Never ending story - Zakaroff

Så vendte han sit blik op igen og denne gang havde hans øjne en meget beroligende blå farve. Roligt gik han hen til bordet og trak en stol ud til hende.
"It pleases me that you chose that path..... It may not seem that way... But i have no intention of angering you either... Not because of your power.... But because how weird it may seem... I can actually feel other things than pleasure by pain... I saw some of the things that happened to you.... And if i could stop them, i would....."

Så gik han ud i køkkenet og kom tilbage igen med en skål druer og kirsebær samt en lille skål med mørk chokolade.
Stille blev de sat inden han ventede med at sætte sig til hun også havde sat sig.
"My mission is to guard you until you can have a life free of danger... But my mission is not to be a nuisance.... And i am not unreasonable.... My mission is still the same... But my wishes are also... I made a promise to my w...."

Der stoppede han sig selv da hvad end han var ved at sige lod til at påvirke ham voldsomt. Men han gjorde hvad han kunne for at holde facaden

Hun løftede blikket mod ham, og han så mod hende, hans øjne nu i en blå farve, men trods dens beroligende natur, følte hun sig bare.. forkert. Hun fulgte med som han gik hen til bordet, og lagde frakken over stoleryggen, og satte sig ned på den med et suk. "Why? Everyone else didn't care, why do you?" hvor meget vidste han egentlig om hende, hvor meget vidste han om hendes evner, og når han omtalte hendes evne, mente han vel den af dem der var skyld i at hun var hvor hun var. Ildmagien hun bar rundt på af en uforklarlig grund.

Han gik ud i køkkenet, og vendte snart tilbage med frugt og chokolade. Så satte han, og hun fik da en forklaring, indtil han brat afbrød sin sætning da han havde været tæt på at sige noget der tydeligvis påvirket ham. "To your wife..?" fuldførte hun sætningen for ham. Hun anede ikke om han var gift, eller ej, men hun gættede sig frem til det sidste ord. Hvad var det med det løfte, og hvad havde det med hende at gøre?

Han nikkede stille og måtte samle sig imens man svagt kunne se den røde farve boble frem i hans øjne endnu en gang.
"Yes.... She was a maid at your fathers court around 180 years ago.... Elena... Hair black as the Ravens feathers.... Eyes like the sea....
A heart much more kind than any other.... I made a promise to her that i would keep our family safe... I never got the chance... She was raped and beaten to death by your fathers guards.... I took a good long while to kill them!......"

Så kiggede han op på hende men det var tydeligt at vreden i var rettet mod hende. "I always take my work seriously.... But when it comes to protecting.... I take it in much higher regard..... The one mission i failed.... Cost my wife her life"

Hans øjne skiftede farve igen, men som han fortalte sin historie, var hun endnu engang i chok. Hvad var det dog han sagde?! Han talte om noget der var sket dengang hun havde været ikke mere end fem år, hun huskede det slet ikke. Huskede ikke den kvinde han omtalte, navnet sagde hende måske noget, men det var også der det stoppede. "I am so sorry, I.." ja nok sagde han at han havde slået dem ihjel, men det virkede ikke til at han havde fundet ro alligevel. Hvad kunne hun dog sige som kunne hjælpe eller lindre den smerte han sikkert følte. "But.. what has this to do with me? How are you protecting your Family by all this.." svarede hun spørgende og tydeligvis endnu mere forvirret.

Hans vrede var snart rettet mod hende, og hun sank en klump mens pulsen steg. Hvad skete der lige her?! "So you are doing this because you are protecting someone else?" hvad andet kunne det dog være, eller også var han bare forvirret.

Han rystede på hovedet og lukkede kort øjnene for at samle sig inden han igen så op på hende. Der var dog en fremtvungen ro over hans blik nu.
"I am.... It pleases me that you see the pain.... I have no family left... She was all the familly i had..... And you had nothing to do with what happened back then...."

Han tog sig ganske kort til hovedet inden han så på hende med et bestemt men roligt blik og forklarede:
"I am doing this because i failed to protect her... And protecting you is the only time i have gotten a mission to protect one.... And i will not fail again"

Nuvel, hendes faders soldater havde været skyld i at han mistede den eneste familie han ejede. Hvor forfærdeligt! Heldigvis havde han dog straffede dem, nikke at det ændrede på hvad der var sket. At hun så intet havde med sagen at gøre var klart, hun havde ikke været andet end barn.

"But, you should hate me. My father and his men is the reason why you lost your only family..shouldn't you use me to get to him?" svarede hun. Andet ville ikke give mening. Et eller andet sted, var hun stadig ret sikker på at han havde bagtanker med det her. Hvorfor skulle hun stole på ham? Folk havde det med at udnytte hende.

Igen rystede han en gang på hovedet og tog sig kort en tår vin inden han forklarede sig. Hendes spørgsmål og tankegang omkring det var jo egentlig forståeligt nok. De fleste ville nok hade hende for det såfremt de havde stået i samme situation. Og selvom de få der havde overlevet ham så ham som et koldhjertet monster, så så han rent faktisk tingene i et større billede end man skulle tro.

"Why should i direct my anger and wish of vengeance against you? You had no part in the actions towards my wifes death.... The guards that did it, are long dead... Your father simply just didnt care...."

Han svarede, og selvom det var logisk, var hun for mistroisk til at gå med på den. "So you are doing this because somene you don't know asked you to look out for me?" det gav ikke meget mening for hende. En dyb vejrtrækning blev det til, inden hun løftede vinglasset, og tømte det med et drag. "So.. you said you had something that belongs me. Was it the dokument you showed me, or is it something else?" endte hun med at spørge, greb vinflasken og hældte mere vin op til sig selv. Måske skulle hun bare drikke sig helt henne i hegnet og hoppe ud fra en høj bygning. Hun var virkelig ved at være træt af alting, og i øjeblikket var hendes humør helt nede, det vil sige, hun var endt i sit depressive hjørne hvor alting var gråt og ligegyldigt.

Han nåede at hælde et enkelt glad vin mere op til sig selv inden hun tog flasken hvorefter han rystede lidt på hovedet og sagde:
"No.... Whether you want it or not i cannot tell..... Let's see...."
Så gik han hen i samme skuffe og fandt en sort lille pose og lagde den så på bordet foran hende.
"Keep it or throw it away..... It is yours to do with what you want...." I posen lå der en kæde af det fineste hvidguld med et vedhæng der lignede en sol af noget klart ædelsten.
Vagten han havde dræbt den gang, havde også passet på Angelique. Det var på hans lig at han havde fundet halskæden

Han rystede på hovedet, og hans svar forvirrede hende. Så der var mere i det end som sådan, og det ville han ikke fortælle hende. Hun sukkede, fulgte ham med blikket, og tog endnu en tår af sit glas. Så satte han ellers den sorte pose foran hende, og hun rynkede brynene og åbnede det mens hun hørte hans ord. Synet af halskæden kom bag på hende. "This isn't mine, it belongs to my mother.." svarede hun. Det eneste hun var kommet af sted med hjemmefra, var hendes families segl i form af en ring. Alle i den royale familie fik en støbt i fødselsgave, og hun havde gemt sin godt hvorfor de ikke havde fundet den da de havde smidt hende ud. Hvorfor hun beholdt den, anede hun ikke, men det havde hun gjort, og hun havde fået den støbt om så den blev båret i en kæde hun kunne have rundt om halsen. Halskæden han nu vidste hende, hvidt guld.. hendes mor havde godt nok givet den videre til hende, men det var mange år siden, og uden at hendes fader vidste noget om det. Ja, hendes moder havde nok været den eneste i familien med en smule omsorg mod hende. "I don't want it.." svarede hun og lagde den tilbage i posen og skubbede posen væk. Selvfølgelig kunne den sælges, og dens værdi kunne bruge til så mange ting til at forbedre hendes liv, men nej.. det kunne hun ikke. Hun ville intet have at gøre med den familie.

Han nikkede i tavshed og pakkede posen væk igen da hun tydeligt ikke ønskede at se på den. Imens tænkte han tilbage på den gang hvor han havde mødt hendes mor. Hun var høflig og ærbødig, anerkendte endda hans evner. Men hendes mor havde aldrig brudt sig om Zakaroff da han jo trods alt var vampyr og tog stolthed i hans arbejde.
Det var selvfølgelig tilbage i en tid hvor man ofte hyrede snigmordere for at komme af med eventuelle konkurrenter specielt i politik. Det var netop det formål der i første omgang havde fået hendes far til at hidkalde Zakaroff. Noget man ellers kun gjorde når man virkelig ville af med nogen.

"Very well.... I can convert this into money in a couple of days time if you want that instead...."
Han satte sig tilbage på sin stol og kiggede på hende med et nærmest underligt blik. "As spoken before i cannot go back on my mission... But i will change the parameters in it if you so wish... I can vanish completely out of your life.... I know you do not want me in it.... Instead.... Keep my contract.... See it as a ticket for a mission of your choice... A kill.... A collection.... Use it as a ticket to make me do one thing for you.... When you want it of me.... How does that deal sound?"

Han samlede posen op, og fik det lagt væk. "Do with it as you want, I don't want it, I don't want to have anything to do with it" svarede hun bare afvisende. Hvor godt han kendte hendes moder, anede hun ikke, og det skulle hun nok heller ikke begynde at spørge ind til. Hun ville helst bare glemme hun havde den familie, og det var bedst hvis de ikke så hinanden igen. Altså ham og hende. Netop derfor vendte hun blikket mod ham ved hans forslag, og hun endte med at nikke. Det lød som en god ide, så var han ude af hendes liv. Hun ville nok aldrig tage kontrakten i brug, aldrig benytte sig af den tjeneste han sådan tilbød, men det behøvede han jo ikke at vide. "It is a deal.." svarede hun blot og sank en klump, inden hun rakte ud, og tog kontrakten inden hun rejste sig op. "Do you want anything else of me?" hvis der var mere, måtte han sige det nu.

En del af ham ønskede egentlig ikke at stoppe deres besøg men han havde heller ikke lyst til at tvinge hende. Nok var han ondsindet og brutal men der var heller ikke noget givtigt i meningsløs vold.
"I know perfectly well that you wont use it... Or at least not what you percieve now..... "
Så rejste han sig sammen med hende og gik hen mod døren. "I have never wanted anything from you.... I offered you the choice of a visit and i explained what i could show from the past.... But i wont keep you here, since you do not seem like keen on smalltalk...."

Han havde stadig tænkt sig at passe på hende i skyggerne når han ikke var på mission. Folk der var for meget efter hende eller skadede hende ville også forsvinde. Hendes chef var også stadig under ed. Men han ville sørge for hun ikke ville opdage ham

Han vidste intet om hende, hvor meget han end prøvede, og hun befandt sig et sted i sit liv, hvor hun bare ikke kunne rumme andre. Hun manglede tryghed, og hun kunne ikke stole på folk, ganske enkelt fordi hun i 185 år, var blevet mødt af svigt på svigt. Hun var trist, og virkelig nede, og nu måtte hun bare hjem og begrave sig i sin dyne hvor hun kunne græde meningsløst og uden at blive set af verden. Hun kunne lade den rolige ligegyldig facade hun til hver en tid satte op, smuldre, og bare være sig selv uden folks dømmende blikke.

"I know it isn't fair, but.. I have my reasons for not believing you" svarede hun som han understregede det aldrig havde været hans intention at afkræve hende noget. Ja, det sagde alle, og det havde hun hørt tusindvis af gange før. "Never the less, thank you for everything Zakaroff. Take care.." han havde trods alt ikke gjort hende fortræd, selvom muligheden havde været der for ham. Derpå trak hun frakken op, og trådte ud af døren for derefter at gå ud mod vejen, og sætte kursen hjemad. Det havde været mindre skrækkeligt end hun havde frygtede, og nu måtte hun bare hjem!

///OUT