Dark Street - Blake

Sted: Den mere forladte ende af gågaden
Tid: Omkring 3 om natten, eller der omkring
Vejr: Stjerneklart.. Mørkt
Omgivelse: Lukkede butikker, mørke bindgyder og få gadelygter.

Mørket opslugte hele den lille gågade. Kun af og til, ville man støde på en splejset lille lyskilde af en gadelygte, der kun lyste et lille felt omkring den op. Og det værste var vel nok, at der mindst var 15 meter hen til den næste gadelygte. Dette var ikke stedet man skulle føle sig tryg. Og især ikke på denne tid af døgnet. Der kunne gemme si gen fare bag hvert et gadehjørne på et sted som dette. Men Cholé var ikke bange. Det var hun aldrig rigtig i situationer som denne.
Den klikkende lyd af stiletter mod brusten, kunne høres på lang afstand. Men det var til gengæld også næsten det eneste man kunne høre. Gaden var tom, mørk og man ikke kunne høre den mindste lys. Kun åndedrag fra en kvinde og hendes stiletter der gav klikkende lyde mod underlaget.
Hvor end man rettede blikket hen, var der mørkt. Mørkere end mørkt, hvis man skulle være helt ærlig. Det eneste lys der var, var stjernerne på himlen, der let glimtede, månen der efterhånden snart ville være fuld igen og så de sølle gadelygter der havde det med at være gået ud. Det undrede hende ikke, at ingen havde taget et kig på dem, for det virkede ikke til at nogen nogensinde satte sig fod på denne del af gågaden. Det virkede heller ikke til at være det mest specielle eller formellem hjørne dette. Det var snare en lille forladt gade, som man vist nok også kunne kalde et stræde. For der var ikke så forfærdelig meget plads.
Cholé var lige nu på vej hjemad mod hendes egen lejlighed, havde ingen bekymringer om, om nogen begloede hende eller fulgte efter hende. Det ville blot blive deres eget problem. Hun var på vej hjem fra en galla fest, dog uden en date at have under armen. Ind til nu, havde hun ikke fundet den rette mand til hende og det ville også være en skam, hvis hun skulle forelske sig i nogen, der ville se hende forsvinde om 15 år..
Lige nu, bar hun en grøn kjole, der nærmest sad klistret fast til hendes krop, fra hofterne og opefter. Den ville have siddet lige så stramt på hendes ben, lår og helt ned til hendes tær, hvis ikke det var fordi nogen havde været så klog at give den et snit fra midt på låret og ned. Det gjorde det både muligt for hende at gå og bevæge sig, men gjorde også kjolen mere sexet og simpel af se på. Skoene var simple. Almindelige stilletter. Men hun gik lige så selvtilfreds og glad ned af den tomme gågade. Det var måske lidt ensomt at være alene så sent om aftenen, men hellere det, end at hænge på en eller anden for altid.
Pludselig høres der en lyd og Cholé stoppede op midt i et skridt. Hendes øre var så gode, at det var utrolig nemt for hende, at opfange den mindste lyd. Men, denne lyd var anderledes. Blev hun forfulgt, eller var det blot en kat der var på jagt efter et bytte? Det kunne være hvad som helst, og Cholé lod det ligge, for derefter at fortsætte sin gang hjemad.
Af og til vendte hun blikket op mod nattehimlen. Søgte efter det lys, der ikke var tin at finde på gaden. De sidste to gadelygter havde været i stykker, så himlen var den eneste lyskilde tilbage.

Der var usædvanligt stille, denne nat, selv taget i betragtning af, at det normalvis heller ikke ligefrem var en af de mest befærdrede gader i byen, specielt ikke på denne tid af døgnet - men det her var en helt anden form for stilhed. Den syntes at ligge som et tungt tæppe henover de smalle gågader, snoede sig om et hvert væsen, der vovede sig udenfor som en giftig slange og klemte alle lyde ud af det. En høj, sortklædt skikkelse sneg sig lydløst afsted i natten, omsluget af dens mørke og med sit blik rettet stift mod en silhuet, ikke så langt fra vedkommende selv, løsrev ikke blikket fra personen en eneste gang, ikke en gang for at blinke. Der var langt imellem hans åndedrag, og når han endelig tog en vejrtrækning, foregik det kun gennem hans næse, munden sørgede han for at holde lukket under hele turen. De robuste, langskaftede militærstøvler blev med stor forsigtighed sat foran hinanden, skiftevis, hvilket gjorde at han på den måde bevægede sig langsomt, men ubemærket, fremad. Hans ene hånd holdt nærmest krampagtigt fast i et spejlreflekskamera, som var han bange for at tabe det, standsede så pludseligt, da han havde passeret en lygtepæl og var kommet et godt stykke væk fra den, og trådte i en glidende bevægelse hen til en mur, som han lænede sig op ad, syntes helt at smelte sammen med skyggerne. Forfølgeren løftede det kameraet op foran ansigtet og lukkede det ene øje, for derefter at sætte det andet mod kighullet, sørgede for hele tiden at have hende i fokus, samtidig med han stillede skarpt og trykkede så endelig ned på udløseren. Shit! Lynhurtigt smuttede han om bag en skraldespand, med ryggen mod den og benene trukket op til sig. Han havde glemt at slå blitzen fra; nu var han da med sikkerhed afsløret. Af ren refleks holdt han vejret, hvorpå han stille og roligt drejede hovedet for at kunne se sig over skulderen, og over på hende. Puha. Det lod ikke til, at hun havde set ham - hørt, men ikke set - hun gik i hvert fald ubekymret videre, uvidne om dén person, der hele aften havde fulgt hende. Faktisk, over en længere periode, men han havde formået at være usynlig i hendes nærvær. Alle sine bevægelser udførte han med stor nøjagtig- og påpasselighed. Intet var overladt til tilfældighederne, ingen spontanitet. Det hele var planlagt ned til mindste detalje.
Blake rejste sig op fra den kolde asfalt og listede efter hende, præcis ligesom før, standsede en gang imellem med jævne mellemrum for at gemme sig, hvis det nu skulle hænde, at hun vendte sig om. I nat havde han i sinde at følge hende hele vejen hjem, han havde tonsvis af planer i hovedet, som han ville føre ud i livet, når de nåede deres, eller rettere hendes, destination. Det var et spil. Et forskruet spil, en lille leg, der havde udfoldet sig i hans hoved og som med tiden var blevet til ét stort spind af tanker, en labyrint som han i dette nu var godt på vej ind i og nægtede at stoppe, før det han havde sat sig for var fuldendt - og hvis alt gik vel, ville det blive let som en leg. Men lidt udfordring ville bestemt ikke gøre denne leg mindre sjov. Hans mundvige bøjede svagt opad, idet han trak på smilebåndet og et lusket, djævelsk smil formerede sig på hans læber.

Efter Cholé havde opfanget et eller andet i hendes nærvær, var hendes skridt nok blevet en smule mere… Paniske. Ikke fordi hun troede at nogen eller noget fulgte efter hende, mere fordi hun havde fået lidt og drikke og nu gerne ville hjem. Det arrangement hun havde været til, havde bestået af en hyggelig flok mennesker, med lige så mange penge som hun selv havde. Det havde ikke været en danse fest som de unge nu til dags helst gik til, men en, hvor der blev drukket champagne fra høje, slanke glas mens der lystigt blev snakket om forretning, penge og andre tilfældige ting. Selv Cholé havde hygget sig, da hun havde fundet nogen på hendes egen alder at snakke med. De fleste måtte nok have været almindelige mennesker, mens hun, som en af de eneste, nok havde haft noget magi over sig. Lidenskabelighed og fuldskab havde dog til sidst taget del i festen og flere og flere smuttede i par. Hvad de så end skulle, havde Cholé ikke behov for at vide.
Efterhånden havde hun passeret en del gadelygter, den ene mere klar end den anden. Lyset bredte sig mere og mere over det lille stræde hun gik på, jo tættere hun kom på hovedgaden. Men flere og flere gyder og små afskærmede haver med kæmpe låger foran, kunne nu ses. Nogen af de låger, skræmte hende af og til.
Fuldskaben var ved at tage over, og det var ikke engang fordi hun havde drukket så meget champagne, mente hun da selv. Det havde været en hyggelig aften, at man til sidst ikke bemærkede dem, der gik rundt med champagneflaskerne og fyldte på når de bemærkede nogen tomme glas. Det havde godt nok været mere end en hyggelig aften, og hvis ikke hun havde overtalt sig selv til at gå hjem, der for ti minutter siden, ville hun nok ende i en fremmed seng med en af de mænd hun havde mødt. Typisk.
Cholé drejede ned af en ny gade, der virkede mere åben og mere livsfyldt. Om ikke længe ville hun være hjemme. Hjemme i hendes dejlige lejlighed, hvor hun kunne klæde sig af og være sig selv. Det ville dog nok ende med at hun ville gå i seng og afventede morgendagens tømmermænd, hvis hun da havde fået så meget. Heldigt for hende, skulle der meget til for at slå hende ud, så så fuld var hun heller ikke, hvilket var et held for hende.
Cholé fornemmede nu atter en lyd og sprang sammen af forskrækkelse. Hun så skikkelsen af et eller andet, hvilket normalt ikke ville forskrække hende. Men hun var godt klar over hvad der luskede i disse gader på denne tid af døgnet. En af samtalerne havde nemlig gået på de dæmoner(vampyrer) der gik og dræbte vores medmennesker. De var nogle forfærdelige væsner, der kun var ude efter blod, sex og drab. Cholé havde lidt på fornemmesen, at der ikke særlig langt fra hende, var nogen der holdte øje med hende i dette sekund. Og tanken om, at en af disse dæmoner(vampyrer) holdte øje med hende, gjorde hende hverken tryg eller mindre bange. For første gang i længer tid var hun bange for at gå alene på gaden. Nu ville hun bare gerne hjem!
Cholé satte nu farten endnu mere op, kiggede sig ikke længere til siden eller tilbage. Hun ville bare hjem, og selvom det ikke gik så hurtigt i denne kjole, fik hun sat tempoet lidt højere op. Men hendes stiletter generede hende og på kort tid gik hun revet den af og var tæt på at efterlade dem på gaden. Det var dyre sko, og derfor ville det være en god idé at tage dem med sig. Alligevel gjorde fuldskaben hendes glemsom og skoene ’tabte’ hun lidt efter, fuldkommen ligeglad med dem. Nu ville hun bare hjem!