En rolig aften... - Zero.

__________________________

Den milde blæst var ikke det eneste som bevægede sig på den øde kirkegård, en ung pige iført et par høje lyserøde og hvide sko fra Donna Karen New York, sorte leggings og en langærmet strikkjole-bluse. Grå med lyserøde striber. Den nåede hende til lårene. Håret var lysebrunt og løst.
Adrianas hår dansede let i den vinden, mens hun gik over den mørke henlagte kirkegård. Gruset inder hendes fødder knirkede, men det tog hun sig ikke af. Hun ledte blot efter den stenbænk som var overfor det nydelige lille mausoleum. Adriana nåede derhen. Hun standsede og kiggede på det og rynkede brynene. ”Ej lyset er gået ud” mumlede hun irriteret. Adriana satte sig på hug, fremdrog sin lighter og tændte lys i de to små lanterne der stod i hver side.

Zero gik alene på kirkegården han havde sort hår sort bluse som gik til albuerne og et par grønne kampbukser mens han gik alene på kirkegården og så rundt tænkte han sig om han havde intet sex fået idag hans Dæmon lov krævede at der var sex eller osse ville han falde død om han havde til midnat så ville han dø desværre medmindre.. Han så rundt og opdagede en pige ung lækker ca mellem 18-20 år gammel et perfekt eksemplar af et menneske det var sådan han sjældent dyrkede sex med mennesker men han tænkte at det nok var bedste vis han skulle overleve

Vinde blev ved med at blæse ilden ud, lige meget hvor mange Adriana satte ild til vægen. Til sidste gav hun op. Hun mumlede nogle små eder, og satte sig på stenbænken. Adriana havde det underligt, som om nogle så på hende. Men hun slog det dog ud af hovedet, kirkegården var jo tom. Var den ikke? Adriana så sig diskret til først den ene side, ingen. Så til den anden side. Det gav et gip i hende da hun fik øje på en ung fyr. Hun var ikke bange, snare nysgerrig. Hvem var han?

//Skulle lige spise^^//

Zero gik hen til lysende og så på dem han pustede på dem og nogle flammer kom frem de flammer kunne ikke slukkes så længe han var inde for 100 meter han rejste sig igen og gik hen til bænken og satte sig ned og så på ilden han så på Adriana og smilede "hej mit navn er Zero" sagde han roligt og rakte hende hånden

Adriana så på ham, lyttede til hans få ord. Da han nævnte sit navn kom hun i tanke om Jasters advarsel, dog havde hun ikke tænkt sig at være uhøflig pga noget evt. sladder. Hun tog venligt hans hånd. ”Adriana” svarede hun næsten så roligt som ham.

//skal spise

//God spisning^^

han så ned i jorden og rejste sig "undskyld forstyrrelsen" sagde han og begyndte at gå væk da han nåede et godt stykke væk sparkede han så hårdt på en gravsten at den smadrede "ham Jaster irritere mig når han sådan går og advare andre om at jeg skulle være ond" sagde han vredt

Forvirringen var tydeligt at se i Adrianas ansigt. "Du...Du...?" prøvede hun forvirret at sige, men kom ud af den. Havde han lige læst hendes tanker? Hun fulgte ham med sine øjne og for sammen da han uden videre smadrede en gravsten, som der højst sandsynligt vejede et ton.

Zero så vredt på stumperne men trak så vejret dybt "undskyld Adriana at du skulle se det men jeg er ikke et menneske jeg er en Dæmon ligesom Jaster" han begyndte at gå igen og gik helt roligt afsted mens han så ligeud for sig han gik bare fredeligt afsted *så må jeg vel bare dø* tænkte han

Adrianas forvirring voksede i takt med hans ord og handlinger. "Hvor skal du hen?" spurgte hun, "dæmon? har du så også alt det der vinge og haleudstyr?" hendes nysgerrighed overtog og Jasters advarsel sank i baggrunden af hendes bevidsthed.

Zero stoppede og spredte nogle sorte store vinger ud fra sin ryg "hale nej vinger ja" sagde han roligt og samlede vingerne igen han vente sig mod hende roligt og så på hende "jeg kan da godt blive vis du vil ha det" sagde han roligt og smilede lidt

Adriana så på vingerne med store øjne. "hold da op" mumlede hun imporneret over hvordan han så let bare havde kunne få dem frem og tage dem tilbage. "Må du da gerne, nu da vi er præsenteret" sagde hun muntert.

han smilede "eller du kan komme med mig på en flyve tur" sagde han fordi hun så imponeret ud over hans vinger han tog dem roligt ud igen de havde et vingefang til sammen på 10 meter så de var godt store mens han rakte hende en hånd vis hun ville flyve med skulle hun bare tage fat om hans nakke så fløj de afsted

Ariana sendte ham et grin og tog hans hånd. Hvordan det måtte føles at flyve fri som en fugl kom hun nu til at føle, og hvor hun dog glæde sig. Det ville sikkert blive noget meget andet end at sidde i et fly eller i et pariserhjul. Dette ville rent faktisk blive virkeligt. "Du sikker på at du kan holde mig ikke?" spurgte hun da hun mærkede et lille pust af uro, hvad hvis han tabte hende?

han grinte "nej desværre vi må vel hellere give dig sikkerhed på" sagde han og bukkede sig ned og tog en smuk blå blomst op og satte den i hendes hår "sådan så kan jeg bære dig" sagde han drillende han lagde hænderne om livet på hende og lettede stærkt afsted lige op i luften med et smil

Adriana kunne ikke lade være med at grine. "Og denne blomst skulle være nok mod a..." mere nåede hun ikke at sige før end hun mærkede hans arme omkringe hende og derefter at fødderne mistede deres kontakt til gruset. Hun hvinede. Af fryd over hvor fedt det føltes, og en smule af gammel skræk for højder der stadig sad inde i hende.

han fløj op ved skyerne og blev svævende der mens han så på hende med et smil "hvordan er det" spurte han "lad vær med at tale søde bare tænk det luften er tynd her du vil have svært ved at trække vejret vis du taler for meget" han smilede roligt mens han forblev svævende

*okay* tænkte hun. *Fuck hvor er det fedt!* wiiiiede hun i sine tanker, mens hendes sanser havde travlt med at syge alt til sig. Dette var noget hun gerne ville kunne selv, det kunne være så fedt og befriende. Ikke noget med at bilen ikke lige virkede, eller at busen var forsinket.

han så på hende han lod som om han ville have bedre fat og tog hende så på røven mens han så på hende med et roligt smil han bukkede sig frem med hovedet og kyssede hende på munden roligt mens udsigten var dejlig romantisk osv han smilede mens han kyssede hende

*Hvad gjorde du det for?* tænkte hun over hans kys, men hun kunne ikke gøre andet end at lade ham gøre som han ville. Gjorde hun det ville hun resikere at falde ned og slå sig halvt ihjel, hvis ikke helt. Og det var ikke noget der stod øverst på hendes ønskeliste.

han slap hendes læber roligt og smilede "farvel søde" sagde han og slap hende og lod hende falde lidt før han fløj ned efter hende og greb hende roligt nu var hun så langt nede at luften var rimelig normal så hun sagtens kunne tale igen mens han smilede

Adriana blev stum af skræk da hun i fritfald så jorden komme tætere og tætere på. Hun prøvede at skrige men kunne ikke, dog var der ikke længere behov for det, Zero havde grebbet hende. Adriana rystede af skræk, men det forhindrede hende ikke i at skænde ud på ham. "hvad fanden skulle det til for?!" råbte hun arigt. Hendes reaktion var ganske normalt, hvor mange mennesker ville kunne ha' oplevet det og så blot smile og grine over det?

han smilede "bare lidt dril søde jeg ville aldrig lade en så smuk som dig falde helt til jorden medmindre jeg var virkelig sur på dig" sagde han roligt og kyssede hende på kinden før han fløj lidt højere op herfra ville hun dø med det samme vis hun faldt ned

Adriana kæmpede med at få sin stemme under kontrol, hun ville nødigt gøre ham vred ved at stå eller svæve og råbe ham i hovedet. "lad venligst være med det, tak" hendes stemme var nogenlunde under kontrol, dog dirrede den en smule. *og du behøver ikke kysse på mig..* tænkte hun så behersket som muligt.