What darkness brings - Christian

Mørket var forlængst faldet på over byen, og nattens væsner havde formentlig boltrede sig løs i timevis. Trods nattens mørke, og den manglende sol, var natten langt fra kold, men derimod behagelig. Netop dette gav mange af byens unge kvinder muligheden for at klæde sig frækt på, og tage i byen for at hygge, drikke og score. Charmeine var dog langt fra en af disse typer, aldrig i sit liv, havde alkohol rørt hendes læber, dels fordi hun havde levede i himlen, og dels fordi hun havde set så mange liv gå tabt på grund af alkohol. Hvad den lyshårede engel så lavede i denne del af byen? Det var et ganske godt spørgsmål, hun havde i grunden intet at fortage sig der, men fordi hun gennem de sidste par år havde søgt efter det væsen hun skulle beskytte, uden held, havde hun sat sig ned og tænkt tingene igennem. Konklusionen var tydelig, hun havde søgt det forkerte tidspunkt, derfor var hun gået over til at søge om natten frem for dagen, og hendes søgning havde bragt hende til den mest skumle del af byen. Hun brød sig ikke om det, men hendes pligtfølelse og ønsket om at finde vedkommende, havde tvunget hende herhen.

Hendes lydløse skridt havde bevægede sig længere ind i kvarteret, der var ret stille denne nat, og absolut ikke et sted for en ung forsvarsløs kvinde. En følelse af at blive iagttaget skød gennem hende, og fik hende til at gyse ganske svagt. Hun vidste det var en dårlig ide at fortsætte, men hun stoppede ikke af den grund, tværtimod. De grønne øjne blev vendt mod den skyfri himmel, og tanken om paradiset gav hende mod på at fortsætte, efter at have sendt en kort bøn mod himlen og bad om styrke, støtte og vejledning. Det var dog langt fra sådan det skulle gå, for hun havde ikke taget mere end få skridt frem, da tre mænd drejede om et hjørne og tav brat. Hun vendte sit blik mod dem, det sædvanlige varme smil om hendes læber, men opdagede alt for hurtigt at stirrede på hende med knap så venlige blikke. Inden hun havde fået set sig om, var hun blevet omringet. "De herrer, hvordan kan jeg være behjælpelig?" spurgte hun roligt og uden at lade sig skræmme. De syntes dog hun var alt for sjov, og det blev da heller ikke svært at se hvor de ville hen. Øjeblikket efter var den ene trådt frem og havde tvunget hende med ind i den nærmeste gyde, og den anden tvang hende op ad muren og slog næsten luften ud af hende i forsøget. De var alle tre større end hende, men det skulle der nu ikke så meget til for at de var, den ene ret buttet, den anden ekstrem tynd, og den tredje manglede et par tænder i munden mens resten var godt på vej væk. Det var sidstnævnte der holdt hende fast, og spillede boss. "Man er vel kæk, hva?" begyndte han, forventede tydeligvis ikke svar. "Absolut ik.." hun nåede ikke at tale færdig før manden havde givet hende en lussing der næsten fik hende til at se stjerner. "Stille! Jeg bad dig ikke om at sige noget, gjorde jeg vel?" de to andre lo, og hun sank og så blot mod ham uden at sige et ord, prøvede at bevare roen for at smide lidt af sin magi om dem, men mandens greb om hendes strube gjorde hende bekymret, og hun forsøgte derfor bare at fokuser mod ham. Han rynkede sine bryn, og strammede et øjeblik sit greb. "Hvorfor gøre vi det her drenge? Hun har jo intet gjort os?" sagde han pludselig og til sine venners store undren, den ene daskede ham over skulderen, og øjenkontakten mellem Charmy og manden blev brudt. "Tag dig nu sammen mand!" sagde fyren irriteret. "Ja kom nu..vi andre vil også hygge os med hende" fortsatte den tredje overvægtige fyr. "Ja, hvis du ikke er mand nok Marcus, så skal jeg nok tage mig af hende selv.." lederen prøvede at mande til ro, Charmy prøvede at blande sig og berolige flokken, men de vendte sig pludselig imod hende, og fyren der var blevet omtalt som Marcus, prøvede nu at hive tøjet af hende. Hun forsøgte at fange hans hænder uden held, fik nok et slag og flækkede læben ved det hvor blodet begyndte at pible frem og strøg ned over hendes hage. "Vent..nej.. vent.." hun prøvede til stadighed at få dem overtalt til at slippe hende, hvad mulighed havde hun når det kom til stykket?

Livet var egentlig en spøjs ting, og dette ville blive endnu en af de dage hvor hun fandt ud af hvor let det var at gå fra at være i live, til en en tom skal og en sjæl på vej til helvede. Redning havde hun ikke i sin vildeste fantasi regnede med, men den kom som sendt fra himlen, om end i et helt andet ansigt end Guds eget, nok nærmere djævelen selv. Men nej, dette var ikke et af Satans børn, hellere ej Lucifers eller de to andres barn, nej.. hendes redningsmand var en vampyr, og i sandheden en brutal og sjæleløs en af slagsen. Nej! Intet var tabt før man lå livløs på jorden, det var hendes mantra, og intet skulle ændre dette!

Alt dette kom hun dog først til at tænke på senere, for inden da, havde hun set til mens denne fremmede havde taget livet af tre mennesker, og endda uden at blinke. Brutaliteten hvormed han hev hjerterne ud på de to første, og hvormed han sugede blodet af den sidste og adskilte hoved fra krop, efterlod hende mildest talt mundlam. En ting var det at observer ting fra himlen, en anden var det at stå få centimeter fra sådan et scenarie. De fyldige læber skiltes, og hun smagte sit eget blod på tungen, og sank. Hun blødte ikke meget, men nok til at det ikke stoppede lige med det samme.

Vampyrens ansigt, øjnene der skiftede farve, årerne der viste sig omkring øjnene, og de fremskudte hugtænder kunne jage en frygt i livet på alle, for ikke at tale om mordene der lige var forgået. Det mest normale ville være at tænke at hun var den næste i den række, men i stedet kunne hun ikke tage blikket fra ham, og tankevirksomheden stoppede fuldstændig. Hjertet slog fast i brystet, og hun sank en klump ved ordene. "Charmeine, my name is Charmeine" svarede hun lavmælt og hæst, rømmede sig for at klare stemmen. "Thank you, sir.." huskede hun at takke ham, for han havde trods alt reddet hende, om end hun formentlig var i større fare end hun havde været. Men hvorfor var hun så ikke bange?

Lugtede hun af frygt? Eller var det hendes hjertebanken der fik ham til at tro hende bange? Hun følte sig ikke bange, eller den følelse der skød gennem hendes krop var alt muligt, men hendes første tanke var i alt fald ikke frygt. Noget var underligt ved denne mand, nej.. ikke underligt, anderledes! Hun havde mødt mange mænd siden hendes ankomst til Jorden for tre måneder siden, men ingen hun havde mødt, havde vakt denne sære følelse i hende. Hun havde lige set ham myrde, så i princippet burde hun ikke alene være bange, men også forfærdet og ønske sig alle andre steder. På den anden side, havde det aldrig været hendes reaktion når døden indtraf sig, langt fra. Desuden, han havde reddet hendes liv, og.. det her var skæbnen! Det måtte det være.

Hans blik gled fra hende, og ned over hende, og afhængig af belysning, og hans syn, ville han kunne se at hendes hvide kjole var blevet en anelse snavset af overfaldet, men han ville nok kunne skelne at hun ikke havde andet på under kjolen. Hvorfor? Ingen havde fortalt hende at hun skulle, og hun havde ikke fået nogen forklaring. Men mest af alt, plejede hendes lange hvide hår at dække for brysterne, og resten hang altid løst ned over hendes ryg og skærmmede for hendes bagdel. Episoden med de tre mænd havde dog påvirket sagen, og håret var gledet væk fra hendes bryst.

Hendes fokus var dog ved noget helt andet, hun tænkte stadig på de følelser der strømmede gennem hende. *It is him, I know it.. but..* kald det magisk, kald det en sjettesans, men hun havde fundet ham! En berøring, der skulle ikke mere til end en enkel lille berøring, hendes fingre mod hans hud eller omvendt, og hun ville blive bekræftet i den tanke.

"Maybe we are, but we do not chose to be that way" svarede hun lavmælt mens han rakte hende et lommetørklæde. Hun tog imod det, og trykkede dem mod sin underlæbe. Han tøvede dog ikke med at stille hende et andet spørgsmål, og i mens havde hendes skovgrønne øjne låst sig fast i hans isblå. Hun måtte dog fjerne lommetørklædet fra læber for at kunne svare. "I was searching for someone.." svarede hun langsomt. Ville han lade hende røre sig hvis hun spurgte?

Han trak pludselig jakken af, og rakte hende den, og hun tog ganske uforstående imod den. Ved hans ord, forstod hun dog at han ønskede at hun skulle tage den på, og af en eller anden grund lystrede hun bare uden at stille spørgsmålstegn ved det. Hun anede ikke hvad der var galt siden han ville have hun skulle dække sig til, for ordene gav i grunden ikke mening. Hun havde jo en kjole på? Så hun var vel ikke nøgen? "I am wearing a dress?" dum konklusion måske, men hun havde virkelig ingen viden omkring tøj og påklædning, længe havde det undrede hende at folk tog så mange forskellig lag på, men ingen havde nogensinde stoppede hende op og givet hende en forklaring på hvad det her handlede om.

Pludselig klargjorde han hvordan hun duftede, solskin og blomster? Se det kom bag på hende, men fik hende ikke desto mindre til at smile. Han advarede hende snart m betydningen af det, og hun nikkede alvorligt. Hun skulle nok passe på hvis han sagde det, men ærlig talt, var hun mere bekymrede for ham. Og.. følelsen ville ikke rigtigt forsvinde, hun måtte røre ved ham, og det skulle helst være nu. Der var en drivkraft i hende der sagde, at alting ville blive tydeligt hvis hun bare fik muligheden af at mærke ham. "I will be carefull, I promise" hvorfor hun lige lovede ham det, anede hun ikke.

Hans spørgsmål omkring den person hun søgte fik hende til at synke, og hun fugtede læberne med tungespidsen. "I.. I will answer what ever question you may have for me.. if.. if you let me touch you.." bare et lille øjeblik, et kvart sekund, hun bad ikke om mere end en simpel lille berøring. Alle hendes sanser var vakte, og hun havde allerede rakt en hånd op mod hans ansigt, blot søgende et strejf af hans kind eller hals.

Hun så overrasket mod ham ved det svar der faldt, og blikket gled ned over sig hvor hun kort havde rykket hans jakke for at se ned over sig. "We don't wear clothes in heaven.." faldt hendes svar bare. "I got told to wear something, but nobody told me why or how much. I honestly thought this was enough" forklarede hun. Hvorvidt han egentlig havde ønsket en forklaring eller ej, anede hun ikke, men hun ville ikke voldtages, så meget var sikkert.

Snart bad hun om tilladelse om at røre ved ham, og hun løftede hånden op. Han var dog hurtigt til at forhindre hende i et at røre. Havde hun ikke fået hans jakke på, ville deres hænder have været i berøring, og i og for sig havde det været nok for hende, men desværre kom jakken i vejen nu. Hun var forberedt på at han ikke ville give hende lov, og overvejede allerede andre alternativer, da han alligevel slap hendes håndled, og lod hendes fingre komme i berøring med hans kind. I samme øjeblik hendes varme fingre rørte hans kølige hud, skød der et elektrisk signal gennem hendes krop og et boost af varme og lys tændtes, hvor hun nærmest fik direkte adgang til hans tanker og følelser. Noget han brat afbrød da han trådte væk og ude af rækkevidde.

Udtrykket han brugte havde hun hørt før, men hun rømmede sig alligevel, og endte med at smile beroligende. Endelig! Efter tre lange måneder! "Finally.." sukkede hun blidt, dog uden at træde nærmere mod ham. "You asked for whom I was searching, the answer will be: You" sagde hun. "I was sent by God, to stand by your side, help, support and take care of you. I am your guardian angel" hun var ret sikker på at dette alt sammen var noget han ikke ville høre, og hun var forberedt på at han enten angreb eller råbte af hende.

"Research..?" gentog hun og smagte på ordet, hun vidste jo godt hvad det betød, men endte med at trække på skuldrene. "I know what i need to know to do my job" svarede hun, planen var jo ikke at hun skulle forblive på Jorden i al evighed, det håbede hun i hvert fald ikke, for hun savnede allerede himlen.
I stedet for endte hun med at røre ved ham, og hans reaktion var vidst tydelig, også da han bakkede væk fra hende og bare lo af hende. Den reaktion overraskede hende ikke, ikke nu hvor hun havde et indblik i ham. Desværre for ham, valgte han at vende det blinde øje til noget så tydeligt. Han kunne mærke det, det kunne han ikke løbe fra, hvor meget afstand han end ville lægge til hende, ville hun altid kunne lokalisere ham, og altid vide hvordan han havde det både fysisk og psykisk. Det var ikke ensbetydende med at hun vidste hvad han tænkte, men blot om han var vred eller glad, såret eller i smerte, og følelser der lignende.
Da han var færdig med at le og bakkede ud af gyden, betragtede hun ham roligt. De grønne øjne fulgte ham blidt, og et svagt smil trak op i hendes mundvig. "I am not joking, and both of us know it is true. You can feel it, feel me. Putting distance between us wouldn't change a single thing, I will always be able to find you.. always" understregede hun for ham. At han ikke brød sig om det her, kunne hun forestille sig, han var ved Gud en vampyr, og hun en engel, større modsætninger kunne man nærmest ikke finde, men hun havde ikke selv valgt det her, hellere ej havde han, sådan var det. Desuden, hvad klagede han over? Han fik en der kunne redde hans pæne røv når den var ved at gå op i flammer.

Og så var han ellers tæt på hende, og greb fat om hendes hals hvor han tvang hende ind mod væggen. Hjertet slog et øjeblik hårdt mod brystet, og dog tog hun ikke blikket fra ham. Hans greb var heldigvis ikke så fast at hun ikke kunne få vejret, men nok til at hun ikke kunne komme nogle vegne medmindre han gav slip. "I didn't say anything about changing you. I am the one thing you have never had, and as I said, i ham here to protect you" om det så betød hun skulle beskytte ham for sig selv. Han havde vel en forestilling om hvilket væsen han var, hvor ondskabsfuld og brutal han var, og hvordan det aldrig ville ændre sig. Han havde været igennem en del, det kunne hun da tydeligt mærke og se i hans blik. Et blik der var så koldt og brutalt sådan som det hvilede på hende og kom med en trussel, en hvori han afslørede hun vakte nogle følelser i ham. Godt, det var da første skridt, at han faktisk indrømmede det - om end måske ubevidst. Forsigtigt løftede hun hånden, og kærtegnede hans kind "And yet, I am still alive" svarede hun, kun for at se ham rykke sig væk fra hende igen. "Don't push me away, not before you get a chance to know what I can offer you" sagde hun lavmælt. Måske var hun for naiv, men hun prøvede med de evner og den lærdom hun havde, at være rolig og give ham plads. Netop derfor gik hun ikke tættere på ham.

Hun smilede overbærende, og tog det fortsat roligt. "Maybe, but I am not your enemy, and I can sense you. This is beyond anything you know or have experienced through your long life" svarede hun roligt. Han kunne benægte det så tosset han ville, men som hans skytsengel vidste hun bedre. "And as to what i am or will protect you from, that would be an easy answer. I will protect you from everything, including yourself" om hun ville være god til det, var en helt anden ting.
Hvad angik hans evne, ville hun under normale omstændigheder heller ikke have kunnet spore ham, men det var jo hele ideen bag en skytsengel. Det var ikke fordi hun kunne høre eller dufte, men fornemme ham nærmere.. fornemme hans sindsstemning og følelser. Det var også netop hvad hun gjorde nu, og det ville ikke være noget hun kunne tænde eller slukke for.


Han fortsatte, frustrationen tydelig i hans ord, kombineret med en god portion irritation og.. måske frygt? De følelser der var vakt i ham var tydeligvis nye, og han hadede det. Hun lod ham derfor tale ud, og da han tilsyneladende var færdig, smilede hun mildt. "I don't want anything from you. I am here to protect and take care of you, in every way possible. I am not strong, and I am not special. This is not about me, it is all about you. As to God's decision for your happiness, I cannot say anything about that. I am only one of His servants" understregede hun blot roligt. Om hun burde være bange? Formentlig, men frygt var en ting hun endnu ikke havde følt. End ikke før da mændene havde prøvede at tage noget der ikke tilhørte dem, havde hun ikke decideret følt frygt.
"Noone have to find out about this, you can use me as comfort, you can ask for my company, you can call for help if you need.. those feelings you have at the moment, I can help you with that" hvis han nu bare lod hende.

Wuhu! De var da enig om et eller andet, og så gav det hende vel også en information. Han havde ikke haft en skytsengel før, hvilket betød det her var en prøvelse for hende. Ingen før hende havde fejlet, men der var ingen der havde forsøgt alligevel. Det betød da også at han ikke havde prøvet det her før, og at de havde et bånd som han ikke kunne løbe fra, det kunne hun sådan set heller ikke selv, forskellen var bare, at hun ikke prøvede hellere.
Hans behov for at skære halsen over på nogen, slå ihjel generelt, eller sætte tænderne i nogen var hende ikke langt væk. Det vil sige, hun fornemmede klart hans frustration og forvirring, men kunne ikke stille meget op hvis hun ikke rørte ved ham.
Hendes efterfølgende ord fik dog vendt hans sindsstemning på få øjeblikke, og hun fattede ikke hvad han mente før han stod foran hende, med armene mod muren, og hans ord faldt. Åh, han havde misforstået hende, eller så havde hun formuleret sig uklart. Var det virkelig hvad han ville, eller? "I.. I wouldn't know what to do, but if that brings you joy and comfort, then.." det var ikke noget hun havde prøvede før, hørt en del om, vidste selve akten foregik, men hun var virkelig ikke erfaren. Hun havde hørt det var personligt, vidste det kun burde være elskende der gjorde, men hendes samvittighed og omsorgsfulde side bød hende at efterkomme ham, hvor forkert det end måtte være i nogens øjne. Hun kendte ikke til de grænser som andre kendte til, og for hende, havde det ingen betydning så længe han var glad og tilfreds. Så rykkede han sig væk igen mens han lo, hvad der var så sjovt fangede hun ikke, men blikket fulgte ham roligt. "But, uhm.. a name first would be a good idea.." hun vidste for Guds skyld ikke hvad han hed.  

Hvad angik hans ensomhed, var hun ikke i tvivl om at han havde behov for omsorg, ellers var hun nok ikke blevet udvalgt. Der var trods alt mangle engle. "I never said you were" svarede hun langsomt som han omtalte sig selv som legetøj. Selvfølgelig var han ikke det. "As to my time, I have nothing else to do. I was sent down here to find you.." tilføjede hun blidt. Det splitsekund hans udtryk afslørede hvordan tingene kunne have været, var det der gav hende drivkraft til at fortsætte, det gav håb, og en tro på at det nok skulle gå. "I have been searching for you for three months" hviskede hun blidt, og rakte forsigtigt ud efter ham.