We Meet Again... (Transylvania)

Foråret havde meldt sin ankomst i Di Morga - så meget var helt sikkert.
Træerne havde fået knopper, græsset var blevet grønnere, og enkelte steder var små blomster begyndt at dukke op.
Vejret havde forbedret sig markant det sidste stykke tid - og i Zuresh' øjne, var det noget der skulle nydes.

Så denne dag havde han overladt styringen af håbefulde folk, som ville have en fod indenfor hans firma, til hans assistent.
Vejret havde kaldt på ham, og han havde bevæget sig igennem Terre's mange gader, indtil han til sidste var endt uden for byen, ved den store, spejlblanke sø - La Méricage.

Her stillede han sig på breden og nød synet af naturen, der atter engang var ved at komme til live, efter en mørk, kold vintertid.
Denne dag var han iført sorte bukser, blanke sko, og en hvid skjorte uden slips.
Hans hår var sat på den sædvanlige måde, og han bar som altid læderklappen for øjet.

Det varme vejr var utroligt skønt, hvilket hun virkelig nød selv om hun ville have nydt det ti gange mere i hendes katteskikkelse. Det var en sjældenhed at man så hende i kjole, og denne her gang havde hun en knælang blå kjole på og håret hang løst ned langs hendes ryg. Hun gik med sandalerne i hendes højre hånd, og de bare fødder gik igennem det dejlige græs men det varede dog ikke længe før hun fik taget sandalerne på igen. Det var ikke lige frem, fordi hendes skuldertaske passede til det tøj hun havde på men hun var lige glad og folk kunne bare glo lige så meget som de ville.

Jo længere hun nærmede søen, var det som om der var en hun havde set før. Jo nærmere hun kom jo mere var det som om personen sagde hende noget. "Zuresh?" Kom det fra hende mens hun endelig nærmede sig ham og stilte sig ved hans ene side. Hun kastede et blik op på ham, jo det var ham hvor mange i Di Morga rendte lige frem rundt med en klap for øjet?

Han betragtese søens rolige, spejlblanke vand og overvejede lidt hvor koldt vandet mon var, da han hørte en velendt stemme.
Han havde, overraskense nok, ikke opdaget hende før hun var helt oppe ved ham. Underligt...

Han nikkese dog da han så hende. Hun var nem at genkende...
"Goddag Sylv..." sagde han og gav hende et mindre elevatorblik.
Hun så sød ud... meget passende til hendes noget uskyldige personlighed.

uresh vendte igen blikket mod søen.
"Ude for at nyde vejret...?"

Som altid havde hun sit sædvanlige søde smil, velplaceret på hendes læber. Hun betragtede ham roligt mens han lod sit blik vende ud mod søen endnu en gang. "Ja her er skønt, ikke? Hvad med dig Zuresh?" Kom det fra hende mens hun så på ham. Det var vist, efter hånden noget tid siden de havde set hinanden sidst. Sidst havde de jo praktiks talt, drukket sammen og hun havde smagt rom. Hun kunne stadig, tydeligt huske den gyldne farve det havde haft mens han havde hældt den op.

Dog varede det ikke, længe før hendes blik blev rettet ud mod søen som hans mens hun roligt pillede ved de røde hår totter som hang ned langs hendes ryg. En vane hun havde, men den var på en eller anden måde beroligende at have.

Skønt...? Hun havde så evigt ret... foråret var det bedste - måske kun lige akkurat slået af en god sommer, med høj solskin... og sommerregn.
En kontroversiel tanke for ham, da han holdt langt mere af natten... men dog stadig en sand tanke.

"Åh, det er absolut skønt... jeg er her også for at nyde vejret. Der er varmere nu, end der har været i år." sagde han og vendte blikket mod hende.

Endnu en gang virkede hun utroligt uskyldig... hendes bevægelser med håret, hendes påklædning... hendes alt for søde smil...

"Vejret er godt nok til kjole, kan jeg se.."

Han havde i den grad ret i at det var, varmere nu end havde det havde været hid til det var ganske forfriskende efter Sylv mening. "Vejret er super til kjole selv om jeg normalt foretrækker bukser" kom det fra hende, men af og til endte hun skam i en kjole hvilket hun jo trods alt også godt kunne lide. Hun lod kort fingrene glide igennem håret, inden hun lod hånden falde ned langs siden mens hun kastede et blik på ham.

"Men hvad har du så laver siden sidst?" Kom det fra hende, egentligt havde hun jo ikke en gang lavet noget specielt siden sidst.

Hun havde ret... på sin tur gennem byen, havde han set flere kvinder iført kjole, nederdel eller shorts... det var som om vejret næsten udfordrede folk til at gå lidt lettere påklædt - men det var jo også en rar følelse, efter en lang vinter med frakker og handsker.

"Hvad jeg har lavet...? Arbejde, mest... og ellers, lidt aftener i byen. Det skal jo til en gang imellem." sagde han.
Han havde ikke brugt meget tid i byen dog... for han anede ikke hvad det egentlig var han søgte dernede.

"Og hvad med dig, søde pige?" spurgte han, mens han smilede skævt.
Han havde lagt mærke til at hun godt kunne lide det, sidst han havde kaldt hende for 'søde pige'.
Hvis hun dog bare vidste, at der på en måde mente at han havde lyst til at gøre hende ondt, ville hun nok ikke have set sådan på det...

Det dejlige vejr, elskede hun virkelig meget selv om hun nu også godt kunne lide en god gå tur igennem nattens mørke.

Der måtte jo være nogle, som arbejdede i modsætning til Sylv som slet intet havde. Sylv betragtede ham roligt mens hun så på ham.

"Mig? Jeg har ikke lavet det store siden sidst, mest af alt slappet af" kom det fra hende. Hvilket nok også, hendes munter smil var stadig at se men det blev dog en anelse støre da han kaldte hende for søde pige. Det var nu alligevel lidt sødt. Hendes øjne søgte kort, ud over søens omgivelser men vendte dog straks tilbage mod ham.

Han smilede og fnøs let en enkelt gang da hun fortalte hvad hun havde lavet.
"Så... ingenting? På to uger? Lyder interessant..." sagde han og lod blikket glide ud over søen igen.
Der var noget ædelstensagtigt over det blanke vand... noget dybt, mystisk og utroligt smukt...

Men lige nu, måtte han indrømme, havde Sylv fanget hans opmærksomhed mere, end søen kunne.
Så han vendte atter blikket mod hende.

"Du kan godt lide at jeg kalder dig det...?" spurgte han med et let smil,
"Og hvad så, hvis jeg fortalte dig at det har to betydninger...? Ét... det oplagte. Du virker sød og uskyldig... og to... min mere 'sadistiske' side synes at have et virkelig godt øje til piger, som virker unge, søde og uskyldige... og sårbare..."
Han sagde det som om ordene var lidt ligegyldige... som om der intet underligt var ved dem, på trods af, at det var der jo.
Dog virkede han ikke truende...

Var der allerede gået to uger? Utroligt som tiden da fløj af sted, "Hehe ja ingen ting på to uger medmindre dovenskab tæller?" Kom det fra hende mens hun smilede til ham. "Det er sødt synes jeg" kom det fra hende mens hun smilede til ham.

Det var nu ganske sødt, at han syntes hun virkede sød også endda uskyld. Men endnu en gang kom hen ind på det sadistiske lidt lige som de kort havde snakket om sidste gang. "Der kan man bare se" kom det fra hende, mens hun smilede til ham. Men utroligt, han alligevel nævnte hans sadistiske side igen men det skræmte hende nu alligevel ikke lige frem væk.

Han kiggede på hende med et lettere vurderende blik... hun gav ikke mening lige nu. Ikke i hans hoved.
Hvorfor var hun her stadig...?

"Du ved... de fleste piger ville finde en eller anden undskyldning for at komme væk fra en mand, som sagde sådanne ting. Det er mig lidt et mysterium at du stadig er her - og at du tilmed smiler endnu." sagde han.
Han havde næsten forestillet sig at hun ville blegne en anelse... et eller andet...

"Vil du da have at jeg smutter?" Kom det fra hende, mens hun så på ham skulle hun da smide smilet væk og lave et skræmt et for sjovt skyld? For hvis det da var, kunne hun da godt smutte. "For hvis det er kan jeg da godt gå" kom det fra hende, mens hun havde en drillende undertone. "Og nu er jeg jo ikke, lige frem som de fleste" kom det fra hende. De fleste piger, på hendes alder havde vel fået en tryg opdragelse med familie og gode venner i modsætningen til hende men det gjorde hende nu ikke så meget.

Hun vendte roligt om mens hun gik nogle skridt væk fra ham, men hun kastede dog et blik på ham hvor efter hun standsede op og kiggede endnu en gang på ham.

Han kiggede åbenlyst overrasket på hende nu.
Så provokerende at være... på en for-sjov måde!
Han smilede skævt og rystede på hovedet...

"Det ville være en skam hvis du gik nu... for så ville jeg jo være fristet til at fange dig, og gøre hvad end jeg har lyst til. Så bliv du hellere her, hvor det er lidt mere sikkert at være." sagde han mens han roligt vendte sig imod hende.

"Det ville være klogest... søde pige."

"Hvad end du har lyst til?" Kom det fra hende, hun havde næsten lysten til at finde ud af det for det lød jo sådan set som om han havde lyst til at få sin sadistiske side igen. Stadig med hendes sædvanlige smil. placeret på hendes læber. Selv om hun var sød kunne hun vel godt forsøge at provokere ham lidt. Hvis de bare blev stående, ville det jo bare ende i en lang snak og sikkert alkohol senere.

Med et halv flabet smil gik hun alligevel nogle skridt væk fra ham. Til, en start skulle det vel være meget sjovt selv om. Med små rolige skridt, kom hun længere væk det var ikke en gang fordi hun løb men det var måske ikke alle som ville provokere en der var sadistiske. Men Sylv var ung, og skulle nok lærer omkring tingene på den ene eller den anden måde.

Han smilede en anelse bredere, da hun på provokerende vis bevægede sig væk fra ham - stadig med det søde smil på læberne.

Åh, hvor havde han haft ret, da han første gang kaldte hende for en 'frisk pige'... men dette her... det kunne hun nu godt ende med at fortryde.
Selvom hun tydeligvis var lettere interesseret i at finde ud af, hvad det egentlig var han havde tænkt sig at gøre...

"Nuvel..." sagde han roligt, og begyndte så at gå efter hende.
Han løb ikke... brugte ikke magi... nej, han startede let ud, for at se om hun nu også virkelig turde dette her...

Sylv lade godt mærke til, hans smil blev bredere hvilket også var en del af at hun ville provokere ham men selvfølgelig også for sjovs skyld. Hun kom som sagt længere og længere væk fra ham, hun havde dog overvejet at løbe for sjovt.

Det sædvanlige søde smil, var på hendes læber endnu og det blev da også kort bredere da han gik efter hende men han løb dog ikke. Men det så nu ikke ud til, at skuffe hende. Endelig vente hun ryggen til ham, så hun kunne komme et ordentligt styk væk forhåbentligt ville han da ikke give op for at fange hende. Det ville hun da finde kedelig, hun kastede et blik bag ud for at se om han stadig gik langsomt bag hende.

Han hæcede det ene øjenbryn ganske let da hun vendte ryggen til, for at sætte farten lidt op
Hun mente det faktisk... spændende pige... modig... men hun ville nok fortryde det snart.

Zuresh satte farten op, og med hans utrolige, unaturlige hurtighed, var han forbi hende, og foran hende da hun kiggede bagud.
Han stoppede op lidt foran hende, og smilede udfordrende.

"Det er en farlig leg, du har startet..."

Da hun kiggede bag ud var det som om, han jo næsten lige havde været der men så var væk? Hvilket fik hende til at hæve det ene øjenbryn kort, inden hun hørte hans stemme tæt på hende. "Du er hurtig" kom det fra hende da hun kiggede på ham, hun lade hovedet på skrå dog med hendes smil. "Hvad er livet uden lidt spændning?" Kom det fra hende, inden hun provokerende gik forbi ham. Hans smil var i hvert fald blevet anderledes, og endda udfordrende som sagt skulle det jo nok blive sjovt i starten men mon ikke hun ville fortryde det før eller siden. Da hun var kommet forbi, ham rørte hun roligt hans arm inden hun gik videre med hendes smil på læben. "Så det her er en leg?" Kom det fra hende, mens hun kastede et kort blik mod ham mens hun stadig gik. Hun lod sig dreje en omgang om, så kjolen let løftede sig på mens hun endnu en gang fortsætte med at gå.

Hun virkede halvt som om det ikke kom bag på hende, at han var i stand til at bevæge sig så hurtigt... og selvom hun vidste at hun ikke kunne stikke af fra ham, fortsatte hun med den drillende opførsel - smilende, endda.

"Det... har du så evigt ret i." sagde han, da hun påpegede at spænding var vigtigt.
Men han havde stadig på fonemmelsen, at dette ville blive en tand for spændende for hende... på hun virkede ikke fysisk stærk, eller i stand til at stå imod...

Ikke, at det gjorde ham noget.
Tværtimod.

Han lod blikket glide ned mod hendes ben, da hun snurrede rundt... og hans smil blev en anelse bredere, inden han pludselig var bag hende igen, og forsøgte at lægge en arm om livet på hende bagfra, så den ene hånd ville ligge halvprovokerende på hendes mave... og så han kunne finde ud af hvor sårbar hun egentlig var... hun kunne jo sagtens have lidt muskler der, selvom han ikke havde set det...

"Åh, det er skam en leg..." sagde han, og nu var der noget lettere faretruende i hans stemme.

Sylv bevægede sig endnu, men hun holdte da roligt øje med ham endnu. "Ja ikke?" Kom det fra hende, mens hun havde lyttet til det han sagde at det har du så evigt ret i ord. Hvilket fik hende til at smile hendes søde, lille smil. Sylv standsede kort op da han forsvandt hun rynkede kort øjenbrynet men opdagede så at han var bag ved hende og samtidig forsøgte at lægge en arm omkring hendes liv.

Sylv kastede et blik, ned på den hånd som nu hvilede på hendes mave. "Hvem mon vinder?" Kom det drillende fra hende, selv om hun dog godt lade mærke til den faretruende stemme han havde.

"Lige præcis med denne leg..." sagde han, og smilede da han mærkede hvor umuskuløs og blød hendes maveregion var... pigebarnet havde nok aldrig taget så meget som en mavebøjning...

"...vinder jeg ni ud af ti gange. Og det sker også denne gang." afsluttede han sætningen, mens han overvejede hvordan han skulle gøre det her...
Der var så mange muligheder...

Dog gav hendes friske, naive personlighed ham en idé.
Før han gjorde det, ville det være interessant at se hvor meget hun havde tænkt sig at lægge op til det her...

"Du kan vælge imellem at gøre nogle ting nu, hvor jeg har fanget dig..." sagde han roligt, mens han langsomt fjernede hånden igen.
"Bliv stående, og løft armene så du har hænderne samlet over hovedet... eller læg dig på ryggen, også med hænderne over hovedet... og kjolen? Behold den på, eller tag den af... helt op til dig."

Uanset hvad hun gjorde... om hun valgte at gøre noget af dette, eller noget helt andet... så skulle det her nok blive interessant.
Altså for ham.

Ja det var jo ikke lige frem, fordi hun kunne prale af at have ret mange muskler. Men hun havde ladet, ham rører sin mave og sådan var det nu. "Ni ud af ti gange siger du" kom det fra hende, mens hun drejede hovedet op mod ham så hun kunne kigge på ham.

Så dette var åbenbart, en rimelig let leg for ham som han klart mente at han ville vinde rimelig hurtig. Men det fik de nu at se.

Hun rynkede kort sine bryn, da han sagde at hun kunne vælge at gøre nogle ting nu hvor han havde fanget hende nu. "Hvem siger jeg ikke bare stikker af?" Kom det fra hende, mens hendes blik var rettet op mod ham.

"Hvad hvis jeg nægter?" Kom det fra hende, selv om han stadig havde armen om hende fik hun alligevel drejet sig så hun bedre kunne se hans ansigt. Dog undrede det, da hende lidt at han nævnte det med hendes kjole men hun ville klart heller beholde sin kjole på.

Hendes ord fik ham til at tænke på, om hun var klar over hvad han havde tænkt sig at gøre ved hende.
Måske var hun... måske var hun ikke... og måske undervurderede hun simpelthen det, der skulle ske.

Det var ligegyldigt... det var en del af morskaben.

"Hvis du stikker af, fanger jeg dig... og så bliver du straffet. Hvis du nægter, bliver du også straffet." sagde han og smilede skævt.
Ligegyldigt hvad, ville denne unge kvinde ikke være i stand til at stikke af - regnede han da med.

"Nå..? Hvad bliver det til?"

"STraffet " kom det fra hende, i hendes ører lød det nu ikke særlig sjovt. Og det ville endda, både ske hvis hun stak af eller nægtede. Hvis hun valgte at forvandle sig til, en kat netop nu kunne hun jo sagtens stikke af medmindre han var hurtig nok til at gribe fat i hende.

Hun så stadig på ham, og det lignede faktisk at man kunne se hvad hun overvejede hvad hun ville gøre. Langsomt bare for at provokere ham løftede hun sine arme op over hovedet, hun vidste ikke hvad der ville ske men mon ikke hun ville nægte før eller siden. Lige nu kunne, man ikke spore et smil at se på hendes ansigt som der havde været tidligere men det forsvandt til tider især når hun ikke anede hvad der skulle ske. Selv om det, vist tydeligvis så ud til at morer ham.

Hun fik endelig samlet, hænderne op over hovedet hun havde ikke lyst til at lægge ned så ville hendes kjole jo blive beskidt.

Hun var mystisk... det ene øjeblik virkede hun som om hun syntes det var spændende - på trods af at han havde nævnt sadisme.
Og på den anden side, virkede hun som om hun var usikker, og havde lyst til at undgå dette...

Han rystede let på hovedet.
"Jeg ved ikke helt hvad du vil, Sylv... men jeg er helt klar over, hvad jeg selv vil." sagde han roligt, mens han betragtede hende som hun løftede armene.

Han smilede...
"Ja.. straf. Det er jo ikke en leg som dem man leger når man er barn, vel...?"

Så bevægede han sig om foran hende med rolige skridt, lagde to fingre blidt om hendes hage, og så hende i øjnene.
"Du burde smile i stedet... du lagde jo selv op til det her." hviskede han - og så knyttede han sin frie hånd, og gav hende et let slag midt i maven - let, men det kunne bestemt stadig mærkes.
Han ville starte mildt ud denne gang...