Will you please help me? - Bellamy Blake

Dato og tid - Mandag den 19 December kl 20:32
Sted - Terres gågader, ikke så lang tid efter at Aaron blev smidt ud, med kun telefon og lidt penge til mad.
Vejr - Koldt og trist, men heldigvis ingen regn
Outfit


Aaron sad som forstenet op af en mur, inde i en mørk gyde, han prøvede på at gemme sig godt væk, men for hvad, var så spørgsmålet.
Aaron var blevet smidt ud af sin familie, få at være til mænd. De... smed ham bare ud, efter at de blev færdige med at råbe og skælde ham ud for åbenbart at havde... valgt det? Han var født sådan, kragen til hans mor havde selv født ham, men sådan ville hun selvfølgelig ikke se på det. Bortset fra at han var til mænd, så var han også blind, og at de kunne finde på at smide deres blinde søn på gaden, chokeret ham mest af alt. De havde været der for ham gennem tykt og tyndt, selv da han blev blind støttede de ham og sagde han kunne opnå alt, men det var åbenbart alt løgn, siden at han nu sad i en gyde, tæsket blodig af nogle random forbipasserende, som ville have hans ting, og det logiske for ham var at forsvare sig, det gik bare ikke så godt, når man ikke havde haft brug for den slags forsvar, hvor han kom fra og så kunne han heller ikke se dem, eller vide hvor han skulle slå for den sags skyld.
Det eneste som Aaron havde fået med, var sin telefon, som var en fancy telefon, specielt lavet til blinde og så havde hans familie været så 'gavmilde' at give ham nogle penge, så han kunne få noget mad, når han nu blev sulten. De havde dog ikke tænkt over at han skulle være udenfor, også når det blev aften og de lidt mere lumske typer kom ud, og de havde selvfølgelig øje for de ting. Og når de så så en ung fyr, blind med gode sager, så kunne de vel bare ikke holde sig tilbage.
Så nu sad han tilbage, efter tæsk som varede omkring de 10 min, efter han havde givet dem hans ting, men det gjorde dog ikke at de lod ham slippe, for en ekstra slag tæsk. Han gemte sig nu fra alt og alle, prøvede ikke at blive set, da han var bange for at der skulle komme nogle nye hen. Han rystede helt, han havde ikke været så bange før. Det var hans angst som slog til, ikke fordi det havde været nær det sociale, med tæsk, men den angst der kom af ikke at kunne se noget, det uforusigelige. Samtidig var han ved at gå i panik, mens tåre faldt ned fra hans kolde og udtryksløse øjne, som prøvede at finde noget at fokusere på, men det eneste de så var mørke, det ville nok også havde været det samme han så på, hvis han havde kunnet se dog.
Han ville bare gerne hjem, men han havde ikke noget hjem længere, dette var desværre den sandhed som nogen homoseksuelle levede i, at bo på gaden, efter at være blevet smidt ud af sin familie, dem som skulle tage sig af en, elske en og aldrig nogensinde svigte en, det var dog en stor løgn i hans øjne.