Childhood Memories (XXX)

Solen skinnede kraftigt ned på den unge engel, der var taget ud i skoven for at løbe en tur. Normalt ville han løbe tættere på sit hjem, eller i byparken, men nu hvor han havde en fridag virkede det oplagt, at være udenfor i en længere periode. Jo længere han kom ind i skoven, jo mere overskyggede træernes krone solens stråler, hvilket havde en afkølende effekt på Zachary. Da han passerede den lille å, der førte ned til søen, fik en nostalgisk følelse fra sin barndom ham til at sætte tempoet ned. Denne dag mindede ham tilbage på sin elskede familie, og deres gentagne campingture til Frankrig. Måske var det netop derfor han sjældent kom her – det havde været et rent helvede at blive sendt ned til jorden, uden at måtte kontakte sin familie, og alt der mindede ham om dem gjorde ufatteligt ondt. Han tvivlede på at det dybe savn han havde for dem nogensinde ville forsvinde.

Lidt længere fremme, syntes han at høre noget, og vendte per automatik de grønne øjne mod lyden. Inde mellem træerne var en skikkelse af en ung kvinde. Han blinkede med øjnene et par gange, da han troede at han så syner. Det kunne umuligt være hende? Det var efterhånden 15 år siden, han sidst havde set hende.. men han vidste ikke hvem det ellers skulle være. Det var ikke fordi der kom særlig mange væsener i denne del af skoven - medmindre de boede her. Da hun vendte sit ansigt om, blev det dog klart for ham at det var Ashley White. Det velkendte ansigt var ikke til at tage fejl af. Hun havde været en savnet barndomsven, som allermest af alle havde bidraget til lykkelige ferieminder fra Frankrig. De havde lavet alt fra at svømme i søen og leget gemmeleg til at snakke aftenen ud under stjernehimlen om alt mellem himmel og jord. Han begyndte at gå mod hende, uden at tænke over, at han så meget højere og muskuløs ud end den dreng han engang var. ”Ashley?” et bredt smil plantede sig på hans læber, ved tanken om at møde hende igen efter så mange år.

---

Var hun ikke i skole eller på arbejde, så kunne hun findes i skoven; det var vel ikke mærkeligt at hun foretrak det grønne skovmiljø langt mere end det kolde bymiljø. Ashley var vokset op der og set livets gang fra frø til spirer, fra spirer til plante og plante blive til jord igen. Hun kendte hver en krog, hver en gren, ja hvis ikke hver enkelt græsstrå. Men alligevel var ingen dage ens i Forêt.

Solen skinnede, men selvom den knap nok trængte igennem træernes krone, kunne det stadigvæk mærkes; luften var varm og vinden stille. Fuglene sang og selvfølgelig kunne Ashley ikke lade være med at gå og nynne dæmpet med som hun gik rundt i det knæhøje græs og kikkede efter blomster. ,,Oh… Hello pretty." Hun lod hånden glide under blomsterhovedet samtidigt med at hun satte sig en smule ned på hug. En hvid rose var et sjældent syn og det var nok også grunden til at hun var så forsigtig. Med et lille smil bøjede hun hovedet ind over blomsten og lod derefter næsen dufte den blide og søde blomsterduft; en varme spredte sig helt ned til finger- og tåspidserne og det der var gamle barndomsminder begyndte så småt at overtage hendes sind. Billeder af hende og en dreng der legede som børn i samme område blev næsten til lille film inde i hovedet på hende. Nogle  sekunder efter trak hun hånden til sig og kom derefter op på benene. Hun havde besøgt dette sted mange gange, hvorfor vidste hun egentligt ikke, for hver gang dukkede disse minder om en savnet ven op.

Et suk undslap hendes læber, som hun blev enig med sig selv om, at nu måtte hun hellere smutte hjemad - eller bare videre i hvert fald. Et skridt blev taget, og endnu et, men så stoppede hun igen; lyden fra gren der blev knækket fik hendes opmærksomhed, men hun var ikke sikker på hvilken retning lyden var kommet fra. En sagde hendes navn og en smule overrasket, vendte hun blikket over imod stemmen. Hjertet hamrede allerede derud af, for hun anede jo ikke hvad eller hvem det var der luskede rundt i skoven. En fyr trådte frem, en høj og bred en af slagsen og per automatik trådte hun en smule nervøst tilbage. Kendte hun ham? Med øjnene en smule sammenknebne og hovedet en smule på skrå, betragtede hun ham. ,,…" … ,,..Zachary?" Lød det så i en smule spørgende tone. Kunne det passe? Forsat med et hamrende hjerte, trådte hun et skridt fremad, hen imod fyren. ,,Is it.. Really you?" Spurgte hun, selvom hun næsten var sikker. Han var en del større og bredere end hvad hun huskede, men… ansigtet, smilet, øjnene, ja det lignede!

Zachary genvandt hurtigt sin normale vejrtrækning, mens sveden langsomt forduftede fra hans solbrune hud. Han var iført et par løse nike shorts og en T-shirt, så det var behageligt at gå rundt i den varme sommerluft. Han nærmede sig kvinden og kunne slet ikke få øjnene fra hende. Hendes skønhed var stærkere end nogensinde, og det var slet ikke til at fatte at den 10 årige pige han engang kendte, var en voksen kvinde. Han kunne dog ikke tage fejl af de velkendte ansigtstræk, og da han hørte hendes stemme, blev det kun bekræftet yderligere at dette var Ashley. Hendes udstråling virkede overnaturlig, hvilket gav ham en teori om at hun var en Aspara, da han godt havde mødt en af hendes slags før i tiden. Selv havde han også fået en glød omkring sig, og en varm udstråling som betød at han var blevet til en engel - fremfor det menneske hun engang kendte ham som.

“I can’t believe it’s you..” han stoppede ikke før han stod få centimeter fra hendes krop, og omfavnede hende. “God I’ve missed you so much” erklærede han, og flyttede sin hånd op til hendes hår, som han indåndede i omfavnelsen. Da han trak sig tilbage betragtede han atter hendes øjne. “I begged my parents to come back every year since I left” indrømmede han, hvilket ikke engang var løgn. Godt indtil hans sene teenageår, havde han plaget om at de skulle tage tilbage til Frankrig. Han havde virkelig elsket alle de eventyr ham og hende havde i skoven, men det var også fordi han havde haft nogle lykkelig ture med sin familie. Desværre fik hans forældre en anden idé om hvad deres penge skulle bruges til efter han blev 12 år. Dette blev den sidste sommer han nogensinde så hende. Han havde ikke haft en telefon dengang, eller en adresse på hende, så det havde været svært at holde kontakten. “Do you live in these woods?” spurgte han hende idet han kiggede op på træernes blade. “Or did you just wait on me all these years?” stemmen havde en tydelig drilsk undertone, idet han vendte blikket tilbage på hende. Selvfølgelig var det ikke noget han bildte sig selv ind, da hun formentlig levede et helt andet liv nu - akkurat som han selv gjorde. Der var sket så meget siden de var bekymringsløse, legende børn.

Hun huskede tydeligt de somre som de havde tilbragt sammen; hvordan de havde gemt sig i det høje græs, badet i søerne og klatret i træerne. Og hvordan de om dagen havde kikket op på himlen og peget på skyerne som havde lignet alt fra dyr til ikke-eksisterende ting, mens de om natten havde kikket op på nattehimlen og kikket på stjerner sammen. Det venskab de havde haft havde været helt specielt - tja Ashley var endda sikker på, at han også havde været hendes første rigtige crush. De havde kun været små uskyldige børn. Og nu var de voksne og levede hver deres liv. Tog hun ikke helt fejl, så burde han også være omtrent de 21 år nu. Men der var noget anderledes ved ham, og det var ikke fordi han var blevet højere, bredere eller pænere, nej hans udstråling var anderledes.

Havde det ikke været for at Zachary var kommet over til hende og omfavnet hende med de der store muskuløse, og en smule fugtige arme i et kram, havde hun nok nevet sig selv i armen. Tanken om at hun havde set syner, havde slået hende lige efter hun havde sagt hans navn højt. Men han var der og nu, nu stod han og omfavnede hende i et stort kram. Selv gled hendes arme rundt om ham og ganske kort knugede hun også det lidt fugtige stof fra t-shirten med begge hænder. Han duftede godt, lidt svedigt, men af mand og det fik hendes hjerte til at hoppe endnu et slag over.
,,Oh my gosh, look at you..", sagde hun i et lille grin, som de begge slap grebet og der igen kom luft imellem dem. Han var højere og bredere end hende, ikke at der skulle så meget til, men det var nu alligevel mærkeligt at se. Et eller andet sted, så fattede hun det måske stadigvæk ikke helt og det var nok også derfor hun slet ikke vidste hvad hun skulle sige, eller gøre af sig selv. ,,It's okay… I mean, we were kids. We couldn't really do anything", svarede hun til hans indrømmelse og sendte samtidigt et lille og bestemt ikke dømmende smil. Det var også det sidste hun gjorde, dømte ham; selvom hun havde ventet sommer efter sommer de første par gange, så havde hun aldrig følt sig svigtet eller noget andet. ,,Yeah I do, not so long away from here actually", besvarede hun hans spørgsmål. Og som han kikkede rundt på bladende, lod hun selv hendes blik følge lidt nysgerrigt med. ,,W-what?!" Spurgte hun dernæst i måske en lidt genert pigestemme, også selvom hun udmærket hørte hvad han spurgte om. Hendes blik fandt hurtigt hans og varmen steg hende ret hurtigt til hovedet. ,,..O-of course not..!" Blev der hurtigt tilføjet, efterfulgt af et usikkert lille grin. ,,What about you?" Skyndte hun sig derefter at spørge; ,,Do you live in the city or are you just on a vacation?" Talte de mere om hende, ville hun nok ende med at blive helt rød i hovedet, så derfor forsøgte hun at vende opmærksomheden over på Zachary.

Det forekom ham langt fra mærkeligt at være i hendes nærvær og holde om hende. Som han stirrede ind i hendes skovgrønne øjne føltes det som om de altid havde kendt hinanden og aldrig var gået fra hinanden. Under normale omstændigheder, ville han bestemt tøve med at omfavne piger når han var svedig – men han havde altid følt sig komplet afslappet i hendes selskab, og bekymrede sig tydeligvis ikke over om hun ville have noget imod det. Det indtryk fik han heldigvis ikke fra hende efter de havde sluppet hinanden.

Hun havde selvfølgelig ret i, at der ikke havde været nogen mulighed for at han kunne rejse tilbage som barn – lige meget hvor mange gange han prøvede at overtale sine forældre til det. Det overraskede ham en smule, at hun rent faktisk boede i skoven, hvilket fik ham til at trække op i det ene bryn. ”Really?” det var de færreste mennesker som boede herude og selvom han vidste hun også boede herude som barn, virkede det mest typiske for en ung kvinde i 20’erne at bo inde i byen. Men naturligvis lignede det hende at bo tæt på naturen - han havde elsket at Ashley var et naturmenneske og ikke skreg op på grund en smule jord eller dyr. ”Do you know if our swing by the water still is there?” et lille smil formede sig på hans læber, idet han mindede sig tilbage på deres hjemmelavede reb man kunne svinge sig selv ud i vandet med. Det var nok noget af det eneste de havde brugt materialer til at bygge sammen. Alt andet leg var præget af deres evige fantasi og naturen omkring dem. Han havde et lille håb om, at hun havde lyst til at tage derhen med ham på en perfekt sommerdag som i dag, men det ville være lidt sjovere hvis ingen havde revet deres reb ned. Han smilede blot bredere ved hendes reaktion på om hun havde ventet på ham. Han vidste udmærket godt hvad hendes svar ville være, men hendes forvirring og lette rødmen fik en glædesvarme til at sprede sig i hans krop.  

Det ærgrede ham, at han aldrig havde opsøgt skoven i de år han havde boet i Frankrig, da han virkelig havde brug for en ven som hende igennem sin første tid som engel. ”Yes. I work as a police officer in Terre now” der var så mange ting, der var hændt siden de sidst havde mødtes, men medmindre hun spurgte yderligere ind til hans liv, ville han ikke begynde at fortælle mere om sin fortid. På et eller andet tidspunkt skulle hun nok få det hele af vide - hvis hun da ikke havde travlt med at komme videre. ”Do you study or work anywhere?” spurgte han nysgerrigt, og betragtede hendes velkendte ansigtstræk, der nu var blevet mere markerede end dengang de var børn.

Selvom hun som barn havde været ked over at Zachary ikke var kommet tilbage, nu hvor han havde sagt at han ville, så havde hun allerede i den alder vidst at det ikke havde været hans beslutning om hvorvidt familien og ham skulle til Frankrig og holde ferie. Ashley var vokset op med, at mennesker var mærkelige og de tit havde det med at ændre mening eller planer på grund af det ene eller andet mærkværdige. Men som hun tænkte det, kunne hun igen ikke lade være med at lægge hovedet en smule på skrå, betragte ham og overveje hvad der var sket med ham. Der var trods alt en eller anden mærkelig glød over ham, som gjorde at Zachary fremstod ikke-menneskelig. Men disse tanker blev skubbet til side, som et noget overraskende udtryk gled over hans ansigt. Dertil kunne hun ikke lade være med at grine lidt over ham. ,,Are you surprised? If I remember correctly, I told you as a kid I'd never leave this forrest." Hun sendte ham et mindre drillende smil ved hendes ord. Selvom hun fandt byen spændende, så var det skoven hun ville bo i. Byen var så beskidt og ildelugtende og menneskene virkede oftest stresset; ak ja, det bedste Ashley  vidste efter en lang skole- og arbejdsdag, var at gå en tur i skoven, eller tage en svømmetur i søen. Hun boede trods alt lige ved siden af den, så det var jo perfekt.
Hans spørgsmål fik hende til at lyse helt op og en glimrende idé strejfede hendes tanker, og tog hun ikke fejl, så tænkte de sikkert det samme snart. ,,Well you could… come and check for yourself?" Stadigvæk med de grønne øjne i hans, og med et åbent tandpasta smil hvilende på de fyldige læber, begyndte hun så småt at gå baglæns. Hele hendes udstråling sagde, at han skulle følge med hende. Der var ikke forfærdeligt langt til søen og det træ, hvor de havde brugt ualmindeligt mange timer, både på at klatre op og få deres vidunderlige rebgynge til at være stabil, men også at svinge sig frem og tilbage og derfra hoppe ud i vandet.

Lidt efter, var de på deres vej hen til det Ashley nok ville beskrive som verdens legeplads. ,,You live here?" … ,,I mean; a police officer?" Hun var blevet overrasket, det var tydeligt at høre, men det var ikke på grund af hans arbejde, men at han boede i byen. Utroligt de ikke var stødt på hinanden noget før. Men det var ligemeget, for nu havde de jo fundet hinanden! ,,That's pretty awesome Zach", sagde hun ærligt og sendte ham samtidigt et ærligt smil. Det var dog alligevel en smule svært at forestille sig lille Zachary i en politiuniform - eller var det? Hun lagde hovedet en smule på skrå ved tanken, tog et godt og grundigt kik på ham og som hun forestillede sig voksne Zachary i sådan en uniform, blev det derefter meget svært ikke at glemme billedet. ,,…" … ,,I study and work", skyndte hun sig derefter at fortælle og forsøgte samtidigt at glemme det billede af ham. ,,Medicine on first year. And I'd let you know, that I work in the best chocolate shop, so, if you need anything sweet, let me know." Hun sendte ham et lille blink og derefter kunne hun ikke helt lade være med at grine over sig selv. Og om det lød en smule forkert? Det tænkte hun slet ikke over.

Det måtte han give hende, hun havde i hvert faldt holdt sit ord. Hvis bare han havde husket dem, ville han have opsøgt hende noget før. ”How could I forget?” han gengældte hendes drilske smil, og vidste han ikke burde gå ud fra at hun var ligesom andre piger. ”All the girls I meet live downtown” forklarede han, hvilket var det der undrede ham i starten. Det passede dog bedre på Ashley at holde til i naturen. Med sin beskæftigelse som politibetjent i det travle bymiljø, var der heller ikke noget mere beroligende end at gå rundt i den fredfulde natur.

Han vidste med det samme hun åbnede munden, at hun havde tænkt samme tanke som ham, og idet hun trådte baglæns fulgte han med hende, indtil han nåede op på siden af hende og de sammen gik mod søen. Han nikkede til hendes overraskende spørgsmål. Det var faktisk lidt af et tilfælde at han blev sendt ned i denne del af Frankrig. Måske var det netop på grund af hans associationer til byen og skoven fra sine campingture. Hans beskæftigelse som politibetjent var dog langt fra et tilfælde, idet det var et af de eneste jobs hvor han kunne bruge sin erfaring fra militæret. Han havde aldrig brilleret sig akademisk, og kunne heller ikke forestille sig selv studere på universitet. ”It’s only awesome if you have been a good girl or else I might have to arrest you” en alvorlig mine gled over hans ansigt, men det varede ikke længe før hans mundvige trak sig opad. Det var svært at forestille sig Ashley som kriminel, for ifølge ham var hun godheden selv.
Hun studerede altså medicin. Dette var noget af det mest imponerende han længe havde hørt. ”That’s wonderful Ash – I’m sure you’ll be a great doctor” sagde han i et ærligt tonefald, og vendte blikket ned mod hende. Så vidste han hvem han skulle gå til, hvis han en dag blev såret eller syg. Det var han ikke i tvivl om. Chokolade lød fristende, men da hun sagde hvad som helst sødt, blev hans tanker ledt på andre ting som mænd begærede. ”Anything sweet you say?” han så lidt væk fra hende, og en let latter forlod hans læber. Han prøvede dog at skubbe tankerne væk, og ændre sit svar. ”I’d love to come and visit you one day”

Der gik ikke længe før de stoppede op ved søen og betragtede den skinnende vandoverflade. Dette var i sandhed et af de smukkeste syn han nogensinde havde set. Zacharys blik gled over mod den bred tættest mod dem, hvor et stort træ stod nær vandkanten med deres gynge hængende ned fra en stor gren som strakte sig ud over vandet. Pludselig var han en lille dreng igen, og kunne knap vente med at hoppe ned i det kølige vand. ”I can’t believe it’s still here” han begyndte at sætte farten op mod det store træ. I sin gang trak han T-shirten over hovedet og smed den på en sten nær træet. Den muskuløse overkrop, bar præg af flere timers træning om ugen. Noget han altid havde gjort siden sin tid i militæret, da det var hans måde at få kontrol over sine tanker og stresse af. Han greb fat i rebet, og gik baglæns for at opnå tilløb. Kort efter svang han ud over søens vand og lavede et tarzanbrøl før han landede i vandet med et plask. Han kom hurtigt op til overfladen, og kørte en hånd igennem sit våde hår så det ikke ville dryppe ned i hans ansigt. "Come on in Ashley!" han gav signal med hånden til at hun skulle komme ned til ham, hvorefter han svømmede væk fra landingszonen så hun kunne hoppe i.

Var det jalousi hun følte? De havde ikke set hinanden i så mange år og hans sætning, nej de tre små ord ''all the girls'' gav hende en følelse, af at hun fik en klump i maven. Nej, det kunne ikke passe! Og det kunne hun heller ikke tillade sig! De var voksne mennesker nu og selvfølgelig havde han mødt andre piger, ja hun var næsten sikker på at han havde en kæreste. Uden helt at vide hvordan hun skulle reagere, eller sige, endte hun derfor med at sende ham et lille smil der ikke afslørede de mange irriterende tanker.

,,Oh you do? Then maybe I haven't been a good girl." Hun sendte ham et blik med den ringe udstråling om at hun bestemt ikke havde været en sød pige, men sekunder efter tabte hun masken og lod et let lille grin slippe ud. Det var nok det eneste hun var; en god pige. Men ærligtalt så passede det også Ashley helt fint.
Som han komplimenterede hendes valg af uddannelse, blev smilet en smule større, samt kinderne en smule røde. Hun forsøgte dog at skjule det store smil ved at bide sig i underlæben, men det hjalp ikke specielt meget.
Dernæst røget emnet over på hendes arbejde og ved hans ord, gik det da også op for hende, at hendes sætning kunne forstås på mere end en måde. Uden helt at vide hvordan hun skulle tackle det, endte Zackary heldigvis selv at lukke for det og det fik hende til at sukke lettet ud. ,,I'd love that'', svarede hun derefter ærligt.

De stoppede omtrent på samme tidspunkt så snart søen kom til syne. Og som de begge tog et kik rundt i området, voksede smilet på Ashleys læber blot endnu mere. Der var minder overalt og hun kunne næsten se for sig, hvordan de som børn havde soppet i vandbredden, hvordan de havde bygget gyngen og dernæst brugt den i timevis og derefter lagt sig på en bestemt sten og ladet solen tørre både dem og deres våde tøj. Hun var faktisk så optaget af det, at hun ikke rigtigt fit fat i hvad Zachary sagde, men hun lagde da mærke til at han begyndte at bevæge sig. ,,?" I et ret hurtigt tempo, bevægede han sig over imod træet og på hans vej, fik han trukket t-shirten over hovedet og smidt den fra sig. Ikke vildt elegant, meen skulle sandheden frem, så var det måske heller ikke helt det hun havde kikket mest efter. Ubevidst havde hun betragtet den muskuløse krop han havde fået og da hun opdagede det, havde hun ganske kort skævet væk for at få sig selv til at stoppe. Havde han altid været så pæn? Dog, så snart grenen hvor snoren hang i, afslørede at han tog fat, røg blikket tilbage på ham. Et åbent smil tegnede sig over hendes læber og som Zackary svingede sig udover søen og hylede som tarzan, kunne hun ikke holde grinet tilbage.
Sekunder efter dukkede han op i vandet og inviterede hende til at joine ham, hvilket hun bestemt også havde tænkt sig; skoene var allerede blevet puffet af og bæltet bundet op. Og en smule mere elegant end ham, lod hun den korte buksedragt falde til jorden. Utroligt nok, strejfede tanken hende om, at hun nu stod i undertøj foran Zachary hende slet ikke. Som børn havde de gjort det samme, badet i tøj, undertøj og endda nøgne, så det var derfor hun intet lagde i det. ,,Let me show you how it's done", med et drillende smil gik hun over til træet, greb fat i rebet, gik nogle skridt tilbage og gjorde klar til tilløb, præcis som ham. Hun løb, hoppede og svang sig og lavede samme mærkelige brøl som Zachary lige inden hun landede i vandet med et knap så stort plask som ham. Sekunder efter kom hun op til overfladen og med en hurtig bevægelse, fik hun fjernet det våde hår væk fra ansigtet. ,,And that officer, that's how you do it", hun sendte et drillende plask i hans retning.

Hendes kommentar til at han kunne arrestere hende, forsikrede ham om at hun stadig var med på hans humor. De havde altid drillet hinanden og lavet sjov ud af ingenting. Noget andet i ham fik den idé at hun måske ikke havde noget imod at han reelt arresterede hende som uskyldigt rollespil. Dette ledte til et billede af Ashley i undertøj, lænet indover sengen og han selv i politiuniform i færd med at putte hendes hænder i håndjern.. Jesus.. What’s wrong with you? tænkte han til sig selv, inden fantasien udspillede sig yderligere. Han tvang sig selv til at lede tankerne tilbage på deres minder ved søen. Men som han betragtede hende yderligere, vidste han at han så på hende anderledes, end han dengang havde gjort. Hun var gudesmuk, det ville enhver mand være enig i – men hendes personlighed var det der fik sommerfuglene til at rumstere i hans mave. Zachary havde svært ved at indrømme det, men det  blev klart for ham, at følelserne der var opstået fra at se hende, ikke blot var venskabelige. De havde en lang historie bag sig, og savnet var måske ikke det eneste der fik varmen til at sprede sig i hele hans krop. ”Do you live alone out here?” spurgte han, og håbede at hun ikke havde gennemskuet hans betagede betragtning af hende. Han havde undret sig over dette spørgsmål, lige siden han fik af vide at hun boede i skoven. Han tvivlede på at hun stadig boede med sine forældre, men man vidste aldrig. Det ville dog være mere betryggende for ham, hvis hun boede der med en eller anden. Skoven var ikke altid det mest sikre sted at befinde sig alene - såvel som Terre heller ikke var det.

Idet hun begyndte at afklæde sig på søbredden, begyndte hans hjerte at hamre en smule hurtigere end hvad normalt var. Hendes krop var intet mindre end perfekt og fremhævede alle hendes kvindelige former på bedste vis. Han forsøgte at lukke tankerne ude, men havde nu fået et endnu mere tydeligt billede af hendes krop til sin fantasi. Han trak vejret dybt, i et forsøg på at berolige sin hjertebanken en smule og iagttog hende svinge sig elegant ud over vandet, med det samme tarzanhyl som han selv havde lavet. Et grin undslap hans læber, og han måtte indrømme at deres gynge stadig holdt sig godt. ”Very impressive! I give that jump a 10 out of 10” smilede han, og gav hende dermed ret i at hun havde været bedre end ham. Men ærlig talt var det også svært for en bredskuldret, høj mand at gøre det mere elegant end en pige som hende. Han var dog sikker på at hans plask, havde vundet flere point end hendes. Han mærkede et par dråber plaske imod ham, hvilket blot gjorde ham mere legesyg, og derfor plaskede han tilbage med en større kraft for at overgå hendes plask. ”Be careful who you start splashing against” han sendte hende et drilsk smil, og svømmede endnu længere bagud for at mærke det kølige vand mod hans bare hud, mens hans blik blev fastholdt på Ashley. Han satte af fra bunden for at flyde på vandoverfladen med blikket rettet op mod den blå himmel. Der var komplet ro omkring dem, og det eneste han kunne se var en fugl der yndefuldt fløj tværs over himlen. Hvis bare hver dag kunne blive som denne, ville han ikke have en eneste bekymring i verdenen.

Hun bed sig i underlæben, stadigvæk som hun var en smule distraheret af de dersens billeder af ham iført politiuniform. Normalt tænkte hun slet ikke sådan, på hvordan det ville føles hvis hun mærkede hans hænder mod hendes hud, læber mod hendes og måske endda den muskuløse krop imod hendes. Put yourself together! Tænkte hun og forsøgte samtidigt at tvinge den varme følelse i både maven og brystet til at forsvinde. Barnecrushet på ham havde været langt mere uskyldigt, men det var det åbenbart ikke mere; de der følelser hun havde haft, de var allerede blevet vækket igen. Hun overbeviste sig dog hurtigt om, at det nok aldrig ville komme til at ske. Desuden havde hun også fornemmelsen af, at han aldrig havde opfanget at hun havde et crush på ham da de var børn, så måske opfangede det heller ikke nu.  ,,Emh yeah. It's not as bad as it sounds", forsikrede hun ham med et mindre skævt smil. Hvad havde han tænkt på? Han havde inden spørgsmålet ikke virket helt til stede, eller var det fordi hun havde noget mellem tænderne, at han havde kikket sådan på hende? En smule panisk havde det fået hende til, så diskret som muligt, at lade tungen glide over tænderne og sikret at der intet var.

Havde det været en anden tilfældig fyr der havde inviteret Ashley med ud at bade, havde hun holdt sig tilbage, men nu var det ikke en eller anden tilfældig fyr, men barndomsven. Muligvis var de ikke længere uskyldige børn, og muligvis kunne han uden problemer få hende til at rødme og give hende sommerfugle i maven bare ved at kikke på hende, men han kendte hende og dømte hende ikke, og det var nok også derfor, at Ashley ikke tænkte det mindste over at smide tøjet foran ham. Ak ja, hun følte sig langt mere selvsikker end hvad hun af og til var. ,,Together we would make a perfect team -" … ,, - You know; at this.." Det kom ud på en forkert måde og det fik hende da også hurtigt til at reagere og sætte noget ekstra på, men om det gjorde bedre eller værre, var hun ikke helt sikker på. Et dæmpet grin afslørede hurtigt at hun følte at hun havde sagt noget der lød helt vanvittigt.  
,,Argh!'' Selvom plasket ikke kom som en decideret overraskelse, så havde hun alligevel ikke været forberedt på det. I forhold til hendes plask, hvor det nok kun havde været et par sølle dråber som havde ramt ham, så havde han ramt hende med langt mere -og havde hun ikke været våd i forvejen, så var hun i hvert fald blevet det. Smilet blev dernæst kun større ved hans drillende ord; var det en udfordring? I så fald, så var Ashley klar. Også selvom hun næsten allerede var klar over, at hun ville tabe til ham. Zachary var trods alt større, stærkere og sikkert også hurtigere til at sende alverdens plask i hendes retning. Men hvad hvis hun nu lavede et snig-angreb på ham? Oddsene ville med garanti blive større, men… som hun tænkte dette, bemærkede Ashley hvordan han trak sig en smule tilbage, og snart lå han lige så fint og flød rundt i vandoverfladen og kikkede op på den flotte blå himmel. Der gik ikke ret længe efter før Ashley besluttede sig for at joine ham og snart flød hun også.  

Indenfor forholdsvis kort tid var vandoverfladen igen i ro og man skulle næsten ikke tro, at de to unge mennesker havde plasket rundt for blot nogle sølle minutter siden. Med hovederne imod hinanden, lå de begge på ryggen i vandet og kikkede op på den flotte skyfrie himmel. Stilheden tog over, men det var på ingen måder akavet, nej det var ganske behageligt og det gav da også rig mulighed for at tænke over alverdens ting. ,,If only every day could be like this..", tænkte hun højt og besluttede sig derefter for at sætte fødderne ned på bunden igen.  Dernæst røg hænderne op til det plask våde hår, fik fat og vred det så godt hun nu kunne. Og med blikket hvilende på Zachary, lagde hun mærke til tatovering på hans højre overarm. ,,You got a tattoo? Can I see it?" Spurgte hun lettere nysgerrigt. Hovedet lå dog allerede en smule på skrå, da hun forsøgte at læse teksten på overarmen, men på grund af at hun så det på hovedet, så gav det ikke helt mening.

Det beroligede ham ikke, at hun boede alene i skoven. Han prøvede dog at overbevise sig selv om at hun trods alt kunne klare sig selv og indtil videre havde gjort det i mange år. Zachary bekymrede sig oftest alt for meget om de personer han holdt af, men var udmærket klar over det. Derfor kommenterede han ikke mere til emnet, idet han naturligvis ikke havde ret til at påvirke hvordan hun skulle leve sit liv. ”I’d love to see your home some time” stemmen bar præg af en tydelig oprigtighed, og han håbede at han en dag ville få muligheden for det. Hans eget hjem var intet at prale af, da det mest af alt var et faldefærdigt hus. Han var sikker på at hendes hjem ville være både hyggeligt og varmt, af hvad man ikke kunne sige om hans. Det var dog også planen at han skulle investere i et nyt hjem så snart han fik muligheden for det.

Hendes kommentar til at de ville udgøre et perfekt team, forstod han udelukkende som, at de ville være gode til at konkurrere i udspring sammen. ”Sure we are – thanks to my many great talents” smilede han og sendte hende et drilsk blik. De ville sandsynligvis bidrage ligeligt til deres team, idet deres styrker lå forskellige steder, men Zachary kunne ikke ty sig for at komme med en overmodig kommentar. At hun følte det var nødvendigt at tilføje til hvad, gjorde at det godt kunne havde lydt som en hentydning til et parforhold. De havde altid været et godt par, men som børn var det selvfølgelig som legekammerater og venner. Zachary havde ikke været i et forhold siden hans teenagekæreste, og lige meget hvor meget han som romantiker havde lyst til at finde drømmepigen, så havde han – af hvad han vidste - ikke været så heldig at møde hende endnu.  

Det var afslappende at mærke og høre vandet og naturen omkring sig. Det gik mere og mere op for ham hvor meget han havde savnet at spendere sine somre i denne skov. Idet Ashley valgte at joine ham, fik det udelukkende følelsen til at vokse. Det var præcis som det havde været for flere år siden. Hans bedste barndomsven og de uendelige muligheder af aktiviteter som naturen havde at tilbyde. Hendes ord overraskede ham meget, idet det netop var hvad han lige havde tænkt indeni i sit hoved. Kunne hun læse tanker? Han rynkede på panden, mens han overvejede muligheden. Men det kunne umuligt være.. De havde fortalt hinanden alt som små, så det ville undre ham hvis hun havde løjet om sådan en betydningsfuld evne. ”I was just thinking the exact same thing” sagde han roligt, mens tanken om at mange dage kunne blive som denne strejfede ham. Det krævede dog at Ashley havde lyst til at se mere til ham. Hendes næste ord afbrød hans tanker, og han satte derfor også fødderne mod søens bund. Han betragtede sin overarm, da hun nævnte hans tatovering, alt imens han drejede sin arm, så hun kunne betragte den tatoverede skrift på hans muskel. Han kunne på nuværende tidspunkt ikke rigtig komme udenom, at fortælle grunden til at han fik den lavet, og begyndte derfor at forklare betydningen overfor hende. ”When I was 18 years old I joined the military.. and before my first deployment I decided to get this tatoo – as a constant reminder of why I was fighting. I think it’s important to live life fully and find whatever purpose makes you the happiest” nu havde tatoveringen fået en endnu større betydning, idet han reelt døde for sit land og en større sag. Hans ansigt var rimelig udtryksløst idet minderne fra krigen gennemspillede i hans hoved. Han vendte blikket ned på hans brystkasse som afslørede et lille ar fra et skudsår – egentlig havde han ikke tænkt over at hun måske kunne se det før, men så virkede det også kun mere naturligt at forklare årsagen bag arret. Han trak vejret dybt, inden han vendte de grønne øjne ind i hendes. ”I’m an angel Ashley” han fornemmede en vis tryghed fra hendes blik, som han sjældent havde følt før. ”I died in Afghanistan when I was 21” afsluttede han, og prøvede at lukke de ubehagelige minder fra krigen ude. Det var aldrig rart at minde sig selv tilbage på en tid som komplet havde traumatiseret en, men han havde et behov for at fortælle det til hende – en person som havde kendt ham siden han var et barn.

En varme spredte sig, da han ærligt afslørede at han gerne ville komme og besøge hende. Hun ville elske at få ham på besøg, til hver en tid. Det var sjældent hun fik gæster, og det var ikke fordi hun ikke havde lyst, nej det handlede bare om at finde det rette selskab - hvilket desværre var sværere end man som sådan lige ville tro. Skoven var hendes hjem, og trods en opvækst med to forældre der sagde at mennesker var det ondeste og mest manipulerende væsen man kunne støde på, havde hun aldrig oplevet dem sådan. Men alligevel havde deres mange hårde ord og advarsler om dem, fået hende til at holde sit hjem hemmeligt for stort set alle. ,,Maybe… today?" Hun tænkte højt, meget højt, ja det var faktisk slet ikke meningen, men nu var det sagt og havde han ikke lyst, eller tid, så forstod Ashley det udmærket godt. De havde trods alt mødt hinanden temmelig spontant, og det kunne jo godt være at han skulle noget senere, eller at nogen ventede på ham der hjemme.

Et bryn blev skudt i vejret, da han mente, at de ved hans mange talenter ville være et godt team. ,,Pff! What talents are you talking about?" Hun sendte ham et smørret grin og fik da også lige plasket en smule vand i hans retning. ,,I'd like to see them, Mister overconfident." Dog var Ashley ikke i tvivl om at de begge højst sandsynligt kunne bidrage ligemeget - men selvfølgelig havde manden foran hende, som nu var en politibetjent, nogle skjulte talenter. Måske indebar det et styks håndjern?

,,You were?" Havde hun spurgt, overrasket, men med et glad smil på læberne. Det var både skræmmende, men også sjovt at tænke på, at de havde tænkt nøjagtigt det samme. Betød det noget? Og i så fald, håbede Ashley på det? Det var et svært spørgsmål, og alligevel ikke. ,,Well, as they say; clever heads think alike."
Sekunder efter hendes spørgsmål, stod Zachary oprejst og ikke mange meter fra hende; højere end hende, bredere og endnu sværere at tage øjnene væk fra. Han placerede sig sådan, at Ashley kunne læse den og som hun læste teksten højt oppe i hovedet, kom baggrundshistorien til valget af hans tatovering også. Hun elskede den, og ikke kun fordi den sad på Zachary, men fordi han virkelig havde tænkt over denne tekst før han fik den på sin krop. ,,I like it - I mean, the whole idea behind it", afslørede hun. Derefter, helt automatisk, valgte hun at søge i retning af hvor hen han kikkede, hvilket resulterede på et lille ar på brystkassen. ,,What happ-", hun blev afbrudt, eller… ,,What?" Spurgte hun, da hun syntes at have hørt forkert, eller havde hun? Hun blinkede, tydeligvis en smule forvirret og skiftevis begyndte hun at kikke fra arret til hans ansigt. ,,Don't…" Hun ville ikke tro på det, men hvorfor skulle han lyve overfor hende. ,,…You died?" Hendes stemme knækkede, som hun sagde det højt. Han var en engel? Det forklarede også den glød hun havde fornemmet. Hun havde hørt om historierne, om de alverdens magiske væsner der fandtes ude i den store vide verden, som varulve, vampyrer, elver, engle og dæmoner, men hun havde aldrig rigtigt troet på det. Selv ikke efter mødet med to varulve og nogle vampyrer, havde hun ikke troet at de andre magiske væsner fandtes, hvilket måske ikke gav mening, når man tænkte på at hun selv ikke var et simpelt menneske. ,,Zachary.." Hun kikkede ham i øjnene, de der grønne, dybe øjne ,som hun havde forelsket sig i som barn. ,,..I'm so sorry!" Sekunder efter, slog hun den sidste afstand imellem dem ihjel, omfavnede ham skjulte samtidigt hovedet en smule i det muskuløse bryst, da hun ikke ønskede at han skulle se hendes allerede begyndende våde øjne. ,,Sorry I wasn't there..", undskyldte hun dæmpet, stadigvæk med kinden på det muskuløse bryst, lige ved arret. Hans muskuløse krop var hård, men alligevel blød. Og så udsendte han en dejlig varme der gjorde, at hun ikke havde lyst til at slippe grebet om ham.

Invitationen kom uventet, men hendes gæstfrihed overfor ham varmede hans hjerte. Det besvarede også hans spørgsmål om hvorvidt hun havde tid til at bruge resten af dagen med ham. ”That would be great” han kunne vitterligt ikke vente med at se hvordan hun boede, og blev kun gladere ved tanken om at de ville tilbringe mere tid sammen. ”I’m off for the rest of the day, so you can have me as long as you like” tilføjede han, og mente selvfølgelig så længe hun havde lyst og tid til at være sammen med ham – uden rigtig at tænke over det også kunne tolkes på andre måder.

”You mean other than making the best tarzan call?” han sendte hende et mistroisk blik, som om det var åbenlyst at han ikke havde behov for mange andre talenter end det. ”I’m pretty much invincible” et selvsikkert smil prydede hans ansigt, mens han trak op i skuldrene, som om det var en åbenlys efterfølge at han havde uendelige talenter. Der gik dog ikke længe før han ikke kunne holde et grin tilbage.

Hendes omsorgsfulde reaktion, fik en varme til at sprede sig i ham, og gjorde ham samtidig komplet paralyseret til stedet. Idet hun omfavnede ham, mærkede han atter sommerfuglene rumstere inde i ham, og hjertet banke en smule hurtigere. Der var intet andet han havde brug for – hun havde været årsagen til at han var komplet rolig, og blot var taknemlig for at være i hendes tilstedeværelse. Han bevægede hans hænder op af hendes bare hud, og knugede hende en smule tættere ind til sig. ”Don’t be” hun havde absolut ingen grund til at være ked af, at hun ikke havde været der for ham. Hun vidste trods alt intet til hans liv på det tidspunkt, og havde hun været en del af det, var han sikker på at hun havde været der for ham. Det stod klart for ham. ”War isn’t fair” sagde han dæmpet, og flettede blidt sine fingre ind i hendes brune lokker. Det havde været et rent mareridt at skulle leve med at kunne huske sin egen død og alle hændelserne fra krigen.. men han havde også skulle leve med skyldfølelsen overfor sin familie og venner. Havde han ikke været så forbandet heltemodig og dumdristig, havde han måske stadig været i live som menneske den dag i dag. Han prøvede dog at lukke tankerne ude, og leve i nuet sammen med Ashley. Han trak sig langsomt væk fra hende, og fandt hendes hænder som han gav et let klem. Han var tilstede i verdenen, fremfor borte for evigt, så der var ifølge ham ikke yderligere grund til at være triste på hans vegne. ”How have you been all this time?” spurgte han oplivet, i et forsørg på at ændre stemningen. Han havde været igennem alle de store spørgsmål en million gange - om hvorfor han blev genskabt, efter at have dræbt mennesker og hvad hans formål på jorden var.. men ingen havde nogensinde kunne give ham et klart svar, så han tvivlede på at hun havde en idé. Derfor gav det mere mening at tale om noget andet, og rykke opmærksomheden over på hende. Han håbede bare, at hendes liv havde været bedre end hans. Der var intet han hellere ønskede for hende, end at hun var lykkelig.
”Are you anything other than human?” hun havde en overnaturlig udstråling, som han ikke kunne sætte en finger på, og derfor kunne han heller ikke holde nysgerrigheden tilbage længere. Hun havde trods alt ikke virket komplet skeptisk overfor det faktum at han var en engel, hvilket kunne antyde til at hun var bevidst om andre væseners eksistens - eller at hun stolede ufattelig meget på ham.

Zachary afslog ikke, nej derimod sagde han, at han ingen planer havde for resten af dagen og derfor ikke så noget problem i det. All day, all night… tænkte hun for sig selv, ved hans sidste ord, som snildt kunne misforstås. ,,Fantastic!" Udstrålingen var ikke til at tage fejl af, nej hun var oprindeligt glad over at han havde tiden og lysten til tilbringe mere tid med hende, og forhåbentligt ikke kun denne ene dag, men mange flere.

Hans tarzanbrøl? Allerede ved den sætning måtte Ashley kæmpe om at holde sit store smil og grin tilbage. Samtidigt forsøgte hun at finde på et eller andet dumt at sige, men idet Zachary pointerede at var han uovervindelig, kunne hun ikke holde det tilbage mere. ,,Right, I forget that..", lo hun så sammen med ham. Var de lidt åndssvage? Nej da. Meget.

Trods omstændighederne, så nød Ashley følelsen af hans store hænder glide op af hendes våde hud, samt at komme tættere på Zacharys dejlige varme krop. Det hele var ufatteligt beroligende og nok også grunden til at hun ikke endte med fælde nogle tårer. Hun hørte hans ord, og gav ham også helt ret i at krig bestemt ikke var fair. Men selvom hun var ked af det på hans vegne, så var hun også glad for at han var blevet genfødt og sendt ned på jorden og tilbage til hende - det var måske egoistisk tænkt, men ærligtalt så var det sådan hun følte for en kort stund. Selvfølgelig ønskede hun ikke, at han skulle være gået igennem hvad han var gået, for Ashley troede bestemt ikke at det havde været nemt. Det var måske også derfor, at hun ikke druknede ham i alverdens spørgsmål. Normalt ville hun ose af nysgerrighed og være spring fyldt af diverse spørgsmål, men med Zachary var det bare noget andet, men hvordan det var noget andet, det kunne hun ikke helt sætte sine fingre på.
Han slap grebet, ligeledes gjorde hun og der kom atter luft imellem deres kroppe. Hendes hænder endte i hans og det lille klem som han gav, sendte en følelse af varme rundt i hendes krop. ,,It's been… good? I haven't really done much. Just lived a peaceful life alone in the forest." Fortalte hun ham og tilsendte ham samtidigt et skævt lille smil. Der var ikke specielt meget at fortælle; hun havde først rigtigt fået lov af hendes overbeskyttende forældre til at bevæge sig ind i byen i en alder af 16 år, og der var hendes interesse for menneskeracen og deres art, og alt andet som kunne findes i byen, først rigtigt blomstret op. Ellers havde hun tilbragt tiden i naturen, med sine med-aspara'er og skovens rige dyreliv.  
Hun så ham i øjnene, som han stillede hende det store spørgsmål. Det var ikke fordi, at hun ikke havde stolet på ham som barn, nej hun havde skam flere gange været tæt på at fortælle ham hendes lille hemmelighed - ja hun havde endda brugt sine healene kræfter på ham som barn, også selvom der blot havde været tale om noget så simpelt som en lille rift på hans arm eller skinneben. Men hendes forældre havde sagt at hun ikke måtte snakke højt om det og med den begrundelse af, at fandt menneskene ud af at der levede aspara'er, ville de være nødsat til at flytte, og ikke bare væk fra skoven, ja faktisk helt ud af Di Morga, og dette havde hun aldrig ønsket. Hun sendte ham et lille smil, som forældrenes ord blev genspillet i baghovedet på hende. ,,I'm an aspara", afslørede hun og så gav hun hans hænder et lille klem. De grønne øjne søgte væk fra hans dejlige selv skovgrønne øjne og smilet blev en smule større, men ikke fordi det hun havde i sinde at fortælle var sjovt, men nok nærmere fordi det var fjollet. ,,Every day I wanted to tell you.. But I was so scared that you would freak out and just run away. And never come back." Hun lod atter øjnene finde hans. Og uden helt at vide hvad hun skulle gøre, eller sige, blev smilet større og tandsættet blev blottet en smule. Et lille usikkert grin slap ud og hun håbede ikke at det hele lød alt for fjollet. ,,So.. Wanna see where I live? It's not far away and getting those wet clothes off wouldn't be so bad.."

Zachary blev glad for, at høre hendes liv havde været godt. Det undrede ham en smule, at der ikke var sket noget specielt og hun blot havde levet i fred i skoven. Men måske var det også bedst sådan. ”I’m glad to hear that” han trak op i et svagt smil, og så ind i hendes øjne med et varmt blik. Han kunne kun håbe på, at det også betød hun ikke var såret på nogen måde. Han havde ikke mærket en tydelig smerte, idet han berørte hende – men fordi han ikke koncentrerede sig om sin evne, kunne der sagtens stadig være noget gemt derinde. Selv havde han en del blandede følelser og så man bort fra krigen havde de fleste hændelser i hans eget liv været helt naturlige ting, som var opstået i hans teenageår og unge voksenliv.

Aspara.. der gik et lille øjeblik hvor han forsøgte at synke den nye oplysning omkring hende. På den ene side var han skuffet over aldrig at have fået det af vide, men på den anden side vidste han godt at det ikke kunne have været nemt at fortælle til nogen. Det var trods alt først da han selv var genfødt som engel, at han havde mistænkt hende for at være overnaturlig. Desuden var det ikke det klogeste at afsløre den overnaturliges eksistens overfor mennesket.
Så vidt han vidste, havde han aldrig mødt en aspara udover Ashley. Da han kom til byen og læste om de forskellige væsener, havde han dog fået en klar idé om hvem de var, så han havde ikke et yderligt behov for at spørge ind til hvad det indebar. Det hele hang meget bedre sammen, og det gav perfekt mening at hun var en aspara. Med det sagt, var det dog heller ikke alt han kendte til dem.
Idet hun atter åbnede munden, lyttede han tålmodigt til hendes forklaring. Der var ikke fordi han ville blive sur på hende, over aldrig at have fortalt ham om det – men al hans tvivl fra før, var fuldstændig forsvundet. At hun havde været bange for at miste ham, var det eneste han kunne tænke på. ”It’s completely ok. I don’t blame you for not telling me” af alle de grunde, han tænkte hun havde haft, var dette klart den bedste og mest tilgivende. ”But for you information I’d never run away from you” sagde han oprigtigt, og gengældte hendes smil. Der skulle i hvert fald meget til, før han ville have skrottet deres venskab. Han vidste ikke engang hvilken handling, der var slemt nok til at få ham væk. Det var ikke helt så nemt at slippe af med ham, når han først holdt af en person.

Hårene var så småt begyndt at rejse sig fra hans arme, som resultat af at stå stille i det kølige vand, så hendes forslag lød meget passende. ”Of course” han slap en smule ufrivilligt hendes hænder, før han begav sig ud af vandet. Det føltes meget varmere at stå på sandet, og mærke solens stråler varme kroppen, som efterhånden var blevet godt afkølet af søens vand. På grund af det varme vejr, gjorde det ham heller intet, at de ikke havde noget håndklæde. Men medmindre de skulle ligge i solen et godt stykke tid, lød det som en bedre idé at tage hjem. Getting those wet clothes off? Havde hun hentydede til sig selv, for han tvivlede på at hun havde noget tørt tøj til ham. ”Do you have any dry men’s clothes?” han trak spørgende op i det ene øjenbryn, og sendte hende et drilsk smil. Han kunne som sædvanlig ikke ty sig for at komme med et sådant spørgsmål, men der var også en nysgerrighed efter at vide om hun rent faktisk havde noget tøj til ham. Ellers kunne hendes kommentar godt forstås på flere måder. Som vandet dryppede ned af ham, gik han over mod stenen og fik fat i sin T-shirt, hvorefter han blot ventede på at hun viste vejen hjem til hende.

Skulle hun spørge ham? Hun ville ikke stikke til ham, men spurgte hun heller ind til hans liv, så virkede hun måske ikke interesseret? Ashley følte et indre dilemma. ,,How about you?" Var det for meget? Hun frygtede det inderligt, men hun ville jo også gerne vide om han havde haft et godt liv, både som menneske og også den tid som han nu havde brugt som engel på jorden. Var han en eller anden form for skytsengel eller hvordan fungerede det?

Han var stille, ja faktisk så reagerede han overhovedet ikke på hendes lille afsløring og dette resulterede ret hurtigt i en velkendt og bestemt ikke t savnet følelse i hendes mave. En knude af frygt blev hurtig dannet og tankerne om han var sur og skuffet og ville gå i vrede druknede hendes tanker. Hun reagerede langt voldsommere end hun lige regnede med, og havde det ikke været på grund af at Zachary pludselig åbnede munden og fik sagt at det var ok, havde hun nok også fået meget fugtige øjne. Hun lyste en smule op; mente han det? Han mente det! Det var hun bestemt ikke i tvivl om efter hans næste udtalelse. Det spredte den velkendte varme som kun han havde givet hende i maven og ganske kort havde hun da også skævet en smule genert væk. ,,And I'd never run away from you." Var det en… nej det var det ikke, eller var det?

Selv var hun begyndt at småfryse, og på trods af at de bare kunne ligge sig i solen og få varmen, så var der bare mere der talte for at komme hjem og få tørt tøj på. Derfor blev hun vel også lettet over, at Zachary sagde ja til det. Men knap så glad, da deres hænder gav slip på hinanden, nej lidt ekstra håndholderi, hvis ikke lidt fingerfletteri havde bestemt ikke skadet..
Med Zachary foran sig, fulgte hun med op til land. Hendes korte buksedragt lå på samme sten, som han havde smidt sin t-shirt og selvom de nok ikke ville støde på nogen på den korte vej, så valgte hun alligevel at træde i den. Bæltet blev proppet i den brune lille taske og derefter røg tasken over skulderen. Derefter tog hun nogle enkle skridt, men sekunder efter spurgte Zachary hende om noget som hun ærligtalt slet ikke havde skænket en tanke. Hun stoppede og tænkte ganske kort for sig selv, at nej det havde hun jo egentligt ikke, så hvad skulle hun, nej nok nærmere Zachary gøre? Gå med numsen bar? Uh, hun fik lige et lille sus i maven ved den tanke! ,,Men's clothes?" Gentog hun hurtigt, i en lidt forvirret stemme. ,,Thought a dress might look great on you", tilføjede hun sekunder efter og sendte ham så et drillende smil. Derefter placerede hun hænderne ud foran sit ansigt, strakte både tommel- og pegefingeren ud og snart lignede det at hun forestillede sig at hun tog et billede af ham - iført en kjole på. ,,Green wouldn't be bad on you, neither orange." Hun flyttede derefter hænderne og hendes ansigt kom atter til syne; et stort tandpasta smil blev sendt i hans retning og derefter gik hun op til hans side igen. ,,I most admit I have nothing, but I'm sure we'll figure something out." Indrømmede hun med et skævt lille smil.

De gik i et stykke tid og selv følte Ashley at stemningen var ganske rar. Gik hun en smule tæt på ham? Ja måske, men dette overbeviste hun sig selv ret hurtigt om, at det var på grund af at stien de gik på, var ganske smal. Og snart nåede de huset som lå inde blandt alverdens træer; man lagde ikke sådan lige mærke til det, specielt ikke ved første øjekast, men kikkede man længe nok, ville man bemærke det flotte træhus.

// Tænker at det lidt ligner det her.

Ashley spurgte efterfølgende ind til om han havde haft et godt liv, men spurgte ikke specifikt ind til noget bestemt, så han kunne frit vælge hvad han havde lyst til at dele med hende. Hvor tidligt skulle han begynde? Hans bedste ven fra Oxford havde gået igennem et kræftforløb i de sene teenageår, og i løbet af Zacharys første udstationering, havde hans kæreste opbygget følelser for sin bedste ven og kysset ham.. denne nyhed knuste naturligvis Zachary fuldstændig da han vendte hjem. Men alt dette var så fjernt for ham nu – han havde trods alt havde levet i 27 år, så det mest relevante var at tænke på sin tid som engel. ”It was very rough in the first year of being reborn.. but ever since my life has been great - I really love my job” forklarede han, og vidste at han på dette punkt havde truffet et rigtigt valg. Han elskede at gøre en forskel hver dag, han mødte på arbejde. Hun havde vel egentlig heller ikke afsløret så meget om hendes liv, så han følte ikke der var andet han burde fortælle hende om. Hendes forsikring om at hun heller ikke ville løbe væk fra ham, fik hans smil til at vokse. Det var altid rart at vide, men det havde han skam heller ikke været bange for. Dengang de var børn, havde han altid fået et indtryk af, at hun altid ville være der for ham. På kærlighedsfronten var der ikke sket så meget, og de piger han havde mødt, havde han ikke just set som hustrupotentiale. ”Have you met prince charming yet?” et eller andet i ham havde et behov for at vide om hun var optaget. Om det var en undskyldning til stadig at se hendes attraktive krop i undertøj, vidste han ikke.. men hvis hun var optaget ville han selvfølgelig formindske sine udviklende følelser. Det var noget han respekterede meget, efter det han selv havde været igennem.

”Oh, so that’s what you had in mind?” en latter forlod hans mund, og idet hun lod som om hun tog billeder af ham - formentligt mens hun forestillede Zachary i en flot kjole, kunne han ikke lade vær med at posere det bedste han havde lært fra TV. Hvis han selv skulle sige det, kunne han snildt blive model og iføre sig alverdens prangende kjoler. Han var dog ikke i tvivl om, at Ashley ville se hundrede gange kønnere ud i en kjole, end han selv ville. På trods af hvor pænt han ville bære den, så ville den nok ligge knap så godt på ham. ”Sure. It’s no problem” smilede han til hende, idet hun lagde fotograferingen væk og kom op til hans side. Den eneste grund til at han havde spurgte, var fordi hun selv havde nævnt det. Hans tøj ville nok tørre rimelig hurtigt i solen eller i en tørretumbler, så det passede ham fint at finde en midlertidig løsning som et håndklæde eller andet i mellemtiden.

Idet de gik side om side på den smalle sti, strejfede deres arme sommetider hinanden, hvilket for Zacharys vedkommende føltes rart. De nåede en lille åbning i den tætte skov, hvor det flotteste træhus viste sig mellem træerne. Zachary stoppede op, og betragtede imponeret hendes hjem. ”Wow..” han tøvede og tænkte, at dette hus var en million gange hyggeligere, og flottere end hans eget i Logement – og han var sikker på det også gjorde sig gældende indenfor. Han begyndte langsomt at fortsætte op af trappen til hoveddøren.

Smilet sank en smule som han fortalte at det havde været hårdt det første stykke tid efter han var blevet genfødt, men ligeså hurtigt voksede det igen; nu havde han det godt og at han elskede sit arbejde. Det var fantastisk at høre og det varmede virkelig hendes hjerte. Kort havde hun skævet ned og overvejet at tage hans hånd, give den et klem, ja hvis ikke flette sine fingre ind i hans, men det var ikke blevet til noget. ,,That's.. That's fantastic Zachary. You've always had the heart in the right place.." Hun anede ikke om han vidste det eller om han ikke gjorde, men ligemeget hvad, så var hun sikker om at han var blevet valgt  af en helt bestemt grund.
Spørgsmålet han stillede hende, var et spørgsmål hun selv havde gået og overvejet at spørge ham; havde han mødt den rette og /eller var han i et fast forhold? Det var vel ikke helt løgn, at hun havde tænkt det næsten som det første de havde mødt hinanden. ,,Not yet", svarede hun med et skævt lille smil og tog ikke blikket fra ham. Ærligtalt så havde hun faktisk ikke haft meget interesse for det modsatte køn. I en alder på 21 år og eksistens på knap 100 år var hun stadigvæk jomfru, og hvem kunne, eller retter sagt; hvem ville prale med det? Hun var ikke flov over det, nej bestemt ikke, men hun gik heller ikke rundt og sagde det højt til alle. Det skulle være den rette, den eneste ene . Uhyggeligt nok, havde det været tæt på at ske, og ikke for så lang tid siden endda, men det var blevet stoppet før det overhovedet var begyndt og dagen i dag var hun taknemmelig for det. ,,How about you? Have you found the one and only?" Spurgte hun  lettere nysgerrigt og lagde samtidigt hovedet en smule på skrå. Hun frygtede svaret, og det undrede hende ikke hvis han havde, for Zachary var trods alt ikke kun flot udenpå, nej personlighedsmæssigt virkede han… fantastisk.

Flere gange måtte Ashley forsøge at kvæle et grin da Zachary begyndte at posere foran hendes fantasikamera. Dog havde hun overraskende intet problem i at forestille ham som en model; han havde både ansigtet og kroppen til det - men det skulle så ikke være i farverige kjoler som hun havde nævnt. Fantasikameraet blev derefter lagt væk og indenfor sekunder var hun oppe ved hans side. Heldigvis var han ikke blevet skræmt væk ved hendes ærlige ord om hun intet havde han kunne tage på, ikke at hun havde troet det, men man kunne aldrig vide.

Hun havde stoppet nogle skridt efter han var stoppet, skævet sig over skulderen og kikket på ham. Det havde været tydeligt at se at han havde betragtet hendes hus og dette havde selvfølgelig fået hende til at smile en smule større for nogle sekunder. Ingen udover Ashley og hendes familie vidste huset lå der. ,,I must admit..." Startede hun dæmpet, som de nåede hen til trappen og derfra begyndte at bevæge sig op af trinene ,,...You're the first I've ever shown my home to.." De nåede døren, og imellem tiden havde hun fundet nøglen i den lille skuldertaske. Sekunder efter drejede hun nøglen om og døren blev låst og lukket op. ,,Make yourself at home", sagde sagde, som de trådte indenfor. Hendes hjem var rent, stilfuldt men ikke overdrevent moderne. Hun var uden tvivl faldet for den rå og kantede stil, ligesom naturen, og ikke kolde og runde som byen.
Som Zachary kunne kikke rundt, bevægede Ashley sig hen til det der var badeværelset. Planen var at finde to håndklæder, hvor derefter deres våde tøj kunne blive smidt i tørretumbleren. Og som hun forsvandt ind i badeværelset, kunne hun ikke lade være med at tænke på hvad der ville ske nu.

De rosende ord, fik en let rødmen til at sprede sig på sine kinder, og han sendte hende et let smil, for at vise at han var taknemlig for at hun sagde det om ham. Han havde i lang tid ikke selv troet på, at han var specielt godhjertet. Mest af alt fordi han havde dræbt mennesker i krigen - så det betød meget for ham, at andre så ham som en god person. En lille lettelse skyllede indover ham, idet han fik af vide at hun ikke havde en kæreste – ellers kunne deres svømmetur i søen iført undertøj godt være på grænsen til forkert. ”No.. I’m not in a relationship with anyone” hvem kunne i grunden vide om, de havde mødt den eneste ene? Han havde troet at han for altid skulle leve med sin ekskæreste, indtil hun så faldt for en anden eller blot havde et behov for at være sammen med andre.. hvilket selvfølgelig også var acceptabelt i en ung alder. Han havde da også selv flirtet rundt med piger efterfølgende, men aldrig været i et seriøst forhold bortset fra den ene gang. Han var virkelig en romantiker på det punkt, men det var heller ikke just enhver pige som kunne skubbe benene væk under ham.  

Zachary var beæret over, at være den eneste som hun havde vist huset til. Det gav vel også mening, når man tænkte over at asparaer sjældent afslørede deres levesteder, og nogen endda slet ikke afslørede sig selv overfor andre end deres artsfæller. ”Thank you” han sendte hende et varmt smil, og vidste han ville have nemt ved at føle sig hjemme. Han følte sig konstant hjemme, når han så ind i Ashleys øjne eller blot var i hendes tilstedeværelse. Selvom de ikke havde været sammen i flere år, så følte han at han kendte hendes person godt. Han trådte ind over dørtærsklen, og blev straks overvældet med en dyb fascination. ”Your home is absolutely lovely” hendes hjem var rigtig smukt, fyldt med møbler der matchede overens med den rustikke og naturlige stil. Hendes træbord var især rigtig flot udført, og han kunne bestemt godt forstå hvorfor hun ikke havde et behov for at flytte ind til byen. ”I live in a little tin can compared to this” smilede han, og ønskede inderligt at han snart fik råd til at flytte ind i en ny lejlighed eller hus. Når vinteren snart kom, ville han atter skulle leve med at væggene ikke kunne holde kulden ude og at regnen ville sive ned igennem utætte huller i sit loft.
Han fulgte hende ind i huset, men blev stående i stuen, idet Ashley formentligt ville gå ind og klæde om, for derefter at vise Zachary hvad han kunne have på. Han dryppede en smule vand på gulvet fra sine shorts, men det meste af hans hud var blevet tør af den varme luft. Han gik over til en reol, for at betragte de bøger hun havde stående, samt et par fotografier. Dertil faldt han over et enkelt indrammet billede af to børn i en alder af 8-10 år, og den velkendte nostalgiske følelse ramte ham. Hvor havde han savnet at være i denne skov og tilbringe sine somre med Ashley.

Rødmede han? Lige meget hvad, så resulterede det i, at Zachary's reaktion på Ashleys ærlige ord, sendte en masse varme rundt i hendes krop. Det var så forfærdeligt, både på den gode, men også den dårlige måde, for Ashley følte ærligtalt at hun hele tiden fløj på den lyserøde sky, og så var hun konstant fokuseret på om hun sagde eller gjorde noget der bare ville få ham til at grine af hende på den forkerte måde eller væmmes ved hende. Det havde bare været lettere som barn.. Det havde bare være så meget lettere som… han var ikke i et forhold med en. Hendes tanker var blevet stoppet og hun havde kikket en smule overrasket på ham, med store blinkende øjne. ,,Really?" Var hun endda kommet til at sige dæmpet, dog mest for sig selv. ,,..Emh.." Hun rømmede sig, tog sig til halsen og prøvede at ligne en der havde fået noget galt i halsen og samtidigt slog hun blikket væk fra ham og så ligeud. Måske havde han ikke hørt hende.

,,Thanks", rødmede hun ved hans kompliment til huset. Mærkeligt nok havde hun været en smule nervøs for at vise sit hjem til ham, men det havde ikke været fordi han var den første besøgende, men derimod fordi det havde været ham. ,,A little tin can?" Gentog hun og kunne ikke helt lade være med at smile over udtrykket. Hun havde ikke forstand på lejlighederne i byen, hvad der var godt og hvad der var dårligt, men udfra hvad han sagde, så lød det knap så spændende, men alligevel ville hun da gerne se stedet. ,,Can I come and visit you one day? I would love to see your home."
Ashley var vel ude på badeværelset i nogle minutter før hun atter igen bevægede sig ud til Zachary, dog fandt hun ham ikke stående hvor hun havde efterladt ham, men et andet sted; han stod ved en reol, og ikke bare en tilfældig reol, men reolen hvor hun vidste et billede af dem som børn var der. Med et stort håndklæde i hver hånd, den ene blå og anden rød, bevægede hun sig over til ham og stoppede ved hans side, måske en smule tæt på. ,,..This was literally the best day ever…" Hun smilede en smule ved sine egne ord og tænkte tilbage på hvordan hun havde ''stjålet'' hendes mors engangskamera og derfra overtalt Zachary til at de skulle tage et billede sammen.  ,,And the worst day.. It was the last day we saw each other as kids.." Hun sank en lille lydløs klump og skævede samtidigt en smule væk fra billedet. Da billederne på engangskameraet var blevet fremkaldt, var hendes far blevet rasende og havde skældt hende ud, endda sagt at hun havde udsat hele hendes familie for fare. Derefter havde han krøllet billedet sammen, smidt det ud og sendt hende op på hendes værelse. Heldigvis havde hendes mor reddet det, været så sød at give hende det og de næste mange år havde hun sagt, at Zachary nok skulle vende tilbage, det handlede bare om tid. Og hendes mor havde ikke taget fejl.
Igen slog hun blikket op på ham og hun sendte ham et lille skævt smil, og håbede samtidigt ikke at hun havde ødelagt stemningen. ,,Here. You shouldn't get sick." Hun rakte ham det blå håndklæde.

Havde han virkelig lige hørt hende sige really? Et forvirret udtryk kom til syne på hans ansigt, men smilet var stadig fæstnet på hans mund. Han lagde godt mærke til, at hun nervøst prøvede at lade som om ordet aldrig kom udover hendes læber – men dette var naturen, og den var ganske enkelt stille, så han havde tydeligt hørt det. ”Are you surprised?” spurgte han, og vidste at hun nok i ligeså høj grad som han var eftertragtet for hunkønnet, nok også var eftertragtet for enhver mand. Hun havde en fantastisk personlighed og var umådelig smuk – andet ville ikke give mening for Zachary. Det smigrede ham dog, at hun havde tvivlet på at han ikke var i et forhold med nogen. Han tøvede vel med at springe ud i noget, der ikke føltes hundrede procent ægte og seriøst. Han vidste godt, at han var udødelig, og derfor var det heller ikke en ting som pressede på i hans liv. Han var sikker på at den eneste ene ville dukke op en skønne dag. Derudover var der altid den indre frygt for, at nogen kunne finde på at fjante rundt med andre, imens han var i et forhold med dem. Den oplevelse ville han nødigt genleve.

Han lagde hovedet på skrå, idet hun spurgte om hun måtte se hans hjem. Havde en blikdåse måske lydt hyggeligt i hendes ører? Han så overvejende på hende, og kom til den konklusion, at hun nok bare ville være høflig og interesserede sig for hans liv. ”I live in Logement, so you can imagine how bad it looks… but of course. You’re welcome anytime” han trak op i mundvigen, for at sende hende et smil. Det var ingen hemmelighed, at han hellere end gerne ville se hende en anden gang. Dette skulle bestemt ikke være deres sidste besøg hos hinanden.
Da hun kom tilbage, stod han med billedet i hænderne og mindede sig selv tilbage på deres sidste dag sammen. De havde klatret i træer, badet i søen med flere udspring fra deres gynge og det var den eneste dag hvor de havde haft et kamera til at dokumentere deres tid sammen. Men dengang var den slags heller ikke så udbredt, så han var udelukkende glad for at hun havde noget bevaret fra den tid.
Hendes ord skar i stilheden og afbrød hans tankestrøm. ”I know” erklærede han sig enig, og stillede forsigtigt billedet på sin plads. Hvis bare han havde haft et billede af hende, var han sikker på at han stadig ville have det i sin besiddelse den dag i dag. Da hun atter åbnede munden, vendte han tilbage til virkeligheden og så ned på håndklædet i hendes hånd. ”Thanks” han tog imod det, og måtte også indrømme at det var blevet en smule koldt stadig at være iført de våde shorts. Han så hende ind i øjnene, som for at aflæse hvorfor hun ikke allerede var klædt om.. dette havde i hvert fald været hans første intuition. Men måske ville hun tage et varmt bad – han kunne ikke ligefrem komme med et godt gæt ud fra hendes blik. Hun forventede vel, at tage imod hans våde tøj, så det kunne komme ud at tørre. Derfor tøvede han heller ikke med at smide de våde shorts med den ene hånd, mens den anden hånd holdt det store håndklæde for sit underliv. Kort efter trak han også sine boksershorts af, for derefter at række begge dele til hende. Efterfølgende foldede han håndklædet ud, og bandt det rundt om sit liv. Han ville normaltvist hjælpe, men kendte trods alt ikke hendes hjem, så han valgte at blive i stuen.

For pokker da også! Han havde hørt hende, klart og tydeligt, og nu skulle hun redde sig ud af den. Ikke at det var så svært igen, nej hun skulle jo bare være ærlig, men der var vel stadigvæk et eller andet skræmmende over at skulle indrømme at hun fandt ham attraktiv - og bare fordi hun fandt ham attraktiv, betød jo ikke at andre piger gjorde, men det overraskede hende nu alligevel hvis en af hunkønsvæsnet ikke gjorde. ,,Maybe… a little bit?" Indrømmede hun. ,,I mean.. Look at you? All grown up and big muscles and all that, a cute smile and you're funny..." Hun stoppede mundtøjet. Det havde nok nærmere været nemmere at remse de ting op hun ikke kunne lide ved ham, for så havde det været stille. Det var da heller ikke fordi hun havde troet, at han kendte alle kvinder i byen, på både en og den anden måde, nej nok nærmere at han havde en del beundrer. Men hun var blevet lettet, lettet over at han ikke var i et fast forhold; ikke nok med at de havde fjollet rundt i søen, så havde hun også allerede haft alverdens tanker omkring ham, hvilket hun bestemt ikke ville havde haft det godt med, hvis han havde været i et forhold.

,,Umh.. Not really. I'm not very family with that area", afslørede hun med et dæmpet lille og ikke mindst flovt grin. Hun tilbragte jo ikke overdrevent megen tid i byen, og når hun endelig var der, så var det på skolen, på biblioteket, på arbejdet eller en sjælden gang i byens boghandler. ,,But if it's that bad, you are more than welcome to come and stay around for a while?" Sagde hun lige det? Ja.. Og hun mente det. Der var trods alt plads nok, ja han kunne endda få sit eget værelse og kontor hvis han havde brug for sådan et. Det var dog først bagefter, at hun tænkte over, at det måske var en smule et overdrevent tilbud. ,,Or if you need some space from the city and work - nevertheless, you are always welcome." Skyndte hun sig at tilføre.

Det var savnede stunder, og ikke blot for Ashley, men også Zachary, hvilket de begge sikkert var klar over. Sekunder efter tog han håndklædet og de delte ganske kort et blik. Hun kunne snildt havde nået at skifte ude på badeværelset, men ærligtalt så havde hun tænkt på alt muligt andet, heriblandt at han skulle ud af det våde tøj først så han ikke blev syg - også selvom chancerne for at han blev syg nok var minimale. Som han begyndte at trække sine shorts af, vendte hun sig hurtigt om og gav ham noget privatliv. Hun rødmede. Der gik noget tid og ganske forsigtigt skævede hun sig over skulderen og til hendes held, eller uheld, det var vel hvordan man så på det, så var han færdig. Det våde tøj tog hun og uden egentligt at skænke ham et rigtigt blik, netop fordi hun var SÅ varm og dermed også rød i hovedet, skyndte hun sig hurtigt ud på badeværelset. ,,Be right back", nåede hun dog lige at sige, inden døren blev lukket bag hende.
Et lydløst suk lød fra hendes læber, som hun langsomt klædte sig af. Hvad skulle hun dog stille op med sig selv? What a I'm gonna do with myself? tænkte hun, som hun smed tøjet ind i tørretumbleren. Håndklædet viklede hun derefter om kroppen, men idet hun skulle til at tage fat i dørhåndtaget, tænkte hun at et hurtigt bad måske ville hjælpe? Nej, hun tog fat, trak ned og bevægede sig ud, men blev efterfølgende stående op langs døren. ,,You know what?" Sagde hun og sendte ham et frisk smil. ,,Why don't we take a new picture?" Forslog hun. Hun havde et gammelt, men funktionsdygtigt polaroid kamera liggende et sted, og det tog slet ikke så dårlige billeder igen.

Naturligvis havde hendes spørgsmål, betydet at hun var overrasket, men det kom alligevel bag på ham at hun begyndte at remse alle grundene op. Det var uundgåeligt for ham, ikke at rødme endnu mere og et bredt smil plantede sig samtidig på hans læber. Det var meget uvant for ham at høre en kvinde komplimentere ham, og kunne ikke lade vær med at tænke på, hvad det betød for hendes følelser omkring ham. ”Well.. I’m quite surprised that you’re single yourself” indrømmede han, men vidste godt at der kunne være mange grunde involveret. Han tvivlede dog på, at det havde været hendes skyld, hvis et forhold ikke fungerede. Han var sikker på at det var fordi manden fuckede op, for han kunne ikke forestille sig hende som andet. ”You’re beautiful, intelligent, funny and down to earth... You’re the the kind of girl who will give a guy so much more than just the physical stuff” havde han virkelig sagt alt dette højt? Hendes ordvalg omkring ham, havde fået ham til at tænke på hende som kæreste, og derfra havde han ligeledes sagt sine tanker højt overfor hende. Hans mave begyndte atter at krympe sig sammen, og en dæmpet nervøs latter forlod hans mund. Det var vel ikke for meget? Han ville bestemt ikke skræmme hende væk, nu når de ikke havde set hinanden i flere år.

Det var udelukkende godt, at hun ikke kendte til området, for det var også det sidste sted han ønskede at hun var. ”It’s the poorest neighborhood in Terre” forklarede han, for at give hende et bedre billede. Efter sin beskæftigelse i politiet havde han midlerne til at flytte ud i en lejlighed, men han havde besluttet sig for at vente til at han kunne flytte ud i hus. Det havde taget sin tid overhovedet at spare penge op til sin bil, eftersom han kom til jorden med absolut ingenting. Det eneste han havde fået fremskaffet fra sit menneskeliv, var et militærportræt af ham selv.. det var nok også grunden til at billedet med Ashley havde vakt så meget interesse. Hendes tilbud var overraskende, og han håbede ikke det kun var tilbudt i medlidenhed. De grønne øjne så ind i hendes, men der kunne var så mange grunde bag, at han ikke kunne gætte sig til andre end at hun forsøgte at være hjælpsom. ”How much would I have to pay in rent?” spurgte han, da det virkede mest naturligt – såfremt hun havde ment, at han skulle flytte permanent ind. Selskab var klart at foretrække, og han havde virkelig savnet at bo sammen med nogen – men han ville bestemt ikke presse på. Han havde trods alt levet med stanken, kulden og det utætte hus i en del tid nu. Derfor var det mindste han kunne gøre, at betale hende for at have ham boende.

Idet hun atter forsvandt ud i badeværelset, begav Zachary sig ud i køkkenet, for at skænke sig selv et glas vand. Efter sin løbetur og efterfølgende tur i søen var han blevet godt tørstig. Han drak det kolde vand rimelig hurtigt, hvorefter han hørte Ashleys stemme fra gangen. Han stillede glasset på bordet, for at følge efter stemmen. En elektrisk impuls bredte sig ud i hans krop, af at se hende iført et håndklæde. Det var svært for ham ikke at være fuldstændig distraheret ved synet af hende, og han var slet ikke koncentreret nok til at høre alle hendes ord, men nåede at tage sig sammen til at høre ordene new picture. Han prøvede at fortrænge de overvældende følelser, og bad til at de ville tage sig sammen. ”Sure. What did you have in mind?” såfremt han kunne gætte sig til, havde hun spurgt om de skulle tage et nyt billede sammen. Det lød som en god idé, men han vidste trods alt ikke om hun havde noget bestemt i tankerne. Skulle det tages udenfor, som fotografiet af dem som børn? Lige nu stod de jo praktisk talt nøgne, med undtagelse af et håndklæde der var viklet rundt omkring dem.

Det var ikke fordi at stemningen var akavet, men der var alligevel et eller andet over den som der gjorde, at både Ashley og Zachary fik varme og røde kinder. Måske var det den indirekte måde, de begge afslørede hvad de mente om hinanden? Han havde selv været overrasket over at hun var single, havde han indrømmet og derefter havde han, som hende selv, remset nogle ord op og dette havde fået hjertet til at hamre hurtigere, fået varmen til at stige hende til hovedet, gjort rødmen endnu mere tydelig og selvfølgelig var et lille genert pigesmil dukket op på hendes læber. Hun var ikke god til komplimenter, og ikke ment på den måde at hun ikke kunne tage imod dem, men ment på den måde at hun aldrig vidste hvad hun skulle sige bagefter. ,,You're so sweet.. Do you even know that?" Havde hun spurgt dæmpet og samtidigt skævet op på ham, og det havde været umuligt for hende at tage øjnene væk fra hans flotte grønne og ikke mindst behagelige øjne.

,,Oh… Oh" Hun havde ikke helt vidst hvordan hun skulle reagere på hans direkte ord, som ellers ret hurtigt gav et ikke så spændende billede i hovedet af et meget ubehageligt og ikke mindst uhyggeligt kvarter. Men hun dømte ham ikke, overhovedet ikke, for der var nok en eller anden grund for at han boede netop i det område - dog udelukkede hun ret hurtigt, at det var fordi at han kunne lide det. Men hun ville da stadigvæk gerne se hans lejlighed; ringe eller ej, så var hun trods alt meget nysgerrig på at se hvordan hendes barndomsven boede.
Hendes hjerte endnu sprang et slag over, da han spurgte hvor meget han skulle betale i leje. Hun havde ikke joket, nej hun havde faktisk ment det, men hun havde selvfølgelig været bange for at havde skræmt ham væk eller noget i den dur ved at tilbyde ham det hun netop hun havde gjort. ,,You wouldn't have to pay..", havde hun svaret i en dæmpet, måske endda lidt genert stemme, for tænk hvis det faktisk gik hen og blev en realitet at have ham boende. ,,.. I mean; I live here free. Your presence would be more than enough." Hun sendte ham et lille smil, og lagde samtidigt hovedet en smule på skrå for at betragte ham. Selskab ville være dejligt, og det blev da kun bedre hvis det endte med at være Zachary som flyttede ind. Bare tank af det, gjorde hende helt varm i kroppen.  

Han afviste ikke og dette fik Ashley til at sende endnu et af hendes tandpasta smil. Faktisk, allerede ved hans sure, havde det fået hende til at forlade pladsen op af badeværelses døren og vandre rundt i hjemmet for at lede efter det kamera. Hvor havde hun lagt det? Hun vidste jo hun havde det, men i og med at hun ikke brugte det specielt tit, så var det lige med at huske hvor hun havde lagt det sidst det havde været i hendes hænder. ,,Well it doesn't have to be something big or special...-" forklarede hun forsat i sin søgning. ,,-...The idea were that…-" Hun blev lige kort fokuseret, som hun kikkede i et skab, dog uden held. ,,…- that we could take as many as we would like to; weird, funny, adorable or what ever we feel for, and at the end of the day we would laugh at them and if you wanted to… you could get some." Ashley elskede idéen, specielt fordi det gjorde at dagen sent ville blive glemt, ja faktisk aldrig - men det krævede selvfølgelig bare at det dumme kamera dukkede op. Hun stoppede sin søgning og endte med at stå og se ganske tænkende ud. Hvor pokker var det? Ah! Hendes øjne lyste som hun kom i tanke om det, og hurtigt, men let og elegant, drejede hun om på hælen og gik over til naboreolen hvor de faktisk havde stået for lidt tid siden. Hun stillede sig på tæer og ivrigt forsøgte hun at nå en fin lille kasse som var på en af de øverste hylder. Hun var ikke lav og havde faktisk sjældent problemer med at nå ting der stod højt oppe, men netop denne reol, som hendes far havde bygget, var selvfølgelig det højere og gjorde at hun ikke kunne nå de sidste tre hyler. Og på nuværende tidspunkt handlede det om ikke at lave for mange mærkelige bevægelser, for ellers så ville håndklædet nok falde til jorden.

Hvorfor var han pludselig så nervøs omkring hende? Den forlegne følelse var meget uvant for ham og det var længe siden, han havde haft det på den måde. Han havde aldrig været andet end afslappet og tilpas i hendes selskab, men nu havde deres samtale vendt op og ned på hans følelser. Det var dog ikke på den dårlige måde, så meget fortalte hans krop da ham. Han følte sig igen som en teenager, der netop havde taget sig sammen til at tale med sit crush. Normalt ville det ikke gøre det største indtryk, at kalde Zachary sød, men ifølge hans hjerne var der intet bedre hun kunne have sagt til ham. Han vidste godt, at han var sød – måske for sød nogen gange, idet det ikke var alle som behandlede ham ligeså godt til gengæld. Ashley var dog en af de personer, som rent faktisk fortjente Zacharys godhed og ikke ville udnytte den. ”And you’re a sweet girl, Ashley” et ærligt smil voksede på hans læber, som for at sige at hun var mindst ligeså sød. Det var trods alt hende som havde startet med at komplimentere ham.

Måske var det hendes forældres hus, hun havde arvet.. eller også spillede hendes eksistens ind, for dette var bestemt et hus der ville tage lang tid at tilbagebetale. ”That’s very kind of you.. but there must be something I can give you?” spurgte han, og lagde hovedet en smule på skrå med en spørgende mine. Han tøvede ikke med at flytte ind hos hende, men det lå ikke i hans natur, at tage imod gratis ting. Hvis hun virkelig insisterede på en indflytning uden husleje, måtte han finde på en anden måde at tilbagebetale hende. Jo mere han lærte hende at kende, var han sikker på at han nok skulle finde ud af en ting hun ønskede sig eller andet som han kunne forære hende i gave som tak. Tanken om at flytte ind hos hende, overvældede ham med en uforklarlig glæde – de havde altid haft det sjovt sammen, så der kunne udelukkende komme lykkelige minder af at flytte ind med hende. På samme tid ville det være utrolig rart, at komme væk fra sit faldefærdige hus i Logement, og de klamme typer som vandrede rundt på gaderne.

Han lyttede interesseret til hendes forklaring og var bestemt ikke bleg for at tage en masse forskellige billeder. Det havde trods alt været sjovt at gøre det dengang som elleveårige, og han havde aldrig været genert omkring hende. Hvis man da så bort fra deres korte gåtur mod træhuset. ”I’d love that” han trådte nærmere på hende, som hun gik hen til en reol for at lede efter sit kamera. Han syntes det ville være en fantastisk idé, at tage flere billeder af hans liv i fremtiden.. men lige meget hvor mange oplevelser og arrangementer han tog til, var han umådelig dårlig til at huske at tage billeder af det. Derudover havde han heller ikke rigtig noget kamera, udover det der var indbygget i hans telefon. Da Ashley gik over til den anden reol, betragtede han for et kort øjeblik hendes forsørg på at nå en kasse. Han gik over til hende, og kunne ikke undgå at berøre hendes ryg en smule med sin brystkasse, af den grund tog han også blidt fat i hendes hofte, for derefter at række den anden hånd op til kassen som han fik ned til hende. Han fandt hurtigt kameraet blandt andre småting, hvorefter han stillede kassen ned. ”Great.. Show me your best pose” smilede han og trak en smule væk fra hende, for at holde kameraet op til ansigtet. Så var han da i hvert fald sikker på, at få et billede af hende alene.