A Seraphim of Death? (Charmeine)

Tid: 01:35
Sted Himlen/Et Tilsyneladende forladt pakhus
Omgivelser: Alt for stille bortset fra en frygtindgydende larm i et pakhus

Tiden var gået som den nu gjorde i Himlen, men selv der skulle freden blive forbi endnu en gang. Der var blevet sendt bud til Charmeine om hun skulle møde Gabriel et lidt afsides sted for at drøfte et problem der åbenbart var opstået.
Som hun ankom til det aftalte sted, stod Gabriel med et både trist men også alvorligt blik selv for ham. Han vendte sig om mod hende og sagde med et dybt suk: "Charmeine..... I am glad you came.... There is no easy way to do this.....As you very well know, Seraphim Khá has been maintaining the Balance between good and evil for us..... And he has been doing it very well.... But since he was left alone.... He has been doing it too well.... His past has poisoned his actions... He has.... Changed..... I truly wished i could do this in any other way.... Watch......"
Gabriel rakte ud og skyerne gled til side så de kunne se ned i et pakhus på havnen. Og hvad man så var et i sandhed blodigt og frygteligt syn.

- Pakhuset

Over alt lå der blodige lig. Nogle var delt i to, andre var forbrændte. Kun to i bygningen var stadig levende. Den ene var en bandeleder der tiggede og bad for sit liv imens han lå sammenkrøbet på gulvet. Den anden.... Han var 3,5 meter høj, langt sort hår og hud der var askegrå. Hans øjne glødede af hellig ild og vingerne på hans ryg dryppede af blod fra de mange lig, selve fjerene var nu mere som store knive og af metal.
Den dybe majestætiske røst lød ud i rummet: "YOU HAVE ABANDONED YOUR HUMANITY! YOUR TRANSGRESSIONS MUST BE PUNISHED! THE BLOOD OF COUNTLESS INNOCENTS ARE ON YOUR HANDS, YOUR DRUGS HAVE POISONED THE STREETS! I AM YOUR JUDGE AND YOUR EXECUTIONER! REPENTANCE IS NO LONGER AN OPTION! I SENTENCE YOUR TO PURGATORY!"
Khá tog fat i staklen, løftede ham op ved kæben og badede mandens ansigt i hellige flammer. Manden skreg i rå smerte inden lyden stoppede og liget faldt til jorden med et ansigt der var brændt væk.

- Himlen

Gabriel lukkede billedet igen inden han kiggede ned mod sine fødder. "He has not fallen.... But that is not maintaining balance..... "
Så kiggede Gabriel på hende og sagde bestemt: "Go to him.... Help him find the light again, no matter what it takes.... You have the blessing of our Heavenly Father....."

Det sidste årstid havde været ganske.. specielt. Charmeine havde opfyldt sine pligter i himlen som hun nu engang skulle gøre, og tog sig samtidigt af sin søn der voksede stødt. Det virkede endda som om, han voksede hurtigere i himlen end han havde gjort på Jorden. Hun elskede den lille dreng, der dag efter dag, kom til at ligne hans højtelskede far, mere og mere. Åh hvor hun dog savnede ham. At sprede varme, kærlighed og harmoni var pludselig ret svært, for.. hvordan kunne man sprede noget man ikke selv følte særlig meget af længere. Jo, hun var stadig fyldt med kærlighed og omsorg, men hun manglede sin kære mand, og hun vidste at de begge led. Det var en hård prøvelse, én.. hun ikke anede hvordan hun kunne overleve.

Denne dag havde Gabriel tilkaldt hende, og hun var mødt op. Ærkeenglen stod i sin engleform, og strålede som altid. Selv bare hun også sin engleform, som over den sidste tid havde ændrede sig, noget alle omkring hende syntes at have bemærket, bortset fra hende selv. "You wanted to talk to me?" lød hendes melodiske og fængende stemme. Hans svar faldt, og hun betragtede ham med sine intense grønne øjne. Det viste sig hurtigt at det drejede sig om Khá, og hjertet slog fastere i brystet som englen snakkede. *Oh.. my love..* smerten skød gennem brystet, men det var intet i sammenligning med det Ærkeenglen sekundet efter viste hende.

"I will, but first, I have to see my son.." med disse ord, forlod hun Gabriel for at vende tilbage til sit hjem, hvor Matthew netop var ved at få undervisning. "I beg you pardon, Laura.. I need to talk with my son.." lød det til underviseren der smilede og rejste sig. "I will leave you two alone for a moment.." svarede læreren og smuttede. Matthew så op mod sin moder "What is going on mamma?" spurgte han med store intelligente gyldne øjne. Hun smilede kærligt til ham, og tog hans ene hånd, og strøg hans kind. "Your father needs me, my dear. So, I have to leave you here for a while. Gabriel and Michael will be here to take care of you, Eve and Laura as well.. alright?" forklarede hun blidt. "Will papa be alright?" spurgte drengen. "I will do everything in my power to make sure we can all be together again, my dear. Be a good boy alright? I love you my boy.." han nikkede, og hun kyssede ham på panden, krammede ham, og tvang sig snart til at slippe ham igen, inden hun rejste sig op.

Efter at have forladt Matthew, sikrede hun sig at der blev taget godt hånd om drengen, og så var hun klar til at forlade himlen.

Minutter senere, lød et højt brag i parkhuset. Charmeine var gået igennem taget, og landede nu foran Khá. Landingen sendte hende i knæ, det lange platinblonde hår ind foran ansigtet, inden hun rettede sig op, og langsomt kom på benene. Englenes lys blændede alt omkring hende, og hun var stadig i sin engleform. Hendes hud lyste, hendes gigantiske vinger lyste, og en god portion varme, kærlighed og styrke forlod hendes krop i en trykbølge som hun viftede en enkel gang med vingerne. Hun var blevet højere siden sidst han havde set hende i denne form, formerne mere kvindelige, og den uskyld hun havde haft en smule af tilbage, var forsvundet til fordel for kvindelige elegance, skønhed, modenhed og ikke mindst styrke. De strålende grønne øjne, søgte ham, dog blev hun stående på sin plads der, nogle meter fra ham. Hjertet slog hårdt i brystet, og hun ville ønske hun bare kunne kaste sig i armene på ham, men nej, ikke endnu. "Husband.." lød det i en sensuel og majestætisk tone fra hende.

Den noget mere dystre Seraphim lod det dunkle blik glide hen over den mængde af lig der lå og flød over alt. Han slog en enkelt gang med de metalliske vinger for at ryste syndernes blod af sig og gjorde egentlig klar til at lette og flyve hjem til slottet. Men da der lød et højt brag og rummet blev fyldt med helligt lys, måtte han kort skærme sine øjne imens han sagde: "Is it you Gabriel?..... I have done as requested of me....."
Da hans øjne havde vænnet sig til lyset, kiggede han på hende og virkede først forvirret. Hun var ganske vist forandret men han kunne tydeligt se hvem det var. Eller hvem det skulle forestille at være.
Da hun så kaldte ham det, virkede han pludselig mere vred. "Have you come to mock me?.... Have i not suffered enough already?! I HAVE ENDURED EVERY SINGLE SENTENCE BESTOWED UPON ME! BUT THIS IS LOW... EVEN FOR YOU GABRIEL!"
Det var som om han faktisk ikke troede på det var hende, men endnu en straf fra Himlen

Hendes kære mand var blevet presset, en hel del, og det havde hun både set og så nu. En dyb vejrtrækning blev taget, og hun trådte et skridt nærmere. "Nobody is mocking you, Khá.." svarede hun ganske roligt. "I have been sent to guide you, my love. Guide you back on the right path.. you are walking in wrong direction.. you have lost yourself.." endnu et skridt blev taget mod ham, de var så forskellige at se på lige nu, så forskellige som nat og dag.

Han lyttede til hendes ord og det var som om de ramte noget i ham, det lød virkelig som hende.
Men det var så overvældende at han slet ikke vidste hvad han skulle gøre. Det var som om han stadig troede det var en straf fra Himlens side for fortidens synder.
"Guide me?...... GUIDE ME?! My wife and child was taken from me! I was left alone! I AM HIS LOYAL SERVANT, I PUNISH THE WICKED! AND NOW I HAVE TO ENDURE EVEN MORE?! WHAT MUST I DO TO PROVE THAT I AM NO LONGER THAT MONSTER?! I UPHOLD THE BALANCE! AND LOOK WHAT I HAVE BECOME! A NEW MONSTER!"
Hans øjne glødede klart af de hellige flammer imens små dråber af blod løb fra hans øjenkroge

Hans smerte var til at tage og føle på, og hun mærkede den i sit dybeste, men holdt masken og udstrålede kun styrke. "And you have done good, you have worked, and you have been a loyal servant.. but this.. this is taking it too far, my heart.. you looking like this, that must be a sign for you something is not right! Khá.. my love.. calm down, and listen to me.." hun trådte endnu et skridt nærmere, og så et skridt til, og nåede helt tæt på ham. En hånd blev løftede, og lagde sig mod hans kind der føltes så kold.. den røde dråbe blev strøget bort med tommelfingeren, og harmonien flød fra kroppen og over til ham forsøgte at afbalancere ham. Alene det, måtte være klart bevis på at han stod overfor hende.. ingen andre besad samme unikke evne i alt fald.

Øjnene blussede op endnu en gang ved hendes ord og han løftede faretruende sine vinger.
""Do you think i have chosen to be this monster!? I am upholding my duty in every waking moment to maybe someday to be forgiven! And here i am.... An executioner for the Heavenly Father!"
Da hun så gik helt hen til ham og ville lægge hånden på hans kind, flyttede han først hovedet men lod hende af en eller anden grund gøre det. Han var så opslugt af hvad han var blevet at evnen havde svært ved at tage effekt. Men det havde ganske rigtigt den effekt at han kunne mærke hvem hun virkelig var.
"Charmeine?...... Is it really you?......"

Han var skræmmende, virkelig skræmmende, og pulsen steg da også og hun måtte virkelig få benene til at følge med når hun bevægede sig. Det var også tydeligt han ikke var begejstret for berøringer, men lod hende. Hendes evne synes at prale af på ham, men hun stoppede ikke gennemstrømningen hvor meget end det tærede på hende egne kræfter. Han genkendte hende da også i sidste ende. "It is, my love.. it is me.." svarede hun dæmpede og kærtegnede hans kind nok engang. "I am here for you.. this is not you... not the man I fell in love with.." hviskede hun blidt.

Da hun endnu en gang kærtegnede hans kind, gjorde han heller ikke noget for at stoppe hende. Han var ikke længere i tvivl om at det var hende. Så han prøvede stille at smile til hende men man kunne godt se det var længe siden han havde smilet.
"I thought you were gone for good.... " Da hun så nævnte at han ikke var manden hun var blevet forelsket i, sukkede han en gang og kiggede rundt på det blodbad han havde skabt.
"I..... What have i done?..... What has happened to me?..... " Han vidste udemærket hvad han havde gjort og hvorfor men samtidig så var han i tvivl om hvordan han var endt som det monster der stod foran hende. Eller sådan så han i hvertfald på sig selv

At smile kom tydeligvis ikke let til ham, og det var i sig selv skræmmende. Hendes højtelskede mand. Hun sank, og kærtegnede hans kind igen. "I told you I will always look out for you. You are my husband in the eyes of God, and I am here.. if not physically.. then mentally.." svarede hun blidt.
Han sukkede, og så sig omkring, og hun gled hånden fra hans kind og ned over hans bryst. "You have been to good, my love. Done your job too good. But.. you have also been merciless, and that is not how it is supposed to be.." forklarede hun blidt.

Hans blik blev vendt ned af imens han sagde: "Mentally.... For so many nights i have prayed.... For so many nights i hoped...... Gabriel answered me.... Told me to punish the wicked.... And here i am.... Doing just that....." Han vidste jo godt dybest inde at måden han gjorde det på var for ekstrem. Døden var den udvej der blev sat hver gang. Ingen blev anholdt eller sat for retten. Hver gang blev det en henrettelse.
Han kiggede i hendes øjne igen med sorg og frustration. "Mercy?.... It is hard to show mercy when my family was taken from me..... Twice..... The Garden is dying..... I was left alone...." Det var ikke hende han var vred på

"And you did, but.. you have taken it too far, my love.." svarede hun blidt, følte smerten dybt i brystet over at han bar så meget sorg, vrede og frustration. Hendes hænder mod ham forsøgte til stadighed at og kontinuerligt at afbalancere ham på et emotionelt level.
Deres blikke mødtes igen, og hun så det alt sammen i hans blik. "I know, and I am so so sorry you have been through this again..But you are so strong, and you cannot give up.. never give up. I will always be with you, I told you that! Even when I am not around in body, I will always be with you here.. and here.." hun havde trykket lidt mod hans bryst først, indikerede hun altid vil være i hans hjerte.. derefter havde hun flyttede hånden til hans pande, en finger let berørende hans hud, indikerede hans hjerne. "When i am not around by person, think of me.. feel me ... and we will connect by mind.." Hånden sænkede hun igen, denne gang til hans skulder.

Hans blik kogte stadigvæk men det var et væld af alle mulige følelser. Vrede, sorg, frustration og forvirring. Han lyttede til hendes ord og måtte holde sig tilbage for ikke at komme med et udbrud af en eller anden art. Selvfølgelig kunne han godt forstå hvorfor hun sagde, det gjorde det bare ikke specielt meget nemmere.
"Have you any idea of how many times i have tried?..... How many times i have prayed to just see you and our baby boy again?.... Oh do believe me i have tried connecting to you... After a while... I.... Could only hope that it would one day reach you...."
Vingerne klirrede som de metalliske fjer kørte mod hinanden og han lagde dem ind til ryggen

"I am sorry.. and .. it is not fair, I know. But I am here now..." hviskede hun blidt. Hun forstod hans frustration, men hun havde haft ligeså lidt valg som han havde haft i det der var sket. "And our son.. is waiting for us.." hviskede hun videre, følelserne overvældede hende næsten fuldstændig og hun slog armene om ham. Gud hvor havde hun savnet ham.

Da der ikke rigtig havde været nogen kontakt, vidste han jo af gode grunde ikke hvad der skete oppe i Himlen. Han vidste jo ikke hvilke restriktioner hun havde haft eller hvad der ellers rørte på sig.
Hans krop var nærmest iskold selv i denne form, da det var lidt en konsekvens af den sti han gik ned af. Men efter lidt lagde han også armene om hende ganske forsigtigt som om han var bange for at gøre hende noget.
"When.... Can i see him?.... I don't want him to see his father like this monster....."

Han var så kold, og så man på han lige nu, lignede han mere en dødsengel end hendes kære varme og kærlige mand. "I don't know when you can see him, but I am pretty sure you are not allowed to see him before some changes happens. He has grown, time in heaven go faster than here.. he is asking about you, wanting to see you, and he asked me to take care of you" Hun vidste hvor meget han elskede sin søn, og forsøgte derfor at snakke lidt om drengen.

Det at hun snakkede om Matthew var en rigtig god idé, hvis der var noget han havde savnet, så var det jo deres lille familie. Endnu en tåre løb fra hans øje, men denne gang var den ikke af blod. Og den gyldne flamme i hans øjne blussede ikke så voldsomt og aggressivt som før.
"You are right.... He must see his father.... Not this cold-blooded executioner......" Hvad der faktisk kunne betragtes som et rigtigt smil kom fra ham og han spurgte forsigtigt:
"He does?..... Has he been good?..... But if you are here to.... When are you going back?...."
Han frygtede jo hun skulle væk igen med det samme

"He has been good, very good. He looks like his father, and is just as warm, kind and amazing as you, my love.." svarede hun. Hun strøg hans tåre væk, og smilede varmt. Smilet falmede dog en anelse ved hans spørgsmål, og hun sank. "I don't know, I was sent here to drag you back on the right path.. and I hope, to be able to stay here when that is done.." svarede hun ærligt.

Han kunne slet ikke lade være med at smile igen da hun beskrev Matthew. Tænk sig at han stadig havde en søn der gerne ville møde sin far. "It has been a while since i was warm and kind i am afraid....."
Da hun sagde hvad hun var der for og at hun håbede på at kunne blive hos ham efter målet var nået, kiggede Khá meget bestemt på hende og sagde: "Then i will fight harder than ever before to show my determination and dedication...."

"Maybe, but it is in your nature to be, at least towards your family" svarede hun blidt.
Hans efterfølgende svar varmede hende, og hun rakte ud og strøg hans kind igen. "I don't doubt you will, my dear. Just know, we love you, both of us.. and wants to be back in your life" hviskede hun ømt.

"I try to be...." Han smilede forsigtigt og virkede lidt mere rolig end han var lige før. Han havde altid sat en dyd i at passe på dem han havde kært.
Da hun igen lagde hånden mod hans kind, holdt han sin egen hånd over hendes for at mærke hende endnu mere. Det var stadig ufatteligt at hun var der.
"So.... How will i find my way back?......"

Hun smilede blidt og kærligt "First, let's clean up here and go home.." svarede hun blidt og strakte sig for at lade læberne strejfe hans kind. Derpå trådte hun et skridt bagud, og slap ham, for at lade ham tage sig af omgivelserne. Det så stadig horribelt ud alt sammen, men han kunne gøre det, hun troede på det.. troede på ham.

Så nikkede han en gang og smilede som hun kyssede hans kind inden han sagde: "Ok.... Take a step back....."
Som hun trådte tilbage, vendte han sig så han kunne se mest muligt af rummet og tog en dyb indånding. Så holdte han hænderne ud mod de mange lig og åbnede munden. Fra både mund og hænder vældede der bølger af hellige flammer og man ville kunne høre en rungen fra varmen. Ikke lang tid efter, stoppede han igen og flammerne forsvandt. Alle ligene var blevet til aske, selv den dårlige lugt var væk. Derefter vendte han sig rundt mod hende igen og sagde: "The wind will do the rest....."

Flammerne der snart forlod ham, fik hende til at synke. Hun sagde dog intet. Han havde alle dage været magtfuld, men hvis han mistede forstanden ville han være farlig for alt og alle. Hendes stakkels mand.
Da ligene var blevet til aske, trådte hun tæt på ham, og svøbte armene om hans. "Let's get out of here.. let's go home.." lød det blidt og lokkende fra hende mens hun trak ham med ud.

Det var ganske vist en noget voldsom måde at gøre det på, men samtidig en meget effektiv måde. Og de skulle nok heller ikke blive der for længe inden der ville komme en eller anden form for politi, og mennesker var ganske enkelt ikke bygget til at se så stærke engle i deres sande skikkelser.
Han nikkede til hende og lagde armen om hende som de gik udenfor. Allerede nu kunne der høres sirener i det fjerne.
"We will have to fly if we want to be gone before the authorities get here....."