Lies are only lies, if they get revealed..

Sted: Giselles villa, hvor hun bor med sine forældre - de er dog ikke hjemme i dette emne.
Tid: ca. 22:00
Vejr: Der er skyer på himlen og vinden er kølig.
Omgivelser: Villa'en er tom bortset fra Giselle og nogle enkelte rengøringsdamer. På gaden udenfor går der dog nogen forbi en gang i mellem.

Villa'en tårnede sig op som et mindre slot, i den dyre del af Terre. Her boede kun velhavende, og husenes facader og de store haver så ud derefter. Der var bestemt ikke sparet på noget - for dem, som boede der, manglede på ingen måder penge.
Villa'en havde fem etager, med store, lyse - og ikke mindst luksuriøse - rum og værelser. En stor marmortrappe forbandt etagerne. Stilen var holdt enkel, lys og dyrt. Gangene var fyldt med dyre malerier og andre kunstværker, blot for at vise, hvor velhavende familien egentlig var.
Pladsen var egentlig i sig selv et spild, da familien som ejede det, kun bestod af tre medlemmer. Giselle, hendes mor og hendes far. De var altid travlt optaget af forretningsrejser og andre gøremål i forbindelse med deres arbejde, så for det meste var det kun Giselle som befandt sig i det kæmpe hus.

Og netop i dag, passede det hende fantastisk at være alene. Hun var også vant til det. Hendes forældre havde i bund og grund ikke rigtig tid til hende, og de kompenserede for det, ved at købe dyre ting til hende, og så regnede de med, at alt var godt igen. Det var det vel egentligt også - Giselle var ikke utilfreds med sin tilværelse, skønt hun ind i mellem ønskede sig blot en smule opmærksomhed fra forældrene.

Giselle stod foran spejlet som hang på væggen i hendes enorme soveværelse. Det var et stort spejl, hvori hun kunne betragte sig selv i fuld figur - hvilket hun netop var i gang med nu. Hun var kun iført en sort BH og en lille sort g-streng. Hun rakte ud efter en sort kjole, som hang over en stoleryg og lod forsigtigt det dyre stof glide nedover sin krop. Chanel. Hun betragtede sig selv i spejlet - både forfra, og efterfølgende bagfra. Kjolen sad stramt henover hendes fyldige barm og den velformede røv. Den var kort og nedringet. Perfekt kombination. Hun satte sig på stolen, hvis stoleryg kjolen før havde hængt over. Ved siden af den, stod to sorte stiletter med en 13 cm høj hæl. Hun satte først venstre fod ned i den tilhørende sko, og dernæst den højre. Derefter gik hun hen til spejlet, rakte ud efter en mascara og lagde en diskret make-up. Hun behøvede ikke så meget - hendes øjenvipper var sorte og lange i forvejen, og omringede to par store, grønne dådyr-øjne. Mascara'en blev byttet ud med en læbestift, som hun hurtigt gav sine læber en bleg lyserød farve med. Hun lod dem glide blidt mod hinanden og betragtede resultatet. Hun rettede lidt på de brune lokker - idag havde hun glattet dem. Det fik hende til at se ældre ud - regnede hun med. Hun skulle trods alt ligne en på 19. Og hun var altså liige tre år yngre. Hun havde løjet, og det gav hende ikke samvittighedsnag. Tværtimod. Det havde været hele grunden til, at tingene kunne gå, som hun ønskede. Han ville ikke synes om, at have den slags fysisk nærvær med en 16-årig. Så hvad han ikke vidste - det havde han ikke ondt af.

Giselle smilede tilfreds til sig selv i spejlet, før hendes blik gled over på mobiltelefonen ovre i sengen. Hun samlede den op, og kastede et kort blik på displayet. Ingen beskeder, men uret var der trods alt. Han ville snart dukke op. Hun mærkede tydeligt hvor spændt og glad hun var. Den følelse kunne han altid bringe frem i hende før et af deres møder. Hun smilede for sig selv, og satte sig på sengen ved siden af telefonen.

Der var ingen grund til at skynde sig. Faktisk havde han intet begreb om, hvad klokken måtte være, og sandheden var, at han nok også var bedøvende ligeglad. Efter Christophers hoved var begrebet ´tid´ temmelig overflødigt. En illusion, som alt andet i hans liv.
Han havde forladt lejligheden for et stykke tid siden, og havde nået at ryge et par smøger, mens han havde spankuleret ned ad Terres gader. Bymidten var for lys efter hans mening. Der var ikke nok skygger, at holde sig i - og ikke stille nok til, at han kunne lade sine tanker krybe ind under huden på de mennesker der vovede sig ud, efter mørkets frembrud. Ikke fordi de absolut havde noget at frygte... Christopher havde bare en tendens til at rode lidt med folks hjerner, når han kedede sig. Og lige nu var han temmelig rastløs. Af netop samme grund, var han på vej hen til en adresse, han havde besøgt før. Et sted, hvor han kunne få afløb for lidt af sin rastløshed. Men nu var kvinden jo et menneske... Ikke skrøbelig nok alligevel, til at han havde skadet hende synderligt før. Men heller ikke stærk nok, til at han kunne efterleve alle sine lyster. Kvinden var blot et hook-up.

Selvfølgelig ville han nå hurtigere frem, hvis han satte farten op. Han var nu engang en dæmon, og kunne bestemt benytte sig af sine evner, til at gå hurtigere end noget menneske ville kunne. Alligevel ville han hellere smage røgen og nikotinen fra sin cigarret, end at denne blev slukket, hvis han gik alt for hurtigt. Og selvom han havde mange penge mellem hænderne, så havde formuen efterhånden lidt under hans store forbrug af alkohol og smøger. Bare tanken om et glas stærk sprut, fik ham til at længes mod at gå ind på en tilfældig bar, og få noget at drikke. Alligevel fortsatte han, som om kroppen var mere rettet mod, at gå hen mod det dyre kvarter af Terre. Her hvor de rige typer holdt til. De var vist ikke så svære at blive klog på, som Christopher var. For på trods af hans rigdom, boede han et sted, hvor de kriminelle og fortabte hørte til. Der hvor folk med rent og uskyldigt blod, helst ikke skulle forvilde sig hen, medmindre de havde et døds-ønske.
En anden ting med Christopher var, at man ikke just kunne se på ham, at han var rig. Tøjet sad aldrig helt perfekt, og han var næsten aldrig fuldstændig glatbarberet. Håret var pjusket, og frakken var lidt beskidt. Når han havde indtaget alkohol, blev udtrykket i hans øjne mere uigennemskueligt, end det var i forvejen. Desuden kunne smilet ofte blive mere kynisk eller skørt. Hvis en psykolog fik fat i den mand, ville de bruge en livstid, bare for at få et reelt svar ud af ham. Det morede ham at lyve.

Snart stod han på dørtrinnet foran villaen. Han følte sig tilbøjelig til, at tage ned i dørhåndtaget for at åbne selv, men gjorde det ikke. Derimod bankede han på, mens han skodede resten af sin cigarret på dørtrinnet, med den ene fod. Den sidste sky røg lod han glide ud mellem sine læber, før denne fløj til vejrs. Dette var for let... De færreste frygtede ham, blot grundet hans udseende. Det ustabile og det fjogede udtryk vel og mærket. Men alle der havde mærket hans evner, kunne blive paranoide i hans selskab, hvis ikke de havde nok modstandskraft, til at kæmpe mod hans manipulation.
Med hensyn til Giselle, havde det ikke krævet, at han udnyttede sine evner til denne grad. Hun havde trods alt lukket ham ind i sit hjem før. At hun ikke var bange af sig, lod på den ene side til at fascinere ham, og på den anden side til at forvirre ham noget så grundigt. Måske havde hun bare intet begreb om, hvem hun havde med at gøre.

Giselle sad forsat på sin seng i soveværelset. Den var – som alt andet i villa’en – stor og luksuriøs. Værelset var kvadratisk og stort. Det befandt sig en af de øvre etager på hjørnet af bygningen, således at hun fra værelset både kunne se hoveddøren og haven.
I vinduet var der lagt forskellige puder på karmen, så den fungerede som en form for ”bænk”. Fra vinduet var der udsigt til hoveddøren og i den anden side af værelset var der en altan, som vendte ud mod haven. Den var stor nok, til fungere som en mindre terrasse, og som bonus var der sol på denne side af huset, det meste af tiden.
Værelset var møbleret i lyse farver, med en blød dobbeltseng i midten fyldt med puder i forskellige former, men stadig holdt i de lyse farver. Ved siden af sengen var der et sengebord med en bog, nogle blade, og hvad hun ellers smed der, når der ikke lige var andre steder til det. Udover det, var der også spejlet som fyldte en del af væggen fra gulv til loft, et bord proppet med dyre parfumer, make-up osv. og en dør, som førte ind til et walk-in closet der indeholdt alle Giselles tasker, sko, kjoler osv. En dør ved siden af skabet, førte ind til det badeværelse, som hørte til Giselles soveværelse.
Væggene på værelset var pyntet med billeder af hendes venner og veninder – samt de oplevelser de havde haft sammen. Et af billederne var taget på en natklub, en anden til en privatfest i villa’en, et tredje billede var taget af hende og to veninder, som alle tre lå i hendes seng, og et fjerde billede var fra en Louboutin butik, hvor Giselle stod med sine veninder og fem poser med dyre designer-sko.

I stedet for at opholde sig i sengen, var hun nu flyttet over i vindueskarmen, og sad der i mellem puderne, og holdt øje med, hvad der skete udenfor. Eller, det eneste hun holdt øje med, var vel egentlig kun hvornår Christopher dukkede op. Men hun vidste, at tiden ikke var noget, han gik så meget op i, og derfor havde hun heller ikke et præcist tidspunkt for hans ankomst.

Hun kendte ham egentlig ikke særligt godt. De havde ikke rigtigt brugt tid på, at lære hinanden godt at kende. Det forekom hende heller ikke specielt unaturligt. Egentlig, havde den tanke slet ikke strejfet hende. Deres forhold var ikke rigtigt baseret på, at de skulle sætte sig ned sammen, og have lange, dybe, seriøse samtaler om hinandens liv. Det var lidt noget andet, de foretog sig, når de var sammen..
Desuden var mange af de ting, han vidste om hende jo løgn. Hun havde fortalt ham, at hun var 19, og efterfølgende forekom det hende naturligt også at lyve om, at hun boede alene. For hvor mange velhavende 19-årige boede hjemme? Det var som om den lille, hvide løgn om hendes alder havde ført den ene med, efter den anden. For der var mange små ting, i hendes hverdag, der måtte ”justeres” en anelse, hvis hendes falske alder skulle virke troværdig. Det, med hendes forældre var én ting. Men sådan noget som skole, omgangskreds og de steder hun kom, havde også en indflydelse. Han var jo på ingen måder dum, og derfor måtte hun være forsigtig, og huske de løgne hun allerede havde fortalt. Løgne var en hel del sværere at huske, end sandheden. Men hun var overbevist om, at hvis han kendte hendes rigtige alder, ville han ikke længere ønske at deres ”forhold” skulle forsætte. Og nu var hun jo lige blevet så glad for det..

Hun blev afbrudt i sine tanker, da en ung mand dukkede op ved hoveddøren. Hun genkendte ham straks, og næsten sprang op fra sin plads i vinduet. Christopher. Normalt, lod hun rengøringspersonalet – eller hvem der nu var på arbejde – åbne døren for sig. Hun var forkælet, og vant til at tingene blev gjort for hende. Det var et eller andet sted, et logisk resultat, af at være vokset op i et så velhavende miljø. Men i dag blev det altså anderledes.

Giselle skyndte sig ned af marmortrappen, så hurtigt som de tårnhøje stiletter tillod hende. Hun tog en dyb indånding, inden hun åbnede døren. Hun rettede en sidste gang på kjolen, og mindede sig selv om, at hun ikke skulle gøre det, imens Christopher var hos hende. Det fik hende til at fremstå som værende nervøs, at hun gik og rettede på hår og tøj hele tiden. Og det var hun vel ikke, var hun? Nej.. eller jo. Men det ville hun aldrig indrømme. Ikke overfor andre, end ikke overfor sig selv.
Hun åbnede døren og lænede sig smilende op ad dørkarmen.
”Hey..” Hun betragtede ham kort med sine store Bambi-øjne. Hendes hånd var allerede på vej op i hendes hår igen, men hun nåede at stoppe den, inden den nåede så langt. Ikke dit hår! Hun gav sig selv et mentalt spark, for allerede at have "dummet sig".
"Kom ind", tilføjede hun og trådte derefter tilbage, som for at byde gæsten indenfor.

Mens han ventede på dørtrinnet, var der en del overvejelser der gik gennem hovedet på ham. Overvejelser om hvorvidt, dette kunne fortsætte i lang tid, og om hvorfor i alverden han ikke bare drak sig i hegnet på en eller anden klub. Svaret var enkelt... Han nød det uforpligtende, og det upersonlige ved dette mærkværdige forhold. Detaljerne og informationerne blev der ikke spildt tid med at tale om, og sådan fandt han det behageligt.
Egentlig ventede han aldrig på invitationer, når det galt sådan noget her - men for en gangs skyld havde han faktisk opført sig efter, hvad man måtte kalde ´standarden´. I denne situation valsede han ihvertfald ikke ind i huset, og snusede rundt for sig selv, indtil nogen opdagede hans tilstedeværelse. Men det var nu også sjældent at mennesker inviterede ham ind. Ofte var det endt ganske kaotisk, når de fandt ud af hvad han var, og hvilke kræfter han havde. De betvivlede altid, hvorvidt han havde manipuleret dem til at få hvad han ville have - eller om det faktisk var oprigtigt.
Problemet var bare med Christopher - at han ikke engang sélv kendte forskellen.

Utålmodigt lod han sin ene fod gnide over cigarret-skoddet på jorden. Når man levede i en evighed, kunne få minutter virke som dage. Især når nikotinens effekt langsomt forlod kroppen, og når man ikke havde alkohol i blodet. Det sagde noget om hvor rastløs Christopher egentlig var. Eller hvor afhængig han var af spiritus og nikotin.
Hans forhold til denne Giselle, var ikke noget han havde tænkt ydligere over. At han huskede hende var én ting. Oftest led hans hukommelse under store og underlige omvæltninger. Der kunne være sorte huller mellem dage, som han pludselig indså at han havde mistet, på grund af heftigt druk, eller fordi han havde ladet sine evner påvirke sig selv.
Noget han havde studset over ved Giselle var dog hendes alder. Ikke fordi han havde gravet i det... Hun så blot ung ud. Men eftersom han havde mødt hende under bestemte forhold, havde han ikke ladet fornuften træde til. Han havde ikke ladet sin logiske sans (hvis denne eksisterede) afgøre hvorvidt det var muligt for en ung kvinde, at bo alene i et hus som dette, omgivet af tjenestefolk. Hvis han kunne lyve, kunne hun vel også. Sandheden eksisterede ikke, før den blev sagt højt.

Da døren åbnedes, rettede han blikket op. Straks mødte han hendes øjne. Det var tydeligt - selv for ham - at hun havde gjort noget ud af sig selv. Der var det tætsiddende tøj, og håret, som sad temmelig perfekt. Hvis han havde haft mere selvrespekt, ville han sikkert have følt at han lignede en vagabond i dette sekund, i forhold til hende. Alligevel var det med selvtillid, at han diskede et smil frem over læberne.
"Hey," kom det så fra ham. Selvom det følgende elevatorblik han sendte hende, var kortvarigt - lod han alligevel til hurtigt at have fanget hver eneste detalje. Selvom det sjældent ragede ham, hvor ´ præsentabel ´ folk fremstod, var det nu rart, at se at hun faktisk havde gjort noget ud af sig selv, for hans skyld. Ihvertfald formodede han ikke, at hun gik rundt i stilletter derhjemme, når hun var alene.

"Jo tak." sagde han, netop et splitsekund efter, at han rent faktisk var trådt over dørtærsklen, og overlod hende til at lukke døren bag sig. Han foldede hænderne bag ryggen, før han så rundt i rummet, som han dog havde set før. Alligevel var der altid nye indtryk at gennemskue. Mentale billeder, som ville gemmes et sted, i den unge mands hjerne.
Snart drejede han dog en halv omgang, for igen at lade blikket hvile på hende: "Og tak for invitationen forresten." Hans kommentar lød mest af alt drillende. Som om han prøvede at være formel, selvom han langt fra lignede en der hørte til her. Han tog derefter sin frakke af, "Du kunne holde nogle fede fester her." Kommenterede han så med et bredt smil om læberne, mens han med hånden, lavede en fakt ud i rummet. Selvfølgelig var det det, han overvejede. Festværdien; "Og det er jo noget af det bedste ved at bo alene..."

Hun kunne ikke lade være med at smile, ved synet af Christopher på hendes dørtrin. Det så simpelthen så malplaceret ud. Omgivelserne og hans tøj sammenlignet, altså. Ved siden af de sirligt klippede hække, den store dobbeltdør, marmortrappen og alt det andet, lignede han virkelig en vagabond. En, som ikke hørte til. En, som ved et uheld havde forvildet sig et sted hen, hvor folk af hans klasse, kun kunne drømme om, at være velkommen. Hvis Giselle havde været i hans sted, ville hun have følt sådan. Dog, var tanken svær at forestille sig. Hende, som var vokset op i et så velhavende kvarter, at man næsten skulle tro, at "Gucci" skulle have været hendes første ord, frem for "Mor" eller "Far".
Men her - også her - skilte Christopher sig ud. Han stod med et selvsikkert smil om læberne. Om det blot var en facade eller ej, var hun ikke klar over. Men det fik ham til at se ud som om, at han selv mente, at han ligeså godt kunne begå sig i kvarterer som disse, som hun kunne.

Hun lagde mærke til, at han kiggede på hende - og hun var overbevist om, at han kunne lide, hvad han så. Dog, regnede hun ikke med, at det var kjolens stof eller form han var interesseret i - hun gættede på, at det, som Chanel-kjolen kun lige skjulte, havde langt større interesse. Hun havde også gjort meget ud af, at klæde sig på i håb om, at han ville synes om det. En diskret make-up - ikke for meget, ikke for lidt. En enkel kjole. Stilletter i samme stil som kjolen. Det glattede hår. Hun så godt ud. Det vidste hun godt. Noget skulle jo være grunden til hendes arrogance - altså, udover hendes økonomiske status.

Hun grinede over hans taknemmelighed for invitationen. Han var høflig, som folk normalt ville være, når de trådte ind over dørtærsklen. Men det virkede malplaceret. Han var ikke den høflige type, der hørte til der - sådan så han i hvert fald ikke ud. Og det, at hans "tak" havde en drillende undertone, gjorde det ikke just mere troværdigt.
"Det var så lidt", svarede hun ham smilende, med et snert af drillende undertone. I det han tog frakken af, rakte hun ud efter den, for at hænge den op. I entréen stod nemlig et skab, uden låger og hylder - men blot med bøjlestangen. På stangen hang der bøjler beregnet til gæsternes jakker. Ingen af de mennesker der boede her, havde så få jakker, at de kunne være i det lille "skab".
Hvis han lod hende tage frakken, ville hun hænge den der.

"Jeg holder skam fester her". Det var ingen løgn. Giselles fester var berygtede på hele hendes skole. Alle dem der var noget, var med til dem. Dem der ikke var, blev ikke inviteret, men måtte alligevel lægge øre til alle samtalerne om forberedelserne til festen, og om hvor meget folk så frem til, at skulle med. Efter festen, gik der ligeså lang tid, med snak om, hvad der var sket til den. Rygter, sladder - og det gik tilsyneladende ikke en ende lige med det samme. Det lagde en masse opmærksomhed på Giselle, som hun bestemt ikke klagede over. Christopher havde ret. Man kunne i den grad holde fede fester her. Hun undlod dog, at fortælle ham nærmere om, hvem de deltagene normalt var, da det så ville afsløre hendes alder.

Hun bemærkede, at hun efterhånden var begyndt at vænne sig til, at tænke for hun sagde noget. Altså, hun havde gjort det til en vane, at sige de ting, som troværdigjorde hendes lille løgn vedrørende hendes alder, og simpelthen holde kæft med det, som ville kunne så tvivl mht. om det var sandheden hun fortalte eller ej. Hun var forbavset over, hvor hurtigt det var at vænne sig til - men ikke desto mindre tilfreds. Hun gik ud fra, at Christopher endnu ikke havde anet mistanke. Hvis han havde, ville han højest sandsynligt have sagt noget, da hun gik ud fra, at han så ville mene, at aldersforskellen var for stor.
"Ja, der er ikke rigtig nogen her, jeg skal tage hensyn til", sagde hun, som en besvarelse på hans konstatering om, at det, at man kunne holde fede fester, var en af de positive ting, ved at bo alene.
Det var ikke løgn. Der var sjældet nogen, hun skulle tage hensyn til. Eftersom hendes forældre, næsten aldrig var hjemme, var det sjældent at hun blev forhindret i at holde fester. Sjældent hun skulle tage hensyn til andre end hende selv. Det efterlod hende i en position som gjorde, at hun kunne gøre præcis hvad der passede hende, når det passede hende - perfekt.

"Kom med", nærmest spandt Giselle og nikkede overmod marmortrappen. Der var jo ingen grund til at de stod nede i entréen og gloede på hinanden, skønt de nok ikke engang ville blive forstyrret hvis de besluttede sig for at nyde hinanden fysisk under lysekronen som hang i loftet, og oplyste rummet i et venligt - men dog kunstigt - skær.
Hun bevægede sig over mod trappen i lette, elegante bevægelser - selv på de høje stiletter, som gjorde hendes ben 13 cm længere.

Trods Christopher ikke ligefrem kunne prale med, at have et hjem som dette - så havde han faktisk intet imod, at hans rigdom aldrig rigtig kom til udtryk på denne måde. Ingen kunne bruge det imod ham. Faktisk forekom det som et mysterie for mange, når man så hvor mange penge han spenderede på daglig basis, på de samme klubber og barer. Især når man sammenlignede det forbruget med hans tøj, og skumle lejlighed i Allées. Lejligheden var ganske vist ikke lille, men intet i den tydede på, at han gjorde noget ud af istandsættelsen. Desuden bar det præg, af de mange år han havde levet. Gamle, støvede bøger, tøj der bestemt ikke hørte til de sidste to årtier, og en masse gamle vinflasker, som ikke havde været åbnet. Ellers haltede det med de materielle goder. Udover en gammel sofa, en støvgrøn lænestol og en bred seng, med tykke lagener. Hjemmet bar faktisk knapt nok udtryk for, det virkelige kaos der herskede i ham. Alligevel foretrak han, ikke at opholde sig i sit eget hjem, hvis han havde selskab. Det var hans fristed.

I denne villa, ville en fra underklassen velnok føle sig lille. Alligevel lod intet til at påvirke Christopher, der bare vurderende lod sine grågrønne øjne glide rundt i entréen. Han rakte hende frakken, uden egentlig at se på hende. Han havde blot registreret hendes bevægelse. Sanset den.
Efter få sekunder, trak han dog igen på smilebåndet: "Giver du tjenestefolkene en pause?" Igen var kommentaren sarkastisk, men da han dernæst vendte blikket mod hende, var det tydeligt, at han blot forsøgte at drille hende. Hun var den klassiske rich-girl, efter hans mening, og han så ingen grund til, at han ikke måtte slå det fast: "Du må jo ikke gøre alt deres arbejde for dem." Tilføjede han dernæst, og blinkede en enkelt gang til hende, "Ellers ender det jo med, at de betaler dig."
Indtil videre - og på trods af de sarkastiske kommentarer - følte han, at han opførte sig temmelig eksemplarisk, i forhold til, hvad han plejede. Alligevel ville det nok snart ændre sig.

Da Giselle sagde, at hun holdt fester i huset, nikkede Christopher blot. Han overvejede hvilke typer Giselle mon inviterede til disse arrangementer. Om festerne var vilde, eller ligeså ´fornemme´ som villaen var. Dét Christopher mest af alt kunne håbe på, var den første mulighed. Et sted som dette, i en kaotisk tilstand, hvor festen var gået helt over gevind, syntes bestemt at tiltale ham mere, end en fornem fest med pindemadder og champagne. Men kaos tiltalte ham som regel altid. Det var sjovere... Mere uforglemmeligt.

"Invitér mig endelig, til en af de fester," kom det så fra ham, med en rolig tone i stemmen. Hvis nyheden om en fest dog kom til ham, tvivlede han på, at han havde brug for en invitation. Der var altid måder at crashe en fest på - og det var da også så dejligt uventet.

Netop som rastløsheden, igen begyndte at tage til, sagde Giselle, at han skulle følge med hende. Hun viste ham hen mod marmortrappen, og han fulgte roligt efter. Hans blik hvilede på hende mens de gik. Det var sjældent at han ´hyggede sig´ med mennesker flere gange, end blot én. Det var jo så pokkers nemt at gøre skade på dem. Både fysisk og psykisk. Og selvom det ikke just var fornuftigt af ham, netop at opsøge en kvinde der var velstående, og formegentlig også velkendt eftersom hun boede i et hus som dette - så var det jo sjældent at han brugte fornuften til at retfærdiggøre sine handlinger. Det hele handlede om impulsivitet.
Han fulgte hende derfor op ad trappen, uden at se sig tilbage, selvom hans blik en gang imellem gled flygtigt op mod toppen af trinene, for at se om nogle af tjenestefolkene tog ham i øjesyn. Dog opfangede han ingen bevægelse omkring dem. Rummet var trodsalt lyst, og derved var synet ikke så godt som det kunne være. Lyset var en stor svaghed for ham, men udover at holde sit blik langt væk fra lysekronen - så kunne det ikke ses på ham.
Da han lod blikket hvile mod hende, da de gik op ad trappen, studsede han kortvarigt over, hvilken magt han havde over hende. Selvom hukommelsen ikke var den bedste, havde han ingen ide om, hvorvidt han havde manipuleret med hende, eller ej. Evnerne tog ofte overhånd, og faktisk tvivlede han ofte selv om, hvorvidt han manipulerede med sig selv. Nogen gange kunne han endda tvivle på, at de faktisk havde passeret år 2000. Små ting kunne forvirre ham, og alligevel more ham. Måske passede det med, at hvad man ikke vidste - havde man heller ikke ondt af.

Da de nåede toppen af trappen, så han på hende med et afventende blik: "Nu må du endelig fortælle mig, at man kan få noget at drikke her, ikke?" sagde han så med morskab i stemmen, selvom han inderst inde mest af alt følte sig desperat uden en drink i hånden, eller alkohol i blodet, "Og hvis du tilbyder mig vand - så falder det bestemt ikke i god jord hos mig."

Christopher formåede at drille på en måde, som Giselle fandt utroligt charmerende. Hun morede sig over hans små kommentarer, og var glad for, at der ikke behøvede at være nogle høflige bemærkninger i mellem dem, før de kunne komme til sagen. Det hele var.. impulsivt, spontant og ikke mindst afslappende. Det var ikke planlagt og fastlagt. Sammen med ham, fik hun en pause fra alt det, hun egentlig ikke gad at beskæftige sig med. Hun holdt af hans selskab, og det faktum at have ham i nærheden, glædede hende blot. Hun så ikke deres forhold som værende kompliceret. Heller ikke, selvom forholdet udelukkende var baseret på lyster på det seksuelle plan - altså, ingen følelser. Hun var sikker på, at Christopher ikke havde følelser for hende. Havde han det, skjulte han det i hvert fald godt. Indtil videre, var der heller ikke blusset nogle kærlige følelser op fra Giselles side af. Hun håbede ikke det skete. For hvis disse følelser ikke ville blive gengældt, ville deres ukomplicerede forhold pludselig blive kompliceret. Det ønskede hun ikke. Det var jo netop det faktum, at forholdet var så problemfrit og ligetil, som hun kunne lide.

"Arbejdet der inkluderer dig, er mit" drillede Giselle tilbage, og hentydede - i følge hende selv - rimelig tydeligt til, hvad hun havde i tankerne, der skulle foregå senere.
"De har mere brug for pengene, end jeg har", kommenterede hun smilende, og forsatte op af marmortrappen. Et par trin foran sin kære ven. Dette var med fuld overlæg, da der var en del af hendes krop, hun vidste så yderst attraktiv ud i den stramme kjole. Den velformede røv, kunne tydeligt anes gennem det tynde stof - hvilket også var meningen.
Giselle vidste helt klart, hvad hun ønskede at denne aften, skulle ende ud i, og det var utroligt svært for hende, ikke at lægge en lillebitte smule op til det - diskret, naturligvis. Men alligevel. Så selvfølgelig lod hun ikke vær', og hvorfor skulle hun også det? Deres forhold var jo trods alt et seksuelt et af slagsen.

På vej op ad trappen begyndte Giselles tanker igen at vandre. Hun havde grebet dem i, flere gange i løbet af det sidste stykke tid, at vandre en del omkring emnet "Christopher". Det var jo et ganske sjov sammensat par. Forstået på denne måde, at de to var forskellige. Meget. Deres udseende vidnede om det, som noget af det allerførste. Han var ikke den type hun normalt gik ud med. Ikke, at hun "gik ud" med ham. Men, den type hun normalt gik efter, lignede ikke den mand hun netop havde lukket ind i sit luksuriøse hjem. Hun var vant til at date fyre i Armani, og som til tider gjorde mere ud af deres hår, end hun selv gjorde. Hvilket var enormt voldsomt, eftersom Giselle virkelig gik op i at pleje og sætte sit hår, så det altid så perfekt ud.
Måske var Christopher en god afveksling for hende. Både mht. til hans udseende, men i den grad også personligheds-mæssigt. Variation var en god ting, og hun var efterhånden begyndt at sætte pris på, at han ikke var en af hendes sædvanlige Armani-fyre. Han var spændende på en helt uforklarlig måde. Anderledes, ny.. Måske var den klassiske type, hun plejede at gå efter, simpelthen blevet for kedelig. For ensformet. Men Christopher skilte sig ud, i forhold til dem, og hun gættede på, at det var det, som gjorde ham spændende.
Der var nu også noget ganske attraktivt over hans lettere rodede måde at se ud på. Tøjet, som så tilfældigt ud, og frisuren, som heller ikke så ud som om, at den overhovedet havde været igennem et forsøg, på at få det til at sidde perfekt. Han var charmerende, på en personlighed måde. Han så ikke så.. ordinær ud. Hun kendte mange, der ville se helt utroligt dumme ud, hvis de klædte sig som ham, men hans selvtillid og personlighed gjorde kun hans udseende mere attraktivt.
Hun besluttede sig for, at stoppe den lange tankerække, da de nåede til tredje etage, som altså var der, hvor Giselles soveværelse befandt sig. Du tænker for meget, Giselle!

"Stærk alkohol, går jeg ud fra?", Christophers ønske om noget at drikke, kom ikke rigtigt bag på hende. Hun kendte til hans forkærlighed for alkohol - men også nikotin. Den første drik, der var dukket op i hendes virvar af tanker var en flaske Voda. Men hun ville alligevel, lade sin gæst vælge, fremfor blot at få en af tjenestefolkene til at hente noget. Han var gæst - valget var helt 100 % hans.

Giselle blendede tydeligvis ind her, på en måde som Christopher aldrig kunne formå. Selv hvis nogen forsøgte, at tvinge ham i jækkesæt og pusede sko, ville han sikkert stadig ligne en ulv i fåreklæder. En der ikke hørte til der, selvom han sikkert kunne skabe en god illusion for sig selv, i et kort sekund. Ja, indtil han altså brød hele illusionen, ved at få dæmonen frem i sig selv. Den der lurede konstant, og sommetider kom til udtryk i de grå-grønne øjne, og smilet der udtrykkede en lettere kynisk morskab. Sjældent havde han reelle intentioner, og det havde han skam heller ikke med hensyn til Giselle. Faktisk anede han ikke hvad hans langsigtede intentioner var med hende. Indtil videre passede dette "forhold" ham meget godt.
Hun kedede ham ihvertfald ikke endnu.

Giselles kommentar, om arbejdet, fik ham til at trække den ene mundvige lidt højere op end den anden, hvilket resulterede i et ganske fjoget smil. Han så dernæst på hende, med et bebrejdende blik: "Javel ja. Men det er ganske hårdt arbejde, Giselle. Nu må du jo ikke undervurdere mig." Han blinkede så kækt til hende, "Der er andre måder at betale på, end ved hjælp af penge.." Kommentaren var lidt kryptisk, men han ville lade hende forstå denne som hun ville.

Selvfølgelig måtte han udnytte situationen til at tage hende i øjesyn, da de var på vej op ad trappen. Som regel gik han ikke efter typer som hende. Hun var meget tiltrækkende, men også noget der kunne få ham ud på et nyt plan, som han ikke havde betrådt før. Som regel, hvis han valgte mennesker, så var det de svageste han gik efter. Dem som ikke ville blive savnet. For der var altid en risiko for, at han rodede så meget med deres mentale tilstand, at de ville glemme hvem de var. Fortabte sjæle, som han vel også selv var på et eller andet plan.
Giselle var mere "poleret", hvis det var et ord man kunne bruge i denne sammenhæng. Hun var fattet, og virkede indforstået med det hele. Han behøvede ikke, at kæmpe for at få det han ville have. Og selvom dette faktum plejede at kede ham, var der noget ved hendes attitude, der faktisk appellerede til hans nysgerrighed. Det var nyt for ham, og derved spændende. Dog tvivlede han på, at dette kunne fortsætte i lang tid endnu. For han var jo forbandet rastløs.

Da de stoppede op, så han på hende og smilede bredt: "En af mine laster.." sagde han så, med et nik, "Et glas whisky, kunne ihvertfald friste." Han trådte dernæst et skridt tættere på hende: "Men nu kommer jeg jo ikke kun her, for at nasse alkohol." Forsikrede han hende så om, med en klang i stemmen, der bestemt ikke kunne betegnes som uskyldig. Behovet var bare stort, for at få det daglige indtag. Det dulmede noget af rastløsheden, og nogle af hæmningerne, trods man skulle tvivle på, at den unge dæmon havde nogle af disse.

Han tog en hånd op og strejfede hendes hår: "Jeg fik vist ikke sagt, hvor sexet du ser ud," - nej, for det var egentlig temmelig åbenlyst, og Giselle vidste det vel også udmærket selv: "Du forsøger jo, at forføre mig..." Tonen i stemmen var drillende, men det var jo klart. Hele deres "forhold" bestod af det fysiske. Selvfølgelig var det dét der betød noget.

"Jeg kunne aldrig finde på at undervurdere dig", svarede Giselle tilbage på Christophers bemærkning. I samme drillende toneleje. Hun havde konstateret, at arbejdet der inkluderede ham, kun var forbeholdt hende, og hans svar havde været, at dette var et hårdt arbejde - at hun ikke skulle undervurdere ham. Et smil bredte sig i Giselles ansigt, da han tilføjede det sidste. "Der er andre måder at betale på, end ved hjælp af penge" Hun gik ud fra, at hun vidste, at han hentydede til en helt speciel form for betaling. Den slags der ofte inkluderede et helt bestemt møbel og dem begge afklædt. Helt ærligt, vidste hun ikke helt 100% hvad han mente, men hun gik ud fra, at han hentydede til sex. Den kække måde, han sagde det på og det faktum, at det nu engang var det, dette "forhold" var bygget op omkring, klargjorde for hende, at det måtte være det han mente. Det gik hun om ikke andet ud fra, og handlede derefter.
"Jeg vil se frem til den betaling", besvarede hun hans bemærkning, med sit hoved en anelse på skrå.

Giselle orkede slet ikke, at spekulere i, hvorvidt hende og Christophers forhold var det ene eller det andet - eller måske slet ingenting. Det var spild af tid, at bekymre sig om noget, som hun ikke engang gad at spørge efter. For helt ærligt, hvad skulle hun få ud af det? Hvorfor forsøge at ændre noget, som i forvejen gik ganske godt? Deres forhold var på nuværende tidspunkt udelukkende seksuelt. Hun havde indtryk af, at det passede dem begge to ganske fint. Så, når de var sammen, var det helt klart en beskæftigelse som var prioriteret lidt højere end så meget andet, som de kunne foretage sig sammen. Hun havde for eksempel svært ved at forestille sig hende og Christopher i en biograf. I det hele taget, kunne hun ikke forestille sig de to sammen, på noget der mindede om en date.
Dette var måske i virkeligheden kun fordi, hun ikke havde datet typer som ham før. Hvilket nok heller ikke var muligt; han var jo helt sin egen. Men der fandtes nok ikke nogen, der var mere hans modsætning, end hendes sædvanlige flirts.

Oppe på værelset, havde hun ramt plet, ved sin vens ønske af drikkevarer. Men helt ærligt, var hun ganske overbevist om, at man ikke behøvede at have kendt den unge mand særligt længe, før man kendte til hans glæde ved alkohol og nikotin. Hvis hun skulle lave en personkarakteristik over ham, ville hun skrive det ned, under kategorien "Kendetegn".
Dette var også grunden til, at hun gik hen til døren, og råbte efter en fra tjenerstaben, som inden for meget kort tid, stod foran hende. De var gode til at komme hurtigt, når der blev kaldt på dem - tjenestefolkene. Og når der ikke var brug for dem, var de mindst lige så gode til, blot at gøre deres arbejde, uden at gøre sig det mindste bemærket. Noget, som Giselle - og ikke mindst hendes forældre - satte pris på.
"En flaske Whisky og to glas", bad Giselle om. Rengøringsdamen satte kosten fra sig, og gik med det samme, for at opfylde den rige piges ønske hurtigst muligt. Hun spurgte ikke om, hvorfor hun ønskede sig den flaske, men hentede den uden et ord.
Giselle fandt det positivt. Ingen unødvendig snakken frem og tilbage - det var jo ikke det, tjenestefolkene var der for.

Giselle lyste op i et smil, da Christopher rørte hendes hår, og fortalte hende, hvor sexet han fandt hendes udseende. Det var temmelig tydeligt i hendes ansigt, at det var ord, hun hellere end gerne ville høre. Hun gjorde heller ikke noget, for at skjule hvilken reaktion det havde frembragt.
"Gør jeg?", spurgte Giselle med et drillende glimt i de store, grønne øjne, da han beskyldte hende, for at forsøge at forføre ham. Det var lige nøjagtigt hvad hun gjorde. I hver en bevægelse, hvert et ord. Næsten, i hvert fald. For der var noget hun ville opnå. Noget, som hun bestemt regnede med at få.

Hun fjernede sig modvilligt fra ham, skønt hun hellere ville blive stående der lidt længere. Whisky'en var blevet sat på et bord i soveværelset, og hun gik hen for at hælde væsken op i de to glas. Det ene rakte hun til sin gæst, imens hun selv tog det andet, og satte sig med en elegant bevægelse på bordet, hvor flasken forsat stod. Hun lod en finger køre let en omgang på glassets kant, imens hun betragtede Christopher - en ting, hun aldrig blev træt af. Udsigten var jo - som tidligere nævnt - ganske god.
"Du ser godt ud", konstaterede hun smilende, før hun lod sine bløde læber berøre glassets kant, og drak en kort slurk af væsken deri.

Og det bør du nok ikke...

Tanken gik gennem hovedet på Christopher, ved Giselles kommentar om, ikke at undervurdere ham. Trods han selv havde svært, ved at bedømme hvor langt hans evner strakte - så var det vist meget klogt, at folk ikke satte deres lid til ham, eller formodede, at han ikke var nær så stærk som han så ud til. Jovist, var han ofte svækket af alkohol, men det var hans kaotiske mentale tilstand, der var det farligste ved ham. Hver en tanke der gled gennem hovedet på ham, kunne forsvinde ligeså let. Ingen ord blev gennemtænkt før de blev ytret. Det samme galt handlingerne. Det var nok derfor, at mange kaldte ham utilregnelig... Eller, det var nok en af grundende.
Selvfølgelig lå der altid bagtanker af en art, til det han sagde. Det tvetydige lå til ham, så han kunne se hvordan folk reagerede, og hvilket tankemønster de måtte have. For han var trods alt ikke tankelæser, selvom han kunne manipulere med folks hjerner på andre måder. Alligevel havde Giselle tydeligvis fanget en mening bag hans ord, som tydede på, at hendes tankegang tydeligvis forsøgte at følge hans. Og det gjorde hun nu meget godt.
"Du bør også se frem til det," Kommenterede han så, "For jeg betaler temmelig rundhåndet." Tilføjelsen var præget af en lidt for selvsikker undertone. For at gøre det hele meget bedre, sendte han hende et smil, der bar præg af en mærkværdig dumdristighed. Som om han bestemt havde en mission. Men det havde han vel også. De havde jo begge en intention med dette møde. En mission, som skulle tilendegøres.

At se Christopher gå hånd-i-hånd med nogen på gaden, eller gå en hyggelig tur i parken med en date, var en absurd tanke. Ihvertfald ifølge alle der kendte til hans indre, og til få brikker i hans fortid. Alt han gjorde - alt han sagde, og alt han tænkte, pegede altid tilbage på ham selv. Alle handlinger skulle tilfredse ham, og etik var ikke et ord, han tog brug af. At udnytte andre, og berøve dem deres valg og selvstændighed, syntes ikke, at påvirke ham. Selvfølgelig kunne han fremstå, som en charmerende gentleman, hvis han ønskede - men rollen kedede ham, og forvirrede ham mere end hans rich-guy in disguise gjorde. Generelt var hele hans identitets-krise et større mysterium.
Et mysterium som han havde en evighed, til at finde hoved og hale i.

Christopher sendte blot et flygtigt blik rundt i værelset, før han følte en tilstedeværelse henne ved døren. En af tjenestefolkene tilsyneladende. Giselle havde ihvertfald bedt om drikkevarerne, og tydeligvis kom der ingen indvendninger fra staben. At Christopher ikke havde folk til at hente alkohol til sig på daglig basis, var måske en gåde. Men han brød sig ikke om, at blive opvartet for meget indefor sit eget hjems grænser. Desuden ville han sikkert bruge tjenestefolk, som sine egne marionetter, hvis han i nogle kedsommelige sekunder, ikke havde andet at tage sig til.

Hvis det stod til Christopher, ville han bare gå lige til sagen med det samme, istedet for, at give komplimenter. Det sidste han ville have, var at Giselle skulle ende med, at føle at dette var mere end det var. Det var nok en af hans fordomme omkring kvind-folk. Hvis man bare talte blødt nok til dem, så ville de ønske, at de kunne flå hjertet ud af ens bryst, og opbevare det i deres egen varetægt i al evighed.
"Det gør du bestemt." sagde han så med et nik, og skulle netop til at bevæge sig en anelse tættere på hende, da hun trådte tilbage, for at skænke whiskyen. Okay, det var nu også for fristende. Han kunne nærmest lugte alkoholen derfra, allerede før væsken blev hældt ned i glassene. Han drak for meget - ingen tvivl om det. Alligevel var der noget befriende ved det. Noget han ville blive endnu mere skør, af at mangle fra sit liv.

Han tog villigt glasset, da Giselle rakte det mod ham. Dog drak han ikke en dråbe, før han havde fulgt hende med blikket, indtil det punkt hvor hun satte sig på bordet og betragtede ham. Noget i ham hadede at være underkastet andres blikke. Især, hvis deres fokus udelukkende lå på hans øjne, som om de søgte efter svar i dem. Dog var det vist ikke det Giselle forsøgte at gøre. Nej, hendes næste kommentar tydede blot på, at hun havde betragtet ham, som for at give ham en kompliment. Derfor var han fristet til at se ned ad sig selv, men hans begreb om sig selv, fandtes ikke som sådan. Tøjet havde han sikkert haft i lang tid. Det var sandsynligvis ikke på mode, og tilhørte måske en anden tid. Alligevel syntes hun, at han så godt ud. Det rodede udseende - det mystiske og unge, men alligevel livserfarne udtryk.
"Selvfølgelig gør jeg det." Man kunne knapt nok høre på kommentaren om den var sarkastisk, eller selvtilfreds. Han kendte næppe selv svaret. Igen betragtede han hende, da hun drak noget af sit glas: "Stærk alkohol for en ung kvinde, er det ikke?" Den drillende tone spillede hen over hvert et ord. Dernæst placerede han selv sit glas mod sine læber, og tog en slurk der tømte halvdelen af glasset. Ikke en mine trak han over ansigtet, mens han kortvarigt lod smagen brede sig i hele hans mund, før han sank væsken, så det nærmest brændte i halsen,
"Jeg leder dig i fordærv, Giselle." tilføjede han dernæst, hvorefter en lidt rusten og lavmælt latter undslap læberne.
Igen tog han en tår, og kom med en tilfreds lyd - som om han havde slukket en evig tørst. Der gik ikke lang tid, før han nærmede sig bordet, hvor hun sad. Han stoppede op ganske tæt på hende, og placerede sit glas ved siden af hende på bordpladen. Dernæst lagde han en hånd på hendes lår:
"Der er noget ufattelig tiltrækkende, ved en kvinde der kan nyde stærk alkohol." Sagde han så, og blottede tænderne i et smil.

Giselle var ikke typen, der blev dybt forelsket på kort tid. Hendes følelser udspillede sig ikke, som de så ofte gjorde på film. Det var så kliché. Den klassiske; To unge, som på ingen måde ville kunne få hinanden, pga. forskellige kliker, forskellige familier eller helt andre problemer.. i det hele taget grundet forskellighed. Men så skete der altid et mirakel som gjorde, at disse to personer, som aldrig i virkeligheden ville finde sammen, altså i filmen ville gøre det. Parret ville gennemgå så mange prøvelser, forholdet ville skulle gå så grueligt meget igennem. Nogle gange så meget, at det førte til et brud. Men fælles for alle filmene var, at slutningen altid endte godt, og de to forelskede ville altid få hinanden til sidst.
Giselle brækkede sig næsten ved tanken. Disse film var så sørgeligt sat op. Kærlighed var på ingen måder sådan i virkeligheden. Hun afskyede disse film, men havde alligevel set samtlige af dem, fordi hendes veninder var helt vilde med dem. Tøseaftenerne havde hun jo ikke noget imod.
Da tanken først var der, kunne hun ikke få den ud af hovedet igen. Uanset hvor komisk og urealistisk den var: Hende og Christopher var perfekte kandidater til en sådan film. Hun var fin på den, boede i en kæmpevilla, gik i designertøj osv., imens hans tøj var gammelt og generelt hele tiden så lidt pjusket ud. For slet ikke at tale om alkoholen og nikotinen. De var meget forskellige Det komiske i det, var så bare, at i stedet for at blive dybt forelskede i hinanden, hyggede de sig på anden - og fysisk - vis.
Og det var helt klart sådan Giselle foretrak det. Hele den ukomplicerede, spontane affære de havde gang i. Det passede hende ganske fint, og hun have indtryk af, at Christopher havde det på samme måde. Der var absolut intet, der krævede en ændring. Og, så var der jo heller ikke nogen grund til, at gøre hendes liv til en real-life udgave af en af de forfærdelige kærlighedsfilm.

Giselle kunne ikke lade vær' med at smile over hans bemærkning. Det gør du bestemt. Det betød, at hendes anstrengelser bar frugt. Det var jo netop meningen at han skulle forføres, at han skulle finde hende tiltrækkende og attraktiv. Og det måtte hans bemærkning jo betyde, at han gjorde. Det gav lidt til hendes - i forvejen store - ego. Selvom, hun jo godt vidste, at hun så godt ud, var det nu alligevel noget andet, at få det bekræftet af den, hun gjorde sig attraktiv for.

"Det gør du", gav Giselle ham ret med et grin, da han svarede på hendes kompliment. Hun kunne ikke helt finde ud af, om han mente det sarkastisk, eller om han rent faktisk var enig med hende. Hun skød det hen. Det var vel i grunden ligemeget. Det der var vigtigt, var jo, at han vidste, at hun syntes om hans udseende. Så var hans egen mening om det jo ikke særligt gældende i denne sammenhæng.
Hans næste bemærkning var langt sværere at håndtere. Hun måtte lige minde sig selv om, at han snakkede til hende i et drillende toneleje. Det var ikke sikkert, at han havde gennemskuet hende. Hvordan skulle han også det?
"Jeg er 19", svarede hun, på hans kommentar. "Og du kunne jo gøre det godt igen, og lede mig over i sengen i stedet for", foreslog hun med en drillende undertone, men alligevel var der noget i hendes stemme, der gjorde det tydeligt, at det bestemt var et forslag hun synes, han skulle gøre alvor af. Hun håbede, at han ville opfange dén del.
Hun tog en slurk mere af glasset. Glasset var halvt fyldt nu.. eller halvt tomt. Alt efter om man var pessimist eller optimist.
"Det er ikke det eneste, du vil finde tiltrækkende", svarede Giselle på hans bemærkning, som blev sagt samtidig med at hans hånd fandt vej til hendes lår. I hendes stemme var den drillende undertone svagere - lettere overskygget af lysten til, at komme til sagen.
Hun holdt blikket på Christopher med et smil, spredte hun diskret benene en anelse. De kom kun et par cm længere fra hinanden, men hun regnede med, at hun havde gjort hentydningen tydelig.

Ved hendes påpejende kommentar omkring sin alder, løftede han kortvarig det ene øjenbryn lidt højere end det andet. Dernæst blottede han tænderne, i et skævt smil: "Og så er du ikke en ung kvinde?" Han rystede på hovedet med en kort latter: "Hvad er der med hunkøn og alder?" Han lagde bestemt ikke mere i det, end dét. Selv hvis hun var nitten - hvilket hun jo efter hans overbevisning vel var - så var hun stadig nogle år yngre end ham. Okay, mange år, hvis man så bort fra hvor ung han egentlig så ud.
Derfor slog han hurtigt tanken væk, og fnøs blot sarkastisk, med et smil om læberne:
"Gøre det godt igen? Nu bærer du vel ikke for meget nag overfor mig, vel?" Hvis hun gjorde, kunne han ikke være mere ligeglad. Han ville ikke forlade stedet, kun med den gevinst at have fået lidt alkohol i blodet. Uanset hvor stærkt det var, eller hvor høj kvalitet det måtte være. For Christopher var så pokkers stædig, når der var noget han ville have. Hans stædighed mindede måske mest af alt om et barn, der havde udset sig noget i en forretning, som han ikke ville forlade stedet uden.

"I så fald.." begyndte han, og drak det resterende i sit glas, før han igen placerede dette mod bordet: "-så skal jeg nok forsøge, at få dig på andre tanker." Afsluttede han, med et smil der udstrålede selvtilfredshed. Dernæst lod han en hånd glide gennem håret, så det rettede sig lidt tilbage. Man kunne tydeligt se på det, at han gjorde det alt for ofte. Redte det tilbage med fingrene. Nej, han var bestemt ikke anstændig at se på.

Giselles næste bemærkning, fik ham igen til at trække på smilebåndet. Nu med noget i øjnene, der bestemt værnede om, at han helt præcist vidste hvor hun ville hen med det hele. Nej, de skulle ikke spilde tiden meget længere. Nu havde han da fået lidt alkohol i blodet, og det var bestemt nok til at dulme de overfladiske, og måske endda rationelle tanker der måtte herske et sted i det kaos han kaldte sit sind.
"Nåh, ikke?" Han lagde sin anden hånd mod hendes nakke, og tvang hendes hoved, roligt tættere på sit. Med læberne få centimeter fra hendes, hviskede han: "Du må hellere uddybe... Eller endnu bedre - vise mig det."

I næste sekund, fandt han hendes læber, i et kys der bestemt ikke var uskyldigt eller tilbageholdende. Alt imens, hånden der hvilede mod hendes lår, gled længere opad, og ind under den halvstramme kjole. Dette krævede ingen manipulation. Ikke nu ihvertfald, hvilket faktisk lod til at overraske ham en smule. Et sted i baghovedet, forsøgte han (som han også havde gjort de sidste gange med hende) at huske sig selv på med konstante mellemrum, at hun var et menneske, og ikke kunne holde til, at han behandlede hende alt for hårdhændet. Han flyttede sin hånd fra sin nakke, og ned til det andet lår.

Efter en kort stund løftede han hende op, som om hun vejede ingenting. Og det gjorde hun praktisk talt også, for en hvis kræfter var overmenneskelige. Derfor var den korte vej hen til sengen, intet problem. Hellere ikke selvom han umiddelbart måtte navigere ud fra hukommelsen, frem for synet. Han flyttede sine kys fra hendes læber, til hendes hals, netop før han lagde hende på sengen, og selv fandt vejen over hende. Det var sjældent, at han fik muligheden for, at være i en situation som denne, i sådanne omgivelser. Ikke fordi han registrerede de fine møbler, eller tænkte over deres kvalitet, mens han udnyttede hvad de egentlig kunne bruges til. Derimod var det lysten der tog over.. Instinkterne. Alkoholen slog jo heller ikke til endnu. De havde trods alt kun fået ét glas. Alligevel kunne dette tage hans tanker væk i noget tid. Han fik afløb for rastløsheden.

"Da ikke så ung", svarede Giselle på hans spørgsmål. Hvis han syntes hun var ung, som 19-årig, var det vidst meget godt, at han ikke vidste, at hun rent faktisk kun var 16. Hun gik i hvert fald ud fra, at tingene forholdt sig sådan - hun syntes i hvert fald ikke, at han havde givet udtryk for andet. Hun kommenterede ikke videre på bemærkningen, han kom med efterfølgende. Hvis han ikke lagde mere i det med hendes alder, end han havde sagt nu, så var der absolut ingen grund til, at forsætte i samme emne.

"Man kan da ikke bære nag overfor dig", svarede Giselle. Hendes stemme havde ændret sig en smule. Den drillende undertone var der stadig, men nu afspejlede den også de intentioner hun havde omkring deres møde. Hun gjorde intet for at skjule lysten og begæret, som langsomt flammede op i hendes grønne øjne.
Hun vidste ikke, hvor godt hun ville være i stand til at skjule det, hvis hun rent faktisk ville. Hendes evner indenfor skuespil var - ifølge hende selv - fantastiske. Men det var mere i sammenhænge hvor hun skulle snyde sig ældre, eller lyve om andre ting, for egen vindings skyld. At dække begær, vidste hun ikke om hun kunne gøre lige så godt. Det var trods alt noget, som man ikke kunne styre, på samme måde, som de ord, der gled over éns læber. Giselle kunne i hvert fald ikke.

"Det vil jeg sætte pris på". Han havde sagt, at han ville forsøge at få hende på andre tanker. Hun gengældte hans smil, idet han lod en hånd glide igennem det allerede pjuske hår. Hun gik ud fra, at bevægelsen med hånden mere var af vane end af gavn. For, hvis hans hensigt var, at få håret til at se mindre pjusket ud, havde det ikke den ønskede effekt.

Smilet blev en anelse større, da hun mærke Christophers hånd på sit hoved. Han tvang hendes hoved roligt tættere på sit. Deres læber var så tætte på hinanden. Afstanden var kun på ganske få centimeter. Hun kunne svagt ane duften af Whisky'en, som han kort tid forinden, havde drukket. Glasset var tomt, men alkoholen så ikke ud til at påvirke ham. Hans opførsel var, som den plejede at være - intet ændret der.
"Du skal nok få det hele at se", svarede hun ham smilende, imens hendes hånd søgende gik på jagt efter glasset, med Whisky'en. Hun havde endnu ikke drukket sit - men det havde hun i sinde at lave om på. Hun lænede sig tilbage, så hendes ansigt var så langt væk fra Christophers, at der var plads til at drikke resten. Resten af væsken i glasset blev hældt ned. Efterfølgende blev det tomme glas, sat ved siden af det andet.

Hun mærkede Christophers læber mod hendes, i et kys, der var alt andet end uskyldigt. Hun lagde armene om hans nakke og gengældte det. Hånden på hendes lår, bevægede sig længere op under den stramme kjole. Hun måtte indrømme, at hun var en smule overrasket over, at der overhovedet kunne være en hel hånd, imellem hendes hud, og den stramme kjole.
Giselle var lykkeligt uvidende om, at et samleje med hendes "partner" kunne gå hen og være farligt for hende, hvis han ikke holdt igen. Hun var end ikke bekendt med, at han beherskede sig, for ikke at skade hende. Han havde ikke fortalt hende det, og hun havde ingen muligheder for, at gætte på, hvor meget han egentlig var i stand til.
Det var heller ikke en tanke, der strejfede hende normalt, og da slet ikke nu, hvor begæret var godt på vej til, at overskygge de andre tanker, der vandrede ind og ud mellem hinanden i hendes hoved.

Hun lod sig naturligvis bære over i sengen. Det var jo der, hun havde foreslået ham, at han skulle tage hende hen. Hun mærkede de bløde puder mod sin ryg, og det dyre tæppe mod hendes hud. For det var egentlig kun en lille procentdel der var dækket af den sorte kjole.
Giselle gengældte forsat det hede kys, inden han flyttede sine læber til hendes hals. Hendes hænder fandt vej under hans trøje, og hvilede på hans ryg under den. Langsomt begyndte hun at trække den op, og hvis han hjalp lidt til, ville hun kunne få den helt af ham.