Med fortidens Øjne. ((Alvars BG))

Med Fortidens Øjne.

Med Fortidens Øjne er stillet op som en samtale imellem Alvar selv og et menneske som denne fortæller sin baggrund til, af uforklarlige grunde. Begyndende fra begyndelsen, nemlig hans fødsel til hans ankomst hertil Terre.


”Jeg blev født i 1966, i Spanien. Samme år hvor hydrogen bomberne faldt ned over landets sydlige kyst. Vi var dog ikke berørt af tragedien, men tvært imod lettede, eller… det var mine søskende i hvert fald, jeg selv var endnu kun spæd, så hvad end min opfattelse af situationen er, er den meget vel skabt ud fra min families meninger og holdninger om samme”.
Vampyren trak ned i en af parchennerne for at se kort ud imod nattens mylder af mennesker. Imens den unge herre stirrede på ham fra sin plads på sofaen.
”Vi var en stor familie, prægtig, uden at have land, rigdom, eller særlig meget indflydelse. Min fader, Lorenzo Austerlin Escovado, holdt af det simple og lette. Han brød sig ingenlunde om storbyens jag og stress, jeg husker heller ikke at have set ham drikke særlig tit. En mærkværdig mand der døde alt for tidligt. Han tog sit eget liv. Min moder græd så mange blodige tårer at jeg knap kan tænke på hende uden at få billedet af hendes hjerteskærende blik og ulykkelige hyl ind i hovedet.”
,, Men De græd ikke selv?”, spurgte det unge menneske.
Vampyren vendte ansigt kort hen imod ham, og lod øjnene fæstne sig på de dødelige øjne. Mennesket gav et mindre gisp som en kulde gysning fik kroppen til at give nogle mindre spasmer. Det døde i vampyrens øjne var nok til at besvare spørgsmålet.
,, Jeg var for ung. ”, forklarede vampyren. ,, Jeg forstod ikke alvoren i hans forsvinden, eller hvorfor han havde gjort som han havde”, vampyren vendte blikket væk fra mennesket og så igen ud af vinduet. ,, Min tvillinge søster, Lora, forstod det heller ikke”.
Den unge herre rynkede brynene: ,, Tvillinge søster?”.
Vampyren sukkede, og lagde armene over kors.
,, Ja, tvilling… men lad os ikke springe rundt i det. Vi skal følge tidslinjen. Efter min faders bortgang var det min ældste broder der skulle overtage husholdningen, Christiano. Han var ligesom min fader en mindeværdig person, men der var altid noget ved ham der ikke stemte overens med hans handlinger. Vi elskede ham alle sammen, og ikke lang tid efter han tog over, glemte vi at vores kære fader nogensinde havde eksisteret. Det var vel på sin vis Christianos gave, han kunne få folk til at glemme hjertesorger”.
,, Så det var en vampyr evne?”, spurgte mennesket nysgerrigt.
Vampyren lo lavmælt og rystede på hovedet.
,, Nej, det var bare en del af hans personlighed. Han var blid når vi ønskede ømhed, stærk når vi selv var svage, klog når vi andre var naive, han blev hurtigt ikke bare elsket men tilbedt. Alle forgudet ham, undtagen min moder, Adela, der til trods for at han var hendes søn, ikke delte samme betagelse. Hun mistænkte ham for en masse ting, beskyldte ham for at stjæle eller bedrive synd i form for kærlighed til en dødelig: tit vores tjeneste piger.”
,, Men var i ikke fattige?”, lød det fra den unge herre.
Vampyren trak ganske svagt på smile båndet og så hen på ham.
,, Vi var middelklassen.. Selvom vi ikke var fornemme som Grev Dracula i de romaniserede eventyr, så havde vi nok til at holde folk omkring os.”
Mennesket nikkede betænksomt:,, Javel.. nå, ja fortsæt endelig!”.
Vampyren nikkede langsomt og begyndte igen: ,, Hun beskyldte ham som nævnt for en masse ting, hvad end hun kunne komme på af forfærdelige dyder, men hver eneste gang blev hun nød til at indrømme hun tog fejl. Christiano kunne altid modbevise hende, og til sidst ende det med at de to ikke kunne døje synet af hinanden. Min søster og jeg var de mindste i børneflokken på syv, og forstod naturligvis ikke hvorfor min moder ikke ville se vores elskede broder, vi endte med at gå i flere år med en ide om at det måske var vores egen skyld, men da vi blev ældre og klogere begyndte den ide at opløse, og vi stod magtesløse i et hjem hvor at man enden var hos moder eller broder. Selvfølgelig ville Lora være hos vores moder, hunkøn har det med at favorisere deres kvindelige forælder over den mandelige, hvorimod jeg selv ønskede at være hos min broder. Desværre var denne splittelse indirekte, og ikke så sort hvid at vi blev splittet til to forskellige husholdninger i hver sin side af huset. Men der blev alligevel mange intriger, og til og med slås kampe som Christiano hurtigt fik sat en stopper for ved at gå ind imellem. Min moder nød det til gengæld. Nød kaosset, og at se os skændes.”, vampyren stoppede op et øjeblik og så betænksom ud.
,, Måske var det derfor jeg i sidste ende ikke brød mig om hendes selvskab, hun blev mere og mere manisk forstår De. Paranoid ligeså, fortalte min søster mig, da hun en morgen var kravlet ned til mig i min kiste. Og så en nat gik det galt… vi kunne høre dem skændes i hele huset. Min moder hævdede hårdnakket at min broder havde udøvet forbudte gerninger imod sine søskende, kaldte ham for pervers, pædofil, og anklagede ham for vanrøgt af os! Begrundede dette med hans kærlighed til os, og ønske om at være nær os alle sammen. Det var tilsyneladende det sidste der skulle til for at min broder mistede besindelsen, og ikke så snart havde min moder kaldt ham for det sidste da et brag kunne høres, og et smertende skrig fra min moder gav genlyd igennem hele huset. Jeg husker hvordan mig og Lora knugede os til min ældste søster, der vuggede os frem og tilbage, imens hun holdt os for ørene, og tyssede på vores hulken. Christiano råbte af hende, hvilket fik os alle sammen til at smertes indeni, da han aldrig før havde råbt eller i det heletaget hævet stemmen. Han bad min mor forsvinde, hans ord en blanding af vores moders sprog og hidsige hvæs. Min moder råbe igen dog, og sådan fortsatte det i nogle minutter indtil endnu et brag kunne høres og så blev der fuldkommen stille.”
Mennesket stirrede på vampyren: ,, Hvad var der sket?!”.
Vampyren vendte sig imod den dødelige og så på ham med et uigennemtrængeligt blik.
,, Det ved jeg ikke… det eneste jeg ved er at min moder kom ned af trappen ikke lang tid efter. Forpustet, og med et anspændt udtryk. Min ældste søster gav slip fra os, og rejste sig. Jeg tror hun vidste noget som vi andre ikke gjorde, for det blik hun skænkede min moder var dræbende. Hun ville gå forbi hende men nåede ikke langt før hun blev stoppet. Vi fandt aldrig ud af hvad der var sket med min broder, jeg går ud fra at hun havde slået ham ned, eller i værste fald ihjel, for hun for ivrig efter at komme væk fra huset. Hun fik kørt bilen frem, og generede os alle sammen ind i den, men der var noget hun ikke havde taget højde for”.
,, At din broder kunne regnerer hurtigt?”, spurgte mennesket pludseligt.
Vampyren skævede til ham, og rystede på hovedet.
,, Nej, at alle tjeneste folkene var loyale overfor min broder.”
Mennesket nikkede, med et forbløffet udtryk: ,, Undskyld afbrydelsen, fortsæt bare!”.
,, Som De vil..”, sagde vampyren og lænede sig op af muren. ,, Som sagt var tjeneste folkene loyale overfor min broder, og vi nåede ikke langt før tjenerne fandt ud af hvad der egentlig var sket, og hvad det var min mor var ude på. Hun ville til lufthavnen, ud af Spanien, og til et andet land. Guderne måtte vide hvorfor hun havde fået den vanvittige ide, men hendes forbrydelse måtte være stor nok til at hun valgte at flygte med os alle sammen. Desværre nåede vi aldrig til lufthavnen. Vi overnattede i bilen om dagen, da denne var bygget til at holde sollys ude, og da vi vågnede igen stod køretøjet stille. Min mor kaldte på chaufføren der ikke gav noget svar. Hun kravlede hen til den lille sluse man kunne skubbe til side, for så at se ud til føre sædet men fandt ingen chauffør. Panisk åbnede hun døren og steg ud i midten af et skov område, som ingen af os kendte. Vi steg alle sammen ud, en efter en, imens min moder var faldet på knæ, ulykkeligt pibene over situationen”.
,, Men i kunne vel hurtigt finde tilbage til civilisationen igen?”.
,, Desværre ikke. Vores tjenere havde været kløgtige og chaufføren der havde kørt os, lå død ikke langt fra hvor bilen holdte. Vores sanser er ikke lige så skarpe og stærke som blodblods vampyrer, og selvom de var, havde vi ingen ide om hvor vi skulle gå hen for at komme til en by. Det var dog ikke det største problem, mad var det første vi alle tænkte. Lora var den første til at give udtryk for hendes sult, hvilket resulterede i at min moder greb fat i hende og ruskede hende, imens hun skreg at hun skulle holde sin mund. Mine søskende trak min moder væk fra hende, hvorefter jeg trøstede Lora. Bange og fortabte prøvede vi at finde ud af hvad vi skulle gøre. Hvis vi forlod bilen manglede vi ly for solen, men hvis vi blev ved bilen, ville vi måske sulte ihjel. Det endte med at vi blev ved bilen. Ingen af os turde påtage sig ansvaret for de andres sikkerhed, så hver især gik vi rundtomkring i skoven og ledte efter små dyr vi kunne æde. Men skoven var stor, og det var svært at fange dyr, så vi gik tit ind i bilen sultne. Selvfølgelig kunne det mønster ikke vare ved, og en nat gjorde min moder det mest gruopvækkende du kan forestille dig!”, vampyren kneb øjne sammen, som gjorde det ondt at tænke på.
,, Hun åd et af sine egne børn. Den tredje fødte i vores lille familie, lå død og begravet under nogle blade som vores moder havde brugt til at dække for sin ugerning. Naivt håbede hun vel på at vi ikke ville finde liget, men det gjorde vi, dagen efter han var ’forsvundet’, suget tør for blod, som en indtørret daddel. Der skete noget med os alle sammen efter vi så liget af vores kære broder, og bide mærket ved hans hals, om det var vrede der skyllede over os alle sammen eller bare hævngerrighed, overfaldte vi alle sammen vores moder. Og til trods for hendes tiggende ord, satte vi tænderne i hende og lod vores afdøde broders blod flyde i vores åre, i stedet for i hendes! Efter det, ændrede stemningen sig fuldstændig, vi beskyttede os for at drage væk fra bilens sikre ly, og var målsatte på at finde et nyt hjem alle sammen, at glemme alt det der var sket ude i skoven, og med Christiano, der sikkert var lige så død som vores begravede broder”.
,, Og så fandt i Di Morga?!”, spurgte det unge menneske ivrigt!
Vampyren så hen på ham, en sørgmodig morskab dominerede hans blik, inden han stille rystede på hovedet, og menneskets optimisme forsvandt, samt hans udtryk blev mere alvorligt.
,, Jeg ville gerne sige ja, og at vi levede lykkeligt til vores dages ende, men det ville ikke være sandheden. Vi vandrede rundt ude i den skov i flere måneder. Fandt ly i grotter og huler, begravede sågar os selv ned nogle gange. Sulten voksede, og de få dyr vi fangedes blod var ikke nok. Jeg husker ganske lidt af turen hertil, da jeg…”, han stoppede op som skulle han finde den rette måde at beskrive det på, men opgav og sukkede lavt.
,, … jeg var meget simpelt ikke mig selv i den tid. Mine tanker involverede kun mad, og ly for solen, det var ren overlevelses instinkt som drev os ud i kannibalisme.”.
Mennesket blev ligbleg i ansigtet: ,, K-kannibalisme? Du mener det med din moder?”.
Vampyren lo, og rystede på hovedet:
,, Nej. Sulten drev os ud i makabre tanker, og inden længe havde vi alle kastet os over den af os der først blev såret og ikke kunne gå længere uden at sænke de andre. Med det begyndte en intern frygt at sprede sig i resterne af vores familie, alle var angst for at slå eller rive sig, af frygt for at de andre ville hoppe på dem! Det var et ulækkert spil, hvor at ingen i sidste ende var vinderen”.
,, Men du overlevede?”.
Vampyren svarede ikke på det, men fortsatte bare.
,, Da vi kun var tre tilbage, Lora, min ældste søster Claudia, og mig selv, forstuvede Lora sin fod. Hun græd, så de røde perler løb ned over kinderne på hende og farvede de sorte lokker røde. Rystede på hænder og fødder, imens hun sad på skovbundens bløde lag af efterårs blade.”, han rynkede på næsen.
,, Gjorde De det?”, spurgte mennesket næsten hviskende.
Vampyrens røde øjne lagde sig over mennesket.
,, Naturligvis.” svarede vampyren og så nedad igen.
,, Jeg ville overleve… og jeg havde ikke min forstand med mig”.
Mennesket gøs, og så forarget hen på vampyren.
,, Døm mig ikke for den gerning.. De ville have gjort det samme, havde De været i mit sted! Glem ikke det. ”
Det forargede blik stilnede af, og mennesket rømmede sig: ,, Hvad skete der efter det?”.
,, Vi fortsatte. Mig og Claudia. Begge var vi konstant årvågne omkring hinanden, opmærksomme på hver eneste bevægelse den anden gjorde imens vi tålmodigt ventede på at en af os skulle komme til skade. Det skete desværre ikke, og vi blev begge mere sultne, og mere utålmodige. Til sidst blev det for meget. Claudia hoppede på mig, undervurderede mig da jeg på dette tidspunkt kun havde et 10-årigt barns udseende. Vi rullede rundt, rev, og kradsede hinanden med neglende så godt vi kunne! Jeg var ved at tabe da jeg med held greb fat i en skarp sten ved foden af et ege træ, og hamrede det ned i hovedet på hende så der kom en knasende lyd.”.
,, Døde hun?!”, lod det fra den unge herre.
Vampyren rystede på hovedet.
,, Ikke ved første hak, og heller ikke ved det næste, men tredje gang var lykkens gang. Hun var død, og jeg begyndte at æde fra hende, som en ile der havde hægtet sig fast og aldrig havde intention om at give slip!”
Mennesket vrængede.
,, Det blev jeg dog nød til, da dødt blod ikke er godt for kroppen. Jeg gav slip, og efter at have nydt følelsen af blod igennem mine åre, fortsatte sig op af den bakke vi havde været i gang med at bestige. Da jeg nåede toppen, fik jeg tåre i øjnene: jeg havde fundet en by.”.
,, Terre!”, udbrød mennesket!
Vampyren nikkede langsomt, med et halvhjertet smil på læberne.
,, Ja, Terre. Jeg tror aldrig jeg har følt mig mere ulykkelig og lykkelig på samme tid. Jeg råbte at jeg havde fundet en by, og vågnede fra min marerids tilstand. Lige da var det som om jeg havde glemt at jeg var alene. At de alle sammen var væk. Jeg så mig omkring efter dem, men efterhånden blev den sære lykkelige følelse erstattet med en overvældenende ensomhed. Og det næste jeg husker, var at jeg hulkede som en lille pige, imens jeg bevægede mig ned imod byen der senere blev mit nye hjem”.
Mennesket blinkede et par gange: ,, Wow… du har været igennem meget!”.
Vampyren skubbede sig selv væk fra væggen, gik hen til sin sorte frakke der lå pænt over en, kontor stols ryg, og trak i den.
,, Nej… ”, svarede vampyren blankt.
Mennesket rejste sig fra sofaen og slog ud med armene: ,, Hvad mener du med nej?! Alt den smerte du har været igennem, alle de ting! Jeg beundre dig, at du kan være så rolig!”.
Med et koldt blik vendte vampyren sig, og så på mennesket med dyb foragt.
,, Jeg ønsker ikke Deres medlidenhed, eller Deres beundring! Den kan De holde for Dem selv… hvad jeg derimod forventer, er at De lære af historien… og så vidt muligt forstår budskabet i den!”.
Mennesket blev tavst, og dennes glæde forsvandt hurtigt. Han virkede forvirret over vampyrens sidste ord, så betænksom ud, inden han standsede den sort hårede vampyr, som denne greb fat om dørhåndtaget.
,, Kan jeg i det mindste få dit navn?”.
Vampyren stoppede op i sin handling i nogle få sekunder efter spørgsmålet. Overvejede det kort, inden han åbnede hoveddøren ud til gangen. Stod med siden til i den, og så hen på det håbefulde menneske medet lunefuldt smil.
,, Det er nok bedst, De ikke ved det.”
Døren blev lukket.

Fedt skrevet (;

Det virker lidt som om det er inspireret af bogen og filmen 'en vampyrs bekendelser' Eller starten gør syntes jeg

Hmm, elsk på god skrivestil. Dog vil jeg gerne forbeholde mig retten til at mene at det var for kort :D
Super fed historie, kunne godt tænke mig dog, at flette nogle af de små-problemer (scenarier) han nok ellers har været igennem, for at nuancen bliver mere længerevarende Men det er jo bare brok fra en passiv beundre :b

Demetri: Det er rigtigt.. jeg har været i gang med at læse 'EN Vampyrs Bekendelser', og blev fanget af skrive stilen, derfor tænkte jeg at jeg ville udfordre mig selv og skrive i sammen 'jeg'-fortæller stil. Og er glad for du kan lide den ;D

Amylia: Tusind tak xD:. og ja har fået af vide den er for kort.. men det er altså fem sider i word, og var bange for at overdrive :P

Wow... mega rørende. :,)
Jeg blev helt opslugt af fortællingen og kunne kønt forestille mig, hvad der skete. Har helt ondt af Alvar, hvilket jeg selvfølgelig ikke siger til ham. Og ja, så elsker jeg også måden, hvorpå det bliver skrevet.. ville gerne have læst mere. ^^'