Living la Vida loca.

S: Stand la plage.
O: Ingen væsner. Kun bølgerne og klipper længere henne.
V: Det er aften vejr og vi er jo tæt på vandet. Så det er en smule koldt.
T: .. Aften.
__

Privat-Karl

Man vil få psykose af stilheden der herskede. Man vil få psykose af havets bølger som ramte klipperene. Man vil endda få psykose af følelsen af at man var .. alene.
Natten var stadig ung. Fyldt med nysgerrige huler, grotter og endda telte. Hvad kunne livet ellers byde på? Når jo. Så manglede man jo bare en. En person. Et spot, af en art. En enhver kunne se. En som var.. halv levende. Ikke så dødt som alt andet. Men teknisk set, så var 'alt andet' ikke så dødt alligevel. De sten man fik under fødderne stak stadig. Sandet som stadig irriterede øjnene, og havet som kunne tage ens liv. Det var stadig i live, selvom folk sagde det ikke var. Tja..
Det var en brolige nat, hvis man bort så fra alle de negative 'tegn'. Faktisk mindede denne her nat som alle de andre nætter. Alene. Mørke. Stilhed. Og dybt dybt sørgmodighed. Men hey. Ikke alle var prinser eller prinsesser. Og dog. Sådan vil man føle sig. Man vil føle sig som en der kan alt, men ikke kan. En der kan se ud i fremtiden så klar som den er, men heller ikke kan. Undskyld, men der må vi stoppe. Selv hvis man havde gaven 'at kunne se ud i fremtiden', så ville man sgu ikke kunne se ret langt. Måske hvad der vil ske i morgen. En uge før. En måned før. Endda et år!
Et surt ansigt kom frem i vandet. Det mørkeblå og ganske nydelig vand. Eller det var ikke så nydeligt endda. Vidste I, at vandet bar en slags maske? Vandet tiltrække væsner ..nuvel dyr. I virkeligheden så er vandet giftigt.
Giftig som denne her tøs. Eller tøs var så meget sagt. Egentlig hadede hun det ord. Tøs. Hvad betød det egentlig? En gut lød bedre. Men tøs..? På dette tidspunkt ville hendes vrede stige. Stige over de fyrre grader. Helt seriøst. Men Aino. Det var denne her kvindes navn. Hun var på en måde ny her, også ikke. Hendes erindringer om stedet Di Morga, bliver værre og værre for hver gang hun åbner sine øjne. Hun var lille. En lille pige på det tidspunkt. Hun kunne huske hvordan en engel havde hjulpet hende, med at se al klar og ikke græde for ingen ting. Hvordan englen havde behandlet hende som var det hendes barn! Aino vil væde med, at de væsner der mødte denne engel, aldrig vil glemme hende. Denne engel spredte sin glæde så meget, at det lige før var det, at hun mistede det. Engle. Nej.. englen. Hvor var hun egentlig? Død? Nah, det var svært at tro på. Men inderst inde, så kendte Aino ikke den engel godt. Faktisk anede hun ikke noget om englen.
Ainos blik gled op til månen, mens hendes pegefinger berørte sandet. De små 'korn' som hun kaldte dem, var så.. mættende. Sådan var Aino. Hun hadede at tænke på folk, som ikke var der, eller som hun knap kunne huske. Folk der fik hende til at smile, og tænke .. gode sager.
Det gav hende kvalme. Derfor strøg hun hurtig en tændstik og tændte sig en smøg. Hun elskede hvordan røgen sved i hendes øjne, og tårerene stod ud. Men spørgsmålet var. Var det tårer á la tåre, eller var det fra røgen? Aino smilede kækt, og satte sig helt ned på sandet, mens hun spredte sine ben, og lod hendes albue støtte sig på hendes ene knæ:
”Hun var så glad så glad her til morgen. Den lille pige.
Men så gik det hverken værre eller bedre, af at hun snubler i telefonledning hjemme i lejligheden og knalder hovedet ned i chatollet så hendes byld den brister med et knald.. ja det nærmest eksploderede. Den lille pige.
Sår væsket det plasker ud over det hele, forklarede den lille pige. Det nærmest som at få vredet en karklud over hovedet. Det løb ned af hende.
Nu skulle hun have fået fat i noget hun kunne fete bylden ind i, så hun kan stoppe udflåden fra den. Det jo ikke morsomt at ligge i sit puden og suppe rundt i sit sår væske. Forklarede den lille pige” Aino kiggede imod vandet, mens hun tog et sug af smøgen. Aino kendte alt til den lille pige. For den lille pige.. tjah.. det var hende.
Tsk. Et sted for familien og en man elskede. Stranden om aften var et sted for folk der led af 'paranoide' tanker. Som hende ja.

Stranden var ikke et sted Karl brød sig om, men nu var der faktisk ikke rigtigt nogen steder Karl kunne lide at være, alt var uudholdeligt og mismodigt, men ingen følelser, ikke engang skyggen af en vandrede igennem ham, han havde så meget mere at tage sig til end at skulle bruge denslags overflødige impulser, det var kun svage væsner der tillod følelser og det var sjovt nok også kun svage væsner som ente som føde eller fanger for nogen andre der var stærkere og havde fundet ud af at følelser kun var noget der kom i vejen for ens sande potentiale, dette var en lektie som Karl havde lært for længe siden og det havde kun været ham til gavn så længe han kunne huske, en person der ikke havde frygt kunne slå ihjel uden anger, en person der ikke havde kærlighed til nogen eller noget kunne slå ihjel uden sorg og en person der ikke ejede nogen af disse eller andre svageheder var således 'perfekt' på en måde der ikke bare ville være håndgribelig men også på et højere mere oplyst plan. Karl standsede tanken, han kom fortrydeligt tæt på religion og det var en af de andre ting som kunne drive en til åndsvage og dumme beslutninger samtidig med det gjorde en sløv da man havde en urealistisk tro til at der ikke ville ske en noget så længe man havde troen i orden... alt sammen svagheder på deres egne individuelle måder.
Karl forsøgte så vidt muligt at holde sig væk fra sandet, men da det ikke længere var muligt tog han et forsigtigt skridt ned på sandet, hans sorte læderstøvler sank en smule i og han kom med en lav hvæsende lyd, grunden til han var her var hans egen og skulle ikke diskuteres... ikke at de ville blive diskuteret alligevel. Den grå frakke blafrede om ham og Nazi uniformen nedenunder blev synlig, hatten han havde på hoved viste således hvordan han havde været en del af SS og muligvis skyld i flere hundredetusinde personers død, men det rørte ham ikke, det havde det aldrig gjort, det havde jo bare været en del af det han nød, døden var den mest håndgribelige ting i verden, ingen kunne undslippe den, før eller senere ville den ramme alle og ingen kunne beskytte sig nok mod den, ikke engang Karl som vel efterhånden rundede de 83 år.
Karl løftede hoved en smule så den sorte gas-maske lignende ting han havde om hoved blev fuldt synlig for alle, en lav lyd som fra et urværk opstod fra ham og en lav lyd der mindede om en metallisk vejrtrækning kom også fra hans mund, et offer var blevet set, en kvinde ikke så langt fra ham skulle være den næste der stillede hans enorme tørst for mord og drab, intet væsen, menneske eller på anden måde levende identitet kunne vide sig sikker for ham, der var ingen der i det lange løb var fredede, alle var fjender og bytte der ville gøre ham stærkere og bedere til sit arbejde, han var den bedste og blev kun bedere ved at kæmpe mod andre der følte de var gode til noget, men han lyst til mord og død udvidede sig til langt større ting end blot det, et uskyldigt menneske eller væsen var aldrig helt uskyldigt, på et eller andet tidspunkt havde det gjort noget slemt og for det måtte det bøde, om det var villigt til dette eller ej.
Med taktfaste skridt og de lave lyde der kom fra ham var det ikke svært at høre ham komme, noget helt andet var at stoppe ham, kvinden ville komme til at slås for sit liv inden mange øjeblikke.

Hendes mørke øjne løftede sig i slowmotion op. Om det var tankerne der fik de små pupiller til at snerre eller om det var kulden, var skam ikke til at finde ud af. Men nervøs. Bange. Det var hun ikke. Ikke engang tæt på, da hun følte at der var andre end hende her. Skulle hun mon gå i gang med at analysere? Nej. I dag, eller retter sagt, i nat skulle alt komme til hende. Overraskelser. Selvom hun hadede overraskelser. Men hvad kunne der ske? At hun døde? Aino grinede sagte, men under grinet lå der en dyb alvorlig klang. Hun løftede sin hånd, og strøg sig over hovedet med den.
Blikket skød imod vandet igen. Det så, så mørkt ud og indbydende. Aino rejste sig, og børstede sandet af sig. Hun sparkede til sandet, så noget af det røg i vandet. Så tæt på havde hun siddet. Hun gemte sine hænder i sine lommer, og bøjede ryggen frem ad. Stille gled hendes klipklapper af hendes fødder, og de ødelagte tære kom til syne. Hun kneb sine øjne sammen, da hun mærkede det kolde sand slikke sig op af hendes tære. Det gav hendes nakkehår til at rejse sig, og gåsehud. Kort tid efter hun havde stået sådan med lukkede øjne, mærkede hun den kolde brise ramme hendes allerede røde kinder. Hun mærkede hvordan brisen begyndte at lege med hendes korte hår. Kaste det tilbage, som var hun en hest der galopperede. Tja. Selv hendes hjerte galoperede. ”Bare kulden” mumlede for sig selv, og åbnede sine øjne. Hun kunne mærke, at trætheden bankede bag hendes øjenlåg. Hun måtte vel også se at vende snuden hjem ad? Hun elskede godt nok stedet her, for der var ingen, troede hun, så det vil være synd at tage hjem. Aino's næse rynkede sig, og hendes lange øre bag håret begyndte at bevæge sig. Straks vente hun sig om, eller drejede ryggen, så hendes hår piskede hende i øjnene. Hun lag ikke rigtig mærke til, at hendes mund stod åben. En maskerede fyr. Hun vidste ikke hvad der skræmte hende mest. Manden længere henne, eller manden der befandt sig her. Her ved stranden. En som ham.
Aino rystede kort på hovedet, og klappede sine læber sammen. Hun smilede skævt, og fnys. Ja det her var en La Vida Loca liv tænkte hun, og vippede med sine hæle. Hun betragtede fyren, som kunne have fået hendes nakkehår til at rejse sig, hvis de ikke allerede var oppe på grund af kulden.
Her vil hun begynde at analysere ham, ved at lukke øjnene og falde i en slags dyb søvn. Men hun turde ikke rigtig med mange grunde. Et: Han var tæt på hende. Og to: Hey. Hun vil skam ikke 'falde i søvn' når sådan en person .. ja holdte øje med hende. Hun vil ikke engang kunne koncentrer sig.
Men hun glædede sig til at se, om han var ligesom alle de andre amatør og bare begynde på en meningsløs kamp, eller om han var personen der legede med madet. Det gjord hende lidt forsvarsløs, da hun plejer at ane personens navn inden de overhoved præsentrer sig over for hinanden. Hun plejer at kunne vide, hvad han ar bedst til, og noget han virkelig holde sig fra. Så hvis fyren var dum nok til at angribe hende, så var han ikke så dum igen. Men hun havde slået sine kræfter til 'off', kort sagt så kunne hun kaste sig ud til hajerne, hvis der var sådan nogen her;
”Godaften” lød hendes rolige stemme. Det var overraskende, da hendes hænder rystede vildt. Men dog havde den rolige stemme beroliget hende, og det rolige smil, fik hende til at slappe mere af.
Hey. I går var hun sgu da mere tæt på døden end i dag. Ja, hun levede sgu heller ikke et liv hvor alt var 'far og mor og børn'.
Ja. i går. Da hun blev angrebet af en sindssyg vampyr. Eller det var faktisk hende der havde irriteret vampyren. Hun var stadig ikke kommet sig over skadet, så uanset hvad ville hendes blod flyde hvis det var. Hvis han vil angribe. Hun kiggede på den maskerede fyr. Hans tøj, hans .. bare ham, mindede om noget var en eller anden krig. Det vil heller ikke overraske hende, hvis han var fra en eller anden krig.
Aino fugtede sine læber, og trådte tætter på ham. Hun rynkede dog næsen, da hun mærkede hvor meget sand der egentlig sad fast under hendes tær. Hun vidste kort tænder, da hun sænkede hovedet for at se, hvor meget hun egentlig havde fået skrabet sammen, selvom hun knap havde bevæget sig.