Power of the fullmoon :: Nightrage ::

De lysende øjne flakkede i det svage lys fra fuldmånen og ørerne twitchede ustyrligt som kun et byttedyr kunne gøre det. Der var noget på færde, det var der ingen tvivl om da dyret så op fra vandet var det for sent og det voldsomme væsen hoppede frem fra sit skjul. Det lille dyr udstødte et svagt klage hyl inden der igen blev stille omkring søen, hvis man så bort fra den svage, tilfredse knurren. Dette væsen var væsentligt større end et normalt rovdyr der levede frit i Di Morga, men normalt havde dette væsen gemt sig væk, holdt sig for sig selv… Men i nat… I nat SKULLE den på jagt. Der var ikke meget tilbage af dyret da det blev slæbt ind mellem nogle buske så der var andre dyr der kunne få de sørgelige rester. Igen kom væsenet til syne i det blålige lys og dets øjne blev rettet mod himlen. Et dybt hyl undslap den og hurtigt krøb den ind mellem de mange træer og buske igen, over til resterne af byttet, blot for at se om de få kødrester kunne komme af knoglerne, ellers kunne knoglerne også ryge ned, hvis de blot blev knust godt og grundigt. Endnu engang udstødte væsenet en dyb knurren da en puslen kunne høres. Hvis der var noget dette væsen ikke gjorde… Så var det at dele sit bytte med andre, med mindre det var slægtninge eller flok medlemmer og det var dette bestemt ikke. I fuld højde rejste dyret sig og udstødte en dybere knurren og blottede tænder mod den nyankommende. En væsentligt ældre ulv knurrede tilbage og sprang nærmest mod den unge ulv der ret hurtigt sprang til side og vendte sig og sprang direkte mod den ældre. Ikke et ord blev udvekslet, men et hurtigt slag med den store pote agtige hånd  fik hurtigt sat en stopper for den gamle og sløvede den væsentligt mere. Den ældre ulv langede ud efter den unge og ramte over kinden, hvilket efterlod et temmelig voldsomt sår, men det var ikke noget der ikke var sket før, derefter forsvandt den ud i mørket igen. 

Aldrig havde hun prøvet noget lignende.. Aldrig havde hun været ude i nattens dulme mørke og mærket den kolde luft mod hendes mørke pels. Men hun elskede det, hvert eneste sekund af det. Et selvtilfreds hyl undslap hende inden hun vendte blikket mod byttet i busken og gik over mod det, nærmest med noget der mindede om et smil på ’ læberne’ inden hun begyndte at knuse knoglerne og fik fat i det kostbare marv. Hun kunne nærmest mærke hvordan hendes krop havde længdes efter at komme ud, være fri både fra kæder, men også det mørke rum som hun havde været vandt til hjemme i Rusland, under hver fuldmåne da hun var yngre. Hendes næse twitchede svagt da den opfangede en duft og hun så op i et ryk inden hun søgte skjul blandt nogle større buske og træer. Hun var heldig, da både hendes pels og hendes øjne var mørke, så det var svært at se hende når hun gemte sig i mørket. Hun holdt øje med omgivelserne, lyttede til en hver lyd og opfangede en hver duft omkring hende og ventede…

Egentlig havde han været ude på hvad der burde være en ganske normal jagt, men det skulle hurtigt vise sig at blive en helt anden sag. Han kendte samtlige duftindtryk i området så når der pludselig var dufte fra andre varulve, så var det noget der blev lagt mærke til. Så da jagten lige pludselig blev en anden, skiftede han hurtigt hvor smertefuldt det end måtte være. Så begyndte han at indkredse hvad det var for en duft, for den var underligt bekendt. Der gik heller ikke længe inden han fandt ud af hvor det var fra. Det var en duft der kunne gøre hans raseri endnu mere voldsom men denne gang var hun alene? Den var ny......

Han tog sig god tid til det som hun sad og prøvede at gemme sig for ham. Men han udnyttede meget lang tids erfaring og brug af vindretningen til lige pludselig at befinde sig bag ved hende. Så efter hun havde siddet lidt ville hun kunne høre nogle lidt primitivt fremstammede ord, men med en dyb og majestætisk knurren: "Valuev...... "
Når hun så vendte sig om ville hun se den enorme snehvide varulv. Han havde alle dage været noget større og muskuløs i forhold til andre varulve. Den hvide pels opførste sig næsten som røg hvilket var grunden til at han var så god til at blive væk. De glødende røde øjne stirrede stift på hende

En velkendt duft kildede hendes næse, men det var en duft hun ikke havde lagt næse til i nogle år og slet ikke på disse kanter af verden. Hun havde hurtigt opfanget at han var bag hende, men vendte sig ikke om, denne ulv var ikke til at tage fejl af og stemmen vartede op for det og bekræftede det for hende. Hun fnøs ganske kort som en varulv nu kunne og så sig svagt over den ene skulder ”Surprise Charlie…” sagde hun med hendes forholdsvis dybe stemme og hendes varulveform gjorde blot hendes dybe stemme dybere. Hun gav sig til sidst og vendte sig mod den hvide ulv der var godt et hoved højere end hende selv. Hun sagde ikke et ord og så blot op på ham med let sammenknebne øjne.

I fortiden kunne hun svagt erindre den snehvide ulv som hun kunne ane ud af vinduet i det rum hun selv var fanget i. Hun havde aldrig været ude, aldrig mærket luften mod hendes pels, takke været hendes far der var overbeskyttende. Alle de gange hun havde siddet på den ene side af vinduet og de mørke øjne havde stirret ud i natten og set den hvide ulv, men hun ikke kunne komme ud… Hun havde hylet og hylet, men inderst inde vidste hun godt at der ikke ville komme nogen og rede hende ud… Hendes far solgte våben til en gruppe soldater der angreb den stamme som Charlie boede ved… Så det var ikke så underligt at den hvide ulv i hvert fald ikke kom efter hende. Og nu… Nu var hun fri og stod overfor den hvide ulv.

Taget i betragtning af hvad hendes familie altid havde stået for, ville den naturlige reaktion på et møde som dette, være at Charlie gik til angreb. Men alligevel kunne han jo huske tilbage på den tid hvor han hørte hendes hylen. Den gang havde det dog været med meget blodige intentioner at han overhovedet havde været i nærheden.
Og selv om hendes hyl havde været tydeligt, så havde en indre armé af automatvåben det med at stjæle opmærksomheden. Hendes fars private hær havde også fået sig nogle gevaldige mandefald hver gang Nightrage havde været forbi.

Egentlig skulle han også til at angribe hende men noget i ham stoppede ham da hun sagde hans navn. Det havde på intet tidspunkt været kendt at Charlie var Nightrage. Kun blandt stammens ældste den gang de stadig havde været i live. I stedet slod han til et træ der knækkede som var det en kvist hvorefter han brølede lavt af hende og gik så over til en faretruende knurren.

"Valuev...... Hvorfor er du...... Her?...... Har din familie ikke gjort skade nok?!......"
Hans blik afslørede fuldt ud hvor meget han var på vagt overfor hende. Han havde intet at frygte men det lå alligevel i hans natur

Hun så hvordan han fast plantede en næve ind i stammen på et træ. Tanken om det kunne være hende, fik hende til at synke den klump hun havde i halsen og svagt lukkede hun øjnene d a han brølede af hende ”Så farlig…” sagde hun kort og så på ham trods han knurrede af hende. Hun var ikke bange af sig og det havde hun aldrig været, trods hun vidste dette kunne koste hende livet. Hans spørgsmål fik hende kort til at trække på skuldrene og hun lagde hovedet på skrå ” Det er ikke dig der styrer Di Morga Snefnug… Så jeg må været her så længe det passer mig” sagde hun og knurrede tilbage ”Desuden… var det min far der fik stammen udryddet… Jeg har intet gjort udover at være hans datter.. Og det ved du lige så godt som jeg!” sagde hun og havde allerede for længst bemærket han var på vagt, trods der ikke var nogen grund til det… endnu…

Hun havde ingen intentioner om at skade ham, trods det var i hendes gener, grundet hendes far var skyld i det meste af Charlie’s familie var blevet udslettet. Hun så på ham med de mørke øjne og knurrede svagt ” Jeg har aldrig haft i tankerne at du, eller din familie skulle udryddes… Og bestemt ikke at der var flere folk der skulle tages fra dig…” sagde hun og så væk. Hun vidste først nu hvad det ville sige at miste… Efter tabet af sin mor havde Angelique været det monster hun er blevet til dagen i dag. Følelseskold.. Men alligevel var der noget inden i hende der sendte nogle impulser ud til hendes hjerne om der sikkert var en eller anden i verden der var værd at stole på, men som det så ud nu… var der ingen.

Charlie begyndte at kredse om hende som et rovdyr der så sit bytte an inden han slog til. Det var kun fordi Charlie var kommet så langt siden den gang ellers var hun allerede kommet slemt til skade. Hele tiden holdt han blikket rettet mod hende imens hans snude og ører sitrede efter hvad end indtryk der skete omkring dem. Ganske rigtigt var hun ikke hendes far men ikke desto mindre sad den tid dybt i ham.
"Jeg har aldrig sagt du ikke må være her..... Jeg spurgte hvad du lavede her.... Hvorfor nu...... Hvad du har gjort ved jeg intet om.... Jeg havde travlt med at stoppe din fars våben....."

Da hun så nævnte udryddelsen af hans familie, blussede øjnene nærmest op i en kraftigere rød og den ildevarslende knurren blev momentært højere for at indikere det kogende raseri han skulle holde tilbage.
"Og hvad forhindrede dig så i at gøre noget?.... En låst dør?....."
Så begyndte der nogle krampelignende trækninger fra ham og han skrympede lidt ind og blev igen til Charlie i menneskelig skikkelse. Utrolig let påklædt stod han dog stadig som en meget muskuløs og for mennesker stor mand. Han havde efterhånden fået rigtig god kontrol over sin forvandling.
"Eller er der mere i dig end din familie's historie?"

Hun fulgte ham nøje med øjnene som han kredsede omkring hende. der var ikke et sekund tvivl i hende om at varulven foran hende var rasende, men hun var ligeglad, for personligt havde hun ikke gjort noget forkert, men det havde hendes far.. Hun var der bare og i sin unge alder havde hun ikke just for at gøre ret meget ved det hendes far havde gang i. Ganske vidst havde hun senere sagt ja til at have medpart i firmaet, men nu vidste hun også bedre hvad det handlede om, men hendes far var alligevel så tæt på døden alligevel, at hun kunne vende fuldkommen op og ned på firmaet uden han ville fatte en skid af hvad der skete omkring ham. Hun kneb de mørke øjne sammen og rynkede på næsen ”Hvis du så gerne vil vide hvad jeg laver her så arbejder jeg her… Jeg har overtaget firmaet og der er kommet andre boller på suppen efter den gamle nar efterhånden er blevet vippet af pinden” sagde hun og himlede med øjnene. Hun kunne egentlig ikke se hvad det kom ham ved, men et eller andet sted vidste hun også at hun sikkert ville blive sendt tværs gennem buskadset hvis hun spillede smart.
 

Hans knurren og kommentaren der fulgte fik hende til at knurre tilbage med svagt blottede tænder ” Du ved INTET om hvorfor jeg blev låst inde snefnug… Du skal slet ikke forsøge at lade som om du ved noget om det!” hendes pels begyndte at stritte af vrede. Hun hadede når folk troede de vidste noget om hvorfor hun blev lukket inde da hun var mindre, men egentlig var der en ret grum historie bag, som der var meget få folk der kendte noget til.

Som han begyndte at krympe og blive til menneske hævede hun det der ville have været øjenbryn og mumlede svagt for sig selv. Hun havde endnu ikke lært at styre sin forvandling, men den dag hun kunne… Ville det være paradis. Hans ord fik hende til at se stift på ham ” Hvordan kunne en pige på tolv overhovedet gøre noget ved den ignorante spade til far hun havde? Skulle hun slagte hele lortet og når fuldmånen så forsvandt stå og sige undskyld!?” sagde hun vredt inden hun fortsatte ” Jeg er ikke som min far” sagde hun og så ned i jorden og lagde ørerne ned.

Han stod og lyttede til hendes ord og måtte virkelig koncetrere sig om ikke bare at gå til angreb. Men der var nogle ting han ganske enkelt ikke kunne tåle at høre uden at det trykkede ekstra på hans knapper. Så lige pludselig sprang han frem mod hende og blev i samme bevægelse til den gigantiske hvide varulv endnu en gang. Med den store hånd solidt plantet omkring hendes hals, stod han med glødende røde øjne og blottede tænder.
"Tror du virkelig du er den eneste der har været spærret inde?! Gemt væk for hvilket monster man er?! Jeg var ikke bag jeres vægge.... Men tro ikke du er den eneste der ved noget om at være spærret inde!"

Med en voldsom bevægelse smed han hende hen af skovbunden imens han hele tiden fulgte hende med sanserne kørende i allerhøjeste gear.
"Og ja.... Det farligste rovdyr er det man jager..... Jeg hørte dine hyl..... Jeg kunne dufte dit blod..... Din far solgte et våben han selv brugte.... På grund af mig..... Så tro ikke du er alene om at have været fanget.... Og hvad gør dig anderledes end din far?...."

Hun holdt øje med ham, som et rovdyr holdt øje med sit bytte, men med et for den store ulv mod hende og greb om hendes hals. En svag, halvkvalt knurren undslap hende og hun greb omkring hans håndled for at tage noget af trykket omkring hendes hals ”Det… Sa.. sagde jeg intet om…” mere nåede hun ikke at sige før hun nærmest gled over skovbunden og fik jord og blade smudset ind i hendes pels. Da hun kom på benene igen knurrede hun dybt af ham, men inderst inde vidste hun også at hun bare ville ende med at få samme tur, men så måtte hun jo prøve igen..

Hans ord fik hende til at fnyse ” Som om den egoistiske spade ville overveje at lytte til en tolvårig! Jeg forsøgte! JEG FORSØGTE!!! Men hver gang.. Hver gang blev det blot værre! ” hvæsede hun ud mellem sammenbidte tænder. Hendes børster på nakken og lige over hendes hale var rejst, som tegn på hun var vred. Dengang kunne hun intet gøre, men nu… Ventede hun blot på hendes var døde så hun kunne få andre boller på suppen. Hun knurrede og rystede jord og blade af sig ”Det eneste jeg dræber er dyr… Jeg har aldrig taget menneskeliv… ALDRIG!” brølede hun nærmest af ham med sin hæse stemme. Hun afventede den hvide ulvs næste træk, men denne gang var hun klar til at komme væk inden han fik fat på hende igen.

Han stod oprejst som en majestætisk skikkelse, det øverste led i fødekæden. Det havde altid været en del af ham at have sådan en fremtoning specielt i denne skikkelse. Stammens Shaman havde alle dage sagt at han var en Alpha i sin flok men at han aldrig måtte glemme hvem han var under pelsen og kløerne.
Så tog han et par bestemte skridt hen mod hende men ikke for at gå til angreb. Det var mere som om han læste hende på en eller anden måde. Selv som Nightrage vidste han at vold ikke altid var den smarte løsning. For som hun ganske rigtigt selv sagde så var hun jo kun 12.

Så fnyste han vredt og sagde: "Måske er der ingen mennesker der er faldet for din klo..... Men blodet fra alle de ofre for jeres våben.... Er stadig på jeres hænder..."
Som et tegn på han ikke havde tænkt sig at angribe hende, holdt han op med at rejse børster og kiggede bare på hende med en lavmælt knurren. Nærmest som om han tænkte over et eller andet ved hende hvilket han også gjorde. Gad vide om hun kendte til den gang det lykkedes hendes far at fange ham? Eller hvad der blev gjort ved ham inden han kunne slippe fri

Hun holdt øje med hver eneste af hans bevægelser, så på ham og var nu forberedt på angreb, hvis han besluttede sig for det endnu en gang. De mørke øjne skulede mod ham som han nærmede sig mens han så på hende. Kort blottede hun sine tænder og knurrede af ham over hans ord ”Det er ikke mine våben! Det var det ikke dengang.. Det er det ikke nu! Så du skal ikke skyde skylden over på mig!” sagde hun vredt. Hun så hvordan hans børster lagde sig, men hendes strittede stadig, for lige nu var hun vred, men oven i det havde hun også frygt. Hun vidste at denne varulv foran hende var væsentligt større, hun havde allerede været ude og flyve en lille tur og hun vidste han sagtens kunne gøre større skade.
 
Hun knurrede lavt og kneb øjnene sammen og bed hårdt sammen. Hun havde en lyst til at angribe, men eftersom han på ingen måder virkede truende overfor hende, hvis man så bort fra han stadig knurrede lidt af hende, så var der ikke meget at komme efter.. Jo han havde ganske vidst beskyldt HENDE for at mange fra hans familie var døde, men hun havde intet med sin fars våben at gøre og pt var hun blot et mellemled mellem hendes far og hans kunder rundt i verden… Hun hadede det, men det gav afsindigt gode penge, hvilket var derfor hun fortsatte.

Den voldsomme varulv skiftede over til nærmest at være trist på hendes vejne og satte sig nærmest på hug så de var lidt mere lige. Normalt set ikke noget en af hans kaliber ville gøre men alligevel et signal om at han ikke ville hende ondt.
"Vil du da benægte at du sælger våben? Eller hvordan holder din familie sig rig?......"

Så rejste han sig op i fuld højde og virkede på trods af sin skikkelse meget rolig. Han knudrede heller ikke mere.
"En af grundene til du var fanget den gang var også mig... Din far var nervøs for at jeg ville gøre dig for.... Selvstændig... Kom... Der er noget du skal se..."

Hun så på den store varulv foran hende, hvordan han nærmest satte sig på hug foran hende. Hun skar tænder og så væk. Han havde desværre ret, men våben var ikke den eneste måde hendes familie holdte sig rige på. Der var så meget mere bag, eftersom hendes mor var karriere kvinde bag et firma der havde med modeller at gøre, hendes far havde våben og hendes bror havde med militæret at gøre. Hun rettede blikket mod ham og knyttede hænderne, dog uden at tænke på hendes klør der kunne forvolde skade i hendes hånd ” Min mor har et firma for sig og min bror er høj rang i militæret… Så kom ikke og sig at min familie KUN sælger våben” sagde hun ud mellem sammenbidte tænder.
 

Som han atter rejste sig op så hun på ham med et undrende blik. Hvad havde han gang i og hvad mente han overhovedet med at han var delvis skyld i hun var lukket inde? Hendes ører flickede ganske kort inden hun gik efter ham, dog på vagt.

Imens de gik, holdte han sig overraskende rolig og ville forklare hvordan det hele havde set ud. Hun havde jo af gode grunde kun fået hendes fars side af historien.
"Din familie havde aldrig vist andet overfor de mennesker og væsner der blev ramt den gang... Din far maler alligevel familiens billede hvis ikke i andre gør noget ved hans handlinger...."

Efter en ganske kort tur kom de til en hyggelig lejrplads der bar tydeligt præg af hvor Charlie kom fra. "Sæt dig.... Så finder jeg det du skal se...."
Så satte han sig og rodede en stor taske med ting igennem hvorefter han kort vendte sig om mod hende og viste hende resterne af en baret med hendes fars logo på, samt et mærke med høj militærrang og til sidst et sammenkrøllet dørhåndtag.

"Det virker måske mærkeligt at gemme sådanne ting.... Men de er minder fra en kamp mod hvad din far gjorde i reservatet.... Manden der bar dem her overlevede ikke.... Jeg prøvede at komme ind og finde kilden til hylene.... Jeg fandt først ud af for sent at han havde en datter der havde skiftet....."

Hun så på ham med et suk. Hun vidste godt hendes far var hovedsagen til at familien Valuev blev set skævt på, for det eneste folk så var våbenhandel og en mand der ikke tog et nej for nogen og var mere eller mindre ligeglad om han skulle myrde en flok folk, blot for at få hvad han ville. Omverden kendte intet til fru Valuev og hendes modelfirma… Andrey Valuev og hans tjeneste i militæret eller for den sags skyld Angelique Valuev der ganske vidst virker som mellem mand mellem kunder og hendes far… Men hovedsageligt danser natten væk. Hun lod kort tungen glide over de lange tænder og hun knurrede svagt ” Min far har aldrig været ret god til at håndtere andres meninger… Hvorfor tror du min lillebror skred og jeg er her i Terre?” sagde hun og gik efter ham.
 

Skeptisk satte hun sig og hævede det der ville svare til et øjenbryn da han satte sig til at rode i tasken. Med store øjne så hun på den baret samt logoet, der uden tvivl har hendes fars logo. Hun begyndte svagt at ryste som det gik op for hende hvad, eller nærmere hvem denne mand var. Hun havde flere gange fået at vide der var en der havde forsøgt at bryde ind, men det er først nu hun forstod hvorfor. Hendes øjne blev langsomt fyldt med vand og kort så hun mod himmelen og klynkede svagt ” Det var dig der… ” sagde hun svagt og så på ham. Hun vidste ikke hvordan hun skulle reagere og havde mest af alt lyst til at grave et hul og ligge sig til at dø langsomt.

Charlie satte sig på hug og lagde lidt mere brænde på bålet imens man kunne se at det ligeledes påvirkede ham.
Som han begyndte at fortælle, kunne man se frustrationen og vreden boble i hans øjne men dog holdt han det under kontrol. Og havde hun været årsagen til det, ville han ikke have siddet så stille nu.
"Jeg ved ikke hvem manden var der bar det der..... Men jeg ved hvad han gjorde ved den ydre landsby i reservatet.... Hvor mange han fik henrettet fordi han ikke kunne lide dem..... Hvor mange han fik henrettet fordi jeg kom for sent....."

Han knugede sine hænder så voldsomt at man kunne se blodet løbe stille fra de store næver som han så på hende. Hun skulle se helt præcist hvor meget det ramte ham den gang. Samtidig skulle hun mærke at han ikke bebrejdede hende direkte.
"Er du klar over hvor mange ting en varulv kan overleve at blive udsat for?...... Hvor mange våben der kan testes på ens kød?...... Hvor mange våben der kan bruges på ens sind? Hvor meget jeg skulle modstå inden jeg blev sat fri?..... Han blev mindet om hvad han havde gjort inden han fik lov at trække vejret en sidste gang...."

Hun stirrede ind i ilden og bed sig i underlæben. Manden Charlie havde slået ihjel havde været hendes onkel, men det var ikke fordi de havde et super tæt forhold til hinanden, da han altid havde været ude i felten ”Manden var min onkel… For min skyld gør det ikke noget han er død.. Jeg havde alligevel ikke noget forhold til ham” sagde hun og rettede blikket mod ham. Hun kunne se på ham hvordan hadet inden i ham boblede og det var også derfor hun så vidt muligt forsøgte at forholde sig roligt, for lige som ham, havde hun også had inden i.
 

” Jeg er udmærket klar over det.. Jeg har utal af ar.. Min egen far udsatte mig.. Og..” hun sank en klump hun havde i halsen og rejste sig op inden hun gik lidt væk fra bålet og så ned i søens vand. Hun havde ikke lyst til at fortælle alt hun var blevet udsat for, hvor mange fuldmåne nætter hendes far havde sendt mænd ind til hende, blot for at teste hendes styrke og se hvor meget hun kunne tolerere, men aldrig havde hun kæmpet imod.. I stedet havde hun blot taget imod de tæsk mændene havde givet og det havde givet hende utal af ar gennem hendes tidlige år.

Da hun stillede sig og kiggede ned i søen, var der et eller andet der rørte sig i ham. Som et fjernt minde der ikke kunne blive kaldt frem. Der var ligeledes noget hans sanser afslørede. Ganske vist kunne han ikke lugte følelser men han kunne spore sig frem til det da alle havde bestemte dufte over sig hvis de var lidt hen af bestemte ting eller havde følelser hen af positive eller negative.
Så han rejste sig lidt og gik lidt hen mod hende imens han tog et par dybe åndedrag med næsen.

"Du..... Dufter ikke som en der kæmpede..... Det gjorde du heller ikke gjorde du?...... Du gav ikke efter gjorde du?..... Hvis han har gjort bare halvdelen ved dig af hvad han gjorde ved mig..... Intet barn skal udsættes for den slags......"

Uden et ord, gik han hen til sit lille telt og rodede i en slidt rygsæk og fandt et eller andet frem. Så gik han roligt hen til hende imens han børstede noget af. Så rakte han ganske stille ind foran hende imens han sagde helt roligt:
"Jeg kom tilbage sommeren efter...... Jeg fandt den her..... Den duftede lidt som du gør nu....."
I hans store hånd lå der en gammel tøjbamse med en slidt men hjemmesyet kjole på. En brun bamse med en halskæde syet på. Halskædens vedhæng var en broche der kunne åbnes.
"Jeg har aldrig åbnet den....."