Rainy days Clair Price

I swear to god, this kind of thing ONLY happens to me... tænkte Maxwell bittert imens han gik igennem den silende regn med hundesnoren i hånden.
Det frygtelige vejr var kommet som lyn fra en klar himmel, da det ellers så ud til dagen ville blive varm og solrig, da han vågnede op imorges.
Med sine skuldre trukket op omkring sine ører og hans sorte jeans klistrende til sine ben gik Maxwell i et raskt tempo imod en bænk under et træ.
Ved hans side stoppede hans hund, Lucky, brat op og rystede sig grundigt.
"Eww, Lucky, that´s gross, buddy." sagde han da vandet fra hunden ramte ham.
"I´ll just get even more wet, couldn't you shake that off a bit further away next time?"
Lucky var en stor sheffer med meget pels, som medlidenhedsfuldt skubbede til sin ejers knæ da de nåede bænken og de to satte sig ned.
Fraværende lod Maxwell sin hånd glide over den fugtige hund imens han så ud på den tomme park.
Var det virkelig kun ham der ikke vidste at vejret ville blive dårligt?
"What do we do now, buddy?" spurge Maxwell ud i luften hvorefter han så ned på sin hund.
Lucky lagde sig på jorden, med snuden på sin ejers støvler og et tungt suk.
Maxwell smilede. "Very well then."
Han lænede sig træt tilbage og trak så sin mobil og et sæt hovedtelefoner op ad lommen.
Han begyndte at flippe igennem sin playliste i håbet om at finde noget han kunne høre.
Too sad, too jolly, too angry, sad, sad, sad... tænkte han, imens han nådesløst sprang over sangene på hans skærm.
Han endte op med et eller andet hjernedødt heavymetal og dømte det godt nok for øjeblikket.
Nu var der vel bare tilbage at vente på at regnen holdt op.
Det så vådt og glat ud på parkens stier. Hvem ellers ville dog begive sig ud i sådan et vejr?

Ærgerligt talt var det måske ikke den bedste dag at gå udenfor, vejret så ud til at være godt, men vejr-kanalerne forklarede at det ikek var særligt lovende og ikke mange andre var dumme nok til at bevæge sig udenfor, men hun havde en aftale med en ven angående lektier til samfundsfag og havde derfor været hos hende i et par timer og var nu på vej hjem gennem den silende regn. Heldigt at hendes veninde, eller nok mere bare klasse-kammerat, lånte hende en sort paraply til at holde sig under.
Turen hjem gik gennem parken, ikke fordi hun nødvendigvis boede i nærheden af den, men fordi der ikke langt fra der var en café hvor hun ville kunne få en dobbelt creme karamel espresso og en god snak med hvem end der havde vagt på nuværende tidspunkt. Det ville nok ikke være Nathan, for han havde ikke været der i noget tid, hvorfor vidste hun ikke.`

Som Clair fulgte stien så hun efter et drej mod højre en mand med hans cheffer side på en bænk. De så begge driv våde og kolde ud, men så ikke hjemløs ud syntes Clair. Hun passerede dem som hun kort fik øjenkontakt med manden der sad der på bænken. Han så ikke meget ældre ud end Clair så da hun kom lidt længere frem og stod i læ under paraplyen sukkede hun til sig selv og stoppede. "Why can't you just walk on by Clair? You always stop and make a mess of yourself trying to be nice to others.... Tusché."
Clair vende da rundt og gik tilbage til manden hvor hun gik hen og rakte paraplyen hen over ham for at give ham læ. "Hey Sir. I noticed you and your dog just sitting here and... Huh... Do you wanna join me... In getting to a café not far away to go get dryed off? Hun sukkede til sig selv af sin venlighed, men et lille akavet og nervøst smil bredte sig lidt på hendes læber som hun så ned på manden og hans hund. Hvordan måtte de ikke tænke om hende? Hun var vel bare en tilfældig, mærkelig pige tænkte Clair.

Maxwell havde lagt hovedet tilbage og lyttede bare til musikken i hans ører. Det var meget højt, men han foretrak det mest sådan. Han kunne høre regnen tromme uden for hans hovedtelefoner, men de tog lyde var det eneste der existerede omkring ham lige nu.
Lige indtil Lucky løftede sit hoved fra hans støvler. Forvirret rettede Maxwell sig op. Lucky ville ikke flytte sig fra sin ejer før Maxwell selv tog initiativet, så hvad havde fanget hans opmærksomhed?
Det viste sig at være en ung pige, nok ikke ret meget yngre en Maxwells egen krop. Hun var køn, det måtte han sige, lidt tynd måske, men ikke noget han bed særligt mærke i.
Han rettede sig op og hankede den ene af sine hovedtelefoner ud af sit øre.
"Hey Sir. I noticed you and your dog just sitting here and... Huh... Do you wanna join me... In getting to a café not far away to go get dryed off?" spurgte hun ham. Hun smilede derefter et sødt akavet smil, som Maxwell glædeligt gengældte.
Han trak den anden earbud ud af hans øre og slukkede sin musik, hvorefter han nikkede til hende.
"That´s awfully kind of you, miss. Truth be told I think we walked a bit too far from home, so a little help getting back to civilisation would be nice."
Han rejste sig op og tog hundesnoren i sin venstre hånd.
Lucky strakte sig langt fremad og gabte med en højlydt piven, inden han så rejste sig op og så på den nyankomne pige som de skulle til at gå med.
"This is Lucky." præsenterede Maxwell så.
Derefter rakte han sin høre hånd frem.
"And I´m Maxwell. Could I ask your name?" sagde han med et smil.

Clair trådte lidt tilbage som manden rejste sig. Han virkede flink for nu og hun ville ikke have et problem med at hjælpe ham hjem så han ikke skulle blive endnu mere våd selvom han allerede nu var godt gennemblødt. "My name..." hun så forvirret på manden, men nærmest som et chok rakte hun hånden frem og tog mod hans. "Oh right! My name. I'm Clarissa or Clair for short." sagde hun så for at redde den akavede situation hun havde gravet sig selv ned i.
Hun så på Lucky hans hund som de gav hånd. Den virkede som en fin hund der var tiltrukket af sin ejer.

Med et smil tog hun sin hånd tilbage. Why do you always get yourself into this kind of situations where you have no fucking idea of what you are going to say or do!? tænkte hun til sig selv som hendes nervøse smil vendes mod Maxwell.
"So where will i be following you? Is your home near Beauvont Rue?" spurgte hun, bare for at få en ide om hvor de var på vej hen. Hun viste let hvor hun skulle hen hvis det var Beauvont Rue de skulle i nærheden af, plus. I nærheden af det ville hun også kunne tage på La Lyx Café uden besvær. Det var ikke der hun normalt var, men man måtte vel tage hvad man kunne få.

Hun så lettere nervøs ud hele tiden. Mest fordi hun nu var end med at skulle følge en fremmede hjem, men hendes godehjerte bød hende ikke andet end tankerne om at det ville være en god chance for at møde andre mennesker også selvom det ville være skræmmende. Så med et smil prøvede hun at gemme det faktum at hun stadig var nervøs.