Poisoned wine and untrusting kindness.

Hendes sagte hosten spredte sig igennem Terres største park, Sombre. Ligemeget hvor meget hun prøvede på at holde inde, kunne hun ikke kontrollere det. Det blev bare ved, og hendes sarte hals var ved at være godt forreven. Hun var ikke dum. Hun vidste godt, hvad der foregik. Men hun havde svært ved at forstå, hvordan det kunne have sket. Hun var alt for klog til at indtage forgiftet blod. Det var i hvert fald, hvad hun havde troet om sig selv. Og alligevel cirklerede det ’forbudte’ blod rundt i hende.
Ophostet blod dryppede fra hendes hage og havde ligeledes farvet hendes ene håndflade rød. Den samme hånd der efterlod aftryk på samtlige træer, hun gang på gang blev nød til at støtte sig op ad. Det var nok ikke den bedste idet, men hun havde ikke meget andet valg. Hun nægtede at falde om. Hun nægtede at indse hvor svækket, hun var blevet. Og mest af alt nægtede hun at lade andre se hende sådan. Det var… ydmygende!

Hvor mange var klokken? Ville solen snart så op? Maya havde ingen tidsfornemmelse længere. Hun kunne ikke få sit blik til at fokusere nok til, at hun kunne gætte sig frem. Stjernerne var som utydelige prikker på den overskyede himmel, og månen skjulte sig. Duften af plantede blomster og vedligeholdt græs var det eneste der holdt hende sikker på hvor hun befandt sig. Lige præcis hvor i selve parken, vidste hun intet om. Det var vel også ligegyldigt. Jean havde dog heller ikke været nogle steder at finde. Hun kunne ikke få fat på ham. Hun kunne ikke engang fornemme ældre mands tilværelse. Hun følte sig underligt blottet, selvom hun var iført både den robuste kappelignende frakke over hendes ikoniske kjole.

Ud af ingenting mistede hun fodfæstet, da hendes ene laksko-beklædte fod blev fanget i en snedig trærod. Hårdt faldt hun på knæ, stadig med en hånd mod træstammen, som ville det have hjulpet med at gøre faldet blødere. Hun bed arrigt tænderne sammen, inden hun gjorde et forsøg på at komme op at stå igen. Men heldet var ikke med hende. Hendes ben ønskede i hvert fald ikke at samarbejde. Det længste hun nåede var at få vendt sin krop om, så hun i stedet sad med ryggen støttet op ad stammen. Det var egentligt ganske rart at bare sidde. Hun tvivlede bare på, at hun havde tid til den slags. Men hvad andet kunne hun gøre? Hun trak langsomt sine ben lidt længere op til sig. Og hendes hænder rakte nær rystende op imod den store hætte, der tilførte frakken. Hun trak længere ned i den, men slap den dog ikke. Hun klamrede sig til den.

Natten var stadig ung, og atter engang fandt Cody sig slentrende ned igennem gaderne. Han havde netop fået fri fra baren og ville hjem for at sove den ud. Han havde ikke rigtigt drukket, det gjorde han aldrig på arbejdet selvom han da godt kunne gå i byen fra tid til anden.
Cody var en kærlig person der holde hovedet højt, og alligevel endte med at rode sig ud i noget lort. Han kunne sige sin mening og pissede man ham først af var hans temprement da også flyvende. Dog var hans hjerte blødt over tabet af hans lillesøster og hans eneste mål lige nu var at få penge nok til at komme væk fra det her hul, men når man også skulle leve, så var det desværre ikke så nemt som man forventede.
Livet ville ham det ikke godt, ikke lige for tiden ihvertfald og Cody vidste at han ikke kunne gøre andet end at overleve indtil han havde fået svar. Når man ikke engang kunne huske sin egen død, så var der jo ikke så meget at gå efter.

Cody's hår bevægede sig let i vinden som han gik igennem parken, det var den korteste vej til at komme hjem, han var egentligt ikke altid tryg ved parkerne. Han havde arbejdet som Escort et stykke tid og selvom aftalen hed "no sex" så var der voldelige typer som nogengange ikke tog et nej for gode varer, måske var det også derfor at Cody's sjæl havde ændret sig med årene.
Kvinderne var jo som oftest meget fornuftige, men de få mænd han havde haft kontakt med havde været så creepy at Cody havde lyst til at gå ud og kaste op bare det at de ville holde ham i hånden. Generelt levede han ikke det liv han drømte om, men det var der vel ikke rigtigt nogen der gjorde nu til dages?

Cody lod blikket glide over i mod et par træer, hvor han fik øje på en ung kvinde. Han vidste at det ikke var et specielt sikkert sted at være om natten, hun så jo også ganske spinkel ud og noget i ham sagde at han burde opsøge hende, hvem sad også op af et træ, en nat i en park? "Miss? Er De okay?" spurgte han i en venlig stemme, Cody var som sådan venlig af natur, så længe man ikke gjorde sig upopulær.
Han havde længe hadet at hans lorte magier kun kunne bruges til forsvar, for nogengange så kunne folk godt trænge til at få et par eller ti på hovedet. Han havde dog ikke planer om at gøre så meget ved det, så længe han ikke skulle stå til regnskab overfor de højere magter eller overfor en ærkeengel, så gik det hele nok. Han gad ikke have missioner, hjælpe mennesker og det lort, lige på det punkt var han nok ganske egoistisk, og nu skulle han jo først lige prøve at hjælpe sig selv.

"Parken er altså ikke det mest sikre sted om natten" sagde han blot og vidste jo ikke hvor meget hun kendte til det, alligevel fik han en fornemmelse fra hende der ikke var behagelig, hun kunne ikke være et af de lyse væsner, faktisk så så hun mørk ud og et øjeblik kunne han mærke sit hjerte stoppe.
Han vidste jo godt hvilke væsner der primært befandt sig udenfor på denne tid...