Have i not suffered enough?! (Charmeine)

Tid: 21:45
Sted: Khá's slotsgård
Omgivelser: Kun en let vind rørte sig på en ellers lun og nærmest alt for stille aften.
Påklædning: Sorte bukser, sort t-shirt og sorte sko

Denne aften havde tankerne vandret langt og længe. Hazel var ude for at hente ting til at rette op på haven så han var alene på slottet udover gamle Bach.
Khá sad på en stol ude i slotsgården og lod blikket vandre ud over bjergene han efterhånden kaldte for sit hjem.
Det havde kun været ganske få dage han havde været trukket ud af sit eget sinds mørke så man kunne stadig ane på ham at det havde været hårdt. Det næsten konplette segl var der endnu og hans hud var bleg samt hans hår var mørkere. Dog sad han ikke i sin Seraphim-form der også var blevet påvirket. Hvis man så ham i den form, ville man nok tro at Dødsenglen var kommet efter en.
Egentlig havde han overvejet om han skulle tage en flyvetur ud over bjergene for at se om det klarede tankerne bare en smule, men han var ikke kommet så langt endnu.

Snart kom Bach ud med en bøf med kartofler og grøntsager til ham imens han sagde: "There you go Master.... You might not think it..... But you need to eat.... "
Khá kiggede kort på ham inden han sagde: "You are right old friend.... Do not worry.... I will eat....." Bach nikkede og satte derefter et glas kildevand ved siden af inden han så gik indenfor igen.
Derefter begyndte Khá at spise af maden selvom appetitten ikke just var kommet tilbage. Det hele var stadig meget forvirrende og han havde ikke en gang et ordentlig begreb om tid endnu. Men det hele skulle nok blive bedre. Håbede han....

Det havde været mildest talt forfærdeligt, og endnu engang havde det sat sit præg på den unge engel. for fler emåneder siden havde Herren besluttet at hun skulle vende tilbage til himlen, ikke alene, men med sin søn. Hun var ganske enkelt vågnet en dag, en ganske almindelig dag, taget sig af sine huslige pligter, og Khá var taget ud for at ordne nogle ting i byen. Derpå havde hun fået et uanmeldt besøg, af ærkeenglen Michael. Som den soldat han var, førte han hende med tilbage til himlen, uden at give hende et valg, og det var der hun havde været lige siden. Hun havde grædt, tigget, bedt og gjort ved, uden nogen nytte. Hvorfor? Hun forstod det ikke selv, og ingen gav hende en reel forklaring. Alt var dog i skønneste orden, foruden at hun havde svært ved at forklare lille Matthew, hvorfor far ikke var der, og hvorfor mor var så ulykkelig. Nåh ja, torturen syntes kun at blive værre, når hun reelt kunne følge med i sin mands liv, se ham gå til grunde, og uden mulighed for at kunne gøre noget. Med et tungt hjerte og sind, så hun ham lide dag for dag.. og her var de så. For ganske kort tid siden havde han dog genvundet lidt livsglæde, og en kvinde var årsagen. Trods den smerte det vakte, kunne hun ikke være trist, han syntes at være i bedring. Der lød forklaringen omsider, og Herren viste sit budskab. 'You forgot your duty to God, for your love for this man.. and he has moved on, this is a lesson to you, to never love anyone more than you love your creator...' hård, og måske ubarmhjertig, men ikke desto mindre måtte hun leve med det. Så faldt tilladelsen, om at hun måtte besøge ham. Charmeine var i tvivl, for.. skulle hun, eller skulle hun ikke? Til sidst besluttede hun at gøre det, og så..

.. det var som et stjerneskud, som landede på græsset nogle meter fra manden, en trykbølge skabte noget vind omkring hende et øjeblik. Imodsætning til ham, landede den unge engel i sin sande skikkelse. Smuk som altid, smuk.. betagende.. og i al sin pragt.. men uden sine vinger. De skovgrønne øjneblev slået op, det lange hvide hår svøbte sig over hendes krop og skærmede hende mod omverdenen. Hun sank, blikket glidende over ham. "I am sorry to interrurpt.." lød det på englenes smukke sprog.

Han var nærmest forsvundet i sine egne tanker igen efter maden og sukkede stille som han drak lidt af det klare vand.
Egentlig havde han ikke regnet med at der ville ske noget den aften men det skulle hurtigt vise sig ikke at være tilfældet. Lysglimtet der kom da hun landede var ikke til at tage fejl af. Første troede han ikke sine øjne som hun stod der, men han kunne genkende energien. Hendes energi. Var det her endnu en grufuld spøg? Var det endnu et forsøg på at straffe ham yderligere?.
Han rejste sig bestemt op og så på hende med et intenst og dog meget forvirret blik.
"You were gone...... Matthew is gone...... Is this still my punishment?..... How much more must i suffer?...... I am still doing his bidding..... Demons run at the sight of me.... Devils fear the very mentioning of my name...... I am a loyal servant... I honour the duty given to me..... Why?..... Why?!"
Det kunne ses at han prøvede at holde sin forvandling tilbage. Han brød sig på ingen måde om hvordan han var endt med at se ud

Han var straks ude af den, og med god grund. Hun kvalte smerten i sig, og forsøgte at gøre det her så hurtigt og smertefrit som muligt. Langsomt trådte hun nærmere. "No love, this time.. the punishment was for me.. and I am so sorry.." svarede hun, og rakte ud efter ham, men tog sig i det og lod hånden glide ned langs siden. "You have been forgiven, but I.. made a mistake, and you have suffered for my actions, I beg for your forgivness.." tilføjede hun kort efter, smerten tydelig i hendes blik.

Han rystede på hovedet, ikke fordi han ikke troede hende men fordi det var overvældende.
"No..... No..... This is..... Punishment..... Everything was taken......"
Som han talte, kunne han ikke længere holde forvandlingen tilbage.. Hans hår blev natsort og hans øjne lige så sorte. Hans hud blev endnu mere bleg imens han kort knækkede sammen imens han voksede til sin sande højde og et par kulsorte vinger sprang fra hans ryg med et smæld.
"I.... Was doing good...... Took care of my family..... Fulfilled my..... Argh!"
Seglet brændte men det var tydeligt det ikke var komplet. "Fulfilled my duty..... And.... They took you..... Took Matthew..... Again!....."
Hans stemme blev gradvist dybere og der blev koldt omkring ham. "Tell me..... Have He reduced me to an executioner of demons?..... I endured Hell once more.... Even with Satan trying to claim my being again..... I stood fast..... I endured..... And now.... Look at me......"

Han forvandlede sig for øjnene af hende, og mens alt var dødt omkring ham, var alt omkring hende det modsatte. Mens han repræsenteret mørke, repræsenteret hun lys. At se ham lide på denne måde, hun kunne ikke holde det ud, men hun stod fast, og gik nærmere. En hånd blev rakt ham trods han var langt større. "I am looking darling, but what I see is not your appreance.. it is your heart. You are like this, becaue you are blaming yourself, but nothing of this is your fault. The punishment was meant for me, and I.. I lost my wings.." havde han ikke lagt mærke til det, så.. havde hun ingen vinger. Så man efter, ville man se at de var blevet revet af på den mest brutale måde, og selvom det var måneder siden, og hun levede, så var området rødt og betændt.. som en evig straf og påmindelse. "I am here to tell you a few things: You have moved on, and I want to see you happy, you have to be happy..." tilføjede hun snart, og lagde ud med det ene ønske og bøn hun havde til ham. "Start loving yourself Connor, and know.. I will always love you. From now on, I will be staying in Heaven.. still as a punishment, I have no place here anyway, but.. I will be your guardian, that is the Lords wish.." så vidste han det. "As for our son, he is fine.. and when he will come of age.. you will see him again. He is asking for you, every day.." det her var forfærdeligt, og Charmeine måtte kæmpe mod sine følelser og tårer, for at give sit budskab, og ikke bryde sammen samtidigt.

Hans øjne var fyldt af både vrede og sorg på trods af de var helt sorte, Himlen straffede hvor det ikke skulle ske. "Your punishment.... Is equally mine to bear..... Your pain..... Burns within me as well..... A pain i am forced to endure...... "
Han kunne godt se at hun mistede sine vinger og tænkte rådvildt over hvad han skulle gøre. Han vidste godt hun var kommet med en besked, og han vidste det var sandt.
"I..... This is..... Not the compassionate judgment of the Lord..... I will not....... "
Snart kom gamle Bach ud til dem vaklende med en af Matthews bamser og stoppede henne ved dem.
"Master Khá..... I have served you loyally for so long.... And proudly.... But hear my prayer..... Allow me to pass on....... There must be one to watch over Master Matthew when Lady Charmeine does her duties..... I beg of you.... Grant this final wish from your loyal servant.... Your loyal friend....."
Khá greb den gamle mand som han sank sammen og kunne ikke længere holde tårerne tilbage.
"I will grant your request old friend..... Please.... You are free......"
Bach sukkede nærmest lettet inden han rakte bamsen til Charmeine hvorefter han smilede og sagde: "It is so beautiful..... He is there..... It has been a pleasure.... Serving..... You......"
For sidste gang lukkede den gamle mand øjnene og sank livløst sammen.
Kort efter blev hendes ryg varm og sårene lukkede sig. Khá kiggede grådkvalt og forvirret. "What is happening?...."

Det her var ganske forfærdeligt, og de delte hinandens smerte som de altid havde gjort. Det bånd de havde til hinanden var ubrydeligt, selvom han desværre ikke kunne fornemme hende når hun var i himlen. Bach dukkede op, og hun så mod ham, chokeret ved hans ønske, og skulle til at sige noget, Khá havde befriede ham. "No.. oh no.." hendes skuldre sank, og hun så til med smerte som manden faldt livløst om. Hun havde foretrukket at han var blevet, her.. for at passe på hendes elskede.. men næ nej. Det stoppede dog ikke der, for idette manden mistede livede, kunne hun mærke sårene på ryggen heale. Smerten var væk, kun en smule ømhed var tilbage. Ingen vinger dog, ikke at hun havde forventede de ville dukke op. "I am not sure..but this doesn't change anything, my love.. you need to live, one day.. your son will come here.. and he will need a father when he no longer can have his mother.."

Khá var fyldt af så mange følelser imens han lagde den gamle mand blidt ned, selv i døden insisterede han på et tjene Khá.
"I am not sure i can..... How much pain must i endure....... Yet.... It is good to know Matthew is well..... I was so afraid......."
Så vendte han blikket op mod hende igen og fik meget store øjne. Hans øjne var igen smaragdgrønne men overraskelsen i hans blik var ikke til at tage fejl af.
"Your..... Your back..... It is glowing.... Alot...." Ud fra hendes ryg svævede der lys der nærmest dannede en gylden silhouet af vinger. Han havde virkelig ingen svar på hvad der skete

"You have to, Connor. This is our son, he is the prove of our love.. he needs both of us.." svarede hun retur, tonen måske lidt hård, men det var i ren og skær frustration.
Hans øjne skiftede farve, og hun rynkede brynene som de voksede sig større. Han pointerede hendes ryg, og hun kastede et blik bagud, forvirret over hvad der skete. "What is happening.." hviskede hun forvirret. Hun havde fået besked på at hendes straf bestod af at hun mistede sine vinger, men.. hvad var det lige der foregik. Hun så mod Khá, forvirret og usikker..

Han vidste godt at Matthew havde brug for begge sine forældre men hvordan kunne han bare acceptere noget fra Himlen der virkede så uretfærdigt?
Khá kiggede forvirret på hende men pludselig var det som om tiden stod stille. Khá rejste sig op og hans øjne begyndte at gløde helt hvidt. Alt på ham glødede hvidt, og en dyb stemme lød fra ham, men stemmen var ikke hans.
"Charmeine!.... You have served your punishment! You have declared and proven your devotions to Heavens only Father! You have shown your repentance in the eyes of the Lord! You shall once again fly!"
Det hvide lys forsvandt og Khá sank sammen, kunne lige nøjagtigt støtte sig med hans ene arm.
"What.... Just happened?....."

Hun bakkede et skridt, og mistede næsten balancen. Det var tydeligvis ikke ham der snakkede, og forvirret så hun til mens beskeden blev videregivet, inden ånden atter forlod ham. Hun greb ham med det samme af frygt for at han ville falde om, og støttede ham. "My Lord.." hun var tabt for ord, men ord behøvede hun heller ikke, for i samme sekund, skødvinger ud af hendes ryg, større og smukkere end nogensinde før. "Connor.." hviskede hun fortvivlet. Hvad så nu? Hun var så tæt på ham, hun ikke kunne modstå fristelsen til at omfavne ham.

Hvem eller hvad fra Himlen der havde besat ham, kunne han ikke svare på. For en stund var hans sind blevet skubbet til side så hun kunne få sin besked.
Det at hun støttede ham, blev også nødvendigt. Han vaklede meget på sine ben, hvilket heller ikke var så underligt når man tænkte på han lige var blevet besat af et magtfuldt væsen fra Himlen.
Underligt nok valgte han ikke at skubbe hende væk, men gengældte der imod hendes omfavnelse.
"Charmeine...... I don't know what is happening anymore..... I feel..... Lost......"
Hele hans verden var blevet vendt på hovedet, det eneste han egentlig var sikker på, var hans pligt overfor Himlen. Det blev han ofte mindet om

Han gengældte omfavnelsen, og hun holdt om ham i noget tid, inden hun løsnede sit greb og slap ham fuldstændig. "I am sorry, this is all my fault. I have been watching you from above, but didn't have permission to come seeing you before now. Connor, I wouldn't be staying, I can't even if I wanted to. I just want you to know you can be happy, that we are alright, and you will get to see Matthew at some point. Live.. and be happy.." hvad andet kunne hun sige?

Han nikkede lidt af hendes ord imens han slap omfavnelsen og vendte blikket ned af.
Han var ikke skabt i Himlen udover hans genfødsel så han forståelse for hvordan de gjorde tingene var ind imellem forholdsvis begrænset.
"It seems like i still have alot to learn when it comes to actions and decisions of Heaven..... I will.... Wait for Matthew to come see his father.... But......"
Så vendte han de smaragdgrønne øjne op mod hende igen inden han spurgte:
"Will you ever come to see me again?......." Man kunne jo ikke benægte deres bånd

Hun sank ved det sidste, og tvang et smil frem. "When ever you wish it, just call.. I am afterall your guardian angel.. and will always be your wife in the eyes of the Lord.." svarede hun, kvalte sine egne følelser og sin egen smerte, bag det blide smil. Tabet hun følte var enorm, og hendes indre var opløst af sorg. Hun kunne dog intet gøre, og måtte bare acceptere den smerte, og leve med den. Forsigtigt bakkede hun nogle skridt, og lagde lidt mere afstand til ham.

Han var selv fyldt af en sorg og smerte ulig noget han havde prøvet før. Det var en situation han virkelig ikke havde nogen anelse om hvordan han skulle håndtere, frustrationen var ligeledes markant.
"But why?..... First Matthew..... Then Bach..... Then you...... I may not know it all but i know punishment when i feel it..... Have i not served Him well?..... Have i not atoned for my sins?.... How does this punishment fit with a merciful God?....... Heaven blessed us..... Blessed our union.... So why did they do this?......"
Det gav simpelthen ikke mening at straffe dem begge sådan når Himlen selv havde velsignet dem. Gabriel var for pokker selv til stede!

"I was sent to be your guardian in the first place, then we feel in love.. and I kept asking for more and more. I was creating to serve the Lord, and turned away and made my love for you bigger than my love for Him.. it is my fault, and now, we are all suffering..maybe.. one day.. He will forgive, until then.. live and love my dear.. and take care. Remember, I am right here when you need me.. not more than a call away..." Hun kunne mærke at uret tikket, og Matthew spurgte efter hende.

Hans blik brændte af frustration men samtidig viste hans kropssprog at han forstod hende. Men det betød ikke nødvendigvis at han syntes det var retfærdigt at så mange skulle rammes når de selv havde velsignet foreningen mellem de to.
"He will forgive.... He has to.... He has already taken so much..... Already punished those that should not..... He created Man in his image...... And Man makes mistakes.... But still..... My world will never be the same..... When i call.... Please make sure you hear my prayer......"
Nok var han egentlig stadig ny i det himmelske men noget i ham sagd stadig at hun snart forsvandt igen

"God is good, and God is mercy my love.. and he has his reasons. Never doubt, never falter.. stay strong.. and I will respond to your prayer as long as I am allowed to.." lovede hun og gled blikket over manden hun elskede mere end noget andet i denne verden, og mærkede skuldrene synke. Hun måtte virkelig kæmpe imod tårerne. "Remember; Live long, live strong, and live happy.." en dyb vejrtrækningen blev taget, og hun sendte ham et blik fuld af smerte. "I love you, Connor.. I always did, and always will.." med disse ord, svang hun vingerne, og lettede fra Jorden, kursen sat mod himlen. Et lysglimt sås, og så var hun væk..

///OUT