Lad tæppet falde en sidste gang //Kajika//

S :: Teatret
T :: hen af aften
O :: Ingen andre end Alexanders nærmeste mand som skal overvære det der skal ske
V :: det regner stille udenfor

Der kom smattede lyde fra Alexanders og hans mands støvler, Alex som han sjovt nok hed skulle ikke gøre andet end at kigge på mens den sidste kamp stod på, det der skulle ske var en hellig ting og det ville være i dyb vanære hvis han trådte til for at hjælpe sin herre. Alexander havde sin sorte tanktop og de hvide urban-camo busker på, han havde sine pistoler på sig, men så snart Kajika ville dukke op ville Alexander give Alex hans våben, det var en nævekamp og som sådan ville det være forbundet med lige så meget vanære at bruge skydevåben. Ikke andet end den stille regn forstyrrede Alexanders ellers totale fokus, det var en kamp til døden sådan havde aftalen været og sådan skulle det også være, viste det sig at Kajika var stærkere end ham havde hun også enhver ret til at slå ham ihjel, kun den stærkeste af de to skulle 'leve' videre efter i aften. Kampen ville blive mellem skaber og skabt så Alexander var faktisk ikke sikker på om Kajika muligvis ville have et eller andet oppe i ærmet der ville få det hele til at skride, men det var han ikke sikker på, man kunne aldrig være sikker på noget når man var sammen med Kajika eller sådan var det da næsten altid.
Med hurtige skridt trådte han ind af døren til det gamle teater, det bløde tæppe under hans fødder gemte alle lyde så han og Alex kunne bevæge sig uden at lave meget anden end støvskyer i det gamle og hullede tæppe. Hallen var som den altid havde været smuk med et meget rustikt og glemt look over sig, det fangede dog ikke Alexanders interesse som han bevægede sig målret mod scenen der var i den anden ende af den store sal han havde trådt ind i, der var en lugt af mug og andet utøj som hang i luften så tykt som selve det lag af støv der var overalt. Alexander sprang de sidste 8 meter og landede på scenen med en elegant bevægelse, det var tid til at starte showet så snart Kajika valgte at ankomme og starte duellen, med et fjernt blik kastede han sine pistoler ned til Alex samt alle de knive han havde på sig, det skulle foregå som de havde aftalt, det skyldte han alligevel Kajika selvom han den senere tid ikke havde haft meget til overs for hende og hendes herre.
Det var tid til den sidste kamp, alt der manglede var bare Kajika.

Langsomme skridt udenfor selveste Theatret kunne høres, lyden af stiletter der ramte jorden med nærmest dominerende klik!. Langt smukt platin hvid hår fulgte denne tynde spinkle dog slank kurvede kvinde der gik igennem den gennemsigtige regn der langsomt ramte jorden, øjne så klare og sølv grå som selveste månens skær på en fuldmåne aften kunne ses vis man så ind i det kolde hårde morderiske blik, en lang hvid jakke svævede over jorden som var den lavet af engle fjer, en stram tæt siddende top sad ind til hendes lille krop, sort var dens farve, skønt mange mente hvid var dødens farve.. tomhed, det hun havde følt siden den første gang hun døde...
fred!.. det hun skulle ha endt med, vis det ikke var fordi den forbandet verden bragte hende til live, frygt.. frygt for at miste dem hun kendte og se dem forsvinde for øjnene af en..
Kærlighed.. det hun følte når hun kom for tæt på en af mandlig køn skønt hun aldrig rigtig havde følt det ved Scars.. hvorfor?, fordi han var hendes skabelse, og derfor følte hun det som en pligt at holde ham fra alt gift der var i verden.. det ville sige hende med.
Dørene stod halvt åbne og hun kunne allerede dufte Scars specielle duft.. på lang afstand.. de perlehvide tænder blev endnu engang blottet og hendes øjne forvandlede sig til lysende helveds blodrøde øjne der kun så en grund til at stå på den scene i nat... hævn.. magt.. blod.. Scars ville snart få at se hun var andet end denne her barbie dukke der fremstillede sig for andre.
Mange kendte hende ikke ovnlig? mange vidste ikke hun havde haft kontakt med større væsner men.. hun var vel os et større væsen, hun havde overlevet 4 døde.. grundet hendes uheldigheder og hendes omstændigheder, hun var en af dem der havde overlevet at være tæt på Zane... Malakel... Lazarus...
Magtfulde navne i en sindsyg by..
Scars..... nye hersker, ville blive kendt? men hadet eller elsket var op til selveste folket..
"Så mødes vi endelig igen Scars"
Hun sendte ham et let smil fra de rosa pinke læber og gik langsomt og stolt ned mod scene til ham, dette ville blive en kamp til døden, selv om Kajika allerede kunne mærke hades mærke boble i hendes blod og lege med hendes syn...

Alexander kiggede på kajika da hun kom ind, det var ikke svært for ham at fatte hvorfor det havde været svært for ham at lade hende være mens han var menneske, hun var smuk og han havde været et offer for sin egen grådighed i en sådan grad at han havde ladet sit ansigt brænde halvt væk for at tjene penge, men alt det var slut, Kajika var ikke det gudebillede hun før havde været for ham og selvom hun var hans skaber havde han ikke den mindste følelse der fortalte ham at han var igang med at gøre noget forkert, deres had-kærlighed, hva pokker man nu kunne kalde det forhold var ikke noget han længere ville byde sig selv eller hende og de vidste vel begge at denne by ikke var stor nok til at den kunne rumme egoer på deres størrelse. Han kom med et lille smil til hende mens han tilbød hende en hånd for at hjælpe hende op, der var ingen skam i at være en gentelman før en duel og desuden var det en måde at vise respekt for ens modstander, ikke at han rigtigt havde en for hende, men det var bedere hvis man gjorde det efter bogen så folk ikke kunne komme og belemre ham med detaljer om at havde udført en ulovlig duel fordi han ikke havde opført sig som det passede inden en start på en sådan begivenhed, "Kajika, det er på en måde godt at se dig, jeg forventer du har gjort dig fred med alle dem du mener burde skylle dig det samme?".
Duellen ville som aftalt være hånd til hånd til den ene part ikke kunne rejse sig mere eller blev dræbt på anden måde, i tilfælde af at man ikke kunne rejse sig mere havde modparten retten til at slå en ihjel. Alexander frygtede ikke sine egne betingelser, han vidste ikke om han ville være den stærkeste af de to, men han ville give hende kamp til stregen om hun var hans skaber eller ej så fortjente hun ikke et øjeblik længere på denne planet end det var nødvendigt.
Selvom Alexander havde alle disse onde tanker om hende var det stadig med en hvis form for følelse at han nu vidste de skulle kæmpe til døden, det kunne ikke være en hemmelighed for nogen af dem at de engang havde haft bare en antydning af noget sammen og at der måske stadig brændte en smule passion, ihvertfald fra hans side for hende, hun var trods alt den første person han havde mødt i Di Morga og hun havde i lang tid været hans ven inden de gled fra hinanden og nu stod som fjender mod hinanden i en duel de selv havde arrangeret, for andre ville det virke grotest at folk der engang havde været venner nu stod for at dræbe hinanden, men vampyrenes og Alexanders verden var ikke som alle andre og der var visse ting som måtte gøres.

*Hvor ville jeg ønske der havde været en anden der havde dræbt dig*

Hun tog let i mod hans hånd da hun endelig kom ned til enden af theatret eller nærmere begyndelsen, nemlig scenen. Hun smilede let til ham og var sikker på hans had til hende og fik fremsagt et"sikke en gnist hva" hun smilede let og sagde"Du behøves ikke at lyve" hun slap let hans hånd og lod sine smukke feminine lange finger, glide ud af hans håndflade og langsomt lod hendes hænder berør hendes talje, i det hun satte hænderne der og så let undersøgende på Scars og smed så let jakken og sagde"Så en kamp til døden?..."
Hun så let undersøgende på ham og sagde"Ah ingen legetøj i dag?, strålende!" hun grinte lettere ondt og så på ham glubsk og hendes pupiller blev langsomt aflange og reptilske i det hun bøjede sig let ned i bene og strak ud og sagde"Klar til at få sparket røv?" hun grinte let og så ned mod gulvet og pludselig ud af det blå var hun suset direkte hen mod Scars og vis han ikke havde holdt øje direkte på hende uden at blinke der så ville han blive ramt med en hård næve direkte i maven, metalisk tung i det, eftersom hun brugte lidt af sin evne...
dog var det blot for at gøre sin krop hårde, fordi han havde en umådelig stor styrke i forhold til hende...
Scars egenskaber var styrke og ikke hurtighed... så meget
hvor Kajika besad den evne at være super smidig samt... virkelig hurtigt...
altså ekstrem.. fordi hun var os vand til at være vampyr, og havde været det længere tid end Scars.. for ikke at sige hendes lille spinkle slim slanke krop ville nærmest suse direkte igennem luftens tykke mur når man bevægede sig hurtigt.. hun havde hurtighed som sin styrke,.. men selveste fysisk styrke som svaghed..
Hun så let på Scars og vis hun havde ramt ham ville hun blot grine og sige"Så er kampen startet... jeg tænkte nu når jeg jo skabte dig var det blot fair.."

Alexander kunne ikke lade være med at lade et lille grin undslippe hans læber, hun kendte ham som få andre og havde uden det mindste besvær set igennem den lille facade af venlighed op til en dødskamp, hun havde set lige igennem ham og havde uden tvivl kunne mærke den vrede han havde i sig så snart hun rørte hans hånd og blev hjulpet op på scenen, "Nej jeg syntes ikke det ville være fair at give dig et hul i panden inden du fik chancen for at kradse mig eller hvad du nu havde i tankerne", han kunne ikke holde sine små grin tilbage, det var næsten for uvirkeligt at han endelig skulle stå foran Kajika og kæmpe med hende til døden som forhåbentlig var hendes, "Lad os nu se hvem det er der sparker hvis røv", som han sagde det gik han ned i en let foroverbøjet kampposition, han vidste kun alt for godt at Kajika var hurtigere end han selv var så han ville konstant være klar på fødderne for ikke at enden med en af hendes arme igennem hjertet, det ville være for du en måde at dø på.
Med et var al småsnakken sluttet, som en brusen igennem ørene fangede han at Kajika var gået i bevægelse selvom det var knapt synligt da hun bevægede sig så hurtigt og det var kun vindmodstanden omkring hende der med en lav brusen afslørede for Alexander at han skulle gøre noget. Alexander slog ud mod hende og ramte hendes egen knyttede næve direkte, der kom et enormt brag og Alexander fløj lidt tilbage hvor han trillede rundt på ryggen og lavede et rul så han igen stod på benene, det havde gjort ondt i øjeblikket, men på grund af hans styrke var han ikke i tvivl om at metallet ville have bukket under for ham på en eller anden måde, men han kunne selvfølgelig tage fejl. Alexander kastede et hastigt blik ned på sin egen hånd, der var ikke andet end et blåt mærke på håndryggen, det var vidst mere held en forstand der havde reddet ham fra at få en knytnæve i millemgulvet.
Kajika lagde sørma ikke let ud, hun var opsat på at vinde og derfor ville det også blive så meget destro sjovere at kæmpe med hende, hendes hurtig hed ville han hurtigt få pillet af hende og derefter ville det være fysik mod fysik og der var ikke nogen tvivl om hvem der ville vinde hvis det først kom til brutal og hensynsløs styrke, men hun havde lagt godt ud, det måtte man give hende.
Alexander ventede ikke et sekund med at komme med det næste angreb, han hamrede hænderne ned i scenegulvet og hev to tykke brædder op, den første ege-planke kastede han mod det sted hvor Kajika før havde været så den som en helikopter roter snurrede runder lavt henover gulvet, den anden planke svang han i luften som et bat så hvis hun valgte at hoppe ville hun få den i hoved eller måske et andet sted på kroppen, ondt ville det gøre hvis hun blev ramt, det var sikkert.

Kajika havde heldigvis inden hun havde ramt ham fået sin krop til at blive tungere i det og mere modstands dygtig dog.. da hun ramte næven direkte mod Scars kunne hun dog ikke lade vær med at vakle let bagud og så gå ned i knæ og mærkede smerten igennem hendes hånd og op til skuldrene hvor der ville være et lille brud vis det ikke var for hendes dejlige evne der havde reddet hende..
Hun så let drabeligt mod Scars og grinte så og sagde sindsygt med en ond høj latter"YEARH! det hvad jeg kalder et stød!..." hun smilede let til ham og oprigtigt, fordi hun hadet ham skam ikke? men hvorfor han hadet hende anede hun ikke?.
"Hvorfor hader du mig egenlig sååå... meget?"
Kajika rejse sig lettere hurtigt op og mærkede smerten gå helt ned i bene men bed blot tænderne hårdt sammen og smilede i det hun pludselig så ham rive pladerne op og da han så skød den ene hen mod hende kunne hun se at den nærmest ikke var til at undgå dog?... de stod på en scene men.. hun ville ikke chicken out og hoppe ned fra den og undgå dette her..
Hun hoppede over den første og var forberedt på det der skete, hun vidste den ville ramme hende.. og at det ville være HÅRDT!.
"AHH!!!"
et skrig overdøvede lyden af slaget og lyden af en brækket knogle før hun ramte selveste væggen hvor der var reb og alverdens lys ledninger.. Hun mærkede væggen havde nærmest skåret sig ind i hendes spinkle ryg og hendes arm var blevet ramt direkte på og hun var tung i sin metal form så hun havde slet ikke aktiveret den... hun havde ladet slaget sætte ind fordi der ikke var mulighed for at undgå den, hun var ikke forberedt på han ville slå hende bare sådan og med sådan en styrke, men der lå hun, med armbrud, dog ej så knoglen kunne ses, men den var smadret inde i armen, næsten..
Vampyr styrke og så dobbelt op fordi at Scars havde en evne der besad større styrke.. end det..
Han var i sandhed en værdig modstander, men var hun værdig nok til ham?.
Hun så vredt mod ham og rejste sig langsomt af og lod sin arm langsomt blive metalisk for at smerten ikke kunne mærkes.. men der var intet der beskyttede hende og hendes fart ville være langt mindre nu..
Hun tog hurtigt en af rebene og så mod Scars i det hun smed den mod ham og man kunne høre en stor kulisse smadre ned i yderkanten af selveste scene så de blev næsten indhyldet i mørke... hendes blodrøde øjne så let mod Scars i mens, de fjernede sig aldrig fra ham... hun trak endnu en snor løs denne gang faldt en lampe ned nær Scars.. og den næste lampe direkte mod hans position...

Braget der kom da han ramte Kajika var som sød musik i hans øre, lyden af brækkede knogler var ikke til at tage fejl af og Kajika ville uden tvivl være nemmere at følge med fra nu af, den lille smerte han havde haft i hånden var ved at forsvinde igen og han var vel stort set uskadt bortset fra de mærker han havde rundt om på hænderne. Alexander kunne ikke holde sit selvtilfredse smil tilbage, Kajika var gået ind til en kamp som hun ikke ville vinde og denne gang havde han et es oppe i ærmet som hun aldrig ville kunne gætte, hun var ikke længere den hurtigste af de to så hendes chancer var meget meget små, og skulle hun vinde deres kamp til døden ville det kræve mere end bare hendes evner.
Alexander kiggede lidt på hende og lyttede til spørgsmålet mens han igen fandt et smil der passede perfekt til situationen frem igen, "Jamen Kajika, du startede med at stjæle mit hjerte, derefter smed du det væk og siden har du valgt at mænge dig med en person så nedrig som Lazarus... den dag du valgte at vende mig ryggen døde jeg en smule mere, men siden har jeg lært at gennem mit had kommer større styrke og at en følelse så banal som kærlighed ikke høre sig til hos en mand som mig. Du er den sidste rest af det der engang var mig og som alle de andre rester må du fjernes, det er så simpelt". Alexander klaskede hænderne sammen mens han knækkede faretruende med nakken, "Men nu da opvarmningen er slut kan jeg da vise dig hvad jeg har trænet på på det sidste", Han skulle til at gå frem, men da Kajika kastede et reb over til ham greb han det og så spørgende på hende som om han ikke anede hvad der skete, men i samme sekund kom en kulisse bragende ned over ham, til alt held havde han stået et sted hvor det bare var lærrede så der ikke var sket noget, hans forvirring var totalt men han rystede det af sig og gik et skridt nærmere Kajika inden han med et drøn blev sendt i brædderne af en lampe der havde ramt ham i hoved så han havde set både sol måne og stjerner.
Alexander lå et øjeblik og sundede sig mens han lige skulle have greb om det der var sket, med en sløv og let forvirret bevægelse kom han på benene igen mens en lille linje af blod løb ned over hans pande, havde det været alle andre end ham ville de have været døde på stedet, godt han var så hårdfør. Alexander spyttede på gulvet, "Godt godt... det kom bag på mig, men nu er det min tur", Han sænkede sig ned i en position der fik ham til at ligne en hundredemeter løber, han havde fået nye krafter på det sidste og kajika skulle da være den første til at møde dem. Alexander sprang frem i en fart der syntes at få alt omkring ham til at gå i slowmotion, men han bevægede sig bare så utrolig hurtigt at det var svært for alle andre at se ham, hvis han ramte Kajika med fuld kraft ville de begge smadre gennem muren bag hende ud på backstage og formentlig ned i en af omklædningsrummene. Når Alexander kom med sin ny fundne evne og hans store styrke ville det være som at blive ramt af en bulldozer der kom flyvende mod en.

Kajika så væmmede væk fra Scars og sagde"Du mod siger dig selv lille ven, du føler jo netop noget for mig, derfor har du skabt had, fordi det tog for hårdt på dig at jeg ikke mængler mig med alle slags fyre, jeg lovede Lazarus inderligt at være ham royal.. det har jeg stadig i sinde at være selv om han har forvist mig, jeg vil stadig hjælpe ham vis jeg kan og ellers så har han skam fået en lille ring... en ring der vil beskytte ham, en ring så han os kan være i lyset!" hun grinte lettere ondt og sagde"desværre var det den sidste... du fik min og jeg fik lavet en ny, det kostede mig nærmest mit liv, og evig pinsel til helved når jeg dør, men det var skam det hele værd!" hun vrissede let og betragtede Scars.. med standhaftighed..
Kajika rejse sig hurtigt op og blottet let tænder i det hendes hud blev metalisk, håret længere, pupillerne reptilske, og hendes tænder hårde og mere kraftige i deres bid. Hun gjorde sig lettere metalisk, det var den evne hun besad, hun kunne gøre sin krop hård som metal og forme den, dog ville den ikke holde længe, det var jo et stort projekt at gøre..
Hun mærkede Scars ramme direkte ind i hende og hun gik blackout da hun mærkede muren bagved dem langsomt flække som alt var i slowmotion og så små stykker mur flyve her og der... indtil de pludselig var endt ved alt omklædnings tøjet og de endte med at rulle rundt, med glas fra spejlene der var blevet ramt af murstykkerne, og deres tormuls.. samt tøj var viklet om dem vis da Scars havde fortsat været nær hende... eller været over hende nærmere.
Hun ville ha taget hårdt fat i ham når han kom, dog hendes ene arm forbød hende at gøre yderligere noget, men hendes evne havde reddet hende halvt..
Noget i hende ønskede måske lidt at dø? kunne man vel sige...
Hun endte med at rulle rundt på gulvet og til sidst da hun ramte endnu en mur, mærkede hun noget under sig..
Vis det var Scars ville hun stikke den raske hånds lange metaliske finger negle på 10 cm Direkte ned i brystet på ham, dog ikke dødbringende og så ville hun se ham i øjnene og bide ham som første gang han blev bidt, hun vidste at hun ikke overlevede særlig længe mere... at han ville vinde, derfor ville hun give ham et mindeværdigt ar, han aldrig ville kunne komme af med...
hun ville overdrive hendes evne så meget at den ville dræbe hende, at hun ville ende med ikke at kunne rør sig.. hun ville få sit blod til at smelte om til flydende metal.. få hele sin krop til at blive hårdt metal.. i stedet for blot negle eller huden blev mere hård i det..
hun ville sørger for at bide mærkerne aldrig forsvandt eller.. ihvertfald ikke forsvandt fra hans erindring, vis da ikke hendes sølviske fyldte blod kom ned i de 2 hugtands mærker hun bordet direkte ind i hans skuldre blad med en stor knækkende lyd, vis det var ham der lå under hende, dog ville han ikke dø under det, men hun ville bide til, så tæt på ham som hun var nu, kunne han knække nakken på hende, hendes metal evne virkede ikke mod en med så stor en styrke som hans...
Men vis han ikke lå under hende ville hun prøve så hurtigst som muligt at finde et sted at gemme sig og samle kræfter...

hvordan hun havde fået den tossede idé at han følte noget vidste han ikke, han havde ikke følt noget i lang tid anden end sult og det var vel knapt en følelse man som vampyr kunne relatere til en af de menneskelige følelser som alle gik og snakkede om og som Alexander kun svagt kunne huske som om det var en tåge eller bare noget hans hjerne forestillede sig engang havde være, men en ting var sikkert, hans følelser var væk og ville aldrig komme igen. Det var kun den sidste rest af det gamle der skulle fjernes og så kunne han for alvor udfolde sig og med Kajika hans skabers død ville der ikke være nogen der længere havde kontrol over ham og han ville kunne
gøre som han ville.
Da de pløjede igennem muren og fløj videre ind i omklædningsrummene kunne Alexander ane sejrens sødme som et frisk pust i hans ellers meget hårde ansigt, han smilede ondskabsfuldt, men kunne ikke helt finde ud af at stoppe igen som han ellers havde forsøgt at mestre, i stedet fortsatte han afsted sammen med Kajika og endte med at ligge nederest. Alexander kom med en lille jamrende lyd da hendes negle borede sig ned i brystet på ham, men til alt held havde hun ikke ramt hans hjerte og hans lunger var alligevel ubrugelige, men smerten var stor og han kunne mærke hvordan en stor vrede begyndte at vælte op i ham, det var den eneste følelse han var sikker på han stadig havde, hans enorme vrede som syntes at gøre det mørke der levede i ham større og stærkere end det burde være til det punkt hvor han havde svært ved ikke bare at lade instinkterne tage over og lade dem styre ham til en blodig sejr. Alexander lod dog være med at slippe bæstet løs, der kom ikke andet end mere skade end gavn ud af det hvis han slap sig selv løs. Alexander kom med endnu en jamrende lyd da hendes tænder borede sig ind i hans skulder og han kunne mærke den tykke røde næsten sorte væske der var hans blod kom lige så langsomt ud af ham.
Alexander var grebet af vrede og tog fat i hendes hoved med begge hænder hvor han trak hendes tænder ud af hans skulder mens han kiggede ondt på hende med øjne der lynede af vrede og indre ondskab der ville slå ihjel for enhver pris, "Du har begået din sidste fejl Kajika", Alexander kyssede hende derefter kort men med stor passion på læberne og begyndte så at presse med begge hænder til han ville høre et højlydt knæk der ville vidne om Kajikas ultimative fald.

Hun var ligeglad med døden i første omgang, hun så stadig ikke Scars som en fjende, hun huskede ham for godt til at være mere led end normalt, dog .. hun havde ikke tabt med vilje, Scars havde forandret sig til det stærkere og hun mærkede hvordan hendes hoved blev trukket i og hun langsomt slap sit bid for ikke at miste tænderne.. indtil....
Hun mærkede hans læber mod sine, de var kolde, og hendes var blodige, hans var lidt ru i det med en smag af mursten..
hun betragtede ham overraskende over at han overhovedet havde gjordt dette mod hende i første omgang?.
Dog da han slap hende.. lukkede hendes øjne langsomt i og hun lod ham gøre det af med hende, hun mærkede hans store styrke og havde let bidt tænderne sammen for ikke at skrige i al smerte..
Langsomt men sikkert hørte man et knæk og vis han slap hende... ville hun langsomt falde ned mod ham, med det platin hvide hår flagrende efter sig til alle sidere.. og hendes krop ville være livløs..
/Slut x)

Det lille knæk kom vel ikke som en overraskelse, men den enkelte blodrøde tåre der gled ned af hans kind var uventet sammen med den pludselige vrede der kort opstod, men forsvandt og blev til et tomt ingenting der mest af alt bare fortalte om at et år af hans liv nu havde være brugt på hævn og han nu ikke havde mere at hævne. Med en langsom bevægelse kom han på benene og kiggede på de sår han havde fået i brystet og i skulderen, dem i brystet ville forsvinde, men dem i hans skulder ville efterlade små mærker, det var vel Kajikas visitkort og sidste hån mod ham, nu skulle han for altid bære rundt på et minde om hende på sin egen krop, han sukkede, men kom med et lille smil, "Din elendige skøge, du ved da hvordan du skal sætte mig i forlegenhed selv når du er død", han tørrede endnu en tåre væk med en irriteret bevægelse.
Fra hullet i væggen kom Alex med hans ting, han gøs da han så alt det blod der lå rundt omkring og så Kajikas hoved der vendte på en helt forkert måde, men han sagde ikke et ord og ventede blot på hans herres ordre som faldt et øjeblik senere, "tag hendes lig og klyng hende op i et træ nede i byen, vi må sætte et eksempel, få det til at se ud som om vi har hængt hende". Alexander stormede derpå ud af rummet mens han mumlede ting på russisk som Alex ikke forstod, men det var tydeligt for enhver at Alexander var berørt over at have dræbt denne kvinde, noget Alexa aldrig havde troet han skulle se.