Rainy day

Omgivelser: Bibliotekar, og nogle få andre.
Sted: Bibliothéque
Tid: 14:45
Vejr: Regnvejr.
Årstid: Efterår.

Duften af bøger var helt speciel. Det duftede både gammelt, men samtidig helt fantastisk. Det havde en helt speciel sent over sig. Hvorfor bøger havde denne duft vides ikke. Det havde de bare altid haft! Det var i hvert fald Galadriels opfattelse af bøger. De var interessante og fyldt med viden. De var faktisk svaret på alt. De levede evigt og vidste alt. Alt det enhver ville kunne drømme om. Hvem ville ikke ønske alt viden og evigt liv? Selvom de måske levede fysisk, føltes bøger alligevel meget mere levende; end de fleste materielle ting. Derfor holdt hun af, at være på biblioteket. Der kunne hun slippe væk fra den virkelige verden, og blot træde ud af tid og rum. Hvilket hun ofte havde brug for. Hun bevægede sig hen over det glansfyldte gulv. Dette bibliotek mindede ikke om de fleste. Det var meget moderne og ny renoveret. Hvilket hun ikke brød sig om. Gamle ting havde en bedre tilknytning til hende. Sådan havde det været så længe hun kunne huske tilbage.

Galadriel lod sine fingre bevæge sig hen over de støvede bøgers rygge. Hun lukkede øjnene og tog en dyb indånding. Da hun slog hendes gyldenbrune øjne op, lod hun dem studere rummet. Hun printet billedet ind på sin nethinde. Hun strøg hendes lange og tynde fingre, igennem det karamel/brun farvede hår. Hun havde klippet en del af det af, her forleden dag. Der sad for mange minder i det. Derfor havde hun symbolsk klippet det op til lige under brystet. Det havde givet hende en form for ro. At klippe disse lokker af, der havde siddet der i så mange år. Nu var det smukt og friskt igen. Det klædte hende meget fint.

Hun tog en masse bøger under armen og satte sig i midten af salen. Hun lagde bøgerne i en halvcirkel og satte dig i midten. Hun slog op i de specielle bøger. Bladrede siderne igennem, med de store nysgerrige øjne. Der var lidt koldt på stengulvet, men nu havde hun også kun shorts og nylonstrømper på benene. Måske ikke det praktiske tøj, på en regn fyldt eftermiddag. Men hun havde det tilpas i det. Hendes overdel var lidt mere praktisk. Hun havde en løstsiddende strikketrøje på, der næsten gik hele vejen ned over shortsene. Nylonstrømperne gik op til midten af låret, ellers var hendes lår blottet. Og som sædvanligt hendes sorte støvler, med den lange snørre. Nej, hun havde aldrig klædt sig efter vejret. Hun valgte blot det hun lige havde lyst til.

Et nydende suk lød fra hende og hun kiggede op fra bogen. Der var faktisk ikke særlig mange på biblioteket. Selvom det var den perfekte dag til det? Det var faktisk ret sjovt, at der ikke var flere der benyttede sig af denne mulighed. Da det var et meget roligt sted, og så kostede det ikke noget at være inden døre. Galadriel kiggede op, da hun syntes høre den store dør gå op.

Støvet fra bøgerne kunne let ses i luften. De mange støvkorn fløj omkring hende i en slowmotion tilstand. Det virkede magisk, da hun altid som barn havde troet det var magi. Eller rettere feer. Hvorfor sådan nogle støvkorn, kunne blive til feer i hendes fantasi; Anede hun praktisk talt ikke. Hun pustede blidt til dem, og kiggede på støv fnuggende fare vildt omkring. En let latter lød fra hende, da hun rent faktisk fandt det underholdende.
Selvom hendes opmærksomhed var fanget, da den unge mand trådte ind af døren. Og de fik øjenkontakt.
Hvilket var meget usædvanligt nu om dage. Folk var alt for optaget af deres egen frustration til, at ville udstråle en smule overskud og glæde. Men det varmede om hjertet, at hun ikke blot var den eneste der interesserede sig fra andre personer. Galadriel gengældte hans smil, og strøg fingrene hen over den gamle bog. Alle de bøger hun havde slæbt med sig, handlede inden om sindet eller andre mystiske ting. Hun elskede bøger der handlede om alt det usædvanlige. De ting man gik og glemte i hverdagen. De var nemlig så livsbekræftende.

Galadriel kiggede op, da den unge mand gik over imod hende. Han satte sig overfor hende, og hendes øjne studerede ham lidt nærmere. Det var en ting hun altid gjorde. Hun skulle altid se folk an. "Du er velkommen" besvarede hun hans spørgsmål og sendte ham et strålende smil. Hun slog blikket ned på hans bog. "Den kolde krig?" Spurgte hun interesseret og hentydede til bogen han læste i.

Man kunne let høre regnen der trommede imod de store glasruder. Det var en beroligende lyd, der gav en eller anden form for ro i hovedet. Desværre kunne hun ikke så godt lide regnvejr, fordi det mindede hende om det voldsomme tordenvejr. Og så var hun just ikke så glad for vand. Det havde vel noget, at gøre med animagien. Det med at være halv kanin, det var skam ikke altid så nemt. Hun tog en dyb indånding og vendte opmærksomheden imod glasruderne. Vandet strømmede ned af dem, og man kunne nærmest føle kulden mod ens hud. Blot af, at kigge på den strømmende vand. Man kunne ikke se nogle mennesker udenfor vinduet, men det var nok også fordi biblioteket var hævet et stykke over jorden. Hvilket de lange trapper udenfor illustrere ret så fint. Det var ikke det praktiske sted for ældre mennesker.

Hun vendte opmærksomheden tilbage til ham, og lagde hendes hoved undersøgende på sned. Næst derefter kiggede hun ned i sin bog, som hun let som ingenting bladrede igennem. Hun indåndede duften af papir og lukkede nydende øjnene

Tænkende så hun sig omkring. Hun skulle formulere den sætning hun havde inde i hovedet, men hun ville ikke have den kom ud så man ikke kunne forstå den.

" Hvis man tænker over det; Er det skrækkeligt, at der opstår sådanne krige" kommenterede hun grublende og studerede forsidebilledet. Hun lænede sig lidt ind mod ham, og lagde en finger på billedet. " At alle disse personer er enkelte individer, der er så forvirrede; at deres eneste måde, at løse deres konflikt på; er at de kæmpede om retten til sandheden." tilføjede hun. Galadriel var lidt i tvivl om, at han ville kunne forstå hvad hun snakkede om. Da hun tit godt kunne lyde lidt mystisk og underlig. Der var ikke mange der forstod hvad hun sagde. Eller jo, de forstod ordene, men ikke dets betydning.

Hun fjernede hendes finger og satte sig tilbage. Da hun før havde stået i en akavet stilling. Sådan foroverbøjet som en hund af en slags vel? Sådan med hendes bagdel strittenede op i luften og støttet på knæene. Nej, sådan kunne man ikke sidde i længere tid. Hun satte sig på knæene, men på en afslappet måde. Hvor hendes fødder var krydset bagved hendes krop.
Galadriel sendte ham endnu et smil og strøg sine fingre gennem hendes lange hår. "Hvorfor tror du der opstår sådanne nogle krige?" spurgte hun nysgerrig og hendes hoved vendte igen lidt til den ene side. Mens hendes hvide tænder, bed let fast om hendes underlæbe.

Historie var et af hendes favorit emne; at tale om. For der var aldrig noget der var fuldstændig forkert. Eller jo, men ikke sådan når man diskuterede helheden. Det med, at lade sin hjerne tænke kreativt var fantastisk.
Hun strøg fingrene hen over det ny poleret gulv. Det skinnede nærmest, og man kunne spejle sig selv i det.

Dette individ hun sad overfor virkede som en interessant person, sådan bare via hans udstråling. Hvorfor kunne hun ikke lige gennemskue, men hun var meget glad ved at han havde sat sig der. For så kunne det være hun havde en chance; For at finde ud af det. Hvilket hun meget gerne ville. "Jeg hedder Galadriel" sagde hun og rakte en hånd over til ham; Som en hilsen. Hun syntes det var på den rette plads, at præsentere sig selv for en man snakkede med. For det var jo altid rart, at vide lidt om sit selskab ikke sandt?

Hvordan vidste han mon alt om denne krig? Måske havde han studeret det på et højt niveau? Men hun syntes bestemt det var interessant og meget spændende. Det var helt vildt, at få sådan nogle detaljer med. Og hvordan man fandt ud af sådanne ting havde hun ingen anelse om. "Hvordan ved du alle sådanne nogle ting fra?" spurgte hun nysgerrig, og lagde hovedet en smule på skrå.

"præcis! Og hvis man nu blot havde haft lidt fornuft ville, man kunne have sluppet for alle disse krige! Hvis bare de kunne lære, at lytte til hinanden i stedet for, at bekrige hinanden" Tilføjede hun og lo let. Det var dejligt, at have en samtale partner, der interesserede sig for noget af det samme. En som var intelligent og vidste en del om disse ting. En der ikke blot talte uden nogen form for viden. Det gjorde hende varm om hjertet.

En let rødmen steg hende til kinderne, da han kyssede hendes håndryg. Det havde hun kun oplevet engang før. Og der havde hun ikke været så overrasket. Da den person havde været tudse gammel i sind! Men nu kendte hun jo ikke til denne Matthew endnu." Mit ynglings navn" kommenterede hun.

"Hyggeligt! sådan at træffe dem, på sådan en regn fyldt dag" lo hun let og satte sig tilbage. "Hvad laver du så her på et tomt bibliotek?" spurgte hun og lagde hovedet en smule på sned... igen.

Hun satte sig på en ny måde, da hendes knæ begyndte at krampe. Galadriel satte sig derfor, i skrædderstilling i stedet. Det var langt mere behageligt, da ens knogler ikke blev mast af gulvet. Derfor lød et lettet støn fra hende, da hendes knæ lige havde givet et tilfreds knæk. Nej, hendes ellers så spinkle krop kunne ikke holde til så meget rent fysisk. Da, den hurtigt reagerede på alt tænkeligt. Det kunne godt være lidt af et problem når hun skulle gøre noget fysisk, da hun ikke kunne holde til så meget.
Til gengæld de ting hun så kunne gøre, var hun ret så dygtig til. Og så kunne man vel godt sige, at det var et fint nok kompromis. Nogle ting fungerede bare bedre.

Hvor mon Matthew kom fra? var han her fra byen? Eller var han lige som hende, blot lige flyttet her til?

"Så er det godt, at så kloge som vi sidder og føler os! at vi kan belære denne verden om dets forfærdelige opbygning." lo hun let og strøg fingrene igennem det pjuskede hår.

Hun lænede sig ind dramatisk hen imod ham, og lagde begge hendes små hænder på hver side af hans ansigt "Det virker næsten til, at du er fra den tid" lo hun let og drillende. Prikkede ham legesygt på kinderne. Selvfølgelig skulle det ses som sjov. Men nu havde hun jo også en ret sort og unormal humor. Hun slap det blide greb om hans kinder og satte sig tilbage. Nu håbede hun bare, at denne person ikke var sådan en der ikke kunne have underlig opførsel og impulsive handlinger. Da det hurtigt kunne gå hen og blive akavet.

Galadriel løftede en af de gamle bøger op til sig, og bladrede den hurtigt igennem. Hun fandt en side hvor der stod noget om det såkaldte Apartheid. Hun vendte bogen mod ham og pegede på siden. " Det er nøjagtigt det samme koncept! Man bekriger folk fordi man har fremmedhad og er bange for forandringer" Hun sukkede let og trak på skuldrene.
Hvor ville hun dog ønske, at man kunne redde verdenen for sådanne oplevelser. Så alle bare ville kunne leve i fred og harmoni. En meget almindeligt ønske som også virkede ret Kliche agtigt.

Bogen lagde hun fra sig og vendte alt opmærksomhed mod ham. " Jeg er ikke så glad for vand, men jeg bryder mig heller ikke så meget om for meget varme.. Så ja.. Men regnen er meget smuk" kommenterede hun til hans svar. Nej, vand og varme var bare ikke noget for hende. Det havde en eller anden form for modbydelig virkning på hende. Måske var vand skrækken også fordi hun som barn, havde været ved at drukne i en sø. Det kunne jo stamme derfra?

"Jamen dette er det eneste sted, hvor selv de mest forstyrrede mennesker kan føle sig almindelige! Og så er det også det eneste sted hvor man kan slippe lidt væk fra virkeligheden" svarede hun muntert på hans spørgsmål.

Hun sendte ham et sødt smil og studerede hans ansigt. Han var yderst køn, og virkede samtidig som en meget speciel person. Sådan en person der ikke fandtes mange af. Og det holdt hendes interesse for, at lære mere om ham kørende. Hun kunne hurtigt miste interessen for folk, hvis ikke de var interessante. Eller hvis de blot var en tro kopi af hinanden. Hun holdt meget af specielle individer.

"Ja, den kære Hitler han fik ødelagt en masse, begrund af hans ellers så værdigfulde gave! Det er ærgerligt, at man bruger ondskab i det godes navn" Sukkede hun trist. Ja, hvorfor var det altid de onde der havde tale gaven? Det var sådan en ond cirkel. De 'Onde' ville altid være der og hvorfor de talte så godt anede hun virkelig ikke. Måske havde de manipulerede dæmoner ved deres side, der lavede en form for røgslør foran folks fornuft. Sikke en filosofering hun var kommet ud i. Altså inde i hendes hoved.

De blide kærtegn med næsen, fik hende til at le hjerteligt. Da det var sjovt, at selvom de blot lige havde mødtes kunne de fjolle omkring. Uden at der ville opstå den forfærdelige pinlige tavshed. Hvilket så tit opstod i sådanne situationer. Hendes tænder blev blottet, da hun lo. Hendes tænder var kridhvide og meget lige. Hvis man mærkede på dem, ville man også kunne mærke at de var unaturligt skarpe. Selvom det ville være mærkeligt hvis han stak fingrene ind i munden af hende. Det ville nok gøre situationen akavet.

"Det går, man vender sig til det efterhånden" lo hun let og strøg ham blidt over hånden. Som en tak for omsorgen. Måske burde hun en dag se frygten i øjnene og bevæge sig ud i vandet? Selv bare tanken var afskyelig! Hun kiggede over på den store rude igen, regnen var blot blevet værre. Nej, hun skulle bestemt ikke ud før det havde lagt sig lidt. Hun vendte ansigtet hen imod ham.

"Bor du her i byen?" Spurgte hun interesseret og startede et nyt samtaleemne. Da det nok også var lidt på tide. Selvom de nok kunne blive ved, at snakke om Historie og krig. Det kunne de skam også stadig, selvom de fik lidt mere viden om hinanden.

Hun strøg håret til den ene side, da det blev ved med at falde ind foran øjnene. Hvilket generede hendes syn ret så meget. Det var dog blevet bedre, efter hun havde klippet lidt af længden af. Da, det før havde gået hende helt ned til hoften. Hvilket jo havde været meget upraktisk, og denne længde var meget flottere.

Galadriel undrede sig lidt over, at de var faldet så godt i hak allerede. Men det var vel kun et godt tegn ikke sandt? Burde det ikke bare være et tegn på, at der stadig fandtes mennesker der ikke blot skændes over hinandens ulykke. Måske ville dette være starten på et helt nyt venskab. Måske noget mere? Ikke at hun havde tænkt over det endnu, men måske havde skæbnen en helt anden vej i tankerne?

"Hvordan man kan tillade sig, at slå folk ihjel fordi de har et anderledes udseende eller tro. Mit hjerte græder for de stakkels personer" sagde hun med en trist tone, og et lettere suk. Det kunne ikke være rigtigt, at alle disse personer skulle være så magtsyge. Nej, folk burde tage ved lære af fortiden. Og dets konsekvenser. Det var næsten til, at sætte sig til at tude over. Men nej, det gad hun ikke til. Det ville være spild af god tid.

Hun lo let over hans små drillerier.

Det var rart bare, at kunne slå hjernen fra. Og bare være tilstede. Måske nogle små uvidende flirteri fra begges side? Ikke at det sådan var noget hun bed mærke i. Nej, sådan noget havde hun aldrig været god til.

Hun spillede med på de små drillerier, og prikkede blidt til de fingre hun holdt om. En sød latter forlod hende igen, og hun kiggede ham drillesygt i øjnene.

Det var der aldrig nogen der havde spurgt hende om. Hun blev både glad og forvirret. Men hvor ville det være fantastisk ikke at skulle frygte det mere. "Mener du det?" spurgte hun og smilte bredt; af glæde og begejstring. " Det ville være så fantastisk" lo hun let og smilede strålende. Det nærmest lyste ud af hendes øjne. Hun havde slet ikke haft i tankerne, at hun ikke kendte ham endnu. Eller jo. Lidt. Men ikke mere end hvad hun havde lært på denne halve time. Hvilket jo nok ville blive betragtet som; ikke så meget.

Galdriel nød de små kærtegn han lavede med hendes hånd, det var længe siden hun havde haft fysisk kontakt med nogen. Udover med den besynderlige engel, der havde givet hende en flyvetur.

Hun havde mødt mange mærkværdige personer i denne by. Det var som om andre væsner bare hørte her til. Derfor passede hun jo også ret godt ind. Mon også Matthew var en form for væsen? Altså bare af en eller anden art?

"Blodbror?" spurgte hun og rynkede på næsen. Det var et meget sjovt og usædvanligt ord. Ikke et hun havde hørt før. Betød det blot, at det var han biologiske broder eller hvad? " Det var et meget specielt ord" sagde hun og lagde hovedet på sned igen. Hun kiggede undersøgende på ham, og nærmest glædede sig til ,at få svar på hendes spørgsmål. Hun elskede at lære nye ord, som hun aldrig havde haft kendskab til. Specielt helt gamle ord, som der næsten kun var ældre mennesker der kendte til.

"Jeg synes bare det virker så fjernt, at kunne behandle hinanden på sådanne måder" forklarede hun og sendte ham et smil. "Kærligheden.. hm.. ja, den er lidt speciel nogle gange.. Nogle gange modbydelig andre gange er den vel ret fantastisk" lo hun let og tænkte lidt på de mange eksempler.
Selv havde hun et fjernt forhold til kærlighed. Nej, hun stolede ikke ordentligt på den. Og derfor var hun blevet meget ubeslutsom til alt.

En lidt kær latter lød fra hende, da han rørte hendes hals. Det kilede nemlig en smule. Nu var hun også usædvanligt følsom på halsen, og det kunne være på mange forskellige måder. Altså når der blot blev strøget fingre hen over den, begyndte hun generelt at le. Da det gav en kildende fornemmelse. Men det var bestemt ikke på en dårlig måde, bare på sådan en morsom måde. "jamen det ville jeg sætte stor pris på" svarede hun og gav hans hånd et klem.

Hun fandt det hyggeligt. Sådan bare at sidde og nusse på sådan en uskyldig måde. Ikke på en voldsom måde der ville virke afskyelig. Blot på en måde, hvor man kunne slappe af. Og samtidig lærte de vel også hinanden at kende. Selvom det nok ikke var alle der sad sådan på deres første møde. Men nogle skulle jo være outsidere, så hvorfor ikke lige dem? Det var hun efterhånden så van til. Ikke at høre med til den normale hovedgruppe.

Når på den måde. Nu fik hun fat i hvad han snakkede om. "Jamen det lyder da interessant! Det må være dejligt, altid at have selskab derhjemme" lo hun og kunne snildt forstille sig sådan et forhold til en ven. Det når man var så tæt knyttet sammen, at man ikke længere var venner. Nej, man var familie. Ligesom udtrykket: 'Brother from another mother,'. Det beskrev det vel meget godt.

"Vil du ikke med ud og udforske stedet?" spurgte hun med hovedet på sned; som sædvanligt når hun var nysgerrig eller spørgende. Det kunne da være hyggeligt, blot at kigge sig lidt omkring og se hvad dette sted rummede. Hun havde trods alt kun været her engang før denne. Og der havde hun været ene og alene. Så hun havde kun været der for; at læse. Ikke sådan for at se hvad denne bygning rummede. Der måtte vel være noget ikke alle vidste var der. Måske en form for hemmelighed eller et andet mysterium?

//OOG: Det er skam i orden :)

Galadriel greb hans hånd, og trak sig selv op at stå. En lettet suk lød fra hende, da det var rart at stå op igen. "Kærlighed er et meget svær at leve op til" lo hun let og strøg sine fingre igennem hænderne. En let latter lød fra hende, "Ja, man kan jo godt savne de kærlige berøringer" og så rystede hun let på hovedet. Hendes gyldne øjne studerede ham let. Sikke køn han var, og så virkede han reel. Som en type der ikke var en bister løgner. Hvilket jo var en rigtig god ting. For hendes vedkommende.

Det hele føltes nærmest som en iscenesat film. Og mest af alt havde hun lyst til at dette skulle udvikle sig til det som det ville i film.. Bare for hyggens skyld. Hun savnede nærvær og kærlighed. Det kunne muligvis være derfor hun godt kunne tænke sig det. Hun tog hans hånd og gav den et bette klem. Galadriel hev ham med ned af den moderniseret gang. Faktisk anede hun ikke hvor de skulle hen, men hendes mavefornemmelse førte hende denne vej.

Da de nåede ned til enden af gangen; var der en dør. Uden på den, var der skrevet 'depot'. Muligvis ville der være spændende ting derinde. Hun vendte ansigtet mod Matthew. Et smil bredte sig, og hun sagde så; " Skal vi ikke gå derind?". Inden han kunne nå, at svarer havde hun flået døren op, og trukket ham med ind. Der duftede af gammelt papir, og det var tydeligvis det eneste sted, hvor der ikke var blevet renoveret. Det var gammeldags og veldig hyggeligt. Galadriel trak ham med hen til de store træreoler der var fyldt med bøger og papir. Hun vendte fronten imod ham..
"Hvis jeg nu spørger pænt? Må jeg så bede om et kys? Da jeg syntes, at stedet her egner sig ret godt?" spurgte hun med en let og drillende latter.