Be nice and say hello (Lucan+Gabriel)

Julien kastede et blik i det store spejl, der hang ud i hans store entré. Som for det meste, når det var aften og han var hjemme, havde han smidt jakken til jakkesættet og slipset, så han nu var iklædt de gråstribede bukser fra sættet og en hvid skjorte, der var åbnet i halsen. Hans egen måde at være afslappet klædt på en arbejdsdag. Han kørte en hånd igennem sit hår og kastede et blik på sit ur. Klokken var præcis 21. Lyden af bilen, der trak op ude foran hoveddøren og lygterne, der skinnede igennem glaspartiet, fortalte Julien, at hans gæst var ankommet. Han havde åbnet porten for ham med et tryk på knappen, da han havde ringet på få øjeblikke før.

Bilens motor blev slukket og Julien gik hen for at åbne døren for sin gæst. Varulven smækkede bildøren og kom så op mod hoveddøren. Den høje mands ansigt var lige så mørkt og lukket som de andre par gange, som Julien havde mødt ham. Altid alvorlig som havde han alverdens vægt på sine skuldre. Julien mødte roligt den andens mørke blik.
”Velkommen. Kom indenfor.” Han trådte til side, da varulven kunne komme ind og lukkede så døren bag ham. Herefter viste han ham ind i stuen.

”Kan jeg byde på noget? Spiritus, vand, kaffe?” Han så stadig roligt på manden. Han var på ingen måde utryg ved ham, selvom hans udstråling kunne være afskrækkende. For det første var han kun en varulv og for det andet stod han i gæld til Julien, og Julien havde en fornemmelse af, at manden foran ham var en mand, der gik meget op i ære.

Lucan så den store port glide op og han trådte let på speederen for at få den mørkeblå pickup til at bevæge sig frem og ned af indkørslen. Det store hus lå gemt væk et stykke inde. Foran huset blev indkørslen til en større plads, hvor der var plads til at parkere flere biler. Lucan kørte frem og parkerede lidt skævt for hoveddøren. Der var ikke andre biler, så han regnede med, at dæmonens egen lille røde corvette, som han havde set ham køre i, og den større sorte SUV, som Hugo havde været chauffør i en enkelt gang, stod i garagen. Han slukkede for motoren og trådte ud af bilen. Som han smækkede døren, blev hoveddøren åbnet og ilddæmonen stod i firkanten af lys.

Lucan svarede ham ikke, men brummede bare, som han gik ind i ilddæmonens hjem. Han havde en fornemmelse af, at dæmonen var rig, men det var ikke fordi at huset udstrålede rigdom. Jo, selve huset var nok pebret, men som Lucan fik tørret sine sko af i måtten og fortsatte ind i Juliens stue, var der ikke noget, der fortalte om hverken dæmonens penge eller personlighed. Det lignede næsten mere et udstillingshjem, bortset fra reolerne med bøger og et enkelt maleri. Han lod blikket glide rundt, men ikke længe.

”Nej tak.” Lucan regnede ikke med at skulle være der så længe. Han vidste ikke, hvad dæmonen ville, andet end at indkassere en af de uendelige tjenester, som Lucan skyldte ham. Han hadede det. Altså, nok var det i orden at arbejde for folk, og det lod ikke til, at Julien var en af de værste arbejdsgivere, man kunne have, men at han arbejdede for ham for at betale gæld af, det brød Lucan sig ikke om. Han hadede at skylde. Om det så var penge eller tjenester, eller, som i dette tilfælde, begge dele.

Julien nikkede en enkelt gang som anerkendelse af, at Lucan ikke ønskede noget at drikke. Han vidste, at varulven havde en baggrund som alkoholiker. Der var ikke meget, Julien ikke vidste om de folk, han havde med at gøre. Han vidste også, at den ellers så neutralt udseende mand havde været med til at lede en af de største varulveflokke i Nordfrankrig sammen med sin tvillingebror og nu var leder af sin egen lille flok her i Di Morga. Begge dele i en ung alder. Det respekterede Julien ham for. Han havde ikke gjort det klar for Lucan, at han vidste disse ting, der var ingen grund til at gøre manden utilpas.

”Jeg er glad for, at du ville komme. Som du nok har fanget, har jeg et job til dig.” Julien gjorde tegn til, at varulven kunne sætte sig i enten en lænestol eller i sofaen. Der var ingen grund til at stå op.
”Jeg tager på ferie i en måneds tid om et par dage. Og jeg mangler en til at holde øje med, hm, lad os kalde ham en myndling, mens jeg er væk. Det burde ikke kræve det store, jeg vil bare gerne have, at du kigger ind til ham et par gange om ugen og rapporterer tilbage til mig en gang om ugen eller hvis der er noget galt.” Julien så roligt på Lucan og man kunne ikke se på ham, at han egentligt følte sig komplet idiot at sidde og bede en anden om dette. Men af en eller anden grund kunne han ikke forlige sig med tanken om at tage på ferie uden at have mulighed for at vide, hvordan det gik med Gabriel.

Lucan så lidt tøvende på møblerne, inden han besluttede sig for at sætte sig i lænestolen. Den så mest behagelig ud i forhold til hans benlængde. Og det viste sig også, at den overraskende behagelig at sidde i. Han undlod at mumle noget med, at han jo ikke havde noget valg i forhold til at komme, når der blev kaldt. Tanken fik ham til at føle sig som en hund og han flyttede lidt på sig, mens dæmonen fortsatte med at snakke. Han kunne ikke lade være med at se lidt overrasket på dæmonen. Ikke så meget over, at han havde en myndling, men mere at han ville have Lucan til at holde øje med ham. Der måtte da være andre, mere passende personer til den slags.

”Jeg tror, De har fat i den forkerte person, monsieur Bonaparte. Jeg er ikke en babysitter.” Han rynkede panden en smule og rettede sig en smule op i lænestolen, inden han kørte håndfladerne over sine lår. Han havde et par almindelige cowboybukser og en hvid t-shirt på inden under sin elskede læderjakke. Det var et stykke tid siden, at han var blevet klippet, så der hang en lang tot ned langs hans ansigt, der var faldet ud af den lille hestehale, hans hår lige netop var langt nok til at sidde i.

”Der må være nogen, der kan tage sig af hvem end, De vil have mig til at holde øje med.”

Julien smilede svagt og rystede langsomt på hovedet, som han selv satte sig i sofaen.
”Det er ikke et barn, men en ung mand. Og han er en smule, hm, speciel, så det kan ikke være hvem som helst. Jeg kender ikke nogen, jeg ville stole på til at holde øje med ham. Han har en lidt ældre ven, men det ville som at lukke to katte fri en hønsegård. Blod og fjer overalt.” Smilet forsvandt ikke fra Juliens ansigt, men hans blik blev en smule fjernt som han sagde det. Han havde overvejet at sætte Constantine til at holde øje med Gabriel, men som han lige havde beskrevet det til Lucan - det ville ende galt. Nok var Constantine ældre end Gabriel, men man kunne ikke ligefrem kalde ham mere ansvarlig.

”Nej, jeg har brug for en voksen. En autoritær person, der i det mindste kan vurdere, om der er et sammenbrud på vej. Gabriel er mildest talt ustabil på sine gode dage, så jeg kunne godt tænke mig, at du så til ham en gang i mellem. Tag det som en kompliment.” Juliens blik glimtede lidt, som han sagde det. Det var faktisk en kompliment, han kunne kun forestille sig den meget alvorlige Lucan tage opgaven seriøst. Samtidigt med, at en mand der var leder for en flok varulve måtte have et specielt talent for at holde brushoveder i ørene.
”Jeg regner med, at du kan håndtere en lidt uvillig ung mand, der kan være lidt af en håndfuld. Og jeg stoler på, at du ville klare opgaven med at vurdere om det er ved at gå galt eller ej.”

Rynken i Lucans pande blev dybere, som Julien snakkede. Der var et eller andet, der sagde Lucan, at der var noget, Julien holdt tilbage, men han begyndte ikke at spørge ind til det. Faktisk havde han ikke rigtigt noget valg, for han skyldte Julien alt for meget, både for at have ville lade ham betale af på hotellet, men også økonomisk. Han var som sådan ejet af dæmonen. Julien havde sagt, at han ikke skulle se det på den måde, men det var meget svært ikke at se det sådan. Nogle gange slog tvivlen ham - havde det været det rigtige at gøre, at sælge sig selv til dæmonen for at få fat i hotellet? Svaret der kom tilbage fra hans bevidsthed var altid et stort rungende ja.

Juliens beskrivelse af den unge mand, der åbenbart hed Gabriel, var ikke ligefrem betryggende, men mon ikke, at Lucan kunne håndtere ham. Han nikkede kort for at vise, at han hørte komplimenten og tog den til sig. Det var vel positivt, at dæmonen mente, at han kunne stole på ham.

”Jeg har vel ikke anden mulighed end at sige ja. Om end det ikke er med nogen speciel villighed.” Han kunne lige så godt være ærlig og sige det, som det var. Det var ikke ligefrem en opgave, han havde lyst til at få. Faktisk ville han næsten hellere, hvis Julien havde hyret ham til at tage ud og banke en eller anden halvt ihjel. Det ville være mere naturligt for ham.
”Ved … Gabriel? … at han får en babysitter på, mens De ikke er hjemme?”

Julien lænede sig lidt tilbage, lettet over at Lucan sagde ja til opgaven. Om han ville det eller ej. Nu kunne Julien tage til Sverige uden at skulle bekymre sig, om Gabriel fik slået sig selv ihjel, mens han var væk. Eller, det skulle nok kunne lykkedes vampyren alligevel, men nu ville Julien i det mindste have øjne herhjemme til at holde øje med ham. En der ikke var lige så ustabil som ham selv.

”Nej, ikke endnu. Jeg har sagt til ham, at han skulle komme nu her.” Han kastede et blik på sit armbåndsur. ”Han burde være her inden så længe. Så kan jeg lige introducere jer. Hvordan er dit engelske? Hans franske er vist en smule usikkert.” Det var med vilje, at han ikke havde sagt noget til Gabriel endnu og at han havde bedt dem begge komme den aften, lidt forskudt, så han kunne tale med Lucan først. Han ville først have et ja fra varulven, inden han fortalte vampyren, at han havde hyret en babysitter, som Lucan kaldte det.

Afslappet lagde Julien det ene ben over det andet og betragtede varulven. Han fandt ham interessant, mest på grund af det, som han havde hørt om ham. Lucan ”The Wolf” Beaumont. Et smil spillede i Juliens mundvige og han lagde hovedet en anelse på skrå.
”Er I ved at falde på plads i det gamle hotel?”

Lucan sukkede lydløst, da Julien sagde, at han ikke havde sagt noget til denne Gabriel. Hvorfor gav det Lucan en fornemmelse af, at det her ikke ville blive let? Der var stadig et eller andet ved det her, som fik små lamper til at blinke i Lucans underbevidsthed, men det var der ikke så meget at gøre noget ved. Et kort ønske om, at det havde været Hugo, der var blevet hidkaldt af dæmonen gled ind over ham, men han skød det væk. Det var ikke Hugo, der stod i gæld til dæmonen og hans ven skulle ikke betale af, hvad Lucan skyldte. Men babysitter. Det lød … ikke som noget for Lucan. Han bed sammen. Han måtte bare få det overstået. Det var kun en måned.

Juliens spørgsmål fik ham til at se op igen og han tøvede lidt.
”Jeg har aldrig rigtigt fået lært at tale engelsk. Der har ikke rigtigt været en grund til det.” Han trak på skuldrene. Han skammede sig ikke over ikke at kunne engelsk. Lucan var en stolt franskmand og han syntes, at engelsk var et grimt sprog. Han kunne forstå noget, men ikke tale det.

”Det går fremad.” Lucan var ikke en mand af mange ord, så han gav sig ikke i kast med at forklare en hel masse, selvom der var nok at fortælle. Om vandrør, maling og køkkenet, som havde fået den helt store tur. Der havde været masser at lave i det gamle hotel, men alligevel mindre end man kunne forvente. Af en eller anden grund havde bygningen holdt sig godt, selvom det havde stået tomt i en del år.

Selvom han egentligt ikke var snaksaglig, følte han dog alligevel, at han burde sige noget mere.
”Vi er meget taknemmelige for, at vi kunne købe hotellet.” Han tøvede kort og så så på Julien med et utilpas udtryk sine grønblå øjne. ”Jeg er meget taknemmelig for, at vi kunne finde en ordning.” Han var taknemmelig, men han følte sig alligevel ikke tilpas ved at sige det.

”Det skal nok gå. Gabriel må lægge lidt ekstra i at gøre sig forståelig. Men han kan fransk, så lad dig ikke snyde.”

Julien så roligt på den høje mand. Selvom det ikke økonomisk ikke havde været en fantastisk handel, havde det nu alligevel været en god handel. Selvfølgelig fordi, at han nu havde to varulve til sin rådighed, men også fordi det også havde været en god handel for dem. Begge parter havde fået noget ud af det, og var det ikke det, der kendetegnede en god handel? Julien var ikke helt uden medfølelse og resultatet passede ham godt.

”Godt at høre. Der var nok en masse at lave.” Det var nu alligevel en smule tilfredsstillende at se den store alvorlige mand vride sig lidt, som han fik udtalt, at han var taknemmelig for deres handel. Ikke at Julien ligefrem nød at sætte andre i ubehagelige situationer, men så igen… Han stoppede sig selv i at smile og vippede hovedet en smule til den anden side.
”Så længe det kommer alle til gode, så er det ikke et problem.” Hans stemme var en smule beroligende, mens hans øjne glimtede lidt af den dæmpede morskab han følte. Han åbnede munden for at spørge varulven, om han havde fået arbejde, da en lyd afbrød ham.
”Det må være Gabriel.” Julien blev siddende i sofaen og så mod døren ud til entréen.

Turen hjem til Julien havde været lidt mere... udfordrende end normalt. Ikke at han som sådan var stødt ind i problemer, men som han så ud nu, var det nok bedst at undgå at blive set, især når han var på vej hjem hos Julien. Som dagene blev kortere, og nætterne startede tidligere, var Gabriel begyndt at kunne få masser af arbejde ordnet, hvilket passede ham fint, som tingene stod til nu. Og i dag havde han taget hvad der egentlig skulle have været et hurtigt job, inden han tog hjem til Julien, meneh... Komplikationer skete, og han havde en del blod på sit tøj, og intet af det var hans eget. Det, parret med at han havde en riffel over ryggen og et blodigt baseball bat, som han havde stjålet, i hånden, var nok til at få de fleste mennesker til at flejne ud. Så da han løb op af muren til Juliens grund, og svang sig selv over på den anden side, uden at nogen havde spottet ham, så han det som et vellykket job.

Det sidste stykke tid havde været hårdt. Hårdere end Gabriel egentlig ville være ved. Efter sit... uheld, havde han været på kanten af sin mani, klar til at tage et hårdt dyk ned i depressionen. Hele situationen med Julien og Constantine havde været stressende, og frygten for at sove, og tage endnu et psykisk fald, var stadig reel. Så reel, at han knapt nok havde sovet siden han var taget hjem. Han arbejdede konstant og holdt sig vågen på en usund blanding af koffein blandet med blod, hvilket havde gjort hele situationen med stemmerne... Speciel. Han opførte sig og levede langt mere som han gjorde før han mødte Julien, hvilket nogle måske ville sove som positivt... Men så alligevel ikke, for manglende søvn, psykisk ustabilitet og konstant arbejde var nok ikke så sundt igen.

Fysisk lignede han også mere sig selv. Hans hår havde nået en længde hvor han kunne acceptere det, og derfor havde han fået sin skaber til at studse toppen, så alt var lige langt igen. Og trods sin manglende søvn så han sundere ud. Hans kinder havde fået lidt mere glød, og de mørke render under hans øjne var så godt som væk... Men det var nok nærmere fordi han konstant drak blod, frem for at han førte en sund livsstil.
Lige nu havde han blot en hvid baseball bluse på med sorte ærmer, et par mørkegrå bukser, sorte fingerløse handsker og sine altid slidte vans, alt sammen med en god sjat blod på. Men tydeligvis generede det ham ikke, som han marcherede op til hoveddøren, og åbnede den uden videre omtanke. "Hey Julien, I don't like playing with fire, so I need you to burn some evidence for me, otherwise I'll just throw it in your lawn for the police to..." som han snakkede, lukkede Gabriel døren bag sig, stilte battet ved siden af døren, og gik ind til stuen, hvor han stoppede både fysisk, og i sin sætning, da han så at Julien havde besøg. "... find." Han blev blot stående hvor han var, mens han så ubrydeligt på gæsten. Hans blik blev kort efter skarpt, og det tog ham knapt et sekund at få sin riffel op under armen, sigtet imod gæstens ansigt. En hurtig indånding gennem næsen, sagde ham straks hvad han havde med at gøre, og en knurren lød fra ham. Nok havde han respekt for Julien, men det var for risikabelt at have folk, som vidste hvordan han så ud og at han var morder, rendende rundt frit, så han tog ikke nogle chancer. Dog pressede han ikke triggeren i bund, men ventede på at høre om Julien havde nogen forklaring på hvorfor han havde slæbt en køter med hjem.

Igen gjorde Lucan ikke meget andet end at brumme som svar til dæmonens ord. Han var ikke specielt tilpas i situationen, hvilket gjorde hans lyst til at være verbal endnu mindre. Værre var, at han havde en fornemmelse af, at manden i sofaen morede sig en smule over at se ham være utilpas. Det prikkede lidt til Lucans temperament, men det kunne ikke nytte noget. Og han trak vejret stille og roligt for at holde sig selv i ro. Engang ville han nok ikke have kunne holde bæstet i arve, men han havde udviklet sig meget de sidste år og i dag kunne han godt have en samtale med nogen, som udviste en opførsel, som ellers ville have tændt vreden i ham.
Hvilket nok skulle vise sig, at være meget godt.

Han hørte lyden af nogen ved døren før dæmonen, takket være sin gode hørelse. En ungdommelig stemme snakkede engelsk ude fra gangen. Det tog lige et øjeblik for Lucan at vende de fremmede ord inde i hovedet, og selv da, var han i tvivl, om han havde forstået det rigtigt. Brænde beviser? Han nåede ikke at spekulere så meget over det, før den unge mand stod i stuen - og stanken af blod og død nåede hans næsebor. En vampyr. Han så uden reaktion på vampyren, der var smurt ind i blod og havde en våben overskulderen. I hvert fald et kort øjeblik, for pludseligt pegede riflens munding mod Lucans hoved.

Lucans hjerte sprang et slag over, men ellers reagerede han ikke. En forkert bevægelse kunne provokere blodsugeren. Af en eller anden grund var han ikke specielt bange. Måske var det fordi, at han havde set døden i øjnene så mange gange og ikke frygtede den, måske var det fordi, at vampyren ikke havde skudt endnu. Hvis han ville dræbe ham uden spørgsmål, ville han være død allerede. Lucan regnede med, at det var dæmonens tilstedeværelse, der gjorde, at vampyren ikke bare slog ham ihjel.
"Du underdrev en smule, da du sagde, at han var speciel." Lucans stemme var dæmpet og rolig, mens han snakkede til Julien. Hans rolige og ellers udtryksløse blik hvilede stadig på Gabriel. Han ville ikke have en chance i mod vampyren. Selvom drengen så lille og spinkel ud, ville hans fysiske styrke langt overgå Lucans. Og der var også lige med den drabeligt udseende riffel, der var peget i mod ham. Lige nu regnede han med, at hans skæbne lå i hænderne på dæmonen.

Som Gabriels stemme nåede ind i stuen, falmede Juliens smil langsomt. Åh gud, hvad havde han nu lavet? Og hvorfor lige i dag? Kunne han ikke bare være taget direkte herover?
Julien vidste godt, at Gabriel ikke passede specielt godt på sig selv for tiden, men hver gang han havde forsøgt at snakke med den unge vampyr om det, havde Gabriel let og elegant skøjtet af emnet og begyndt at snakke om noget andet. Det var som om, at han ikke kunne komme igennem til ham. Det bekymrede ham inderligt, men samtidigt var der ikke rigtigt noget, han kunne gøre ved det. Andet end at håbe, at drengen ikke brød sammen, mens Julien var på ferie. Han kunne kun vente på, at Gabriel måske gik i stykker og derefter samle stykkerne op fra gulvet. Som han havde gjort før.

Gabriel kom ind i stuen og Julien kunne mærke sit hjerte synke for et øjeblik. Drengen var smurt ind i blod, og selv Julien, hvis sanser ikke var skarpere end et almindeligt menneske, kunne lugte blodet på ham.
"Gabriel..." Det var som om, at hans stemme ikke lige trængte igennem, som vampyren fik øje på varulven - og med en lynhurtig bevægelse trak sit våben og rettede det mod Lucan. Julien rejste sig hurtigt og rystet.
"Gabriel! Put that weapon down immediately!" Overraskelsen og vreden i hans stemme var tydelig og selvom hans ansigt udstrålede overraskelse, dukkede der et skær op i hans øjne, noget der kunne ligne lyset fra brændende ild, et skær der viste det stik af voldsom vrede der gik igennem ham. Han havde stor tålmodighed med Gabriel, men han havde fået besked på, at han ikke ville have, at han tog våben med ind i hans hjem og han skulle på ingen måde true hans gæster i hans hjem.

"I will not tolerate you threatening my guests! If you don't put that weapon away right now and apologize, this will not end well for you. Monsieur Beaumont is welcome in my home and you are to treat him with respect." Han stirrede med et fast vredt blik på Gabriel og måtte kontrollere sig selv, for ikke at gribe drengen i øret og slæbe ham ud for at vise ham, hvor vred han egentligt var. Måske endnu et tegn på, at han var ved at være tyndslidt, for det var sværere end det burde være, at kontrollere sig. Men varulvens rolige stemme fik ham til at tage en dyb indånding og han svarede ham noget roligere, stadig uden at fjerne blikket fra Gabriel.
"Jeg undskylder mange gange, jeg ved ikke, hvad der går af ham."

Da Julien mere eller mindre beordrede Gabriel til at smide sit våben, skævede han kort over imod dæmonen, og sænkede sit våben en smule. Et eller andet sted var der noget i ham, som blev utroligt skræmt over at Julien hævede sin stemme. Han havde det stadig svært ved sådan noget, for om han ville det eller ej, var han nok ret traumatiseret af den tortur Julien havde udsat ham for. Men samtidig var der en del af ham, som var så pisse irriteret over konstant at skulle føje sig efter hvad andre sagde. Gabriel, du må ikke døre dit, du må ikke gøre dat, blablabla. Så i ren protest, fokuserede han på varulven igen, og tog sigte imod hans pande. Det ville være alt for nemt at trykke triggeren i bund, bare for at minde Julien om, at de havde en aftale om, at dæmonen ikke ejede ham. De var... 'venner' på lige fod. Og han vidste jo godt at Gabriel blev nødt til at holde sin identitet skjult. Folk måtte ikke se hvordan han så ud, samtidig med at de kendte hans navn og vidste at han var morder. Det var simpelthen for risikabelt.

Men Julien uddybede sin vrede, så efter at have skulet til dæmonen, for at vise præcist hvor utilfreds han var med situationen, slap Gabriel geværet så det hang ved hans side igen, og holdt sine hænder oppe for at vise at han ikke havde flere våben... i hvert fald ikke i sine hænder. "Fine. But I'm not apologizing for being precautious." brummede han utilfredst. Julien syntes sikkert ikke, at Gabriel havde et ordenligt job, men i hans egne øjne, var de lige når det kom til arbejde. At Gabriels ikke var lige så etisk korrekt var så noget andet.
Gabriel rettede sig op, og lod sit blik falde på varulven igen. "Why is he here anyway? You deliberately asked me to come at this exact time, so it wasn't really a surprise." Mens han snakkede trak han remmen på sit gevær over hovedet, og stilte det op af væggen, som om at intet var hændt. Og så alligevel ikke. Normalt havde han sat sig i sofaen hos Julien, måske havde hen endda lagt sig henover hans skød, som en anden kat, og krævet at blive nusset i håret. Men i stedet for gik han kun lidt længere ind i stuen, og blev stående med armene over kors. Det var første gang at han havde oplevet at der havde været en fremmed hjemme hos Julien, så det burde nok ikke være en overraskelse at han ikke tog det helt pænt. Han brød sig ikke om nye ting eller nye personer, med mindre han måtte dræbe, true eller torturere dem.

Lucan måtte indrømme, at han ikke var glad for at være i den modtagende ende af Juliens vrede. Det var som om, at temperaturen steg en grad eller to, som dæmonen udtrykte sin vrede overfor vampyren. Og af det, som han kunne se af dæmonens ansigt... han lavede en indre note om ikke at gøre Julien vred. Det ville tydeligvis ikke være det værd.
Ikke overraskende sænkede vampyren riflen og Lucan var lige ved at tro, at det var overstået, inden mundingen igen pegede mod ham. Han knyttede sine hænder, så hans knoer blev hvide, men hans ansigtsudtryk ændredes ikke og han så stadig roligt på vampyren. Hans hjerte ville dog nok afsløre, hvordan adrenalinen fór igennem hans krop, for det bankede hårdt og hurtigt.

Igen, han var ikke bange, men situationen satte dog gang i en masse indre reaktioner, for han var trods alt en mand, der ville forsvare sig selv og lige nu havde han mest lyst til at give vampyren en røvfuld, selvom det var fysisk umuligt. Så lige nu måtte han bare finde sig i at han intet kunne gøre og lade dæmonen og vampyren finde ud af det.
Og heldigvis så det ud til, at dæmonen havde mere at sige, end hvad det lige først virkede til, for Gabriel sænkede væbnet og stillede det fra sig. Langsomt åbnede Lucan sine hænder igen og lod dem hvile på sine lår, mens han lænede sig en smule tilbage, lettet over stadig at være i live.

Al samtale havde foregået på engelsk, og selvom Lucan ikke var god til engelsk, kunne han nogenlunde følge med i, hvad der blev sagt. Ikke at man kunne se det på ham, han havde meget hurtigt besluttet sig for ikke at afsløre, at han forstod det. Han havde en fornemmelse af, at det ville være nyttigt fremover, hvis han skulle håndtere vampyren.
Så i stedet så han fra den ene til den anden med et lidt udtryksløst ansigtsudtryk.

Julien mødte Gabriels skulende blik med sit eget vrede, der burde udtrykke en alvorlig advarsel om, at han ikke tog let på, hvad Gabriel gjorde lige nu. For et øjeblik troede han virkeligt, at Gabriel ville skyde varulven, men heldigvis sænkede han riflen og løftede sine hænder for at vise, at han ikke var en trussel mere. Lettelsen skyllede gennem Julien. Han havde ingen anelse om, hvordan han skulle have håndteret en død varulv i sit hjem, især ikke når der bag varulven var en hel flok. Og bagved den en endnu større flok. Og han havde ingen anelse om, hvordan han skulle håndtere Gabriel, hvis denne valgte at gå i mod en direkte ordre.
Lige nu vidste han faktisk heller ikke, hvordan han skulle håndtere Gabriels åbenlyse modstand i mod ham, og han besluttede sig for, at det nok var bedst at fortsætte samtalen i håb om, at Lucan ikke løb skrigende ud derfra.

"We are gonna talk about this later." Han sagde det i en fast tone og stadig med vreden i øjnene, inden han tog en dyb vejrtrækning og lod sine skuldre falde ned.
"Gabriel, dette er monsieur Lucan Beaumont. Han er en af mine ansatte." Han så på Lucan, der så ud til at have taget det, at blive truet på livet med en riffel meget mere roligt end man kunne forvente. "Jeg har bedt monsieur Beaumont om at kigge ind til dig et par gange om ugen, mens jeg er væk, og sikre sig, at alting er som det skal være." Han flyttede igen blikket til Gabriel og så bestemt på ham. Han var ikke i tvivl om, at Gabriel nok ikke tog det pænt, at han ville få en babysitter.
"Så skal jeg ikke bruge min ferie på at spekulere på, om du får et tilbagefald efter din... ulykke."

Gabriel undlod at svare på at Julien sagde de skulle snakke senere, for ja, det skulle de. Han kunne som det mindste have sagt at der ville være en anden, for det her virkede for planlagt til at være et uheld. Normalt fik han bare at vide, at han skulle komme når det passede, men i dag havde han altså fået en bestemt tid han skulle være der, hvilket havde virket underligt til at starte med. Han havde en nøgle, han kunne koden, så hvis Julien ikke var hjemme, kunne han bare selv komme ind. Men det var så fordi han skulle møde nogen.

Det blev kun bekræftet, da Julien introducerede varulven, og han rynkede lidt på næsen. Han kunne ikke lide hvor det her førte hen. Og specielt heller ikke, da Julien snakkede fransk. Han brummede blot som en halv hilsen, og så kort over på varulven, inden han vendte blikket tilbage til Julien, for at høre hvorfor han skulle møde ham. Og præcist som han havde tænkt, var det ikke noget han brød sig om. Julien havde hyret en babysitter. Bare ordet ulykke var tæt på at få ham til at flejne ud. Hans lunte var laaaangt kortere end normalt med den manglende søvn, og Juliens mistillid til ham var ærligt talt fornærmende. Nok var den logisk, men Gabriel var en voksen mand! Han var sikkert på alder med varulven, hvis ikke ældre!
"Wowow- wait a second, back-up here. You've hired a babysitter?? I don't know if you haven't realized this yet, but I'm a big boy now, I can take care for myself - better than some stinky mutt would be able to. Because if we say I do flip my shit, this guy won't be able to do jack, so get Costa to do it instead! You don't even have to pay him for that, he comes by anyway!" Det var tydeligt at Gabriel var frustreret med Juliens beslutning om at hyre en babysitter. "But even then it won't matter, because I won't flip my shit. It's been weeks since the incident!"

Julien følte sig pludseligt meget træt og han kunne pludseligt næsten ikke vente til at sætte sig på flyet og rejse op til det skandinaviske land, hvor han ville have minimum kontakt til verden og kunne lægge alt det her fra sig. Gabriels frustration over, hvad Julien havde besluttet, hans reaktion på Lucan og hans åbenlyse modstand i mod Julien var næsten mere end han kunne overskue i det øjeblik. Men fordi Lucan var i rummet, måtte Julien lægge låg på sig selv og det var nok meget godt.

Da Gabriel var færdig med at sætte ord på sine frustrationer, var Julien ved at have så meget styr på sig selv igen, at han kunne svare ham stille og roligt.
"Du ved lige så godt som jeg, at Constantine ikke ligefrem er til at regne med. Jeg stoler ikke på ham til at holde øje med dig." Selvom Julien havde fået en dybere indsigt i den unge vampyrs mere fredelige personlighed, kendte han alligevel for meget til hans baggrund og blodtørstige livsindstilling til, at han ville betro ham noget som helst af vigtighed - såsom Gabriels velbefindende. Julien kunne jo ikke vide, at Constantine havde kastet en form for broderlig kærlighed på Gabriel, og selvom han havde vidst det, ville han stadig ikke stole på ham.
"Desuden er monsieur Beaumonts opgave ikke at babysitte dig eller at opvarte dig, han skal blot kigge ind til dig et par gange om ugen." Han holdt kort pause, men valgte så at ignorere varulvens tilstedeværelse i forhold til det næste, han sagde. "Gabriel, I'm very worried about you and I would really appreciate it, if you would let me do this. It would make me feel more relaxed." Det var lige før, at han mønstrede et bedende blik, fyldt med bekymring.

Han valgte helt at lade være med at kommentere på, at Gabriel ikke ville tabe kontrollen, mens han var væk. For som Julien så det, var han allerede i gang i forhold til den måde, han levede på.

Gabriel var stadig frustreret over at Julien ikke stolede nok på ham, til at lade ham være alene, og man kunne stadig fornemme det. Og de gjorde det ikke bedre at Julien udelukkende snakkede fransk, for det gav ham en fornemmelse af, at han snart blev tvunget til at gøre det samme. Om varulven ikke kunne engelsk, eller om han bare var lige så stolt franskmand, som gabriel var englænder, var ligegyldigt, for Gabriel hadede at tale fransk. Der var for mange mærkelige lyde og stumme bogstaver til ham.

Han skulle til at fortsætte med at sige, at det var en forfærdelig ide og at varulven bare kunne smutte hjem til sin flok eller noget, da Julien pludselig ændrede karakter til at være bekymret. Og det blik som han blev sendt, nærmest bedende, lige på grænsen til at Gabriel ville kalde det et hundehvalpeblik. Og nøj hvor var det underligt at være på den modtagende side af sådan noget, især når det var Julien der sendte ham blikket. Og parret med hans forklaring, gav Gabriel en dårlig smag i munden. Han kunne godt se hvad Julien mente, han var jo ikke dum... Men det var bare svært at skulle acceptere at en eller anden fremmed mand pludselig skulle blandes ind i hans mentale tilstand.
"Fine. But I'm not gonna like it, and neither is he. And wipe that stupid look off your face, it looks weird." På trods af hans nok lidt hårde ord, kunne man godt mærke at det kke var fjendtligt ment, i hvert fald ikke overfor Julien. Ordene var lidt for blødt sagt, og hans kinder fik lidt farve, over at blive fortalt, at Julien faktisk var bekymret for ham, samt at det blev sagt som det gjorde - og så endda mens der var nogen, som hørte det, uanset om han så kunne engelsk eller ej.

Gabriel følte sig pludseligt umådeligt træt, som om at de sidste uger uden søvn endelig var ved at hævne sig på ham. Måske var det trygheden ved Juliens tilstedeværelse... Eller også var det bare de velkendte omgivelser... Men han var i hvert fald træt.

Julien fortsatte med at se på Gabriel med de lidt bedende øjne. Han kunne se meget nuttet ud, men gjorde det aldrig, siden han aldrig havde brug for det. Men det virkede åbenbart til at overtale Gabriel, for den unge vampyr stoppede med at brokke sig. Det måtte han lige skrive sig bag øret. Det bedende blik forsvandt øjeblikkeligt og blev i stedet afløst af et lille smil, som han ikke kunne holde tilbage.
"I didn't expect you to."

Han vendte sig mod Lucan, stadig med smilet om læberne.
"Så er det en aftale. Monsieur Beaumont, jeg er meget taknemmelig over, at du har sagt ja til opgaven." Han gjorde tegn til at lede varulven ud af stuen. "Jeg håber det kommer til at gå nogenlunde problemfrit trods denne lidt, ehm, uheldige start." Julien sendte Gabriel et bestemt blik, som han førte Lucan ud af stuen og ud i gangen. Det var ikke lige sådan han havde forventet at introducere de to for hinanden, faktisk havde han håbet på et møde, hvor de stille og roligt kunne sige goddag. Men det gik ikke altid som man ville have det, især omkring Gabriel. Det burde han efterhånden have lært, men han havde nu ikke regnet med en så blodig og mordlysten Gabriel.

Han åbnede hoveddøren for Lucan og rakte ham roligt hånden. Lige nu havde han det som om, at han smed varulven ud, hvilket som sådan ikke var tilfældet. Han var bare lidt af den overbevisning, at det ikke var specielt fornuftigt at have de to i samme rum i længere tid af gangen, ikke når Gabriel var smurt ind i blod og lige havde truet Lucan på livet. Måske var det slet ikke en god idé at sætte Lucan til at holde øje med Gabriel alligevel, men Julien følte sig bare så træt, at han ikke rigtigt kunne overskue at begynde at finde en anden løsning. Han kunne kun håbe på, at de ikke slog hinanden ihjel, mens han var væk.
"Jeg sender dig en sms med Gabriels adresse og det telefonnummer du kan nå mig på." Han så Lucan i øjnene med et fast blik. "Jeg er meget taknemmelig for, at du vil gøre dette. Vi må lige finde ud af, hvad det betyder for vores aftale, når jeg kommer hjem igen."

Lucan nikkede kort til Gabriel, men valgte ellers at forholde sig i ro og blot følge med i samtalen mellem de to andre, så godt han kunne. Julien var så venlig at snakke på fransk det meste af tiden, hvor det ikke ligefrem så ud til, at Gabriel ville tale andet end engelsk. Godt Julien havde sagt til Lucan, at Gabriel kunne fransk, for det var rart at vide. Lucan var vitterlig ikke god til engelsk og ville nok ikke kunne sætte mange meningsfyldte sætninger sammen. Dog var hans forståelse en smule bedre og han kunne følge lidt med i samtalen.
Og han forstod nok til at høre Gabriel kalde ham en stinkende køter. Ikke at det overraskede ham at høre det fra en vampyr. Hvis Julien eller Gabriel havde kigget på ham i det øjeblik, havde de set hans ansigt formørkes for et sekund, men ellers sagde han ikke noget til det. Men han ville huske det. Ingen tvivl om det.

Endeligt virkede det til, at Julien fik talt Gabriel til ro. Han stod næsten med ryggen til Lucan, så Lucan så ikke det bedede blik, han sendte Gabriel, men han fangede nu alligevel tonefaldet i dæmonens stemme. Det gik op for ham, at dæmonen måtte holde af vampyren, mere end Lucan lige først havde fået indtrykket af.

Da Julien vendte sig mod ham og gjorde tegn til, at det var tid til Lucans afgang, rejste han sig fra lænestolen og lod sig føre ud mod gangen. Da han gik forbi Gabriel, sendte han ham kort undersøgende blik, men sagde ikke noget.
Ude ved døren stoppede Lucan op og tog i mod Juliens hånd og gav den et klem, mens han lyttede til det, han sagde.
"Jeg regner med, at min gæld bliver streget, hvis jeg ikke kommer levende ud af denne opgave." Det var halvt en joke, halvt i alvor, at han sagde det. Han gav ikke Julien tid til at svare, men nikkede farvel og gik ud til sin bil, satte sig ind og kørte hjem. Lige nu havde han virkeligt brug for en stiv et-eller-andet stærkt, men han måtte nok nøjes med en flaske vand og en omgang med sin sandsæk, han havde fået hængt op i sit værelse. Han var lige blevet truet på livet og blevet kaldt en stinkende køter. Det var nok til at give ham lyst til at slå på et eller andet.

Selvom han var gået med til at lade varulven holde øje med ham, betød det langt fra at han var tilfreds. Hvis noget var han stadig vred og irriteret over ikke bare at få en babysitter, men også at Julien havde taget beslutningen alene. Han kunne godt se grundlaget bag, men han kunne ikke lide det af den grund. Derfor fulgte han heller ikke med ud i gangen, men mumlede blot et eller andet om, at tage et bad og få noget rent tøj på. Så det var hvad han gjorde. Han gik ovenpå, ud på badeværelset, hvor han hurtigt fik smidt det blodige tøj, og begyndte ellers at skrubbe blod af sin hud og ud af sit hår.

Normalt var et bad en god teknik til at få Gabriel til at slappe af. Det var varmt, han kunne få vasket snavs af sig, og generelt kunne han godt lide vand. Men lige nu hjalp det ikke særligt meget. Ikke bare fordi han havde fået en babysitter, men fordi jo mere han tænkte over det, jo mere gik det op for ham, at Julien snart ville tage afsted. Det var ingen løgn at sige, at han ikke havde troet at dæmonen ville gøre det. Han virkede for stiv i det til at tage på ferie, og da han var kommet hjem fra hospitalet, kunne han godt mærke at det var svært for ham ikke at arbejde. Men det var jo heller ikke noget han selv havde valgt der. Denne her gang havde han besluttet den dato han skulle afsted, hvornår han ville hjem, og sikkert planlagt hvad han ville - om det så bare var at læse bøger i en hytte i en eller anden svensk skov, eller om han faktisk tog ud og så nogle seværdigheder, var ligegyldigt. Han havde besluttet sig for at tage afsted, og der ville gå længe før han kom tilbage. Hvis han kom tilbage.

Gabriel var en meget paranoid person, det vidste han godt, og måske burde han ikke lytte så meget til stemmerne... Men det virkede som en reel situation han kunne havne i. At han en dag ville tage hjem til Juliens hjem, blot for at se om alt var som det skulle være, men at det stod til salg, og at alle hans ejendele var væk... Og hvis det skete, havde han kun sig selv at takke for det. Havde han ikke mødt Julien, ville dæmonen næppe tage afsted til at starte med, og han vidste at situationen efter Gabriel selv blev skudt, havde været hård for Julien...
Han bemærkede knapt nok de tårer, som begyndte at sløre hans syn, men da han endelig gjorde, skyndte han sig at hive sig ud af de negative tanker, og tørrede øjnene. Lige nu var ikke tiden til at gå nedenom og hjem. Det måtte vente til Julien tog afsted. Det var kun en god ting for dæmonen at komme lidt på afstand, både når det kom til Gabriel, men måske også til alt det andet der var sket i Di Morga. Tankerne om at han måske blev væk, kunne vente til dæmonen faktisk var væk, og så måtte han bare sætte pris på den måske-sidste tid han havde med ham.

Han fik hurtigt vasket det sidste blod af sig, hvorefter han slukkede vandet, og trak et stort håndklæde rundt om sig, og fik tørret både sit hår og sin krop, så han kunne tage noget rent og tørt tøj på. Det endte med at blive en stor hvid t-shirt og nogle grå sweatpants, samt et par varme uldsokker. Hurtigt smuttede han ned i stuen til Julien igen, med et lille håb om ikke at få alt for meget skæld ud, efter at have truet sin fremtidige babysitter. Men hey, han kunne lige så godt etablere sin dominans fra starten af, så køteren ikke troede at han havde noget at skulle have sagt!

Julien var lidt i tvivl, om varulvens ord skulle tolkes som en joke eller som alvor. Han var normalt ret god til at læse folk, men der lå et tykt tæppe af alvor over Lucan, og det var faktisk svært at se, hvilke følelser og tanker der gik igennem ham. Men han nåede alligevel ikke at svare ham, før han var vendt om og gik ud til sin bil. Julien blev stående i døren et øjeblik og så efter ham, som han kørte ned af indkørslen.
Aftenen var ellers stille og luften kold, et tegn på at det var ved at være sidst på året. Han nød den friske luft, mens han stirrede lidt tomt ud i mørket. Der var ikke nogen speciel sammenhæng i hans tanker, så til sidst lukkede han døren og gik ind i stuen igen.

Gabriel var løbet ovenpå for at få et bad og noget rent tøj, hvilket nok var en god idé. Det mentale billede af den blodige vampyr fik Julien til at gnide sine øjne. Selvom han egentligt havde en str trang til at give ham jordens største møgfald for at have slæbt et våben med ind og for at have truet en af Juliens gæster med selvsamme våben, var det som om, at han alligevel ikke kunne mønstre vreden. I over morgen ville han rejse og han havde ikke lyst til at skændes med Gabriel som det sidste. Han tøvede et halvt sekund, men gik så over og hældte en fingerbredde whisky op, som han stod og nippede lidt af, mens han stirrede ud af havedøren, da Gabriel kom ned efter sit bad.

Han kunne se Gabriels refleksion i vinduet og vendte sig i mod ham. Først stod han bare og kiggede lidt på ham med det samme ulæselige ansigtsudtryk, som han altid havde, dog uden det lille skæve smil. Til sidst sukkede han og gik nogle skidt hen i mod ham, stadig med sit glas i hånden.
"Well, that didn't go very well." Han fik et lidt skuffet udtryk i ansigtet. "I have asked you not to bring weapens here, I'm not interested in having them in my home." Han gik et skridt nærmere, ikke truende. "And I hope it's the last time you'll ever threaten any guest of mine. That was very embarrissing and very awkward. You were lucky monseiur Beaumont isn't a man who is easy to scare." Han nippede til sin drink igen og rystede så på hovedet.
"I should probably have told you he would be here. But I didn't really expect you to come and look like something from a horror movie." Der var ingen vrede i stemme, som han sagde disse ting, bare lidt træthed. Man ville endda nok mere have fornemmelsen af, at det var ham selv, han skældte ud. Fordi at han kunne have planlagt det noget bedre og burde vide, at man aldrig kunne forvente det forventelige fra Gabriel.

Da Julien begyndte at snakke, sænkede sit hoved lidt, og så i stedet ned på Juliens fødder, frem for hans ansigt, mens han nervøst gned sine hænder imod hinanden. Et eller andet sted ville han gerne forklare Julien præcis hvor vred han selv var, men det var som om at der var blevet sat et filter op efter han var blevet tortureret. Nok havde Julien ikke gjort noget det sidste lange stykke tid, men frygten havde sat sig, og selvom dæmonen ikke lød vred, lød han stadig skuffet. Og når man i lang tid havde gjort alt for at undgå sådan en situation af frygt for at blive straffet, var det svært ikke at reagere på det.

Et eller andet sted overvejede han at skynde sig hjem, så Julien kunne få ro, og han selv kunne holde frygten og depressionen på afstand bare lidt endnu. Gabriel var ustabil, og et lille skub, uanset hvilken retning, kunne få det hele til at falde sammen. Som når noget uventet skete, og han reagerede aggressivt, eller nu hvor Julien halvhjertet skældte ham ud, og han nærmere virkede som en hundehvalp der var blevet sparket. Men i stedet for at græde, eller løbe fra situationen prøvede han at opføre sig lidt voksent.
"I'm sorry... I didn't mean to... embarrass you like that... And I don't want to make excuses, but it wasn't supposed to be that messy. I didn't get the proper information to do the job, so it was drawn out and I had to do something quick, so I wouldn't be late. If I knew someone else was here, I would've changed before getting here. I might be a sociopath, but I am aware that wearing bloody clothing and walking around with a weapon isn't socially acceptable." Det sidste var bare en halvhjertet joke, som Gabriel ikke en gang selv smilede over. Han blev blot stående med blikket sænket og som angsten langsomt steg i ham, var han gået fra at gnide sine hænder mod hinanden, til at rive i sin håndryg med sine negle. Det var en dårlig vane, som han knapt nok selv ænsede, der sammen med hans vane for at bide negle, og fysisk anstrengende job var med til at han konstant havde sår på hænderne.

"Anyway, I don't wanna keep you up late. You probably have a lot of packing to do... I'll get rid of the weapons myself." Man kunne roligt sige at angsten begyndte at skubbe sig frem, for lige nu var han hunderæd for, at Julien ville blive bare den mindste smule irritabel så tæt op af at han skulle afsted. Hvad hvis denne her situation var hvad der fik Julien til at blive væk? Nej, så ville han hellere køre det sikkert, og lade være med at træde dæmonen over tæerne. Og hvis han tog hjem, kunne han forhåbentligt få sine følelser nogenlunde under kontrol. Om ikke andet så bare holde dem i skak længe nok, til at han kunne fortsætte med at arbejde så længe som det nu tog før han fandt ud af om Julien med sikkerhed blev væk, eller kom tilbage.

Julien lod blikket hvile på Gabriel som han forklarede sig. Det interesserede ham ikke, hvorfor Gabriel så så blodig ud, men han afbrød ham ikke. I stedet betragtede han ham og registrerede alle de små og store tegn på, at Gabriel var begyndt at blive utilpas. Alle de små tegn på angst. Julien havde set dem så mange gange før. Han burde vel have det dårligt over, at han som person kunne fremprovokere Gabriels angst. At han havde behandlet ham så dårligt, at bare truslen om at han ville blive vred, fik ham til at ligne en lille hundehvalp, der ventede på næste spark. Det mest skræmmende var, at han faktisk havde det dårligt med det. Ikke voldsomt meget, men nok til, at det gav ham et stik i hjertet.

Da Gabriel var færdig med at snakke, vendte Julien om og gik tilbage til det lille bar-bord, hvor han satte sit glas. Derefter gik han tilbage og helt hen til Gabriel, stadig uden at virke truende. I stedet var der kommet et lidt mildt udtryk i hans ansigtstræk og øjne.
Da han stod foran Gabriel rakte han ud og lagde sin hånd på siden af Gabriels hoved i en blid berøring.
"I should be angry with you, but I'm not. I only ask if you never threaten my guests like that again. Surprised or not." Han kærtegnede Gabriels hoved med tommelfingeren, mens han betragtede ham med hovedet lidt på skrå. "I'm not angry. I'm just so very worried about you." Om Gabriel strittede i mod eller ej, lagde Julien den anden hånd på hans skulder og trak ham ind i sin favn og lagde armen om ham i en omfavnelse. Forsigtigt hvilede han sit hoved mod Gabriels. "I just don't want to lose you."

Der var nogle dybe følelser i det han sagde, selvom hans stemme var rolig. Han havde ikke lyst til at miste Gabriel, lige meget hvor meget rod drengen havde lavet i hans liv. Skrækken ved at se ham med så stort et hul i hovedet og de livløse øjne sad stadig i ham, og han var nok mere bekymret end han egentligt ville indrømme. Han håbede at Gabriel stadig ville være der, når han kom hjem igen. Drengens tydelige psykiske slåskampe bekymrede ham, for han havde ikke svært ved at forestille sig Gabriel kaste sig ud i noget, han ikke ville overleve. Eller begå selvmord for den sags skyld. Der var en grund til, at Julien havde hyret Lucan til at holde øje med ham, om det så bare var for at Julien ikke uvidende skulle komme hjem til en afdød/forsvundet Gabriel.

Gabriel blev ret overrasket, da han mærkede Juliens hånd på sit hoved, og hævede derfor blikket til at se op på ham. Nogle gange irriterede det ham noget så grænseløst, at Julien var over et hoved højere end ham. Gabriel lignede jo et barn når han stod ved siden af, og det var ikke ligefrem særligt intimiderende... Men på tidspunkter som dette var det rart. For da Julien trak ham ind til sig, kunne han stå bekvemt i hans arme, og alligevel kunne Julien have sit hoved ovenpå Gabriels, uden nogen af den skulle bøje eller strække sig.

Han løftede sine hænder op, og lukkede dem om Juliens skjorte på hans ryg, mens han lyttede til hvad Julien fortalt ham. At han var bekymret... Og ikke ville miste ham. Det stak ham faktisk lidt i hjertet at høre det, for det var jo ikke meningen at Gabriels mentale kampe skulle gå ud over hverken Julien eller Constantine. Men ud fra denne situation, og at Constantine næsten undgik ham, fik ham til at indse, at det nok havde gjort det alligevel. Det var bare... svært... at snakke med folk om hvad der skete. For de virkede så dumt at sige 'hey, jeg har brugt de sidste mange dage på at undgå at falde i søvn, for jeg er bange for at få mareridt.' Så var det lettere at lide i stilhed, og arbejde sig igennem sin søvnløshed alene.

Endelig mumlede han noget ind imod Juliens bryst. "I'm sorry... I didn't mean to make you worry about me... It's just... It's hard... Remembering everything... and knowing how much trouble I've caused you because of it..." Det var ingen hemmelighed at han havde undgået at snakke om hvordan han havde det efter uheldet. Han var flov over sin reaktion, og vidste at hvis han først begyndte at snakke om det, ville han begynde at græde. Ligesom nu. Han hulkede ikke, og hans vejrtrækning ændrede sig ikke yderligere, der røg bare lydløse tårer ned af hans kinder, som Julien kun ville kunne vide var der, fordi at hans skjorte blev en anelse våd hvor Gabriel havde sin kind.