Langt at falde (C.C.)

C.C. tog endnu en tår af sin kaffe, mens Max begyndte at snakke om, at han ikke lignede en der burde arbejde der, og dernæst prøvede at redde hvad de fleste nok havde set som en fornærmelse. Men C.C. sænkede blot kruset og lod et lille grin lyde fra sig, inden han stilte kruset på bordet og trak sine ærmer på sin trøje lidt op, så tatoveringerne var endnu tydeligere.

"Bare rolig, jeg er ikke så følsom. Men det er mine tatoveringer og piercinger, som får dig til at sige sådan, ikke?" spurgte han og løftede sin ene arm lidt, hvor nogle af tatoveringerne kunne ses. "Jeg havde ikke nogle bemærkelsesværdige piercinger eller tatoveringer, da jeg startede her, og da jeg gradvist fik flere var min chef okay med det. Så længe jeg har en langærmet bluse på under skjorten, tager nogle af piercingerne ud og går med kontaktlinser, er hun i og for sig ligeglad med hvad jeg gør ved min krop." Han trak ligegyldigt på skulderen, og lænede sig tilbage i stolen.
"Desuden er jeg ikke en lækker tøs med et kønt ansigt, så jeg slipper for at stå i kassen," tilføjede han så, og gav drengen et lille blink med det ene øje. Det var ikke kun derfor han stod i kassen, det var mindst lige så meget hans temperament, som det var hans udseende. Især op til fuldmåne, blev han ude i køkkenet, så han ikke rev hovedet af en eller anden for at snakke forkert til ham. Heldigvis var hans chef en navajo, så hun vidste hvorfor han blev så aggressiv, og når det hele var overstået, jokede de ofte med at det var fordi han skulle have plads til at PMS'e lidt, når nu det var ved at være den tid på måneden.

Det var lidt af en lettelse, at den fremmede begyndte at grine af hans spørgsmål i stedet for at blive vred. Det fik Max til at løfte hovedet lidt igen og se på ham, som han viste sine tatoveringer frem. Han nikkede lidt forsigtigt og ville til at forklare sig, men den anden snakkede videre, så Max tav. Da han sagde det sidste, kom der et lille glimt af den gamle Max frem og et smil lagde sig kort om hans læber.
"De ville da ellers ikke miste noget ved at sætte dig bag disken." Smilet forsvandt med det samme igen og for et øjeblik tog angsten fat i Max, men der måtte være noget over den andens udstråling, der var beroligende, for det forsvandt hurtigt igen og Max greb koppen med kakao for at forsøge at skjule sit ubehag ved at indgå i en samtale.

Efter at have drukket en tår af den stadig godt varme kakao, fugtede han sine læber og besluttede sig for at forsøge sig på mere samtale. Måske noget, der ikke var så akavet som lækkerheden af den fremmede mand.

"Jeg hedder Max." Hans blik flakkede lidt fra koppen til C.C., for han vidste ikke helt, hvad han ellers skulle sige. Atter en gang åbnede han bare munden og lod det flyve ud, som der kom ud.
"Og jeg kan godt lide dine tatoveringer. Der er bare mange, der ikke kan lide ... anderledes men... folk." Hvis man kendte Max normalt, ville man have svært ved at genkende ham, for han talte dæmpet og en smule langsomt, som tog det lidt længere tid for ham at forme sætningerne. Måske han talte i et mere normalt tempo, det kunne han ikke selv vurdere. Alting gik langsom for ham og selvom det var lidt okay at sidde der i den nok behagelige stol med varm kakao og den fremmede til selskab, så var der en del af ham, der ikke kunne fokusere på andet, end at han ville hjem i sikkerhed i sin seng.

Det lette smil på C.C.'s læber falmede ikke et sekund, hvis noget blev det en kende større, da Max sagde at de ikke ville miste noget ved at lade ham stå i kassen. Det gav ham en ide om at der var mere end bare et deprimeret menneske i manden, og han fik lyst til at finde ud af hvilke sider, som egentlig gemte sig derinde. "Det er sødt sagt, men jeg tror at en eller andens bedstemor ville få et hjerteanfald hvis hun så bare halvdelen af hvad jeg gemmer væk under uniformen." Han lod sin trøje falde ned fra den ene skulder, så man kunne se at det fortsatte hele vejen op ad armen, og under tanktoppen kunne man svagt ane silhouetten af flere tatoveringer.

Da Max begyndte at snakke af sig selv, smilede C.C. fortsat, og nikkede opmuntrende som han så ud til at få mod på at socialisere. Og nu fik han også navnet på sin nye 'ven', så det blev pludseligt meget lettere at sætte ord på menneskets person. 
Han trak på skuldrene, da Max fortalte at han godt kunne lide hans tatoveringer, men også kommenterede at der var nogle folk som ikke gjorde. Dog bed C.C. sig lidt fast i at han tøvede med at sige menneske, men kommenterede ikke på det. "Livet er for kort til at tilfredsstille andre. Så vil jeg hellere lede lidt længere efter nogen som kan leve med at jeg ser ud som jeg gør." Han løftede sit krus op til sine læber, og tog en tår, hvorefter han stilte det fra sig, og tog den ene muffin. "Lige med venner og bekendte går jeg personligt efter kvalitet over kvantitet. Hvad skal jeg med 700 facebook-venner som ikke kender mig, når jeg kan have 7 virkelige venner, der kan læse mig som en bog?" Igen trak han på skuldrene, og pillede muffin-formen af, så han kunne give sig i kast med at spise den lille kage.

"Har du nogle tatoveringer?" spurgte C.C. så, en anelse nysgerrigt. Umiddelbart kunne han ikke se nogle, men der var jo folk som holdt dem skjult under tøjet for at virke mere professionelle. Ikke at C.C. forstod det. Hvorfor bruge så mange penge på at få en permanent tegning på kroppen, og så skjule dem? Hvis noget overvejede C.C. mest at få tatoveringer når det kunne ses. Han havde kun en på brystet og en på maven, ellers var resten af hans overkrop stadig blank, fordi han var startet med de mest synlige steder, som armene og sin hals.

Max så på C.C., som denne sagde, at bedstemødre ville få hjerteanfald, hvis de så, hvad han gemte under uniformen. Da han hev ned i trøjen, måtte han dig se ned igen, da der var noget, der rørte sig i ham. Trods det triste grå mørke, der lå hen over hans hoved, var dele af hans personlighed ikke gemt helt væk, og tanken om, hvad C.C. gemte under uniformen samt det lille glimt af bar hud, prikkede til en lidt mere livlig, dog uheldig, del af Max' personlighed. Han bed sig i læben og holdt en kommentar tilbage om, at han godt kunne tænke sig at se, hvad den anden gemte under uniformen. For en gangs skyld kunne han godt se, at det nok hverken var stedet eller tiden til den slags, selvom det ville han nok normalt være ret ligeglad med og bare give sig ud i at flirte med C.C. med et bestemt mål for øje. Han valgte simpelthen ikke at snakke videre om det emne, selvom det var unormalt for ham.

Han begyndte at pille lidt ved koppen, som den anden snakkede videre om venner. Max vidste ikke, hvad han skulle sige til det. Han havde ikke nogen venner, ikke længere, og han havde ikke en gang nogen bekendte, ikke rigtigt. Nogle gange spekulerede han på, om han nogensinde havde haft rigtige venner. Tanken var tung og hvis C.C. havde fortsat med at snakke, ville han nok have sunket hen i sine triste tanker igen.
"Bare... dem her." Han hev ned i halsen på sin store sweater, så C.C. kunne se de tre små tatoveringer på hans kraveben, et anker, et kors og et hjerte - tro, håb og kærlighed. Det store ar han havde hen over sin side nævnte han ikke. Det var ikke en tatovering og lige nu virkede det ikke som noget, han havde lyst til at fortælle om.

Efter at have sluppet trøjen, rakte han tøvende ud og tog den ene muffin. Synes af den muffin, som den anden sad med, fik hans krop til at kræve noget mad, så endeligt overvandt kroppen psyken og han begyndte at pille små stykker af muffinen og putte dem i munden. Det var en god muffin, men han smagte ikke rigtigt på den. Men hans mave var glad for at få mad, måske for første gang i et par dage. Max havde ingen anelse om, hvor lang tid der var gået, siden han havde spist sidst. Både kakaoen og muffinen gjorde ham godt og han havde det bedre, end da han kom ind i caféen.

C.C. lænede sig lidt frem over bordet for bedre at kunne se, da Max trak lidt ned i sin sweater for at vise sine tatoveringer. Det var ikke det helt store, faktisk var det utroligt simpelt, men C.C. besluttede sig for at det nok var meget passende til en som Max, selvom det ikke var noget man så særligt mange mænd få tatoveret. På trods af hvor mange han selv havde, kunne han sagtens sætte pris på mindre, men betydningsfulde tatoveringer. Selv havde han en masse tatoveringer uden nogen betydning. Dem han havde på sine hænder var fra at han havde tegnet på sin ene hånd med en kuglepind fordi han kedede sig, og endte ud med at kunne lide det nok til at få en af sine medarbejdere til at tatovere det og lave en spejlet version på den anden hånd bagefter. Der var også nogle af dem, som havde en betydning, men de fleste var bare tegninger han godt kunne lide.

"... Jeg kan godt lide dem. Nice and simple." C.C. nikkede kort, som om at det var en vigtig beslutning han lige havde taget, og lænede sig tilbage i sin stol igen. Ligesom Max begyndte han at spise sin muffin, og var som altid tilfreds med smagen. Tilpas søde, men ikke så meget at man skulle til at brække sig over det, og selvom der nok var mange, der var uenige, mente han selv at de passede godt til kaffe. Men så igen, det meste passede godt til kaffe hvis du spurgte ham. Kaffe eller noget med meget alkohol i... Eller energidrik. Hvad der nu var mest tilgængeligt.

Max havde ikke søgt den fremmedes billigelse af hans tatovering, som han havde fået lavet allerede inden han flyttede hjemmefra, men af en eller anden grund gav det ham alligevel en tilfreds følelse. Måske fordi den anden havde så mange og åbenbart selv var tatovør. Tatoveringen havde stor betydning for Max, og var ikke en ting han havde fået lavet i hast. Faktisk var det en tatovering, der symboliserede ham og hans søskende. Tro var hans storebror, kærlighed var hans søster og håb var ham selv.

Langsomt tyggede han videre på muffinen, samtidigt med, at han betragtede den unge mand, der sad overfor ham. Han virkede spændende og han ville ikke have noget i mod at lære ham nærmere at kende. Men ville den anden lære ham at kende? Han havde vist ikke en gang fortalt ham sit navn. Tanken fik ham til at sænke blikket igen og stirre lidt frustreret ned på den sidste del af den store muffin. Han var bare så træt. Han orkede ikke rigtigt mere og han vidste ikke rigtigt, hvad han skulle gøre lige nu. Hvorfor brugte den anden tid på ham? Han var jo ikke noget værd. Ingen kunne lide ham, når han var deprimeret, de fleste ville bare af med ham.

Pludseligt havde han ikke lyst til resten af sin muffin og skubbede den lidt længere ind på bordet. For at undgå at se på den, lod han igen blikket glide rundt i caféen, mens han ubevidst lagde armene om sig selv. Måske det var en god idé at tage hjem? Hjem i seng. På den ene side længedes han efter ensomheden og stilheden, men på den anden side skræmte begge dele livet af ham. For han vidste godt, at tankerne ville komme og hive ham endnu længere ned i mørket, og selvom at stilheden, der gemte sig for enden af det mørke var lokkende, havde han alligevel ikke lyst til at afslutte det hele.

Som de triste tanker igen sneg sig ind over ham, faldt han lidt sammen, stadig med armene om sig selv, og det nu tomme blik rettet mod ingenting. Det lille stykke tid, hvor han havde kunne samle sig om at være social, var ovre og tankerne hamrede igennem hans hoved igen.

C.C. betragtede overvejende drengen, som så ud til at falde tilbage i sine depressive tanker. Det var tydeligvis en hård kamp han kæmpede, og det var efterhånden gået op for C.C., at han nok kæmpede den alene. Han var ikke sikker på hvad det var, om det bare var fordi han var begyndt at kunne lide drengens selvskab, eller fordi han selv havde været igennem hårde tider, hvor han ikke havde haft nogen, og derfor kunne relatere til situationen, men hvad end det var, fik det ham til at ville hjælpe. C.C. var en overraskende blød mand, som virkelig havde svært ved at lade folk lide i stilhed, så for folk der kendte ham, var det ingen overraskelse, at han havde valgt at tage Max med sig. Han ville så gerne hjælpe, også selvom han vidste at der ikke bare var en kur mod depression. Måske var det manglen på en flok, eller også var det hans indre storebror, som ville frem. Hvem vidste. Men hvadend det var, fik det ham til at reagere.

Han lagde sin muffin fra sig, og rejste sig op, så han kunne gå rundt om bordet og over til Max. Et øjeblik stod han med et ulæseligt blik, inden han skubbede stolen og dermed også Max tilbage, så han kunne kravle op og sidde overskrevs på den yngre mand, uden at vælte bordet de sad ved. Og så snart han sad over ham, lagde han armene om Max, og knugede ham ind til sig. Han sagde ikke, men holdt bare om drengen, og efter noget tid, lod han sine fingre nusse ham i nakken, lige ved hans hårgrænse. C.C. var ikke god med ord, så han kunne ikke give drengen nogen forklaring, men forhåbentlig var handlingen nok til at vise, at han om ikke andet havde en person at snakke med, hvis han ville.

Heldigvis sad de ovre i et hjørne, og der var heller ikke så mange personer i caféen, så der var ikke nogen til at se hvad der skete i mellem dem, og det var nok for det bedste. Det behøvede ikke at være mere overvældende end højest nødvendigt for Max.

Max havde allerede næsten glemt, at han havde selskab af den fremmede, så hurtigt gik det med at glide tilbage i de tunge, triste tanker. Så det var først, da C.C. rejste sig og gik rundt om bordet, at Max kom tilbage til virkeligheden og så op på ham. At han stod foran ham og så på ham med et ulæseligt blik, gjorde Max lidt forvirret og han ville åbne munden for at spørge, om der var noget galt, men det nåede han ikke, før lænestolen, han sad i, blev skubbet tilbage og den fremmede satte sig overskrævs på ham. Et normalt menneske ville nok begynde at panikke og skubbe den fremmede person væk, men Max var for det første ikke et normalt menneske, og for det andet var det næsten noget, han selv ville kunne have fundet på, så for ham var det ikke en så underlig ting at gøre. Ikke at hans forvirring ikke voksede, for hvad lavede han?

Et par arme blev lagt om ham og han blev trukket ind i et kram. I de første sekunder var han stiv i kroppen, stadig forvirret over den pludselige nærhed. Og han havde ikke fået at vide, hvilket væsen C.C. var, så måske han var ved at angribe ham? Ikke at tanken fik Max til at kæmpe i mod. Men nej, intet andet skete. Det var bare et kram. Som det gik op for Max, blev han slap i kroppen og han gemte ansigtet ved C.C.s hals, mens han lagde sine arme rundt om livet på ham. Et kram. Fornemmelsen af den andens nærhed og varme krop var som vand på en ørken og han sugede fornemmelse til sig. Han kendte ikke manden, der havde sat sig på ham, men han følte sig alligevel tryg i hans favn. Det var ikke fysisk nærhed Max manglede mest af, han skulle nok finde en favn at sove i, men ingen gav ham en omfavnelse som denne. Ingen kendte til hans triste indre og ingen trøstede ham. Sidst han havde fået sådan et kram, var da han havde set sin mor sidst, og det var før han flyttede til Di Morga.

Tankerne og følelserne der gik igennem ham, fik tårerne til at vælte op i hans øjne, og han begyndte lydløst at græde. Ud over tårerne, var det eneste tegn på gråden, at hans krop rystede en smule en gang i mellem.
Han havde fra helt lille lært at græde i stilhed. Hans far havde slået det ind i ham, at rigtige mænd ikke græd. Max havde aldrig været den søn, som faren havde drømt om, som den mindste i en flok på tre, havde han været den mest ynkelige, en dreng der hellere ville tegne og lege med dukker end at lege i mudder og træne. Selv hans søster havde været en støre succes end Max.
Så som han sad der i favnen på C.C., græd han stille og uden at gøre noget væsen af sig. På den ene side skammede han sig, men på den anden side var han bare så træt, at han ikke rigtigt orkede at gøre andet end at give slip og lade den anden se hans svaghed.

Da hånden i hans nakke begyndte at kærtegne ham, kom der dog et meget svagt gispende hulk fra ham, men det var også det. I stedet blev hans greb om C.C. en smule hårdere, som han forsøgte at kontrollere sig selv.
Han græd ikke ret længe, men sad til sidst bare og fokuserede på den varme krop, der var så tæt på hans. Den andens lugt, vejrtrækning og hjertebanken. Det var beroligende og gjorde ham som sagt tryg, selvom han ikke kendte ham. Han havde ikke lyst til at slippe, for når han slap ville den kolde, triste verden komme væltende tilbage. Lige nu kunne han lege, at der bare var varmen og trygheden.

Normalt var C.C. ikke så nærgående overfor fremmede. Ikke fordi han selv havde et problem med det, men fordi at de fleste andre væsner havde visse hæmninger, som han ikke selv havde. Hæmninger som personligt rum og sådan noget. Ikke at han forstod det, men han kunne respektere det alligevel. Men af en eller anden grund var der bare noget ved Max som gav C.C. lyst til at holde om ham indtil han fik det bedre. Igen, måske var det manglen på en flok, eller et storebrorgen som bare sad fast i ham, men uanset hvad det var, var det nok til at han havde beslutte at sætte sig på skødet af mennesket.

Og overraskende nok så det ud til at virke. C.C. blev hverken skubbet af, eller råbt af. Faktisk mærkede han efter lidt tid Max's arme lægge sig om ham, og sad så med et grædende menneske. Måske ville de fleste finde det grænseoverskridende, men nu var C.C. heller ikke blandt de fleste, så det var nok meget passende. Derfor blev han blot siddende med Max i favnen, og fortsatte med at nusse ham i nakken, mens han lod ham græde ud.

Uanset hvor længe det ville tage, ville C.C. blive siddende og holde om Max så længe han havde brug for det. Først når gråden dæmpede af, og drengen virkede nogenlunde afslappet, stilnede hans intensive nussen af nakke og hår af. Men han trak sig ikke tilbage. Han blev hvor han var og ventede på at Max følte sig klar nok i hovedet til at trække sig tilbage.

Selvom Max havde været træt i forvejen, var det nu som om, at han nu var dobbelt så træt. Det var som om, at gråden havde taget lidt af trykket fra depressionen, så han følte sig sløv og udmattet. Det var næsten så slemt, at han sagtens kunne falde i søvn, sådan som han sad der med den fremmede unge mand på skødet. Men samtidigt var depressionen ikke væk og en fornemmelse af akavethed sneg sig ind over ham, samtidigt med, at hans ene ben begyndte at sove på grund af vægten, der var på det. Så selvom han kunne blive siddende sådan i evigheder rent mentalt, besluttede han sig for, at det nok var en god idé at stoppe det.

Langsomt tog han armene til sig og trak sig lidt væk uden at se på C.C.s ansigt. I stedet kørte han det ene ærme rundt i sit ansigt og snøftede ind, som for at skjule sporerne efter gråden. Selvom det nok var lidt for sent, siden han havde grædt på den andens tøj. På den ene side følte han sig meget akavet og pinligt berørt, for han sad der med en fremmed på skødet, som han lige havde grædt op af, men samtidigt var der noget over C.C. der gjorde, at det ikke var så slemt, som det kunne være. Det var C.C. selv, der havde sat sig på ham og krammet ham, og for en gangs skyld ikke Max selv, der havde trængt sig på. Det var underligt at møde en, der gjorde det samme som ham.

Trods det, mødte han stadig ikke hans blik og han kunne heller ikke få sig selv til at se rundt for at se, om der var nogen, der stirrede på dem. Noget han ellers ville være 100% ligeglad med. I stedet stirrede han ind i brystet på C.C., mens han igen begyndte at pille ved sine ærmer.
"Jeg... Det var rart," mumlede han lavt og følte sig endnu mere ved siden af sig selv. "Tak." Han løftede hovedet og kastede et hurtigt blik på C.C.s ansigt, inden han sænkede hovedet igen. Han var bange for, at den fremmede besluttede sig for, at nu hvor Max havde grædt og været ynkelig, at han ikke ville ham mere. Og lige nu havde Max det som om, at den fremmede var det eneste, der holdt ham på jorden.

Da Max løsnede grebet om ham, trak C.C. sig tilbage, så han kunne se menneskets ansigt. Han rynkede bekymret på panden, og som Max tørrede sine øjne, overvejede han om der var noget han kunne gøre for at hjælpe, udover bare at være der fysisk. Egentlig burde han vel være ligeglad. Det var han oftest. Men det var han ikke, og lige nu ville han bare gerne tage sig af ham.
Den hurtige undskyldning og det sænkede blik, fik et suk til at lyde fra C.C., og han rakte op, og nussede kort mennesket i håret. "Det var så lidt..." Han gav drengen et lille smil, inden han rejste sig op, og gik tilbage til sin stol på den anden side af bordet. Han var ikke helt sikker på hvad han skulle gøre nu. Han ville i hvert fald ikke gå, det var helt sikkert. Men det var også svært at hjælpe en person, som ikke ville sige hvordan han havde brug for hjælp.

"Hvis du ikke har noget at lave lidt senere... Vil du så med ud og spise frokost sammen? Jeg er ikke så god til at holde fridage, og jeg ender altid med at gå på arbejde alligevel, så det kunne være rart at have nogen til at holde mig ved ørerne... Ikke bogstaveligt selvfølgelig, det har jeg for mange piercinger til, men hvis vi nu holder os til at gøre det figurativt... hvad siger du til det?"

Da den fremmede nussede ham i håret, lukkede Max øjnene og nød det. Max var en person, der elskede fysisk kontakt, både på den uskyldige og mindre uskyldige måde. Om det så bare var at holde nogen i hånden, mens de drog op eventyr, eller en hånd igennem håret. Det var også nok, selvom det bedste var fuld fysisk kontakt, gerne uden alt for meget tøj på.
Han åbnede øjnene igen, da den fremmede, han stadig ikke havde fået navnet på, rejste sig og gik over til sin egen stol. Det føltes for et øjeblik sært ikke at have den varme krop til at sidde på sig, men fornemmelsen af den ekstra varme forsvandt hurtigt og Max sukkede uhørligt, inden han bed sig i læben og overvejede, hvad han skulle gøre. Lidt forsigtigt trak han stolen tilbage til bordet og satte sig lidt bedre til rette end før, hvor han havde siddet ude på kanten af sædet.

Han følte sig på den ene side lidt mere afslappet, fordi han var kommet af med lidt af al den negativitet, der havde bygget sig op i ham, men på den anden side sad angsten, depressionen og nu en tydelig akavethed og borede sig ned i skallen af ham. For at gøre et eller andet, rakte han ud og tog resterne af den muffin, han havde været ved at spise. Som før pillede han små stykker af den og stoppede dem i munden.

Han nåede dog kun at spise et enkelt stykke, da den fremmede snakkede til ham igen. Frokost? Usikkert trak han på skuldrene og vidste ikke, hvad han skulle svare. Han kunne slet ikke se så langt frem i tiden. Faktisk vidste han overhovedet ikke, hvad klokken var. Eller hvad dag det var. Så da han svarede, byggede hans svar mere på, at han faktisk godt kunne tænke sig at se C.C. igen, også selvom det havde været meget pinligt ind til videre.
"Okay. Det ... kan vi godt aftale." Faktisk var det største problem vel næsten, at han ikke var sådan rigtigt sulten, men det måtte han vel se på til den tid.

"Cool. Hvordan lyder en pizza-date for dig?" Det blev sagt i et lidt drillende toneleje, og mens han ventede på svar, puttede C.C. det sidste stykke af sin muffin i munden, og tog den ekstra som han havde bedt om tidligere, så han også kunne fortære den. Taget i betragtning af hvad han indtog af mad og drikke, var det egentlig utroligt at han var så pænt bygget. Han kunne sikkert æde sin egen vægt i pizza og drikke sig fuld i vodka uden at tage et eneste kilo på, men det havde nok også noget at gøre med at han var varulv og tidligere stofmisbruger. Ikke tidligere som at han ikke kunne finde på at ryge sig skæv, det var faktisk noget han gjorde ret tit, men nu var han ikke afhængig af det længere.

Man kunne tydeligt se at C.C. ikke var generet af selskabet han var i, som han sad afslappet i sin stol, lænet tilbage med sin muffin. Men så igen, der skulle meget til at genere ham når det kom til at være social. På trods af sine følelsesmæssige mangler, elskede han at snakke med folk når de gad ham.

"Vil du gerne hjem i mellemtiden? For vi kan bare aftale at mødes her, eller sådan noget. Eller... Vent." Han tog sin taske op på skødet, og rodede rundt i den indtil han fandt en notesblok og en blyant. Hurtigt skriblede han adressen og navnet på sin biks ned, og hev det øverste papir af, som han dernæst rakte til Max. "Her er adressen til mit andet arbejde. Jeg bor i lejligheden over, så hvis jeg ikke er der, kan du bare spørge efter C.C.. Så må du selv om hvornår - eller hvis - du har lyst til en pizzadate."

En pizza-date. Begrebet indholdt date, som for Max nok mest betød noget helt andet end det, som den fremmede mente, men det drillende smil på den andens ansigt understregede bare, at det var en aftale om at mødes til at spise pizza. Igen trak Max usikkert på skuldrene, men det gik hurtigt over i et nik. Pizza lød fint. Han havde ikke lyst til mad, men hvornår kunne man ikke spise pizza?
"Det lyder fint." Han stemme var stadig dæmpet og han vendte hurtigt opmærksomheden mod resterne af muffinen, der snart var væk.

Ved spørgsmålet, om han gerne ville hjem inden, så han ned af sig selv. Han følte sig egentligt ret ulækker, i tøj der tydeligvis trængte til at blive vasket. Og han kunne ikke huske, hvornår han sidst havde været i bad. Det var ikke ligefrem sin personlige hygiejne, han spekulerede på for tiden, når han havde sin depression at slås med. Så han nikkede hurtigt som svar til hans spørgsmål. Jo, han ville egentligt meget gerne hjem, så han kunne få et bad og evt finde noget rent tøj. Eller noget næsten rent tøj.

Han skævede lidt skjult til C.C., mens han tyggede på det sidste af sin muffin. Den anden unge mand var for Max ikke slem at se på, snarere tværtimod. Hans piercinger og tatoveringer fik ham til at se spændende ud, samtidigt med, at han var pænt slank og ganske køn. Og han havde været så flink ved Max. Det var Max ikke helt vant til, for det meste så folk ham bare som en pestilens eller en kilde til morskab. Og det gjorde ham ikke noget, men det var nu rart at bive behandlet som en rigtig person. Også selvom han var deprimeret, hvilket bare gjorde det endnu mere sært.

Den fremmede afbrød hans tanker, da han rakte ham et stykke papir med en adresse. Max tog forsigtigt i mod det, men endte med at knuge det i frygt for at miste det. En adresse. Måske det var en lille ting for den anden, som han nu kunne kalde C.C., men i det øjeblik var det en stor ting for Max, der stadig havde svært ved at se på ham og ikke anede, hvad han skulle svare.
"Det er en aftale." Det var lige før, at han fik lyst til at græde igen, men han gjorde det ikke. Det var nok, at han havde grædt både på taget og nu også i favnen af C.C.. I stedet flyttede han lidt uroligt på sig og pludseligt ville han egentligt bare hjem. Han følte sig utilpas under den andens blik og han var så træt, at han havde det som om, at han knapt kunne holde sig siddende oprejst.

C.C. skulle til at sige noget mere om deres pizza-date, men nåede kun at åbne munden, før han blev afbrudt af sin medarbejder. "Nu er det ikke for at forstyrre dig på din fridag... Men nogle af maskinerne er brudt sammen, og der er ikke rigtigt nogen af os som ved hvordan man fikser det, og-" "Jeg kommer om et øjeblik" sagde han blot og lavede et nik med hovedet for at sige, at hun bare skulle gå tilbage til kassen. Da hun var gået igen, vendte C.C. sin opmærksomhed tilbage til Max, med et undskyldende smil.

"Jeg bliver nødt til at smutte så... Ja du kan vel bare gå hjem, hvis du har lyst . Men du må hellere end gerne komme forbi hvis du får lyst senere. Og hvis ikke, kan du altid komme forbi en anden dag. Vi holder mere eller mindre døgnåben til hverdag, så hvis jeg ikke er der, kan du altid spørge efter mig." Han trak på skuldrene og rejste sig op for at gå over og hjælpe sine kollegaer, men stoppede op ved nærmere eftertanke, og rodede kort rundt i Max's hår, med et skævt smil om læberne. "Pas på dig selv," Og med de ord, smuttede han om bag disken og ind i køkkenet som lå bagved. Han regnede ikke med at Max blev og ventede, for der havde nok været lidt for mange indtryk i den korte tid de havde kendt hinanden... men han håbede nu på at han tog tilbudet til sig, og kom forbi en dag. C.C. elskede at snakke med folk, og under depressionen virkede Max til at have det på samme måde.

Max kastede et blik på den unge kvinde, der havde stået bag disken tidligere, som kom hen for at bede om C.C.s hjælp. I og for sig var det lidt af en lettelse, for det betød, at Max kunne smutte hjem. Han ville virkeligt gerne hjem, hjem og have et bad og noget rent tøj. Så han kunne komme på pizza-date. Det var ikke pizza'en der lokkede, men tanken om ikke at skulle være lukket inde i sin lejlighed hele dagen var dejlig. Også selvom han ikke kunne overskue at skulle ud igen.

Han rettede sig lidt op og ville rejse sig, men nåede det ikke, før C.C. nussede ham i håret. Berøringen betød mere end noget af det, som den anden lige havde sagt og Max lukkede øjnene i det sekund det varede.
"Det skal jeg nok," mumlede han efter C.C.. Han ville i hvert fald prøve. Hvilket var løgn, for han passede aldrig på sig selv. Hvorfor skulle han? Det var der ikke nogen, der interesserede sig for alligevel.
Hurtigt tog han en dyb indånding, inden han kom på benene og usikkert bevægede sig ud af caféen. Lidt usikker på, hvor han egentligt var henne, så han op og ned af gaden, så noget han kunne genkendte og gik den vej.

Det tog ham en halv times tid at komme hjem, det gode ved at bo ret centralt. Derhjemme lukkede han døren, stavrede ind igennem lejligheden, mens han smed sit tøj, og kravlede så ned under dynen, hvor han rimeligt hurtigt faldt i søvn, træt af indtryk og træt efter det psykiske nedbrud.
Han sov dagen væk og havde næsten glemt, at han havde en aftale om pizza. På et tidspunkt trådte han på det papir med C.C.s adresse, som han fik hængt op på køleskabet til resten af det, som var vigtigt. Og så tænkte han ikke rigtigt mere over det, det næste stykke tid, fordybet i depressionen.