Between Lies and Lovers

Sted: I Sascha’s Hjem
Tid: 11:30
Vejr: Solrigt og varmt

Dagen efter hvad der nok bedst kunne beskrives som et litterært mareridt, begyndte for Sascha, hvis morgenrutine var komplet ødelagt. Burde hun tage en tur forbi skadestuen? Jep. Havde hun gjort det? Nope. Var det hendes plan at gøre det? Hell to the fucking no. Sascha var ikke glad for hospitaler, for tanken om at der var et lighus i nærheden strejfede altid hendes hoved. Og så mente hun at altid at sygdom og uheld kunne soves væk. Inklusiv dette uheld. Dette mareridtsagtige uheld, som fik Sascha til at vågne op badet i koldsved klokken 10 om morgenen. Hun havde taget sig et bad og derefter havde hun slæbt sig ind i stuen, sofaen var trods alt langt mere tiltrækkende end sengen. Åbenbart. Hun var ikke sulten, og så var hun samtidig rædselsslagen, for Luciens ord havde ramt hårdt. Han ville virkelig komme efter hendes familie? Ganske vidst havde han nævnt Jordan, men hun var ret sikker på, at Jordan kunne holde sin egen i en kamp, skulle det hænde, men det betød ikke at Sascha havde i sinde at lade det gå ud over Jordan. Nej, aldrig i fucking livet!

Hun var faldet i søvn mens hun lå og så tv, men midt i hendes søvn gik hendes dør op og Sascha, der ikke tænkte sig om, blev med det samme panisk, fordi hun stadig halvsov, og fordi hun var vildt paranoid, så hun satte sig brat og væltede derefter klodset ned på gulvet med et lille hvin. Hun var viklet ind i den dyne, som hun havde bragt med sig, panikkede lidt mere, indtil det gik op for hende at det var Jordan der havde nynnet for sig selv. Da først chokket var ovre, begravede hun sig bare i dynen, stadig liggende på gulvet, med et par ynkelige snøft. Hun havde virkelig ikke lyst til besøg på nuværende tidspunkt.
”Hey Jo? Er det ikke lidt tidligt at dukke op?” Hun havde ikke en skid styr på tiden, og stadig var hendes krop øm over alt fra både tæv, men også den magi, Lucien havde udsat hendes indre for. Hun var bleg og øjnene var blanke og en smule røde efter en hel nat med panisk gråd. Alt dette lå skjult under dynen – Ja, Sascha var blevet til en kugle igen.

Tiden med Sascha var gået som kun en drøm kunne. Jordan havde alt hvad hun nogensinde kunne drømme om. En dejlig kæreste, fantastiske venner og ikke mindst, så havde hun morgenbrød fra bageren som hun synes hun ville gøre noget sødt for Sascha som havde været så sød at give en ekstra nøgle til hendes lejlighed til hende. Så hun var stået tidligt op, også selvom hun dagen før havde været på arbejde til omkring klokken 04, men det kunne da være lige meget. For Sascha var det værd at stå tidligt op og være smadret.
Så iført en hvid muscle tee med Storbritanniens flag på sig og et par sorte tætsiddende bukser. Var hun nu trådt ind i Saschas lejlighed med morgenbrød i en brunpose som hendes hånd strammede sig omkring i det hun hørte Saschas dejlige stemme i hendes øre. "Det er det måske. Meeeeeeen-" Jordan begynde at gå ind imod Saschas soveværelse men placerede på vejen posen med brødet i på hendes køkkenbord og smed hendes sko. "Jeg synes jeg ville komme forbi med morgenmad, fordi du sikkert ikke har spist endnu." sagde hun som hun så undrende på klumpen der lå under sin dyne.

Jordan vidste ikke lige hvorfor hun ville have lavet sig til en kugle men lo en smule. "Er du blevet fanget af dyne eller har du spist mexicansk og derfor har den værste racerrøv eller hvad?" sagde hun med et grin. Hun dumpede ned på enden af sengen, men hendes fredelige og sjove humør blev pludseligt afbrudt som hun lugtede noget underligt. Det var lidt ligesom blod, og godt nok havde Sascha stadig menneskeligt blod selvom hun var en engel, men det var en svag lugt, som om det var skjult under noget.
"Sascha? Er det den..." hun sank en klump som hun ikke ville sige noget. Men hun ville ikke lave sjov med det hun havde i tankerne. "Er det den tid?" spurgte Jordan så og håbede på ikke at lukke monsteret der var Sascha på sin periode ud. For så ville trangen til chokolade være kort bagefter. Jordan ville aldrig helt kunne fatte at normalle kvinder og deres PMS som folk kalde det, for aldrig i Jordans 200 plus år havde Jordan prøvet det, for som alle andre djævle så var Jordan ikke skabt til at kunne få børn og derfor var det bare ikke en ting for en som hende.

Lige gyldigt hvor dårligt humør Sascha så end var i, så var Jordans stemme altid noget der kunne få hendes humør op på et bedre plan. I det mindste havde hun ikke lyst til at græde længere nu hvor Jordan spurgte om hun havde racerrøv og derefter virkede helt rædselsslagen da hun spurgte om det var den tid. Sascha fattede ikke hvad der foregik, for sjovt nok var det ikke den tid, men derimod alt andet end den tid. Havde det været den tid, havde hun godt forstået hint’et, men nu var det bare ikke sådan, og hun sneg sig til et lille kig op over dynen hvor Jordan sad og virkede nervøs og akavet. Hvad var der lige sket med jokes’ne og det sjove? Hvorfor var hun så nervøs?

”Hvad? Hvilken tid?” spurgte Sascha uskyldigt. Hun satte sig langsomt op og krammede dynen ind til sig, påpasselig med ikke at presse den for meget ind mod sin krop. Det ville jo bare gøre ondt og være en dum ting at gøre. ”Jeg har ikke racerrøv, men tak for omtanken,” hun sendte Jordan et lille smil som tegn på taknemmelighed før hun igen lagde sig ned, dog kravlede hun hen så hun havde sit hoved i nærheden af Jordans hånd. ”Undskyld, jeg er lidt træt i dag. Jeg har sovet vildt ringe i nat,” og med de ord tog hun fat i Jordans hånd for at flette sine fingre ind i hendes.

”Jeg fatter stadig ikke hvad du mener med ’den tid’.. Kan du forklare det dybere?” Hun klemte lidt om Jordans hånd da hun lavede en forkert bevægelse og hele hendes torso begyndte at gøre ondt igen, men forsøgte at undgå udbrud, da hun helst ikke ville gøre Jordan unødvendigt bekymret. Det var jo ikke så slemt, var det?

Jordan var flov over den bare tanke af at skulle besvare hvad hun mente med tiden. Det gjorde hende glad at Sascha syntes om hendes omsorg, men at Sascha ikke forstod hintet gjorde at Jordans ansigt måtte vride sig rundt som hendes mund prøvede at forme ordene. Men som Saschas finger og Jordans egne blev flettet sammen gjorde det Jordan rolig igen. At hun ikke forstod hintet kunne vel også være fordi hun ikke havde det, så Jordan slog det hen og især da hun syntes at føle et sæt i Sascha.
"Hvad er der? Jeg forstod du havde sovet ringe i nat, men det der virkede mere smerte fuldt? Har du bare sovet på en nål eller sådan noget?" spurgte Jordan så lettere bekymret som den underlige svage lugt af blod var i lokalet omringende Sascha.

"Tid... Øhm... Jo. Jeg kan lugte blod?" sagde Jordan så med et spørgsmåls tegn skrevet over hendes ansigt. Blodet lugtede ikke underligt, men bare svagt. "Så om det er, du ved den tid hvor chokolade monstret bliver sat fri." uddybede Jordan så med et smil på sine læber. Hun ville ikke have et problem hvis det var den tid, for så vidste hun godt at Sascha ikke blev et monster som nogle andre piger, men hun blev altid meget kærlig og chokolade glad. Noget som Jordan også nød, så det var faktisk dejligt nogle gange når Sascha havde haft været på sin periode. For det betød at Jordan også havde en underlig grund til at mæske sig i chokolade uden nogen hæmninger.
Jordan flettede sine fingre ud af Saschas men lagde den roligt på Saschas fine kind mens hun placerede et kys på hendes pande og rejste sig fra sengen. Jordans kinder var stadig en smule rødlige, men heldigvis var de ikke sprunget til total rødmen denne gang. "Jeg tog morgenmad med? Vil du med, ellers kommer jeg bare herind med det." forklarede Jordan så. Det var ikke noget et nej kunne løse. Det var et ultimatum. Enden kom hun med ud i køkkenet ellers ville maden bare ende her, for Jordan kunne ikke forestille sig at Sascha allerede havde spist, så hun ville gerne opvarte hende en smule hvis hun alligevel havde det dårligt.

Sascha kiggede næsten uskyldigt op på Jordan ved hendes spørgsmål. Samtidig var det bare virkelig tydeligt at hun havde dårlig samvittighed over ét eller andet. ”Det er det også,” gav hun bare Jordan ret, uden at åbne op yderligere. Hun var alt, alt for bange for hvad Lucien kunne finde på at gøre til at sige noget omkring det, og da Jordan nævnte at hun kunne lugte blod, var Sascha kun mere forvirret. Hvorfor dog i alverden kunne hun det? Så slog det Sascha: Han havde lagt et tryk på hendes organer, Lucien, og hun kunne mærke angsten snige sig ind. Hvad hvis han havde berørt hendes organer for meget? Hvad hvis hun var nødt til at tage til lægen? Var det virkelig så slemt?

Berøringen fra Jordan og kysset gjorde det kun værre for Sascha, der ikke helt vidste hvad hun skulle sige til noget som helst af hvad Jordan sagde. Derfor endte hun bare med at rejse sig og gå med ud i køkkenet, selvom det ærligt talt gjorde ret ondt. Som de kom ud til køkkenet kunne, og ville hun ikke holde kæft. Før eller siden ville Jordan finde ud af det alligevel, og hun ville ikke såre sin kæreste på nogen måde. Måske det kunne fortælles uden at nævne Lucien. Det kunne hun være nødt til.
”Ehm… Jordan?” hun satte sig langsomt ned ved bordet med en mindre grimasse og trak med det samme benene op til sig. ”J-jeg har noget som at jeg er nødt til at fortælle,” det var næsten som at skulle sige til sin storebror, at nogen havde fået hende til at græde. Ubehageligt og med en del angst.
”Jeg reddede en mand her i går, men… Ehm… De andre som tævede ham blev altså ret… Vrede.. Såå.. Jeg tror m-måske det er derfor du kan lugte blod,” det var lidt en hentydning, for ærligt talt havde hun ikke lyst til at fortælle Jordan hvordan hun havde fået solide tæsk af to mænd.

Jordan var bevægede sig ud i køkkenet og var glad som hun opdagede at Sascha bevægede sig med. Dog opfangede Jordan kort at det måtte gøre en smule ondt på Sascha bare at bevæge sig. Men det var dejligt som Sascha satte sig ved bordet og begynde at forklare. Jordan var gået over til en skuffe for at hente en kniv og lyttede stille til hvad der blev sagt. Men hun var glad for at hendes blik ikke var vendt mod Sascha i øjeblikket hun nævnte ordet vrede. Hvis de mænd havde skadet hende mens hun prøvede at hjælpe nogle, uanset hvem, så ville Jordan gerne høre mere om dem, for hun ville finde dem og så ville hun skade dem lige så!
Men Jordan vende sig med et smil som hun roligt holde kniven i hånden. "Okay? Så var de en smule voldlige mod dig for at hjælpe eller hvad?" spurgte hun så som hun pakkede brødet ud af den brune pose og hun begynde så at skære et stykke brød. "Oh skat, vil du ikke lige hente to tallerkener?" Jordan kunne sagtens selv hente dem. Men hun havde en plan med at få hende til at gøre det.

Jordan skar roligt, men som hun begynde på at skære andet stykke kunne hun mærke hvordan hun nærmest aggressivt savede ned i brødet for at komme af med den smule vrede der havde bygget sig op ved bare at tænke på at Sascha skulle være kommet til skade.
Det sårede dog næsten Jordan mere at hun ikke bare ville sige det med det samme, for det ville nok have hjulpet på at Jordan ikke ville gå rundt nu med en smule indebrændende had for hvem end der havde gjort det men blot et had som hun hurtigt ville kunne komme af med.

"Du er dejlig skat... Men... Vil du ikke nok hive fat i mig, om det så bare er en SMS, hvis der sker noget? Jeg ved godt at du er en engel nu, men du er ikke udødelig selvom du er det. Du kan stadig komme galt afsted og til skade. Og bare tankerne om det får mig næsten til at... til at... at... Du ved..." forklarede Jordan så mens kniven stadig kun var halvvejs gennem den tredje skive brød.
Hun vidste ikke hvad hun ville slutte med. For hun vidste ærligt talt ikke om hun bare havde lyst til at sætte sig og tude ved tanken om det eller om hun bare blev vred på personerne der var skyldnerne.

Sascha kunne ikke se Jordans ansigtsudtryk da hun forklarede hvad der var sket. Havde hun set det, ville hun have været bekymret på de tre mænds vejne. Hvis nu de altså havde været levende, hvilket de så ikke var, så egentlig kunne det vel være irrelevant. Bortset fra, at Jordan, den meget hævngerrige person, ikke kunne gøre det godt igen. Sascha vidste skam godt, at Jordan var typen der ville hævne sig – Hun vidste det fra det drive-by shoot der var sket. Hun vidste det, for hun vidste, fra de mange års nyheder der havde været for 7 år siden, hvor at der, ikke længe efter hendes egen død havde været nyt om en hel bandes udslettelse. Hun kunne tage et godt gæt. Jordan havde nok været… Vred. Såret? Oven på hendes død. ”Kind of, yeah,” mumlede hun derfor bare, lidt modløst, før Jordan gav hende noget at kunne beskæftige sig med. Derfor var hun hurtig til at nikke og rejse sig. Endnu en grimasse faldt over hendes ansigt, men hun gik alligevel hen til skabet hvor tallerkenerne lå, hvor hun et kort øjeblik bare stod stille med begge hænder på bordpladen. Det gjorde pisse ondt og på de korte sekunder det havde taget hende at gå denne distance var hun blevet mere bleg.

”J-jo, næste gange skal jeg nok sende en SMS.. Undskyld, skat,” hun skævede mod Jordan der lignede en morder med sit offer – et rundstykke, sprættet op – i sin hånd. Overraskende nok var det ikke noget, der skræmte Sascha. Hun ville smide sit liv i hænderne på Jordan uden den mindste tøven, og det her så hun bare som beskytterinstinkt. Jordan havde altid været den stærke af de to, og det var hun også i dette øjeblik, hvor hun stod dér med kniven i sin hånd. Det fik en stædig grimasse til at brede sig i Saschas ansigt, da hun tog to tallerkener ned og gik tilbage til spisebordet med dem.

Som hun stod dér, begyndte symptomerne rigtigt at vise sig. Hendes blik blev flakkende, uroligt og hun kunne ikke andet end bemærke at koldsved så småt begyndte at danne sig ved hårgrænsen. Et kort øjeblik sejlede hele rummet for hendes øjne og hun skyndte sig at sætte sig ned mens hun tog sig til hovedet. Det var vildt ubehageligt! Dog ikke lige så ubehageligt som den stigende smerte i maven og brystet som bare blev ved med at være der. Det var ubeskriveligt og derfor sagde hun ikke rigtig noget, men var bare skræmmende stille mens hendes blik bare sad ætset fast til bordet. Først nu fik hun bedre – langt mere fornuftige – tanker! Hvorfor helvede havde hun ikke bare ringet i nat?! Det var sgu da for åndsvagt!
”Undskyld, Jo, jeg… Jeg er en kæmpe klaphat,” erklærede hun efter lang tids stilhed fra hendes side af.