, hvorfor skulle Jorden være som den var hvorfor ikke leve som for 4 miliarder år siden? Han trak lidt på skuldrende, da han jo i grunden godt kendte svaret på det dumme spørgsmål så at sige, men det var jo sådanne ting man aldrig rigtig registrerede. Han tænkte lidt mere omkring det, som planeter der drejede rundt om sig selv imens de drejede rundt om andre planeter, sådan var hans tankegang kort beskrevet, han tænkte over alt og alle, han vidste ikke hvorfor, men sådan var han bare, måske var det pågrund af at han drak blod fra andre, hvor deres minder kom til, dermed fik det sikkert en påvirkning på Cash, på en eller anden måde? Han vidste det ikke, og havde os foralvor opgivet håbet om at forstå hans tanke lige nu, ja han snakkede i gåder, nogen gange så meget at han ikke engang selv forstod hvad fanden det lige var han havde snakket om. Han bed sig i læben og gumlede lidt på den imens han sukkede ud af næsen, og lukkede så sine øjne. Nu var solen borte og nu kunne han ikke være mere i himlen end noget andet.

Ikke så langt der fra kunne man høre lyden af en gren, som var på tykkelse med en stok med små lyde ramme bjergkæden. og nogle støn efter nogen der ikke kunne trække vejret ordenligt, det var som mange andre mennesker dog var det en mere skrøbelig en af slagsen. det sorte hår viftede når der kom en brise hen mod ham, og han så ned af bjergkæden og var stolt af sig selv. han tog dog hurtigt sin astmamedicin op af sin taske som han havde på ryggen, og tog så hurtigt han kunne med sine klodsede fingere en indånding af sin medicin. for at være sikker på at hans anfald ikke ville komme, selv om han viste at han ikke burde være der hoppe så tænkte han bare på sit motto Life is too short to worry about everything!. selv om han kunne få astma anfald eller falde og skade sig selv, så ville han ikke lade det stoppe ham i at gøre alt alle andre gjorde. også havde han jo grenen til at havde lidt støtte, selv om han jo godt viste at et forkert skridt kunne komme til at medføre at han skulle på syghuset. så gik han bare med faste skridt videre og prøvede at tænke på nået bedre, han stoppede op da han fik øje på nået. og blev nød til at fjerne sit pandehår for bedre at kunne se, da han fandt ud af at han havde ret at det var en dreng. han viste ikke om han bare skulle gå videre eller ikke, da det jo var normalt at hilse med at give hånd. og det fik Brendon's nakkehår til at rejse sig op, at være 18år gammel og aldrig været tæt på en anden. det var virkelig mærkeligt at tænke på og mest når man havde hørt så meget om andre, men hans forbi holde ham tilbage i at være tæt på andre. og bare det med at røre andre med at give hånd, kunne han ikke klare det var alt for unormalt for ham og helt forkert. dog blev han alligevel nysgerrig på hvad han mon lavede, så hans fødder førte ham nogle skridt tætter på ham så han bare stod et par meter fra ham. han viste ikke om han skulle sige nået, da der fandes nogle som fik et chok. og han ville jo helst ikke være skyld i at nogen anden slog sig "hej" fik han dog frem fra sine lyserøde bløde læber

En kort mumlen kom frem fra de smalle læber som bare blev ved med at bevæge sig, som altid havde han jo haft en dårlig vane med at snakke til sig selv, når han tænkte over ting, men folk havde deres særheder ogsådan måtte man bare leve med det, han kiggede lidt rundt men hørte så en stemme og kiggede hen på en dreng omkring de 17-18 år, og smilede roligt til ham, dog ikke så man kunne se de skarpe tænder som var plantet i hans mund. “Yo..” grinede han let og blev bare siddende på sin klippe og kiggede på ham med nogle brune øjne, han havde lige fra morgenstunden af hvor han havde tænkt sig at komme uden for, lagt det brunlige skær i hans øjne som han normalt plejede at have før den dag hvor han blev forvandlet til denne forbandelse som så mange kaldte det, han syntes nu i grunden ikke det var nogen forbandelse, fordi isåfald kunne alt jo være det. Han kiggede lidt rundt og tog en dyb indånding inden han kiggede på drengen igen og betragtede ham lidt, “Bjegbestigning?” smilede han stille med et let spørgende blik, i grunden var Cash i godt humør i dag, hvorfor havde han ingen anelse om, men der kunne være så mange ting som gjorde at dagene gjorde det lettere for ham at leve igennem, hvilket fik ham til at tænke på de dage hvor blodet bare havde været en for stor mangel og han var gået crazy.. Men som altid kunne han holde sig i lange perioder uden denne nødvendige næring, som alle mulige andre havde så inderligt brug for, men nu ventes hans tanker mod denne dreng som vidst så ud til at være en anelse nysgerrig, dog tog han ikke ting som disse så ilde op, han rejste sig lyn hurtigt og plantede sine hænder ned i bukse lommerne og kiggede rundt imens han mumlede igen for sig selv, hvad var der i grunden lige med ham og mumleri? Det var som om det aldrig stoppede, som om de først ville stoppe når tankerne var forsvundet, men hvornår ville de det? Det var jo lige der selve grundpsørgsmålet var, til alle disse tanker, mumlerier, og gådefulde ord som så oftes kom fra ham. Han rystede lidt på hovedet og smilede venligt til drengen uden at gøre det store.

Hans blik med de grønne forblev på dreng og viste ikke helt hvad han skulle sige, så han begynde bare at pille ved grenen. han havde det med at han skulle pille ved et eller andet når han var nervøs, og det var han stort set hele tiden og det var nok den store rundt til hans trøjer så ud som de gjorde. da han pillede ved dem så de gik op og lignede nået børn havde leget med, han nikkede en enkel gang som var da han ikke viste hvad ellers han skulle gøre. da de eneste folk han stort set snakkede med, var den familie hans boet hos også de folk der købte tøj. han så ned på grenen når han hørte hans bemærkelig, og rystede hurtigt på hovedet et lille kort drengeligt grin kom ud af hans mund "nej, skulle være lidt mere sikker på at jeg ikke fald" sagde han og viste at det måtte lyde vildt mærkeligt i andres ører, da man jo bare plejede at lade sig falde som det nu kom. han kunne svagt høre at han mumlede, og sagde ikke nået til det og gik bare stille tætter på "hvad hedder du ?" spurgte han stille om og var slet ikke sikker på om han skulle spørge om det, eller om han bare skulle lade drengen være og gå videre. det var jo også begynd at blive sent, og han viste at det ville være bedst hvis han kunne se hvor han kig. men et eller andet sted så havde han ikke lyst til at gå, selv om hans nakkehår stadig stod ud i luften efter tanken om at røre nogen anden. han havde så mange spørgsmål inde i sig som han altid havde haft lyst til at spørge om, men chancen har aldrig været der for ham

Han kiggede på drengen og tænkte lidt over hvad han i grunden lavede her, der kunne ske så mange forfærdelige ting her om egnen men hvad vidste han, han var jo kun godt og vel 432 år, så hvad pokker, i grunden lød det som ret meget men for hans vedkommende var det noget så lidt, han bed sig i læben og kløede sig atter i håret en vane han havde når han var usikker på noget, men lod det drive bort. “Cash…” kom det tænkende fra ham “Og du?” spurgte han så og så direkte på drengen, som havde nogle grønne øjne, noget han lagde ret hurtigt mærke til, mange havde nok bare trukket på skuldrende men han syntes det var facinerende, han havde jo selv brune øjne, eller det var hans oprindelige farve indtil for 413 år siden, hvor han endnu var menneske, man kunne vel sige han havde oplevet en hel del igennem tiden, men i grunden var han ikke facineret over de ting der skete omkring ham mere de ting der skete med folk, deres attituder forandrede sig lyn hurtigt, man kunne vel tage et normalt teengaer barn som et eksemple, det blev påvirket af det som skete i tv’et, alle disse krimifilm, gyser film og hvad vidste han, hvor kriminelitet skete, de troede det var sådan man gjorde i virkeligheden men i grunden så de ikke bagom filmen, tænkte kun på hvad der skete i det øjeblik de så filmen. Han sukkede kort, et lille sørgmodigt suk for disse teenagere der kom i gennem sådan en forfærdelig ting. Han kiggede op på drengen og betragtede lidt stokken imens han tænkte. “Var det en hård tur herop?” spurgte han så, da det kunne skyldes at han var hurtig til at blive udmattet over lange vandre turer, men ved Cash gik der urtolig lang tid før det skete, nu var han jo også vampyr, så der var vel noget om sagen kunne man vel sige, han kiggede lidt op på himlen som langsomt blev mørkere og mørkere og smilede lidt da en kold aften brise gled hen over hans hud. Sådanne tidspunkter nød han bare, sådanne tidspunkter som disse med at kunne slappe af uden at føle man skulle noget specielt bare være sig selv og droppe folks underlige kommentarer omkring en.

Blikket forblev på drengen foran sig, og tænkte ikke så meget over at det havde været bedst at være hjemme på denne tid. selv om det lå dybt i hans baghoved at der var det bedste, så ville han ikke lade sine sygdomme ødelægge alt for meget for ham. han smagte lidt på hans navn for at huske det, selv om han var helt sikker på at han ville gøre det hvis han mødte ham igen. han blev hurtigt stille når der blev spurgt om hans navn og det tog lidt tid før han kunne svare "Brendon.. men bare kald mig Angel" sagde han stille og meget usikker i det, mens han gik det sidste stykke hen til ham. hans fik så venligt på ham og det gjorde også det smil på hans læbe, men hans krop sagde nået andet og han lyttede ikke rigtigt på den. selv om han var mega bange for at blive rørt ved, så viste han at man stadig kunne stadig stå nær andre uden at blive rørt. han så ned på grenen igen og nikkede "den var ret hård, mest når man fejler det ene og det andet" sagde han og synes at det var lidt pinligt at han skulle bruge en gren, for at komme op og ikke få et forstor anfald eller at falde og så sig halvt ihjel

Et let nik kom fra den noget høje vampyr, han havde i grunden ingen anelse om hvor høj han selv var, tog aldrig notes af sådan noget, han tænkte lidt over hvad han skulle sige til det med Brendon. “Angel.. det får dig tiul at lyde uskyldig..” grinede han lidt i grunden var han glad for at han havde spist før han var taget her op, fordi det jo kunne hænde, som nu, at han ville møde nogen. Han trak lidt på skuldrende over det næste han sagde og synes nu ikke der var noget galt med det. “Man kan fejle det ene og det andet, uden at være klar over det.. Jeg kunne foreksemple være total handicappet med at styre mine tanker… hvilket jeg faktisk er…” grinede han lidt og trak på skuldrende, han kiggede lidt rundt, det var nu i grunden meget let for ham at kunne se hvad der skete rundt omkring ham, det var tit anderledes ved andre, men nogen mennesker havde faktisk et godt syn, det var dog ikke alle, men nogle var der da. Han tænkte lidt over hvor mange der ville give sig for et liv som det han nu var, denne forbandelse, som sammentidig os var en gave, som hans mester havde sagt da han var nyfødt vampyr, han hævede det ene bryn og så lidt ned på sine blege hænder, underligt som der var så mange der troede at det var noget naturligt noget, at han bare var bleg fordi han var født sådan, han bed sig lidt i læben, det var i grunden utroligt så lidt mennesker vidste, de havde ikke nogen anelse omkring væsner, eller hvilke farer de faktisk gik rundt med, de havde ingen former for viden for hvad der havde været i denne by for mange år siden. Han rystede lidt på hovedet og kiggede op på himlen hvor nogle få stjerner kunne skimtes. “Men… Hvad fejler du egentlig?” spurgte han så og vendte derefter sit blik på ham og smilede skævt imens han tænkte over hvad det var det kunne være, nogen mennesker fejlede jo noget, andre gjorde ikke, så det var vel ikke forkert at spørger indtil det? I grunden ville han gerne hjælpe ham, han kunne jo give sin gift videre til ham, men hvorfor ødelægge hans liv, lige som hans eget var? Hvad ville han få ud af det, ingenting, han sukkede atter igen, ikke pågrund af kedsomhed, men pågrund af sine tanker, hvis drengen vidste hvad han tænkte ville han sikkert blive overrasket over hvor mange tanker der faktisk gled rundt inde i hans hoved, det var jo ikke sådan at han bad om dem, eller noget, men de var der bare, bare sådanne tanker der drejede sig i forskellige vinkler og gik lige ud af lane vejen eller snoede sig som en slange så de ingen mening gav. Han mumlede kort om at han måtte til at tage sig sammen, se at lade være med at tænke så meget. Cash, tog sig kort til hovedet og kiggede ned på jorden, hvilken dag i grunden, ikke fordi den var dårlig, men måske var det mere det han havde gjort, og det han gjorde og hvad han kom til at gøre, i den senere fremtid. Det var jo ikke fordi at han ligefrem var stolt af det lort som han rendte rundt med, som skadede folk, det var jo ikke fordi at han ikke ønskede at blive normal igen, hvis han kunne ville han da for alt i verden ønske at han kunne blive normal, men i så fald ville han os blive gammel og dø, men hvor mange mennesker havde han ikke set dø nu? Han tog en dyb indånding og pustede den stille ud. “Underlig verden vi lever i…” smilede han svagt.

Han så bare stille på ham med et lidt for usikkert glimt i sine øjne, han havde det bare med at blive usikker over alt og havdet også svært med at snakke med folk. selv om han synes at det gik let med Cash, men alligevel var han usikker i det hele taget at snakke med nogen. hans hvide tænder kom til syne af det med at han var uskyldig, det var jo stort set også det han var. den dreng som aldrig lavede nået man ikke måtte og gjorde hvad der blev sagt, selv om han nogle gange ønskede at han ikke var den dreng. så når han var tæt på at gøre nået som man ikke måtte, så blev han alligevel glad for at være den han var "det kan man vel også kalde mig" sagde han og så lidt på ham med lidt hundøjne, selv om der også var nået barnligt over hans øjne som fik ham til at ligne den lille dreng. han havde jo stort set også blevet behandlet sådan at han altid havde været det, hans forældre havde altid være for beskyttende over for ham. da de var som de fleste andre forældre, bange for hvad der ville ske deres barn. og med Brendon's sygdomme så var der jo ekstra meget at passe på, og det hadet han virkelig nogle gange og det var nok også derfor han var lyttet hjemmefra. Brendon så bare på ham og kunne ikke lade være med at grine et lille grin fra sig af det han sagde, da han synes at det lød lidt sjovt at havde et handicap med ens tanker. men der fandes jo så mange mærkelige ting i verden, så det overraskede ham slet ikke at det nok også fandes. selv om han selv aldrig havde hørt om det før, så viste han jo nu at der fandes det med. han lag grenen ned inden han selv satte sig ned, han så kort op på himlen inden han vende sit blik omkring sig. der var så stille og fredfyldt sådan som han bedst kunne lide det, og det fik ens tanker til at kunne høres selv om i hans hoved ikke var nået at høre. da der aldrig havde været nået at tænke over, alle de tanker havde han haft og opgivet at tænke over nået som helst. han lag sine hænder ned på jorden på hver side af sig, han så stille op på ham og smilte stadig lidt selv om han ikke blottede sine tænder mere. han tænkte lidt over om han skulle fortælle alt det han fejlede, da han jo godt viste at nogen ikke kunne forstå det men alligevel røg det ud af munden på ham "jeg lider af Spiseforstyrrelse, forbi af at nogen røre ved mig, astma og Knogleskørhed" sagde han og træk sin mund over i den ene side, og ventede bare på hvad han mon ville sige til det. da han jo godt viste at de fleste altid sagde nået om hans spiseforstyrrelse først, så han ventede endelig bare på at han ville gøre det samme

Han kiggede på ham med et hævet bryn over alt det han sagde og havde ikke helt regnet med den slags, han fugtede sine læber lidt og tænkte lidt for sig selv. “Hmm… lyder til at have været en hård tid i skolen så?” sagde han en smule forsigtigt, da mange folk blev mobbet eller drillet, eller hvad man nu sagde omkring det, mange lærere overså tit sådan noget. Han kiggede på ham og tænkte lidt over de med Angel, bare navnet fik ham til at lyde som en ret flink fyr efter Cash mening. Han smilede stille og nikkede stille for sig selv imens han tænkte tilbage på sin egen tid, for over 400 år siden, utroligt nok kunne han godt huske den tid, da han var lille, faktisk havde han aldrig været kommet i skole, hans forældre var for fattige, og han kom alt for tidlit ud på arbejds markedet, hvilket gjorde at han skred hjemmefra og da han ikke gad og slide og slæbe dag ud og dag ind, selvom der var nogen der gjorde det. Han bed sig stille i læben og sukkede lidt inden han igen kiggede på drengen, Brendon, eller Angel, han vidste ikke helt hvad han skulle kalde ham men der var vel så meget som man nu kunne bruge, han tænkte lodt over det der med Spiseforstyrrelser, og forbien for at folk rørte en, det kunne vel være fordi at han syntes han var for tynd og ikke gad have at folk mærkede hans knogler, eller fordi at han bare ikke kunne klarer bakterier på nogen som helst tænkelige måder, hvilket Cash godt selv kendte til, han hadede rod, over alt på jorden, selvom han var utrolig god til at lave det. Han kiggede stille rundt og så, så ned på jorden inden han sparkede til en sten. “Så.. jeg gætter på du er ny?” smilede han skævt og kiggede på ham, han ville ikke kommentere hans sygdomme, han fandt det ikke fair, eller jo, man måtte jo gerne vise interesse for personen og ville have at vedkommende havde det godt, men han ville ikke være den person der hakkede ned på en fordi man ikke gjorde det som man rent faktisk skulle gøre, selv mente han at personer burde støtte en med at spise, sige at man gjorde det godt, og blive ved med at bakke personen op. Utroligt så mange tanker man kunne få igennem sig over så få ting, han kunne ikke helt fatte det. “Hmm.. Kan jeg trøste med jeg havde en tante med hørehæmmelse, og det var så sjovt, at som ordsproget siger, man snakker i øst men der bliver svaret i vest, og det gjorde hun faktisk.” Grinede han stille og ville gerne hjælpe drengen med at komme i bedre humør. “Sådanne ting er sjove, og på den anden side, så kan man jo godt have det sjovt med sit handicap selvom man virkelig ikke bryder sig om det…” tilføjede han med et lille grin, og håbede det hjalp på hans humør, og at han ikke stødte ham på nogen tænkelige måder, der var jo nogen der var mere sarte end andre, så at sige.

Han blik forblev oppe på ham til han hørte hvad han sagde, det fik ham til at fjerne sit blik fra ham og træk lidt på skulderne. han havde jo aldrig gået i skole, selv om han virkelig havde ønsket at han havde gjort. eftersom at han var sikker på at hvis han havde gjort, så havde han ikke været så inderlukket som han endelig var. selv om han godt kunne snakke med folk og svare dem, så havde han endelig svært med at starte sin egen sætning uden at det behøvede at være et svar. men det var meget svært i hans hoved også selv om han virkelig prøvede, så var det altid nået at han skulle kæmpe for at få frem. han træk en ekstra gang på skulderne "hjemme undervisning" mumlede han og så stille op på ham, og et lille uskyldigt suk kom frem fra hans læber "mine forældre var for bange for at jeg ville komme til skade" sagde han og kunne jo godt forstå det et eller andet sted at de var, da nogle brud kunne komme til at koste ham dyrt. selv om han tog piller for at hans knogler skulle blive stærkere, så ville de ikke virke på ham selv om han havde taget den siden han var helt lille. han var dog glad for at han ikke ligefrem sagde nået om det, da det virkelig lettede på hans skulder af at ikke høre at han skulle tage sig sammen. og det fik smilet frem på hans læbe igen, og han var endelig meget glad for at han havde taget der op. selv om han et eller andet sted troet at han ville dø af det, men at møde Cash fik hans humør til at komme op. og det lettede ham lidt at han måske havde fået sin første ven nogensinde, og det var en utrolig dejlig tanke synes han selv. han nikkede til det han sagde og smilte "jep.. det er jeg, næsten lige flyttet ind hos en familie i Terre" sagde han og havde lejet et værelse hos dem, selv om det ikke var et stort værelse så var han alligevel glad for det. og viste når han havde fået samlet nogle penge sammen så ville han finde sit eget sted, men nu var pengene der ikke lige så han måtte vente med at få sit eget sted. han så bare på ham og smilte stort selv om der ville et grin frem, men han holde det tilbage og lignede en der hikkede selv om han grinte med lukket mund

Han lyttede opmærksomt på det han sagde og nikkede roligt, han sukkede lidt trist over at han heller ikke havde gået i skole, ikke fordi det var dårligt eller noget, men nogen mennesker fandt det som en utrolig stor opbakning at kunne møde nye mennesker, han kiggede fortsat på ham imens han fortalte og nikkede stille imens han tænkte over det, tja, forældre havde jo en ret overbeskyttende følelse over sig, og selvom de kun ville en det bedste så endte det som regl med et kæmpe skænderi fordi man ikke mente man måtte noget og hvad vidste han. I et kort øjeblik var han bare tavs og tænkte over det som han fik at vide, men smilede så stille da den anden dreng også smilede, det fik ham til at føle at han da ikke var helt tosset til at gøre folk glade igen, han nikkede lidt og smilede lidt skævt. “Lyder skam fedt nok” kom det fra ham med et stort smil, så de to hugtænder kunne skimtes men han lukkede dog munden igen, da han fandt ud af at hans fine hvide tænder ikke var noget man skulle vise til folk som ikke kendte til den magiske verden, men nu vidste han så ikke lige noget om hvor meget Brendon vidste om denne overnaturlige verden, eller om han var en af dem, efter hvad Cash kunne lugte var han et menneske, og havde ikke nogen former for overnaturlige egenskaber. “Hmm…” kom det stille fra ham og kløede sig kort på halsen inden han kiggede på drengen igen som så ud til at være i et højt humør igen, hivlket gjorde Cash utrolig glad, af en eller anden grund, det var måske fordi at han skadede så mange, og at gøre nogen glade bakkede hans humør op. Han kiggede rundt i et kort øjeblik, og lukkede så øjnene for at hvile sit hoved lidt, “Så du har heller ikke mødt nogen, I guess?” sagde han i et roligt tonefald, det kunne vel være at han havde familie at sove ved, men om han havde andre mennesker som han kendte i byen venner, kæreste, hvad vidste han, noget i den stil kunne man vel sige. Han lod en hånd glide igennem det let pjuskede hår og rullede sine ærmer op så de kom op til lige under albuen. Nogen gange virkede det underligt for Cash at snakke med folk, han vidste sig jo ikke rigtig om dagen, så at snakke med en person, på denne tid, var noget stort for hans vedkommende, kunne dog ikke helt forklarer det, men folk var jo så forskellige som de nu kunne være. Gad vide hvornår han egentlig skulle hjem, ham Brendon. Han syntes det virkede underligt at kalde ham Angel når han jo ikke kendte så meget til ham, kunne man vel sige, men hvis man kendte Cash ville han sikkert udentvivl dukke op med et eller andet vildt underligt navn, som han ville kalde en person lige så længe som han nu kunne, spørgsmålet var nu bare om personen ville sige nej til den slags, i så fald ville han da stoppe. Han fugtede sin underlæbe lige så stille, og var ved at komme på andre tanker.

Han sad bare helt stille og lignede slet ikke at han bevægede sig, dog gjorde hans mave det når han træk vejret. men der var jo alligevel ikke særlig meget af den, og hans trøje sad jo ikke stramt på hans overkrop så det var næsten ikke til at se. man kunne dog se at hans sko bevægede sig lidt, da han vippede med sine tæer i dem. det var en af de ting som der bare skete og som han gjorde uden at tænke, selv om han havde det med at tænke over alt han gjorde. så var det en af de ting som han aldrig kunne styre selv, hans fingere begynde at lege med hans trøje og han sad bare som et lille barn der lyttede på sin far. hans skulder røg en enkel gang op "vil heller havde mit eget" sagde han stille og kunne ikke klare at han ikke måtte spille på trommer efter klokken 20:00, selv om han nogen gange kom sent hjem og derfor højst havde en halv time til at øve. det kunne virkelig irriter ham meget, men alligevel var det jo hyggeligt at bo der. som om at han havde en til familie, da de også var lidt for beskyttende over ham. søger for at der rent så han kan være der, og husker ham på at tage sine piller. selv om han jo havde rejst væk for at klare sig selv, så glædet han sig bare ekstra meget til at få sit eget sted. han så op på ham og fik øje på de hvide tænder, hans øjebryn rykkede sig sammen og han så bare underligt på ham "dine tænder?" kom der bare ud af hans mund og han vende langsomt sit blik op mod hans "de ligner ikke almindelige menneske tænder" sagde han og træk lidt på munden, inden han blev helt stille igen og var endelig stolt af sig selv at han bare havde sagt et eller andet. selv om det ikke var lige det han havde lyst til at sige, men det var også ligemeget i hans sted hvad han sagde så længe der kom nået ud. han rystede let på hovedet "ikke andet end dem der har købt tøj, plejer alligevel ikke havde nogen at snakke med. hvem gider være sammen med en der ikke kan alt alle andre kan?" sagde han og træk lidt på skulderne, da det var det han altid havde fået at vide af alle andre. og han havde lært at leve med det som det var, og bare hold sig for sig selv med sine tanker. så havde stoppet med at komme ind i hans hoved

Han kiggede på ham og måtte sige at han undrede sig lidt over hvorfor han var så stille, men stillede ikke yderligere spørgsmål omkring det, han nikkede stille til det han sagde omkring at han gerne ville have sit eget, og det var vel nok også klart, man ville gerne kunne bestemme over sine egne ting, men nu havde Cash heller ikke noget sted at være som sådan, men var i grunden os meget ligeglad, han havde ikke behov for meget, og ville nok heller aldrig komme til det. Han tænkte lidt over det der med at have behov for ting, hvad havde en vampyr i grunden behov for? Lidt blod, en seng og et wc og det var så det. Ellers var der vidst ikke andet af hvad man skulle bruge, også ville der være nok til at kunne klarer sig. Han bed sig lidt i læben og kløede sig stille op af armen imens han tænkte lidt omkring det med familien, hans søster hørte han ikke far, og nevøen gav intet kald, mor og far var døde, hans nærmeste var langt borte, ja… man kunne vidst sige at han var lidt alene omkring de mange ting i livet, han gabte lidt, og holdte hånden for munden men kunne så mærke hvordan blodet det isnede i hans årer da han hørte hans spørgsmål, omkring hans tænder, han vidste ikke helt hvordan han skulle bære sig ad med at kunne bortforklarer denne sag, var der overhovedet nogen bortforklaringer? Hvis han sagde de var falske ville drengen sikkert gerne se dem, og det var nu ikke lige sådan at han kunne få sine tænder til at blive mindre eller noget, man kunne vidst sige at lige nu var han gået i panik inden i men sagde ikke noget omkring denne følelse han havde inden i sig, hvordan kunne han os være så uviden? Han bed sig lidt i overlæben inden han fugtede sine læber. “Min gave samt min forbandelse..” sagde han stille undvigende, uden at forklarer nærmere omkring det, han haævede det ene bryn og kiggede på drengen som fortalte lidt omkring sig selv. “Det er der mange der gerne vil, hvis de ikke ville det, hvorfor er jeg så ikke gået min vej?” Spurgte han så og kløede sig i nakken imens han tænkte over hans mange svar og tanker som drønede igennem hans hoved, hvorfor skulle han os være så dum, selvfølgelig ville denne dreng opdage hvordan tænderne havde vidst sig synlige i mørket, det var jo ikke fordi at drengen var blind eller noget? Cash tænkte så det knagede i hans hoved, lige før det faktisk gjorde ondt fordi hans tanker hvirvlede rundt inde i hovedet som en tornado der ikke kunne tæmmes på nogen måder, han rynkede panden lidt, og håbede inderligt at drengen ikke begyndte at stille spørgsmål til det emne omkring hans hugtænder, han var ikke stolt af dem, ville han heller aldrig være. Han rynkede brynene lidt og rejste sig op i det han strækkede sig for ligesom at lade blodet i årerne drive rundt igen, selvom han jo var død, kunne man vel sige?

Brendon så bare over på den lidt ældre dreng, han hadet sig selv for ikke at havde nået at sige og når han havde kunne han ikke få det ud. uden at det skulle være et svar på en anden's spørgsmål eller nået en anden havde sagt, han holde jo stort set sine meninger for sig selv. de eneste der hørte på hvad han mente var hans forældre, og det var jo ikke altid sjovt for det at vide hvad deres elskede søn mente med verden. han havde det som om at stilheden og ensomheden var hans eneste venner, hvem ville dog også hænge ud med en som Brendon? han var næsten sikker på at Cash, ville gå efter de havde snakket lidt også ikke engang tænke på at være sammen med Brendon igen. det kunne han jo også helt klart forstå, han viste jo godt at det som fik folk til at holde tilbage det var hans fobi. selv om han havde prøvet at arbejde på det flere gange, så havde han aldrig kunnet klaret at røre nogen. han tænkte lidt over det med Cash tænder og det undrede ham lidt at det kunne være en forbandelse og en gave "hvordan kan det være en gave og en forbandelse ?" spurgte han undrende da det undrede ham meget, at nogle `falske´ tænder kunne være begge dele, det kunne jo godt være nogle som Cash eller nogen anden havde tvunget ham til at få lavet. han rystede hurtigt på hovedet for at tænke på nået andet, men det var virkelig svært. men når han hørte hvad han sagde så glemte han det hurtigt "fordi at du ikke vil se mig såret som alle andre.. så når vi begge skal se at komme hjem, så siger du at vi ses også undgår du mig resten af livet" sagde han stille og gav et lille suk fra sig

Han kiggede på ham med et stille blik og prøvede på at finde en forklaring på det, denne dreng lige havde set, han havde lige opdaget noget af han dybeste hemmelighed, han bed sig kort i læben, sukkede så kort. “Nogen mennesker er helt anderledes fra hvad der i virkeligheden er menneskeligt… Hvis man tager mig som et eksempel, jeg ser menenskelig ud, men hvem ved om mit sind og tanker er menneskelige? Dette du ser foran dig lige nu, er en fælde, fordi… Hmm…” sagde han stille og rynkede panden og overvejede sine ord lidt inden han fortsatte. “For mig er det en forbandelse, for dig ville det sikkert være en befrielse. En kur mod dine sygdomme og lidelser…” sagde han stille med et sørgmodigt smil og kunne godt huske sin tid for længe siden da han endnu var ung, eller ung og ung, hans oprindelige familie var inden for elverne, mens han var den eneste outsider der havde ladet sig bide af en vampyr. Han fugtede sine læber lidt og tænkte lidt over hvordan han skulle fortsætte. Men lod det ligge lidt og lade Brendon tænke over det han lige havde fortalt, så han ikke ville blive så forvirret som så mange andre ville blive, så nok hellere lige tage en ting af gangen. Han lyttede til hvad han sagde og spekulere over hvorfor pokker han skulle gøre sådan bare fordi andre gjorde det. “Jeg behøver ikke at være som alle andre? Jeg synes i grunden det er hyggeligt at snakke med dig, og jeg har intet hjem at vende hjem til så jeg kan være her så længe jeg vil..” smilede han stille og trak kort på skulrende som om det ingen ting var, som om han faktisk var ligeglad med den forbandelse han havde på sig, og han skulle os snart til at lave sig et nyt sygesikrings kort, det var i grunden utrolig irriterende at man konstant skulle lave nye kort for at alderen skulle passe, men heldigvis var der en gruppe vampyrer der stod indenfor det emne som kunne gøre det for billige penge, hvilket han kun kunne være glad for da der sikkert ville være mange der undrede sig over hvorfor pokker han var 25 når han kun lignede en på 19 år. Han fik et lille smil frem ved tanken og kunne lige forstille sig at personen kiggede på ham med de største øjne ever, og ikke forstod brik af noget af det, men hvad så, han var jo heller ikke perfekt, og kunne vel i grunden bare brække halsen på personen hvis han eller hun skulle tilkalde vagten eller noget. Han smilede stille og ventede blot på hvad det var Brendons kommentar til det han havde sagt ville være, han kiggede op på den klarer himlen og savnede lidt de dage hvor han kunne sove.

Han blik forblev oppe på ham og han prøvede at lytte virkelig godt efter på hvad han sagde, selv om det var nået underligt synes han selv og grinte bare af det "hvordan kan de ikke være menneskelige? altså man kan da ikke tænke over nået som ikke er menneskeligt? og var er endelig menneskeligt?" sagde han og lyttede efter på sine egne spørgsmål, og vende sit blik ned mod sine fødder inden han så op på Cash igen og undrede sig lidt over hvad han sagde "jeg har ingen lidelser?" sagde han og rejste sig stille op og så over på ham "altså jeg hader mine sygdomme.. men jeg har lært at leve med dem, og ikke være bange for den jeg er.. min mormor fortalte mig altid.. at man er nød til at kunne elske sig selv, før man kan elske nogen anden" sagde han stille og bed et smil på læben, og så stille over på ham og kunne bare ikke lade være med at smile. da han viste at han havde ret i det "Cash du er godnok som du er.. og du skal være stolt over at være dig selv, kun sådan er du perfekt" sagde han stille og bed sig kort i den bløde underlæbe, inden han gav slip på den igen. og havde ikke den store lyst til at svare på det med at Cash nok aldrig ville se ham igen, da han et eller andet sted troet på Cash. men på den anden side så havde han prøvet det så mange gange, og havde ikke den store lyst til at håbe på nået denne dag som alle andre gange

De brune øjne kiggede på ham uden at sige noget før han var færdig med sin talestrøm, hvordan skulle han dog forklare det for ham? Han havede ikke den store indsigt i at fortælle ham at han i virkeligheden var hvad de kaldte helveds budbringere i de gamle dage, han var ikke levende, han var ikke en smittende sygdom, en infektion der strejfede rundt på må og få, han var en levende død, han var så at sige, død, uden noget hjerte, uden nogen følelse indblandet i sit kolde liv. Han lod sine øjne glide væk fra den unge drengs ansigt og kiggede ud over træer og bjerge med et tænkende blik og havde i en kort tid lyst til at hælde alle sine dårlige minder, alle hans ondsindede gerninger over på denne dreng, som sad og sagde at han var god nok. “Alle folk, har lidelser, på den ene eller anden måde, de kommer og går, “Hmm… kender du til folk som… ja er anderledes…?” spurgte han så stille, men vidste at det var et dumt begreb af at kunne vende synspunktet på ham af. “Eller, jeg mener, folk som måske ikke er helt hvad de ser ud til at være, nogen folk som virker uovernaturlige anderledes end andre… Hvis jeg nu sagde at jeg var død… eller er det… hvad ville du så sige?” kigger stille afventende på drengen ved sin side, Brendon, og ved ikke helt hvordan han ville tage det, men kan vel heller ikke lige frem se at han ville give sig hen og omfavne ham som om han var den bedste krammebamse nogensinde, nogen gange kunne han slet ikke forstå hvad fanden verden havde givet ham, måske ikke verden, måske havde han selv lagt op til det? Måske var han bare ren og skær et af helvedes dødbringene slanger som skulle skabe kaos over verden? Var det ikke sådan som de gamle myter i kirken lød for to hundrede år siden? Han kunne huske sine elvere år, de år hvor han ikke var vampyr endnu, hvor han legede og grinede med sit folk, men den tid var forbi han var lavet om til en morder, en dræber maskine, det perfekte rovdyr. Et stille suk gled gennem hans læber da alle minderne begyndte at dukke op i hans baghoved igen, alle de mange erindringer han havde udgjort. I det samme et nyt minde kom frem lukkede han af, gemte dem væk og lagde dem ned i en kiste med lås og jernkæder om for at de for alt skulle holde sig væk fra hans sind, og påvirke ham i det liv han havde nu, det liv hvor han skulle vende sig til alle mulige ting, han savnede kort sagt de gamle dage hvor kvinder gik i lange kjoler ned til anklerne med en masse borderinger og nåle i håret, han smilede skævt over de tider, så den ene lange spidse, og kridhvide tand kom frem fra hans mund.