Fortidens Skygger (Jordan)

Sted: Terre’s gågade
Tid: 15:45
Vejr: Varmt med små skygger på himlen. Skarp eftermiddagssol.

Der havde ikke været arbejde endnu i Di Morga endnu. Faktisk havde Sascha kedet sig en smule på det sidste, så meget som man da kunne kede sig, når man kun havde været tilbage i et halvt års tid og havde fået at vide at man havde været død i 7 år. Så meget som man nu kunne kede sig, når man havde udslåelige vinger inde i ryggen, der bare dukkede op på må og få. Det var ærligt talt pinligt, for hun havde egentlig ikke lyst til at anerkende at hun var en engel og at folk havde en tendens til at stirre på hende når de følte hendes naturlige aura af godhed og så hendes næsten sorte vinger. Det var ubehageligt at være centrum for al opmærksomhed, sådan havde Sascha altid haft det, og sådan ville hun også have det i fremtiden.

Hun var på Terre’s gågade på nuværende tidspunkt, klædt i det sædvanlige: Stramme jeans, conversesko, en løs T-shirt og en grøn army-jakke uden over. Håret hang blot løst og hendes øjne var nærmest som klistret fast til mobilen: Hun var i gang med et ret interessant spil og selvom hun normalt ikke var typen der havde opmærksomheden mod andet end sine omgivelser, så var det dét der skete nu. Det havde været en lidt lang og kedelig dag og solen irriterede hendes syn.
Mens hun gik langsomt af sted, stødte hendes fod kort imod kanten af en firkantet sten der stod som en del af nogle andre byster der var til for at holde biler væk, men hun tænkte ikke rigtig over det, og trådte bare op på den for at hoppe ned på den anden side. Desværre havde hun ikke taget højde for at der var en anden i nærheden, så da hun hoppede ned fra bysten, knaldede hendes hoved lige ind i en vildt fremmed og der en lidt hul lyd fra pandeskaller der hamrede mod hinanden. Det overraskede Sascha nok til at hun væltede på ned på bagdelen midt i det hele mens hun tog sig til panden med et ret højt ”Av!” hun nåede ikke engang at kigge op, faktisk havde hun også tabt mobilen og så var hun omgående pinligt berørt.
”Undskyld! Undskyld, jeg så mig ikke for,” hun havde en let rødmen i kinderne som hun så småt begyndte at kigge op.

For syv år siden var Sascha, Jordans kæreste gået bort og for seks år siden var Jordan flyttet til Di Morga, Terre. Her skiftede hun navn og blev til Jordan Rowan Reed, en lokal festabe af en bartender og en herrens god Pokemon Go spiller tydeligvis. Hun havde iført et par stramme slim-jeans, en blåflannel skjorte og en sort snapback karsket gået ud i verden for at fange pokemon'er. Godt nok var Pokemon Go nok ikke den største mode længere, men Jordan var ikke altid personen der kunne følge med i hvad der var yt og hvad der var nyt. Så hun havde endelig taget sig tiden til at downloade de forgudet pokemon spil og faktisk spille det.

Hun var endnu ikke god til spillet eller havde noget af større værdig i selve spillet men det gjorde at hun tit og ofte var udenfor på underlige tidspunkter. Men for en natugle som hende var det vel også godt at få noget solskind engang imellem. Om det så var for spillets skyld eller hendes eget, det var hun endnu ikke helt sikker på.

Desværre blev Jordans fokus på hendes spil pludseligt brudt som hun bevægede sig ned af gågaden og hun blev nikket en skalde af en ukendt person der virkede til at falde ned mod hende. Jordan vælte let omkuld i forvirringen men fik hurtigt støttet sig fra faldet. Men sådan gik det ikke for hendes mobil som med en fin lyd fik en knækket skærm. Men hellere det end at den anden person var skadet tænkte hun som hun hurtigt vende sig mod personen for at ville undskylde, men det var modparten vist allerede i gang med. "Du skal ikke undskylde, det fint. Jeg så mig hellere ik'-"
Jordans øjne så direkte mod personen som hun var uden ord. Kunne det passe...? Bedragede hendes øjne hende? Eller var hun virkelig så fortabt i Sascha endnu!? Hun sad foran Sascha igen... Også selvom hun døde i Jordans egne øjne.

Hvad fanden skete der lige her!?

Alene stemmen lød, som var det i går hun havde hørt den. Det var en stemme der sendte stød af elektricitet ned ad hendes ryg og fik hendes verden til at ændre sig på et splitsekund. Var det? Nej. Hun havde ledt og ledt og ledt. Og så havde hun ledt lidt mere.
Dengang hun vågnede op fra 7 år i en tilstand af død, var hendes første tanke Josefine. Hvordan havde hun det? Sidst hun havde set Josefine var det med tårer ned ad kinder. Begge havde grædt, meget, men Josefine havde lignet én hvis verden var smuldret, og den smerte var én, som Sascha ikke kunne leve med. Så da hun tog hjem til sin familie dengang, efter sin genopstandelse, og de alle tre var kommet sig over chokket af at se hende i levende live efter at de havde affundet sig med hendes død i 7 år, var hendes første spørgsmål; Hvor er Jo? Men Jo var væk, og de kunne ikke finde hende.

Og nu sad de her, over for hinanden, med deres mobiler liggende ved siden af. Kun fordi Sascha var så forvirret, som hun nu engang var, skævede hun mod Jo’s telefon. Skærmen var flækket, og et kort øjeblik var hendes instinktive reaktion ekstremt dårlig samvittighed over mobilen og intet andet. Hun var så forvirret over sine egne følelser at hun ikke vidste, hvad hun skulle stille op.
Men hvordan havde hun det? Jo. Var hun stadig alene, eller var hun kommet videre, som Sascha havde bedt hende så kærligt om? Bare tanken gav hende en smerte i brystet, som nærmest føltes som dengang ved hendes død, men der var ikke plads til den. Tankerne fløj rundt i hendes hoved da hun rent faktisk så på Josefine. Kiggede på hendes ansigt. Tog hendes ansigtstræk ind og studerede hende på ny. Dette var kvinden hun elskede højere end nogen anden, her sad hun, lige her. Saschas instinkter ville at hun brød al afstand og bare ville lægge sig ind til sin kæreste. Bare blive liggende her, til nattens stjerner ville lyse himlen op i stedet for solen. Bare være der, i Jo’s arme, for evigt. Men der var bare så mange spørgsmål og før Sascha overhovedet nåede at åbne munden, begyndte tårerne at falde, fuldstændig uvilkårligt, som hun bare sad og kiggede på Jo. ”Jo?” hendes stemme var virkelig lille og hun kunne ikke engang få mere ud af sit hoved. ”Jeg… Jeg.. E-er det dig?” hun havde altid haft et problem med at stamme lidt når hun var nervøs eller emotionelt ude af balance. Og man kunne vidst godt sige at hun var begge dele lige nu.

Hun havde lyst til at røre ved Josefine. Føle om hun var virkelig. Og i virkeligheden var det jo den anden vej rundt der burde være en sådan følelse, for Sascha havde blødt sit livsblod ud mens hun havde ligget i Josefines arme. Hun havde taget sit allersidste åndedræt og derefter… Derefter var der bare… Intet. Et skræmmende intet, der fik hende til at ryste bare ved tanken. Hun havde ar på sjælen, men her sad Josefine. Og Josefine havde nok lige så mange ar på sin sjæl. For ja, selvom Jo var, hvad hun nu engang var, så mente Sascha stadig, at hun havde en sjæl. Den smukkeste sjæl denne verden havde at byde på. Mon der var en anden der tænkte de samme tanker om hende? Hun trak langsomt benene op til sig og lagde sine arme om dem for at gøre sig selv lille foran hvad hun bedst kunne beskrive som sit livs kærlighed.

Jordan kunne ikke helt samle sine tanker som styrtede rundt i hendes hoved uden nogen form af rød tråd. Stemmen havde hun ikke hørt i syv år, men den var lige så sød at høre som første gang og stadig gjorde den hende blød i knæene, men det kunne ikke passe. Den Sascha der sad overfor hende kunne ikke være her, for Jordan selv havde været til begravelsen, hun havde set jorden blive lagt over hendes kiste som Saschas mor havde ønsket sig det. Men nu sad hun her. Selv efter at Jordan havde myrdet, dræbt og raseret banden der stod for det 'uheldige' mord, selv efter det sad hun her og hendes øjne fangede stadig Jordans som de var de eneste der nogensinde havde kunne.
Jordan så hende han en gang til for at være sikker på at hendes syn ikke bedragede hende, men hun havde ikke brug for hendes øjne for at høre "Jo?" komme fra kvinden.

Sidst hun havde mødt nogen der kalde hende for det var seks år siden, helt tilbage fra da hun hed Josefine Cage. Men det navn havde hun dræbt, hun var Jordan nu. Hun havde et andet liv! Et liv uden Sascha... Hvordan kunne verden sådan vende sig selv på hovedet?
"Sa- Sascha?" spurgte Jordan som hun så hendes sky træk komme an mens pigens knæ kom til brystet. Normalt stammede Jordan aldrig. Men at se hendes livs kærlighed være for øjnene af hende på den her dag, efter så lang tid bragte tåre til hendes øjne og hun følte en ubehagelig klump i halsen som hun ikke vidste hvad hun skulle sige eller hvordan hun skulle gibe ind. "Sascha. Det e- er virkelig dig? Men hvordan?" spurgte Jordan mens hun langsomt fik samlet sig selv op fra jorden af hvor hun fysisk havde været, men hendes tanker også var spredt sig som glasskår der var blevet slået i tusinde stykker.

Jordan satte sig ned på sit ene knæ ved Sascha og selvom tårene gled ned af hendes kinder og nogle folk underligt så mod dem lagde hun sin ene arm på Saschas knæ. Åben så hvis Sascha havde brug for det kunne hun komme tættere på hende. Stadig var der mange spørgsmål der hærgede Jordan, men de var ligegyldige. Til helvede med at tænke lige nu. Sascha var tilbage hos hende.
"Undskyld... Undskyld..." sagde Jordan uden kontekst af hvad der førhen var blevet sagt.

Jordan følte sig så svag i øjeblikket som Synet af den triste Sascha mindede hende om dagen hvor Jordans svaghed havde dræbt Sascha. Hvis bare Sascha ikke havde været så svag, hvis hun bare havde været hurtigere, hvis hun bare havde været stærkere, hvis hun forhelvede bare havde accepteret den fucking aftale med Lucifer komplet og taget brug af hendes fulde styrke! Så havde hun kunne redde Sascha, men hvordan levede hun stadig!?!?!? Hvad skete der lige nu!?
Jordan havde været så svag at kun hævnen af at se banden blive til støv havde hjulpet hende med at sørge, men nu var Sascha tilbage. Hvordan var ligegyldigt, for hun var her hos Jordan igen.

Josefine stammede. Hun stammede. Men det burde hun ikke, Jo havde altid været den stærke, urokkelige klippe dengang, de havde været sammen og livet havde været ukompliceret og rart. Det var det ikke nu. Nu var der ting der gjorde alt anderledes. Der var vingerne, Sascha’s beroligende aura og så var der evnerne. At hun var i stand til at tage noget så simpelt som en pind og gøre den om til en lygte, bare med tanken om, at det var dét der skulle ske, og at hun kunne bede andre om lån af deres magier. Det var som om at evnerne bare faldt hende naturligt, at hun var.. Født med dem? Det var så nemt men også så svært?
Jordans spørgsmål fik Sascha til at stirre ned mod asfalten som hun sad på. Hun ville nødig skulle til at forklare om hvordan hendes værste mareridt var noget, hun selv havde været centrum i, og at hun nu var én af guds væsner, den direkte modsætning af Josefine. Hun kunne ikke lide at være det. Hun var taknemmelig over at være i live, men samtidig var det smertefuldt at eksistere igen, når hun vidste, hvor meget kaos hun havde skabt for alle dem som hun kendte.

Den værste del havde været at grave sig selv ud af sin egen grav. Det var nemt med de… Evner.. Men samtidig var det fucking rædselsfuldt, skræmmende helt ind til roden af hendes væsen. Hun havde ikke lyst til at snakke om det. Det var ubehageligt.
Mens hun sad begravet i sine egne tanker mærkede hun Josefines arm mod sit knæ og alene berøringen sendte endnu en gang elektricitet igennem hende og hun så brat op på Jo med sine blanke øjne. Jo’s øjne var også våde og det var hårdt at se. Hun ville ikke se sin kærlighed i den her slags smerte – hvis det altså var dét det var? – bare det, at høre Jo sige undskyld rev Saschas hjerte ud. Hvorfor hun undskyldte var ikke til at vide, og det var også lige meget, Jo skulle ikke undskylde. ”N-Nej.. Det må du ikke!” udbrød hun, stadig med en lille stemme, mens hun gav slip på sine ben for at tage forsigtigt fat i Jo’s hånd. Hun studerede Jo’s håndflade, tegnede cirkler på den med en finger. ”Du må ikke sige undskyld, Jo,” hun hviskede det nærmest før hun så Jo i øjnene, ordentligt. ”Jeg… Det er svært at forklare, men.. Men jeg er her nu… Jeg… Jeg fik en chance til, tror jeg..” Hun rakte langsomt ud og tørrede en tåre væk fra Josefines kind. ”Det er mig. Jeg er lige her, og jeg har ikke tænkt mig at forsvinde igen.. Aldrig, nogensinde,” forsvinde var vel på en måde synonymet for død. Og Sascha nærede absolut intet ønske om at dø igen.

Saschas berøring gav et sæt i Jordans krop. Jordan var på en gang vred, lykkelig og sørgende, alt i et. Men mest af alt var hun forvirret stadig. Dog måtte alle spørgsmål lægges til siden som hendes hånd blev berørt af Sascha. Hendes blide berøring af hånden som små søde cirkler blev lavet af Sascha stoppede tårende fra at vælte frem for Jordans øjne. Hun ville gerne rive hånden til sig, råbe og bande af alt hvad der lige nu skete omkring hende, men hvorfor. Endelig sad Sascha foran hende igen og verden kunne næsten være ligegyldig så længe hun bare havde hende.
"Men det skal jeg Sascha. Jeg skulle have været stærkere, jeg skulle have været forberedt på det, jeg skulle have været der for dig mere end jeg var!" sagde hun med en mere streng tone som vreden kort tog over hendes forvirrede sindstilstand.

Verden virkede til at være gået til helved lige nu som flere folk sende dem underlige blikke på en ellers dejlig dag med solskin og fint vejr sad de to på asfalten og græd, klynkede og så ud til at skulle samle deres ødelagte liv op som glasskår. Men sådan virkede det også for Jordan lige nu. Hun havde lyst til bare at løfte Sascha op i sine arme og tage det første fly tilbage til London. Tilbage til det liv de havde før. Før Tara. Før Blair. Før Bjørn! Før dem alle sammen! De kunne rende hende lige nu!
Jordan tog sin hånd roligt fra Sascha som hun forklarede hendes anden chance. Dog ar det ligegyldigt for Jordan. Alt der betød noget var ordene "Jeg er her nu." de bragte lys til Jordans øjne og hun undlod ikke længere at lade følelserne tage over som hun trak Sascha ind i et kram mens de stadig var jordbundet. Det var længe siden hun havde været så tæt på Sascha, alt for længe siden. Hun kunne dufte at Sascha stadig var hende selv og hvordan mærke hvordan hun stadig bare var den lille Sascha hun havde elsket i så lang tid og stadig til den dag i dag gjorde med lige så meget af hendes hjerte som før.

"Jeg forstår ikke noget lige nu. Men jeg er ligeglad. Bare... Ssshhh" tyssede Jordan som hun bare følte hun havde brug for at være tæt på Sascha igen. Hun havde ikke brug for at tale lige nu, ikke brug for at tænke på noget andet end nu og her. Resten af verden kunne rende og hop, for Jordan havde ikke et sekund at spilde. For hvad nu hvis hun blev taget fra hende igen med samme fart som hun var kommet.
Jordan ville lige værdsætte de her sekunder inden noget andet.

Sættet det gav i Josefine fik kort Sascha til at blinke. Det måtte vel være samme reaktion fra Josefine, som hun selv havde haft ved hendes berøring. Hun blev ved med at tegne cirkler i Josefines håndflade, ind til Josefine begyndte at skælde sig selv ud, præcis som det var sket før. Sascha brød sig ikke om det. Hvorfor kunne Jo ikke bare forstå, at hun var det smukkeste individ på den her jord? ”Nej, nej! Sket er sket, Jo. Du skal ikke bebrejde dig selv, ingen kunne have set det komme, okay? Please, ikke vær vred på dig selv,” hun sendte uvilkårligt Jo sine kendte dådyrsøjne som hun nærmest tiggede Jo om at stoppe med at beskylde sig selv. I hendes hoved var der ingen stærkere end Jo. Jo var perfekt, lige præcis sådan som hun var.
Sascha var på ingen måder til stede i forhold til de andre omgivelser. Hun var ellers vant til at bemærke det når folk observerede hende eller stirrede, men lige her i dag var anderledes. Hun var tæt på at række ud efter Jo’s hånd der forsvandt, higende efter den kontakt de havde haft.

Nærmest sekundet efter blev Sascha trukket ind i det velkendte trygge favntag som kun Jo kunne fremmane. Det var som magi for Sascha og med det samme var al anspændtheden væk. Hun slappede af til Jo’s stemme der til sidst bare tyssede på hende, lukkede øjnene og placerede en hånd der hvor Jo’s hjerte bankede. Det var dejligt at være tilbage ved dette. Det var hendes hjem. Lige nu, lige her.
”Jeg skal nok forklare alting.. Men nu vil jeg bare… Være her.. Alt andet er lige meget,” hun puttede sig tættere ind til Jo, komplet ligeglad med hvor meget folk så end overbegloede dem og var ukomfortable med to voksne kvinder der sad sammen på denne måde.
Mens hun sad der, begyndte hendes kontraktmagi at arbejde, helt af sig selv, og et af de lysende skilte på butikken de sad ved siden af begyndte af gå ud. Det slog lidt gnister, før det bare døde. Samtidig skævede Sascha forvirret op mod det. Hun kunne mærke det ske fra sin egen krop og vidste nu, næsten instinktivt at det krævede en betaling. Men det måtte vente for nu. Lige nu var der andre ting der var vigtigere, såsom at finde ud af om det, de havde gang i lige nu overhovedet var okay.
”Jo… Jeg.. Jeg ved godt hvor lang tid der er gået, min familie har nævnt det, og… Well.. Undskyld det tog mig så lang tid at komme tilbage… Eller hvad man nu siger.. Men.. E-er der sket noget? Mens jeg var væ..” hun afbrød sig selv i sin rablen og kiggede til sidst bare spørgende op på Jo.

Jordan omfavnede bare stille Sascha i sin favn. Alting måtte lige vente, så for Jordan stod verden på pause til hun igen ville magte at starte den igen. For intet var mere vigtigt lige nu end at Sascha var tilbage ved hende. Og for Saschas skyld stoppede hun med verbalt at tæve sig selv, men stadig kunne hun mærke hvordan hendes hjerte bankede hurtigt i hendes bryst som hun inderligt bare ville ønske hun kunne skrue tiden tilbage til før det hele var sket. Til før Sascha blev taget fra hende.
"Du spørg altid om lige præcis hvad man gerne vil sige." svarede Sascha hende bare men lod stilheden tage over igen. For hun ønskede bare lige at nyde et sekund mere at Sascha var her hos hende og at hun kunne føle hendes verden stille var i gang med at samle sig som den ikke før havde været i lang, lang tid.

Roligt tog Jordan og slap Sascha så hun kunne se hende i øjnene. Så hun placerede sine hænder på Saschas skuldre og prøvede at skabe øjenkontakten med de øjne der havde fanget hende for så mange år tilbage. "Alting er okay nu Sascha. Der er ikke sket noget ud over-" Jordan åndede lettet ind og ud som hun tænkte over sine ord. "at du er tilbage."
Jordan tog sig ikke af Lyset der gik ud, men stadig var lyden af elektriciteten der gik i koks familiær til hende og en smule undrende for som den bypige hun nu var havde hun mange gange været nede i gågaderne, men aldrig før var det sket at et skilt som det på butikken nær dem bare var gået ud på den måde. Jordan frygtede kort at det måske var hendes egne evner, for hun kunne også godt høre at nogle af folkene på gaden talte om deres mobiler der ikke gad fungere mens de gik forbi de to tosse som Sascha og Jordan for nu blev omtalt som.

"Sascha. Vil-... Altså, vil du med væk fra gaden så vi ikke ligner to tumper der græder over en knækket skærm?" prøvede Jordan sarkastisk at få sagt, for godt nok var Sascha måske vant til at folk så lidt underligt på hende, for det kunne Jordan huske de havde talt om tilbage i high school, men nu var det lidt underligt fordi kun Jordan og Sascha faktisk forstod hvad der skete her og nu. For andre måtte det vel bare ligne en ødelagt skærm var problemet det græd over og havde råbt over. Så på bedste Jordan manere prøvede hun at få dem væk fra gaden til at de begge faktisk kunne forstå hvad der skete lige nu for dem.

Stilheden lagde sig over de to i et stykke tid til Josefine besvarede Saschas spørgsmål, om end en lille smule kryptisk. Hun havde en forhåbning om at svaret var, som det var, at der virkelig ikke var sket noget. Men samtidig håbede hun også at Josefine ikke havde brugt de sidste 7 år totalt alene, det ville hun ikke kunne byde hende. Hun kiggede kort op på Josefine. ”Mhm.. alting er okay,” mumlede hun lavt mens hun puttede sig ind til Josefine, der til en hver tid var bedre end selv de mest fluffy tæpper/dyner i eksistens.
Der gik lidt tid før stilheden igen blev brudt af Josefine’s sarkastiske bemærkning der først fik Sascha til at fnise, derefter til at se Josefine rigtigt i øjnene. Hun druknede i dem, som hun altid havde gjort det, og glemte kort Josefines kommentar, før hun fik tvunget sig selv tilbage i den virkelige verden.

”Gud nej, din mobil!” udbrød hun mens hun lagde en hånd for munden og gloede ned på mobilen med store øjne. ”Pis også, undskyld jeg flækkede din skærm,” Sascha snakkede sjældent grimt, men når hun endelig gjorde var det altid med et lidt nuttet udtryk i ansigtet og ordene kom altid ud på en overraskende beskidt måde, hvilket bare slet ikke var Sascha, men fordi det netop ikke var hende, fik hun tit grin til gengæld for når hun bandede. Nu gik det dog også op for hende, at Josefine faktisk havde hentydet til at de skulle finde et andet sted og hun forbandede sin mangel på koncentrationsevne. Den havde været en smule mangelfuld på det sidste. ”Røv og nøgler.. Jeg mener! Ja, lad os komme væk herfra, men ehm… Øøh, hvor skal vi gå hen?” for Sascha var næsten underordnet hvor de var, dog foretrak hun et sted hvor det bare kunne være de to. Hun opdagede lidt for sent hvordan folk gloede og begyndte med det samme at rødme.

Jordan grinte so hendes mobil blev nævnt og greb som så ved sine knæ og rejste sig op. Det var utroligt hvordan Sascha altid virkede til at leve i en helt anden verden end andre. Men hendes bemærkninger var altid sjove og kunne kun fange Jordan endnu mere end hun allerede var. Mobilen var hun da fløjtende ligeglad med, så hun gik kun et enkelt skridt hen for at samle den op og så den så an. Det virkede kun til at skærmen var flækket og det kunne jo fikses, så det var en anden prioritet.
"Oh gud!" vende Jordan sig hurtigt mod Sascha og så på hende som hun stadig var på jorden. Hun begynde derefter bare straks at grine men rakte Sascha en hjælpende hånd så hun også kunne komme på benene. "Du bandede jo. Må hellere ring til politiet." sagde Jordan så og lagde sin mobil med ny dekorerende flænger i skærmen ned i sin lomme.

Jordan havde ikke en plan for dagen og havde egentligt bare valgt at gå den her tur, og aldrig i sin vildeste fantasi havde hun drømt om hvad der kunne ske i denne her dur. Men det var sket og nu måtte hun hurtigt komme på en plan. Hvor kunne de være alene uden at skulle gå en akavet lang tur for at komme derhen? Hun tog en hånd til sin hage og så sig omkring.
Sales De Banquet er ikke åben lige nu, men der er nok et rengøringshold efter i går. Hjem til mig, men der er en akavet lang gå tur. Men Jordan kom på en ide. Hun havde en kammerat som havde en lejlighed ikke så langt væk og han var lige nu på ferie og hans kat skulle ikke være alene så Jordan tog hjem til den og passede den mens han var væk. Hun havde hans ekstra nøgle og han ville hundred procent forstå hvis Jordan brugte hans lejlighed i sådan en her situation.

"Jeg har et sted. Det ligger lige derover på gadehjørnet faktisk." sagde Jordan og tog Sascha i hånden uden at tænke over hvor underligt det egentligt var at have sin hånd i ens døde kærestes hånd. Men det var da også ligegyldigt. "Det er ikke ligefrem mit hjem, men det er så godt som intet andet, hvis det er?" sagde Jordan så spørgende. Hun havde ikke tænkt sig at det hele skulle gøres mere akavet hvis Sascha hellere ville være tryg et sted hvor Jordan faktisk boede. Men så følte Jordan bare at de skulle gå sådan en smertefuld og akavet lang vej hjemad, for hvad skulle de tale om på vejen. Hvordan Sascha var i live? Om hendes død? Og så ville det nok ikke være så godt at tale om det når normalle folk gik i gaderne og de hurtigt kunne blive stemplet som enden sindssyge eller ende med at blive jagtet af andre for at have afsløret hvad Jordan eller måske Sascha var til hele verden.
Det var faktisk først på denne tanke at Jordan undrede sig...

Hvad helvede var Sascha nu? Hvis hun faktisk havde været hel død var der vel kun to ting hun kunne være og det var et spøgelse eller en engel. Men den sidste ville ikke kunne gå. Jordan ville kun kunne skade hende så. Og det vidste hun for med himlens regler om hvad Djævle og Engle ikke må, så ville Jordan kun kunne ødelægge hendes liv mere end det allerede havde været. Hvorimod et spøgelse ville Jordan kunne undgå at skade og ville sågar kunne beskytte det fra andre af sin slags, men hvad var Sascha? Det fik kort Jordan til at løfte et øjenbryn og kigge undrende på Sascha, men alle disse tanker måtte også vente til de var alene.
Generelt var Jordan bare virkelig forvirret.

Sascha kiggede efter Josefine der rejste sig. Hendes grin var smittende, og hun kunne ikke undgå at smile over det. Hendes udbrud over banderiet derimod, var hvad der fik Sascha til at le en klukkende latter, samtidig med at hun fik en hånd til at komme på benene. ”Fuck, nej, de giver mig jo den største bøde nogensinde!” hun skævede mod mobilen, som Josefine alligevel puttede i lommen og trak så på skuldrene. ”Altså… Du kan jo bare låne min at ringe fra?” hun lod spørgsmålet hænge i luften, stadig smågrinende mens hun skævede mod deres hænder. At gå hånd i hånd med Josefine havde de sidste mange måneder kun hørt Saschas drømme til og nu var det virkelighed. Det virkede til at Josefine ikke havde fundet en ny, ellers var det her ikke noget, der ville være sket, ville det?

Hun kiggede sig lidt rundt, stadig med et lille smil på læberne som hun følte sig bekymringsfri et kort øjeblik. Hun trak bare på skuldrene da Josefine sagde at det ikke rigtig var hendes hjem. Hun ville ellers gerne se hvordan hendes kærlighed boede, men det var ikke ligefrem dét, der var mest presserende i dette øjeblik. Catching-up var vigtigere i Saschas hoved, så hun nikkede. ”Det er helt fint,” sagde hun med et lille hop på stedet som de begyndte at gå.

En ikke ret lang gåtur, og da de nåede døren og den blev åbnet kunne Sascha høre mjaven på den anden side. Hun fik omgående meget store øjne og gik inden for, for at kigge rundt. Og der var den; En lille, blød, mega nuttet kat! Hun gik langsomt hen til den med en lys lyd over læberne. Sådan et af de rigtig pigede små lave hvin. Men overraskende nok var det ikke noget der forskrækkede katten det mindste, måske på grund af den aura hun bar om sig, faktisk var katten henne ved hende med det samme og hun samlede den op fra gulvet, ligeglad med at den egentlig tilhørte en fremmed. ”Nårh, en kat!” udbrud hun, dybt entusiastisk. Hun aede den over hovedet og kiggede på den med et ømt blik, før hun lod den løbe.

”Så ehm…” hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle sige, så i stedet kiggede hun sig omkring i en lejlighed der tydeligt tilhørte en mand. En lille gang, samt en stue med lædersofa og et stort fladskærms-tv. Der var sikkert også øl i køleskabet. Sascha valgte for nu, at resten af lejligheden var irrelevant, sparkede skoene af og hængte sin jakke på knagen for derefter at gå ind i stuen, sikkert fulgt af Josefine.
Hun satte sig i sofaen og trak med det samme benene op til sig. Det var ikke en del af Saschas personlighed at sidde normalt. ”Jo? Øhm… Øøøh, jeg har måske noget, jeg burde sige omkring.. Ehm.. Hvordan jeg.. Kom tilbage igen,” bare tanken om at skulle fortælle det gjorde hende skidt tilpas. At vågne op og grave sig selv ud af en grav og derefter se sin egen gravsten, var horribelt, rædselsfuldt, fucking skræmmende. Hun stirrede lidt frem for sig i et forsøg på at få skabt modet til at sige noget omkring det, men det var langt mere hårdt end først antaget. I stedet blev hun bare tavs.

Sascha kunne altid få et smil på Jordans læber og hendes små kommentarer og bemærkninger var en god måde at få hende til det. Så som hun havde Saschas hånd og hørte hende tilbyde hendes mobil for at op ringe joken lo Jordan bare af det og tænkte så ikke videre over det med et smil.
Selvom turen ikke var særligt lang til Jordans kammerat Jill's lejlighed så nød hun den lille tur med Sascha i hånden. For efter at have savnet i hende i så mange år var det rart at føle noget der var så rart og normalt igen efter så mange år. Jordan havde nok set folk komme og gå, leve og dø, men alligevel var Saschas død og liv ikke noget hun ønskede skulle gentage sig. Hvorfor hun havde fået en chance mere var Jordan ligeglad med for det vigtigste var vel at hun var tilbage lige nu, også selvom hendes hoved havde en storm i sig der stillede kritiske spørgsmål konstant og hun hele tiden følte for bare at spørge løs og få sine svar hurtigst muligt.

Men de nåede lejligheden af Jordans kammerat. Han var en fin fyr og det var også dejligt at vide for Jordan at Jill stolede så meget på sin cis-kønnet veninde at hun kunne passe hendes søde kat med navnet Toast. Toast var generelt en genert kat, så det var lidt underligt at se hvordan den bare nærmest gik hen til Sascha som hun hvinede afsted mod den. Hvis Jordan havde gjort den havde den stukket halen mellem benene og spurtet ind under Sofaen, men det var næsten ikke undrende for Jordan. Sascha havde også altid haft et eller andet med dyr.

"Det var hurtigt at Toast sagde godt for dig." kommenterede Jordan på kattens reaktion og tog så sine sko af. Hun havde ikke haft en jakke på så hun gik bare ind og åbnede Jills køleskab hvori der stod nogle øl, en halvtømt ketchup flaske, æg, diverse grøntsager og en mælk der sikkert var for gammel.
Jordan lukkede så hurtigt køleskabet og åbnede fryseren. Hun havde brug for et eller andet at spise, ikke trøste spise, bare spise. Så i fryseren var hun heldig da hun fandt en pakke med is i. Nok var det endnu ikke helt sommer men hun var sulten, så en is gjorde godt. Hun medbragte en ekstra som hun satte sig til rette i sofaen med fjæset mod Sascha. "Ja det ville være dejligt at vide hvordan det skete? For jeg er ikke helt sikker på..." Jordan forvrængede kort hendes ansigt og lod isen tegne nogle forvirrede cirkler i luften før hun fik afsluttet med "- hvad du er lige nu." Jordan ventede spændt på at høre hvad der var sket for Sascha siden, for tydeligvis var hendes tid meget mere spændende når det kom til de sidste syv år, mere spændende end Jordans i hvert fald. Også selvom Jordan nu skammede sig en smule over hvad hun havde gjort i de syv år.

Toast? Hed katten virkelig toast? Sascha rystede bare på hovedet med et skævt smil og skævede mod katten der havde lagt sig på sofabordet og nu lå og dovnede af sted i vildskab.
Der gik lidt tid før Josefine kom tilbage med to is, og var det ikke fordi Sascha skulle til at fortælle om hvad der var sket, så ville hun henrykt have taget imod den ekstra is som Josefine havde lagt på samme sofabord. Hun brød sig bestemt ikke om at skulle fortælle hvad der var sket, men hun følte vel et eller andet sted at det var vigtigt for Josefine at vide det, så selvfølgelig havde hun ikke i sinde, at holde bøtte omkring det. ”Okay, okay…. Okay, øjeblik,” hun tog en dyb indånding for at gøre sig klar på at fortælle tingene som de var. Hun ville ikke holde noget tilbage. Overhovedet ikke.

”Så… Efter det der med… Altså.. Du ved nok, bilen og.. Og skuddene, og.. Ja, du ved nok,” startede hun ud, allerede vildt usikker i både tone og udtalelse af ordene og dertil begyndte hun også at pille rundt i et af sine mange armbånd. ”Så var der mørkt i vildt lang tid.. Indtil jeg mere eller mindre brød ud af min egen g-grav.. Da jeg kom hjem var både min mor og far chokerede, det samme med Toby og da de så sagde at jeg havde ligget dér i 6 et halvt år, var det lidt… Nej, vent.. Det var skræmmende.. Virkelig skræmmende,” med det samme begyndte hun at trække sig sammen som den lille kugle lige som ude på gaden.
”Så… Så begyndte jeg at lede efter dig, men du var bare langt væk og… Og slet ikke til at f-finde, og så tænkte jeg a-at det nok var b-bedre bare at stoppe med at lede… D-det var bare som at lede efter en nål i en høstak,” hun kiggede op mod Josefine med et alvorligt blik, før det gik op for hende, hvad hun var blevet til, og hvad Josefine var. De var som ild og vand nu, og allerede nu vidste Sascha hvad Josefine ville sige, hvis hun fik dette at vide. Hun ville ikke lade sig stoppe af den grund. Det var ikke dét der skulle stoppe dem fra at se hinanden, så var hun sgu ligeglad med hvad andre af hendes art skulle kunne finde på at sige.
”Jeg er en engel nu, Jo,” hun havde ingen planer om at bevise det, men der gik ikke længe før hun fik et pludseligt og stædigt drag i ansigtet. ”Og før du begynder at sige, at du ikke vil såre mig og at vi ikke kan se hinanden fordi du er hvad du er, og jeg er hvad jeg er, så vil jeg lige nævne, at det ikke betyder noget for mig. Jeg har fået chance nummer to og jeg vil dele den med dig, ingen anden.. Ingen af de andre engle vil stoppe mig.. Jeg er ligeglad, det er dig jeg elsker, og det har altid været dig. Det kan ikke engang gud ændre på,” der var en ild af passion i hendes øjne som hun sagde dette og hun brød for en gangs skyld ikke øjenkontakt. Det var vel okay at være lidt egoistisk og selvisk engang imellem?

Det måtte have været horribelt for Sascha. Jordan kunne ikke engang forestille sig at skulle komme ud af en grav, at skulle grave sig vejen ud af lag på lag af jord omringet af mørket og blot forvirret over alt omkring sig. Jordan var vel velsignet med aldrig at skulle stå i den situation. Hun ville aldrig skulle dø på samme måde som et menneske, men i stedet ville hendes skæbne være langt værre.
Hun ville være i tilfælde af at en død skulle indtræffe ende i helved og aldrig kunne se himlen. Hun ville bare være tvunget derned igen, til et sted som hun til den dag i dag aldrig ønsker at se igen eller blot mindes.

Jordan rykkede en smule tættere og selvom Sascha var i sin egen lille klump og lignede et panisk anfald der bare ventede på at ske, så lagde hun sin arm om den lille kugle af glæde der var Saschas krop og så så hen på TV'et. "Det må have været hårdt, men Sascha?" sagde Jordan med en rolig stemme som hun vende blikket mod øjnene der lige før havde fanget Jordans så kraftigt som fra dagen hvorpå de første gang talte sammen. "Du har fundet mig nu, du behøver ikke lede længere. Og hvis du vil...?" Jordan fik en smule røde kinder, for godt nok var hun sej og ret chill omkring alting. Så var der ting i den her verden som selv den Seje Josefine ikke lige altid kunne klare uden selv at få røde kinder eller en tåre i øjnene. Så med hendes rødmen i kinderne så hun på Sascha og prøvede at slutte sin sætning. "Altså. Hvis nu. Ikke for at presse mig på eller noget. Men hvis du vil, så kan vi jo... Du ved hvad jeg mener ikke? Vi kunne være som før?" Jordan vidste godt at Sascha havde sagt hun var ligeglad med reglerne som himlen havde sat, og at de var som ild og vand, men stadig måtte Jordan lige spørge. For en sikkerheds skyld.
For hendes de få engle hun kende var alle faldne og fra deres fortællinger var det at falde ikke den mest behagelige ting. Faktisk var det for dem direkte smerte fuldt, selvom de nu lever det liv de egentligt hele tiden ville.

"Men jeg spørg dig for at være sikker. For jeg vil ikke skade dig igen." forklarede Jordan. Hun beskylde stadig sig selv for Saschas død, for sandheden var efter hendes mening at hvis hun bare havde været stærkere, så kunne hun havde beskyttet hende. Hvis hun bare havde været hurtigere, så kunne hun have taget slaget og betalt prisen, for i hendes verden ville alt være nemmere på den måde. Bare hun kunne beskytte Sascha, eller bare hun nu kunne bevise at hun ville kunne beskytte hende mere denne gang.
Det var næsten pinefuldt for Jordan bare at holde om Sascha på måden hun gjorde. Men alligevel turde hun at lægge begge sine arme om hendes egen lille weirdo og holde den tæt som den lille kugle den havde forvandlet sig til.

Der var intet hun hellere ville end lade Josefine komme tættere på mens hun var ved at få et gigantisk panikanfald, så da hun følte Josefines arm sig, kravlede hun også bare selv tættere på og trykkede sig nærmest ind til Josefine med et lille suk over læberne, som hun følte trygheden komme tilbage til sig.
Det virkede til at Josefine forsøgte at sige noget, og idet Sascha kiggede op på hende og så hende rødme, kunne hun ikke lade være med at hæve et øjenbryn, fuldstændig uskyldigt og afventende, til ordene kom ud: De præcise ord der fik Sascha til at blive lykkelig igen. Hun havde været SÅ BANGE for at Josefine havde valgt et helt nyt liv og havde fundet en ny kærlighed og havde samtidig skammet sig over den angst, for hun ønskede Josefine skulle være lykkelig. Men hun havde ikke tænkt over, at Josefine måske bare ville det her?

Som Josefine igen begyndte at implikere, at hun ikke ville skade Sascha, fik hun et stædigt, men glad drag om munden og hendes øjne havde et glimt i dem. ”Der er intet jeg hellere vil end at være som før, bare os to og intet til at forhindre os i noget som helst. Hvem end der gør, får alligevel med dig at bestille,” sagde hun ærligt. Hun puttede sig ekstra meget ind til Jordan, lagde sig helt ned på hendes ben faktisk. Men det var også fordi hun havde en plan, og da hendes hånd strakte sig ned til Josefines lægmuskel, kunne hun ikke lade være med at grine drilsk da hendes fingre gled hen over stoffet der var Josefines bukser, lige nøjagtigt nok til at det kunne mærkes inden under. ”Huh, du har trænet meget siden sidst?” igen blev det sagt i en komplet uskyldig tone, mens hun så småt begyndte at kilde. ”Jeg stopper med min tortur når du stopper dit guilt trip.”

I lang tid havde Jordan bare drømt om at det her kunne blive til virkelighed. Hun havde Sascha i sine arme igen og nok havde hun et mere djævelsk glimt i hendes øje end selv Jordan havde, men hun tænkte ikke videre over det. Hun var bare glad for at høre at Sascha var enig i at de ville have deres gamle liv tilbage og at hun stolte på at Jordan denne gang ikke ville lave den samme fejl. Men Jordan begynde at mistænke at Sascha havde en underlig tanke. Men først da hun hørte ordet Træne som Saschas hånd lå på hendes læg indså hun det.
Om et kort øjeblik ville Sascha begynde sin evige tortur af Jordans, for trodsalt havde Sascha altid været en mester i den mest diabolske måde af tortur som noget menneske kunne bruge på et andet levende væsen. Kilden. Jordan som var forfærdelig kilden kiggede kort på Sascha og sagde halv grinende bare ved tanken om det og halvt bange bare "Nej. Du- argh!" sluttede hun det meget spontant i at hun begynde at grine.

"Nej Sas, nej nej nej. Jeg tisse altså, på hele sofaen, nej. Det her er ikke okay. Ej altså." sagde hun bare før hun hørte Saschas tilbud. Hvis hun stoppede med at skille sig selv ud, så stoppede hun og det kunne Jordan kun svare for langsomt på. Som hun prøvede at kigge på Sascha og lettere højt fik skreget "Okay, bare stop, ellers ender stuen her som en svømmepøl jo!" Jordan håbede inderligt at Sascha stoppede hendes tortur, men indså så at nok var der gået langt tid siden sidst, men tiden var kommet til at hive sit es ud af ærmet.
Hurtigt lod Jordan sig falde af sofaen for at få stoppet Saschas uendelige kilde angreb men sprang så hurtigt frem som hun lod sin arm fange en af Saschas ben og hun så bare mod hende med ondskab og nederdristighed i blikket. "Du bad selv om det." sagde hun så og lod sine fingre begynde kilde arbejdet under Saschas fod. Hvis hun havde kildet hende, så var det kun fair også at gøre det som gengæld.