The Secrets We keep , The lies Within

Ulydighed...
Det var vel ikke fordi hun decideret var ulydig.
Hun behøvede vel ikke at spørge om lov, eller indhente en tilladelse til at gå ud ?
Hun kunne vel gøre som hun lystede, og så ...alligevel....alligevel fandt hun sig selv, her i et hjørne af rødt plyds , hvor hun forsøgte at sidde lidt i skjul , men dog stadig kunne holde sig a jour med hvem der kom og gik i den godt overcrowded bar.
Ideen havde virket genial da den først sprang frem.Hun havde derfor ivrigt grebet den, spontant og i et anfald af godt humør og fravær af fornuft, var Millicent strakt begyndte at gøre sig klar.
En fin kjole lavet ud af guldstrik , med med en sort baggrund,så det egenlig mest lignede en nattehimmel der var blevet drysset til med guldstøv, var blevet nøje udvalgt og hendes fortrukne tilbehør der bestod af de selvsiddende strømper af champagnefarvet nylon og et par høje sorte sko, men en ankelrem.En lille gul(d) farvet hårkam, hæftede nogle lange lokker sammen i hendes nakke, men ellers faldt håret bare i frit fald.
Og nu sad hun så her....og imens promillerne tog til, aftog hendes mod....ganske langsomt, som en bundprop der ikke slutter helt tæt i badekaret, og dermed tillader vandet at sive ud...forsvinde bit by bit, indtil man pludselig er efterladt, kold.
Hvad nu hvis han var her, ville han blive beæret? Glad? Smigret?- eller ville han blive irriteret? Vred? Ondskabsfuld? - nej...ikke ondskabsfuld, det kunne han ikke finde på...eller jo...men vel ikke over dette?
Inden hendes forvandling havde hun da været langt mere skråsikker end hun lod til at være nu.Hun var begyndt at tvivle ...al for meget...men hun vidste jo at det skyldtes manglende viden.Helt basal og grundlæggende viden og den nye verden hun var bleve genfødt ind i.En verden hun på ingen måde fandt interessant, men et par få undtagelser.
En af dem var den direkte årsag til hun sad her nu, henslængt i den bløde sova.
En mand, naturligvis ....og ham hun spejdede efter var Andrija Luzar, hendes forlovede.En mand med et arbejdsskema der var mere løst en en singelmands håndled, så det var jo ikke til at vide hvornår han faktisk var på job og hvornår han ditchede det?

En halv time senere....stadig ingen spor af dæmonen, og Millicent var nu nærmest ved at gå i dvale.
For fanden...kedsomheden lå i store hårknuder , filtret sammen og var slet ikke et kønt syn længere.
Hun havde takket nej til et par tilbud,fra nogle over rislet eksistenser og den kulørte drink var nu en saga blot, i det tomme triste glas,hendes hånd stadig havde et fast tag i.
Måske var det bare på tid at vende snuden hjem...inden hun endte med at flå hoved af en eller anden stakkel,der fik sagt det forkerte ord.Hun kunne mærke vampyrer røre på sig, den begyndte at spøge og rasle med sine kølige lænker og det kunne nemt ende i et postyr.Og det...det var der jo ingen der ønskede.

Diego var fast inventar i mange af Di Morgas nat-åbne bygninger. Diskoteket var en af disse. Selvom Diego var blevet forvandlet, da han var blot seksten, blev han aldrig forment adgang - dette havde intet at gøre med falske papirer eller smiger af personale - selvom han havde brugt begge dele flittigt i sine seneste år. Men dørmændene var blevet så vant til at se ham nu, at de hilste ham ved navn. Og når man var kommet et sted så ofte som ham, i så lang tid, var der ikke længere nogen, der troede, man blot var en teenager. Han burde jo være vokset op for længe siden.
Han lignede heller ikke et barn. Hvis man så på ham nu, i udkanten af dansegulvet, hvor to henrivende kvindfolk forsøgte at overbevise ham om at danse med dem, ville man ikke kunne sætte en finger på, hvor gammel han mon egentlig burde være.

Han greb en mørkhåret skønheds hånd og trak hende lidt tættere. Hun satte fingrespidserne for munden og fnisede, mens han hviskede i hendes øre. Hun så på sin veninde med et kan-du-tro-det-blik. Menneskekvinder fandt ham charmerende. Det var måske ikke en særlig evne for en vampyr, men ikke mange vampyrer havde misbrugt denne gave så meget som han havde.
Diego trak hende tættere, børstede hendes hår væk fra halsen og nappede blidt i den. Efter at have fået sig en smagsprøve, ville han straks have mere. Men ikke der, hvor alle var i stand til at se dem. Det ville bare bringe ham i problemer. Normalt forsøgte han ikke at slippe for den slags, men han var på det sidste blevet mere forsigtig. Han var jo trods alt stadig på flugt af en grund.

Musikken var så høj, at flere af menneskerne derinde uundgåeligt måtte begynde at få hovedpine og de farverige lys fik hele lokalet til at line en brændende regnbue. Hvor 80'er-agtigt.
Han trak den lydige pige med over i en rød plyssofa. Der sad allerede en vampyr, men hva' pokker. Det var ikke ligefrem som om han regnede med, at en vampyr ville skrige op af at se lidt blod. Da han satte sig i sofaen satte pigen sig over hans skød, og uden at være den mindste smule diskret blottede han de hvide tænder og stak dem dybt ned i hendes strube. Hun stønnede så højt, at man skulle tro, han havde taget hende, men det druknede i musikken.
Eftersom han ikke vidste, hvad han skulle gøre af et lig midt på diskoteket, slap han hende kort efter, og hun rejste sig og gik, som var hun i trance. Diego slikkede sig sultent om læberne. Han var et glubskt bæst, der aldrig fik nok.
Hans sorte hår dækkede de røde øjne, da han vendte blikket imod den anden vampyr. Hun virkede … bekendt. Det måtte være hans hjerne, der spillede ham et puds. Det kunne ikke være rigtigt.

Den sorte skjorte var blevet blodplettet, men det var for mørkt i diskoteket til at mennesker ville kunne se det. Godt det samme. Skulle han mon have tilbudt den anden vampyr en tår? Men hun så ikke ud til, at ville have problemer med at jage, så hvad var pointen.

Der gik noget tid inden hun opfangede færden af en artsfælle, men da duften endelig fandt vej og som en vrikkeorm af røg, bugtede sig op i hendes næse, gik aften som med et slag fra en tryllestav , fra skrot til godt.
Millicents øjne blev tændte og hendes hjerne igen slået til.Parkeret i en side gade blev kedsomheden , og hendes blik begyndte at undersøge omgivelserne efter en vampyr.
Hun havde en lugtesans der var eminent til at nuancerer dufte, og den her var efter hendes vurdering, ret så markant.
Hvis der eksisterede en sammenhænge imellem væsen,sind,personlighed og duft, så ville duften her helt givet tilhøre en mandsperson og en baldyrisk en af slagsen.
Hun lugede nysgerrigt dansegulvet for at finde og udplukke eventuelle emner, der kunne passe til beskrivelsen- selv om det blot var en tese, var den jo sjov nok at lege lidt med, inden hun mistede interesse i den, og kasserede lortet.


Hun stivnede....dér...der var ingen tvivl.
En ung mand, mørkhåret...nærmest sort...modelagtigt look og omgivet af smukke kvinder...det måtte være ham.
Hans hud var bleg og hans ego på størrelse med empire state building, der var no way hun kunne tage fejl i hende lille hjemme fabrikeret aroma teori.
En lidt agiteret hånd lagde sig over hendes læber, og med et par af fingrede gned hun sig på overlæben.
Der var et eller andet over fyren, men hvad det var ? Det havde hun ingen ide om.
Han kom mod hendes bord ,mod hendes plads i sofa rækken og i hans kølvand svæmmede den lille mørkhåret fisk.

Millicent fnøs stille da kvinden satte sig over hans skød.Seriøst? Kunne de dog forhelvede ikke klare deres private sager...privat? De var jo ved at give et fucking peepshow, ikke?
Millicent så forlegent væk , og spejdede efter Andrija i baren, men stadig ingen spor af ham.
Hun hørte nu stønnen fra tøsen...høj...stønnen, og Millicent skulle lige til at prikke til dem og fyre en vise af , en melodi som de helt sikker ikke ville bryde sig om. Men da hun så på dem, sad idioten med tænderne begravet dybt i pigens hals, og det var det der havde udløst hendes stønneri.
Et kort kig tilbage på baren.Ville Andrija bifalde dette...og le af Millicents udbrud? Et udbrud der helt sikkert ville komme.
Eller havde han en smule moral og ære, et sted dybt derinde? Det mente hun nu nok der var.Et sted.

Pigen blev sluppet igen og vaklede afsted med løse ankler.Enten havde vampyren drukket for meget af hende, ellers havde han jo nærmest betvunget hendes vilje, sådan som hun var mentalt fjern og synes at adlyde hans kommando til den mindste detalje. Begge dele var utilgiveligte og primitive.
Han burde lære nogle gode maner og noget etikette, tænkte hun oprørt over at være vidne til det.
"undskyld mig....men hvad fanden er det lige du tror du sidder og laver?" Snerrede hun så ukontrolleret, da hun greb i skjortens sorte ærme stof og trak- og sendte ham et blik der var pænt vredt i samme moment.
" hvorfor udnytte en på den der måde?" vrissede hun videre, og var næsten fristet til at lade ham mærke hvordan et bid kunne opleves voldsomt, også selv om man var hypnotiseret til at holde af det." Tænk hvis nogen så det...og...du burde eddermame sige undskyld til pigen ".
Millicent var ved at blive en smule irriteret, og samtidig tog hun sig selv i at...stirre...på fyren.
Var det sådan Andrija ønskede hende? Var denne grådige og kølige handleform hvad han ønskede fra hende? At hun sad på et diskotek og sugede fra den første og bedste fyr? Hun mærkede frustrationerne hobe sig op og klodse sig sammen i hendes hals.Pis.

Han hævede det ene bryn lidt og så på den lille, lyshårede vampyrskønhed, der begyndte at tale til ham. Nøj, hvor så hun rasende ud. Han skulle vist alligevel have tilbudt hende lidt føde - eller ikke, eftersom hun pludselig begyndte at prædike af ham. Kunne det virkelig være rigtigt, at han mødte to dyre-drikkende vampyrer i samme årti? Hvor var det morsomt. Han smilede bredt af hende og rystede en smule på hovedet. Der sad stadig blod på hans hvide tænder, som han ikke gjorde noget for at holde skjult, og en smule blod rendte ned af hans mundvige, men han havde slikket det væk et øjeblik efter.
"Hun er mad. Mad." Han sagde det til hende, som om det var det mest åbenlyse, der nogensinde var blevet fortalt til et lille barn.
Han rev sin arm til sig. Hvad bildte hun sig ind at blande sig i hans måltider og rive i hans skjorte! Hun kunne ligeså godt bare passe sig selv, ligesom alle andre vampyrer i verden. Mon pigen var nyfødt … Eller måske anede hun bare intet om vampyretikette.
"Man snakker ikke med maden. Man leger kun med den." At hun omtalte kvinden som 'den' ville sikkert provokere vampyrpigen yderligere - hvilket også var hans hensigt. Det var simpelt hen alt for sjovt at lege med hendes slags - dydsmønstre.

Han lænede sig tæt på hende. Hans røde øjne skinnede og han smilede skævt. Det var tydeligt, hvorfor menneskepiger fandt ham charmerende, men det var langt sværere at charmere sig ind på overnaturlige kvindfolk - og mandfolk, for den sags skyld.
"Desuden," hans stemme var meget dyb af en seksten-årrig krop at være. "så kunne du vel tydeligt høre, hvor meget hun nød det." Det var en god måde at finde ofre, der ikke skreg … Man skulle bare gå efter masochisterne. De var også meget nemmere at slippe af med, eftersom de nød at underkaste sig. Hvis han sagde, at hun skulle gå ud og vente på ham i gyden, gjorde hun det - det havde hun jo allerede gjort. Og han ville lade hende falde død om derude og skaffe sig af med liget senere. Der skulle meget lidt manipulation til, for at få dem til at handle efter hans hoved.

Han rodede rundt i hendes tanker, uden at afsløre noget i sit udtryk. En irriterende begrænsning ved hans evne var dog, at han kun kunne læse overfladiske tanker, og alt hvad han hørte var en masse vrøvl om en eller anden fyr, der åbenbart ville have, hun skulle ændre sig. Han forsøgte at afgøre, om det ville gøre hende til et let, lille offer, men følelsen af, at kunne genkende hende, stoppede ham.
"Hvorfor blander du dig overhoved i, hvad en anden vampyr laver? Du drikker vel forhåbentlig selv menneskeblod." Han lænede sig tilbage i det bløde plys. Hans ånde stank af blod og alkohol, men eftersom hele diskoteket stank af alkohol var det kun blodet, man kunne lugte. Hvis den lyshårede tøs fandt lugten frastødende, vidste han, at der var et eller andet helt galt med hende.
Han børstede det sorte hår væk fra sine øjne. Det burde egentlig blive klippet. Han var så fastsat i gamle kønsroller, at han mente, mænds hår skulle være meget kortere. Men hvis han klippede det, skulle han være meget mere opmærksom på, hvornår han skiftede øjenfarve. Det var praktisk, som det var. Så mennesker ikke kunne se, hans øjne var røde ligeså let. Han havde erfaret at det somme tider kunne skræmme folk.

Han så på hendes ansigt med sammenknebne øjne. Hvor var det, han havde set hende før? En lille rynke tog form imellem hans øjenbryn.
"Har vi … mødt hinanden før?" Lysende, der flakkede rundt omkring dem generede hans øjne en smule, men for han skærpede sanser gjorde det ikke så meget. Han kunne stadig se hende tydeligt igennem det flakkende halvmørke.

Millicent forventede et svar a la det hun modtog. Havde fyren set anderledes på sagen , havde han haft nogle samvittigheds spekulationer eller et gran af respekt for hendes liv, så var denne episode nok blevet skrevet ud af manus.
Og alligevel ramte han en nerve, og fik derved irritationen til at mærkes igennem hendes krop, som var den af fysisk karakter.
" Hun er ...mad ...hmmm..og hun er helt klar over hvad du laver med hende? Der er faktisk regler, you know" vrissede Millicent og slap brat taget i hans skjorte ærme, så snart han trak armen til sig.
Hun kunne naturligvis vælge at være helt ligeglad, det var jo ikke hendes problem- men hun havde stadig så meget af sin sjæl intakt, selv om den ifølge Andrija nok skulle blive hård og ubarmhjertig...på et tidspunkt i fremtiden.
Millicent håbede så bare på det ikke var lysår de skulle vente, for hun havde en lille ide om det ikke ville gå heeelt så let , som han helt sikkert håbede.
"Selv babyer ved man ikke leger med sin mad, du burde have langt bedre manér, burde du ikke ? jeg mener , en så klog og bedreviden fyr som dig" snappede hun ....og drog et langt suk.


Hun besad ikke gaven til at lure i folks tanker, ellers ville hun havde moret sig på hans regning, over hans stempel af hende som et dydsmønster.Det var hans anden fejl den aften, hvis man da talte at tappe pigen på et offentligt sted , som den første.
Han kom tæt, meget tæt på hende og hans aura og ånde bar tydelig præg af han lige havde drukket, men der var intet ved bloddunsen der frastødte Millicent, faktisk lige omvendt.Hun sniffede et par hurtige gange og hendes øjne hvilede kort på fyrens læber, inden hun med magt måtte tvinge sig selv til at se op...og møde hans øjne.
" Ja, jeg hørte hende.I var ikke just diskrete" lød det anklagende og hun hun begyndte at tappe lidt med fingrene på bordkanten." Sååå....det er den eneste måde du kan skaffe piger på?" Bed hun sarkastisk af ham og var helt på det rene med at en knægt med det udseende, snildt kunne vælge frit i trunte tambolaen - men hvis han åd eller skræmte dem alle, ville det jo snart ende med at være udsolgt , ikke.

En lok sort hår, blev tilsyneladende ved med at kaste sig ned og forringe hans udsyn og måske give noget irritation i hans øjne, og da han selv mislykkedes i at fjerne det, himlede hun overdrevent med øjnene og strøg selv hårlokken lidt væk fra hans ansigt, med en blid bevægelse.
Hun behøvede ikke række langt, han sad jo nærmest helt oppe i hendes fjæs.Han var nok en sød fyr og burde bare gear ned , få justeret lidt på lidt på de farlige vaner han havde tillagt sig.Hun så ikke hvordan de gavne, de måtte da give ham stable vis af problemer, hvis han altid var så åbenlys?
"Ved du hvad , hvis du ikke ønsker indblandning, er det sku nok et ret dårligt sted at vælge til den slags her.Her er jo et overload af folk.Vær du glad for det er mig og ikke et skrigene menneske der opdagede det " vreden var begyndt at dampe af, så småt, og nu dukkede et lille overskud op , så hun morede sig lidt over ham istedet.
Med kvikke øjne rangsagede hun hans ansigt og hans bygning .
Han var sikkert en af dem,der meget nemt fik folk til at falde på halen over sig- men som menneske havde hun ikke været let at dupere og som vampyr lod hun sig nu heller ikke lige uden videre forblænde.
Dydsmønster?
- Naaa..bare for doven til at bruge tiden på noget der alligevel ikke rigtig kunne få hendes klokke til at sige ' ding'.

Hun så lidt nysgerrigt på ham....han var vel det man ville kalde et pragt eksemplar af en vampyr, sådan en ..steriotyp en af slagsen, var han ikke?
Smuk,selvsikker og lidt bestialsk.
Det kunne vel ikke gøre noget at indlede en lille tete a tete med ham? Så hvorfor fedte med sine svar, hun havde jo intet at skjule.
" jo, jeg drikker da menneskeblod- bare i en mere nutidig indpakning- fra donor poser.Det andet...tror jeg ikke jeg helt har styr på endnu, men kan jeg ikke få poserne, så drikker jeg dyr" forklarede hun og kunne næsten fornemme hvor underligt han syntes hun var .
To gange havde hun drukket fra Andrija.Den første gang af hans håndled og anden gang fra halspulsåren.Hendes mave trak sig sammen ved erindringen og halsen føltes straks en smule tør....rug...ingen tvivl om den gerne ville havde mere.

"årh nej....for helvede...er den ikke lidt slidt den der ' undskyld men har jeg ikke set dig før?'" lo hun, men hmmm, der var nu et eller andet over ham.
Men havde hun mødt en som ham, havde hun så ikke kunne huske ham?
Store dele af hendes hukommelse fra livet inden hendes transformation , var nu meget sløret og kun med stor møje kunne hun grave den frem." Geneve...jeg er fra Geneve, så med mindre du har slået dine folder der de sidste år, så har du aldrig mødt mig" lo hun stille.Orh hvor var fyrer dog transparente og forudsigelige.

"Regler?" Han satte hånden for panden og smed hovedet tilbage, som om han havde glemt noget meget vigtigt, men hans stemme var sølet ind i sarkasme. "Det havde jeg fuldstændig glemt!" Han fjernede hånden igen og bag lukkede læber kørte han tungen over tænderne, for at få blodet af dem. Hans øjne var smalle og kolde. Troede hun, hun havde nogen som helst ret til at fortælle ham, hvordan han skulle leve sit liv? Han havde lært at kun ens skaber satte reglerne. Og hans skaber havde lært ham, at menneskeliv var mindrevigtige. At de blot var mad, og at han havde redet Diego fra at lide den samme, grumme skæbne som mennesker gjorde hver dag.

"Menneskebabyer," rettede han på hende med et bredt tandsmil. "Mine manér fejler intet." Vampyrer var hævede over den slags. Og der var en grund til, at de kunne lege med deres mad - en grund, mennesker ikke havde.; Vampyrernes mad reagerede.
Han kunne se, hvordan hun stirrede på hans læber. Måske ville han være heldig at kunne forføre den smukke vampyrpige. Selvom hun helt klart var meget opsat på, at Diego var en skidderrik. Han kunne få hende til at skifte mening. Det var han afgjort sikker på.

"Jeg skaffer dem ikke," sagde han henkastet og smækkede fødderne op på bordet foran dem. "De kommer til mig. Når du lærer at spille på din charme, vil fyrene også sværme om dig." Han klappede hende på kinden med et overlegent smil. Men pludselig lå hans hånd stille på hendes kind og han nærstuderede hendes ansigt. Smilet falmede. Det var mest fordi, at han var helt sikker på, han havde set hende før, men han brugte alligevel sit maskefald til at spille videre på sin komedie. Han rynkede brynene lidt og strøg blidt tommeltotten over hendes kind.
"Og en sjælden gang må jeg selv gå efter dem … Men de modstår aldrig ret længe. Menneskepiger er kedelige. De er mad. Men du … " Han smilede charmerende. Han vidste, det ville få en normal pige til at smelte. Men han regnede ikke med, at et par søde ord og let berøring kunne få hende til det. Vampyrer manipulerede. De var ikke ofre for manipulation.

Han havde nok fået en smule for meget at drikke - om det så gjaldt blod eller alkohol var ikke godt at vide, men da han hørte i hendes tanker, han burde gearer ned, lod han hånden falde fra hendes kind. Okay så. Hvis han blot lyttede efter, hvad hun ville have, kunne det være, det ville ende med at blive en interessant aften.
"Jeg holder skam øje med, hvem der er i nærheden," sagde han lavt, med en hvis fortrolighed i stemmen. "Jeg er måske åbenlys, men jeg er ikke uforsigtig." Han ville ikke fortælle hende, at han kunne læse folks tanker. Så ville hun sikkert bare have lyst til at gå med det samme. Overraskende nok, var der ikke mange, der kunne lide at snakke med en, der kunne kigge ind i deres hjerne. Det var heller ikke altid lige rart at sidde i den anden ende. Somme tider kunne folk have så frastødende tanker, at Diego næsten ville ønske, han ikke havde den evne.

"Donorposer," gryntede han skuffet og himlede med øjnene. "Jeg kan lære dig, at være en rigtig vampyr," lokkede han. De røde øjne ville have tryllebundet enhver anden. Men normalt forsøgte han heller ikke at bruge sine evner overfor andre vampyrer. Han havde aldrig været i stand til at manipulere med en vampyr før. Selvom han havde set det gjort massere af gange, af hans skaber. Det forhindrede ham dog ikke i at prøve.
"Donorposer er ligesom at drikke kold kaffe. Det mister al smag og efterlader en med kvalme." Han talte, som om han havde fuldstændig styr på det. Han hævede brynene på mest overbevisende manér. Men det passede ikke en skid. Han havde kun forsøgt at drikke donorblod én gang. Men én gang havde været mere end nok.

Han satte sig pludselig ret op. Tydeligvis påvirket. Han plejede ikke at være så opfarende. Geneve! Det kunne ikke passe at … Nej, kunne det …
Han lænede sig let frem ad, og så hende i øjnene. Hans mund åbnede sig let, da han var tæt på at 'tabe underkæben.'
"Millicent … " Diego var ikke en af den slags fyre, der ville skyde dumme scorereplikker af. Han havde aldrig haft brug for dem før. Derfor vidste han ikke, hvad det var, hun fandt så morsomt ved hans spørgsmål. Sidste gang, han havde set hende, havde hun været menneske. Utroligt, hvor meget forvandlingen kunne ændre ens udseende. Han havde egentlig aldrig tænkt over det før, men pludselig overvejede han, hvor meget hans egen forvandling havde forandret ham … Det måtte han gruble videre over senere. Nu var han dog ikke længere overrasket over, at han ikke havde kunnet forføre hende. Han mindedes ikke, at have kunnet gøre det, da hun var menneske heller. Men selvfølgelig, der var han også forhindret i at forsøge.
"Tænk engang … Du er faktisk blevet smuk." Han smilede bredt; et smil, der ikke nåede øjnene. Men det var også bare ment som en form for hån. Et venskabeligt drilleri. Men hvis hun ikke kunne huske ham, ville det blot blive en meget akavet situation.

En pige sendte han lange blikke fra baren, men han så det ikke engang. Det eneste, han så i det øjeblik, var Millicent.

" Ja regler? Google det hvis du ikke forstår betydningen!"
Sagde hun med et kunstigt smil , hvor honningen ligefrem dryppede fra.
" nååå du havde glemt det ? Ja,en det er jo hvad der sker....når hjernen bliver et slapt organ" forsatte hun og klappede trøstende på han arm. Hun mente det nok ville provokerer ham en lille smule.
Nu han selv brugte dén med at glemme, blev hendes tanker ledt ud på et side spor.Hvor gammen mon han var ? Og hvordan inddelte man vampyr alder ?
Millicent havde hørt fra random chit chat , at når man lige var forvandlet som hun, så var man nyfødt.Men som om det ikke var ydmygende nok , så kaldte man de nyfødte for babyvampyre.Helt ærligt....en ung kvinde som hende, nu en baby? Det var jo for dumt.Men måske fyren her kunne afklare et par ting for hende, hvis hun kunne holde lidt på hans selvskab?

" Menneskebabyer ja....men hvis de kan finde ud af at holde det, så kan du nok også.Jeg har stor tiltro til dine evne"
pakkede hun alvoren ind i dril.Hun forstod jo ligesom godt at han skulle spise for selv at holde sig i live..eller hvad man nu lige sagde dér, Andrija åd vist...ja hvad...sjæle? Hele mennesket? Han efterlod da blodet til hende nogengange, som da han kom med termokanden med frisktappet blod.Mindet fik hende til at smile.Og blodet ved fyrens læber her , bragte tørsten frem i hende.Hun brød sig bare ikke om at man gjore det respektløst, men det lod til hun stod en smule alene med den ideologi , var det begyndt at dæmre.Jose var sikkert den eneste der forstod hende, og måske enda var enig med hende i det?

Selvom Millicent var begyndt at tø lidt op overfor hendes sofa gæst , så havde hun ingen grund til at opfører sig anderledes.
Det hun så i ham, udover hans indtagende ydre, var en kvik fyr ,en der kunne tænke uden at behøve livlinier til dette og også en noget arrogant en af slagsen.Hun sagde intet da han smækkede fødderne op på bordet, men bemærkede at de tøser der arbejdede i baren , og meget ofte sendte blikke ned til ham...de så heller ikke ud til at have planer om at bede ham tage dem ned.De så mere ud som de var facineret af hans lidt rebelske opførelse.
Ja , hvor mænd var så gennemsigtige - var pigerne så enormt nemme.Egenlig ærgeligt at det hele skulle ' udvandes' sådan.
" Ja, jeg tror gerne de sværmer om dig...lidt som fluer på et stykke flue fanger papir, ik? " drillede hun og brød så ud i en let latter.
" Du er da bare for sjov! Tror du mit ønske er at have en hel sværm af mænd omkring mig? OMG tanken alene er jo nok til at overveje en flugtvej." Hun gad ikke uddybe hendes grunde, men hun var faktisk helt ærlig overfor ham.
Kvalitet frem for kvantitet- sådan arbejdede hendes hjerne.Kun få fyre —og piger blev lukket ind og sådan havde hun det fint med.Og selv om hun aldrig sad og viftede æggende med lårbasserne eller klædte sig som ugens tilbud, så manglede hun faktisk aldrig opmærksomhed.Det var noget der ikke havde ændret sig i hendes nye liv.Selv om hun troede at var slut med den slags, når hun ikke var menneske længere.

Så mistede hun styringen.Det var blevet glatføre og hun var mindre øvet i den slags vejr.Hans hånd på hendes kind, og måden tiden ligesom blev sat kort på pause , fik hende til at slingre en smule og hun så med forundring, ind i hans røde øjne.Hvad lavede han nu ? Han sad sku da og flirtede med hende? Havde han en dødstrang? Det gik slet ikke...og da slet ikke her! Det her var Andrijas domæne, og han kunne komme hvert øjeblik- ja eller udeblive, det var ikke til at vide, men hun var helt sikker på at finde Millicent i en sofa, men en lækker fyr der kærtegnede hende kind, ikke stod på Andrijas ønskeliste til jul.Hun åbnede munden for at sige noget, med hans tommeltot gled bare ned over hendes kind og spærrede vejen for hendes ord,men dette enkle strøg.
Hun var kortvarigt fanget i hans aura af mystik, men han lod til at have hørt hendes bøn om at skrue ned, og hånden forlod hendes kind.Millicent rankede straks ryggen og lagde ansigtet i de rette folder, folder der ikke tillod indsigt i hvor befippet hun blev, når folk bare aede løs på hende.Det var.....argh!
Hun lagde benene over kors og den ene hånd hvilede på sofaens ryglæn,den anden i hendes skød.Hun kastede et kort usikkert blik mod baren, men der var stadig ingen tegn på Andrija var kommet.

Snakken gik videre med blod og ringe donersmag, men Millicent var ikke længere helt koncentreret.
Noget ved fyren her føltes odd. Det var som hun burde kende ham? Huske ham? - også alligevel ikke.Meget underligt.
Det var sku også uddordrende at skulle sidde her og tænke sig om.Helt ærligt....der var overfyldt med folk og fæ, musikken bankede så væggene slog revner og fyren sad midt i al hans små sarkasme og barskhed måske og småflirtede med hende.Koncentration kunne man vel ikke forvente faldt problemfrit så.
Men da han pludselig udbrød hendes navn, tabte hun facaden og paraderne på en og samme tid.
Hvordan katten? Det var det med Geneve der havde tricket ham, og som med et slag fra Potters tryllestav, så Millicent et lille stykke film fra hendes tidligere liv, i skolens sidse klasse .Millicents smukke rødhåret veninde Sandra , havde scoret byens nye mystiske og komplet hotte hug af en model fyr.
Der florerede så mange rygter om ham, fordi man sjældent så ham...eller aldrig så ham om dagen .Hverken i skolen eller andre steder.Men i de sene timer, indtog han byens cafeer, diskoteker og de romantiske parker .Nogen gange med Sandra men ofte også alene.Hun huskede at det var et samtale emne som alle have en mening om.Sandra selv forsvandt ud af Millicents liv - og ud af alle andres.Hun hengav sig til et liv med den fyr, havde ekkoet af hendes fodspor lydt- og de rejste væk fra Geneve.Millicent huskede en af de sidste gange hun så Sandra og fyren her .Det havde været til en privat fest.
Hun kunne jo tage fej....men i hendes erindring havde han forsøgt at kysse hende, ude i køkkenet.Det var resulteret i en vodka juice i hans ansigt, og ganske få ord ' jeg er IKKE Sandra!'.

Millicent stirrede på ham....delvist i chok " Diego?" Mumlede hun.
Årh gud....HAN var en håndfuld allerede dengang.Eftertragtet og kvik.
Som hun huskede det, en rigtig hjerteknuser der lagde trunterne ned på stribe.
" Årh...jeg synes at kunne husk du ikke udsatte noget på mit udseende allerede dengang" lød det lidt skarpt, inden stemmen blødte helt op og hun bare gentog " Diego! For helvede da"

Hun var virkelig frygtelig at høre på. Så bedrevidende en vampyr havde han aldrig i sine dage mødt. Hun skulle have et par slag, skulle hun. Diego var vokset op i en tid, hvor det var helt okay at slå kvinder og for første gang i et halvt århundrede kriplede det i hans fingre for at gøre lige netop dét. Men han havde aldrig været voldeligt anlagt, så han nøjedes med at knytte nævernne og smile et stort tandpastasmil, som om hendes ord ikke rørte ham det fjerneste.
"Jeg er en voksen mand, chéri. Jeg kan lege med mine ofre alt hvad jeg vil." Måske var han kun 16 af udseende og ikke ligefrem gammel af sind. Men han var gammel nok til at tage sig af sig selv - det havde hans skaber ganske vist ikke ment. Men i 1800-tallet, hvor han var født, ville han allerede have været en voksen. Derfor forstod han heller ikke meningen i, at børn i dette århundrede skulle være så meget ældre, for at blive set som voksne.

Mente hun virkelig, det pjat, hun prædikede? Diego så intet galt i, at udnytte alle sine fordele mest muligt. Han havde sikkert gjort det for meget til tider. Dræbt for mange på én nat. Leget lidt for længe med et offer. Han havde helt sikkert knust nogen hjerter - nogen sjæle og nogen liv. Alligevel var han ikke i stand til at føle dårlig samvittighed over dette. I det hele taget var det ikke meget, han overhoved kunne føle længere. Derfor kom det også bag på ham med fuld styrke, at Millicent kunne føle så meget empati med de middelmådige mennesker.
"Du ville kunne få en hver fyr, du ville have. Så har du også muligheden for at vælge ud fra sværmen." Mens disse ord blev sagt var det tydeligt, at hans blik ikke længere kun hvilede på hendes ansigt. Han ville skam ikke have noget imod, at være den fyr, hun kunne misbruge lidt. De to ville kunne få det sjovt sammen, hvis hun dog blot ville overgive sig til sin vampyrside. Hun var naiv, hvis hun troede, hun kunne blive ved med at kæmpe imod resten af sit liv.

Han havde skam set, hvor meget hans berøring fik hende til at flippe. Det var en meget kraftigere reaktion, end han havde regnet med, også selvom hun gjorde alt for at skjule det. Det var egentlig ret kært. Mon hun virkelig mente, at hun var bange for at blive opdaget. Hendes tanker var spændende, men hun var også lidt af en gåde for ham. Det lød næsten som om hun var bange for fyren, hun åbenbart var sammen med. Mon det var et voldeligt forhold af en slags. Det kunne være, han behandlede hende som en ejendel frem for sin kæreste. Men hun virkede ikke som en ufornuftig pige. Hun ville nok ikke være i noget forhold, hvor vedkommende ikke behandlede hende godt.
Men Diego kunne behandle hende bedre.
Gad vide, hvor meget hun ville spærre øjnene op, hvis han sagde det. Hvordan hun ville reagere. Han havde en fornemmelse af, at hun blot ville grine af ham. Hun ville tro, han blot drillede hende igen - ikke helt sandt dog. Han ville ikke sige det for at drille, men for at narre. Og han ville da helt sikkert behandle hende ordentligt; så længe hans interesse holdt. Hvilken den ikke gjorde ret længe. Det var nok derfor, han var alene nu. Efter en uge, en måned, et år - hvis vedkommende var heldig - endte vedkommende med at kede ham og han skilte sig af med dem. Alligevel blev han ved med at prøve, som om han en dag ville møde en, han rent faktisk ville holde af … Dette ville nok ikke blive Millicent. Ikke fordi, han ikke ville give hende en chance, men fordi hun tydeligvis allerede havde en fyr. Alligevel kunne han ikke lade være med at nærme sig en smule. Han huskede den blide duft, fra da hun var menneske. Den del havde ikke ændret sig. Hun duftede sødt. Hun mindede ham egentlig lidt om en sommerblomst. Det var egentlig lidt trist, at en som hende var blevet lænket til mørket og natten. Hun hørte ikke til i sådan et miljø.

Han så hele scenariet i hendes hoved. Hun ville hade ham, når hun fandt ud af, der ikke længere var nogen Sandra. Hun havde holdt hans interesse endnu kortere end han have forventet. Især fordi det dumme pigebarn ikke havde villet forstå, hvad det var han flygtede fra. Hun var bare kommet i vejen. Han havde været nødt til det …
Desuden, så ville han også hellere have taget Millicent med sig. Han havde kun valgt Sandra for det søde elverblods skyld, som hun så villigt havde ladet ham drikke af. Men Millicent vidste vel ikke engang, at Sandra heller ikke havde været menneske.
Han var dog lykkelig for, at hun kunne genkende ham. Også selvom det måske ikke helt var en god ting. Han smilede svagt og hans øjne flakkede ikke længere over hendes ansigt, men så på hende med en venlig imødenkommenhed. Han var anderledes nu. Måske fordi, han var blevet afvist af hende før og havde forstået, at det ikke var den rigtig måde at gribe hende an.
"Det havde jeg heller ikke. Men du er stadig blevet smukkere." Han lagde den ene hånd på hendes knæ. Ganske let og tilsyneladende uden perverse bagtanker.
"Du virker ikke glad for at se mig." Han lød næsten skuffet og hans smil forsvandt helt, som om han oprigtig var ked af hendes kolde facade. Men han havde skam set, præcis hvordan hendes parader var faldet.

En pige kom gående imod Diego og skulle til at bøje sig ned for at råbe ham i øret - hvilket var den eneste måde menneskerne på diskoteket kunne høre hinanden. Men han viftede hende væk med det samme. Pigens stød underlæben frem og rynkede brynene mens hun så mod Millicent med et spottende blik, som om hun var sikker på at det var den lyshårede 'kælling' - med pigens egne ord - der havde fjernet Diegos blik fra de andre piger i klubben. Det skete meget sjældent. Digeo var efterhånden meget kendt i dette nattemiljø, og han havde udnyttet dette til fulde.
"Hvornår blev du forvandlet?" Han var oprigtigt nysgerrig. Hvis hun virkelig skulle forvandles havde han regnet med, at han ville være vampyren, der gjorde det. Men der havde han så taget fejl. Der var åbenbart andre, der havde fået øjnene op for hendes potentiale. Selvom hun tydeligvis selv var blind for det.

Millicent fornemmede instinktivt at han blev provokeret af hendes udtaleleser.Alt andet ville nok også være underligt.
" Ja...jeg er sikker på du er...stor" sagde hun og i de blågrå øjne glimtede en lille gnist antændt af morskab.
Hun kunne ikke lade være med at være nysgerrig på Diego og måden han var sammensat på.Hvordan de enkelte dele fungerede, sammen- og hver for sig.Millicent arbejdede hårdt på at komme sin medmenneskelighed til livs, ihvert fald når hun var sammen med Andrija.Det gik bare ikke helt så heldigt.Men hun mente at Det han ønskede var at gøre hende til en female version af Diego, et kvindeligt kopi af ham.Så naturligvis var hun umådeligt oppe på dupperne, for at se med sine egne øjne ' hvad al hypen var omkring'?.
Hun sendte ham et nærtgående blik, var han virkelig så bjergtagende...hans stil og hans væremåde? Ja...det var han jo så, men på en skrupelløs og farlig måde! Var det dét- skulle hun være....farlig? Millicent fulgte hans vandrende blik og var hurtig til at række ud og holde et par fingre under hans hage, så hun ' tvang' ham til at se hende i øjnene i stedet.
Hun følte lidt at hun legede med eksplossive stoffer af en art, for hun var ret så sikker på at Diego godt kunne tænde af, hvis man fik sat ild til den rigtige lunte, så hun måtte være en anelse påpasselig.
" Måske har jeg den mand jeg vil have, hvorfor så tilkalde en hel sværm ? " lød det igen fra hendes læber.Hun var god...på det nærmeste et naturtalent , når det kom til at dække sig til, på alle måder.

Påstulatet var egenlig både sandt og falsk, og meget typisk for nærmest alt i hendes liv synes at bestå af modsætninger og derfor være meget kontrastfuldt.
Om ikke andet var hun ret sikker på at hendes kæreste- for at bruge den betegenlse- var en af de de mest arrogante og stivnakkede mænd der huserede i gaderne her og omegn.Han var desuden langt mere glad for damer end gennemsnittet og tog grådigt for sig af den dekadente kvindelige buffet.
Der var ingen vold , kun den Millicent somme tider følte sig fristet til at ekspederer, men Andrija behandlede hende pænt, og havde hun vidst hvordan han normalt behandlede kvinder, så kunne man næste sige at han behandlede hende....værdigt og respektfuldt.
Han var udspekuleret og klog....men under alle de her lag af følelsesmæssig kryptonit, bankede der langt dybere hjerte slag.Og det var dem , Millicent ville ind og lytte til .
Men om hun ' havde' ham? Det var så ikke nødvendigvis helt sandt.Jo...det havde jo vel....men det var langt fra et normalt forhold, faktisk havde hun aldrig hørt om forlovelser mere underlige end deres.Heller ikke i filmen eller bøgernes verden.Men al det ville hun ikke trække Diego ind i.Det var slet ikke nødvendigt.
Selv om han sikkert ville grine sin røv i laser og high five Andrija.
Typisk mænd at holde sammen, selv over de helt forkerte årsager.

Hun var nu ret glad for at støde på et pust fra fortiden.Her i byen var hun ret ensom, hun havde jo endnu ikke boet her i så lang tid. Og at opbygge en vennekreds der samles om natten ,deeet var en smule tricky.De var kun luskefisene der sad oppe på facebook på den tid af døgnet.
Diego lænede sig lidt ind mod hende, og hun spidsede læberne.Ikke for at kysse nej, det var mere en eftertænksom lille bevægelse, og Diego synes at ...snuse? Lidt til hende!
" hey...hvad har du gang i?" Vimsede de bløde ord ud mellem læberne.Hun var i hvertfald ikke den eneste vampyr med sjove vaner, også Diego kunne tilføjes den liste.
" Jeg er blevet ældre, måske du er mere til modne kvinder?" Forsatte hun sin milde ironi overfor ham , men var helt på det rene med at hans komplimenter efterlod små aftryk og spor i hendes mentale sandkasse.
Hans hånd på Millicents knæ, udløste ikke en jackpot men en sirene varsling.Millicent tillod ham den der, kort...og hvis den forbandet tiltalende vampyr forsatte, ville hun bøje teksten i neon, kun for ham.
Hun var hans off, sådan var det jo bare.Andrija ville blive vred.
Men...jo hun var glad for at se ham, en fra hendes fortid...og hun kunne være sig selv sammen med ham, ilke var helt fantastisk.Så spontan og umiddelbar som hun var, lagde hun armene omkring hans hals og trykkede sig kort ind til ham.
" Jo...gu er jeg da glad for at se dig Diego...du tager mig bare lidt med bukserne nede" mumlede hun mod hans hals og skyndte sig at tilføje " metaforisk talt" før hun med et lille akavet smil, slap ham og trak sig væk igen.


Millicent havde som alle andre vampyrer en formidabel hørelse, og da pigen mumlede kælling, slap et svag hvæs ud fra dybet i hendes strube.Hun kunne ikke snuppe når puger svingede pisken over hende, og troede de kendte hende.
Hun så på Diego, jepp....i deres øjne lage hun for stort beslag på ham, men var det egenlig ikke va komplet ligegyldigt? Det var deres problem....og den lille finke, kunne hun måske ikke få neon farvet, men hun kunne fandme bøje og brække hende, hvis hun ikke pakkede sit kælling meget hurtigt væk.
Til al held gjore hun det, så Millicent kunne svare Diego.
" ganske få uger" hun rettede sig op og havde nu begge hænder i sit skød." Under en middag i Geneve...jeg blev overfaldet, og husker ikke mere...før jeg gravede mig fri af noget jord her i byen....og var ved at dø af skræk."
Hun stirrede tomt ud for sig..." aner ikke hvem der skabte mig, eller hvorfor? At dumpe mig her må være for at dække over noget" hun drejede ansigtet tilbage og kiggede igen på ham.
" Hvor gammel er du Diego" hun samlede sit mod og spurgte...." Og hvad ved du om vampyr børn"

Han grinede, da hun løftede hans hoved - og dermed hans blik. Morsomt, at hun reagerede sådan. Det var jo ikke ligefrem som om hendes tøj var afslørende eller noget. Diego ville alligevel ikke være i stand til at se noget, hun ikke ønskede, han skulle se.
"Det betyder bare, du allerede har valgt ud fra sværmen," konstaterede han. "Men det var ikke ham, jeg snakkede om. Jeg snakkede om mad." Det overraskede ham virkelig, at hun ikke forstod et ord af, hvad han sagde.
Han holdt sig stadig fra at bide på hendes fornærmelser og drillerier. Der skulle langt mere til, for at gøre Diego vred. Hans temperament havde aldrig været i vejen for hans sociale liv. Det var noget, der kom ham til gode. Han kunne holde hovedet koldt i en ophedet situation. Så hvis nogen begyndte at skrige af ham, kunne han tale dem til ro - hvor havde han brugt det kneb mange gange på piger med PMS. Det var også en nem måde at holde sig ude af slåskampe. Hvis han ikke hidsede sig op, havde folk svært ved at være sure på ham.
Det og hans charme gjorde ham næsten til en hver piges drøm - så længe de da ikke lærte ham yderligere at kende.

Han var ganske tilfreds med at høre, at hun forsøgte at skabe sig et nat-netværk. Hvis han holdte sig ude af hendes fyrs synsvidde, kunne han måske få sig lidt sjov.
"Sig mig ærligt, Millicent," begyndte han, det ene bryn let løftet og med et skævt smil om læberne. "Hvis jeg ikke havde taget Sandra dengang … Havde jeg så haft en chance?" Hvis han spurgte, om han havde en chance nu, ville Millicent sikkert skubbe ham længere væk, og det ønskede han bestemt ikke, at hun gjorde. Ikke før morskaben var begyndt for alvor!
Han var faktisk ret skuffet over, at læse i hendes tanker, at hendes kæreste var en god fyr … overfor hende i det mindste. Men det lød ikke rigtig

De flakkende klublyst begyndte at gå ham på. De irriterede øjnene og stanken af alkohol og sved fra danserne var ved at være kvalmende tyk. Han ville gerne forlade stedet, men hvis han inviterede hende med udenfor ville hun måske føle sig fristet til at skide fra ham og tage hjem. Det ville han ikke risikere.

"Mmmh," mumlede han bekræftende. Hans blik stadig ikke helt på hendes ansigt. "Piger på min egen alder, i dette århundrede, er så umodne … Din slags er betagende." Han forstod ikke konceptet, at nogen pige - eller fyr for den sags skyld - var off-limit. Hvis der var nogen, han ville have, tog han dem. Diego lagde ikke armene om hende, da hun slyngede armene om hans hals. Han var lidt for overrasket. Og desuden tænkte han, at hvis han rørte hende yderligere ville han sikkert ikke have nogen chance for at trække hende en smule fra hendes fyr - hvis han da kunne.
"Metaforisk," gentog han grinende.
Han lyttede meget interesseret, da hun fortalte om, hvornår hun blev forvandlet. Han undertrykte et lettet suk, da hun ikke spurgte til Sandra. Han ville helst slippe for at skulle tale om det. Hvem ville dog forvandle Millicent, og så ikke gøre krav på hende … Hvis Diego havde gjort det, ville han have brugt sin skaberrolle til fulde!
Det gav ham en idé … Han havde altid holdt sig fra at forvandle andre, på grund af måden han selv blev forvandlet og behandlet derefter, men fristelsen var stor. Og hvad skidt kunne der ske ved det … Han kunne blot lege med sin babyvampyr i et par årtier og smide vedkommende ud - som han gjorde med sine ofre. Men at skabe en vampyr ville være som at skabe en lille slave. Hm …
"Omkring de 120," sagde han ligeud og uden at tøve. Hvornår han var blevet født betød ikke så meget fo rham. Selvom det helt sikkert havde efterladt en del spor i hans personlighed. Den slags kunne man jo ikke viske væk. Og når Millicent nåede den alder, ville hun sikkert også føle sig malplaceret. Med mindre hun var fremragende til at tilpasse sig. Men han blev ikke på emnet om sig selv. Straks snakkede han om Millicent igen; Han var ikke typen, der snakkede meget om sig selv, selv om han helt sikkert virkede som sådan en type.
"Hvorfor skulle nogen være ude efter dig? … Og hvorfor interesserer du dig for vampyrbørn?" Han gik ud fra, at hun snakkede om børn, der blev forvandlet og ikke babyvampyrer som hende selv.

Skulle han lyve overfor hende? Han så intet galt i, at forvandle børn til vampyrer. Faktisk havde han før overvejet at gøre det, men eftersom han ikke var nogen pædagogisk type og sikkert ikke ville have noget med barnet at gøre de første halvtreds år, var det ikke ligefrem nogen fornuftig ting at gøre. Han måtte hellere få sig en slave, der allerede var gammel af sind. Desuden ville han sikkert blive forvekslet med en pædofil, hvis han gjorde sådan noget - men nej, det var ikke sådan. Han ville ikke have sådan en lille sexslave. Men et børneansigt ville blot charmere endnu lettere end Diego selv. Der var utroligt få, der kunne stå for et sødt, rundkindet barn. Den slags ville kunne leve stort på andres gæstfrihed og naivitet. En lille guldklump ville være ligesom en hundehvalp, når det gjaldt om at tiltrække.
Men som sagt. Han ville ikke være interesseret de første halvtreds år, så det var ikke besværet værd alligevel.
Han var sikker på, det ikke var det, der fik Millicent til at spørge. Hendes hjerte af guld blev sikkert knust af tanken om, at dræbe et lille barn. Det ville ikke komme bag på ham.

Det var korrekt at hendes tøj ikke rigtig afslørede meget, kun de bløde kurver blev fremstillet og resten var dermed efterladt til seeren, som en blidt pust af insinnuering der pirkede til fantasien .Så det var nu ikke så meget for at trække blikket væk fra nøgne eller meget blottet områder,nej.Det var mere for at ende en besked...at få sit budskab igennem lidt gelinde og Millicent var ret så sikker på , at Diego læste teksten mellem linierne, ved denne lille simple handling.
" åh...du taler om...at drikke fra nogen...at vælge en?Jamen...jeg har køleskabet fyldt at mit tappet blod " lo hun og rystede på hovedet.Diego og hun...var som nat og dag.

Diego overraskede hende.Millicent ændrede lidt på sin stilling i sofaen, så hun nu kunne få øjenkontakt med en af trunterne i baren.Det tog godt nok et øjeblik, da den smukke pige, med et brus af langt rødt hår , havde mere travlt med at dvæle over Diego.Selv på lang afstand krævede han opmærksomhed.Pokkers til fyr.
Men da det endelig lykkedes, fik Millicent signaleret at de skulle have to drinks mere, af den slags hun selv lige havde sat til livs.
Hans trip ned af fortidens gade var interessant.Han var stadig en meget charmerende kvinde bedårer.Og udover dem der kun havde deres gode looks, havde Diego faktisk et eget skarpt vid med spændende kringelkroge , hun under andre omstændigheder ville have elsket at udforske- og udfordre.
"Hvis du ikke havde taget Sandra? Men Diego....Du tog Sandra! .....og hvis sladderen ellers havde noget hold på sig ,så tog du også Mary, Tanya, Sophie , Alyson.....og enda hendes mor! " om det var ren opdigtet spind, eller om det var sandheden der dengang havde florere som en steppebrand , og gennemsyret de unge pigers samtale emner, havde hun ikke belæg for at vide noget om.Millicent havde bare oplevet at Diego kunne finde på at flirte med hende — eller andre, selv når Sandra var tilstede, så hun ville sagtens kunne forstille sig at det var sandt- det hele.
Personligt følte hun det ikke som et kompliment når en fyr gav opmærksomhed til hende...på en måde han gav til fem andre, det var bare gejl for galleriet...men hvis man kun havde øje for en enkelt, og var målrettet og ikke bange for at erklærer at det var det man ville - så ville det mærkes og føles langt anderledes- som var der mere substans og ægthed bag de rosende ord.At lægge sit hjerte i hænderne på en , en der i forvejen holdte en masse, det ville være en al for stor risiko for hjerte skader, og Diego var helt klart en der forudsagdede det.....han var en farlig type.
" Diego...du kunne havde fået resten af byen...er det ikke tilstrækkeligt?" Sagde hun mildt og en smule drillende, da hun havde på fornemmeren at hans ego var mere optaget af den ene der takkede nej , end alle de mange andre der skreg JA, underligt nok.

Millicent betalte deres drinks, samtidig med de blev serveret.Hun fnøs en smule, da den rødhåret så åbenlyst forsøgte sende et flirtende og ret så inviterende blik til Diego? Det var da uhøfligt, når nu han faktisk sad i et kvindeligt selvskab, tænkte Millicent og en anden tanke lå på lur i afkrogen af hendes sind....opførte pigerne sig også sådan omkring Andrija når han var på job? Tanken gnavede på en irriternede måde.Hun håbede fandme ikke det var de forventninger han havde til hende? at hun skulle opfører sig sådan- for helt ærligt, svedsken på disken- så kunne hun bedre lide sin egen måde...i det store hele da." Børn...arh ja...det største tab for en kvinde ved at være vampyr, vil jeg mene?
Millicent så med et meget følelsesladet ud..." Ikke nu...men måske om nogle år....et lille barn?" Drømte hun højt.
Men barnet ville aldrig blive ældre, altid været tvunget til at være fanget i sin barne krop i en evighed, og derfor ikke komme til at opleve romantisk kærlighed! Kunne hun dømme en til evig eksistens, uden kærlighed.... andet end hvad hun havde at give?
" Man kunne jo vælge et barn..en der var syg og på nippet til at forlade denne verden alligevel.Et barn med Leukemi for eksempel....men må man de? Er der regler....og hvordan gør man? Er det som på film, at de bare skal have nogle dråber af vores blod, når de er døden nær...eller...?" Åh—al den uvidenhed.Hun var begyndt at hade sin skaber og det at hun var efterladt i en bunke lort af ren uvidenhed.

A bide nogen.....—der var bare lige den hurdle at hun ikke havde lært at bide en ufrivillig- endnu.Faktisk var det lige før hun heller ikke kunne bide en frivillig.Det var virkelig ikke nemt for hende, og hun skulle næsten have skæld ud, før hun endelig havde fået bidt Andrija.Hendes mentor havde jo ret, når han sagde at de ting var nød til at blive anderledes- havde han ikke? Eller skulle hun stå fast på sine blodposer som grundkost...de kunne jo være hovedmåltiderne, og al drikkeri fra eventuelle frivillige ...dessert?
Tilgænd var grådighed, ekstase og....ja, begær...raset igennem hende og hun havde ikke ville stoppe igen.Hvordan det ville være endt...om Andrija ville have været i live Hvis ikke dæmonen havde været istand til at sende stød og dernæst nærmest strangulerer hende, var jo ikke til at vide.Hun gættede dog på at der ikke ville havde været mere end en udtørret rynket hylster tilbage.
Ved mindet af den rus hun oplevede, fik hun lyst til at spørge Diego om noget.Hun var lidt beklemt ved det, da det virkede...personligt...og hun ikke var klar over om det var endnu en søndags model fejl ved hende, eller om det for en gangs skyld var noget der fungerede som det skulle?
Hun skrabede sit mod til sig, det ville jo være idiotisk ikke at suge til sig af ham.
Hmmm...det havde været tydeligt..nærmest umuligt at undgå, tænkte hun ironisk, at kvinden Diego lige bed, fandt en...nydelse i det, der på det næreste var en seksuel nydelse.Men...hvorfor havde Andrija ikke det?
Hun fik en lille bekymrings rynke over næsen...havde hun gjort noget forkert? Eller var det bare fordi han ikke rigtig ...tændte på hende? Hendes øjne blev lidt større...forfærdeligt, det ville jo være forfærdeligt- og ret så pisse typisk hvis hun var endt ud med en forlovet , en lyn dæmon, der ikke rigtig kom i stødet sammen med hende.
"Diego?" Hviskede hun og rakte ud og trak i hans ærme igen...ligesom for at understrege at det der nu kom var vigtigt, og ikke en joke.
" Du må fortælle mig om...bid...hvad bør offeret føle ? Jeg mener , hvordan oplever de et bid? Og....og ..er det normalt at det føles intimt...lidt...opbidsende..sådan...ja du ved, når man bider nogen?"
Inden han svarede, sad Millicent og overvejede om Andrija mon ville blive sur på hende, hvis hun kom til at flå hovedet af en anden vampyr, lige her i 'hans klub'— for der var fandme en rimelig stor risiko for netop det, såfrem Diego lagde sig til at dø af grin over hendes spørgsmål.

Han rystede på hovedet af hende. At hun overhoved drak donorblod var slemt nok i sig selv - men at hun valgte det over et åndende, levende offer … Det var simpelt hen for mærkeligt. Han kunne ikke forstå hende.

Hvor var det dog typisk, at den slags rygter var kommet ud i det lille samfund, de havde været i. Det var dog ikke løgn. Men Diego kunne faktisk ikke huske alle dem, han havde tilbragt nætterne med. Det var ved at være nogen år siden. Så mange navne og så mange ansigter havde taget deres pladser senere.
"Og Kasper og Jonas og Pierre … " Hans stemme døde ud og han rullede med øjnene. "Sandra var nu også ret løs på tråden … " Trunten var blevet sur på Diego ret så mange gange for hans opførsel. Det havde været latterligt af hende at tro, at Diego var hendes alene. Diego havde aldrig været nogens! Ud over sin skabers … Men det betød ikke noget længere. Han forsøgte at fortrænge det. Han havde heller aldrig sagt, at han var hendes … Hun var bare det eneste overnaturlige væsen, han havde mødt i den forbandede lille by, så han havde brugt lidt mere tid sammen med hende end med de andre. Mere var der egentlig ikke bag det … Han havde regnet med at få nogen års sjov ud af hende. Men hun havde været en skuffelse.
"Men dengang handlede det mere om sex end blod," han så kort på hende og så ud over diskoteket igen. Tonen i hans stemme var uskyldig. Som om han oprigtigt troede på, at det ville udgøre to forskellige scenarier, om han var ude efter blod eller sex. Men det ville nok være rimelig meget det samme for Millicent. Han havde stadig brugt - og misbrugt - flere af de personer, hun kendte og holdt af … Ikke, at han så noget galt i det. Han var ikke længere i stand til at føle så meget empati - hvis han da nogenside havde været i stand til det.
"Men du …. Dig, som jeg så gerne ville have … afviste mig." Han rystede på hovedet og så tilbage på hende. Hans skæve smil var indbydende, men det var ikke bevidst, at han flirtede med hende. Hvordan hun havde sagt nej var ham sådan en gåde … Han havde kun mødt én anden, der var i stand til at modstå ham. Men så igen, den person havde været højere stillet end ham selv, så det var ikke så stort et mysterium som Millicent var.
"Og jeg gik aldrig efter nogens mor! Jeg kan godt lide modne kvinder, men helt ærligt … " Han så på hende et øjeblik. Prøvede at få øjenkontakt med hende.
"Hvis jeg IKKE havde taget Sandra … Hvis jeg ikke havde taget nogen af dem," han ville stille det samme spørgsmål igen, men han lod det bare hænge i luften. Millicent var en klog pige. Hun ville forstå hensigten. Han havde virkelig forsøgt at få fat i Millicent dengang. Og hver gang hun havde afvist ham, var han endt hos en anden - alligevel blev han ved med at prøve. Den lyshårede lille skønhed var helt sikkert den eneste han havde flirtet med to gange.
"Tilstrækkeligt, sikkert … Men det er meget mere tilfredsstillende at have én person, man ønsker end at have tusind, der ønsker en selv … " Han rynkede på næsen og lagde armene over kors. Mon Millicent overhoved forstod forskellen. Hun havde jo ikke været i hans sted … Måske virkede det også lidt for … out-of-character til, at hun overhoved ville tro på ham. Men så måtte det være sådan.

Diego hævede lidt det ene bryn, da der pludselig stod drinks foran dem - som om han ikke var beruset nok allerede! Så så han op på kvinden, der havde sat deres drinks foran dem. Hun var køn. Men han tvang alligevel sig selv til ikke at smile til hende. Han ville ikke lade Millicent tro, at han flirtede med alt,d er bevægede sig. Men da han så hørte hvad Millicent tænkte måtte han straks bøje hovedet lidt ned og håbe at skyggerne holdt hans smil skjult. Hvor var hun dog kær … Og en anelse naiv egentlig.
Hans smil forsvandt dog øjeblikkeligt, da hun snakkede om at få børn. Han havde ikke troet … var hun virkelig … Han så op på hende med let rynkede bryn. Han sukkede tungt. Det var tydeligvis noget, der fyldte en del hos Millicent, og han var næsten ked af, han ikke kunne sætte sig ind i det.
"Om nogen år vil du alligevel ikke føle den trang til at have børn," mumlede han dystert og lænede sig tilbage. "Men du burde ikke bekymre dig så meget for den slags … Jeg har mødt børnevampyrer, der lever stort. Du tænker for meget." Han lagde blidt den ene hånd på hendes skulder, i et forsøg på at trøste hende. Selvom han helt sikkert ikke var den rette til den tjans.

Et bredt, drengerøvssmil bredte sig på hans læber. Kunne det virkelig passe, Millicent ikke kunne finde ud af at bide? Hun var tydeligvis fuldstændig på bar bund … Hans smil forsvandt meget hurtigt igen, da han forstod, det betød hendes skaber havde forladt hende. Diego havde lært alt rimelig hurtigt - bestemt ikke smertefrit, men han havde da lært det. Og han vidste ikke, hvordan han ville have klaret sig uden den hjælp.
"Det er virkelig forskelligt fra person til person … Mange jeg har bidt har været ved at gå i orgasme," han grinede lumsk og skammede sig tydeligvis ikke over den information. "Men under min egen forvandling … " Hans stemme døde ud og smilet forsvandt. Hun kunne vel selv regne den del ud. Diego havde været i store smerter - men alting var meget hurtigt gået i sort for ham … Han ville have sagt, at det havde noget med villighed at gøre, men Diego selv havde været utrolig villig … Og alligevel. Denne gang trak han ikke armen til sig, da hun tog fat i hans ærme. Hans blik gled roligt imod hendes hals. Hvad mon hun egentlig selv havde følt? Hvad ville hun føle hvis han … lænede sig frem og bed hende lige nu? Vrede, uden tvivl … Han sukkede og så ned på hendes hånd.

Millicent vidste godt at det var hende der var...krakeleret i glasuren , en slags 2 sortering og ikke skåret helt efter vampyrens oprindelige skabelon.Men hun håbede at hendes medmenneskelighed ville aftage, bare en smule , efterhånden som hun blev ældre.Når alt var sagt og gjort, så var hun kun omkring en måned gammel og havde modtaget Zero vejledning.Hun anede ingenting, og havde - bare for at nævne noget - vadet direkte ud i solen ved høj dagslys, uvidende og.....sydende.Hun var blevet så skide forskrækket og havde kravlet ned i en stor grå container, hvor hun lå hele dagen og rystede ...bange, til hun igen vovede sig ud, da dagen gik på hæld.Fandens til lorte skaber skulle man da lede længe efter.Millicent ville give sin højre arm, for at finde idioten der havde gjort det.Hun huskede intet fra episoden, og forsøgte hun ' stod der nogen og knaldede en stegepande i både nakke og forhoved på hende, gang efter gang'.

" Der var mange rygter om dig...og pigerne..." Sagde hun og blev afbrudt, da Diego begyndte at adde drenge navne til listen også." Come on...your kidding me?" Lød det måbende, men hun kunne både se og høre på Diego at det sku var helt sandt.Hun glanede en smule...var han også til fyre? Åbenbart.
Hun havde slet ingen problemer med den slags, og mente at hvad folk tændte på og hvem de forelskede sig i, var en så privat sag ,at andre skulle klappe kaje.
Men alligevel....han havde aldrig givet Millicent andledning til at tro han ....ja...også scorede them boys.
Millicent lo hjerteligt og så ind i hans øjne, bag det lange mørke hår... " okay okay..ingen mødre....fædre så?" Kunne hun ikke dy sig for at tease lidt.
Hun himlede dramatisk med øjnene, da han slyngede spørgsmålet over til hende once more.
Om hun var faldet for ham...dengang...hvis han ikke havde været i bukserne på alle de andre? Hun forsøgte mærke efter....Seriøst han var jo gude lækker...men hvad mere vigtig var, han kunne give verbalt igen og var en klog fyr med en lidt kantet humor , ting hun elskede.
" Diego...det er jo ret svært at sige, men alle fandt interesse i dig, og jeg var da ingen undtagelse.Det...det bare ..jeg var ikke interesseret i one night stands, eller et kort passioneret forhold.Selv dengang ville jeg kun bruge min tid på noget der havde potientiale til at vare." Hun så lidt på ham , og tilføjede så med et lille genert smil.." Havde du ikke flirtet med alt og alle, så....ja...så havde jeg nok sagt ja til dig, dengang var du også charmerende" indrømmede hun og anerkendte ham for første gang, dog en smule modvilligt.

Hun lagde hovedet en smule på sned , uden at kigge væk fra ham.Hun sad sådan i hvad der føltes som en rum tid, og sagde så meget stille.." Men Diego...det er jo kun fordi man altid vil havde det man ikke har.Havde jeg sagt ja, havde jeg ikke længere været interessant.Sådan er spillets regler jo" rullede ordene i en mild tone over hendes læber.
At hun så aldrig havde sagt nej for at være interessant, det var jo en helt anden snak.Hun var bare typen der først sagde ja, når alle udveje var blokeret, og hendes hjerte baskede med vingerrne, febrilsk og uden flugt muligheder.Hun skulle være trængt op i en krog, før hun ville indrømme hvis hun havde følelser for nogen.Var der en exit...stak hun af!
Hvorfor? Fordi hun var en kujon.Kærlighed var det mest sårende og dødlige våben hun kendte, og hun frygtede det vel nærmest.

Millicent skulle lige til at svare Diego, da en alarm klokke begyndte at bonge ud, som alkoholmeteret hos en gade spritter.Var det så tydeligt at hun bekymrede sig? Hun mente ellers selv at hun var blevet en smule bedre til at skjule sine følelser, og ikke lade dem stå skrevet over hele hendes fjæs, men det var muligt at hun under deres snak, havde glemt det...havde sløset med det.Hvor skulle Diego eller vide fra at hun bekymrede sig om effekten, om livskvalitetet...øhm...eller dødskvaliteten for et vampyr barn.
Lidt i sjov fugtede hun sine læber, lod sugerøret glide ind i mellem dem...og sugede blidt til hun mærkede drinken i sin mund.Da hun slap igen, så hun på Diego..." Kender du nogen ..små vampyrer? Kan jeg møde en? ....og hold dig så lige ude af mine tanker putte" jokede hun .

Han kunne ikke lade være med at grine af hendes udtryk, da han fortalte hende det. Hvis hun vidste, hvor mange af hendes tætteste venner og veninder han egentlig havde været sammen med … og drukket fra … Hun ville helt sikkert afsky ham, hvis hun vidste det. Hvis hun bare selv havde overgivet sig, havde han ikke været sammen med så mange af dem … Men så ville det nok være Millicent og ikke Sandra, der havde ladet livet - selvom hun var rimelig sikker på, at Millicent ville have holdt længere.
"Der gik kun rygter om pigerne, fordi drengene var for flove over at prale." Han lo lidt og rystede på hovedet. Det var ikke første gang, han havde fået nedlagt fyre, der havde troet, de var helt igennem straight. Han havde efterhånden lært, hvordan de reagerede, når de blev modbevist. "Men der er sikkert også mange af de piger, der har pralet, som jeg aldrig har været sammen med." Han trak lidt på den ene skulder. Det ville ikke overraske ham, hvis nogen af dem havde løget. Ganske vist havde han været sammen med mange, men han var ikke sammen med hvem-som-helst. Det føltes rimelig befriende at sige det til hende … Det gik det til at lyde som om han ikke havde været sammen med SÅ mange alligevel.
Han lyttede både til hendes ord og hendes tanker … Han forstod, at hun i virkeligheden var utroligt bange for at give sit hjerte til nogen, og det gav ham en smule mere selvtillid. Så hun havde altså ikke afvist ham dengang, fordi hun ikke var interesseret! Han smilede bredt til hende. En smule for selvtilfredst måske … Men det var jo ikke spor out-of-character for Diego.
Men hvor god en chance, han havde nu, hvor hun endelig havde givet sit hjerte til nogen, vidste han ikke. Hun var noget af en mundfuld, det lille pus.

Altid ville have, hvad man ikke kunne få, hm? Det afspejlede vist Diego ligeså meget som det afspejlede Millicent. Han forsøgte at holde den kendsgerning ude af hans blik. Men han var sikker på, Millicent havde regnet så meget ud. Hun var jo ikke dum.
"En barnevampyr?" Han hævede det ene bryn lidt og nikkede så. Han havde mødt et par stykker i årenes løb. Men han havde aldrig holdt kontakten synderligt længe.
Han så julelys i Millicents øjne og hans selvtilfredse smil forsvandt. Han rynkede brynene lidt imens han tænkte. Måske ville det være en god ting at tage Millicent under sine vinger. Hun havde trods alt brug for en, der kunne hjælpe hende i gang med livet igen - så hun ikke behøvede at finde ud af alt på egen hånd. På den hårde måde. Men han havde aldrig før prøvet at tage sig af en babyvampyr. Han havde forsøgt at forvandle en pige engang, men … Han havde været nødt til at flygte, efter hun var blevet begravet, så han havde aldrig fået taget sig af hende … Sådan var det at leve på flugt.
"Jeg kan godt præsentere dig for en. Hvis du da er sikker på, det er det, du ønsker. Din illusion om det tager måske skade." Han forsøgte at drille hende, men det var stadig rimelig tydeligt, at han var en smule tilbageholdende og alvorlig. Om det ville være en god idé eller ej … De to muligheder lå ret tæt op af hinanden.
Men han havde skam tænkt sig at præsentere hende for et. For det ville med stor sandsynlighed betyde, at hun selv ville ønske sig et vampyrbarn - og så ville hun igen have brug for Diego, for at forvandle det. For det vidste hun jo heller ikke noget om endnu. Det var så perfekt at Diego var sikker på, han kunne vågne op hvert øjeblik.

Han morede sig over, at hun troede, han kunne læse hendes tanker - hvilket han jo kunne, men hun skulle stadig ikke vide det. Det var en god mulighed til at drille hende lidt mere.
"Okay, jeg holder mig ude af dine tanker … Din kæreste ville alligevel blive sur, hvis han fandt ud af, hvad jeg har set derinde." Han smilede skævt til Millicent. Overbevisende. Og når - hvis - hun så flippede ud i troen på, at han havde læst hendes tanker, eller spurgte, om hvordan han vidste, hun havde en kæreste, ville han blot sige, han bluffede for at finde ud af det. På den måde ville han både se hendes reaktion, slippe for at lade som om, han ikke vidste noget om kæresten og kunne holde sin evne hemmelig. Det var jo en hel perfekt idé.

Hvis hun dog bare ville tro på, at det var bluf … Hun havde intet bevis for, at det ikke var.

Hun havde virkelig intet clue om Diegos mange aktiviteter, kun i overfladen havde hun kradset lidt i hans lak, og selv der havde han plantet sine frø i alt for mange haver, hun skulle bare vide hvor ' gartner agtig' han i virkeligheden var, så ville hun tage handsker på, for ikke at brænde sig.
Hele sex senen var ikke noget hun ligefrem dyrkede, hun havde da betrådt den enkelte gange, i sit tidligere liv.
Men hendes kæreste dengang...en neutral god fyr, der var bankrådgiver.Det havde været....rart, men violinerne havde hun sku ikke lige frem hørt, de brillierede ved deres fravær.Millicent havde herefter hurtigt draget den konklusion at hun ikke gad spilde tiden og sig selv med middelmådig sex. med mindre hun oprigtigt var meget forelsket, så hun kunne få hele pakken med.Hun var ingen helgen, det var en meget stor fejltolkning, ja...hun havde værdier og standarter— men hun var pisse grådig.
Hvorfor nøjes med rå sex og orgasmer, hvis man kunne få både rå sex, øm sex,kærlighed og orgasmer som perler på en snor?

" Diego...du er jo..umættelig...hvornår vidste du at du var til begge køn?" Spurgte hun nysgerrigt og undrede sig igen over den side af ham.Hun ville aldrig have gættet det selv.
Det smil...det smil han sendte hende, det var katen der sad og mæskede sig med den lille gule piphans i sit gab.
Hun sendte ham et advarende blik.At hun havde indrømmet at hun fandt ham tiltalende, var på ingen måde en invitation til en sleepover, så hun rystede lidt på hovedet og små lo lidt.

Yup, julelysene var tændt og Millicent strålede om kap med dem.
Hvis Diego virkelig kunne præsenterer hende for et barn, så kunne hun stille alle sine ophobede spørgsmål og få svar.
Hun kunne og ville ikke have et barn nu....men det ville være en stor...nej en gigantisk trøst at vide at muligheden ikke var helt elimineret fra hendes liv, og...ja....Andrija ville nok først blive børneklar om et par tusind år, hvilke fik hende til at rynke lidt på næsen.De var nød til at tave en snak om deres forlovelse- om noget tid, begge sneg de sig som katte om den varme grød.Eller det gjore hun, måske Andrija havde det forkromede overblik, hvem vidste?
Hun tøvede da Diegos smil aftog og blev mindre bredt.Var det en dårlig ide? Eller hvad satte de små skyer på hans himmel.Nu måtte han ikke fortryde, og da hun gerne ville vise hun var glad for hans hjælp, strøg hun sine fingre over hans håndryg , let og kortvarigt.
Hun var intet andet end ærlig.." Tak...det kunne jeg rigtig godt tænke mig , Diego...kan det lade sig gøre bliver jeg meget glad"
Hun ville sikkert tage i mod alle de oplysninger og al den hjælp, der var direkte vampyr orienteret....den med personligheden og hele ' opdragelsen' den havde hun lagt i Andrijas hænder.
Millicent var for begejstret til at ænse et lille fint spind blive vævet, et lille listigt et med Diego i midten, som en slags web master, og Millicent vimsende rundt om.Han kunne så vælge at være en ægte ven eller sætte hende op i et eller andet afhænigheds styret forhold, men det var en beslutning der lå for hans fødder, langt senere i forløbet.
Og begge beslutninger ville have konsekvenser for hans forhold til Millicent.

I et fint humør, lod hun joken leve sig ubekymret liv, og drillede ham en lille bitte smule" Tak...jeg er ret sikker på du alligevel ikke finder noget voldsomt epoke afgørende derinde, jeg er ikke mere kompliseret end det er lige til at gå til.
Men ...det betragtes vel lidt som et....soveværelse....kun adgang med tilladelse" hun puffede svagt til ham, og efter at havde leget med tankelæsning...dukkede et højaktuelt spørgsmål op, og Millicent så nærgående på ham.
" Sig mig lige....hvad er din evne Diego?"
Hun huskede Andrija spørge til hendes, hvor hun gik i latter anfald.Hun havde aldrig hørt om hun skulle have evner..hun besad...fejl? Men alle havde åbenbart mindst en...som hun...og nogle sågar flere.
Hvad mon Diego havde flair for, udover at afklæde folk?

"Det har jeg altid vist," grinede han og lænede sig frem, mens han satte en finger op for læberne. "Men tilbage i 1800 var det noget mere tystys." Han smilede bredt og smækkede fødderne op på bordet igen. "Dengang var der en grund til, at fyrene ikke pralede - de kunne blive halshugget … " I hvert fald der hvor Diego havde boet. Han vidste ikke så meget om resten af verdenen. Men når man tænkte på, hvordan homoseksuelle blev behandlet under anden verdenskrig så gav det vist god mening, hvis der stadig havde været dødsstraf for det dengang … Det var der jo stadig i visse lande.
Umættelig … Det var ikke noget fyldestgørende ord - faktisk var det rimelig nedværdigende. Han vidste blot, hvad han ville have, og forstod at bringe sig selv den nydelse, han ønskede.

Han smilede skævt, da hendes fingre strøg over hans håndryg. Han så kort på hendes hånd og så op på hendes ansigt igen. Hans smil let tiltagende. Han ville sådan set godt kunne bede om at få noget til gengæld … Og det lod til, han var det eneste håb, hun havde, så sådan måtte det være - de kunne begge blive glade. Hvis Millicent da ville betale den pris for det … Selvfølgelig ville han dog ikke tvinge hende til alt for meget. Han ville heller ikke risikere, at hun nægtede, hældte sin drik ud over ham og smuttede.
"Jeg præsenterer dig for barnet … for et kys." Han så ned på hendes læber og op på hendes øjne igen. Han hævede det ene bryn. Han var uforbederlig. Men man måtte da give ham, at han havde en god sans for at få sin vilje. En manipulerende teenager. Hans skind bedragede i hvert fald ikke. For at få et barn måtte hun kysse charlatanen … Oh, hvor begyndte deres genforening at ligne en gammel film, der var blevet forlagt med vilje, og nu langt om længe var blevet revet frem og børstet fri af støvet. Men det føltes som om en scene manglede … Sikkert at hende kæreste kom farende og tævede ham. Men der var tid endnu …
Men i øjeblikket nød Diego blot al den magt, han kunne suge af i de næste par timer, til hun havde mødt barnet.

Han grinede af hendes kommentar.
"Det lyder næsten som om du prøver at give mig en hentydning," han lagde hovedet på skrå med sit store, sarkastiske smil. Kun adgang med tilladelse. Hun kendte tydeligvis ikke Diego særligt godt. Men humoren og humøret dykkede ved hendes næste kommentar og han rynkede brynene så en fin rynke dannedes mellem dem, over hans næse.
"Burde jeg have sådan en? Er en uimodståelig charme ikke nok?" Han smilede og hjørnetænderne komme til syne. "Eller … Måske ikke uimodståelig. Den virker ikke på dín slags." Han lagde et hårdt tryk på 'din.' Både for at drille hende, men det var også rimelig tydeligt, at han ikke forstod, hvordan hun var i stand til at afvise ham … Men for nogen år siden … der kunne han have været uimodståelig, hvis han bare havde forsøgt lidt hårdere. Men det var ikke så meget Millicent. Andre fyrer og tøser havde også afvist ham. Roligt var de knækket, en efter en … Men han havde ikke meget lyst til at sætte sig op imod en dæmon … Han forstod skam, hvornår det var ham, der var den lille. Og dæmoner var et godt stykke over ham i hierarkiet.

"Kom med," mumlede han, svingede benene ned fra bordet og rejste sig. Han havde ikke lyst til at sidde og lege gættelege med hende. Hun skulle ikke have mulighed for at regne ud, hvilke evner han gemte på! Fandme nej!
Han begyndte straks at gå imod døren. Hvis Millicent ville se vampyrbarnet, måtte hun se at få røven med sig. Det ville alligevel tage Diego noget tid at spore de præcise tanker. Han havde ikke talt med vedkommende så længe, han ikke var sikker på, om de stadig var i Di Morga overhoved. Men han havde vel lov at håbe.

Hendes øjne stoppede til med overraskelse,og blev en smule større. " i 1800 tallet.." gentog hun og nikkede imens hun lige skulle fordøje.Hun havde ikke givet det meget tanke, helt eksakt hvor gammel Diego mon var, men det med alder var stadig en ret stor mundfuld, og hun skulle vænne sig til tanken om hun selv nu levede evigt, hvis hun da ellers formåede at tilpasse sig og undgå flyvende træpæle eller var det sølv? Der var liiige et par vigtige punkter at samle op på, det var ret tydeligt ." Ja...okay, så skal du fandme have været et godt knald, hvis man ville risikerer at få hoved kappet af , bare for at prale lidt med dig bagefter " drillede hun.Egenlig var det jo forfærdeligt....at der var sådan en heksejagt dengang, og hun var ret sikker på det ikke ændrede en dyt, det blev nok bare mere spændende...lidt farligt...at snige sig ind til et forbudt put.

" Arh..Diego..hold nu op" mumlede hun ordene ud og skulede lidt til ham.
Hun nåede jo lige at blive helt eksalteret og glad, og så slyngede han sin pris ud.
Men .... Selvom Millicent havde et blidt og meget feminint ydre- og indre....så havde hun også ben i næsen, og faldt ikke så let for de små manipulerings forsøg.For pokker...JA ...Diego var da en gave til kvinder og åbenbart også til mænd...på alle måde sikkert, men ....
Hun sukkede...hun vidste ikke hvad der var galt med hende, hun havde bare aldrig passet ned i runde trunte kjolen, og kys løs handskerne havde hun aldrig rigtig taget i brug. Men det var stadig svært ikke at lege bare lidt med, når han nu sad med det der smil....og desuden havde hun brug for hans hjælp.
Millicent ville give ham hvad han bad om....hun ville holde ord...og han ville være nødsaget til at gøre det samme, havde han bare et ben af ære i sin krop.
Hun sendte ham et lille smil...han kunne jo havde bedt om...ting...hun havde måtte afslå, men dette...dette lod sig jo snildt gøre- og var Diego utilfreds, så måtte han sku bare lære at formulerer sig bedre, at udpensle sine ønsker....hun var ingen dum blondine og hun kunne sagtens sætte kongen i skak, når hun ellers tog sig sammen...og heldet gad tilsmilede hende.Hvilke ikke var helt så ofte som hun kunne ønske, iøvrigt.

Millicent rykkede sig lidt tættere på Diego.Hun sniffede lidt ind og smilede så.Hans duft...hendes forbidstret tænder pressede sig på, troede de skulle spise.Iiiihhh hvor var de dog en belastning at forholde sig til egenlig.
Hun lænede sig lidt ind mod Diego, og lod sin næse strejfe hans kind...bare for at få lidt stemning added.Hendes øjne lagde sig på hans læber, og fik hendes egne til at åbne sig , bare lidt...bare så man kunne se en reaktion fra hende.... Pulsen hun ikke besad, havde ingen problem med at løbe stærkt da hun langsomt ...tøvende..lod sine fingre spidser berøre Diegos hage , og et lille stykke op af hans kæbe.Handlingen virkede kælende...undersøgende, men lige da hun skulle sætte sit kys, ændrede hun kursen, og et lille smækkys blev sat på Diegos kind.
" Sådan loverboy, der var dit kys " mumlede hun , lidt skuffet over ikke at lyde mere selvsikker.Hun kunne godt høre hendes stemme vibrerer en smule.Han ville måske mene hun...snød? Men ...faktisk gav hun hvad han havde ønsket - og hvis Diego troede han kunne manipulerer hende til kys og kæl, så ville vampyren nok påtage sig en opgave, der ville være langt mere tidskrævende, end han lige regnede med.Hun var ikke snerpet, hun var ikke frigid....hun var somme tider ved at koge over af følelser, af begær og lyst....hun forstod blot at tæmme det, at kontrollerer det, til rette tid og sted.
Med den rigtige person- hvis skæbnen ville.

Hun så forsigtigt på ham, bare han ikke var sur?

Angående evnen.." Ja...jeg havde da forstået det sådan at alle have en?" Hun så græskende på ham .
Han holdte tilbage nu...måske var det payback fra før? Hun purrede op i hans hår og lo..." Det ville da ba være SÅ meget dig, hvis din evne var forførelse eller noget i den dur"
Hmm..nu var der noget der stak ham, og han sprang op, og bad hende om at følge trop.
Det passede hende fint at forlade stedet nu.Andrija synes ikke at møde på job i aften alligevel, og der lå iøvrigt al for mange øjne og hvilede på dem.Hun brød sig ikke om Andrijas kollegaer skulle underholde ham med , at Millicent havde hygget sig en hel aften , i selvskab med en tiltrækkende fyr og tilmed havde forladt baren med ham.Det ville jo lyde... anderledes ..end det var.
Hun for efter Diego og håbede at det var barnet de skulle se- og ikke ud for at skændes?
" Okay...din plan...kan man få en bid af den eller ..?" Forsøgte hun at bremse ham, da de stod uden for og den frostklare luft trak dem ind i et favntag.

Han nød chokket i hendes ansigt i fulde drag. Det var så tilfredsstillende at se. Det undrede ham lidt, at hun ikke havde regnet noget af det ud før. Han troede, han var mere gennemskuelig end det. "Det var jeg. Og det er jeg stadig." Han hævede brynet med et skævt grin. Det havde været meget sjovere at forføre fyre, før det blev lovligt. Men det var også rart at kunne gøre det noget mere åbenlyst nu. Og nu var det også meget sjovere at lægge an på hetero-fyre og se dem knække for fødderne af ham. Det var i virkeligheden det sjoveste.

Holde op? Gu' ville han ej. Han havde det virkelig sjovt, og hvis han blot kunne snyde hende, så ville det være helt perfekt. Men hendes tanker vidnede om, at det ikke helt var sådan, sagerne stod - endnu. Men det skulle nok komme før eller senere … Håbede han.
Han var dog lige ved at tro, at hendes tanker var løgn og at hun var ved at give efter, da hun tog fat om hans hage og nussede næsen imod hans kind. Han var lige ved selv at tage kysset, da hun plantede det - på hans kind.
Han sukkede dybt af hende og rystede på hovedet. Kællingen var håbløs … Troede hun virkelig, hun kunne slippe af sted med det der, uden at det fik konsekvenser? Han var stadig den eneste af dem, der vidste, hvor vampyrdrengen boede. Han ville sagtens kunne smide hende af i et eller andet kvarter og bare sige. 'Han bor her. Find ham selv.' Og hun ville aldrig vide, om det var det rigtige sted eller ej. Det var ellers sådan en lille ting, han bad om. Hun kunne bare have fået det overstået og så ville hun have fået, hvad hun ville have - det var sådan handler foregik. Og hun ville kun få, hvad hun havde betalt for. Intet mere.

"Hvis det var min evne, ville du skam have følt den fulde styrke for flere år siden," kommenterede han på hendes plapren. "Det er ikke alle, der har evner. Og jeg klarer mig glimrende uden." Han brugte sin tankelæsning så lidt, at han ligeså godt havde kunnet leve uden. Men han satte da stadig pris på den! Til tider, når han mødte besværlige piger som Millicent, var det det bedste våben. Men somme tider fejlede selv det. Det pissede ham af … Men nu hvor Millicent selv havde en fyr, hun holdt så meget af, gav det mening …

Han stak hænderne i bukselommerne, mens han gik ud derfra. En enkelt pige lagde en hånd på hans skulder, for at ville starte en samtale men han rev sig fri uden at værdige hende et blik. Så kold havde han vist aldrig været overfor et fremmed hunkønsvæsen før.
Hun ville vide noget om planen, huh? De stod ude i kulden og han skævede op imod stjernerne. Men han stoppede ikke ét øjeblik.
"Ville du ikke møde knægten?" Hans stemme var ikke længere den rolige, charmerende stemme, han havde brugt hele aftenen. Han var ved at give op med hende. Han havde allerede spildt alt for mange kræfter på hende. Hun ville ikke have ham dengang, hun ville ikke have ham nu … Han måtte bare acceptere, at hun ikke var interesseret. Og derfor var der ikke længere nogen grund til at spille sukkersød charlatan. Han lød dog heller ikke ligefrem vred eller uvenlig. Der var ikke rigtig noget i hans stemme overhoved. Bortset fra en let irritation, fordi hun spurgte ind til hvad de skulle … Hun burde da for helvede have regnet den del ud for et godt stykke tid siden.

De gik igennem gaderne, igennem Terre imod et hotel, hvor Diego kunne fornemme sin gamle vens tanker. Og han var bestemt ikke alene.
"Knægten er otte og bor med en vampyrkvinde på 25." Han gav et hovedkast imod hotellet og vendte sig så om for at gå den anden vej. "Held og lykke med at finde værelset," råbte han over skulderen. Gad vide, om hun rent faktisk ville gå derind og forsøge at finde dem uden hjælp … Oh, hvor ville det være sjovt.
Han fulgte svagt med i hendes tanker, men hans interesse var faldet drastisk efter hendes lille nummer. Han var sikker på, hun ikke ville begynde på alt det 'du lovede'-pis. Hun var klog nok til at regne ud, hvad der foregik i Diegos hoved. Og hun ville vide, det var hendes egen skyld, så Diego ville heller ikke have nogen forklaring foran sig.

Havde Millicent siddet og dvælet ved rammerne der var dannet. eller selve fundamentet for hendes forlovelse, ville Diego formentlig ikke have overlevet til den følgende aften, såfrem det var en vampyr muligt at dø af grin.
Hans forstilling om hun havde en romantisk kærlighed for hendes kæreste, var nok ikke lige den fortolkning hun ville bruge.Faktisk kunne hun ikke se...ikke finde ord der beskrev deres forhold.Det eneste der var blever sagt højt, var at andre var hands off— men det var jo som sådan også en interessant og afgørende del.

Hun fornemmede med det samme ændringen i ham. I Diegos stemme blev fløden skiftet ud med vand, og hans ansigt tabte lidt glød. Hun havde lidt frygtet a hun ville puste til en latent vrede i ham, og få den til at blusse op.
Hvad følte hun så selv, ved at observerer denne ændring...denne tilbagetrækning af hans charme og dermed hans lyst til at måske indynde sig en smule hos hende?
Som meget ofte, var hun spilttet...delt i to.Den ene side havde lyst til at bede ham og tilgivelse, hun vidste jo godt han ikke ville bryde sig om det, men måske føle hun tog pis på ham eller noget i den dur.Den anden side var genstridig, hun havde givet ham nøjagtig hvad han bad om, et kys...selv om han havde haft en anden slags i tankerne, så var det da stadigt et kys han havde fået, og hvis han ville lege børne sur over det, så måtte den lille forvendte Diego så få tilladelse , til at gå over i hjørnet og surmule.

Millicent sukkede..." Godt så er det ikke en evne , men et naturtalent" slog hun det hen og sidestillede det med hendes helt unikke talent for at knække koder.Hendes lille hacker mentalitet, var et talent hun ingenting anede om.Jo..lidt vide havde hun da skrabet til sig, men...det var som hendes fingre levede deres helt eget liv, ved et tastetur, og de arbejde bare...klikkede løs...indtil koden var brudt, elelr genskabt, alt efter hvilken opgave der var blevet stillet hende.

Hmm..Diegos kølighed ramte også kvinden der forsøgte skabe kontakt til ham.Han efterlod hendes måbende, hun kunne have valgt alle fyre den her aften, og hendes blik og tanker havde kun været optaget af ham...og så afviste han hende.Hun så med et vredt blik efter dem begge, mest efter Millicent.
* Top populær...det er mig * tænkte hun og lod ironien sive ud mellem hvert et ord.
Men hun var nu godt klar over det.Og at blive populær havde hun aldrig haft som mål.
Hvis man beholdte sit tøj på og holdte benene samlet, så mistede de fleste fyre meget hurtigt interessen, de havde simpelthen ikke et ego der kunne tåle det. Men de piger der forelskede sig i alle...og delte gavmildt ud af sig selv, DE var populærer...omend det var lidt som at pisse i bukserne for at holde varmen.Hun havde selv haft en veninde med det ry.
Skal du have noget på den dumme, så besøg Lydia...hvisk et par søde ord, stryg hende de rigtige steder og den er hjemme.Primitivt og hult.

At hans stemme indeholdte irritation, forstod hun egenlig godt.Det ændrede dog intet for hende...hun kyssede hvem hun ville når hun ville- og fandme ikke fordi han forsøgte at snyde hende til det.
"Jo...fint , så er det det vi gør" også Millicent havde en reservation i sin stemme nu.Var der risiko for hun blev såret, klappede hun sammen som en østers, eller slog ud.

Hun forholdte sig nogenlunde tavs på turen, mest for ikke at pisse ham yderliger af, men give Diego lidt tid til at bløde op igen.Da de ankom til hotellet, lyste hun op..."En dreng på otte år, årh Diego det er perfekt...så håber jeg de vil snakke med os" tænkte hun højt og blev helt fortumlet, da Diego vendte om og ønskede hende held og lykke.
"DIEGO! PLEASE" kaldte hendes stemme ud i mørket , efter ham og ingen tvivl om den var spættet med fortvivelse.
Han vidste kun godt at hun ikke ville kunne opsnuse dem selv...han vidste det! Det her var straffen han uddelte...diskret ,raffineret og benhårdt.Straffen for hun ikke kyssede ham...ordenligt.
Men...hun var bundet...bundet af et løfte og en ring, og hun kunne ikke lægge armene omkring Diego og begynde at tildele ham kys, hvorfor forstod han ikke det?
" Diego...jeg...du ved godt jeg ikke kan finde dem selv..jeg tvivler på personalet bare lige viser mig vej...og ...jeg er for træt til at skræmme livet ud af dem." Alternativet var at hun hentede Andrija, og han så skræmte sandhede ud af dem, det ville han kun finde fornøjeligt, men hun ...hun var så tæt på nu.Diego kunne ikke være så...kold?
" Diego..det er ikke dig...det er mig" lød den klassiske sætning fra hendes læber...hun anede ikke hvordan hun skulle nå ind til ham, jo....med at love ham sig selv, og den gik jo bare ikke.Desuden var han sikkert så skide sur efterhånden, så han slet ikke gad.Hun slog opgivende ud med hænder..." Hjælp mig...please Diego"

Han stoppede op men vendte sig ikke imod hende. 'Det er ikke dig, det er mig … ' Troede hun virkelig på, at dét der ville hjælpe hende, i den situation hun havde fået plantet begge fødder så dybt i. Hvis hun så helhjertet ønskede et barn, hvorfor fanden var hun så sådan? Det var ikke meget, han havde bedt om. Han forstod det virkelig ikke.
"Hvad får jeg ud af, at hjælpe dig?" Stadig vendte han sig ikke om. Hans stemme var neutral. "Vi kan stå her og lege katten efter musen hele natten, men jeg mangler både blod og ly for dagen. Jeg spilder dyrebar tid." Først der vendte han sig mod hende. Stadig med hænderne dybt i lommerne og en afslappet tilbageholdenhed, der virkede dovent og teenageagtigt … Og meget ukarakteristisk for Diego. Det var ikke sjovt at lege charlatan, når han ikke fik noget ud af det.

Han så op imod bygningen. Et sted højt oppe over deres hoveder så han en ung kvinde. Et vindpust rev i hendes lange, sorte hår og hendes hvide ansigt lyste i natten. Han smilede kort op til hende, da hun vinkede til ham. Endnu et ansigt dukkede op ved siden af. Et mindre et. De var for langt væk til, at han kunne se deres ansigtsudtryk, men i deres tanker hilste de og bød ham op. Den sorthårede kvindehavde kendt Diegos skaber og de to havde et meget specielt forhold. Men heldigt for ham følte hun altid et behov for at passe på de omkringværende i hendes liv, og Diego vidste allerede på forhånd, at han godt ville kunne over'dage' hos dem.
Han sukkede tungt og gik så imod hotellet. Uden et eneste ord til Millicent. Men han talte dog til sig selv.
"Jeg kan ikke fatte, jeg gør det her … " Han ville ikke høre på Millicent mere. Den irritation, han havde følt, havde forblændet ham så meget, at han ikke kunne se, hvilke grunde Millicent kunne have for at opføre sig, som hun gjorde.
Foyeren var stor og fornem. Lamperne gav et gyldent lys og de par sofaer, der stod under de store vinduer var af læder med store, plyssede pyntepuder. Der var mange folk derinde, for en sen aften at være. De fleste vampyrer, djævle, dæmoner … Og deres slaver ind imellem. Diego holdt af den slags folkemængder. Han kunne altid opsnappe nogen utroligt spændende historier fra en eller andens hoved. Men i aften havde han andre planer, så han stoppede ikke engang op og kiggede på denne overflod af pæne tæpper og fint påklædte lejere.

Han gik imod elevatoren og v ar i det mindste gentleman nok til at vente på Millicent der. Det skulle hun prise sig lykkelig for. Han kunne også bare have taget elevatoren op og ladet hende sejle hendes egen sø dernede. Han gjorde alt for meget for hende uden nogen betaling. Han mindedes ikke, at han nogensinde havde gjort den slags. Men dette vidnede vel om, at Millicent faktisk var anderledes. Hun var ikke nogen diamant eller noget uvurderligt kunstværk. Men unik var hun stadig … På godt og ondt. Også selvom Diego aldrig rigtig havde kunnet lide blondiner …

"Hans navn er Edmund … Lad være med at skræmme ham fra vid og sans, når du ser ham. Han er ældre end du er." Han hævede det ene bryn lidt og så på hende med et gennemborende blik. Millicent var nok ikke typen, der hvinede og krammede livet ud af små børn og dyr. Men han ville stadig gøre hende opmærksom på, at et vampyrbarn ikke var et rigtigt barn … Men det værste, der kunne ske var, at hun begyndte at tale i et eller andet meget pædagogisk toneleje … Han måtte bare krydse fingre for, at hun ikke gjorde ham pinligt berørt overfor sine venner.
Der var mere, han burde advare hende om … Men alt skulle jo ikke være helt nemt for hende, skulle det vel? Desuden ville han også gerne se hende få et chok. Det ville være så morsomt.

Hvad mon hun ville gøre, når det kom til at forvandle et barn … Diego ville gerne have, at hun skulle få brug for ham igen, men på den anden side havde hun intet at tilbyde ham. Han kunne godt forvandle et barn for hende, men på hvilket grundlag? Han gjorde intet, uden at få noget ud af det. At han præsenterede hende for sine venner lige nu var også mest fordi han skulle have en undskyldning for at besøge dem, så han havde logi for dagen. Det måtte være rart for Millicent at bo et fast sted … Og aldrig behøvedes at være alene, fordi hun havde nogen hos sig … Han tog sig sammen. Han var ikke sentimentalt anlagt og den tankerække var overhoved ikke noget, han havde løst til at komme ind på nu. Fandme nej.
"Jeg ved, du ikke er en ordentlig vampyr, Millie, men prøv at opføre dig som en." Han smilede skævt så den ene hugtand var synlig. Den kommentar syntes han, hun havde fortjent. Men hendes reaktion på den var han usikker på.
Elevatordørene gik op.

Han stoppede...
Selv om han ikke gad værdige hende et blik nu, ikke gad vende sig om for at se på hende , så stoppede han.
Millicent kunne mærke det døde hjerte galoperer afsted.Pis, han forhandlede stadig.Hun kunne ikke give ham sine læber, sådan var det bare...men ..måske! Da hun hørte han manglede blod, var det hendes forsognings mulighed der blev fremlagt? Hun havde aldrig talt med Andrija om bid, og som sagt så var der mange spørgsmål hun manglede svar på.Hun ville gerne vide hvad hun måske skulle til at udsætte andre for , både i tide og i utide, så måske var det iorden?
Og ellers så måtte hun så rode bod - og love Andrija aldrig at lade sig bide igen.
" Kan...du ..bide mig?" Lød det en smule spagt fra hende.Hun vidste faktisk ikke om vampyrer kunne drikke fra egen race." Hvis du kan...så må du drikke af mig een gang, hvis altsår du vil ? det ...kan blive nu eller næste gang vi ses, du bestemmer" hun regnede med at han ville kunne lide hun overdrog kontrollen og beslutningsretten til ham, som et lille mentalt plaster.

Han svarede hende ikke..gad hende ikke.Du gode hun havde da virkelig pisset på hans sukker mad.Hun trippede en smule uroligt og forsøgte rangsage sin kreativitet efter andre tilbud, men Diego var vist låst fast i hans kys, af bar stædighed nu, troede hun.

Millicent fornemmede også en fremmed tilstedeværelse, og blinkede et par ekstra gange , da hendes blik lod sig guide af Diegos, og stødte på de to skikkelser.Drengen! Hun så med store bedende øjne på Diego.
" Vær nu sød...Diego, for helvede...det var jo bare et kys..,ikke din formue jeg snød dig for"
Stadig intet svar.
Hun jublede dog indvendigt, da Diego satte kurs mod hotellet, og endelig ventede på hende.
Lidt utryk over forsamlingen der var der- og meget spændt på selve mødet , gik hun tæt ved ham...hvis nu der opstod problemer af en slags.

" Slap bare af, hvad tror du dog om mig? " selv om han ventede på hende nu...og ligefrem var talende igen— så skar det lidt i hende at han med et slag var så ændret.Var han sådan? Helt inderst inde....ingen kys og kæl = ingen muntre smil? Det ville være en skam, han var en herlig dejlig fyr, men han skulle lære ikke at true sig til ting...eller også var det jo nok hende der skulle lære at det var sådan man gjore— hvis man ville leve i mange år?

Ensomhed? Diego skulle bare vide!
Millicent havde faktisk sin egen lejlighed og hun var slet ikke sammen med Andrija 24-7.
Og de sov ikke sammen altid.Hun var meget alene, det meste af tiden ..hun passede to jobs...og var ofte ensom.
En grund til hun havde klynget sig til Andrija, var jo netop dette, lidt som en killing der slår øjnene op og ser et får, den så knytter sig til, som havde det været mor og barn....eller...ja noget i den dur.

" Ikke en ordenlig en? Jeg er den mest ordenlige du nogen sinde vil møde" hvæsede hun lavt og en dyb knurren lød fra hendes strube, inden hun kunne nå at bremse den.
Ja ja, det var ikke sådan han havde ment, det var hun sku godt klar over...men at tirre hende nu? Hun var nyfødt og hendes selvkontrol var ikke utømmelig, selv om det måske nok kunne virke sådan.
" Du er ...sød...derinde...også ved mig, ellers bliver nogen et hoved lavere" hvæsede hun igen....men i hendes øjne flakkede nu mere en nervøsitet og anspændthed, end en farlig trussel.

Hvis hun skulle forvandle et barn, ville hun udvælge en der havde en dødsdom over sit lille liv.Hun ville redde et liv, frem for at slukke for et, det ville være den eneste mulighed, hvis det da blev en mulighed.
Andrija ville få et føl.....og hun var ret sikker på han faktisk heller ville have et- føl, end et barn i sit liv.
Nå men...for nu skulle hun jo bare snakke og høre lidt om hvordan det var.
Hun så kort ned på Diegos hånd, da de trådte ud af elevatoren.
Nej...det var en stupid ide....og hun kunne godt selv...gå.
* Edmund....eeedmuuund* klingede drengens navn i hendes tanker.

Han kunne drikke af hende engang, når han engang havde lyst … én gang … Men det var nok. Dog var han ikke tilfreds, og under elevatorturen havde han tænkt over det. Før han begyndte at tale vel at mærke. Da de gik ud af elevatoren stoppede han op og så på hende. Han smilede skævt og håbede, at han kunne tale sig igennem dette her med lidt mere klasse end hvad han havde gjort tidligere.
"Fint … Men jeg vil ikke have dit blod. Lad os bare sige, at du skylder mig en tjeneste. Når jeg engang får brug for det." Han forstod godt, at det ikke ville blive seksuelt eller have noget med deres kroppe at gøre i det hele taget … Men han vidste aldrig, hvornår han var tæt på en solopgang uden et sted at være, eller bare havde brug for lidt venligt selskab. Selv Diego havde brug for ikke-seksuelt selskab ind imellem.

Ikke hans formue, hun snød ham for … Ha … Vidste hun slet ikke, Diego intet ejede? Udover det han gik og stod i, havde han intet. Det var lettere at være på farten sådan. Men hun mente det selvfølgelig i overført betydning. Men det var alligevel upassende af hende at sige den slags til en hjemløs … Hun vidste virkelig intet om ham … Det var næsten komisk.
Hun ramte også ret langt ved siden af med hendes no kiss = no friends-tankegang. Men når Diegos interesse faldt, faldt hans humør også. Sådan var det bare. Det var ikke noget personligt, men han var da så småt ved at blive Diego igen … Især efter hendes nyeste tilbud. Også selvom han vidste, at lille, uskyldige Millicent aldrig sagde den slags uden de mest åbenlyse bagtanker … Hendes motiv var at se barnet og hun ville gøre, hvad hun kunne. Det havde han forstået.

Uden at lade hende svare på, hvad han havde sagt, foregik han ned ad gangen imod en af de mange ens døre. Han skulle til at banke på, men før han nåede at røre døren, blev den åbnet af en lille, blond dreng. Han var lille af sin alder og hans hage var i højde med dørhåndtaget. Han smilede til Diego og trådte til side for at lade ham komme ind.
"Det er længe siden." Hans lille stemme modsagde helt klart Diegos påstand om, at han var ældre end Millie, men knægten var død under anden verdenskrig . "Er det din veninde?" Han så ud på Milliecent på gangen. Han smilede til hende og et smilehul kom til syne i hver kind, da han rakte hånden op imod hende for at præsentere sig.
"Jeg er Edmund." Det eneste, der vidnede om, at han var vampyr, var de store, røde øjne. "Og hun er Charlotte." Han gav et hovedkast imod kvinden i stuen og lukkede døren efter at have budt Millicent indenfor.

Diego satte sig i en stol i hotelværelsets lille stue, der egentlig var et bindeled af flere andre rum, og råbte over skulderen. "Ja. Du må have hende undskyldt. Hun er kun en babyvampyr." Sagde han til den otteårrige. Det var for at drille Millicent. Han håbede på, at hun ville rødme. I en anden stol sad en vampyrkvinde med brunt hår og de klare, røde øjne virkede fjerne, mens hun så på Milliecent.
Diego tog en dyb indånding. Det ville blive en lang aften … Det havde han på fornemmelsen … Især fordi Edmund var ved at afsløre Diegos evner, og han kunne ikke nå at stoppe ham.

"Diego fortalte ikke, hvad du ville os." Drengens smil var uskyldigt. Han havde jo selvfølgelig ikke vidst, den lyshårede kvinde ikke kendte til Diegos tankelæsning. Men han forstod omgående, da Diego tog en hånd til hovedet og sukkede tungt. "Undskyld," mumlede den lille stemme og satte sig ned i en af stolene.
Diego lænede sig tilbage og sagde ikke rigtig noget. Hvad var der også at sige? Det var for Millicents skyld, at de overhoved var der. For at hun kunne slynge sin moderlighed ud … Han så på hende … Gad vide, hvordan Millicent ville ændre sig, hvis hun faktisk blev mor. Han var pludselig splittet ved tanken om at hjælpe hende. Hun var en dejlig person, som hun var. Men hvis hun blev mor, ville hun ændre sig en del, ville hun ikke? Blive mere voksen og ansvarsfuld … Han var begyndt at mistænke hende for at ville presse et almindeligt menneskeliv ned over sin vampyrtilværelse.

Var det sandt?
Millicent havde næsten lyst til at kaste sin glæde om halsen på ham, og mumle et tak ind mod hans hals, men hun undlod dog- og ville istedet have vist hendes positivitet og glæde , i ord....men Diego tillod ikke plads til et svar.
en smule irriteret var han stadig.
Skyggen af et smil lå på hendes læber.Hun havde intet problem med at stå i gæld til Diego, hun havde ingen problem med at skulle hjælpe en ven med et eller andet, en dag....han havde ladet hende slippe af krogen, sådan oplevede hun det.
Diegos fortolkning af hendes tanker, ville have affødt en del samtale, havde hun været bekendt med den.
Om Millicent var uskyldig afhang nok meget af definationen af uskyld.
Hun var jo hverken Mother Theresa eller kloster Nonne, men ....hendes hensigter var næsten altid gode og hun gik ikke rundt og udgav sig for at være noget hun ikke var, hun stak ikke folk blår i øjnene, men bad dem istedet forholde sig til sandheden.Hun manglede også erfaring på ...mange...enormt mange punkter, og så igen...var hun stærkere end de fleste på andre.Så hun klistrede bestemt ikke sig selv til med de former for etiketter ' uskyldig' eller andet....folk kunne danne sig deres eget indtryk- sådan var det nok bedst.
Og ja....hun ville gå langt for en samtale med et vampyrbarn....for at se om det var en vej hun senere ville betræde.Det var et afgørende smertepunkt i hendes forvandling, at evnen til at føde et barn var blevet hende frataget og hun ville formentlig aldrig føle sig lige så god andre kvinder....aldrig føle sig luge så meget kvinde....mennesker og andre racer der sagtens kunne skænke deres mænd og kærester børn i flæng, hun misundte dem og græd indvendigt over tabet af hendes kvindelighed.Hun var død....hendes indre var dødt...hun var ikke ligeså attråværdig længere, vel? Desuden ville hun vide hvordan et bid føltes? Men det måtte så blive en anden end Diego.Det havde ellers været rart at ' holde det i familien' .

Millicent skød det hele til side, clearede hendes tanker og blinkede langsomt med øjnene for lige at mane sig helt op.
Da hun åbnede dem igen, stod den yndigeste lille dreng og bød dem velkommen.Hendes underlæbe røg lidt ned.Han var bedårende smuk , lige til at elske.
Kun hans øjne afslørede han var vampyr.Det bragte en fin lille rynke over hendes næse ryg frem, det undrede hende at de alle havde røde øjne, var der noget galt med hende siden hun havde gråblå? ..de havde stort set ikke ændret farve siden transformationen, men med alle de defekter hun var blevet genfødt med...så skulle der da også lige være fejl i udseende, hvorfor ikke ? ,tænkte hun sarkastisk.
Hun greb den lille hånd og præsenterede sig " Jeg kender Diego fra Geneve....Millicent Walker" forklarede hun i en mild tone, og efter at have sluppet Edmunds hånd igen, fangede hun Charlottes øjne og sendte hende et lille smil.." Tak...fordi vi må aflægge besøg"
Diegos blottelse af hende, sendte hende kortvarig lidt på slingre kurs.Var det nu nødvendigt, hvad gjore hun galt?
Hun så på ham med et fåret udtryk...gud hvor han dog var...argh!
En sidste kvinde sad også i en lænestol.Hendes navn blev ikke oplyst...og da Millicent forsøgte at lige fange hende blik og hilse godaften, kunne hun fornemme at hun var et andet sted i tankerne, så Millicent gjore ikke yderliger ved det.

Millicents øjne sugede igen Edmund til sig..men ikke på en ubehagelig eller pågående måde, bare opmærksom og nysgerrig.Ud af øjekrogen havde hun styr på Diego, og undrede sig over han slet ikke havde talt.' Lillebror' opklarede dig det for hende, med en lille fortalelse...Diego kunne læse tanker? Tale i tanker også? Hvad fanden!
Hendes øjne fangede Diego,..og hun prøvede sig frem...* Hvis du roder rundt i mine tanker, så giver jeg dig røvfuld...jeg ER nyfødt og temmelig stærk Diego!*

Edmund spurgte ind til årsagen der lå forud for deres besøg.
Millicent tjekkede med Diego, måtte hun tale? Det lod det til....han lænede sig afslappet tilbage og gjore ingen mine til at tage ordet.
Millicent satte sig i sofaen of fumlede en smule med ordene, men da hun først fik slået hul...gik det vist meget godt.." Ja..øhm...som Diego lige fik nævnt..så er jeg lige blevet forvandlet...for en måned siden, men ..det var ikke helt som det skulle være.Jeg anede intet om vampyr racen...kun fra litteraturen og filmens verden...og ..ja for at gøre en lang historie kort, så vil jeg rigtig gerne....hvis du har lyst....høre lidt om det at blive forvandlet i en så ung alder som du blev Edmund" hun holdte en lille pause for at lodde stemningen.Hun følte sig lidt som en sommerfugl på ski, og ville gerne forsøge ikke at meje nogen ned,under den skitur.
" hvad har været svært og hvad har været dejligt?" Lød det stille fra hende imens hendes blik på skift så på Edmund , men også Diego.Hun havde brug for han var hendes støttehjul her, ellers ville hun med garanti slingrer rundt, og hun ville så nødigt vælte.

Diego grinede af hendes tankekommentar og rystede på hovedet af hende. Han ville have talt højt og ydmyget hende en smule mere, men Charlotte og Edmund ville ikke have forstået, hvad han svarede på, så det ville ikke være sjovt.
*Jeg er stærkere end dig, Millie. Og jeg har ikke rodet i noget som helst.* Han lagde hovedet på skrå og blinkede til hende med det ene øjne. *Jeg kan ikke slukke for det.* Alt, han kunne, var at ignorere det. Og det var sådan set også meget let at gøre. Han kunne sagtens overhøre hendes tanker, alt han skulle gøre var at koncentrere sig om sine egne. Og det gjorde han også, men ind imellem så smuttede det lidt for ham.
Han sukkede lidt, da hun begyndte at stamme, og havde lyst til at sende hende en tanke, der kunne få hende til at falde til ro, men hvad fanden skulle han sige? Han var ikke ligefrem den mest beroligende person i verden.

Edmund smilede til pigen, da hun begyndte at stamme, og de røde øjne blev langsomt blå. Han havde på fornemmelsen, det ville gøre hende lidt mere rolig. Som for at gøre Edmund mere menneskelig - eftersom hun var nyfødt havde hun ikke brug for at blive presset ind i vampyrnormer.
"Så du er her … Fordi din skaber ikke tog sig af dig, og du mener jeg er mere kvalificeret til at svare dig end Diego er?" Han hævede det ene bryn lidt og så overvejende på pigen. Han vidste godt, det ikke kunne hænge sådan sammen.

Diego så på Edmund og havde på et øjeblik forklaret, hvad det var der foregik. Edmunds læber bevægede sig lidt op og ned mens han forsøgte at undertrykke et voksende smil. Men han lod som om han ikke havde hørt ham, og valgte blot at svare på hendes spørgsmål.
"Det var ikke svært overhoved. Mine forældre var blevet dræbt og en vampyr tog mig til sig. Det var kun naturligt, at jeg også blev vampyr." Han lænede sig lidt tilbage. Han virkede så utroligt lille i den store stol. Man skulle ikke tro, han var en mand i sine tressere.
"Men det blev lidt hårdt efterhånden. Aldrig at vokse. Ikke at blive set som en voksen." Han smilede stadig, selvom hans stemme afslørede, at det dog ikke var et lyserødt candyflosseventyr at være barn for evigt.
"Men før eller senere finder man nogen, der ikke tænker på den slags." Han smilede imod Charlotte, hvis blik var fæstnet til Millie, men hun virkede stadig fjern. Så flyttede hun dog blikket imod Edmund og sendte ham et ømt smil, før Diego krævede hendes opmærksomhed i en tanke-samtale. De så på hinanden, som to, der førte en samtale, ville gøre, men uden at deres læber åbnede sig. Måske var det uhøfligt, at ekskludere Millie og Edmund fra deres samtale, men på den anden side ville det også være uhøfligt at sidde og snakke højt, mens Millie prøvede at få svar på nogen af de vigtige spørgsmål, hun gik rundt med.

Diego så imod Millicent igen. Han var klar til at presse hende i gang, hvis hun gik i stå. Ud fra hendes stammeri at dømme var han rimelig sikker på, at hun var meget tæt på at gå i baglås. Faktisk havde han været ret så overrasket over, at hun fik fremstammet en sammenhængende sætning. Han flyttede sin opmærksomhed tilbage til Charlotte, men holdt øje med Millicents tanker. Ikke tale om, at han ville respektere hendes ønske om, ikke at kigge … Hun behøvede alligevel ikke vide det.

Diego ville gerne være skredet omgående … Være taget ud og så noget blod og et knald og være kommet tilbage, når Millie var færdig med at snakke … Men han kunne ikke bare efterlade den nyfødte der. Hvis hun fuckede op i et eller andet overfor de meget ældre vampyrer, ville det ikke være særligt fedt for ham, når han kom på besøg en anden gang … Hun skulle ikke komme til at ydmyge Diego overfor hans gamle venner. Men han kunne få stillet sine behov, når Millicent engang var færdig og tog hjem …
*Skal du ikke fortælle ham om dine børne-planer?* Diegos stemme lød igennem Millies hoved igen og han smilede lumsk. Han var ikke selv sikker på, hvad Edmund egentlig ville sige til den slags … Og mens han nu var i gang med at overveje forskellige muligheder gik det op for ham, han endnu ikke vidste, hvorfor Milliecent ikke bare tog et forældreløst menneskebarn til sig … Der var jo ingen grund til at forvandle et barn, og når barnet så blev voksent kunne det selv bestemme, om det ville være vampyr eller ej. Men han ville dog ikke fortælle Millie om den idé - i hvert fald ikke lige nu, mens hun var ved at få de svar, hun havde været så ivrig efter.

Hun mimede et ' ohh' det var jo sandt.Den lille skid.Hun ville væde med at hun gik så vidt som at rødme, da han blinkede og dermed lod hende vide hvor meget han morede sig— på hendes regning.
* Så må jeg jo finde på en måde at holde dig ude....mine tanker er mine Diego...comprendo?!*
Millicent havde endnu ikke opdaget hendes anden evne, mind shield, og derfor anede hun sjovt nok heller ikke om den senere hen ville være istand til at holde invaderende mindreaders ude fra privat grund- hendes tankesæt.

Det hele var...lidt meget..når alt i denne verden stadig var ved at blive smagt til, og desværre kunne man høre det på hendes stemme.Hun var blevet bedre til at holde følelserne væk fra ansigtet, når hun ellers var opmærksom på det, det faldt hende ikke naturligt, endnu- men hendes stemme havde vist sig lange mere vanskelig at tæmme og talen også.
Hun lod sig finde en vis ro i Edmunds adfærd.Hans smil og de blå øjne Edmund nu havde...og hun blinkede langsomt. For hende var det et lille barn...men med et gammelt sind...det var meget ...komplekst.
" Nej...det hænger ikke lige sådan sammen...Jeg har brug for at høre ..hvordan det er og har været at leve så længe i en meget ung..krop?"
Hun håbede ikke hun var for anmasende, men...det var jo trods alt nogle af de svar de var kommet for, ikke for at diskuterre kursen på udelandsk valuta.

Millicent var observerende...hun fangede stemninger i luften og meget af det usagte hørte hun.Man kunne vel beskrive hende som megtet sanselig.At hun så ikke altid helt forstod hvad det var frekvensen sendte, det var jo en anden sag.
Som nu...noget hændte mellem Diego og Edmund, men hun kunne ikke udlede hvad deres kontakt, deres kommunikation omhandlede, desværre for det tændte hendes nysgerrighed.
Edmund forklarede og Millicent lyttede og nikkede og smilede lidt.Hun blev dog noget overrasket og det fløj ud af munden på hende.." i er..kærester...undskyld jeg. ..jeg blev snydt af dit unge look Edmund, det er jeg virkelig ked af, det er jo a real pain i the ass, eh?" Hun så på Diego...vidste han det? At de var et par? Hun havde en smule svært ved at forlige sig med tanken. Hun fik nogle billeder på sin nethinde...oh no no...DEM ville hun ikke havde der! Sex med en lille drengekrop virkede bare....forkert og frastødende og næsten burde komme med sort censur streg, hvilke fik hende til at se forskræmt på Diego- han kunne vel for pokker ikke se hendes mentale images også.DET ville være pinligt.
hvordan havde han det med deres forhold? Havde Diego iøvrigt set både hendes særlige relation når hun tænke på Jose, og naturligvis Andrijas sølvgrå øjne.Det måtte ikke være sandt han kunne det?

E lille nik til Diego..* jo jo.... Det skal jeg nok* hans besked afslørede ikke at han havde set noget- så langt så udmærket.
Hun pustede ud...en smule on the edge..." Edmund...hvis jeg må tale lige ud af posen med dig? Jeg ...vil gerne ..lidt senere ...have et barn..du ved lave et barn...altsår ikke....du ved jeg kan jo ikke , så eller jo ....det kan jeg godt, men jeg bliver ikke gravid"
bolden var tabt og trillede afsted, med Millicent lige i hælene i forsøg på at fange den igen.
" Et vampyr barn...lille. ...hvad tænker du om den slags, er det egoistisk af mig...eller...?" Hun kunne jo godt se at hvis barnet skulle have et...aktivt liv...var det jo et no no at forvandle en på to tre år, det ville jo slet slet ikke gå.
Ærgeligt...tumlingerne var så bedårende...for ikke at nævne de små bebser.