Never ending story - Zakaroff

Tid: 02.55
Sted: Skumle gader i den østlig del af Di Morga
Vejr: Køligt og overskyet, fuldmåne der titter frem nu og da mellem de tætte skyer.
Omgivelser: Fjerne stemmer af mennesker og larm. Ellers er der skummelt, mørkt, grim lugt og beskidte gader.
Påklædning: Outfit
Tag: @Zakaroff

Nok en dag var gået, og mørket var faldet over Di Morga. Natten havde været som den forgående, og for en kvinde i hendes branche, betød det arbejde til sent om natten. Nok var hendes titel ikke stripper, men hun arbejdet på en stripklub og dansede.. så det var mere eller mindre det samme bortset fra at hun aldrig smed tøjet helt.
Det havde været en lang og hård nat, og nu ville hun bare hjem og sove. Det betød dog først at hun skulle nå sikkert hjem, og det var ikke altid lige let når man boede i den skumle del af byen. Logement lå et stykke fra hendes arbejdsplads, og fordi det var dyrt at tage en taxa, gik hun. Hun samlede penge til en ny cykel eftersom den gamle var blevet stjålet, men det var altså ikke en let ting selvom det bare var en cykel. Kørekort havde hun ikke, og for at få sig et kørekort skulle man også være lovlydig borger, og ikke mindst have papir på at man eksisterede, og det havde hun ikke. Hendes ID var et falskt et, og der var ingen bevis på hendes eksistens foruden det falske navn hun brugte til at leje sig ind i den lille lejlighed. Ingen stillede spørgsmål i Logement, og lejeren var tilfreds så længe han fik sin betaling til tiden.

Anyway, natten havde været elendig. Mændene havde været ligeså klamme som sædvanligt, enkelte havde prøvede på at få mere end bare at kigge, og heldigvis havde udsmideren taget sig af dem. Oplevelsen var glemt hurtigt, hun havde oplevede værre.
Turen hjem gik hastigt, og lyden af hendes skridt var det eneste der brød stilheden, foruden den fjerne lyd af fulde mennesker der råbte, skreg, og lo mens de var på vej videre i nattelivet. Hun lagde armene overkors, og satte farten op for derefter at skyndte sig videre. Gaden blev gradvist mere og mere skummel. Hun kendte denne del af yen alt for godt, og undgik de steder hun vidste der ville være mennesker. Desværre ville skæbnen det anderledes, og pludselig var hun omgivet af fire mænd. De kredsede om hende, og havde tydeligvis planer med hende.

"Oh come on" mumlede hun opgivende. Det her var ikke første gang det skete, men det var ved at blive en dårlig vane. Skulle hun bare lade dem? Hun var tilbøjelig til bare at gøre det, for ærlig talt, hjalp det ikke en skid at kæmpe imod. "Well hello beautiful. You look like a good girl. What about you help four poor Guys out. We miss a woman in our lives such as you. Care to lighten our night up?" måske var det formuleret som et spørgsmål, men de vidste alle det ikke var tilfældet. "Not really, I would rather stab you" svarede hun ligeud. Hvad skulle der ske ved det? Det var ikke fordi de havde tænkt sig at lade hende være i fred alligevel. Mændene lo også, og kom nærmere. Hun så sig omkring, og endte med at tage chance og prøvede at løbe forbi dem. Det var tæt ved at mislykkedes, og netop som hun troede hun kom igennem, blev der spændt ben for hende, og hun faldt så lang hun var, og endte på næsen på den klamme jord. Luften blev slået ud af hende, og som om det ikke kunne blive værre, valgte den ene af idioterne lige at sparke hende så hårdt i siden, at armene gav efter og hun faldt sammen med et støn. De lo højt og underholdt, inden de skubbede hende om på ryggen. "Drag her in here.." lød en andens stemme og hentydede til en gyde, hvorfra de ville kunne få hygget sig så tosset de ville, uden at blive set eller afbrudt. Angelique hørte dem godt, og prøvede at sætte sig op, da hun pludselig blev grebet i det lange brune hår, og trukket bagud. Et skrig af smerte blev undertrykt, og hun forsøgte at gribe om den hånd der havde fat i hendes hår.

Ahhh hvilken herlig aften.... Endnu en veludført mission var klaret og som som mange gange før så valgte han at nyde en god gåtur. I denne del af byen var der ikke nogen der gjorde ham noget, hvilket nok også var det bedste. Han var klædt i praktisk sort tøj og sko, den sorte frakke og selvfølgelig bedemandshatten der nærmest var blevet hans uniform. Dette var der dog ikke så mange der kendte til da man som var død hvis man fik besøg af ham.

Der gik dog ikke længe inden hans rolige gåtur blev afbrudt af skrigene fra en ung kvinde og latteren fra 4 mænd ud fra hvad han kunne bedømme. Så han skyndte sig hurtigt der hen ganske lydløst og så dem slæbe hende ind i en gyde. Måske var hans aften slet ikke slut?

Den ene mand flåede lidt i hendes tøj imens han rev i sine bukser og sagde: "I go first! Hold her!"
Lige pludselig hørtes der et klir og den gadelygte der var nærmest gik i stykker så der blev endnu mere mørkt.
Mændede holdt stadig fast i hende men kiggede forvirrede rundt.
"What the hell?....."
Snart stod silhouetten af Zakaroff for enden af gyden og talte med en stemme der var kold som graven. "Four......."
Den ene rakte ud efter ham men tog sig til halsen og en linje af blod løb fra hans hals inden han faldt død om. Så kiggede skikkelsen på dem og man kunne ane røde øjne under hatten. "Three......."

Smerten hun oplevede i hovedbunden var ingenting i sammenligning med den smerte hun havde oplevet gennem sit liv, alligevel var det generende, og hun ønskede at det skulle stoppe, ikke at mændene havde planer om at følge nogle af hendes ønsker. Snart havde de trukket hende ind i gyden, og af naturlig årsager regnede hun sgu ikke med noget hjælp fra nogen som helst. Det her var sket alt for mange gange til at noget skulle være anderledes denne gang. I stedet for, irriteret det hende grænseløst at det nu skete igen, og selvom hun ikke var specielt troende, vendte hun blikket mod himlen og knurrede let. Gud havde en virkelig sjov humor, trampe på de folk der lå ned i forvejen, for hvad ellers kunne man kalde det her?!

Hendes hår blev sluppet, men mændene prøvede nu at få bukserne af hende. De var dog så stramme at det ikke var let, og for at forlænge pinslerne endte hun med at prøve at sparke ud efter den ene. Eller var det stædighed og trods? Under alle omstændigheder var det en tabt kamp, i hvert fald indtil noget skete. Lyset i nærheden gik ud, og alting blev mørkt. Hun holdt vejret i ren og skær frygt for hvad der nu ville ske. Pludselig dukkede en skikkelse op, og mændene var ligeså overrasket, men ikke mindre truende. Angelique regnede stadig ikke med megen hjælp, en fyr mod fire, hvad skulle han dog..?
- Tanken nåede hun end ikke at tænke til ende, da den kolde stemme lød og fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på hende. En person i nærheden af hende faldt på knæ, og derefter til jorden med halsen skåret op. Overrasket spærrede hun øjnene og så på det døde menneske der lå livløst knap en halvmeter fra hende, og stirrede på hende med de døde øjne. Mandens nedtælling fortsatte, og hun sank en klump. Hjertet slog hårdt i hendes bryst, det kongelige blod i hendes årer frøs til is, og hun turde knap trække vejret. To af fyrene prøvede at gå imod ham, den tredje tvang hende på benene og brugte hende som skjold. "Stay away or I kill her!" truede han. Angeliques blik der havde hvilet ved den døde fyr, blev omsider løftede op. Hendes egne øjne, der bar den specielle lilla farve, vendtes mod den fremmede redningsmand - eller hvad end han var - og hun spottede et sæt røde øjne. *Oh lord..* tænkte hun, det her ville ikke ende godt. En vampyr, det var hvad disse øjne tilhørte, og en morderisk en tydeligvis. Hun var formentlig stadig i fare..

Zakaroff lavede hvad der virkede til at være et smæld med hånden og den ene nåede at komme med et halvkvalt skrig inden han faldt død om med en kniv siddende i det ene øje. Igen lød den iskolde stemme fra den mystiske skikkelse: "Three......"
Den anden trak i panik en pistol men endte med at skrige af smerte da hånden med pistolen faldt af. Et splitsekund efter stak skikkelsen manden i halsen med en kniv. "Two......."

Den sidste mand holdt en kniv mod hendes hals og råbte rædselsslagent: "I swear! I will kill this bitch! Piss off you freak!"
Skikkelsen stoppede op og kiggede ildevarslende på dem med øjne der brændte af koldhjertet mord. Eller sådan virkede det.
"One........"
Så blev skikkelsen væk og manden kiggede bange rundt. "Where the fuck did he go?....."

Dog forsvandt følelsen af et iskoldt blik ikke. Tvært imod.....
Det var som om skikkelsen blev et med mørket. "I am right here....." Så havde manden lige pludselig Zakaroffs hånd ved sin hals. Zakaroffs negle var fyldt med en særdeles modbydelig gift der lammede sit offer så voldsomt at de ikke en gang kunne skrige.
Manden slap lige pludselig hendes hår og Zakaroffs stemme lød igen: "Look at her......"

Manden stod som lammet med små huller efter Zakaroffs negle. Dog tvang Zakaroff manden til at se på hende og man kunne se flere følelser i mandens tårefyldte øjne. Smerte, frygt og en viden om døden snart kom. "See what you have done to her..... She will be the very last thing you will see as the cold of the grave claims you..... Soon the venom will go to your brain.... A searing pain like flames.... The venom will be pumped into your vital organs... Paralyzing them with pain one by one..... After that... You will die.... Slowly..... And very painfully......"

Så slap Zakaroff ham og manden lå nu på jorden i nogle voldsomme krampetrækninger imens Zakaroff knælede ved hende. Hendes duft havde afsløret hende men han ville ikke sige noget. Manden døde ved nogle krampetrækninger der lod blod flyde fra hans mund inden han lå stille. Så kiggede Zakaroff på hende og sagde med et iskoldt smil: "Good evening Ms......." Hans hud var nærmest askegrå og de røde øjne hvilede på hende

En efter en, fældede han mændene, og i løbet af relativt kort tid, lå der lig omkring hende. Det ene drab mere brutalt end det næste, og da han nåede til manden der holdt hende, gjorde han noget hun aldrig havde oplevet før. Måden han håndteret manden var forvirrende, anderledes, fremmede, og uforklarlig for det blotte øje. Ikke desto mindre blev manden tvunget til at se mod hende, og hun så mod ham, så rædslen i hans blik som han indså at han snart ville lide en grusom død. Chokket i hendes egne øjne efterlod hende tavs som graven, og paralyseret. Hun blev sluppet, og bakkede væk mens hun så manden dø for øjnene af hende. Hun kunne ikke tage blikket fra ham.

Vampyren havde knælede ned ved det nu stille lig, og vendte nu de røde kolde øjne mod hende. Igen løb det hende koldt ned ad ryggen, og hun sank en klump. Hans smil, den askegrå hud og de røde øjne var en kombination fra en skrækfilm som man skulle lede længe efter. Han henvendte sig da også til hende, men hun var alt for skrækslagen til at kunne formulere et svar. De lilla øjne der var specielle selv for hendes race, skjulte ikke den frygt hun følte. Det tog hende adskillige sekunder, men omsider fik hun formuleret et svar "Are you going to kill me?" ville hun vide. Han kunne da sagtens være en af de typer der nød at slå ihjel, og tænkte at hun ville være en fin afslutning på natten. Hun turde ikke tænke gode ting om ham, alt for ofte var hun blevet skuffet.

Da hun endelig fik fremstammet et svar, blev han også helt sikker på hvem hun egentlig var. På en måde havde han lyst til at sige det lige ud men det ville jo ikke være sjovt. I stedet valgt han at give hende små hints i sin måde at tale på. Han gik langsomt hen mod hende og rakte hånden ned mod hende for at hjælpe hende op imens han sagde ildevarslende og alligevel lokkende:
"If you were meant to die by my hand, you would already be dead your Grace......"

En ting han havde kaldt hende sidst de mødtes. Han var blevet forsøgt hyret af hendes familie for at fjerne en rival men de nægtede at betale ham hvad det kostede. Så hendes ene onkel led en mystisk død ingen nogensinde kunne forklare. Kort rakte han i en lomme og lagde et enkelt kronblad fra en sort rose på den døde mands kind. Den samme slags rosenblad der var fundet ved hendes onkel. Men den onkel var nu heller ikke et egentlig tab.

Så kiggede Zakaroff på hende med de mystiske røde øjne og ventede på om hun ville have hjælp til at komme op

Hans respons, og handlingerne fik det omsider til at dæmre, og hun så chokeret på ham, mere end hun i forvejen havde gjort. Det var så lang tid siden, mange år efterhånden, at det næsten var glemt. Han.. genkendte hende dog alligevel? Hun havde været så meget yngre, så anderledes ud, men visse ting var vidst ikke til at ændre. "It is you.." ja hvem ellers skulle det være! Manden havde dog ret, ønskede han hende død, ville hun ikke sidde der og være forskræmt længere, hun ville være død for længst.

Mordet på hendes onkel havde været en advarsel om at man ikke skulle narre denne mand. Man kunne roligt sige hun intet havde haft med det at gøre, allerede dengang, havde hun været familiens sorte får, og man havde forsøgt at ignorer hende. Violette øjne eller ej, en elver med ildmagi var ikke anset. End ikke kongeligt blod kunne ændre på det.

Hun behøvede ikke hjælp til at rejse sig, klarede det selv. Livet havde lært hende at hun måtte klare sig selv, og rejse sig op fra et fald. Hun var langt fra perfekt, men noget så simpelt som at rejse sig op fra det kolde jord, var ikke så problematisk trods alt. Om end.. hendes ben skælvede og hun endnu rystede let. "Thank you for your help. You didn't have to do that.." huskede hun dog trods alt at takke ham. Han skulle jo helst ikke se sig sur på hende på grund af noget så dumt som manglende maner, ikke at hun troede det ville være tilfældet, men hun ville ikke risiker det hellere.

Han stod lidt afventende som hun rejste sig hvorefter han per refleks tog sin frakke af om lagde om hende. Hans øjne sagde nærmest det hele. Hun var stadig omtumlet af alt der lige var sket og det sidste hun havde brug for var kulde. Ganske vist havde han hørt historier om hendes evner men selv i denne del af byen ville det vække opsigt hvis man begyndte at kaste rundt med ild. Og så var en frakke en mere praktisk løsning.
"Yes it is me.....It has been quite a while Ms. Angelique..... And of course i had to help you.... I may be cruel and a cold monster in some peoples eyes..... But senseless violence helps no one...."

Så kiggede han rundt en gang og virkede næsten fraværende inden han endnu en gang lod de røde øjne hvile på hende.
"Would you allow me to walk you home?...... Or let the soon to be audience see this alley?....." Den gang havde han også passet på hende men i det skjulte så det ikke kunne sættes på ham. Selvfølgelig var det ikke alt han kunne stoppe men når han gjorde, resulterede det i et mord mere horribelt end det foregående

Pludselig hev han frakken af sig, og lagde den om hende. En omsorgsfuld og tilsyneladende uselvisk handling der virkelig kom bag på hende. Det havde hun ikke oplevet i evigheder, hun var som regel omgivet af verdens afskum, og mennesker der kun tænkte på sex, stoffer og alkohol. Hvis nogen var i tvivl, havde hun ramt bunden for længst, og lå og rodede dernede. Hun var ikke stolt af sig selv, men lod som ingenting. Ligegyldighed overfor tingene var den bedste løsning. "Oh, I don't mind it anymore.." svarede hun bare. Ærlig talt, var sanseløs vold en del af hendes hverdag efterhånden.

At han altid havde passet på hende, anede hun ikke. Manden var ikke et af Guds bedste børn, meget brutal og hans mord.. ja, hun forstod det ikke. At hun ikke stolede på ham - selvom han lige havde redede hendes liv - skyldtes at hun efterhånden havde en ide om hvordan verden var opbygget. Hvordan folk udnyttede hinanden for penge, og andre ydelser. Han havde lige reddet hendes liv, men hun var ikke mindre årvågen. "Do what ever you want, it is a free country" varede hun og begyndte at gå ud af gyden før folk ville dukke op og opdage ligene.

Han smilede ildevarslende men alligevel med en underlig dragende ro imens han gik med hende. "In a sense it is yes...... "
Som de kom frem til hvor hun boede og han fik sin frakke igen, kom endnu et smil der ville få blodet hos de fleste til at fryse til is.
Så rakte han et lille kort med en adresse på til hende og sagde: "I would love to have you come visit me..... I have a few things that belongs to you.... Come by my house.... Let's have a chat for old times sake..... And indulge me by dressing nicely..... Your grace......"
Så bukkede han meget ærbødigt for hende inden han forsvandt ud i natten endnu en gang.

Den efterfølgende morgen ville der ligge en besked på hendes telefonsvarer fra hendes chef:
"Angie?...... I.... You have the night off.... With full salary..... You deserve it....." I baggrunden ville man kunne høre hendes chef snøfte som om han var bange og han ømmede sig

Det ildevarslende smil fik hende til at synke en klump. Selvom tanken om døden ikke skræmte hende, så gjorde vejen til den derimod. Hun var sikker på at hvis Zakaroff først fik lyst til at myrde og udfolde sig på området, ville det blive smertefuldt og ulideligt. Hans dragende væsen kom dog i mellemtiden bag på hende, og skræmte hende ikke mindre. Hun måtte minde sig selv om at han jo var vampyr. Hun svarede ikke, slog blot blikket bort og lagde armene overkors i et forsøg på at beskytte sig selv. Så fulgtes de ellers ad hjem til hende, ikke at hun var særlig glad ved tanken om at han ville vide hvor hun boede, men hun kunne ikke stoppe ham hellere.

Ikke lang tid efter nåede de den faldefærdig bygning hun boede i, og hun standsede. Han skulle under ingen omstændigheder inviteres med indenfor.
Hun vendte sig mod ham, og overrakte ham frakken tilbage mens hun mumlede et tak - lidt maner havde hun da tilbage. Hans iskolde smil fik hende til at gyse, nakkehårene rejste sig. Hun forventede egentlig bare at han smuttede, det gjorde han i mellemtiden ikke. I stedet rakte han hende et kort, og hun tog imod det med et hævede bryn og så ned på det. Adressen, hvorfor ville han dog have hende til at besøge sig? Selvfølgelig var der bagtanker, det var der altid. Desuden, hvad havde han som tilhørte hende? Hun ønskede intet fra sit gamle liv! Men det behøvede han ikke vide. "I will think about it. Thank you once again for your help.." at fortælle ham det aldrig kom til at ske, var ikke måden at få ham til at gå, så det var bedst at gøre sådan her. Titlen han havde givet hende - og som var hendes medfødte titel - var ikke just et hun brød sig om eller som tilhørte hende længere. Men det vidste han nok ikke. I stedet forsvandt han ude i natten, og hun gik indenfor og lukkede døren.

Den nat sov hun ligeså elendigt som de forgående nætter, hun stod tidligt op, tog ud og løbe for at holde kroppen ved lige, var ned i træningsklubben for at øve sig på nye bevægelser og dansetrin, og sluttede af med at løbe hjem og tage sig et bad. Morgenmaden blev sprunget over, og frokosten blev til en salat. Først hen imod eftermiddagen tjekkede hun sin telefon, der var to mistede opkald, og fire SMS'er. Hun tjekkede SMS'erne, intet vigtigt, og opdagede dog at der lå en besked på telefonsvaren. Det skete ellers sjældent. Hun ringede op til svaren, og kort efter hørte hun lyden af sin chefs stemme i den anden ende af røret. Ordene, tonen, og baggrundslyden sagde det hele, og hun lagde på med en opgivende stønnen. Hvad havde blodsugeren dog gang i?! Hvorfor blandede han sig nu i hendes liv og job?! Det sidste hun havde brug for, var at miste sit arbejde, eller skulle lægge sin kontrakt om.

Den forgående nat havde hun besluttet ikke at besøge Zakaroff, men med denne handling, efterlod han hende intet valg. Pokker tage den vampyr! Han havde bagtanker, alle havde bagtanker når det omhandlede hende, hun måtte bare finde ud af hvad han ville med hende. Opgivende endte hun med at rejse sig op, lod tallerken og bestik stå i vasken og gik ind mod værelset. Klædeskabet var det eneste der var nyt og ikke faldefærdigt, og det var derhen hun gik. Hvad fanden skulle hun tage på! Han havde krævede hun skulle klæde sig pænt, men hvad var pænt i hans øjne? Noget sagde hende at hun ikke skulle vælge bukser. Hun forbandede den vampyr langt væk, mens hun kiggede sit skab igennem for muligheder. Det her ville kun gå galt!

Hun kiggede på telefonen, der var stadig nogle timer til mørket faldt på. Derfor brugte hun den næste stykke tid på at finde ud af hvordan hun billigst muligt kunne komme ud til den adresse. Det tog sin tid, men det lykkedes, at gå til en stationen og tage toget derfra for derefter at stå af og gå længe.. skulle hun nok komme ud til ham. Nok engang forbandede hun ham langt væk.
Da tiden var inde, skiftede hun tøj, valget var faldet på en sort kjole som var elegant og fin, om det havde været det her han havde ment, anede hun virkelig ikke, men hun skulle nok mærke folks blikke på sig hele vejen igennem. Håret blev sat i en simpel hestehale, og makeuppen så simpel, skoene sorte og med en høj hæl.

Så forlod hun sin lejlighed, og tog af sted mod hans .. hjem. Hvad hun kunne forvente sig, var ikke til at sige.

Inden Zakaroff havde vendt hjem, var han taget forbi hendes job hvorhan først diskret havde fået en ansats opmærksomhed. Derefter havde han lagt en sum penge for at få en personlig samtale med hendes chef. Hendes chef havde siddet på den anden side af sit skrivebord lidt arrogant og spurgt: "So what can i get you? Teens? Private dances?" Zakaroff havde set på ham med et farligt smil og sagt: "Something very special....."

Pludselig stod Zakaroff bag den nu rædselsslagne mand med en kniv der trykkede mod struben. "Tomorrow night you will give Angelique the night off.... The money i've left should be sufficient to cover her salary.... And if you do anything that will damage her situation.... Cut her work or anything of the sorts.... I will come back... And it will take you far more than a week to die...... Are we clear?....."
Hendes chef tissede i bukserne som han nikkede febrilsk men tavst hvorefter Zakaroff forsvandt.

Den efterfølgende aften havde Zakaroff dækket op med rolig belysning og en helt fantastisk vin. Selv havde han klædt sig i sorte pressefoldede bukser, bordeaux-rød skjorte og en sort tætsiddende vest. Selvfølgelig bar han pæne sorte sko. Hans lange sorte hår var sat i en perfekt hestehale.
Huset hun ville komme til var utrolig smukt i Victoriansk stil. Han stod klar til at modtage hende. "Good evening your Grace....."

Det var et smukt hus hun kom til. Noget af et chok, for hun havde forventede en hule af en art, noget skummelt. Stedet virkede dog fint, og hun lod gik op mod huset. Hun behøvede knap ringe på, før døren blev åbnet, nærmest som havde han ventede på hende. Nok engang blev hun overrasket over synet. Han så knap skræmmende ud, og mere tiltalende, formentlig fordi hun faktisk kunne se hans ansigt i bedre belysning end den forgående nat. "Good evening.." svarede hun blot og trådte indenfor. Frakken hun havde på over den sorte kjole trak hun af. Hun havde lyst til at gå lige til sagen, men lagde bånd på sig selv og så blot afventende på ham.

Huset hun kom ind i var fuldt ud lige så smukt som det ydre. Stilen var victoriansk med et subtilt touch af noget gotisk. Væggene var i en meget behagelig rød og de forskellige steder med træ og udskæringer var lavet i mørkt træ. Der var ganske vist tændt for lyset men samtidig lunede det fra den flotte og rustikke pejs i den ene ende af stuen. Hvor hun stod ville hun kunne se ud i et køkken der var lige som resten, samt en dør der stod på klem til hvad der bedst beskrives som et kontor. Så var der en trappe der førte ovenpå samt hvad der nok var en kælderdør med en kraftig lås på.

Han gik hen til vinen og spurgte ildevarslende roligt:
"Care for a glass?"

Hun så sig omkring i huset, og fulgte med ganske forsigtigt. Af naturlig årsager steg pulsen, hun var på ukendt terræn, som kunne blive farlig ret så hurtigt. Der var smukt, men det mørke træ og de røde farver gjorde et smukt på en dyster måde. Egentlig passede det fint til ham.
Hendes blik gled mod pejsen, og synet af ilden fik hende til at vende blikket væk. hun hadede ild, og selvom det kunne bruges som forsvar hvis han prøvede på noget, så ville hun hellere dø end tage sin forbandede evne i brug.
Snart kastede hun et blik rundt igen, bemærkede køkkenet, og derefter døren der stod på klem. En trappe førte ovenover, og en dør med lås på blev noteret. Sikkert en kælder.. måske en fangekælder? Formentlig. Hun sanke en klump, og kvalte et gys ved lyden af hans stemme. De violette øjne endte på ham, "I doubt I have any choice.." svarede hun lige ud, med mod hun faktisk ikke ejede. Med den tone, tvivlede hun der var noget valg, hun var trådt ind i djævlens hule.. nu måtte hun så bare se hvad udfaldet ville blive.

Han grinede ganske stille inden han åbnede flasken og hældte op til dem hvorefter han gik hen til hende og rakte hende det ene glas. For at vise der ikke var noget med vinen, skålede han og tog selv første tår. Hun ville sikkert ikke se på det sådan men det var stadig sådan ment.
Så betragtede han hende lidt inden han koldt og lokkende sagde:
"I must say you amaze me your Grace.... That you chose to come... And you still have impeccable taste....." Et eller andet sted vidste han godt at hun ikke ville kaldes det, men samtidig var han selv stålfast på hvem han var og han havde ikke endnu fået lov til at bruge hendes fornavn. Så det blev stadig med titel.

It is equally a surprise to meet you in a city like this"

Ganske som forventede var det ikke et spørgsmål, og han skænkede et glas til hver af dem. At han selv tog en tår, betød intet, mon ikke han ville være immun overfor hvad end gift han kunne finde på at putte vinen? På den anden side, hun tvivlede på at det var gift, måske noget der ville larme hendes nerver eller bedøve hendes sanser, og måske bare almindelig vin. Havde han ønskede at slå hende ihjel, havde han vel gjort det den forgående nat?

Hun tog dog modvilligt imod glasset, og så ned mod det. Snart blev det løftede, og hun duftede til indholdet. Det virkede til at være almindelig vin, en god en af slagsen også. "Stop calling me that, I am not a royal anymore. You know my now, use it.." svarede hun bare i stedet for. Ærlig talt, ville hun bare glemme sin familie, og kunne hun gøre noget ved sit blod og afstamning, havde hun også gjort det.

"I ended here, and got a life to live. Could you please just let me be, and don't try to kill my boss. I need my job.." ærlig talt, anede hun ikke hvad hun skulle stille op med hele den her situation.

Med en kort og kold latter tog han endnu en tår af sin vin og så indgående på hende.
"You should be well aware that i would use your title untill otherwise was granted... You were removed before i could get to you back then..... But very well Angelique...."

Han sukkede en gang og rystede på hovedet inden han så på hende med intense grønlige øjne. De var jo kun røde når han var på jagt.
"If i wanted your boss dead, he wouldnt be breathing.... But i made him see at this with a new and much needed set of eyes.... As long as he comply..... He will live..... As to leaving you be....."

Zakaroff gik hen og fandt en gammelt udseende skriftrulle fra en skuffe og lagde foran hende.
Seglet der på var af elvisk afstamning men ikke hendes familie. Han så på hende med alvor i blikket. "Read it....."
På skriftrullen stod der: "Zakaroff Dumitrejsko. Keep her Grace safe, protect her. Keep her safe until she is in a situation where danger no longer lurks...." Igen signeret med det specielle segl.

Han så på hende med et smil og en glød man ikke helt vidste hvad man skulle gøre med. "I never back down from an assignment....
I accepted that one...."

Hans svar gik hende på nerverne, hvad skulle det nu betyde? "Before you could get to me? What were you, my guardian angel?" svarede hun med et fnys og et strammere greb om sit glas.
Fortsættelsen var jo ikke chokerende, for ja, havde han ønskede manden død, ville hendes chef være død for længst. Hvor var han dog belastende, som om hendes liv ikke var kompliceret nok i forvejen. Pausen i hans sætning fik hende dog til at betragte ham, for hvad skulle det her nu betyde. En skriftrulle blev stillede foran hende. Seglet var elvisk, men ikke et hun genkendte, synet fik hende til at rynke brynene. Hun satte vinglasset ned, og tog det op for derefter at folde det ud og læse de få ord der var blevet nedfældet.

Hun sank en klump, og løftede blikket mod ham igen. "Who was this from?" ville hun vide. "Who gave it to you?" hun måtte vide hvem blandt lyselverne der rent faktisk havde nosserne til at gå imod hendes faders ordre. Kongen var ikke til at spøge med, og hun var godt nok kun den yngste i en stor børneflok, men folk frygtede hendes fader alligevel. "And why would you still do it? I mean, what do you get?" han havde vel fået sin betaling så hvorfor blive ved?

"Guardian Angel no...... More like lethal shadow...... Everyone that tried to stop me, died.... Even your fathers advisor.... He couldnt even scream.... Hard to cast spells without your hands or tongue...."

Så lod han hende læse hvad der stod på skriftrullen i tavshed inden han tog en tår vin mere. "I do not know his name.... He was old even for elves.... Covering his left index finger was a ring shaped like a Raven... Made from pure silver...."
Zakaroff sukkede en gang og tog en underlig tablet med tyk rød væske i inden han forklarede:

"My mission is ongoing until you can live a life free of danger... The one that gave me the mission also saved me from your fathers wrath.... I take my missions and vows very seriously.... But tell me.... If i am such a horrid creature... Why decide to visit me? Let alone dress so nicely?"

Hun blegnede ved hans svar, hvad i alverden var det lige han sagde?! Om det var tanken om det han havde gjort ved hendes faders rådgiver, eller tanken om at faderens rådgiver havde været ude efter hende der var værst, var hun ikke sikker på. Det hele var bare... forfærdeligt! "You killed Dusan?!" udbrød hun, manden .. hun havde kendt ham hele livet, han havde været som .. ja som en far for hende! Hun kunne ikke tro han ville gøre hende fortræd. På den anden side, hendes egen familie havde gjort det, så hvorfor ikke også ham!

Hun genkendte ikke beskrivelsen af den ældre elver han omtalte, ringen han nævnte, sagde hende egentlig ikke særlig meget selvom det måske burde. Hun tog sig frustreret til panden, og gned sig i den ene tinding.

Så forklarede han sin mission for hende, og hans afslutning, fik hende til at skule ad ham og smide skriftrullen. "Because I want you out my live, and I don't want you to kill people around me! Can't you just leave me be?! I don't want your help, beside.. if this is really a deal you have had for years, then you suck at it! I have been living in hell my entire life!" gav hun ham hårdt igen, velvidende at hendes ord kunne provokere ham, men hun var i øjeblikket ligeglad.

Det røde i hans øjne blussede op og lige pludselig stod han foran hende med hans hånd om hendes hals. Neglene var vendt mod hans hals og selvom de ikke gik gennem hendes hud så herskede der ingen tvivl om hvad der ville ske hvis hun lavede bare en forkert bevægelse.
"Yes i killed him.... Slowly..... Painfully...... If you feel so sorry for yourself instead of actually owning who you are.... Then you should know what things i have done to find you.... How many who have drawn their last breath with fear in their eyes.... All because they may have heard something about where you went.... "

Stille strammede han sit greb om hendes hals så hun ikke var et sekund i tvivl om det var dødsens alvor. "I will leave you be.... But make no mistake.... I will fulfill my task as given.... I have never abandoned my mission.... And i wont start now.... If keeping you safe means killing or torture.... It will happen... I remembered your smile when you first saw death by my hand...."

Så slap han hende og stillede sig hen til døren med kogende røde øjne. "There is the door..... Either we can find a middle ground....
Or you will soon know that i never abandon a mission before it's end.... Angelique...."

Og så skete det. Hun havde et øjeblik glemt at hun stod overfor denne morder, og havde troede hun kunne slippe godt af sted med at tale sådan. Faktisk var ordene sagt i frustration, og det kom hun til at mærke for nu. Hans greb om hendes hals, hans øjne der havde antaget den røde farve, og hans truende ord. Men.. så slog han fast, at han havde slået folk ihjel for at finde hende. "And what now?! You want to kill me?! Then do it! Come ON!" hvæssede hun af ham. Hvad fanden gik der dog af hende, hun havde ikke just lyst til at dø, han skulle bare lade hende være i fred! Det var igen frustrationen der talte.

Hans greb strammedes, og det blev svært at trække vejret. "A lot have changed.." tvang hun ud gennem læberne, og så slap han hende og gik hen mod døren, og imens tvang hun luft ned i lungerne. Hun tog sig til halsen, og gned kort det område han havde haft fat i. Hun greb sin frakke, og gik hen mod døren. "Just leave me, please.." hviskede hun lavmælt, bedende.

"Indeed it has..... Alot has changed indeed....."

Så kiggede han efter hende med blodrøde øjne der dog var ved at aftage lidt så de efterhånden blev mere grønne igen.
"You never answered my question.... Why come to visit me if i am so horrible?"
Som hun kom hen mod døren, kiggede han ned så hun slap for at se ham i øjnene. Det var tydeligt at hun ikke ville have det og han var jo en mand der anerkendte manerer. Dog valgte de sjældent den løsning.

"If that is your wish... You will not see me again.... But know this.... My mission is still going.... I wont stop... Because i can't.....
I will be right here if you should decide to talk.... A common ground can be found...."

"Because I .. I don't know Zakaroff. I thougth you will harm my boss, or come after me if I didn't. I had no intention of pissing you off. I knwo how you work, I know how dangerous you are, and I am living my life in danger already. I am tired of it.." hun var faldet til ro, men tonen var opgivende og træt. At han havde slået blikket ned, opdagede hun skam, og hun så heller ikke mod ham.

Hun sukkede, hans svar sagde jo tydeligt at det her ikke ville få en ende bare fordi hun bad ham lade hende være i fred. Hun var stille i noget tid, tvivlede på hvad fanden hun skulle gøre. "Fine, let's talk!" svarede hun af mangel på bedre. Så vandt han, fik det som han ville, hvad i alverden skulle de dog snakke om? Hun havde tydeligvis ikke en skid at skulle have sagt alligevel.