You did what?! (Gabriel)

Gabriel brummede utilfredst da Constantine tydeligvis ikke troede på ham. Det var faktisk frustrerende og en anelse demoraliserende at blive fortalt, at man grundet sin størrelse, alder og generelle udseende, bare kunne blive sat på en hylde som en eller anden persons eksotiske boytoy. Ikke fordi at det var fuldstændigt umuligt, men mere fordi at ingen af dem opførte sig romantisk eller seksuelt overfor hinanden... Men hvad hvis de nu gjorde? Det var som om at en pære der lyste op i hans hoved, og han måtte sluge et lille diabolsk smil, for ikke at røbe sine tanker. Hvis Constantine og Julien nogensinde kom på lige fod med hinanden, skulle han nok irritere den ældre vampyr noget så grusomt.

"Hey, I didn't do anything that wasn't nice! I just tried to silently hint that your humor and personality are both terrible." Han lagde sine arme over kort og rakte tunge ad den ældre vampyr, da han lagde sig, og lænede sig selv tilbage imod ryglænet.

Mens han snakkede om hvad de skulle gøre, pillede han tankeløst ved en løs snor på ærmet af sin hoodie, og mindede sig selv om at han måske skulle til at skaffe sig en ny. Den var ret slidt op, med syninger der var ved at gå op på ærmerne, og et par skudhuller i siderne, som heldigvis ikke rigtigt var synlige fordi at den var så stor. Et kort øjeblik overvejede han at gå på rov i Juliens ting, men besluttede sig for at det nok ville være skuffende, for manden ejede jo nærmest intet der ikke var skræddersyet og aaaalt for pænt til at dræbe folk i.
Dybt begravet i sine tanker om hvordan han kunne slippe for faktisk at gå ind i en butik, i det offentlige hvor han kunne risikere at møde andre personer og snakke med dem, hørte han kun halvt efter Constantines svar.
"Well duh, I'm paid to kill people, so of course I need to know how to get rid of them. Besides it's kinda like a hobby, trying to guess all those vulnerabilities. You should try it sometimes - it probably beats collecting weird stuff from people's pockets." Han himlede med øjnene inden han så op på Constantine. "I hope you didn't think that I wouldn't notice your repetitive behavior. I am a maniacally murdering sociopath after all, you shouldn't put stalking beneath me."

Constantine lod Gabriels fornærmelse passere med en grimasse. Om Gabriel syntes om ham eller ej, det var som sådan lige meget for Constantine. Men det lod da til, at han alligevel gerne ville være i selskab med ham, så det måtte jo være fint.

Han åbnede ikke øjnene, da Gabriel svarede, at det var en hobby for ham. Men da han fortalte, at han havde set Constantine rode igennem folks lommer efter ting og sager, så han dog på ham med et utilfreds blik. Det var jo ikke ligefrem fordi, at han havde forsøgt at skjule sine tyverier hos de døde, for han skammede sig ikke over det. Han skulle leve, så selvfølgelig kunne han lige så godt snuppe de dødes penge. Og som vane kiggede han altid mønterne efter for at se, om der skulle være noget spændende. Nøglerne tog han kun fra folk, som han selv havde slået ihjel, som et lille minde. Som en eller anden syg seriemorder. Hvilket Constantine dog ikke så sig selv som.

"It's not weird stuff. It's money. I don... I didn't have a job and I still have to pay my rent, you know." Han forsøgte at lyde så ligegyldig som mulig, da han var ved at kløjes i, at han nu havde et job. Det var en ulækker tanke og han brød sig ikke om den. I stedet skyndte han sig at fortælle noget om sig selv, som han egentligt ikke sådan ellers ville have afsløret. Selvom han var "ven" med Gabriel, var han stadig ikke helt villig til at fortælle nogle ting. Det føltes ikke godt at afsløre for meget om sig selv. Så meget stolede han heller ikke på rollingen.
"And keys and coins aren't weird stuff either. The keys is some sort of hobby. You know. To keep track of how many people I killed." Han trak på skuldrene og stirrede op i loftet uden at uddybe omkring mønterne. Det var lidt hans egen skjulte ting, som Gabriel ikke behøvede at høre mere om. Han havde jo engang afsløret, at han havde en møntsamling, men om Gabriel havde taget det alvorligt eller kunne huske det, det vidste Constantine ikke.

Gabriel hævede et øjenbryn, da Constantine syntes at falde over sine egne ord, og kom med et afvisende 'uh-huh' til hans forklaring om at det var til at betale husleje, tydeligvis ikke overbevist om at han mente det. Havde det bare været sedler, så havde han nok været ligeglad, men mønter? Så måtte det være utroligt billigt leje. Det var næsten underholdende at høre den ældre vampyr fumle rundt med at bortforklare sine hobbyer, for Gabriel havde ikke tænkt sig at give slip på det med mønterne.

"I'm not talking about the keys, although, that's pretty fucked up too. I find the coins way more odd. Mostly because you look through them, and put them back if you don't have any interest for them." Han lagde hovedet lidt på skrå, som om at han ventede på at høre den forklaring. "So what's the deal with that? You said something about a coin collection once, but I just thought you were joking." Modsat hvad man nok ville tro, lød han ikke nedladende, eller som om at han gjorde nar af ham. Men selvom det var venlig snak og han lød interesseret, var han ikke voldsomt interesseret i emnet. Han var nærmere interesseret i hvordan en person som Constantine havde fundet sig en sådan hobby, og så var det også bare for at snakke. Så den interesse han viste var ikke falsk, men bare rettet et andet sted end den nok burde være.

Constantine valgte ikke at reagere på Gabriels udtryk om, at hans ting med nøglerne var "fucked up". Han vidste ikke helt, hvorfor han havde det som en ting, og egentligt var han ret ligeglad. Den gjorde ham glad, og det var vel ligesom det vigtigste. En hjernevrider kunne sikkert få meget sjov ud af det, men det ville ikke være noget nyt!

Det varede et kort øjeblik, inden han svarede Gabriel på hans spørgsmål. Hvor meget skulle han forklare og fortælle? Det rykkede lidt i ham for slet intet at fortælle. Constantine havde ikke skulle fortælle noget om sig selv i mange år og på en eller anden måde var det blevet noget, han gerne ville undgå. Mest for ikke at afsløre noget om sig selv, som andre kunne bruge i mod ham. Der røg en gang i mellem en information eller to, når han havde sjov med sine ofre, men det var småting.
Men med Gabriel var det lidt anderledes. Det var indviklet. Hvis det havde været Zane, der havde spurgt, havde han enten ikke svaret eller stukket ham en plade, for den mand skulle ikke vide noget som helst, der kunne vendes i mod ham. Men Gabriel var en person, som Constantine ikke havde noget i mod, på en eller anden sær måde. For han stolede ikke på ham og kunne stadig få nervøse trækninger, hvis han virkede til at ville skifte fra at være venlig til mishandler. Men samtidigt var han kommet tæt på Constantine og han nød jo faktisk samværet med ham.

Til sidst trak han igen på skuldrene.
"Nah, I actually collect coins. It's some old hobby of mine." Han rettede blikket mod Gabriel, der ikke virkede til at have et ønske om at gøre nar af ham - hvilket også ville være dumt, da Constantine nok ville blive ret hidsig, hvis det skete. Det var en af de få ting i livet han havde, og han kunne lide det. Han havde været besat af at samle mønter i flere år før han blev vampyr. Han sagde ikke mere, hvis Gabriel var nysgerrig, måtte han spørge ind til det.

Gabriel lyttede til Constantines forklaring om at det var en gammel hobby for ham, at samle på mønter, og svarede med et "Okay, cool." som det eneste. Måske ville han drille ham lidt med det her og der, men ikke noget voldsomt, og da slet ikke udenfor hinandens hjem. Ligesom at Constantine til dels respekterede Gabriels særheder og vaner, så respekterede han også Constantine... I hvert fald til et hvis punkt.

"Oh yeah, I completely forgot, I have something for you." Han rejste sig op igen, kun for at kravle ned på gulvet og halvvejs ind under sin sofa, hvor han fik fisket en kasse med alle mulige forskellige ting frem. Han tog låget af, og tog en æske der lå i toppen. "I got a new phone recently, because I wanted to play pokémon go, and my old one was... well, too old, so I thought I'd give it to you. I know you're not all that interested in electronics, but it'd be nice to be able to actually get a hold of you, without having to hope for you to be home." Gabriel trak på skuldrene for at sige at det ikke rigtigt var noget specielt. "There's a pre-paid card in it, so you can use it until that's all gone, and then you have to pay it yourself. There's no name or address on it, so no one will be able to track you from it. You're welcome." Det var egentlig bare en gammel android telefon, som Gabriel havde fået billigt kort efter han blev lejemorder.  "Oh yeah, and you might wanna delete my old apps. Most of them are tools to deal with my anxiety and stuff like that. Y'know breathing exercises and stuff."

Constantine blev overrasket over Gabriels rolige accept over hans hobby. Han havde egentligt forventet en eller andet form for reaktion, et eller andet latterliggørelse eller drillerier, men det skete ikke. Hvilket da var skønt, men en smule forvirrende.

Da Gabriel fjernede sig fra Constantines ben, satte Constantine sig op i sofaen i skrædderstilling, så han ikke smækkede benene ned foran Gabriel, der lå og rodede rundt inde under sofaen. Gabriel havde noget til ham? Nysgerrigt lænede han sig lidt frem for at se, hvad Gabriel hev frem fra under sofaen. En kasse med en masse rod. Han lyttede til, hvad Gabriel sagde om at have købt sig en ny telefon til sig selv og en mistanke sneg sig ind over Constantine. Den blev hurtigt bekræftet. Et skeptisk udtryk dukkede op på hans ansigt, som han tog i mod den lille kasse med mobilen. Hans udtryk ændrede sig ikke, som han langsomt åbnede kassen og så ned på den lille himstregims.

"A cell phone. You're kiddin' me right?" Han tog telefonen ud, mens han rynkede på næsen. Tanken om at skulle rende rundt med en telefon var ikke ligefrem skøn - han havde aldrig rigtigt interesseret sig for den salgs. Da han var menneske var der kun fastnetstelefoner og store grimme tv'er. Ingen computere, spilkonsoller eller telefoner, og efter han blev vampyr, havde han aldrig rigtigt haft brug for eller lyst til at interessere sig for den slags. Han havde et ældre tv hjemme nu, som han kunne se fjernsyn på, men det var også det eneste elektroniske, han havde. Han havde aldrig haft brug for en telefon. Hvad skulle han bruge den til, når han ikke havde nogen at ringe til? Og internettet interesserede ham ikke. Så vidt han havde opfanget, var det mest drama, selvpromovering og en masse lort.

Han drejede lidt på telefonen. Han havde haft de der smartphones i hånden før, for selvfølgelig var han lidt nysgerrig. Han havde fulgt med i deres udvikling fra tunge klodser til bitte små klaptelefoner og nu til store firkanter med ren skærm. Altså ved at kigge på de mobiler, som hans ofte gik rundt med. Men han havde aldrig gået ret meget op i det.
"I have no fucking clue how to use a thing like this. How do you even turn this thing on? And what the hell is "apps"?" Selvom han spurgte, kendte han godt svaret. Som sagt havde han et tv og de fortalte mange ting og sager. Derfor vidste han også, hvad Pokémon Go var. Noget der gjorde folk idiot, åbenbart. Men han lod som om, at han ikke gjorde. En del af hans ting med at få folk til at tro, at han var dummere end han var.
"I'm not sure this is a good idea. How about just, you know, not getting a hold of me, hm?"

Gabriel skød underlæben frem og pev som en hundehvalp, der netop var blevet sparket, da Constantine ikke ligefrem så ud som om at han ville benytte sig af telefonen. "Pleeeeeeeaaaaaase, do it for me? If you don't, I will tell every single attractive girl you meet, that you have chlamydia. And that you've abused me. Sexually. And claim that I'm only 14, so they'll think you're an abusive pedophile with an STD." Trods hvad han sagde, opretholdt han det nuttede hundehvalpeblik, og hvilede sit hoved på Constantines knæ, som var han en tiggende hvalp.

Og blikket blev kun mere fortvivlet og trist, da Constantine foreslog at han bare ikke fik fat i ham overhovedet. "But how am I gonna get my third-favorite murderer to help me kill people, if he doesn't have a phone? I just wanna hang out with you." Han nussede sin kind imod Constantines knæ, som var han en kat, velvidende om at det nok var for 'gay' for vampyren. For ham var det lidt sjovt at prikke lidt til hans seksualitet.
"Besides, Julien won't be a part of my murder-tendencies. He's nervous about his reputation. But you don't have that, so I thought we could be murder-buddies. You help me with my job, I bother you until you agree with whatever I say, just like I'm doing now."

Constantine holdt telefonen i hånden med skærmen opad, men på hovedet, hvilket han ikke lige spekulerede så meget over. Han så ned på Gabriel, der lignede en lille hundehvalp med store øjne og et ynkeligt udtryk i ansigtet. Det betød åbenbart noget for ham, at få Constantine til at bruge en mobiltelefon. Som han fortalte sin plan med at ødelægge alt for ham omkring det modsatte køn, gav det Constantine et utilfredst udtryk i ansigtet.
"You wouldn't dare." Faktisk var han ikke i tvivl om, at Gabriel sagtens kunne finde på at rende efter ham og ødelægge hver eneste forsøg på at score damer. Den lille lort havde en syg form for humor.

Da Gabriel begyndte at gnide sit hoved mod hans knæ, trak han knæet til sig, igen med et udtryk af utilfredshed. Det var lige på kanten af hvad han havde lyst til at finde sig i. Lidt for intimt, selvom han godt vidste, at Gabriel kun gjorde det for at provokere ham.
"You're a sick puppy, you know that?" Han strakte benene ud og lod fødderne dumpe ned på gulvet.

Selvom han egentligt ikke havde lyst, vidste han godt, at et mobil var en god idé i forhold til Gabriel. Hvis en af dem havde brug for at komme i kontakt med hinanden. Desværre var det nok også en god idé i forhold til Zane, hvis manden da havde noget så fint og moderne som en mobil. Ikke at han havde lyst til at gøre det lettere for elveren at få fat i ham, men det var måske mere smart i forhold til ham selv og risikoen for at gøre Zane vred over ikke at være til at få fat på. Et kort mørkt udtryk gled over hans ansigt, men det forsvandt med det samme. I stedet sukkede han lidt for tydeligt og himlede så med øjnene.
"Fine. If you stop looking like a little girl begging for a lollipop, I'll use the stupid thing." Han løftede den op og så på den med et opgivende udtryk. "What do I do with it?"

Gabriel opretholdte den nuttede facade, trods alt hvad han netop havde sagt, som var... knapt så nuttet. "You know I would," svarede han tørt, med et sødt lille smil om læberne, som i de flestes øjne, taget ud af kontekst, ville virke uskyldigt. Men nu var Gabriel knapt så sød, nuttet eller uskyldig som han så ud. Faktisk var det nok en af hans kendetegn, at være det stik modsatte, med mindre situationen kaldte på det. Utroligt som et sødt ansigt kunne få ham ud af problemer, for hvordan kunne en dreng så flink og navngivet efter en engel, være andet end det? En lille dingsebasse, som man kunne nive i kinderne, indtil han bedømte at han ikke gad det længere, og bed ens fingre af.

Det lille smil voksede en smule, så hans knivskarpe hjørnetænder var synlige, da han blev spurgt om han vidste at han var en syg hvalp. "Of course I do, what's your point?" Han ventede tålmodigt på at Constantine besluttede sig. Om han faktisk havde tænkt sig at føre sin trussel ud i livet, det vidste han ikke helt endnu, men han kunne sagtens finde på det. Måske bare ikke den del med at han var pædofil... Men han måtte hellere huske den med chlamydia hvis han en dag skulle have fat i vampyren, men ikke kunne fordi at han havde planer om at få kvindeligt besøg.

Facaden blev straks brudt, da Constantine gav efter, og han pakkede sin kasse sammen, og skubbede den tilbage ind under sofaen, inden han rejste sig og dumbede ned ved siden af manden. "I knew you'd come to your senses. Now, first of all, you're holding it upside down, and you turn it on here, and-" Gabriel pegede og viste hvad der nu skulle vises af vigtige kvaliteter på telefonen - og slettede også nogle af sine spil og apps mens han var i gang - "Yes, I'm playing a game where I feed virtual cats and take pictures of them, it's fun, and my favorite one is Tubbs, 'cause he's adorable." - og ellers gik der ikke voldsomt lang tid med det. Nogle gange drillede han Constantine lidt når der var noget han ikke lige fik fat på, som at skrive på tastaturet med auto-correct på, men hjalp ham altid i sidste ende.

"Yes, I know you would," mumlede Constantine surt og satte sig så bedre til rette, da Gabriel satte sig ved siden af ham. Det næste stykke tid ville blive en prøve på Constantines tålmodighed. Der var ikke noget værre end at være uvidende og skulle undervises i noget, som for mange faldt naturligt. Så en gang i mellem måtte han holde sig tilbage fra at kyle himstregimsen igennem rummet i raseri, men nøjes med at skære tænder og knytte sine hænder.
Trods frustrationerne lod han Gabriel forklare sig det hele, også selvom han gjorde lidt grin med ham - igen et eksempel på, hvor meget tålmodighed Constantine egentligt kunne skrabe sammen i forhold til rollingen. Andre havde han sikkert kvalt for længst.

"And you run around trying to catch virtual weird animals without purpose. I don't it. It's just weird."

Til sidst fik han også lært at skrive sms'er, selvom det nok ville tage ham noget tid ikke at skrive noget, der ville få folk til at tænke på deres kiksede forældre.