Believe In Lies - Penelope -

Som altid nød han at tegne bladenes omrids, med sine egne pupillers perspektiv. Svært, det var det fandme, men derudover var det også et ret så godt tidsfordriv. Han blinkede sjældent, hvilket han kunne mærke på en pludselig dryppen på øjnenes nederste kant. Tænk, at det var så optagende at stirre på noget grønt og enkelt, at det ligefrem bragte tårene frem fra deres skjul. Han var beundret af dette vidunder, og lod sig ikke mærke af den gennemstrømmende kulde, der ligefrem fandt smuthuller i hans pelsjakke. Ægte bjørnepels, strikket sammen med de tykkeste tråde fra dværgenes skæg, lod han notere sig, var et ret så godt dække. Medmindre man som han kun lod den være halvt omkring det nederste af maveregionen, imens resten af overdelen syntes at være beklædt med det eneste, han aldrig ville kunne få af sig selv, med ren og skær vilje: Huden.
Parken hylede tilfredst, baskede med sine arme og han svang helt seriøst sine arme, bare for at få blodcirkulationen igen. Benene lå krydset, for han nød altid at ligne en yogastuderende, der var så sindsyg at bevæge sig halvnøgen rundt om natten, når minusgraderne syntes at vokse. Og det var bestemt ikke imod de varme tal, at denne måler slentrede imod. En galning, det yndede han at kalde sig selv, når der ikke rigtigt var noget at lave. Udover at bestirre træernes nærdøde blade, selvfølgelig. Det kunne man næsten ikke blive træt af, medmindre man var normal, understregede han dog for sig selv. Han klappede lystigt hænderne sammen, nynnede 'everything is not what it seems' af den unge kunstnerinde, Selena Gomez. Han bekræftede endnu engang sine fremtidige, nære tanker omkring sin originalitet, selv når det gjaldt noget så almindeligt, som musiksmag.
Tja. Ikke alle kunne jo være lalleglade normier.