Need time - Constantine

S: De jeux - legepladsen.
O: Ingen udover små børn...meneskerbørn?
V: Det er lyst, men solen er ikke oppe.
T: Middag.
D...
____________________________

Asma sad over ved bænkende og så stille ud for sig. Hun lyttede efter børnenes skrig og råben efter hinanden. Det lød så rart, og alligevel ikke. Det minede alt for meget om livet. Noget der kunne gøre hende så vred. Derfor var hendes svaghed børn. Hun kunne ikke holde det ud af en lattelig grund. Hun rejste sig op, mens hun kørte en finger på den store sandkasse som var højt oppe, si stedet for nede på jorden. Asma sukkede stille mens fuglene snag højt over den skyfrie himmel uden en sol. Hun gav endnu et lille suk fra sig og løb stille om af en lille barke med et stort udsigt. Hun kunne holde øje med alt. Menneskerne og nogle små dværge rundt omkring. Asma smalede sine knæ ind til sit bryst, mens hun holdte om dem. Hun mumlede stille mens en lille brise kærtegnede hendes hud. Hun var væk nu. Hun tænkte, tænkte med sin underlige måde. Mon der kom nogen? Eller vil hun rådne op her? Det vil være typisk af hende, så meget typisk.. "Hmmm" kom der stille fra hende og hun lukkede stille sine øjne.

han havde endelig fået pause fra skole gangen så han gik rundt nede ved lejepladsen da det var den hurtigste vej hen til et lille sted man kunne få normal mad at spise da han vidste at det ikke var nok med kun blod og tilbage igen han så en kvinde der så meget ensom ud som sad alene på en bakke han gik op ad bakken og satte sig ned vedsiden af hende da han før havde siddet og nød udsigten han sagde venligt "har du noget imod jeg også sidder her?"

Asma så op på drengen og smilede varmt. Hun lag sit hoved på skrå. Hendes bøn var blevet hørt. Hun havde endelig fået noget selskab, og han så faktisk rar ud. "Jeg selvfølgelig" skyndte Asma sig at sige. Hun satte sig bedre til rette, mens hun smilte til drengen. Hun var tydeligvis ældre ind ham, men hvad lavede en som ham her? "Mit navn er Asmamix, dejlig at møde dig" sagde Asma og rakte sin hånd imod ham.

han rettede på sine briller der havde rødt glas og smilte venligt tilbage han tog flasken med vand i hans ene hånd og satte ved siden af sig da han rakte hans hanskede hånd ud og sagde "navnet er Constantine, rart at møde dem asmamix" han tænkte kort for sig selv *underligt navn... men bedre an hvad jeg ellers ville halde hende* han kikkede væk og tog en bid fra hans sandwich "fint sted det her ikke også?" sagde han med en venlig stemme

Asma så lidt skævt på ham men dog med et smil. "Ja, et rart sted at se fra. Man har nemlig overblikket over alt, det er dejligt. Hvad laver du heroppe?" spurgte Asma mens hun træk sin hånd til sig. Hun så mod de små børn og lag sit hoved på skrå. Constantine var da en vampyr ikke? Men han spiste normalt, underligt. Asma så kort tid efter på ham og ventede stille på hans svar.

han skylede den bid af sandwichen han havde taget ned men en slurk vand "er færdig med skole og ville have lidt mad... elsker at side heroppe og kikke udover området" han kikkede op på solen i et kort øjeblik for han kikkede ned igen "hvad med dig?" han var ikke sikker på hvad hun var men det var en følelse ved hende han ikke kune lide

Asma nikkede og så væk igen. Hendes måde at nikke på. En skole dreng, sjovt nok. "Jeg ser bare på den smukke natur, ingen at tager sig af lige nu" sagde hun og lod sine ben samledes igen mod sin byrst. Hun holdte stille om hendes knæ, mens hun lukkede øjnene. Hun sukkede stille, og åbnede hurtigt øjnene igen. "Men hyggligt nok, en vampyr til selskab" smilede Asma skævt og rynkede kort sin næse.

han nikkede bare forstående da han fjernede briller i det korte stykke tid han lige gnubbede det ene øje før han tog brillerne på igen "ja er en fin natur..." han tog enu en bid af sin mad og tyggede på den han sagde "en god bac-..." da han pludseligt blev afbrudt han rystede på hovedet og lavede et kort grin "du må ha fået solstik asmamix" han var stadig ikke sikker på hvad hun vad men menneske var sikkert at hun ikke var "vis jeg er vampyr hvad er du så?" han tog enu en bid fra hans mad mens han så ud som om noget morede ham

Asma så overrakset på Constantine. Hun lag sit hoved i en kattestilling. "Ingen solstik her. Sådan er jeg bare" smilede hun kækt. "Men jeg er en engel, af en underlig art" sagde Asma og så væk igen. Vil han æde hende? For lige nu virkede sma lige glad med alt. Lige glad med sit liv, men hun vil da ikke blive bidt af en vampyr. Hun træk vejret roligt mens hendes blik blev rettet imod himmlen i et kort sekund.

han smilte underholdet han vidste det var dumt at ikke gide kendes ved racen man er men hun havde jo ikke andre beviser end hendes følelser "nå en engel" sagde han som en der var mistroisk "men vis jeg så er vampyr.... hvorfor kan jeg så være i lys? havde ellers hørt at vampyrer kunne ikke færdes om dagen og vi havde spise tænder og kunne ikke lide normalt mad?" han spiste noget mer af hans mad og drak noget af vandet han glæede sig til svaret mens han morede sig

Asma så nu alvorligt overrasket på ham. "Det tænkte jeg også på" smilede hun stille og satte sig til rette mens hendes blik fastgjord ham. "men jeg tænkte på at du var, halv vampyr og aspara? Eller måske en halv engel?" sagde hun og bed sig på fingerspidsen. Det var da en meget godt spørgsmål han kom med. "Constantine du gøre mig ivirig i at lærer dig at kende, det er som om at du allerede nu er blevet en gåde for mig"

han var glad for at han havde fået en engel til at undrer sig var ikke noget der skete ofte i det mindste ikke efter hans viden "halv aspara?... halv engel? wow vidste ikke jeg så, så godt ud" han smilte til hende hvorefter han spiste sin mad færdig og drak noget mere af vandet "måske er der ikke noget specialt ved mig? måske er jeg bare et menneske og der er en vampyr i nærheden som får det til at følels som om jeg er vampyr?" han grinte for sig selv "men bare så du ved det på forhånd mine hemmeligheder får du ikke at vide"

Asma så på ham og kunne ikke lade være med at grine. "Jamen..jamen, det kan ikke lade sig gøre at du er et menneske, det kan det bare ikke. Og hvis der er en anden vampyr til stede, tror du så ikke at han vil æde mig?" Asma rynkede sin pande og kunne ikke lade være med at tænke på Constantine. Han var da noget underligt, men så alligevel ikke. "Du behøver ikke at fortælle din hemmelighed, jeg skal nok finde ud af det" Asma blinkede kort til ham og så tomt for sig. Held og lykke.

han nikkede med et lille grin "så det kan simpelthen ikke lade sig gøre? interresant.... og vis har var en anden om de ville æde dig? har ingen idé jeg ved at vis jeg var ville jeg ikke" han strakte sig og gabte lidt "må man så spørge hvordan du har tænkte dig at finde ud af det? og hvad der sker vis jeg ikke er?"

Asma så på himmlen i al sin stillehed. Hun smilede kort og så på Constantine. "Du leger med mig" sagde hun kort tid efter og rystede på hovedet. "Jeg vil aldrig finde ud af det, altså din hemmelighed, det ved du jo. Men inderst inde føler jeg at du leger med mig?" sagde Asma og bed sig på tungen, mens hun tænkte sig om endnu engang.

han rettede på sine briller igen "lejer med dig? naah lidt små dril måske?" han kikkede over på hende og smilte før han lagde sig tilbage i græsset og kikkede mod himlen "hvad for dig til at tro ad jeg leger med dig?" han kunne ikke lade vær med at smile mens han tænkte over englen som bare var forviret

Asma grinte og så på ham da han lag sig. "Jeg ved det ikke Constantine, jeg har nemlig aldrig hørt om et menneske der var så lys som dig, og kold, og umenneskelig smuk?" sagde Asma mens hun så mod legepladsen igen. Der var ingen. Gyngerne gyngede for sig selv, og det blev de ved med. Hun lag sit hoved på skrå og betragtede igen Constantine.

han syntes denne samtal var noget morsom "bleg? tja har regner meget på det sidste og er lige kommer hertil fra englan så det normalt at være bleg... kold? dårligt blodomløb i hænderne da du jo ikke ved med resten af mig og ummenskelig smuk? tager jeg som en kompliment gid andre piger kunne se det på sammen måde" han grinte ledt af hende "men´s jeg answer hvordan jeg serud som okay answer jeg... tja vis jeg må sige dig som skønhed det er ikke ofte at en ser så godt ud som dig" han kikkede over på hende fra hans position i græsset

Asma lo stille mens hun så på ham. "Jamen" sagde hun. Prøvede han at slippe, for det gik virkelig godt. Han kom med det bedste meninger og være gang han sagde noget, kom Asma væk fra hendes tanker om ham. Hun rystede på hovedet og kunne med ét ikke lade være med at grine. "Jamen Constantine, du skubber jo mig væk fra mine tanker. Nu ved jeg ikke engang hvad jeg skal sige, jeg er forvirret" sagde Asma og så på ham, mens hun smilte. Han havde gjort hende mere interreseret i ham. Meget endda.

han nikkede overrasket "fået en engel til at komme væk fra sine tanker? jeg føler mig helt special" sagde han et eller andet gjorde ham glad idag som også kunne høres på hans tonefald "gjorde jeg dig forviret? det må du undskylde ikke min mening... men du må give mig ret i der er støre chance for jeg er menneske en hvad var det... vampyr?" han sagde dog vampyr med lidt had i sit tonefald før han smilte til hende

Asma så på ham. "Jamen du skal ikke undskylde" sagde hun og slog stille på hans knæ, bare en lille refleks. Hun så tænkende på ham. Kunne han overhovedet lide vampyr eller var hun bare stupid i det? "Jo desværre er der større chance for at du er menneske ind vampyr, altså udover det jeg har set" sagde Asma stille og smilede mildt. Hendes smil, hendes smil som ingen andre ejede. "Og jo, du er speicel, meget endda" Asma blinkede kort med det ene øje og morede sig over den her emne Constantine havde bragt hende i.

han kikkede overraskende på hende "udover hvad du har set? hvad har du dog set?" han undrede sig meget han havde talt godt for sin sag virket mere menneske end vampyr han var overrasket over hun stadig ikke troede på ham men han smilte igen hurtigt og sagde "så hvad er min fejl? den der overbeviser dig så meget om at jeg er vampyr?" han kikkede op på himlen mens han ventede på svar han brød sig stadig ikke om hvor mange gange han havde været på stået vampyr i den her samtale han var katarn ikke vampyr!

”Jeg ved det ikke” sagde Asma kort tid efter. Hun snublede jo over sin egne ord. Var det her en konkurrence imellem dem? Asma så på himlen, mens hun tænkte over sit næste svar. ”Og du spiser, drikker og er ude så tidlig som mennesker og os engle. Men, det kunne jo også være at du var en engel!” sagde Asma med et, men lød ikke ret overbevisende.

han grinte for sig selv "troede jeg var vampyr?" han satte sig op igen og dækkede sine øjne fra solen mens han kikkede over på asmamix han ville mest af alt lyde som et barn der morede sig hvilke han også gjorde i teorien da de ikke var kommet meget videre siden han kom hvilke også var fint nok han sagde "men vis nu jeg er en vampyr hvad ville du så gøre?"

Asma smilede skævt da solen kom frem. ”Hvis du var en vampyr, så vil jeg da ikke gøre noget” sagde Asma. Det var sandt. Asma var ikke typen der var bange for vampyr, for hun havde det med at alle væsner havde en blød punkt. ”Jeg vil bare sige, kort og fast, hej Constantine, jeg er stadig glad for at møde dig og jeg håber vi kommer godt ud af det med hinanden” sagde Asma og smilede mildt. "Jeg vil da ikke løbe væk, hvis det er det du tænker på?" grinede Asma.