Who Am I? (Forbeholdt Charmeine)

Omgivelser: Havnen, ude i vandet kan man se et par delfiner lege, imens solstrålerne genspejles i vandet. Nogle af fiskehandlerne er stadig fremme med deres varer og forsøger at få dem solgt. Hist og her ses par og enkeltpersoner gå forbi.
Tidspunkt: Klokken er 17:45
Vejr: Småkoldt, men himlen er blå, og ikke en sky kan ses. Der er en meget svag vind.

Havlugten var godt for Baal, kunne han mærke, imens han knappede vindjakken et par knapper længere op. Det var længe siden, han havde sidst gået ved havnen, og han kunne mærke, at han blev en lille smule klar i hovedet. De folk, der passerede ham, forsøgte han at hilse på ved et smil og et nik, men det var de færreste, der så ham og nikkede. Nu havde han også i stedet for jakkesættet havde et par slidte, blå jeans, en grøn t-shirt og en beige vindjakke på. Kiggede man godt efter, ville man kunne se en topmave stikke ud under hans tshirt, men det var svært med vindjakken over.

Stille og roligt fandt han en bænk nær havnekanten, hvor han satte sig ned og fandt en cigar frem fra en lille beholder i lommen. Selvom han nød havlugten, nød han endnu mere lugten og smagen af de cubanske cigarer, han havde anskaffet sig efter det sidste hit. Hans smalle mund og lidt buttede kinder vendt sig til et smil, efter han tændte cigaren med sin zippo-lighter. Han lagde sin ryg mod ryglænet af bænken, imens han tog et par sug af cigaren.
Det var en underlig fornemmelse, at han godt vidste, at det ikke var sundt, men røgen og smagen gjorde ham så godt, at han ikke kunne lade være. Han sad lige så stille og trak vejret et par gange, imens hans brune øjne kiggede ud mod delfinerne. "Det er rart at være i Terre igen" - mumlede han for sig selv, inden han satte cigaren i munden og fandt sin lommelærke, fyldt med cognac frem.

Han kunne godt mærke blikkene fra folk, da han tog en slurk af lommelærken. Det var ikke fordi, han havde lyst til cognaccen, men han vidste, at han ikke ville kunne slutte dagen af uden en slurk. "Det ville ikke være rigtigt, decideret unaturligt" - tænkte han. Men han vidste også, hvad det betød, hvis han gik igang.
Men han nød at sidde ved havnen med en smøg i munden og sin lommelærke i hånden, selvom han vidste, den ikke ville række resten af aftenen. I det mindste kunne han sidde og nyde udsigten og luften, imens han fik det endnu bedre.

Havnen var et af de få steder i byen som Charmeine endnu ikke havde besøgt. Eftersom hun havde dagen fri, havde hun besluttede sig for at tage derned. Havet var smukt vidste hun, men hun havde hørt der skulle være meget larm og aktivitet ved havnen. Det var der også ved ankomsten, der var mange folk, også mange mennesker. Hun så sig forsigtigt omkring, så nærmere på havnen, skibene ved kajen og de mange fiskehandler der stadigt prøvede at sælge deres varer.

I dagens anledning var Charmeine klædt i en hvid kjole - der var hun sådan set altid - og udover jakken var hun en cremefarvede frakke der nåede ned over knæene, men den stod åben og afsløret den knælange kjole med en v-udskæring der kun afslørede en smule kavalergang.

Ideen med at komme her var at sidde og nyde udsigten, om det blev muligt med de mange mennesker, var ikke til at sige. Hun spottede dog en bænk, og en herre der sad på den og røg, og satte kursen den retning. "Undskyld mig,
herre. Må jeg sætte mig ved siden af Dem?" sagde hun med sin fløjlsbløde stemme. De varme øjne hvilede på manden, hvis sind ikke var helt i ro, det kunne hun godt fornemme trods alt.

Baal løftede blikket imod stemmen, der løsrev ham fra sine tanker. Kvinden i hans synsfelt var meget smuk, og hun lignede en, der havde meget ro over sig. Hendes øjne virkede bløde, og Baal kunne ikke sige, hvad det var, men hun havde en eller anden afslappende effekt på ham.
"Øh, ja, De er da velkommen til at sætte Dem ned, frøken."

Pludseligt blev Baal pinligt opmærksom på, at hans cigarrøg muligvis ville genere hende, så han valgte hurtigt at slukke den i hans sko, inden han vendte sig imod hende igen. Heldigvis havde han ikke noget at tage nok slurke af sin lommelærke til, at han skulle fokusere på hende, men i det mindste havde han fået lidt ro i kroppen.

"Hvad laver en ung kvinde som Dem herude på havnen, frøken?" Han kunne godt mærke, at stemmen var ru, men det var der ikke noget at gøre ved. Det var længe siden, han havde snakket med nogen, der ikke var taxachauffører, bartenderer eller medarbejderne på et fly.
Han kiggede lidt ind i hendes øjne igen. Det var utroligt, den ro der fyldte ham.

Hun sendte ham et varmt smil, inden hun satte sig ned i den ene ende af bænken. Hun ville trods alt ikke virke påtrængende, og hun var der jo for at observerer sine omgivelser og tage imod de indtryk der var over stedet. "Tak" svarede hun dog venligt.

Hun var ikke kommet for at forstyrre, og regnede derfor ikke med at manden ville skode sin cigar for ikke at generer hende. Ganske rigtigt var lugten ikke særlig rar, og det kradsede i halsen, men hun sagde i hvert fald ikke noget. Pludselig henvendte han sig til hende, og hun vendte derfor blikket mod ham. Hans stemme var hæs, det havde hun bemærkede, om det var hans naturlig stemme eller om han var syg eller ikke havde brugt stemmen længe, var hun ikke helt sikker på. "Jeg har hørt om stedet, og tænkte jeg gerne vil se det med egne øjne. Havet skulle være smukt, men der er mange mennesker lige nu. Ved du om der bliver mere roligt om noget tid?" endte hun med at spørge nysgerrigt.

Baal var utroligt forundret over hendes velkommende måde at smile til ham på. Det var næsten som om, at han ikke behøvede at få ro i kroppen på andre måder, end bare ved at nyde hendes velkommenhed. Han begyndte at dufte ordenligt til havet igen og måtte blive mindet om, at den rent faktisk også gjorde gode ting.

Da kvinden var færdig med at svare og spørge ind til, hvorvidt havnen blev rolig snart, kiggede Baal først på sit ur og derefter rundt. Klokken var slagen 18:00, fiskehandlerne så ud til at være ved at være møre.
"Tjaaa..", sagde Baal i sin stadig ru stemme, der var ved at blive lidt mere vant til at tale. "Klokken er 18:00, så jeg tror, der går 10-15 minutter mere, så kan vi forvente, at fiskehandlerne smutter i alt fald."

Baal vendte blikket igen imod solnedgangen. Vandet var blevet endnu mere rødligt, hvilket gjorde synet af delfinerne endnu flottere.
Han måtte indrømme, at selvom han havde gået herned for at se udsigten, havde han ikke forventer rent faktisk at skulle nyde den. Det var sjældent, han ikke drak mere på pågældende tidspunkt.

Derefter spurgte han lige så stille kvinden, imens han lagde albuerne op på kanten af bænkeryggen: "Hvor længe har De boet her i byen, frøken...?"

Den ro der lagde sig over ham, skyldtes hendes evne og udstråling. Hun kunne selvfølgelig slukke for det, men så skulle hun fokuser på det, derfor rendte hun normalt rundt og udstrålet en form for ro.. og de fleste ville nemlig mærke roen lægge sig over dem.

Kort efter stillede hun ham et spørgsmål, og han svarede da også på det. Hun nikkede, og så ud over havnen igen. Der var stadig en del mennesker, men de ville nok forsvinde inden længe. "Jamen så må vi vel vente! Det er måske også det De venter på?" endte hun med at spørge. Solen var på vej ned, himlen var rød, og solens sidste stråler kastede et blik ud over havet. Det var smukt. Hans spørgsmål fik hendes blik vendt mod ham, de grønne øjne hvilede blidt på ham. "Næsten fem måneder" svarede hun uden tøven. At spørgsmålet ville lyde underlig i andres ører, tænkte hun ikke over.

Baalichi trak henkastet på skuldrene og mumlede noget om, at det var lidt ligegyldigt for ham, hvorvidt der var mennesker eller ej. Bagved begyndte de fleste fiskehandlere at pakke sammen, samtidig med at de snakkede lidt med hinanden. Det var ikke alt, Baal kunne høre, men der var nogle brudstykker som: "... ikke så mange kunder...". Et par enkelte handlere og forbipasserende på havnen skævede henimod Baal og kvinden, som sad på bænken. Det var ikke rigtigt noget Baal tænkte over, men han håbede, at det ikke generede kvinden, som virkede så rar.
Baal begyndte lige så stille at mærke kulden i ansigtet, og han kunne mærke, at han blev lidt mere klar i hovedet og ædru. Det var ikke noget, han kunne lide, da sveden så ville komme, men i det mindste ville kulden bremse sveden.

Da kvinden svarede, kiggede han lige så stille på hende, imens han fandt et lommetørklæde frem og tørrede sin pande med det. "Nå, det var da ikke så længe. Hvad fik dig hertil?" Han smilede til hende, og håbede ikke, at hun ville lægge mærke til, at han begyndte at få det lidt dårligere af, at alkoholen begyndte at tage af. Det skete hurtigere nu, hvor han var vant til at have mere alkohol indenbords på dette tidspunkt. Men det skulle nok gå, han skulle bare klare at sidde lidt.. Måske tage en slurk? Nej, det ville ikke gå, da der sad en ved siden af.

En af de forbipasserende kunne Baal høre hviske: "Gad vide, hvad en pæn pige laver på en bænk ved siden af...". Mere hørte han ikke. Han kiggede endnu en gang ud over havet og trak vejret ned i lungerne. Stille og rolig, stille og rolig; tænkte han. Derefter kiggede han på kvinden igen. "Jeg tror forresten ikke, jeg har fået dit navn, hvis jeg må spørge efter det, frøken...?"

Charmeine ville ikke være generet af folks blikke, hun var heller ikke generet af deres tilstedeværelse, hun ville bare gerne kunne nyde sine omgivelser i lidt ro, mærke freden. Hvad fiskehandlerne snakkede om, anede hun ikke, og hendes tanker var heller ikke fokuseret i deres retning, men derimod mod manden ved siden af sig, som ikke virkede til at have det særlig godt. Han var.. anderledes, speciel, hun kunne fornemme det på ham. På den ene side virkede de så ens, på den anden side så forskellige. En ting var dog sikkert, manden var ikke et menneske.

Han spurgte snart hvad hun foretog sig der, og hun smilede skævt. Han vidste tydeligvis ikke hvem eller hvad hun var, men det generet hende ikke. To mænd gik forbi dem, og hun opfangede deres ord inden hun selv havde kunnet nå at svare. I mens var manden ved siden af hende begyndt at tørre sved af panden. Han havde det virkelig ikke så godt. Hun ignoreret de to mænd, og fokuseret på manden ved siden af sig i stedet for. Hun vendte sig let på bænken så hun ikke sad med siden mod ham, men mere med fronten mod ham. "Mit navn er Charmeine, jeg lev sendt herned på ordre fra Vore Herre..." svarede hun venligt og rakte en hånd ud imod ham. "Du ser ud til at have behov for hjælp, vil du lade mig hjælpe dig?" spurgte hun derpå blidt.

Besluttede han sig for at lægge hånden i hendes, ville han mærke en ro lægge sig over sig med det samme, og i større mængde end hvad han allerede havde mærket. Desuden, ville han slet ikke være i tvivl om hvad race hun var, hvis han ellers havde været det før.