Maybe I should be a little bit more careful (Constantine og Julien)

Man kunne tydeligt se panikken i Gabriels øjne, da Julien hastigt nærmede sig, men han blev stående hvor han var alligevel. Var der en ting han vidste, så var det at han ikke kunne flygte, for han havde prøvet to gange, og begge gange var det mislykkedes, hvor han var endt i større problemer end han allerede var. Han kæmpede heller ikke imod da Julien løftede ham op, men holdt blot fast i dæmonens håndled, så han ikke kun blev løftet i sit tøj, men også holdt noget af sin egen vægt.
Det tog mere end bare almindeligt mod for Gabriel at holde øjenkontakten, og ind i mellem flakkede hans blik til siden, fordi at han netop var bange. Ikke på samme måde som han havde været bange for Constantine, det her var en helt anden kaliber af frygt. Der var ingen tvivl om at den ældre vampyr snildt kunne have gjort det af med ham, men det blev pludseligt så meget værre når det var Julien, som stod med truslen.

Som Julien skældte ud, samledes der tårer i Gabriels øjne, og den stakkels forskræmte vampyr kunne ikke andet end at nikke til hvad der blev sagt, for han kunne slet ikke finde sin stemme til det. Dog faldt de første tårer først, da han mærkede dæmonens hånd imod sin mave, velvidende om hvad der ventede. Han kneb sine øjne sammen og man kunne se hvor anspændt hele hans krop blev, som Juliens evne tog sit tag i ham, men det lykkedes ham endnu ikke at finde sin stemme. Det eneste der kunne høres fra ham var små gisp efter vejret, og et enkelt hulk her og der. Først efter noget tid, lykkedes det ham at sige noget.

"I-I'm sorry, Julien, I didn't mean to- please make it stop" peb han og vred sig svagt under smerterne. Det var ikke fordi at det gjorde mere ondt fysisk end de andre gange, langt fra, men nærmere var det et væld af følelser. Julien havde ikke taget sådan fat i ham siden Gabriel sidst var endt i kælderen, og bare tanken om at vende tilbage dertil, var til tider nok til, at drive ham til tårer. Uanset hvor dumt det lød, så stolede han på at Julien gjorde hvad der var bedst for ham, og når sådan noget her skete var det selvforskyldt. Bare det at dæmonen hævede sin stemme, fik Gabriels selvværd i bund på ingen tid, så man kunne roligt sige at det her var et stort slag for ham.

Julien havde ikke ligefrem forudset, at den unge vampyr ville begynde at græde. Selvom han stadig var vred, var der et eller anden inden i ham, som stak til ham. Følelser. Kunne det passe? Det var meget, meget tæt på, at han fortrød det, han havde gang i, hvilket forskrækkede ham lidt. Han havde en gang i mellem opdaget, når Gabriel var til stede, for eksempel, hvis han var faldet i søvn i sofaen ved siden af Julien, at der dukkede en varm følelse op i ham. Ikke noget voldsomt, men for Julien var det unormalt. Lige nu trak hans mave sig sammen en enkelt gang, da dråberne faldt fra Gabriels øjne.

Det fik ham dog ikke til at stoppe. Faktisk var det næsten lige ved at få ham til at skrue op for varmen. På den ene side skubbede det til hans vrede - det var ikke meningen, at han skulle have noget forhold til vampyren, det hele var et forsøg, noget han havde gjort, fordi han havde kedet sig en smule, da alting alligevel var ved at blive lidt ensformigt med at skabe nye forretninger. Et forsøg der åbenbart var gået grueligt galt, hvilket gjorde ham vred.
Men på den anden side tog det pusten fra ham og han var ligeved at sætte drengen ned igen. Men nej. Vrede fik ham til at fortsætte. Gabriel skulle lære. Han havde trådt over en grænse, som Julien ikke kunne lade ham træde over. Afstraffelse var nødvendig.

Da Gabriel bad ham om at stoppe, trak han den et par sekunder længere, men stoppede så. Han var alligevel ved at blive træt i armen, så han satte ham ned igen.
"I hope you learned never to do that again." Han så stadig fast på ham, stadig vred, men slet ikke så meget som før. Nu mindede han mere om en lærer der skælde ud på en elev for at have tegnet noget upassende på tavlen.

Efter at have kørt en hånd over sit hår, kastede han et blik på sit armbåndsur. Klokken var ved at være mange, og han burde snart gå i seng. Julien var rimeligt obs på at passe sin nattesøvn, mest fordi han hadede at være træt, når han skulle til møder og lave andre vigtige ting. Han havde en tendens til at miste koncentrationen. Dog havde han ikke noget vigtigt for næste formiddag, så..
"I'm gonna go with you to get your stuff. Not because I think that the idiotic vampire is stupid enough to wait for you, but I need some air." Faktisk kunne han godt bruge en gåtur og noget frisk luft, regnvejr eller ej. Uden at vente på svar fra Gabriel, tog han sin frakke og trak i et par sko. Det regnede alligevel ikke nok til at han gad at tage paraplyen med. Nok brød han sig ikke om vand, men en smule støvregn var ikke det store problem.
Til sidst åbnede han døren og ventede på, at Gabriel viste vej til, hvor han havde mistet sine ting.

Gabriel snøftede forsigtigt, da han blev sat ned igen, og sænkede sit blik, mens han tørrede sine kinder med ærmet på sin hoodie, og nikkede forsigtigt da Julien sagde, at han håbede på, at han forstod det. Gabriel var ikke let at få til at græde, så han var mindst lige så overrasket som Julien over sin egen reaktion, men han burde vel have sagt sig selv, at han ville reagere sådan. Dæmonen betød uhyggeligt meget for ham, for henover det sidste stykke tid havde han været den eneste, som sådan rigtigt var der. Gabriel havde det svært ved at tage hen til sin skaber, for et eller andet sted ville han ikke blande hende ind i alt hvad der foregik, og det var det samme for de få andre, som var tæt nok på til at kunne snakke om den slags. Men Julien krævede alligevel at han kom forbi ind i mellem, så det var bare lettere at komme ud med sine frustrationer hos ham, for han skulle alligevel være sammen med manden.

Gabriel nikkede igen, da Julien fortalte at han ville gå med ham ud og finde hans ting, og fulgte ham blot tavst, mens han prøvede at samle sine følelser og få lagt dem på plads igen. Nok var han ikke så følelseskold som dæmonen, men det betød ikke at så blandede følelser, var noget han gjorde sig i. Han kunne ikke finde ud af det, og især ikke når det galt andre personer. Generel frygt, glæde, vrede og sådan noget kunne han snildt tage sig af... men når det var følelser omkring specifikke personer, kom det for tæt på.

Endelig nåede de tilbage i parken, og efter lidt tids søgen, fandt han sin sportstaske samme sted, som Constantine havde overfaldet ham. Den var ikke helt gennemblødt... men heller ikke helt tør. Så med et lidt halv-irriteret suk, samlede han den op. "Wanna head back?" spurgte han så, som det første han havde sagt efter det hele var sket.

Julien gik tavst med ned i parken, mens han lod sine tanker vandre mellem Gabriel, Constantine og nogle minder fra sin tid i Paris i 80'erne. Der var nogle ting, der skulle tænkes igennem, især omkring Gabriel. Af en eller anden grund havde han det stadig en smule skidt ved at have været så hård, og han forstod det ikke. Nu havde han aldrig haft en.. hvad var Gabriel? Han vidste ikke, hvilket ord, han skulle bruge om ham. Men han havde aldrig haft en person med en status i forhold til Julien, som Gabriel. De folk, som han havde sat på plads igennem tiderne havde han aldrig haft dårlig samvittighed overfor. Måske en enkelt gang eller to, hvor han enten havde behov for at vise forretningsforbindelser eller andre i sin flygtige omgangskreds, at han var, hvad der var behov for. En konkret situation, han lige kunne hive frem i sine minder, var da han havde fået en slave pisket til blods for absolut ingenting for symbolikkens skyld. Virkeligt unødvendigt. Julien var måske følelseskold, men han var fair.

Selvom Gabriels straf havde været fair i forhold til brøden, havde Julien alligevel en grim smag i munden over det. Måske var det drengens pludselige gråd. Den havde ikke rørt ham, da han havde ham hængt op i kælderen, overhovedet. En rynke viste sig i hans pande, som han spekulerede over det. Det var forkert. Han var ved at udvikle en form for varme overfor drengen.

Han var i gang med at tænke over, hvordan han kunne få de følelser væk igen, da de nåede frem til Gabriels taske.
"Yes. It's not the best weather for a stroll in the park." Der var ikke noget vrede tilbage over ham, og han skubbede tanker og følelser fra sig, så han faldt ind i sin sædvanlige lukkede udstråling. En enkelt dråbe løb ned over hans tinding. Forbandede regn.
Som de gik tilbage så han lidt på Gabriel.
"I have never asked you, how much french you understand." Han vidste, at Gabriel forstod noget fransk, men det var ikke noget, han havde spekuleret nærmere over. Det slog ham bare, at Gabriel havde deltaget i samtalen, hvor både Julien og Constantine havde snakket fransk.

Gabriel nikkede blot, da han fik svar på sit spørgsmål, hvorefter han blot fulgte manden tilbage. Et eller andet sted håbede han bare, at noget af det tøj, som lå i hans taske var tørt, for hans tøj var ret gennemblødt efterhånden. Han var trods alt blevet væltet ned og ligge på en våd sti, havde løbet rundt ude i regnen en gang, og tog nu turen frem og tilbage fra Juliens hus. Ikke at han ville blive syg af det, han blev bare kold, og det var faktisk ikke noget Gabriel brød sig om. Når det kom til temperaturer var han meget kræsen omkring den slags. Det måtte ikke være for koldt, og helst heller ikke være for varmt. Måske kom det af at have boet i England det meste af sit liv? Det eneste han vidste med sikkerhed var, at han hadede sommeren her. Det blev alt for varmt, og han gad det altså ikke.

Da Julien spurgte, hvor meget fransk han egentlig forstod, blev han dog hevet ud af sine tanker. "Ehh, I understand a fair amount when people speak clearly and don't have weird accents. I don't speak it though, 'cause I don't remember all the important grammar anymore. It wasn't really the most important thing I wanted to hold onto after... y'know, everything happened when I got turned" Gabriel trak på skuldrene, og så ned på sine fødder mens han gik. "I should probably sit my arse down and get it into my head, but I can't be bothered to actually do it. It hasn't caused me any trouble yet."

Julien havde slået kraven op på sin jakke og havde trukket skuldrene en smule op. Han hadede virkeligt regnvejr. Alting blev vådt og det lagde naturligt en hæmmer på hans evne. Selv tricket med at tænde ild til ingenting var næsten umuligt på grund af fugten i luften. Bortset fra det, var han ret ligeglad med vejret. Varmt, koldt, det var lige meget. Han hverken frøs eller fik det for varmt. Bare det ikke regnede, så var han fint tilpas med alt.

Han lyttede til, hvad Gabriel havde at sige.
"I was thinking of asking you, if you would like to learn more. I could teach you, if you want to." Han så roligt på ham. Det var af rent praktiske grunde, at han spurgte. Hvis han skulle bruge Gabriel til noget, ville det være lettest og smartest, hvis han kunne fransk. Så han kunne følge med i samtaler og interagere med franskmænd, som ikke kunne engelsk. Ikke at Julien havde besluttet sig for, hvad Gabriel skulle hjælpe ham med endnu, men det ville da være et skridt på vejen til at finde på noget.

Julien var ikke vred på Gabriel mere. Og at indgå i en samtale fik ham trukket ud af de tanker, aftenens hændelser gav ham.

Gabriel overvejede lidt om han skulle takke ja eller nej. På den ene side var det nok ret praktisk at kunne fransk... men på den anden side kunne han huske hvor irriterende grammatikken var, og endnu mere hvor irriterende udtale var at få styr på. Han kunne sikkert godt ruske nogle ting frem hvis han tog sig sammen, men det var nok også begrænset hvor meget han kunne.

"I dunno. I butchered the language for eight years, and not a lot of it stayed with me, so I'd probably not be the best student in the world" svarede han med et skuldertræk. Det var nok lidt løgn det sidste, men det var en detalje. Gabriel opslugte viden som en svamp, og der skulle meget til at han ikke kunne følge med. Selv de ting han ikke syntes at han var god til, kunne han følge godt med i, og det var nok nærmere fordi at han havde været mopset over ikke at få A, at han havde ment, at han var dårlig til visse fag, end at han faktisk havde svært ved materialet.

Julien betragtede Gabriel, som denne tydeligvis overvejede hans tilbud. Det var oprigtigt. Han ville gerne lære ham fransk, som sagt af praktiske grunde.
"Oh I don't know. I have a feeling you're a lot smarter than you seem to be." Han så frem. De var snart hjemme igen.
"I once had to teach a German French. He wasn't the sharpest tool in the shed. Do you know the German language? It sounds horrible. Like the noice at a construction site. It's very ugly. Teaching him French was like teaching a dog to sing like a bird." Det var tydeligt at høre på Julien, at det ikke havde en fornøjelse. Julien var meget stolt over at være franskmand. Altså, i den forstand, at han var dukket op på jorden i Frankrig. Han havde haft mange nationaliteter igennem de over 200 år, han havde levet på jorden, men han havde altid følt sig fransk af hjertet. Det var her, han virkeligt havde hjemme. Han om altid tilbage hertil.

"I don't think your French could be any worse than that."
Endeligt kunne han trykke koden til lågen ind til sin ejendom. Det var som om, at regnen skulle til at tage til, så han gik rimeligt hurtigt ned af sin indkørsel og fik hurtigt låst døren op, så han og Gabriel kunne komme ind i tørvejr. Han stillede sine sko på plads og tog sin våde jakke af, som han omhyggeligt hang på en bøjle og hang, så den kunne tørre. Herefter lod han blikket glide over Gabriel.
"If you need to get some clothes dry, you know where the tumbler is."

Gabriel blinkede et par gange mens hans hjerne bearbejdede hvad han fik at vide. "I dunno if I should take that as an insult or a compliment" brummede han, men lyttede til hvad Julien forklarede. Et eller andet sted kunne han godt forestille sig Julien sætte sig ned og prøve at lære nogen fransk, men samtidig virkede det også dybt latterligt, og han havde lyst til at grine over idéen. Stakkels mand, som havde været offer for det. Gabriel var englænder og selvom han efterhånden havde smidt accenten, så var fransk ikke ligefrem hans yndlings sprog, og Frankrig var heller ikke hans yndlings land. Den eneste grund til at han flyttede til Di Morga var uddannelsesmulighederne, og det ville han gerne indrømme til enhver tid.

"Maybe it isn't. But I was born and raised in England, so don't put it beyond me, to wreck it on purpose" Gabriel trak på skuldrene med et lille smil om læberne. Tydeligvis var han også selv i bedre humør, og det hang nok også sammen med, at han begyndte at få det bedre både fysisk og psykisk.
Gabriel fulgte med indenfor, og smed sine sko, ved siden af Juliens. Han var ikke dryppende våd, men hans tøj var tydeligvis gennemblødt, og det samme galt hans hår. "Yeah, I know. I think Imma take a bath though. The dimwit tackled me to the ground, so I feel kinda gross" brummede han, og skulle til at smutte ud på badeværelset, men stoppede inden han kom for langt. "And I'm.. I'm still really sorry about earlier. I didn't mean to snap at you" Og med det fortsatte han ovenpå for at få sig et bad.

Julien betragtede Gabriel, der så ud til at have fået det bedre.
"You can take the offer or not. Let me know when you find out, what you decide."

Han fulgte ham med øjnene, som han tog de første trin op af trappen.
"Lets not talk more about that. It's over. Just don't do it again."

Da Gabriel var forsvundet ovenpå, gik Julien ind i stuen og satte sig i sofaen med et suk. Hans hår var stadig vådt og han var ved at være træt. Når Gabriel var færdig på badeværelset, var det nok på tide at gå i seng. I dag var han faktisk lidt i tvivl, om han ville kunne falde i søvn så hurtigt som han plejede, han havde mange tanker at få styr på.

(( That's all you get from me! *bukker for publikum* Thank you and goodbyet! ))