I am really worried Doctor.... (Angelique Dümont)

Hun var ikke helt med, eller jo hun forstod jo hans ord og hvad han sagde, hvad hun ikke forstod var hvorfor han dog ville gøre sig det besvær. "There is plenty of women out there, I will just ending up hurting you.." Hun gav hm virkelig alverdens chancer for at bakke ud af det her, og det vil hun ved med i et stykke tid. Hun ville hellere se ham gå nu, end at se ham fortryde. Hun ville hellere se ham gå, end at se ham udsætte sig selv for den fare der for hende var uundgåelig.

Han endte snart med at stille sig foran hende, hænderne mod hendes skuldre og med en knurren at tiltrække sig hendes opmærksomhed. Naturligvis så hun mod ham, hun kunn nærmest ikke andet. Nok engang endte hans ord med at ramme hende dybt og hun stod derfor tavs og betragtede ham i noget tid. Ikke for længe, men nok. "What if we can't?" hviskede hun derpå retur til hans sidste ord. Det var jo det der skræmte hende.

Han kiggede på hende med et brændende intenst blik imens han gav hendes skulder et varmt klem og stille fortalte han:
"Plenty of women out there..... Not a single one of them looks at me like you do.... You are the only one that does not look at me like i am a monster..... If pain comes, i am accustomed to dealing with it....."
Så strøg han lidt hår bag hendes øre og smilede varmt med hugtænderne der lige nøjagtigt kunne anes.

"I know we can..... And if i am proven wrong.... Why not enjoy the time we have now..... Whatever challenge comes.... I will face head on......"

Han var godt nok stædig, og vedholden. Det var en kombination af begge ting, og han jævnede jo hendes grunde med jorden. Hvad i alverden skulle hun dog sige til det? Hun sank en klump, og havde svært ved at tage sit blik fra hans. "You know I am crazy right?" blev hendes svar i stedet for. Så nu hvor hun ikke havde formået at skræmme ham på andre områder, kunne det her måske få ham til at tænke sig om. "I am not normal in my head, some people call me crazy.. others mental unstable .. " ville han virkelig spilde sin tid på hendes ustabile humør?

Ganske roligt hjalp han hende ned at sidde på hans skød imens han lyttede til hendes ord. Mest af alt fordi hun skulle ikke stå for længe når hun var så svækket plus han håbede på hun kunne lide det.
Så lagde han den ene hånd ved hendes knæ og den anden som støtte rundt om hende.
"Yes i know... But not in a way i see as a problem. Like i said i will face any challenge there may be....."

Så sørgede han for at se hende godt i øjnene inden han smilede og sagde:
"I am not normal either..... Some of the things i have been called are crazy, brutal, coldblooded, sadist and ruthless, or relentless....
So i am in no better mental state myself if you ask some people"

Han satte sig ned, og trak hende ned på dit skød. Hun gjorde ikke modstand men lod ham holde om sig. I stedet puttede hun sig ind mod ham, kunne naturligvis godt lide at sidde på skødet af ham.

Deres blikke mødtes, og hun sukkede. "Can you blame them? You can be quite scary and.. you kill people. I am just happy I am no enemy of yours" svarede hun og sendte ham aftenens første svage smil.

Han kunne ikke undgå at smile lidt mere da hun fik sendt ham et smil, det var jo en indikation om han gjorde noget rigtigt.
"Well it is my job... It has been such for a very long time.... You dont seem to mind that much?`"
Det var en af de svagheder han havde ved hende. Det var ikke sikkert hun vidste det men hun kunne få ham til nærmest alt når hun smilede.

"You will never be my enemy Angelique....."

Det var hans arbejde, og hun havde jo oplevet at han ikke dræbte for sjov.. det vidste de fleste bare ikke. Eller det var i hvert fald hendes opfattelse. "I don't, I know it is your job and I have seen you don't just kill everyone around you or kill without reason" svarede hun ærligt med et træk på skuldrene.

At hun aldrig ville blive hans fjende, var hun et sted ikke i tvivl om. Det der bekymrede hende var nærmere at han ville skride og efterlade hende knust, ikke at han slog hende ihjel.

Han nikkede til hendes ord inden han strøg hende forsigtigt på ryggen uden at tænke nærmere over det. Af en eller anden årsag var det faktisk rart at hun rent faktisk så det sådan.
"That is true.... I take pride in my skills..... Wanton murder gets you nowhere in life......."

Så kørte han hånden gennem håret og smilede til hende inden han sagde:
"I know you may not trust me in this.... But i will never vanish from your life again.... Time will prove me right....."

Ja hvad vidste hun om det. Hun trak på skuldrene, var opmærksom på hans strøg men kommenteret det ikke. Nød det i stedet i tavshed. "I know you take pride in your work, and I could never dream of asking you to stop. I just want to have anything to do with it.." det var vel kun fair. Oplevelsen med Sancho havde ikke været ubehagelig, og ikke alle var skabt til sådan et job.

Ordene der fulgte fyldte hende med trøst, og hun nikkede mens hun atter vendte blikket mod ham. De violette øjne fandt hans blik, og hun løftede hånden og strøg tøvende hans kind. "Most important for me, is you taking care of yourself.." hans sikkerhed først og fremmest, var det vigtigste.

Da hun strøg hans kind, løftede han hurtigt sin hånd og holdt den så hendes hånd blev på hans kind imens hans øjne hvilede intenst i hendes.
"I am taking care of myself.... That is how i have survived for so long.... And now i can take care of you....."
Så kiggede han ned af hende og han kunne godt se hendes krop var medtaget af den sidste tid.

"What do you say about me preparing you a nice bath and we order food? You need to recover your strength....."

Hans hånd fandt hurtigt op over hendes, og hun sank en klump. Deres blikke var dog låst fast mod hinandens, og hun hverken ville eller kunne tage det fra hans. Igen rørte hans oprigtighed hende dybt, og hun var tom for ord. Hvad kunne hun dog sige som ville kunne forklare ham hvor glad de ord gjorde hende. Hvor meget håb de gav hende.

Hans blik gled ned over hende, og hun blev bevidst om hvordan hun måtte se ud, og ikke mindst lugte. Pinligt, og derfor nikkede hun ved hans ord. Det ville være rart med et bad, og mad var måske ikke nogen dårlig ide. "I need a bath, that is for sure.." svarede hun derpå. Læberne blev fugtede med tungespidsen og hun prøvede derpå at rejse sig op.

Bare for at være sikker, støttede han hende og gik ud mod badeværelset med hende. Og skulle hun være så usikker til bens at hun ikke helt kunne gå, ville han uden problemer bære hende.
"I will help you.... The detoxing elixir i gave you can take its toll on the body...... Bathtub or shower?"

Han ville gøre det klar til hende som hun ville have såfremt hun selvfølgelig havde det. Ellers skulle han nok finde en løsning.
"While you take your bath i will order some food for us...."

Hun vidste han havde ret, for hun havde brug for hans støtte og følte sig godt svimmel, kvalm og kroppen føltes svag. "Bathtub, I can barely stand on my feet" svarede hun. Hun var ikke specielt stolt af sig selv, men sådan var det nu engang.

Han fik styr på vandet, og i mellemtiden tog hun tøjet af. Forbindingerne lod hun blive på, inden hun sank ned i karet. "Alright" blev hendes svar mens han smuttede for at bestille mad. Hun vaskede sig langsomt, holdt en del pauser undervejs og følte sig godt udmattet. I syvende og sidste blev hun ren, og hun rejste sig op. Et håndklæde blev viklede rundt om den spinkle krop og hun lagde et om det lange hår. Derpå vaklede hun ud af det nedslidte badeværelse - efter at have tømt badekarret - og ud mod dit værelse. det lykkedes hende at få undertøj på uden at benene gav efter under hende, og derpå blev det til løse bukser og en top.

Da han sikrede sig hun sad forsvarligt i badekarret, smilede han let og strøg hendes kind.
"I will hurry back..... Try not to exhaust yourself too much....."
Så var han lynhurtigt ude af døren for at hente mad. Det første han faldt over blev hans valg. Det var en kinesisk restaurant hvor han fik både sushi, chinabox med lidt af hvert plus is til dessert.

Da bestillingen var samlet, skyndte han sig tilbage til hende. Han havde løbet langs hustagene da det var langt hurtigere, selvfølgelig var han forsigtig med ikke at blive set.
Som han kom ind i værelset hvor hun havde fået tøj på, smilede han kort og satte maden på et lille bord inden han gik hen til hende.
"I hope you like chinese..... I might have to undress you afterwards at least down to your underwear.... Either i change your bandages or i need to stitch the wounds...."
Så støttede han hende så hun kunne komme hen til bordet og sidde

Han dukkede snart op igen, med mad, og duften spredte sig i lejligheden og fik hendes tomme mave til at rumle. Hun rødmede forlegent, men ignoreret det. Og så op mod ham. "I could eat anything at the moment" indrømmede hun. Hun havde ikke just været kræsen, det havde hun trods alt ikke råd til med hendes indkomst og liv. Som han nævnte forbindingerne nikkede hun "You better do it right away.. they are wet and it is uncomfortable" svarede hun og smed bukserne så han kunne komme til. Hun kunne vidst roligt tilføje to af til de dusin af andre hun havde.

Han sagde ikke noget til at hendes mave rumlede, han så det derimod som en mulighed for hun fik ordentligt mad i maven og kunne derved genvinde lidt styrke i hendes krop.
Så fandt han tingene frem plus pose til at smide de gamle forbindinger væk i hvorefter han gik metodisk og meget forsigtigt i gang. Det skulle jo ikke være ubehageligt at han rørte hende.
"I will put a little salve on to prevent infection but it will absorb quickly so i won't be unpleasant under the bandages...."

Efter han var færdig, gav han hendes knæ et varmt klem og så på hende. "Now...... Let's eat...."

Hun lod ham arbejde og sad helt stille. At hun holdt vejret engang i mellem opdagede hun ikke, men det sveg af og til. Han skiftede dog forbindingerne, forklarede hende hvad salven var til for og hun nikkede. Det gjorde nu ikke så ondt, men hun var stadig anspændt indtil han blev færdig. "Thank you" sagde hun derpå, og sank en klump. Hun fik et klem og nikkede da han nævnte mad, men før han nåede at trække dig, endte hun med at kram, men slap han hurtigt igen.

Han blev selvfølgelig lidt overrasket over hendes kram men det fik ham dog til at smile og han krammede da også tilbage.
"You're welcome..... Anytime...."
Derefter fandt han maden frem fra poserne og fandt lynhurtigt et par tallerkener de kunne bruge, og selvfølgelig bestik hvis ikke spisepindene var ideelle.
Så hældte han lidt cola op til hende og vand til sig selv. Ganske vist var det hurtig energi men hun havde brug for den

Hun håbede nu ikke det blev en vane for hende at skade sig selv og at han skulle lappe hende sammen.
Kort efter var der dog mad på bordet og hun greb som det første den sodavand han havde stillede og drak en stor tiltrængt tår. Derpå greb hun bestikket og gav sig til at spise. "This is good" kommenteret hun mellem to mundfulde. Der var ingen tvivl om at hun var rigtig sulten, det var længe siden hun havde fået et ordentligt måltid sidst. Gradvist begyndte hun også at blive mere klar i hovedet.

Han drak selv lidt vand og tog et par beskedne bidder inden han betragtede hende lidt. Det var en ny ting for ham at hjælpe en på den her måde men så igen hun var absolut heller ikke hvem som helst for ham.
"I am glad you think so..... It was either this or pizza.... So i went for the thing with most nutrition....."
Som hun blev mere og mere klar i hovedet, smilede han også og nikkede for sig selv. Det kunne godt være der var lang vej endnu for hende men han ville være der for hende

Hans valg undrede hende ikke, og hun ville have det her end pizza .. lige nu i hvert fald. "Good choice if I may say" svarede hun derpå. Nogle bider senere kunne hun ikke spise mere og sad i stedet med sig glas med sodavand. Det var rart, og hun var mæt. "So.. are you staying the night?" spurgte hun langsomt inden hun vendte blikket mod ham.

"Good to hear Angelique......."
Selv spiste han ikke så meget da hans appetit for menneskemad ikke var specielt stor lige nu. Der udover var det meget vigtigere at hun fik noget næring i kroppen.
Da hun så spurgte om han ville blive, smilede han først lidt tavst. Men der gik ikke længe inden han nikkede en gang og sagde med rolig og varm stemme.
"If you want me to...."

Hun bemærkede naturligvis at han ikke spiste særlig meget, men hun vidste også at menneskemad ikke havde nogen påvirkning så der var ingen grund til at spise det i det hele taget, han gjorde det formentlig bare af vane eller fordi han ville have hende til at spise.
Nok var Angelique mere klar i hovedet i øjeblikket, men hun var godt nok træt alligevel. Derfor endte hun med at nikke igen og krybe ind mod ham hvor hun puttede sig. "I do.." svarede hun, drejede hovedet mod ham, og trykkede læberne mod hans skulder hvor hun havde haft puttede sit hoved. Atter gemte hun sig ind mod ham. Hun pillede ved forbindingerne han havde ordnet ved hendes lår. Bukserne havde hun droppede at få på igen så nu sad hun uden. "I am sorry you had to see me like that.." sagde hun derpå.

Så nikkede han som tegn på han forstod hende og svarede roligt:
"Then i will stay.... For as long as you like......"
Som hun puttede sig ind mod ham, sørgede han for at hun sad ordentligt hvorefter han lagde en beroligende arm rundt om hende.
Han forstod hvorfor hun undskyldte, men samtidig så han ikke anderledes på hende af den grund.
Hun havde ikke selv valgt at ende hvor hun gjorde, men han ville ikke være endnu en af dem der bare lod hende i stikken.
"No need to apologize..... I am just glad you are getting better...."

Hun ville gerne sige at hun ønskede han skulle blive der for evigt, men det ville være for underligt og total unormalt og slet ikke hende. I stedet for, nikkede hun bare, og puttede sig ind mod ham som han lagde armene om hende. Det var rart at være i hans favn igen, det havde været det her hun havde manglede. Ham..

"I am.." for nu, man kunne aldrig regne med hvornår situationen vendte. "I need you to promise me something; To leave whenever you need to. I don't know an explanation, and I don't expect anything of you. You have already done more for me than anybody else." det var ikke let at sige de ting, for selvom det sidste var fuldstændig rigtigt, så ønskede hun ikke at se ham gå sin vej. Hun vidste der var meget hun måtte arbejde på, men tanken om at han skulle forsvinde ud af hendes liv var ..skrækkelig.