Power and needs.

Tid: Sen aften/nat.
Sted: ShadowSun Tower, Terre, Di Morga
Vejr: Regn i store mængder.
_______________________

Shadowsun Tower. Det var ikke ukendt for hende. Det var som sådan heller ikke ufatteligt bekendt. Hun havde hørt om det, men det var så også det. Der havde været et par nyheder om denne mystiske bygning, der nærmest var påstået hen over en enkelt nat – en overdrivelse, havde hun antaget. Normalt var hun ikke typen der fulgte så voldsomt meget med i diverse offentlige sager. Aviser tiltrak hende bestemt ikke så meget som faktuelle eller funktionelle bøger. Og der havde som regel altid været andet i TV’et, der var mere spændende end nyhederne. Dog havde hun flere gange taget sig selv i at sidde klokken 3 om morgenen og have slået over på døgnnyhedskanelen.

Men nu, hvor Autumn faktisk stod foran den, måtte hun indrømme, at bygningen var noget større end, hun havde regnet med. Det var næsten intimiderende. Og man kunne ikke helt undgå at føle sig lille. Det var også fascinerende på sin eget måde. Hun stoppede diskret op, som de ellers havde nærmet sig hovedindgangen, hvorpå hun havde ladet blikket gå op ad med lettere åben mund. Hun havde mere eller mindre fået smidt nervøsiteten på deres vej igennem Di Morga. Bare ikke nok til, at den ikke ville kunne vende tilbage igen på nuværende tidspunkt. Hun krydsede sine arme tæt omkring sin mave og, da hun så i retning af Mei, var det ikke det mest begejstrede udtryk, der prægede det blege ansigt.
”Er du sikker på, at det okay?” Stedet gav hende kuldegysninger. Det var næsten som om, at hun blev udsat for skarpe sitrende frekvenser bare ved at stå nær den. Den osede af magi. Og ikke just af den blideste magi. Hun så lidt ned af sig selv og følte sig bestemt ikke påklædt til at begive sig ind i, hvad der nok mest kunne beskrives som en forretningsbygning. Men så igen – hendes menneskelige ledsager stod lidt i samme bås som hende selv.

Shadowsun Tower tårnede sig op over de andre bygninger i nærheden. Det var en sand mastodont af en bygning, med en sort, glasagtig facade og hundredevis af tonede vinduer.
Indgangspartiet var i glas, og et par vagter klædt i sorte jakkesæt stod udenfor.
Hele molevitten udgjorde et imponerende, og intimiderende, syn – og selvom Mei ikke kunne mærke det, var det ganske sandt at bygningen nærmest osede af ren, rå magi.

Mei, den druknede mus, kiggede lettet op på den store bygning.
Hun vendte blikket mod Autumn, som forståeligt nok virkede utryg ved situationen.

”Jeg er sikker på at det er okay. Faktisk ved jeg, at han ville insistere. Så vær ikke nervøs, og kom med.” sagde hun med et smil.

Så gik hun resolut hen til indgangen og ignorerede vagternes blikke hårdt.
Aldrig havde de set hende i hverken shorts eller iturevet top, og hun var pinligt klar over at de godt kunne lide synet, på trods af at de ikke turde give udtryk for det.

Glasdørene gled op automatisk, og Mei trådte indenfor i foyeren – hvis Autumn altså fulgte med.

Receptionisten, en blond kvinde som sad ved den store, blanksorte skrank, rejste sig op og så på Mei med et forvirret udtryk.
”Miss Lin? Er de okay? De er såret!” lød det fra blondinen.

”Jeg har det fint. Er Mr. Zuresh på sit kontor?” svarede Mei, og receptionisten nikkede, stadig forbavset over at se sin overordnede i denne sølle forfatning.

Mei nikkede, og vendte sig om mod Autumn med et varmt blik i de brune øjne.
”Vær ikke nervøs nu... jeg tror han vil hjælpe dig. Er du okay?”

Autumn var selv overrasket over, hvor hurtigt hun valgte at bare følge trop. Hun havde allerede fulgt Mei igennem byen for at nå deres destination ud af tro imod mennesket, så hvorfor skulle hun vælge at vende sig om og løbe væk med halen imellem benene nu? Noget sagde hende, at det meget muligt var fordi hun netop stolede på hende og ikke denne mand, der tilsyneladende vidste en hel del om, hvad de foregik med hende. Som de passerede vagterne, priste hun sig noget lykkeligt over at ikke være den, der vækkede mest opmærksomhed. Unødvendige blikke rettet imod sig, var ikke ligefrem det hun havde brug for lige nu. Ikke når hun følte sig så ynkelig, som hun gjorde.

Det var umådeligt rart at komme indenfor i tørvejr igen. Men samtidig gjorde det også, at hendes T-shirt klæbede sig endnu mere til hende, og uden den konstante strøm af vand, virkede den ligeledes tungere. Hun trippede efter Mei med det meste af sin vægt lagt frem på tæerne for at hendes skridt ikke lavede for meget lyd. Det kom lidt bag på hende, at de blev mødt af en receptionist, men det faldt hurtigt på plads efterfølgende. Selvfølgelig ville der være en receptionist til stede. Dette var ikke en hvilken som helst bygning.
På ny var Autumn yderst taknemlig for ikke at være midtpunktet. Det var først, da navnet Zuresh blev nævnt, at hun syntes at spidse ører. Havde hun ikke hørt det navn før? Dog fik hun ikke meget tid til at stå og bladre sine minder igennem, før Mei var på sin vej igen. Djævlen så først efter hende, før hun straks så frem imod receptionisten – blodtud og det hele – hvorpå hun nikkede anerkendende, inden hun i stedet fulgte sin redningsmand.

”Jeg har det fint, ja. Det var mere...” svarede hun forsikrende, mens hun greb fat omkring et stykke af hendes T-shirt og vred det værste vand ud. Måske ikke det bedste at være i en foyer, men nu havde de begge alligevel dryppet gevaldigt på gulvet ved bare at stå der. ”… jeg kan ikke smide fornemmelsen af, at jeg ikke høre til her. Magien, der omgiver bygningen... det er som om, at den lægger et pres på en. Kan du ikke mærke det?” Hun løftede diskret en hånd op til sin næse og forsøgte at tørre en smule af blodet væk, men blødning havde endnu ikke stoppet. Selvfølgelig havde det ikke det. Det var altid noget, at den røde farve klædte hende. Det var i hvert fald, hvad hun ofte havde fået fortalt. ”Kan selvfølgelig også være fordi, min krop bare ikke acceptere det.” afsluttede ud med en næsten tvungen latter.

"Et pres...?" gentog hun mens hun kiggede lettere nysgerrigt på Autumn.
Hun kunne ikke selv føle denne omtalte magi, hverken pres eller noget som helst...

Med ét kom Mei i tanke om hvordan Zuresh flere gange havde identificeret folks race, uden så meget som at se på dem.
Kunne det tænkes at én af hans evner var at fornemme magi, og at han var i stand til at skille fornemmelserne ad og kende forskel på de forskellige væsener på den måde...?

"Er det noget du har prøvet før? Altså at fornemme magi... for jeg, som menneske, kan ikke mærke noget. For mig er det bare en bygning." sagde hun, hvorefter de nåede frem til den ene endevæg, hvor en dobbeltdør ventede dem.

Mei trykkede på en knap ved siden af døren, og en virren lød inde fra den anden side, som elevatoren begyndte at køre ned for at hente dem.

"Jeg tror ikke du skal være så nervøs." sagde hun - mindst lige så meget for at overbevise sig selv.

Der lød et ding!, og dørene gik op.
Mei trådte indenfor, og smilede varmt til Autumn.
"Kom... vi er der næsten."

Det var noget af et undrende blik, der kom frem i de blå øjne, mens de bevægede sig hen til, hvad der skulle vise sig at være en elevator. ”Jeg oplever det hele tiden. Dog er det sjældent, at det er så kraftigt, at jeg faktisk lægger mærke til det. Di Morga er fyldt med magi. Det er grunden til at her er så eftertragtet af magiske væsner.” forklarede Autumn med en tydelig hentydning til, at hun havde forventet, at det var bare nogenlunde ens for alle. ”Det er…ehm…” Hun drejede betænksomt op imod tallene, overfor elevatordøren og fulgte tomt med, som et tal blev oplyst ad gangen. ”… lidt ligesom dufte. Hvis du har opleve en duft før, er du mere villig til at kunne opfange den og identificere den, right? På samme måde – hvis man selv kanalisere magi kan man fornemme den og genkende den.”

Hun kunne ikke undgå at kigge lidt skævt imod Mei, da hun nævnte, at hun ikke skulle være nervøs. Eller rettere så troede hun det i hvert fald. Det hjalp ikke ligefrem på nerverne, der et sted på vejen var blevet mere eller mindre bedøvet. Af samme grund sagde hun intet til det. Nikkede blot svagt som en bekræftelse og trådte så ind i elevatoren igen. Gulvet var en tand køligere mod bare fødder end i selv foyeren lagde hun mærke til.
Automatisk trængte hun helt ind, indtil at hendes ryg stod lænet op ad bagvæggen. Nu hvor hun ikke lagde alt sin støttende vægt på sine ben, kunne hun godt føle, at de længdes efter at give efter, men hun forblev oprejst. Hvis det var sandt, at de næsten var fremme, så ville hun ikke risikere at sidde på gulvet af en elevator da mødes opstod.
”Ville du have noget imod, at modtage …overnaturlige evner? Being a human and all.” spurgte hun forsigtigt, da dørene havde lukket sig og de begyndte at køre op. ”Jeg vil ikke anbefale det. Det bringer ofte problemer. Så mange problemer.” De sidste par ord forlod hendes strube i form af et udmattet suk. Hun havde lyst til at falde om, nu hvor det største drama var overstået og adrenalin niveauet så småt havde lagt sig igen.

Ligesom dufte...? Det gav mening, og det gjorde det langt nemmere at forstå.
Lige så vel som mennesker kunne opfange, og skelne imellem, forskellige dufte og lugte, så var vise væsener i stand til at fornemme magi.

"Så forstår jeg det bedre..." sagde hun betænksomt.

Elevatoren kørte og kørte, og da Autumn spurgte om Mei ville have noget imod at modtage evner, vendte den unge, asiatiske kvinde sine brune øjne mod djævlen.
"Min søster blev gjort til en vampyr for måneder siden, før hun forsvandt... og selvom det gav hende utrolige fordele, gav det hende også en masse ulemper og svagheder. Jeg er ikke så sikker på at jeg vil have evner..." sagde hun og smilede let.
Det var et svært spørgsmål at svare på.

Der lød et Ding!, og elevatoren stoppede.
Mei vendte sig om imod dørene, lige som disse åbnede sig og afslørede et stort kontor med hvide gulve dækket med moderne, sorte tæpper som nærmest lignede paneler af læder eller gummi, hvide, nøgne vægge og et enormt panoramavindue som fyldte hele den ene væg.
En sofagruppe i sort læder stod for sig selv, og et stort skrivebord med tilhørende chef-stol stod midt i lokalet.

Regnen silede nærmest smukt ned ad det store vindue, og foran det, med ryggen til, stod en mand iført et sort jakkesæt, og med håret sat ganske let og stilet.
Da Mei trådte ud af elevatoren, vendte manden sig om, og afslørede at han manglede det ene øje; en sort læderklap prydede hans ansigt, og passede egentlig ret godt til ham.

Først kastede han et overrasket blik på den sølle, sjaskvåde Mei - men blikket skiftede hurtigt til Autumn, og interessen var let at se nu...

"Mr. Zuresh, dette er Autumn." sagde Mei, og sendte djævlepigen et smil, som skulle forstås som et 'vær ikke nervøs', men som i virkeligheden selv var nervøst...

Autumn ville have sagt noget, hvis ikke det var på grund af den grimme smag i munden der kom af, at hun ikke følte, at hun kunne tillade sig at komme med sine kommentarer. Men i det mindste var der egentlig helt befriende at høre Mei sige, at hun ikke var sikker. For normalt, når man spurgte et vidende menneske, så ville de meget hurtigt komme til konklusionen af at takke ja. Dog forstod hun det udmærket til trods for, at hun så småt var blevet kendt for at prædike imod det. Hun havde da også tidspunkter hvor hun kunne blive fristet. For hvor nem ville daglig dagen ikke blive, hvis man ikke behøvede at skulle rejse sig for at samle noget op udenfor ens rækkevidde? Bare pege en hånd i retningen og objektet ville komme af sig selv...

Hun løftede straks hovedet, da elevatoren var nået den valgte etage og åbnede dørene op for dens to forslåede passagerer. Et forundrende glimt skød med ét op i hendes blå øjne, da den fine moderne kontor blev vist for hende. Hun var ikke overrasket - ikke efter at have begivet sig igennem forhallen. Det eneste der gik hende på, var hvordan vinduesvæggen reflekterede både hende og Mei, og hun kunne for første gang rigtig få lov til at se sig selv. Heldigvis var der noget andet, der kaldte mere på hendes opmærksomhed. Det eneste andet individ i øjesyn. Mr. Zuresh.

Idét hun blev præsenteret, vidste hun ikke helt, hvordan hun skulle give sig frem, så hendes hjerne slog automatisk over på ’default’, og af en eller anden grund bukkede hun sig let ud af respekt og det velkendte ubekymrede smil voksede roligt frem på hendes læber, og hun bukkede sig en smule ud af respekt. Som var der ikke noget galt.
”Jeg beklager måden jeg må se ud på. Forhåbentlig heler næsen inden længe, så jeg ikke står og drypper på Deres gulv.” Med det sagt løftede hun ligeledes en hånd op for at både skjule blodtuden og for at trykke om næseryggen. Kortvarigt så hun til siden imod Mei, før hun igen åbnede munden og lod sin hæse stemme ud. ”Og jeg beklager, at jeg lod Mei blive blandet ind i det.” Hun krydsede fingre for, at det ikke blev misforstået.

Zuresh betragtede roligt, men nysgerrigt, den unge djævel.
Han kunne fornemme det... sjælefragmentet.
Det havde fusioneret med pigen, og forandret hende...

Yderst interessant.

"Ingen grund til at beklage," sagde han, før han med rolige skridt begav sig hen til skrivebordet, hvor han tog plads i den behagelige, læderbetrukkede stol.

"Blod er intet problem her... og hvis du ønsker det, vil jeg heale dine skader - og Mei's, naturligvis. Men fortæl mig nu... hvem er du? Og hvorfor er du her nu, og så i denne tilstand?"
Hans stemme var rolig og hans blik indbydende.
Han var meget interesseret i alt dette.

”Jeg… Jeg har det med at tiltrække flere problemer, end hvad godt er. En del flere.” startede hun en smule usikkert. Det virkede som et interview. Eller en fremlæggelse. Som om at hun stod klar til at blive bedømt ud fra, hvad hun sagde eller ikke sagde. Som skulle hun forsøge at sælge en sag til denne robuste mand med klappen for øjet. Det var trods alt ikke ligefrem en præsentation, eftersom Mei allerede havde introduceret hende. ”Jeg tror ikke længere, at jeg har tal på, hvor mange der forsøger at få deres klistrede fingre i mig. Denne gang - og grunden til at jeg er i den tilstand jeg er - var blot på grund af endnu en af disse episoder.” Måden hendes ansigt langsomt faldt jo mere hun satte Zuresh in i hendes situation, afslørede ligeledes hvor træt, det havde efterladt hende rent mentalt. Selv hun kunne fornemme, hvordan hendes ubekymrede persona krakelerede hurtigere end den plejede.

”Men det er ikke grunden til, at jeg er her.” Hun tog diskret en dyb indånding og så kortvarigt mod Mei, for at sikre sig, at hun ikke var på vej ud på glat is, inden hun atter rettede de abnormale blå øjne mod manden bag skrivebordet. Hun bevægede sig ligeledes et par skridt tættere på, men forholdte stadig den respekterede afstand. ”Sagen er den, at…” Hun smagte lidt på ordene. ”…jeg har evnen til at ’låne’ evner fra et andet magisk væsen, eftersom jeg selv ikke rigtig ejer nogle. Som regel forsvinder de igen indenfor kort tid, men jeg er kommet i besiddelse af magi, som… stadig er til stede.” Med det sagt flashede hendes øjne i et splitsekund til grøn og så tilbage til deres normale farve. ”Mei sagde, at du.. De kender til de evner, jeg har modtaget. Og at De måske kunne hjælpe mig i at komme af med dem igen. De hører ikke til hos mig - om min krop så acceptere dem eller ej. Jeg ved ikke engang, hvor de er kommet fra.”

Zuresh lyttede i stilhed, mens den unge djævlekvinde fortalte om hendes evne til at låne magi, og hvordan hun åbenbart var kommet i besiddelse af permanente ever.
Han reagerede ikke på ordene - men hævede meget kort det ene øjenbryn da hendes øjne flashede til en velkendt grøn, og så tilbage igen.

"Du har det med at tiltrække problemer, på grund af dine evner. At kunne låne andres evner og umiddelbart forstå dem, er en helt utrolig form for magi - og derudover fornemmer jeg at du har noget succubus i dig. En utrolig kombination... jeg vil tro at der kun findes omkring et dusin af væsener som dig - i hele verden. Så naturligvis vil enhver magt forsøge at få fat i dig." sagde han og lænede sig lidt frem i stolen.
Han foldede hænderne på bordet foran sig mens han kiggede interesseret på Autumn.

Mei rømmede sig kort og sagde: "Jeg mener at det har været én af D'tarion's jægere. Det lykkedes dog at undslippe."

Zuresh nikkede.
Den forbandede sortelver gjorde da heller ikke tingene nemme...

"First things first..." sagde han og mødte Autumn's blik.
"Jeg vil fortælle dig hvad det er for evner du har tilegnet dig. Og derefter vil vi tale om hvad der videre skal ske. Tag nu plads." sagde han og viftede med den ene hånd.

To stole dukkede op ud af den blå luft, foran skrivebordet.

Tog de plads, ville han fortsætte med at se på Autumn, mens hans øje flashede til den lysende, grønne farve med den aflange pupil.
"De evner du har, er ikke absorberet på den sædvanlige måde. De har fusioneret med dig, og gjort dig til noget ganske andet end en djævel. Den magi som huserer i din krop og sjæl lige nu, tilhører mig; Ye Long, Zureshalon, nattens drage."