There is no safe way to make a living in this world so you might as well do what you love. [Carlyle]

Stedet :: Legepladsen.- De jeux 
Tiden :: ved en middagstid, hvor de fleste ellers spiser.
Vejret :: Skyfrit, med en blå himmel.
Omgivelserne :: De sædvandelige ting som er på en legeplads? -Stort tårn man kan falde ned fra, vippe man kan få SÅ MEGET ondt i numsen over! Og ikke at forglemme TRAMPOLINEN!! Som er sjov, men alligevel ender man med at brække noget??
Påklædningen :: En enkel blå kjole, som er middel lang, ikke udfordrende.. Mere gammeldags??
_________________________________________________________________________________________________

En pige sad på en af disse gynger, der var alt for lave, selv til små børn. Hun holdt fast i en af snorene, og lænede sit hoved mod hånden. Hendes øjne var blå, ikke bare almindelig blå, nej rigtig BLÅ. Hun var iført et en blå kjole, som sad tæt til hendes overkrop. Men efter hendes talje, så bredte den sig ud. Den havde en firkantet udskæring forand og bagpå en rund, der viste noget af hendes næsten fejlfrie ryg som var ved at blive brun.
Hendes hår havde en flot brun farve, som ikke kunne beskives med blot ord. Men ellers var hun ikke perfekt eller smuk, hun lignede jo de laveste led i fødekæden. Et simpelt og hjælpeløst menneske, hun ville så gerne udrætte
noget.. Men hvad, og hvordan?  
"Jah..?." Pigen vendte og drejede en appelsin i hendes hånd, skulle hun spise den eller bare se om hun kunne få den til at springe? Men den havde jo ingen følelser, intet hun kunne styre. Denne appelsin var købt i den Normale brugs, der lå lige ved siden af denne legeplads. Hvorfor var hun her med denne appelsin i hånden, når hun skulle finde et arbejde? 

Appelsin eller ej? Den var en flot frugt.. Eller grønsag? Den bevarede en masse som mennesker skulle slupre i sig, for at holde sig længe ung. 
Pigen grinede let, inden hun begyndte at skrælle appelsinen.  

Carlyle slentrede hen af vejen, der førte til legepladsen eller den smadrede biograf. Humøret stod ikke for højt, men venligheden var stadig på sit højdepunkt, især når tanken om små, legesyge børn poppede op i hans småarbejdende tankegang. han nåede til legepladsens ene indgang, drejede let på hælen og trådte indenfor, eller nærmere sagt, ud. Den tætsiddende jakke nærmest blokerede for al kulde, der ville trænge ind og provokere den følsomme hud. De sorte buksers folder, der gjorde en forskel, der fik de pigede ben til at se lidt mere drengede ud, end uden nogen folder. De grønne øjne der parrede sig med den gyldne manke af hans, fik det blide ansigt til at se nærmest barnligt ud. Han så fremad. En utter skønhed, en pige, hvis aura ikke var tilstede.

Hun behøver jo ikke være død...

Han sukkede let, trak på den ene skulder, for at ryste kulden af sig. Normalt interesserede ensomme tøser ham ikke, men et eller andet fik hans ben til at bevæge sig hen bag hende, bare for at lade den ene finger prikke til hendes skulder. En appelsin? For et kort øjeblik havde de grønne øjne opfanget appelsinens funklende orange, men igen blev de mere optaget, af pigens flotte øjne, der var af rigtig blå skønhed. Hans menneskelighed, kunne snildt måles med pigens, da hans, ikke var ligeså død som hendes iskolde hud. han afventede et spørgsmålstegn, udtrykt i hendes ansigt, men ikke nogen lyd fra hendes blålige læber. Hun lignede et lig, der lige var kommet på af vandet, stadig koldere end den nutidige vind.

Pigen havde ikke bemærket at der var en til stede, det var ikke fordi hun ikke ville have det. En sammentale eller noget andet, det ville ikke skade lige nu. Okay.. Hun var ikke ensom, der vAr bare nogle tidspunkter man bare ikke skulle være sammen med nogle. For ellers.. Blev man vel for præget af de andres tilstedeværelse og deres væremåde, at man helt glemte hvem man selv var? Et suk kom, som fra et tilfreds egern ville have sunget sin sidste sang. 

Et chok fik hun dog, da denne dreng prikkede hende på hendes skulder. Det var ikke noget hårdt og stødende, det var mere et valg om hun skulle stille sig i kampstilling eller være sig selv og tage blidt og kærligt imod hans imødekommende væsen. 
Hun valgte det sidste.
Pigen vendte sig om, med et sødt smil på læberne. Hverken loggende eller forførende, det sagde alt hvad hun havde på hjertet og det samme sagde hendes krystalblå øjne. -Forundring over drenges skønhed, hans utrolige smukke menneskelige følelser og at der ikke var noget pres. Hun ville ikke gøre ham ondt, ikke gøre nogen ondt. 

Der var noget ved ham, som fik hende på den tanke at han tog hende for udseende. Det gjorde ondt inde i hende, den lille uskyldige og rene kniv bæv bordet ind i hendes ikke bankede hjerte. Hun var et spøgelse, det var ikke noget hun havde ønsket eller nogensinde havde håbet at blive. 
Hun følte en vis skam over sig selv, ved denne tid af døgnet blive taget for en død usling. 

Et lille skridt frem, og så stod hun op. Det var ikke fordi hun ønskede at forlade ham, han var vel god nok inderst inde? 
Et smil kom frem på hendes læber, inden hun tog et skridt mod ham.. For dumdristigt?? Men hun gjorde det, om drengen så ville det eller ej. Smilet kom frem igen, inden hun glattede sin kjole ud. Hun lod sin hånd gå Igennem hendes brune hår, inden hun fremstammede. "Hej?" Hendes stemme var ikke død eller noget, hun lignede jo også hvilket menneske der nu var. I dagtimerne altså..