Langt at falde (C.C.)

Max havde det ikke ret godt. Faktisk slet ikke ret godt. Sådan var det, når han havde haft en længere periode med mani, så faldt han. Hårdt. Depressionen havde overrumplet ham, som den plejede, og denne gang var den ikke til at spøge med. Det var som om, at alt det smukke ved verden var suget ud af hans sind og alting var gråt og trist. Den energi han altid lagde for døren var væk, og han var træt. Træt i kroppen, træt af det hele. Træt af at lade som om, at han var sindssyg, træt af at forsøge at finde et sted at passe ind, træt af at være alene. Han følte sig så ensom. Lige nu savnede han sin mor og sine søskende. Mest sin mor, hvilket han ikke ville skamme sig over at indrømme. Han kunne godt bruge et kærligt kram, dufte hendes velkendte duft og mærke hendes bløde hænder.
Men han kunne ikke tage hjem. Han var ikke velkommen mere. Det gjorde ondt helt ind i sjælen. En smerte han normalt kunne lade som om, ikke var der. En smerte som manien fjernede.

Lige nu sad han på toppen af en eller anden tilfældig høj bygning, der stak op over omgivelserne. Han havde sat sig helt ude på kanten med fødderne dinglende ud over den. Solens stråler lyste verden op, gav et smukt genskin ind over byen, men Max så det ikke. Han stirrede tomt ud i luften. Han havde fundet herop i en søgen efter ensomhed. Så han kunne være sig selv og ikke vise verden, hvordan han havde det. Der havde aldrig været forståelse for hans depressioner derhjemme. Det var som om, at hans familie blev mere bange for ham, end når han havde sine manier. Og hans far havde forsøgt at slå begge dele ud af ham, så for Max var depressionen en forbandelse. Ikke bare på grund af den følelse af uendelig sorg, den gav ham eller den forfærdelige følelse det var, når livsglæden forsvandt. Men også på grund af reaktionerne fra hans omgivelser.

Uden at tænke over det kærtegnede han de tynde hvide ar, der strakte sig hen over begge hans håndled. På en måde lokkede den stilhed, som døden måtte give. Heldigvis havde han ikke den indre uro, der kunne drive ham til det. Ikke denne gang. Han var bare træt. Han havde overvejet at skubbe sig selv det sidste stykke ud over kanten og tage den lange flyvetur. Det ville være dejligt nemt. Men han var fordybet i sine deprimerede tanker og havde ikke taget sig sammen til det. Han var egentligt heller ikke sikker på, at han havde lyst.

Der var dejligt stille deroppe, selvom ikke lyden af biler nåede derop. Ikke at han ville have bemærket det alligevel, han var alt for langt væk i sit eget hoved.

C.C. var på ingen måder et morgen-menneske. Han hadede morgener, og han var faktisk ikke en gang et menneske, så det var en ret tydelig indikator på hvor lidt han identificerede sig som et morgen-menneske. Som regel stod han op ved middagstid, og hvis han skulle tidligere op end klokken 10, var han nødt til at drikke en hel kande kaffe for at kunne stå op. Så den eneste mulige måde for ham at stå op tidligt nok til at se solen stå op, var ved slet ikke at sove. Så det var hvad han havde gjort. Ikke at det hang sammen på den måde naturligvis. Han havde ved et tilfælde lavet en døgner, i det at han havde siddet og tatoveret en vampyr det meste af natten, og da han endelig var færdig, var han for urolig til at sove, hvilket nok også kunne ses på hans påklædning. Han havde et par sorte haremsbukser på, en mørkegrå tanktop med en sort trøje ud over, sorte vans, uden sokker under og hans hår var sat op i en sjusket knold. Men selvom han var træt var det nu hvor hans kreativitet havde sit tag om ham, at han besluttede sig for at tage ud og tegne scenerier. Mere specifikt af byen.

Derfor tøffede han roligt igennem Terres gader, med en skitseblok under armen, en blyant bag øret og en taske over sin skulder, med alle sine tegneting i. I løbet af morgenen havde han sat sig ned forskellige steder i byen og skitserede de ting han så, bare for at varme lidt op, indtil han fandt et sted at tegne. Egentlig var planen at tage ned til parken, og øve sig på at tegne natur, men da han så en høj bygning, hvorfra der måtte være en fantastisk udsigt over byen, så blev den plan hurtigt taget af listen. I stedet fandt han sin vej op på taget af bygningen, om det så var helt lovligt eller ej.
Derfor var det sidste han havde regnet med, nok at møde en anden person på taget. Det fik C.C. til at stoppe kort op, og genoverveje sit valg af location, men et kort blik på udsigten fik ham til at blive alligevel.

"Godmorgen. Pas på du ikke falder ned" sagde han blot da han nåede lidt tættere på, inden han satte sig ned ved kanten, dog ikke så tæt på som drengen, og også med lidt afstand til ham. Ikke at han selv havde den største personlige boble, men de fleste andre brød sig ikke om at sidde for tæt på en fremmed, hvilket han godt kunne respekterer... Nogle gange i hvert fald.
Han lagde sin taske ved sin side, og placerede sin skitsebog på sit skød, inden han begyndte at finde forskellige ting frem, så han kunne begynde at tegne.

Max var ikke særligt opmærksom på sine omgivelser, så han hørte ikke tagdøren gå eller at der kom nogen gående hen over taget.
Fordi han var så deprimeret, havde han ikke spekuleret nærmere over sit tøj, men havde taget et eller andet på automatisk. Det var blevet til en stor grå sweater uden noget indenunder, et par løse cowboybukser og et par sneakers. Hvis man kiggede godt efter, kunne man godt fornemme, at det var nogle dage siden, at han havde været i bad. Hans hår var fedtet og uglet. Selvom han sov meget, eller i hvert fald brugte det meste af dagen i sengen, så han træt ud med bleg hud og sorte rande under øjnene. Ikke specielt charmerende.

Det gik op for ham, at der var nogen på taget med ham, da der var en, der snakkede til ham. Han blev ikke specielt forskrækket, simpelthen fordi hans indre var så sløvt af depressionen. Så han rørte sig ikke ud af stedet. Hvis det var en, der ville slå ham ihjel, skulle han være velkommen. Så skulle han ikke selv tage stilling til det. Men personen havde godt nok sagt, at han skulle passe på med ikke at falde.

Max var ligeglad med, hvem det var og drejede ikke hovedet for at se på ham, da han satte sig ikke så langt fra ham. Det undrede ham kort, at han ville sidde der, når taget var så stort, men hans ellers normale voldsomme nysgerrighed var ikke-eksisterende, så tanken forsvandt hurtigt igen. Han sænkede blikket fra at stirre ud i luften til at se ned på gaden, der var langt under dem. Han var ikke glad for, at manden var der. Det var meningen, at han skulle være alene, så han ikke skulle være en anden. Bare sig selv. Han gned sit ene håndled en smule hårdere, pludseligt overvældet af en trang til at gøre skade på sig selv. Få noget andet at koncentrere sig om end tankerne og følelserne.

Han havde allerede glemt, at manden havde sagt noget til ham og svarede ikke. I stedet forsøgte han at styre lysten til at finde den skjulte kniv frem og gøre et eller andet. Måske ikke så voldsomt som de ar han havde givet sig selv hen over maven, da han havde skrevet "kill" i sin hud med en kniv. Men et eller andet.

C.C. ænsede knapt nok drengen ved sin side, og begyndte blot at skitsere byen. Som altid når han tegnede eller tatoverede folk, var han i sin egen lille verden hvor alt kunne ske. Og lige nu var det der skete, dyb koncentration om hvor skyggerne skulle ligge i forhold til byen, og at få solen til at fremstå tydeligere på horisonten i sin tegning. Med den slags skulle man arbejde hurtigt, hvis man ikke skulle miste sin reference, så det gjorde han også et godt stykke tid.

Dog kunne han ikke lade være med at tænke på hvor trist knægten så ud. Han virkede lidt som om at hele verden var imod ham. Så da C.C. var nået til et punkt hvor bygningernes skygger var nogenlunde lagt ned på papiret, begyndte han at bladre lidt i gennem sin skitseblog indtil han fandt en blank side. Da det var lykkedes, begyndte han at tegne noget nyt, men i stedet for bare at tegne for at tegne, var det noget til drengen. Det var ikke noget besynderligt detaljeret, men blot en fønix. Det var et væsen, som C.C. altid selv havde været fascineret af, og han havde også en silhouette af en, tatoveret på sin underarm. Der var bare et eller andet motiverende ved at have den kunne brænde op, men alligevel genopstå fra asken.
Da den lille skitse var færdig, skrev han så læseligt som muligt - eller så læseligt som muligt for en mand, der altid skrev med skråskrift - neden under fuglen Pas på dig selv. Da det var gjort, hev han siden ud af sin skitseblok, og lagde den over ved drengens side, uden et ord.

Derefter gik han blot tilbage til sin oprindelige tegning, og fortsatte med at tegne løs, som om at intet var hændt. Han anede ikke hvordan den fremmede ville reagere, for folk var uforudsigelige, men forhåbentlig tog han det på en god måde. Han havde virkelig ikke lyst til at blive skubbet ud fra et højhus bare fordi han havde prøvet at muntre en fyr op.

Max havde en svag opfattelse af, at den unge mand sad og tegnede, men det var ikke noget, han tænkte over. I stedet så han igen ud over byen. Den ville snart være fyldt med liv. Glade mennesker på vej på arbejde og i skole. Eller, ikke mennesker. Væsner. Væsner som kunne ting, Max aldrig havde kunne forestille sig. Et lidt misundeligt stik løb igennem ham, han ville også gerne kunne noget. En eller anden lille stemme fortalte ham, at han tænkte sådan, fordi græsset altid var grønnere på den anden side. Som at flytte herned, væk fra Paris og sin far. Det havde været en flugt med lovning på et bedre liv, men intet havde forandret sig i de måneder, han havde boet her. Intet.

Hans knoer blev hvide, som han pressede sine negle ind i sin håndryg. Han var næsten lige ved at tage beslutningen om at hoppe, da der var noget, der bevægede sig ved siden af ham. Først valgte han at ignorere det, men den lille smule nysgerrighed hans hjerne kunne mønstre, fik ham alligevel til at se ned ved siden af sig. Der lå et stykke papir. Med en langsom bevægelse rakte han ned og tog det. Det var en tegning af en fugl. Max genkendte det som en fønix, fantasyfan som han var. Den var flot. Neden under stod der "pas på dig selv" med en nogenlunde læselig håndskrift. Pas på dig selv. Max blinkede langsomt, mens ordene sank ind. Han rynkede panden. Hvorfor ville en fremmed sige det til ham?

Han tøvede lidt, men så så endeligt på den fremmede. Han var en spøjst udseende ung mand, der så meget koncentreret ud, mens han tegnede. Max vidste ikke helt, hvordan han skulle reagere på at have fået tegningen. Normalt ville han springe begejstret op og ned og lade sin påtagede sindssyge få frit spil, men det kunne han ikke nu. Det eneste han egentligt kunne mestre, var han flytte sig lidt tættere på den unge mand og kigge på hans tegning. Den var endnu flottere end fønixen.
"Du er dygtig til at tegne." Hans stemme var dæmpet og en smule hæs efter ikke at have været brugt ordentligt i nogle dage.

C.C. tegnede blot videre, mens drengen kiggede på den hurtige lille tegning han havde givet ham. Et eller andet sted håbede han at det ville hjælpe drengen til at komme i bare lidt bedre humør. Normalt var han ikke så opmærksom på sine omgivelser, enten fordi at han dagdrømte, eller fordi han bare ikke gad at deale med resten af verdens bullshit. Men en ting hans øjne hurtigt fangede var synet af udmattede sjæle, som måske ikke længere havde viljen til at fortsætte. Han kendte det blik man fik i øjnene når man var ved at give op alt for godt, for han havde set det i sig selv hver morgen i flere år. Den her fyr så ikke ud til at være meget yngre end han selv var, og hvis han havde bare halvt så store problemer som C.C. selv havde som ung... ja så var det her da det mindste han kunne gøre.

Derfor lod han også blot drengen komme tættere på, og rykkede også sin arm, så han fik bedre udsigt til hvad han var i gang med at tegne. "Tak, det er jeg glad for at du synes. Det er trods alt en del af mit job" svarede han blot, men lagde sin blyant fra sig, og tog en termokop op af sin taske. "Vil du have noget kaffe? Din hals lyder tør." Måske var han overvenlig lige nu, men hvem fyren end var, så virkede han som om at han godt kunne bruge det lige nu.

Max lod sit sløve blik hvile på tegningen. Den var meget flot, det kunne han godt se igennem sin depression. Ikke at det interesserede ham ret meget, men det fik ham i det mindste ud af de meget triste tanker. Han behøvede ikke at løfte blikket, for at se, at tegningen passede med virkeligheden. Han havde lige siddet og stirret ud over samme udsigt i.. ja, han vidste ikke, hvor længe. Han havde ingen anelse om, hvad klokken havde været, da han var gået herop, men der havde stadig været meget mørkt.

Da den spøjstudseende unge mand spurgte, om han ville have kaffe, tøvede Max kort, men rystede så på hovedet. Han havde ikke lyst til noget. Han kunne ikke huske, hvornår han sidste havde spist, men havde vist nok drukket noget vand, inden han tog af sted. Måske. Han rømmede sig, inden han sagde noget igen.
"Nej tak."

Han rettede sig lidt op igen og flyttede blikket til den andens ansigt for et kort øjeblik. Men han vidste godt, hvordan depressionen skinnede ud af ham, så han så hurtigt væk igen. Han pressede neglene ned i sin hånd igen. Max led ikke af angst, men han havde det virkeligt dårligt ved at lade andre se denne side af sig selv. Traumerne fra barndomshjemmet forfulgte ham stadig. Han overvejede lidt, om han skulle rejse sig og stikke af, men det havde han alligevel ikke lyst til. Så hans hjerne slog over i instinktiv småsnak.
"Hvad arbejder du med?"

C.C. trak på skuldrene da han fik et nej, og tog selv en tår af sin kaffe. Han havde mere eller mindre skiftet de stoffer han en gang havde taget til hverdag ud med kaffe, så det var nok 90% af alt hvad han drak i løbet af dagen. Mere end en gang havde han joket med at det ikke var blod, som løb rundt i hans krop, men nærmere kaffe, og hver gang han sagde det, var folk lige uimponeret over hans joke.

Roligt gav han sig til at tegne igen, tydeligvis ikke generet af at der var nogen, som sad og kiggede på imens. "Jeg er tatovør, så de tegninger jeg plejer at give til folk er ret permanente. Jeg tror at mine kunder ville blive kede af det, hvis jeg ikke var bare lidt god til at tegne" svarede han så. "Jeg har selv lavet den her" han viftede med sin højre hånd, som ikke holdt blyanten, for at vise en af de få tatoveringer han havde givet sig selv. Den havde ligesom så mange andre af hans tatoveringer ikke den store betydning, men var der blot for at være pæne. Det, og så var det ret praktisk at hvis han nogensinde blev sprunget i luften, og der kun var en arm tilbage, så ville hans venner kunne genkende den med det samme... Men det var altså ikke rigtigt grunden til at han havde fået dem, det var bare en bonus.

"Hvad med dig har du et job? Jeg dømmer dig ikke hvis du ikke har, no worries, jeg er ikke lige så overfladisk som så mange andre" Han trak på skuldrene, men så endnu ikke væk fra sin tegning mens han tegnede. Det var ikke fordi at han ikke havde lyst til at snakke, han var ret snakkesaglig når det kom til stykket, men han kunne bedre lide at multitaske. Ingen grund til at sætte livet på standby bare for at snakke med folk.

Max kunne godt drikke kaffe normalt, koffeinen gav altid et velkomment boost til hans for det meste allerede urolige krop, og hjalp ham med at holde sig vågen, når manierne rasede. Når han som nu var nede i et dybt, mørkt hul, var det gerne stofferne, han gik til. Både den ene og den anden slags, både dem der dulmede tankerne og dem som kunne skubbe hans energiniveau op igen. Han havde ikke taget noget endnu under denne depression, simpelthen fordi han ikke havde haft energien til at tage ud og finde nogen. Men det ville nok komme, medmindre han blev mere deprimeret og nåede at slå sig selv ihjel først.

Han så heller ikke på den anden, for at skjule det mørke udtryk i sine øjne. Han så bare ud over byen foran sig. At han sagde, at han var tatovør ville normalt imponere Max, men i dag sagde det ham ikke så meget. Han skævede meget kort til den hånd, han viftede med, inden han igen så væk.
"Det er nok meget smart." Han rørte lidt på sig. Selvom han havde flyttet sig nærmere den fremmede, sad han stadig med fødderne ud over kanten. Han kunne stadig nå at skifte mening, men samtalen med den anden skubbede beslutningen lidt længere væk. Selvom han gerne ville hoppe, ville han ikke.

Hans spørgsmål fik Max til at trække på skuldrene. Han havde aldrig haft et arbejde. Da han boede hjemme, havde det ikke været nødvendigt og efter han havde haft sit sammenbrud.. han ville ikke kunne beholde et arbejde med hverken sine manier eller depressioner. Så han levede bare for sin families penge.
"Næh. Ikke noget job." Han sagde ikke mere. Det var usædvanligt for ham ikke at snakke på livet løs, men han vidste ikke lige, hvad han skulle sige.

C.C. var ikke helt sikker på hvad han burde sige for at muntre drengen op. Han var ikke god til at være livsmotiverende, da han selv bare lod tingene ske mens han ventede på at dø i en alder af 40. Han røg, drak, tog stoffer og gjorde også farligere ting ved sin krop, end blot at tegne på den med blæk, og de fleste regnede nok med at han ville tage et styrtdyk fra et højhus inden længe. Men problemet lå i at C.C. ikke gad at spilde sin tid på den slags. Hans liv var for kort til ikke at bruge hvert øjeblik han havde, uanset situationen han sad i. Det var grunden til at han var flyttet fra Spanien til Di Morga. For at slippe væk fra det wolfpack han var født ind i, så han kunne leve sit liv som han ville, uden at skulle tænke på sin flok.

"Et arbejde er alligevel bare en latterlig måde at strukturere samfundet på. I teorien bruger vi største delen af vores liv på at arbejde, så vi kan få nogle tynde stykker træ, med farve og billeder på. Hvis ikke at vi havde givet penge den værdi de havde, gad jeg ikke at være en del af det" Det var alt hvad han egentlig havde at sige til det. Han anede ikke hvad der ville muntre drengen op, så nu talte han bare frit fra leveren, og udtalte sine egne holdninger.

Efter lidt tid, kiggede han op fra sin tegning igen, og så overvejende på drengen. "Hvis du overvejer at hoppe, ville jeg råde dig til at lade være. Selvom det lyder cliché, og taget ud af en pladderromantisk film, så siger folk, at det bliver bedre en dag, og hvis du giver op nu, finder du ikke ud af om det er sandt. Jeg ville tage det som en udfordring, og fortsætte med at leve, blot for at bevise at jeg kunne." Han trak på skuldrene, inden han lod sine sorte og grønne øjne glide over byen, endnu en gang. Han var faktisk ikke sikker på hvorfor han sagde som han gjorde, men sådan var det som regel med ham. Måske var det stofferne, som havde smadret hans hjerne fuldstændigt, men C.C. havde ikke et filter til at fortælle ham hvad han burde sige, og hvad han ikke burde sige, og muligvis ville det filter have sagt ham, at han skulle blande sig udenom.

Max lyttede tavst til det, som C.C. sagde. Det var nok noget af det mest seriøse nogen havde forsøgt at snakke med ham om i lang tid. De fleste så ham ikke som en person, der kunne forstå de mere komplekse ting ved livet, som for eksempel filosofi og diskussioner omkring, hvorfor man havde penge og arbejde og ting som det. Men Max var ikke dum, han lod bare som om. Måske var det fordi, at han ikke legede sindssyg lige nu, at manden sagde det, han gjorde, men af en eller anden grund var det rart for Max, at han åbenbart blev taget seriøst i det øjeblik. Dog vidste han ikke, hvad han skulle svare, så han trak bare på skuldrene og blev ved med at se ud over byen.

De var tavse igen og Max var igen ved at falde ned i sine tunge tanker.
Lige nu var manden flink ved ham, men om lidt ville han rejse sig og gå og efterlade Max alene på taget igen. Alene. Max var altid alene. I de sidste år, havde han ikke haft nogen venner. Alle han havde kendt havde trukket sig fra ham og han var blevet ensom. Der var ikke nogen, der bekymrerede sig om ham alligevel.

Pludseligt snakkede den anden til ham igen og hans ord sendte et ubehageligt stik igennem Max. For selvom det måske var mere end logisk, hvad han sad der på kanten for, gjorde det ondt, at manden havde regnet det ud. At han kunne se, at Max havde overvejet at slutte det hele. Max' blik faldt ned på hans håndled, som han begyndte at gnide med tommelfingeren igen. Skulle han svare? Skulle han sige noget? Lidt overrasket kunne han mærke et par tårer trille ned over sine kinder. Hårdt borede han neglene ned i sin tynde hud på håndleddet.
"Der er ikke nogen, der tager sig af, om jeg lever eller dør alligevel. Ikke nogen, der vil skænke det en tanke." Han tav et kort øjeblik og så så på C.C., stadig med tårer ned af kinderne og al sin indre smerte vist i sine blå øjne. "Det har aldrig været godt, så hvorfor skulle det blive bedre? Det har aldrig være godt." Hans stemme knækkede og han slap sit håndled og lod armene glide ind om sig selv, så han holdt om sig selv, mens han drejede ansigtet væk fra den fremmede.

C.C. var lidt på bar bund, da knægten begyndte at græde efter hvad han havde sagt, og endnu mere, da han nævnte hvordan alle ville være ligeglade med hvis han døde. Han kunne godt sætte sig ind i det, i den forstand at han selv havde været helt dernede hvor selvmord virkede som den eneste udvej, men den måde han selv blev hevet ud af det hul, var nok ikke optimalt for Max.

Hans lod sine øjne falde ned imod drengen hånd, og så hvordan han borede sine negle ned sit håndled, hvorefter C.C. tog en hurtig beslutning. Han rakte ud og lagde sin hånd over drengens, og gav hans hånd et lille klem. "Det bliver bedre, hvis du lader det blive bedre. Hvis du sætter dig i hovedet at livet er noget lort, så bliver det noget lort. Så prøv at fokusere på det gode, og hvis der ikke er noget godt, så skab noget godt." Han bladrede lidt rundt i sin tegneblok, med sin frie hånd, og fandt til sidst en side, hvor han havde tapet en tydeligvis ret gammel tegning af en sol fast, som han skubbede over imod Max. "For eksempel tog jeg en af mine yndlingstegninger, og fik den tatoveret." Han rykkede lidt i sin bluse, så man kunne se solen tatoveret på venstre side af hans bryst.

"Det er små skridt, men man skal vel starte et eller andet sted." C.C. trak på skuldrene, inden han slap Maxs hånd og lod igen sit blik glide ud over byen. Det var nok det tætteste på hjælp man kunne få af ham i sådanne situationer, for ærligt talt var han ikke god til den slags, og havde aldrig været det.

Max lod C.C. lægge hånden over hans og følte sig på en eller anden måde trøstet af det, selvom han havde det så dårligt, at det var som om, at ingenting kunne trænge igennem den tykke mur af depression.

Mens den fremmede unge mand snakkede, knugede Max lidt hårdere om sig selv. I og for sig gav det han sagde god mening, men Max' sind var så gråt, at han havde svært ved at se logikken i den. Som det var noget sludder, han sad og sagde. Det blev bedre, hvis man lod det? Sikke noget pis, intet blev bedre. Intet havde forandret sig, selvom han havde forsøgt. Han var flyttet herned for at finde et sted at føle sig hjemme, men han var mere ensom end nogensinde før. Tårerne blev ved med at trille ned over hans kinder og han snøftede en enkelt gang.

Sløv flyttede han blikket til tegningen og derefter til mandens bryst. Blev det bedre af at få en tatovering? Max tvivlede, men på en eller anden måde kunne han godt se, hvad der lå bag. Trods sit negative sind, forsøgte et eller andet at klamre sig til det, som C.C. sagde. Som en tørstig mand, der forsøgte at fange regndråber. For selvom Max var meget deprimeret, var han stadig en livsglad person indeni, indenunder alt det triste. Og hvis der var en eller anden vej ud af mørket, ville han gribe den.

Han sad lidt og tyggede på mandens ord, mens han så ud over byen. Han vidste godt, at han ville komme ud af depressionen igen. Han vidste ikke hvornår, men han var altid kommet videre og manierne var altid kommet tilbage. Men selvom han vidste det, var det svært at holde fast i, at det nok skulle blive bedre.
"Det er bare svært.. at tro på.. at det bliver bedre." Endeligt løftede han en hånd og tørrerede tårerne væk fra den ene kind. "Når alting gør ondt og er gråt." Han snøftede igen og samlede igen sine hænder foran sig, hvor han begyndte at pille lidt ved sine fingre. "Jeg ved ikke, hvad jeg kan skabe af gode ting. Jeg kan ikke noget. Jeg har ikke noget." Han rømmede sig, som hans stemme var ved at knække og trak vejret dybt ind.

C.C. så overvejende på Max mens denne talte. Okay, han sad ikke med en voldsomt kunstnerisk person så. Det gjorde jo alting meget mere besværligt. Godt nok var C.C. generelt ret positiv, men han havde det altså svært når andre var negative, og smuttede for det meste, når folk begyndte at modsige hans hippy-agtige tankegang. Burde han foreslå stoffer? Nah, det gjorde alting værre. Desuden skulle det ikke undre ham, hvis han sad med en, som allerede benyttede sig af den slags. Folk der var høje, faldt længst eller noget.

"Lær noget, som du gerne vil kunne," sagde han så, som gav det sig selv. "Det behøver ikke nødvendigvis at være kunst. Der er mange måder man kan udtrykke sig på." Han trak på skuldrene og lod sin blik hvile på manden et øjeblik, inden han slog øjnene ud imod horisonten. "Adopter en hundehvalp, og lær den tricks eller noget. Det handler om at være kreativ, og gøre noget man kan lide. Om man er god til det eller ej, det er egentlig ret ligegyldigt, så længe man har det sjovt med det."
C.C. måtte indrømme, at han nok lød som en stoner. Men sådan var han bare. Om han var høj eller ej, var hans tanker abstrakte, og nogle gange kunne de være utroligt inspirerende. Andre gange lød han bare dum.

Han tog en tår af sin kaffe, og sukkede tilfredst, som han mærkede væskens koffein tage til. "Har du nogensinde hørt spørgsmålet om hvorvidt en zebra er hvid med sorte striber, eller sort med hvide striber? Jeg satte mig for at undersøge det forrige nat, fordi at jeg ikke kunne sove. Det viste sig at der er uenighed blandt zoologer, for nogle vil mene at de er hvide med sorte striber, fordi at zebraers maver er hvide, og dermed er størstedelen af dens pels hvid, mens andre vil mene at de er sorte med hvide striber, fordi at hvis du barberer en zebra, er dens hud mest sort. Så uanset hvad man stemmer for, har man til dels ret. Verden er underlig nogle gange."

Max så ned på sine hænder, mens den fremmede unge mand snakkede. Lære noget, han gerne ville kunne? Hvad ville Max? Han vidste det ikke. Sove. Han ville gerne sove lige nu, slukke for sin hjerne og slippe for den kæmpe knude af negative følelser, han havde i maven og i brystet, så det føltes som om, at han ikke kunne trække vejret.
Tanken om at få en hundehvalp var næsten ved at få ham til at smile i et splitsekund, men med det samme begyndte depressionen at hagle ned over ham. Han kunne ikke en gang passe på sig selv, sørge for at spise og drikke, gå i bad og ellers have et ordentligt liv. Hvordan skulle han så kunne passe på en hundehvalp? Selvom han ville elske at have en.
Han vidste godt, at det bare var et eksempel fra den andens side. Et eksempel på, hvad man kunne gå op i. Max gik ikke op i noget i forvejen. Jo, han syntes parkour var sjovt, men han kunne ikke rigtigt bruge det til noget.

Han sad og spekulerede lidt på C.C.s ord, men blev så hevet tilbage til virkeligheden, da han begyndte at snakke om zebraer. Det var så meget ud af kontekst at det tog Max et øjeblik at kunne følge med i, hvad det var, han sagde. Det fik ham til at rynke panden lidt og se på ham. Om de var sorte med hvide striber eller hvide med sorte striber.. det var ikke lige noget, Max havde spekuleret over. Men åbenbart noget kloge mennesker kunne skændes om.
"Det var da noget underligt noget, at gå op i," mumlede han og så ned på sine hænder igen. "Men jeg synes de er hvide med sorte striber," sagde han så efter et øjeblik.

Igen var han stille for et øjeblik, inden et svagt smil kort viste sig på hans ansigt.
"Vidste du, at skildpadder kan trække vejret igennem deres røv?" Han vidste ikke lige, hvor han havde hørt det henne, sikkert på et tidspunkt, når hans tv kørte på tilfældige kanaler. Hvilket det næsten gjorde i døgndrift, da han ikke kunne klare stilheden derhjemme.

C.C. trak på skuldrene, da Max kommenterede på den viden om om zebraer han var kommet med, og derefter fortalte sin mening om emnet. "Samme her. Men det kommer mere fra et kunstnerisk standpunkt, end et logisk. Alt er hvidt, indtil du putter farve på, y'know? og sort er altid den sidste farve, man maler med." Det blev sagt, nærmest overvejende, mens han så ned på sine tegninger et øjeblik.

Et lille smil fandt dog hans læber, da mere underlig viden kom til overfladen. Han havde godt hørt om at der var visse havskildpadder, som kunne gøre det, noget med nogle fra Australien, men han valgte ikke at rette på drengen. Det skulle helst blive en lidt sjov samtale, som kunne muntre drengen lidt op.
"Jeg tænker, at du ved, at pingviner har en mage for livet, for det står nærmest overalt på internettet efterhånden, men nogle af dem frier til deres mage med en lille sten. Og apropos pingviner, så er der en pingvin i Norge, som er blevet slået til ridder." Han nikkede, nærmest for at understrege, at det var sandt, det han sagde. Om det var 100% sandt, var han ikke sikker på, men han mindedes at have læst det en gang, hvor hans søvnløshed endnu en gang havde holdt ham oppe.

Max nikkede hurtigt til det den fremmede sagde om zebraer og farver, selvom han nu ikke vidste det, som han sagde. Men det lød nu nok meget rigtigt. Max havde aldrig rigtigt malet noget som helst og havde ikke nogen viden om det kunstneriske. Det havde ikke interesseret ham og det var heller ikke noget, han var blevet opmuntret til derhjemme. Da han havde luftet idéen om at lære at spille guitar som ung teenager havde han fået at vide, at det kun var for svage mennesker. Musik var ikke noget rigtige mænd gik op i. Det samme med kunst. Det fysiske var det eneste, en mand skulle koncentrere sig om. Så Max havde aldrig lært mere end det, han havde haft i skolen, hvilket heller ikke havde været meget.

Da C.C. fortalte om pingvinerne lagde Max hovedet lidt på skrå. Jo, han vidste godt, at pingviner var mager for livet. Og han havde vist også hørt, at nogle pingviner friede med sten. Men at der ligefrem var en pingvin, der var blevet slået til ridder! Et smil dannedes om hans læber og et glimt af hans livsenergi skinnede igennem.
"Fantastisk! Vidste du så, at pingviner ikke bare danner par som han og hun? Men at der også er bøssepar? Og at de faktisk adopterer æg og unger?" Der var iver i hans stemme, da han sagde det, men så snart det var sagt, sænkede han blikket og begyndte at gnide sit ene håndled med en tommelfinger. "Det er kært," mumlede han dæmpet. Det var kært. Gid det var ham.

For et kort øjeblik havde han glemt knuden i brystet og gråden, der lå og gemte sig lige under overfladen. De konfuse tanker om at tage springet ud over kanten på bygningen. Men tanken om, at pingviner fandt mager for livet, mindede ham om hans egen situation. Den føltes så trøstesløs og mørk, det hele væltede ind over ham igen. Han begyndte at gnide lidt hårdere hen over de gamle ar og hans krop spændte op, stadig uden at se på den fremmede. Det var sødt af ham at forsøge at muntre ham op, men egentligt var det ligefør at Max ville ønske, at han ville gå. Lade ham alene. Alene med alle de grimme tanker og følelser. Alene med beslutningen om han skulle slutte det hele eller ej. Igen ramte tanken om, at der ikke var nogen, der ville savne ham og han sank en klump.

C.C. lagde hovedet lidt på skrå, mens han betragtede drengen fortælle om, at der også var homoseksuelle pingviner. Han havde godt hørt noget om det, blandt andet at der var noget med en zoologisk have, som havde haft homoseksuelle pingviner, hvilket vist havde været upopulært blandt forældre. Folk var sære, det måtte han altså indrømme. Man blev ikke homoseksuel bare fordi man så homoseksuelle par omkring sig, det var jo latterligt. Efter den ideologi, ville han selv have været heteroseksuel, og det kunne han roligt sige at han ikke var. Og det der med at bruge homo som et skældsord mod 'feminine' drenge? Det gav ingen mening i hans hoved, for de burde da være mega maskuline. I et homoseksuelt forhold var der dobbelt så meget testosteron, som i et heteroseksuelt.

Drengens sidste kommentar om at det var kært, trak C.C. ud af sine tanker, og han lagde hurtigt mærke til at den glæde, som han havde set i ham for et øjeblik siden var forsvundet. Han lagde sine ting tilbage i sin taske, hvorefter han rejste sig op, og gik om bag drengen. Hurtigt bøjede han sig ned og stak sine arme ind under drengens arme, lige under hans armhuler, og lagde armene omkring hans bryst, så han kunne trække ham længere ind på taget, og til sidst, op og stå. "Jeg har besluttet at vi skal på eventyr, om du vil det eller ej," konstaterede han. Det var tydeligt, at drengen ikke havde noget at sige til den beslutning, for C.C. tog sin taske over skulderen, og tog drengens hånd. "Jeg kender et sted, som har byens bedste blåbærmuffins - og det er ikke bare noget jeg siger, fordi jeg arbejder der."

Som havde den anden læst hans tanker, begyndte han at pakke sammen. På den ene side var det lidt en lettelse, for så kunne Max være sig selv, men på den anden side gjorde det ham næsten endnu mere trist. Endnu en, der ikke ville være sammen med ham. Sikkert skræmt væk af hans depression. Tanken fik ham til at bore en negl ned i den tynde hud på håndleddet. Han skræmte alle væk, lige meget om han var manisk eller deprimeret. Der var ingen, der kunne holde ud at være sammen med ham. Hårdt kørte han neglen frem og tilbage, næsten som forsøgte han at skære håndledet over med den nedbidte negl, hvilket selvfølgelig ikke lykkedes.

Han var ved at være gledet så langt ned i sine tunge tanker, at han næsten havde glemt, at den spøjst udseende unge mand stadig var der, så han fik et chok, da der pludseligt blev skubbet et par arme ind under hans, som lagde sig om hans bryst. Trods forskrækkelsen kæmpede han ikke i mod, da han blev trukket ned fra afsatsen, der udgjorde kanten af taget, og længere ind, væk fra den lokkende kant. Faktisk rørte han sig ikke, før den anden trak ham på benene.
Hvis det var noget, C.C. tænkte over, ville han tydeligt kunne mærke, at Max virkede tynd under den store sweater. Max var ikke ret god til at spise, hverken under mani eller depression og fordi han bevægede sig så meget, fik han sjældent nok kalorier til at kunne holde på nogen form for fedt. Lige nu havde han ikke været deprimeret nok til at miste alle de muskler, han normalt havde, muskler der kom fra hans evige bevægelser og parkouren, så selvom han var tynd, var han også senet.

Han fandt lidt usikkert balancen på sine ben, der ikke havde båret hans vægt i flere timer, og skævede usikkert til den anden unge mand, der sagde, at de skulle på eventyr. Max vidste ikke lige, hvad han skulle sige til det. Hvorfor ville han have ham med på eventyr? Han var lidt forvirret, for han havde lige været så fordybet i sine tanker om, at ingen ville ham.
Endnu mere forvirret blev han, da den fremmede tog hans hånd. Stadig med et hoved, der ikke tænkte så hurtigt, så han på deres hænder og endeligt på C.C.s ansigt, da han nævnte blåbærsmuffins. Max åbnede munden for at sige, at han ikke var sulten, men lukkede den tøvende igen. Ha havde ikke lyst til at spise, men hans mave sagde det modsatte. Den var tom. Max var egentligt ligeglad, han kunne sulte ihjel uden at det ville røre ham. Men følelsen af C.C.s hånd i sin og tanken om muffins blev rodet sammen i hans hoved og det endte med med at han ikke protesterede. I stedet sænkede han blikket og trak svagt på skuldrene for ligesom at sige, at han ikke havde nogen mening om det. Hvis C.C. begyndte at trække af sted med ham, ville han bare følge med.

C.C. trak blot Max med sig, tydeligvis uden nogen hæmning for ikke at slæbe en fremmed med sig. Og rigtigt nok førte han den unge mand gennem byen, og hen til den café han selv arbejdede på i sin fritid. Klokken over døren bimlede, da de trådte ind i hvad der syntes at være fuldstændigt anderledes fra så mange andre steder. Væggene var belagt med hvad der lignede mursten, og gulvene var i mørkt træ. Belysningen var dæmpet og varm, og de forskelligt-stilede borde og stole i træ, fik hvert et hjørne af rummet til at virke unikt. Op og ned af den ene væg til højre for døren, var der en masse bøger man kunne låne mens man spiste eller drak, og langs væggen med døre var der vinduer, og på den venstre var der en dør ud til toiletterne. Modsat døren var disken, hvor der bag ved var et gardin ud til køkkenet, hvor alting blev tilberendt. Lige ved siden af disken var en montre hvor man kunne se diverse hjemmebagte kager og snacks, samt en stak tallerkener til at lægge dem på. Det lå lidt ude på en sidegade, så der var ikke mange gæster ad gangen, og oftest var det stamkunder.

Umiddelbart virkede det C.C. absolut ikke som en der hørte hjemme sådan et sted med alle sine tatoveringer og piercinger, men der var ingen som fortrak en mine over at se ham. Uden at slippe Max's hånd, gik han op til disken og ringede på den lille klokke som stod ved siden af kasseapparatet.
Kort efter stak en ung pige med lys brun hud, mørkt hår og gyldne øjne hovedet ud bag gardinet, og et stort smil fandt hendes læber. "Hey, C.C., long time no see! Er du her for at få nogle flere vagter?" spurgte hun glædeligt, og lænede sig lidt ind over disken. "Nah, min biks bliver overrendt for tiden med folk der gerne vil have enten det ene eller det andet lavet. Jeg er her faktisk for at give ham her en lille smagsprøve af dine fantastiske blåbærmuffins," han lavede et nik mod Max, med et skævt smil om sine læber, som snakkede han om en god ven.

"Blåbærmuffins? To styks?" "Tre, jeg har ikke spist morgenmad. Og en stor kop kaffe, jeg har tømt min termokande... Vil du have noget at drikke til? Te, kakao, kaffe, latte..? Jeg giver." Han smilte blidt mod Max, mens han afventede drengens svar.

Max fulgte tavst med den fremmede, som han hev af sted med ham. Ned fra taget af huset og igennem byens gader. Han gjorde ikke noget for at få den fremmede til at slippe sin hånd - men det var en underlig fornemmelse at blive slæbt af sted med, det plejede at være ham, der tog fremmede med på tur.
Mens de gik, var Max mest forvirret over, hvad det var, den anden ville ham. Han have fremvist en af sine mest skjulte og forhadte sider, depressionen, men den anden var ikke bare gået sin vej for at lade ham være i sin egen tristhed. Nej, han havde faktisk valgt at tage kontakt med ham og nu gik de her, hånd i hånd. Det forvirrede Max, hvis hjerne ikke rigtigt var samarbejdsvillig. Det gik trægt og han var bare så træt. Så uendeligt træt.

Han havde ikke rigtigt nogen fornemmelse af, hvor langt eller hvor længe de gik, men på et tidspunkt drejede den unge mand ind af en sidegade og hev ham med ind på en café. En meget speciel café. Max lod blikket glide rundt og elskede den med det samme, selvom han ikke rigtigt kunne tage sig af det. Det var bare et sted. Et sted med mennesker. Endeligt slap den anden hans hånd og han blev stående lidt bag ham, pludseligt pinligt berørt over sin fysiske fremtoning med det fedtede hår og det ikke rene tøj. Normalt ville han være pænt ligeglad med, hvordan han så ud, men med depressionen var det som om, at han blev ekstra opmærksom på sig selv og hvad folk ikke måtte tænke. Lige pludseligt savnede han at have en hat på, han kunne skygge for ansigtet med. I stedet trak han hænderne ind i ærmerne på den for store sweater og sænkede blikket til gulvet. En handling, der var meget ulig ham, der normalt uberørt så folk i øjnene og ikke lagde skjul på sig selv.

Men han havde det bare ikke ret godt og havde næsten lyst til at løbe ud derfra og hjem i sikkerhed. Hjem til sin rodede lejlighed og godt brugte seng.

Da C.C. spurgte ham, hvad han ville have at drikke, hørte han det næsten ikke, men han hævede blikket og så usikkert på ham. Drikke? Ville han have noget at drikke? Først trak han usikkert på skuldrene, men tanken om varm kakao fik nogle konfuse minder og følelser frem og pludseligt kunne han næsten dufte det.
"Varm kakao." Han hviskede det næsten ud, dog højt nok til, at både C.C. og hende bag skranken burde kunne høre det. Hurtigt flyttede han blikket fra dem og lod det glide rundt i lokalet for at have noget andet at fokusere på. Fingrene på begge hans hænder pillede ved ærmekanterne på sweateren og han følte sig ikke ret godt tilpas, som han stod der.

C.C.'s kollega bag disken så usikkert på C.C., da drengen ikke lød til at have det godt, hvilket bare fik ham til at lave et skarpt nik mod køkkenet, for at vise at hun ikke skulle blande sig i det nu. Det var nok rigeligt med en person som prikkede til drengen og prøvede at få ham ud af det triste humør, en mere ville nok kun gøre det værre. Hun nikkede kort, og skyndte sig ud i køkkenet hvor hun på rekordtid fik lavet kaffe til C.C. og en god kop varm kakao til drengen, med skumfiduser og en kanelstang ved siden af på en lille tallerken, i tilfælde af at han ikke var fan af den slags. Om ikke andet vidste hun at C.C., trods sin spinkle størrelse, var grovæder og derfor ville spise dem.

Til sidst kom hun ud med en bakke med kaffen til C.C., kakao til Max, skumfiduser, en kanelstang og tre blåbærmuffins, hvor alt så professionelt men alligevel hjemmelavet ud. "Det er på husets regning," skyndte hun sig så at sige, inden hun hurtigt forsvandt ud i køkkenet igen, sikkert for ikke at forstyrre dem yderligere. C.C. tog bakken og så mod Max. "Der er et lille hjørne herovre, som jeg godt kan lide at sidde ved," sagde han med et nik, og bevægede sig væk fra vinduerne. Og rigtigt nok var der et lille hjørne op ad væggen til køkkenet, med et sort rundt træbord og to spinkle lænestole. Han satte bakken på bordet, og satte sig i den ene stol, med forventningen om at Max ville sætte sig i den anden.

Han trak sine ben op til sig så han sad i skrædderstilling, og tog sin kaffe som han først pustede til, og derefter tog et lille sip af. Alle hans kollegaer vidste godt hvordan han kunne lide sin kaffe, så det var slet ikke noget de spurgte ind til længere. Når han kom ind alene med sin skitsebog, tog han bare sit kort frem og betalte, uden nogle ord, hvorefter han satte sig over i lige præcist dette hjørne og gav sig til at tegne. De vidste godt at deres muffins var hans yndlings, og at hvis der ikke var nogen, så ville han helst have en brownie, og ved siden af skulle det være sort kaffe. Ingen fløde, sukker eller noget andet. Men han havde også arbejdet der på fuldtid, og senere deltid i mange år efterhånden.

Max lagde ikke mærke til blikkene, som hans nye ven og pigen bag disken udvekslede eller nikket, som C.C. gav hende. Det var nok meget godt, for han ville nok ikke have haft det godt med det. I stedet skiftedes han lidt mellem at se rundt og se i gulvet. Der var heldigvis ikke så mange personer i caféen, hvilket kun var godt nok.

Det føltes som en evighed, før pigen kom ud fra køkkenet med en bakke med forskellige ting på. Den unge mand tog den og sagde så, at de skulle sidde ovre i et hjørne. Det passede Max fint. Normalt ville han sidde ved et vindue, så han kunne følge med i, hvad der skete ude på gaden, men trygheden ved at sidde i et hjørne var meget bedre for ham i dag. Han fulgte med C.C. derover og satte sig så i den anden lænestol, ude på kanten af sædet. Til at starte med sad han og så ned på sine ærmer, som han stadig pillede ved, men efter at den anden havde sat sig til rette med sin kaffe, rakte han tøvende frem og tog koppen med den varme kakao. Selvom han psykisk ikke havde lyst til noget, var duften af den varme kakao næsten for meget og hans mave kom med en dæmpet lyd som besked om, at han godt kunne se at få noget indenbords. Så forsigtigt nippede han til den varme væske, inde han besluttede sig for, at den var lidt for varm. Han satte koppen igen og kastede i stedet et blik på maden på bordet. Den ene muffin var vist til ham, men det føltes næsten forkert bare at række til, så han lod være. Han var alligevel ikke helt sikker på, at han havde lyst til at spise, selvom hans krop mente, han havde.

I stedet lagde han igen hænderne i skødet og pillede videre ved de for lange ærmer, mens han så ned i bordpladen, stadig lidt tom i blikket. Måske han burde starte en samtale, men han vidste ikke, hvad han skulle sige. Det hele var akavet og det var han ikke vant til at føle. Det hele var så meget nemmere, når han havde sine manier, der tænkte han slet ikke rigtigt. Overhovedet. Det hævnede sig, når han havde sine depressioner, der var alt for mange tanker. Lidt frustreret løftede han den ene hånd op og kløede sig i panden. Tanken om hans lejlighed var stadig lokkende, men nu sad han her med en fremmed og noget at spise og drikke, som han på den ene side ikke have lyst til, fordi han havde svært ved at overskue at spise.

C.C. betragtede blot Max henover kanten af sit krus, mens han overvejede hvordan han skulle muntre drengen op. Selv var han ikke super god med mennesker, og han følte sig altid lidt for anderledes. Ikke på grund af sit udseende, men fordi han vidste at han var anderledes. Den fysiske styrke han havde over dem, selvom det ikke var meget, gjorde et eller andet, sammen med de følsomme sanser, og instinkter som fulgte med hans race. Men Max virkede alligevel ikke som et helt normalt menneske, selvom C.C. ikke rigtigt kunne sætte fingeren på hvorfor. Det var bare en mavefornemmelse han havde, og som regel havde hans mavefornemmelser ret.

"Her er hyggeligt, synes du ikke? Der kommer aldrig så mange af gangen, men det gør det bare til en mere stille fornøjelse, hvis du spørger mig." Han tog endnu en tår af sin kaffe, og sukkede tilfreds. "Hvad synes du om kakaoen? Det plejer at være en favorit når det bliver koldere."

Max følte sig en smule urolig, nok fordi han følte sig så malplaceret i den hyggelige café, og han blev ved med at pille ved kanten på sit ene ærme. Selvom C.C. var venlig, føltes han blik, der hvilede på ham, tungt, og han vidste ikke helt, hvad han skulle gøre eller hvad der var forventet af ham. Så da den fremmede unge mand endeligt snakkede til ham, var det faktisk lidt af en lettelse.
Til spørgsmålet om kakaoen var god, lagde Max hurtigt en hånd på bordet, for at pille lidt ved koppen, der stadig var varm. Han skulle nok drikke den, når den var kølet lidt ned.
"Den er god."

Han tøvede lidt og kunne ikke rigtigt holde sig selv ud mere, så han endte med at sige det første, der poppede op i hans hoved.
"Arbejder du virkeligt her? Du ligner ikke en, der kunne arbejde et sted som her." Lige som han havde sagt det, gik det op for ham, hvad det egentligt var, han havde sagt og han kastede et blik på C.C. med store øjne. Normalt ville han aldrig have spekuleret over det fornærmende i det spørgsmål, men i stedet for bare have fortsat med at kaste sin uendelige nysgerrighed på den spøjst udseende mand. Men det var som om, at alt hvad han sagde og gjorde i dag, borede sig som syle ind i hans hjerne og gjorde ham hyper opmærksom på sig selv og sine omgivelser. I hvert fald hyper opmærksom i forhold til, hvad han plejede at være.

Han tak sin hånd til sig igen og så ned på sine hænder, der var pakket ind i sweateren, og nu voldsomt begyndte at gnide i mod hinanden.
"Undskyld, jeg ville ikke..." Han vidste ikke, hvad han skulle sige og træk bare på skuldrene. Det var ikke engang fordi, at han mente noget fornærmende med det, for han havde intet i med den andens specielle udseende, faktisk syntes han at det var spændende og sejt. Men måske det havde lydt meget fornærmende, det han sagde? Han vidste det faktisk ikke rigtigt. Hele hans hjerne var et stort rod og det var som om, at det var svært at holde fast i nogen form for logik eller virkelighed.