i Parken - Julia

Selv om solen var på vej ned over Di Morga, men alligevel var det varmt og der var også nogle der havde taget i parken for at slappe af. men dog var den ikke overfyldt som den nok havde været hvis det var tidligere på dagen, da de jo skulle hjem og lave mad og alt muligt andet som alle andre normale mennesker. butikkerne var begynd at lukke eller var lukket, ligesom en lille tøjbutik hvor der kom en fyr gående ud. han lignede en på de omkring 18år en helt normal dreng, men det var han jo slet ikke. den fortynde ydre gemte på nået helt andet, et lille skrøbeligt menneske mere skrøbeligt end alle andre. Selv om han havde nogle sygdomme som holde ham fra at dyrke sport, så ville han alligevel leve som alle andre mennesker. selv om det jo næsten var umuligt i hans sted, men han prøvede dog så godt han kunne. han tog en sug af sin astmamedicin og rettede på sin taske på ryggen, inden han begav sig afsted mod parken. han havde kun fået en flaske vand denne dag, og havde slet ikke tænkt over at spise nået som helst. han stoppede op ved porten til parken og tøvede lidt inden han gik der ind, bange for at der skulle være nogen der rørte ved ham. han gik med usikre skridt videre der ind og fandt sig et perfekt træ, som han satte kursen mod og satte sig under. han lag sin taske ned ved siden af sig, og så sig lidt omkring med et nervøs blik i sine grønne øjne og en stor lyst til at gå. men alligevel blev han bare siddende under det træ, og så sig omkring og fik øje på et kærestepar et stykke væk fra ham. et suk undslap hans læbe og han ville virkelig ønske at det var ham, men han forbi holde ham jo tilbage i at være tæt på andre og derfor aldrig haft en kæreste

I varmen kom en skikkelse gående med blå nederdel, sorte convers sko med farvede snørrebånd i alle regnbuens farver, en hvid top indenunder den sorte sweetshirt hun havde på udenpå, hun fortsatte i en rolig fart med blikket vendt lidt rundt hun havde aldrig enligt været ved dette sted før det var så fredeligt, og forfriskende en masse lette træer, og græs, men også nogle mennesker Julia kunne ikke lig så meget selskab hun havde det allerbest helt alene, men det kunne være mege godt med noget selskab engang imllem. Julia s brune hår hang ned forna hendss skuldre mens hun gik videre hen imod en port til et sted hun tænkte lidt og tog fat om håndtaget mens hun åbnede porten og gik derind da hun nåede derind tog hun et kig rundt mens hun holdte rundt om sig selv der var meget varmt men det tog hun ikke så meget skade af selvom det gjorde hende svag vampyre hadede meget sol og varme og alligevel var hun gået hen til et varmt sted eller et sted, hvor vejret var megte godt, kort fra hende så det ud til at der var en skikkelse henne ved et af de få træer hun vidste ikke omk hun skulle gå derhen eller bare blive stående. Julia gik lidt tættere på skikkelsen men stoppede så op kort væk fra ham*nej hvad nu hvis han også er et af de magiske væsner som mig hmm måske en dæmon..Nej hans aura siger noget helt nadet* tænkte hun kort og igen læste hun sine egne tanker hendes fødder gav slip fra jorden og hun snublede kort over sine fødder hun var altid klodset så hun faldt og endte lidt foran den person som var under træet"avs!"jamrede hun sig lidt

Varmen havde ikke rigtigt overtaget det lille menneske, selv om han endelig hadet det da det betød at han skulle slappe mere af i det for ikke at få anfald. han ville ønske at det var dejligt køligt, ikke hvor varmt og heller ikke for koldt. sådan lige til pas så hans astma ikke var for stor, men han kunne ikke bestemme over vejret selv om han gerne ville. han sad lidt i sin egen tanke og havde fundet et blad, han så ned på det og pillede det i stykke. mens hans pandehår hang ned foran øjnene på ham, så han så ikke den pigen der kom hen mod ham. og det medførte til at han troet han skulle få et hjertestop, når hun næsten kom flyvende hen mod ham. han træk sine ben hen til sig for at beskytte sig selv, men var glad for at hun ikke fald over ham. så var han sikker på at han ikke skulle på syghuset lige med det samme, eller skulle tage flere bad som han bestemt ikke havde lyst til "slog du dig ?" spurgte han om da det bare kom ud af hans mund, han havde endelig ikke engang tænkt på hvad han skulle sige. og blev derfor lidt overrasket over at de ord bare kom sådan ud, han blev dog bare helt stille siddende og så på hende. mens hans nakkehår rejste sig mere op, da hun var så tæt på ham og han ikke viste hvad han skulle stille op

Nogle lette bevægelser lød fra jorden hun var endt på, håret var blevet rodet og tøjet lidt beskidt men det fik hun støvet stille af med en let bevægelse med sine fingerspidser, så vendte hun sig mod personne og kiggede lidt ned ad sig selv for at være helt sikker på at hun ikke havde forblødninger eller noget andet. Julia pustede lettet da hun ikke kunne se nogle forblødninger eller noget og kiggede på ham hun vidste ikke hvem han var eller hvorfor han så ud til at beskytte sig selv men hun rykkede ikke tæt på ham hun vidste jo ikke om han ville gøre noget ved hende"øhm...ja det tror jeg jeg er bare lidt klodset det hader jeg så jeg falder ret tit, mest over mine egne fødder.Undskyld hvis jge gjorde dig bange eller forskrækket det var ikke min mening at ødelægge noget eller dit sted under træet jeg kom bare dumpende så undskyld..."sagde Julia med rolig stemme og et kortvarrigt buk forover man kunne ikke se hendes hjørnetænder de to spidse hjørnetænder var gemt væk huden lys og hvid, øjenen udvidste sorg og tristhed og var glødende røde hun var ikke stolt over sine øjne hun havde altid hadet røde øjne og at være et magisk væsen en vampyr..Hun sukkede kort mens hun greb stille fat rundt om hendes ben mens hun lagde hagen ned på knæene*jeg hader de øjne bare de ikke havde den farve og jeg ikke var det væsen* tænkte hun irriteret mens hun ikke havde tænkt på hvad denne person lidt foran hende tænkte hun snakkede hvist for meget det lignede hende tit at gøre det.

Lidt efter slappede den unge mandelig menneske af igen, og lod sine fødder glide lidt ud i siderne. og så sig lidt omkring for at være sikker på at der ikke kom flere, han vende langsomt sit blik mod hende og lag hurtigt en hånd på sin mund. da han så at hun støvede sit tøj af, han prøvede at sige nået for at stoppe hende. men det fik det bare til at komme ind i hans mund og videre ned i hans lunger, han hostede lidt og hans vejrtrækninger blev lidt mere hæst i det "nej det er okay, sad bare inde i min egen verden" sagde han mens hans øjne blev lidt blanke i det, dog uden at der kom nogle tåre ud. han tog sin hånd ned i tasken for at finde sin medicin frem, mens han begynde at hoste. han fumlede lidt med at finde den, og fandt den lidt efter og tog den hurtigt til sin mund. han lukkede sine øjne i og tog et sug af den, inden han pakkede den sammen igen og lag den tilbage i tasken. han så bare ned på sin taske samtidigt, han viste ikke hvad han skulle sige. da han ikke ligefrem plejede at snakke med nogen, udover når han skulle vise dem hvor tøj var hende i den tøjbutik han arbejde i

Hendes blik vendte sig på ham og hun tog en hånd foran munden mens det gik op for hende at hun hvist ikke skulle have støvet tøjet af for det så ud til at han ikke kunne lig støv, hun lod øjnene falde ned ad så de kiggede på hendes knæer mens hun sukkede trist og prøvede at lade vær med at straffe sif selv"Åh det må du undskyld undskyld...Det min skyld hvorfor er jeg sådan Julia hvorfor kan du ikke bare være anderledes... undskyld igen jeg vidste ikke at du havde atsma"sagde hun stille og trist mens hun sukkede trist"undskld du må hade mig jeg er frygteig første indtryk og jeg gør noget du ikke kan lig undskyld mange gange"sagde hun mens hun lod en lille tåre falde ned på hendes ene knæ hun græd aldrig men hun vidste at hun havde gjort noget mod en som hun aldrig havde troedet hun ville gøre så hun sad bare på den kolde jord og lod tårene tag lød stille ned ad hendes kinder mens hun ikke kunne få sig selv til at kigge op på ham"men hyggeligt at møde dig.."frembragt hun stille bag de korte snøft og hulken hun var virkelig ked af det hun havde altid regnet med at et førstehånds indtryk skulle være godt men det var hendes ikke hun mærkede nogle blade fra det træ de sad ved ramme hende på hovedet hun rystede kort for at få det af, hvorefter at hun græd videre*jeg er så ynkelig en vmapyr der græder og har det dårligt og medfølende med andre* tænkte hun stille for sig selv.

Han forblev bare helt stille og fik langsomt styr på at trække vejret igen, han så over på hende og viste ikke hvad han skulle sige. han rystede kort på hovedet og så sig lidt omkring, det forvirrede ham virkelig meget at hun var sådan. da han ikke viste hvad man skulle stille op med sådan nået, og han kunne ikke gøre som han havde set i film. da han virkelig ikke havde lyst til at bade flere "tag det roligt, det er jo ikke sket nået slemt jeg har min medicin på mig" sagde han og viste ikke om han skulle fortælle hende, at hans anfald kunne komme af den mindste ting. han tøvede lidt og sad bare helt stille "mine anfald kommer tit.. af de mindste ting, og mest når det er så varmt" sagde han og så kort op på himlen, inden han så over på hende igen og smilte svagt og usikker. og kunne ikke lide at hun blev ked af det, når der intet havde sket andet end et anfald "du kunne jo heller ikke vide at jeg fejlede det" sagde han og fejlede jo en masse andre ting, som han endelig ikke havde lyst til at snakke. han træk sine ben hen til sig selv igen og bed sig i læben, men slap den lige så hurtigt igen

Julia kiggede på det røde blik faldt på ham og hun førte en finger op til øjnene mens hun tørrede forsigtigt tårerne væk så man kunne tydeligt se hendes øjne igen, hun mente stadig at hun hadede sine øjne, hanses så meget smukkere og tydeligere ud de var grønne og fredelige. en finger rørte blidt ved hendes eget hår det var lidt rodet men det gjorde ikke megte det generede hende heller ikke, så smillede hun lidt til ham da hun at han smillede til hende, hun fik fat i et blad der hang lidt ved hendes trøje hun pillede og gjorde alt hun kunne finde på med to fingre med bladet"Hvad hedder du enlig, og ja du har ret men jeg undskylder stadig jeg skulle have tænkt på det...Og passet bedre på at du ikke fik flere anfald hvor må det være træls og trist, har du ikke haft det svært ved det"spurgte hun til stille med en let tone og et venligt stille blik på ham væk fra bladet kort hun kiggede så op på himlen og kunnne ikke lade vær med at pege"wow solnedgangen"sagde hun imponeret det var første gang hun så en så nu fjernede hun ikke blikket fra den men holdte stadig lidt af blikket på ham"håber du har det godtder skulle nødigt ske der noget"sagde hun bagefter med en glad tone mest over at hun fik lov til at se en solnedgang her i parken sammen med denne person ved hende, hun havde lige mødt ham og han var meget venlig mod hende han lød ikke sin vej eller skreg eller noget*burde jeg fortælle hvad jeg er* tænkte hun lidt.

De grønne øjne så over på det smukke pige ansigt og han havde aldrig set så smukt et ansigt, han smilte dog stadig svagt til hende og viste ikke hvad han ellers skulle gøre. da han jo ikke havde lyst til at hun skulle græde bare fordi han havde en sygdom, eller han havde jo et par stykke og havde lært sig at leve med det "jeg hedder Brendon Kaiden Angel, men bare kald mig Angel.. hvad med dig ?" sagdehan og blev bare helt stille siddende og så over på hende, da han var bange for at blive rørt af hende og alle andre i verden. han sukkede lidt opgivende på hende "du skal altså ikke undskylde, du kunne jo ikke vide hvad jeg fejler" sagde han og så kort mod solnedgangen, inden han vende sit blik mod hende igen og havde set den så mange gange. så den var endelig ligemeget i hans hoved, dog tænkte han lidt over det og viste at det var bedst at se at komme hjem. da det jo var farlige at være ude når det var mørkt, og det var mest farligt for ham når det var svære at se ting man kunne falde over "je.. jeg må heller se at komme hjem, da jeg helst ikke være ude når det er mørkt. der er større chance for at falde og så er det virkelig en stor chance for at jeg kommer på syghuset" sagde han og havde endelig ikke lyst til at gå, da han havde det hyggeligt at havde en at snakke med. og derfor blev han bare helt stille siddende

Håret der havde siddet løst lidt bevægede sig kort det samme gjorde hendes nederdel, hun var stoppet med at græde hun kunne bare stadig ikke forstå hvorfor hun græd hun kunne jo ikke vidst at han havde det sådan og det gjorde hende trist meget, hun lod blikket falde på ham og hun kiggede lidt ned"sikker og æhm..Mit navn er Julia Stone men du kan bare kalde mig Julia jeg endte her sammen med dig det var hyggeligt, især at jeg fik set solnedgangen en vampyr som mig har nemlig aldrig set en før så det gør mig meget glad"agde hun og fik et lille smil frem"skal du...h..hjem nu"spurgte hun lidt stammende hun vidste ikke hvorfor måske fordi hun ikke ville være alene dette sted, hun kunne let fare vild eller møde noget hun ikke ønskede at møde, hun var specielt glad for at havde mødt ham hun havde endelig en at snakke med det havde hun savnet en som hun vidste at hun kunne stole på og som ikke var bange for hende han løb ikke da han så hende eller noget lignene så hun var meget glad.*jeg kan da ikke lade ham gå jeg vil ha'han skal blive men hvad gør jeg* tænkte hun stille med en finger foran munden så det så ud til at hun tænkede meget.Julia lod fingerspidserne på den anden hånd stryge over nogle græsstrå.

Brendon sad bare helt stille og tænkte lidt over hendes navn, da han gerne ville huske det til en anden gang. dog var han sikker på at han ikke ville glemme hendes navn, det var hun alt for smuk til at gøre. han nikkede en enkel gang og hævede derefter sit højre øjebryn "jamen det vil jeg gøre Julia" sagde han og viste ikke om han skulle grine eller ikke, da det lød meget komisk at hun var en vampyr. han troet ikke selv på vampyrer og træk bare stille på skulderne "den var meget sjov" sagde han og synes at det var lidt mærkeligt at gøre grin med sådan nået, men alle folk var forskællige og det viste han jo godt. han nikkede til det hun spurgte om og tog sin taske over den ene skulder "det vil jeg helst inden det bliver for mørkt.. da jeg ikke har lyst til at komme på syghuset over at jeg ikke kan se hvor jeg går" sagde han og rejste sig let op fra jorden ved at sætte sin ene hånd på træet, selv om hans ben havde faldet i søvn og næsten ikke kunne få fodfæst under sig. så stod han lidt for at være sikker på at han kunne give slip og derfor komme hjem, han tog sin taske ordenligt på "jeg lider nemlig også af knogleskørhed" sagde han og smilte bare venligt til hende

Julia sad og kiggede med det røde lette blik på ham hun smillede kort og rejste sig op hun syntes stadig det var meget trist at han havde det sådan, og hun havde en smule medføldende følelse med ham, så hun stilte sig lidt ved sidne af ham ikke for tæt for det kunne være han ikke kunne lig hun gjorde det, så hun stilte sig og lod en finger glide ned ad hendes andne arm bare for ingenting hun gjorde det bare"men eg vil gerne have at du blir hvorfor vil du gå kan jeg gå med"spurgte hun med hovedet på skrå hun havde heller ikke lyst til at blive alene i parken hvem kunne vide hvad der ville dukke op, af ting og væsner det ville hun ikke tænke på lige nu så hun gik lidt frem og kiggede tilbage på ham"jeg håber at jeg må gå med jeg vil ikke efterlades alene her i parken selovm jeg er vampyr hader jeg at være alene"sagde hun emd et skævt smil.Hendes bevægelser var lette og næsten gennemsigtige hvis man kunne sige det sådan. Hun lod fødderne slippe jorden og nød vejret omkring dem der var nogle blade hun trådte ovenpå og nogle dalende ned over dem.

han sagde ikke nået til det hun sagde og begynde bare at gå, og håbede på at han ville nå at komme hjem inden det blev helt mørkt. selv om han ikke var helt stikker på at han ville, han ville dog heller ikke gå for hurtigt. så han gik bare i et stille og roligt tempo og rettede på sin taske på ryggen, han vende sit blik ned mod jorden mens han gik. han tænkte på om han skulle sige nået til hende, men gjorde det dog ikke da han ikke kunne finde på nået at sige til hende

Julia vendte sig lidt om mod ham og sagde heller ikke noget hun ville gerne men der kom ikke nogle ord ud af munden på hende. Hun lagde en finger på hendes mundvig mens hun tænkte lidt over hvad hun skulle sige til det ville han virkelig gå nu som han sagde"Ehm...Må jeg gå med"spurgte hun med et lille skævt smil og kiggede op på ham nu hvor han var der og hun havde mødt ham ville hun ikke gå hun havde hørt lidt om ham og det var stadig trist for hende at han havde det sådan."så du har mange sygdomme"spurgte hun lige pludselig med stille stemme.Hendes blik var blevet kold og ensomt og huden stadig lys, tøjet lidt beskidt dog ikke meget men denne gang børstede hun det ikke af,for det kunne igen føre hen til at Brendon ville få et anfald.

Han gik bare stille videre og så sig tilbage på hende, da han hørte hvad hun sagde og nikkede bare stille. da han jo ikke kunne bestemme om du ville følge efter ham, da hun jo lige så meget havde jov til at være der som han havde "det gør du bare" sagde han og vende hurtigt sit blik frem, hvis han havde været en normal dreng så havde han nok gået mere afslappet. og sikkert os lagt sine hænder ned i lommerne, selv om at hans hænder ikke ville hjælpe særlig meget hvis han fald. så ville han alligevel bruge det så godt han kunne, han træk lidt på skulderne "fire indtilvidere hvad jeg ved af" sagde han og ville jo ikke sige at han kun havde fire, da han jo aldrig kunne vide om der skulle komme flere frem. eller nogen af dem forhåbelig skulle forsvinde

Hun kiggede på ham med et let blik mens hun mærkede flere blade hun trædte over nogle som hang fast under hendes fødder, og nogle som bare lå stille på jorden. Hun smilte bredt og venligt mens hun gik ved siden af ham"tak...jeg glæder mig til at se hvor du bor det har jeg glædet mig meget til, og især til at hilse på dine forældre måske søskende bare rolig jeg bider ikke det kunne aldrig falde mig ind."sagde hun og lod de kolde røde øjne falde stille op på himlen dne var klar og smuk så gik hun videre ved siden af ham hun holdte sig sådan lidt i baggrunden så han viste hende vejen"det er trist og meget træls at have så mange sygdomme"sagde hun forstående og trøstende.

Han gik bare stille videre i et meget roligt tempo, et tempo som kunne irriter nogle. men Brendon var ligeglad med hvad andre tænkte om hans tempo, han ville bare ikke risiker at falde bare fordi at han gik lidt langsomt. han så bare ned på jorden mens inden han hurtigt så op på hende, der undslap et grin fra hans læber "jeg bor ikke hjemme længere" sagde han og lejede jo bare et værelse hos en familie, endelig var han både glad og ikke glad ved ikke at bo hjemme. han elskede jo sin familie virkelig meget, men han kunne ikke blive ved med at havde dem omkring sig hele tiden "jeg har ingen søskende" sagde han stille og kunne godt forstå hvorfor, at hans forældre havde haft for travlt til ham end at skaffe et barn til

Julia lod et stille smil komme frem på hendess læber mens hun kiggede rudnt hvor de gik hen og forbi mange få huse, buske, gader, stier, hvad der ellers hørte ind under naturen og byen"Ehm hvor er vi enlig på vej hen altså hvor bor du henne, og undskyld jeg troede du boede hjemme"sagde hun skamfuldt over at hun troede det. Julia s skridt frem blev lette og kunne høres når den ene fod gav slip fra jorden og det samme med den anden fod. Hendes hår viftede lidt op mens hun gik, det samme gjorde hendes blp nederdel det røde blik ramte direkte hen på ham"du må virkelig elske at have et godt forhold til dine forældre Brendon"sagde hun venligt med et smil der passede til. Hun havde ikke lige det forhold man kunne kalde godt ved hendes forældre de havde altid så svært ved at forstå hende, og hendes valg og nu var de døde så de nåede ikke lære det.HUn kiggede ned lidt trist og sorgmodigt

Brendon gik bare stille videre og så ned på jorden imens, da han gerne ville se hvor han gik. han drejede til venstre og kom ned til en gade med en masse flotte huse, og man kunne godt se at alle sammen var familier med børn. da der lå legetøj udenfor dørene, han forsatte bare ned og længere nede kunne man få øje på et stort flot hvidt hus "hjem til den familie jeg lejer et værelse hos" sagde han uden at se op på hende, og viste at han skulle havde gået nået tidligere. men det havde han desværre ikke og det fortrød han lidt "det er ikke altid godt, de har holdt mig fra mange ting" sagde han og tog sine nøgler op af tasken, inden han gik hen til døren til huset og låste den op. han så kort på hende og lag et finger foran sine læber, som betød at man skulle være stille. han åbnede døren og gik ind og satte sine sko

Julia aflæste hans udtryk det at være stille var hun også meget god til for de thavde hun næsten altid været. Hun gik lidt bagved ham ind i husset hun havde aldrig været her før heller ikke set stedet eller arealerne rundt om huseet.Julia s hår hang løst livløst ned over skulderene, et rødt blik rundt i det lokale de kom ind i"Brendon må jeg ikke se dit værelse"spurgte hun meget stille det havde hun lidt i tankerne at hun ville se først resten af huseet kunne hun se bagefter men det var altid spændene at se værelser hver havde jo sin egen stil, hvis man kunne kalde det det.Hun smillede kort til Brendon tænkt at de først var i parken og nu henne ved huseet hvor han havde lejet et værelse.