I can't do this - Zakaroff

En hovedpine, en voldsom en af slagsen ramte hende som det første da hun kom tilbage til bevidsthed. Hvor længe hun egentlig havde været væk, var ikke til at sige. Forvirret glippede hun med øjnene, en dyb rynke var mellem hendes bryn, og hun havde ondt i arme, ben og ryg. Enes ene kind brændte, og hendes hoved var ved at sprænges! Hun prøvede at løfte den ene hånd, uden held, og det gik langsomt op for hende, at hun sad på noget hårdt... en stol. Træt og omtumlet løftede hun hovedet, og så ned over sig. Ganske rigtigt, sad hun fastspændt til en stol. Hænderne var bundet på ryggen, benene bundet til stolen også, og hun kunne ikke rigtigt rykke sig. Hendes første reaktion var naturligvis at prøve at komme fri, men det blev hurtigt klart at det var umuligt. Skridt ved siden af hende fik hende omsider til at se op, og hendes violette øjne endte på en høj, bredskuldret skikkelse der var klædt i sort. "She is awake.." sagde han koldt. Hun så fra manden og hen mod en anden der stod bøjede hen over bordet. "Just make sure she doesn't scream.." svarede den anden. Forvirret så hun fra den ene mand til den anden, og opdagede skikkelsen der lå fastspændt til bordet. Sarahs søn, det barn på knap seks år som hun passede når hans mor arbejdet om natten, lå og græd på bordet.

"What the hell are you doing!" udbrød hun og forsøgte at kæmpe sig fri, uden held. "Shut it bitch, or we kill him..it will soon be your turn" svarede den ene af dem. Hvad snakkede de dog om! Hun fattede ingenting! What the fuck do you mean! Stop it! Don't you dare touching him! I swear to God I will kill you!" råbte hun. Liam, som drengen hed, begyndte at græde utrøsteligt. "Wonderful! Make her stop, she is ruining it!" hvæssede den anden idiot. En lussing endte med at ramme hendes kind og slå hendes ansigt til den ene side. Hun bed tænderne hårdt sammen, og spyttede noget blod ud. Blikket endte mod bordet, og hun opdagede nu skalpelen der var i mandens hånd. "No no no.. please don't! Come on.. i will do anything! Please don't hurt him.. please! I beg of you.." tiggede hun videre. Ærlig talt, hvad valg havde hun. Hun kæmpede stadig for at komme fri. "Easy now, we just want his kidney..maybe both of them" lo den ene. Frustrationen voksede. "Please don't do it. Take mine.. please.." hun mente det faktisk. "Please, I .. I will do anything.." gentog hun desperat. Det var noget af et syn, og det blev kun værre.. synet var dog ikke det værste, det var lyden af barnet første skrig som hans sarte bløde hud blev brudt af skalpelen. "No no no! NO! Liam! Oh God please.." råbte hun desperat. Tårerne pressede sig på, hvad fanden skulle hun gøre?! Hvordan kunne hun forhindre det her, hvad i alverden kunne hun stille op. Manden ved siden af hende lo. Hendes blik var fikseret på bordet, og så.. dukkede hans navn op. Zakaroff.. men hvordan fanden skulle hun tilkalde ham?! Endnu et smerteskrig lød fra barnet, og det fik tårerne til at flyde over og strømme ned af hendes snavsede kinder "Zakaroff, if you hear me.. please.. help.." hun troede aldrig i sit liv at hun ville komme til at tilkalde ham, og da slet ikke så kort tid efter at hun havde mødt og svoret det aldrig ville ske. Endnu et skrig fulgte, og desperationen endte i et smerteskrig fra hende "ZAKAROFF..!!!!"

Lige i samme sekund som hun råbte hans navn så højt, hørtes en meget svag hvislen og manden der stod med skalpellen smed den fra sig og tog sig til hånden.
"For fucks sake! Something stung me!"
En iskold stemme lød igennem det store rum og lyset gik så der kun var en pære tilbage der lyste.
"Touching that child is the last thing you will ever do...... Touching her and the child was your death sentence...."

Zakaroff havde ødelagt belysningen så barnet ikke kunne se så meget af det der kom til at ske. Han ville også handle hurtigt for at begrænse yderligere belastning på barnet og hende. Manden der havde holdt skalpellen, famlede efter et eller andet men nåede intet før Zakaroff var over ham og der hørtes en voldsom knækkende lyd. Hovedet vendte den anden vej og manden sank livløst sammen.
Den sidste mand pegede på ham med en pistol og skød efter Zakaroff men ramte kun mørket.
Zakaroff kom frem bag manden der ikke kunne sige noget fordi en stille kniv allerede havde skåret halsen over.

Efter den sidste af de to mænd faldt sammen, skyndte Zakaroff og skære hende fri hvorefter han sagde alvorligt: "Keep the child calm.... He is losing alot of blood and i need to stitch the wounds together..... But we have no sedatives so do whatever you can to keep him calm.... We must act now!"
Selvom det nok var mest minded på mere effektiv tortur så var Zakaroff jo egentlig uddannet læge.

Lyden af en hvislen, efterfulgt af den ene mands ord og lyset der var gået ud, fik næsten hjertet i hendes bryst til at gå i stå et lille øjeblik. Hun kunne slet ikke tro det havde virkede, men det havde det jo tydeligvis. Havde hun på noget tidspunkt været i tvivl om hvem det var, blev den tvivl elimineret ved lyden af hans iskolde stemme der brød stilheden. Den tydelig trussel, og den klare besked om hvad der nu ville ske med de to mænd. Det blev alt sammen skubbede ud af hovedet, mændene også, og hun fokuseret i stedet for på Liam som græd og stønnede af smerte mens han begyndte at kalde efter sin mor. Hun kunne slet ikke bære det, og hjertet bristede ved lyden af hans gråd. Endnu en gang kæmpede hun for at komme fri, forgæves. Hun var blevet bundet ret så effektivt, så hendes kamp var forgæves, og efterlod hende kun sår om håndledende. ”Liam, pumpkin.. everything will be fine. Shhh…” forsøgte hun at trøste med en stemme der dog skælvede, hun kunne ikke styre det.

Pludselig var vampyren henne hos hende, og skar hende fri. Hun kom vaklende på benene, brynene rynkede ved hans ord. At han var læge vidste hun af gode grunde ikke. Han havde dog lige reddet dem begge, så hun troede ikke han ville være en trussel for nogen af dem, desuden… hvad valg havde hun egentlig?! Netop derfor endte hun med at nikke, og skyndte sig hen til barnet. Han var også bundet, og det var måske en god ide at lade ham blive det indtil han var blevet syet sammen. Hun bøjede sig ind over ham, og strøg hans kind med slet skjult bekymring. Han blødte en del, og synet af hans blod skræmte hende fra vid og sans, så hun fokuseret på hans ansigt i stedet for. ”Everything will be fine Liam..” sagde hun blidt og beroligende, trods den skælvende tone. ”My friend is going to help you. You have been so strong, now.. you have to do one last thing for me..” fortsatte hun så blidt hun kunne. “Try to be strong once again. You can do it, and I am here right? We will do this together” barnet nikkede mens han græd, mumlede at han gerne ville hjem, og hun tyssede og beroligede ham så godt hun kunne.

Meget hurtigt fandt Zakaroff et par nåle frem fra sin frakke og pakkede ud inden han lagde dem i perfekt orden inden han hurtigt kiggede sig omkring. Da han ikke kunne finde noget tråd, rev han et stykke af sin trøje og trevlede det op.
Da tråden var kommet på nålen, stak Zakaroff sig i hånden med den og forklarede hende:
"The pain venom in my system will numb in such small doses. It wont hurt as much on him this way.... Now hold him still...."

Zakaroff fik hende til det da en vampyr med røde øjne nok ikke var det der ville få Liam til at falde til ro.
Liam kiggede op på hende og snøftede: "He is scary...... I want to go home Angie...."
Den lille dreng gav et højt klynk fra sig men med hendes hjælp kunne han ligge stille nok til Zakaroff kunne sy.

Zakaroff sagde ikke et ord og arbejdede meget metodisk og professionelt og præcist.
Ham der havde skalpellen havde ingen anelse om hvad man skulle gøre åbenbart. Zakaroff havde beholdt bedemandshatten på så Liam ikke behøvede at se hans ansigt.
Stingene blev meget små så arrene også ville blive meget små.

Zakaroff gjorde det færdigt meget hurtigt og vendte sig om for at tørre sine hænder af for blod.
"I have done what i can.... But he has lost a lot of blood.... He will need a transfusion"

Hun så mod ham, og sank en klump men nikkede blot ved forklaringen. Hun .. måtte stole på ham, hvad andet kunne hun gøre?! Desuden, han kom da hun kaldte, så.. han ville vel næppe gøre noget der ville vække hendes mistillid, eller hvad? Hun skubbede det alt sammen væk, og fokuseret på knægten der klynkede - med god grund! "I know, my dear. We will go home soon..." lovede hun. Hun håbede - og bad til - at knægten ville overleve, Gud hvor ville hun gå ned med flaget hvis der skete ham noget. Hendes egne tårer var standset tidligere, men som Zakaroff atter gik i gang, og barnet græd, kunne hun ikke holde sine tårer tilbage mens hun stadig snakkede beroligende og kærligt til ham. Hvad andet kunne hun gøre.

Det føltes som en evighed, før vampyren omsider var færdig. desværre var drengen ikke besvimede, det ville have gjort tingene så meget lettere for alle. "Then we have to get to an hospital..." svarede hun omgående. Hun kunne ikke just bare give ham sit eget blod, det var jo ikke fysisk muligt, ikke så vidt hun vidste. Hun løsnede drengens reb, og selvom han var stor, løftede hun ham op i sine arme og ventede ikke på svar fra manden før hun gik mod døren.

Han vendte sig om mod hende som hun stod med drengen men stadig med sænket ansigt så drengen ikke ville blive yderligere bange.
Så sagde Zakaroff med en stemme der var alvorlig men samtidig mærkbart rolig.
"His wounds have been stitched up so there is a very high risk that it will take some time before they will take him in. Bring him to my house.... I have the needed items to give him a transfusion.....
I can sedate him so he wont feel pain while undergoing the treatment.... I know you do not see a reason to trust me... But it is your best option...."

Hun løftede blikekt mod ham, mens barnet i hendes favn smågræd. Hun måtte hanke op i sit greb om ham, men endte med at nikke modvilligt. Hun havde - som han så flot sagde - ikke et andet valg, så hun gjorde som han sagde. Med et dybt suk, sank hun en klump, og fugtede læberne med tungespidsen. "Fine, if he die.. I.. I will kill you.." måske ikke det klogeste at sige taget situationen i betragtning og det faktum at han var udødelig vampyr der var mindst tusind gange stærkere end hende, og at han lige havde hjulpet hende, men hun var slet ikke rationel, og så fik den ellers hele armen. I stedet for trådte hun ud af huset, skærmet barnet mod kulden med sin krop - ikke at det var så meget hun kunne gøre - og så sig omkring efter transportmuligheder. De måtte vel tage en taxa, der var ikke andet at gøre.

"I am already dead.... I will do the best i can...."
Så tog han sin frakke af og lagde rundt om dem hvorefter han søgte i lommerne på de to lig indtil han fandt bilnøgler. Derefter skyndte han sig ud og åbnede den eneste bil der holdte der ude hvilket heldigvis også var bilen nøglerne passede til.
"Get in......"

Så ventede han til Angelique havde sat sig ind med drengen hvorefter han selv satte sig ind og kørte så hurtigt som muligt uden det ville vække mistanke. "Keep him warm"
Det var det eneste Zakaroff sagde under køreturen. Han parkerede på en nærliggende parkeringsplads og skyndte sig sammen med dem op til døren. Så låste han dem ind og trådte til side.
"Put him on the couch while i get the things needed"

Hans svar fik hende til at sende ham et køligt blik. Skulle de nu til at diskuter det der?! Ja, selvfølgelig vidste hun at han var død, men derfor behøvede han ikke understrege det! hun kunne stadig slå ham ihjel så han aldrig løftede en finger igen. At det så var kommet til hendes – og Liams – fordel denne gang, var vel heldigt. De to kidnappere havde fortjent at dø. Hun valgte ikke at svare, lod ham lægge sin jakke om dem, og accepteret det fordi Liam havde behov for varmen. Snart var han væk, men kun for en kort bemærkning. Da han vendte tilbage, var det med nøgler til en bil, og hun skyndte sig med ud uden et ord. At holde barnet varm var hun godt klar over, og hun satte sig bare inde i passagersædet uden et ord.

Køreturen hjem til vampyren varede ikke en evighed, men trods mørket, syntes hun at Liam var langt blegere end Zakaroff, og manden var trods alt mere død end levende. Han holdt bilen an, og hun forlod den og skyndte sig inde i huset. Som anvist, lagde hun Liam på sofaen, men da hun skulle til at rejse sig, tog han stønnene hendes hånd, og hun forblev siddende på knæ hos ham. ”Everything will …” hun blev afbrudt da et syn ramte hende, det varede godt nok kun et øjeblik, og så forsvandt det. ”.. fine..” afsluttede hun og sank en klump. Barnet så på hende med et sløret blik, og hun strøg hans kind og kyssede blidt hans lille hånd. ”Hold on, Liam. Please..” tiggede hun. Han sagde ikke særlig meget, men lå bare og så på hende med matte øjne. ”Zakaroff! Hurry ..” råbte hun ud til manden.

Han havde låst op og gået ned i kælderen hvor han kort havde taget lidt af Liams blod på sine hænder for at finde den rigtige blodtyde. Da han så hørte hende råbe efter hende, skyndte han sig at tage tingene og stod ved siden af på et splitsekund. Hurtigt rev han en lampeskærm af og brugte lampen som holder for den pose blod hvorefter han meget hurtigt lokaliserede Liams blodåre og fik ham koblet op til posen. Ved siden af hang Zakaroff en pose med noget væske og satte det så til den anden arm hvorefter han fandt et lille mørkt glas og en kanyle.

Under det hele, sagde Zakaroff ikke et ord men arbejdede som om han aldrig havde lavet andet. Hurtigt fik drengen en sprøjte med gullig væske hvorefter drengen langsomt lod til at falde i søvn. Hans vejrtrækning blev stabil og Zakaroff rejste sig.
"The fluids will help the blood reaching his entire system... The syringe was a vitamin solution to stabilize his body from going into shock...."
Så kiggede Zakaroff væk imens han pakkede tingene væk uden at sige et ord. Nogle af tingene lod han dog blive hvis de skulle blive nødvendige

Han dukkede op, og hun rykkede sig for at lade ham arbejde uden at stå i vejen. Hvorfor han kunne alt dette, og hvor effektiv han var af en morder at være, tænkte hun slet ikke over lige nu, lige nu skulle han bare gøre noget ved drengen. Nok havde hendes syn ikke fortalt hende at han ville dø lige nu og her, men det hun havde set ikke var ikke godt, og var nok til at skræmme hende.
I løbet af de næste minutter, fik Zakaroff lullet drengen i en søvn påvirket af de stoffer han havde proppet i ham. "Alright, I.." hun sank en klump, og anede egentlig ikke hvad hun skulle sige. "When can I take him home?" endte hun med at spørge af mangel på bedre. Hans mor havde arbejde lige nu, men det her ville blive en svær omgang at skulle forklare, for ikke at tale om hvor traumatiseret barnet måtte være.

En normal person ville måske have forventet en tak eller lignende for at have gjort det for drengen. Men Zakaroff havde ikke nogen illusion om hvordan verden så på ham og hun var heller ikke nogen undtagelse.
Ved hendes spørgsmål, knælede Zakaroff ved drengen og mærkede efter hans puls.
"If he is kept steady..... You can take him home when the sun rises..... The sedatives he got are rather powerful so i can't ensure that he will remember this day.... Time will tell on that point...."

Så betragtede han hende som han rejste sig og spurgte: "I can treat your wounds and bruises too.... Not that i expect that you would accept the offer... But nevertheless i can...."

Han knælede ved Liam igen, og hun betragtede ham mens drengen blev undersøgt. "I hope he wouldn't he will be scared for life.." svarede hun lavmælt. Hun havde måske ikke takket ham, det skulle dog nok komme.. før eller siden. Lige nu havde hun bare så meget om ørerne. Hvordan fanden skulle hun forklare det her for barnets mor. Det ene øjeblik havde de gjort sig klar til at gå i seng, det næste var de endt her! "His mother would want to see and be with him.." Zakaroff var formentlig ikke så glad for gæster, og det var blot et af mange problemer der kørte rundt i hendes hoved.
Som hendes egne sår blev nævnt, så hun ned over sig selv. Hun havde end ikke opdaget det. "Thank you, but I am fine" svarede hun bare.

Zakaroff kiggede ned på drengen og undersøgte endnu en gang for at sikre sig der ikke var noget. Lige så meget for at give hende en eller anden form for ro. Hvorfor vidste han ikke lige. Hun var kun kommet til ham fordi hun ikke havde andet valg.
"The child will be fine... Of what the mother will say, i cannot help you... But i can help you in another way.... You can tell her to come here to see the child... I will of course vanish or as you see fit... I am a certified doctor.... But that choice is yours...."

Et eller andet bød ham at hjælpe hende med situationen de stod i, hvorfor vidste han ikke lige helt. Måske var det på grund af deres fortid eller også var det på grund af et tilskadekomment barn. Grunden var egentlig også ligemeget

Hans svar var beroligende, det hele faktisk. Det gav en forklaring på hvorfor han faktisk havde kunnet håndter det her, han var uddannet læge. Se det havde hun alligevel ikke gættet. Bøddel var nok mere hans ting, men man kunne vel blive overrasket.
At han forsøgte at berolige hende var sødt, og hun var da betydeligt mere rolig end før. "I don't know, I will talk to her, and well.. I am sure she would want to speak to you about her sons condition.." det ville være mest naturligt trods alt.

Zakaroff nikkede til hende og skubbede en lænestol hen så hun kunne blive siddende ved Liam.
"I will change attire to something more fitting.... She will be welcome here and i will explain the whole situation to her in a way so she will not blame you in any way.... And not in the manner i usually do.... And until she gets here i can offer you something to eat... You are weakened by the beatings too.... There is no sense in you suffering more than you have to....."

Han havde aldrig sagt det direkte til nogen, men han havde en softspot for børn. De var uskyldige og havde ingen indflydelse på hvad der skete i verden omkring dem. Det var også derfor han sagde ja til at beskytte hende den gang. Og hun havde heller ikke set på ham som et monster den gang

Han overraskede hende ved at være så betænksom og opmærksom. Det havde han ikke behøvede, men han gjorde det alligevel. Hun fattede stadig ikke hvorfor han gjorde sig disse anstrengelser, men det gjorde han altså. Hun satte sig ned på den stol han tilbød hende, og opdagede hun stadig havde hans jakke om sig. Det gjorde hende faktisk intet, for hun trak den snart af sig for i stedet at lægge den hen over Liam som sikkert var kold efter blodtabet. Drengen sov trygt, men var stadig bleg. Hun sank en klump inden hun omsider så mod Zakaroff. "Thank you, but I am not hungry, just tired. Maybe some water or the like?" svarede hun. "Oh.. and Zakaroff? Thank you. I can never repay you for this" tilføjede hun oprigtigt.

Zakaroff skulle lige til at vende sig om efter noget at drikke til hende da hun så pludselig takkede ham oprigtigt. Det var en mærkelig følelse indeni. Egentlig en god følelse men alligevel vidste han ikke hvordan han lige skulle tolke det.
"There is nothing to repay Angelique.... You are both safe.... That is all that matters...."

Snart kom han tilbage med en flaske kildevand og en skål med stykker af mørk chokolade. "I know you aren't hungry.... But take a little of these.... It will help your blood circulation....."
Efter at have sat tingene på bordet ved hende, fandt han et mørkerødt tæppe frem og lagde ved hende.

Hun så mod ham ved det svar han gav hende, og sank en klump men nikkede. "If you say so" svarede hun og slog blikket ned mod barnet. Mere kunne hun ikke gøre ved det, og hun håbede bare at hendes rå om hjælp ikke ville ende med at bide hende i røven.

Han dukkede op igen kort tid efter med vand og chokolade som han satte ned ved siden af hende. Hun tog vandflasken, og betragtede tæppet han satte ned. "Thank you once again" svarede hun lavmælt. Hun drak fra flasken og trak tæppet op over sig. Hun frøs, en del faktisk.

Som hun endnu en gang takkede ham, smilede han stille og nikkede en gang. Måske var det rent faktisk muligt at få anerkendelse for andet end brutale mord? Egentlig ikke noget han nogensinde havde overvejet.
Han var jo meget stolt af sit arbejde og når det kom til mord, så var der aldrig et mål der havde sluppet fra ham.
Og alligevel tillod han sig selv og smile som hun takkede. Da hun havde tæppet omkring sig, gav han hendes skulder et forsigtigt klem og sagde:
"I am glad that i got there in time..... You're welcome Angelique....."
Så tændte han roligt for radiatoren og spurgte: "Do you want something warm to drink?"

Hvor meget hendes tak betød for ham, anede hun ag gode grunde ikke. Hun mærkede hans hånd mod sin skulder, og det blev til et let klem. "No, I am good.." svarede hun og kom i tanke om at hun egentlig ikke havde sin telefon på sig. "Could you tell me what time it is?" Hun måtte jo have fat i Lena og forklare hende situationen. Liams mor ville få fri fra arbejde ved firetiden, men hvad klokken var lige nu, anede hun end ikke selv.

Han nikkede som tegn på det var i orden hun ikke ville have noget hvorefter han fandt sit lommeur frem og kiggede på klokken.
"It is 03:30.....When will his mother be here? If you know of course..
Just so i can be prepared"
Han ville jo sørge for at have noget tøj på der lignede lidt mere en læge. Lige nu havde han jo stadig en form for arbejdstøj på. Det var jo praktisk sort tøj til snigmord. Nok ikke det bedste at virke som læge med

Som han fortalte hende hvad klokken egentlig var, blev det mere tydeligt hvorfor hun følte sig så udmattet. "She is done at the Club about 4, and I need to call her and tell her what happened.. my phone was left back home. Do you have one I can borrow?" spurgte hun, de der tjenester, de voksede. Ærlig talt forstod hun ikke en skid af hvad der foregik! Hvorfor havde det været hende og Liam det her var gået ud over? Hvordan var de brudt ind i hendes lejlighed? Hvad var der sket over de timer hvor hun havde været bevidstløs. Først nu, tog hun sig faktisk tid til at se ned over sig selv. Okay, hun forstod bedre hvorfor Zakaroff havde spurgt om han skulle tage sig af hende.

Han nikkede stille inden han pegede over på skrivebordet. "Press 0 before the number..... Go right ahead..... I will just go change...."
Så gik han ovenpå imens han prøvede at finde ud af de forskellige signaler der kom fra hende. Først så hun ham som en pestilens der helst skulle ud af hendes liv og nu var situationen en ganske anden. Han rystede tanken af sig og skiftede til et par simple sorte pyjamasbukser og en hvid t-shirt med et lægesymbol omkring hvor hjertet ville sidde.

Derefter gik han stille ned til hende da han ikke ville larme hvis hun snakkede i telefon

"Alright" svarede hun blot, og mens han smuttede af sted, lagde hun flasken fra sig, og rejste sig op. Derpå trykkede hun 0, og venindens nummer. Naturligvis tog hun den ikke, men hun efterlod en besked på telefonsvaren. "Hi Lena, can you come to this adress when you are done?" begyndte hun og fortalte adressen. "Both Liam and I are fine, but.. something happened. I will be waiting for you, be careful" så lagde hun på igen, og satte sig på stolen igen ved siden af det sovende barn. Hun rakte ud, og strøg hans kind. Han hverken var kold eller svedte så det var vel et godt tegn, det så bare ud som om han sov. Hun trak tæppet tættere om sig, og gemte ansigtet i sine hænder i en stund, prøvede virkelig at bevare roen og ikke bryde sammen.
En lille lyd fik hende til at flytte hænderne og løfte blikket, Zakaroff var tilbage, så mindre skræmmende ud og mere.. lægeagtigt.