Dance of the Brush (Cherish Radcliff)

Hans svar gav ikke meget mening. Hun rynkede brynene og satte sig forsigtigt op. "Condition? I don't understand. You are always so Cold yourself, and this warmth I feel.. it is weird.." det var ikke naturligt, intet der bare kunne forklares med at han havde en sygdom. Det var overnaturligt, selvom hun prøvede at finde en logisk forklaring på det. At han var smukkere end noget levende væsen hun havde set, det var i sig selv en ting hun ikke kunne forstå, det her var ikke bedre.

Han satte sig op ved siden af hende og vendte blikket nedaf, her ville han have trukket vejret meget dybt hvis han da ellers trak vejret. Hvordan skulle han dog lige sige det? Så kørte han roligt hånden gennem håret og nikkede en gang. Der var vist ikke så meget andet for end at sige det og så håbe inderligt at hun ikke bare løb skrigende bort.
"I..... I beg of you to keep an open mind Cherish..... I cannot and will not lie to you.... The reason that i am so cold.... There is much more in the world than you know....."
Så tog han blidt hendes hånd og så hende dybt i øjnene som han lagde den forsigtigt mod sit hjerte. "I.... Am a vampire......"

Det var tydeligvis et emne han ikke anede hvordan han skulle snakke om, og hun troede oprigtigt det var en sygdom og derfor at han bad hende have et åbent sind. Hun havde ikke tænkt sig at dømme ham, naturligvis ikke. Han greb dog hendes hånd, og den sædvanlige varme strømmede gennem hende og fik hende til svagt at sitre. Han lagde dog hendes hånd mod sit bryst, håndfladen mod hans hud. Kold, hård af muskler. Hun vendte blikket mod hans, og han fik afsluttede sine ord. Straks gled det ene bryn i vejret, og hun slap en latter. Han lavede sjov, selvfølgelig lavede han sjov! Vampyrer fandtes sgu ikke, og han drillede hende. Latteren døde dog ud ved hans alvorlige udtryk "Come on, you cannot be serious. Vampires have fangs, hate garlic, can't move around in daylight and.." vent.. var det derfor de altid skulle mødes så sent? Det var deres tredje møde, alle tre møder sent om natten. Han trak sgu heller ikke vejret hans brystkasse bevægede sig ikke, og hun kunne heller ikke fornemme et hamrende hjerte. Per automatik og som sandheden gik op for hende, trak hun hånden til sig. "Oh my God!" udbrød hun og bakkede væk. "This is a joke! It must be..!" det der var ikke normalt.. shit! Hun var ikke normal. Det her foregik i hendes hoved, som så mange andre ting.

Han så meget roligt op på hende og gjorde alt hvad han kunne for at være rolig. Han kunne også hypnotisere hende til at falde til ro men hvis det kom ud ville hun aldrig stole på ham igen.
"Yes i have fangs..... No the only thing garlic does to a vampire is giving it bad breath..... My heart have not beaten for 300 years...."
Egentlig ville det være nemmest at bevise sine evner overfor hende men samtidig var der en risiko for at det ville blive for meget for hende. Så lige nu lod han hende bare sidde og afgøre med sig selv hvad hun syntes om det hele. "I understand if you want to leave.... Yet i hope you won't....."

Bange var mildest talt hvordan hun havde det. Hun prøvede stadig at sige det her var en joke, men hans alvorlige ansigtsudtryk og det faktum at han faktisk kommenteret på de ting hun sagde gjorde hende i tvivl. "I don't believe you, I just don't.. such thing as a vampire doesn't exist" svarede hun benægtende. Trods alle beviserne, kunne hun ikke helt fatte det.

Han nikkede stille som hun sad for han kunne jo sagtens forstå hun var bange. Og hvad så når hun fandt ud af hun egentlig heller ikke var menneske. Så ville det først gå galt.
"I will not prove it to you if you do not wish to know it.... But unfortunately it doesnt change it..... It can be proven in both unpleasant and pleasant ways.... But i will not if you do not wish for it.... I cannot erase it from your mind...."
Som de sad der, vidste han ikke om det var en god idé at han havde sagt det. Et eller andet sted var det et mirakel at hun stadig sad det. Det var han egentlig glad for

Ja hun vidste ikke selv hvorfor hun blev siddende. Måske fordi det var så surealistisk og helt henne i hampen. Måske fordi hun var nysgerrig? Ej hun vidste det ikke. Det var total unormalt! "I don't believe you! Prove it..!" svarede hun pludselig fast og alvorligt. Hun nægtede at give sig, og det ville jo snart vise sig om han bare prankede hende eller om han faktisk mente det alvorligt.

Så drejede han sig over mod hende og holdt et roligt ansigt med et varmt smil. Der var ingen grund til at gøre det værre ved at blive trist eller lignende. Derefter lagde han hånden ned på chaiselonen foran hende og forklarede:
"Very well.... This is the easiest way... That or i can show fangs....
What you have been feeling when touching me is only a small part.... I promise by my family's name that i will do no harm to you.... Put your hand in mine and i will show you.... What you have been feeling so far will feel very much stronger...."
Valgte hun at ligge sin hånd i hans, ville hun snart føle en meget sensuel og erotisk varme brede sig i hele hendes krop

Hans smil og udtryk fik hende næsten til st glemme hvad de lige havde snakkede om. Han var et gudeskønt syn og ganske betagende. Hun kunne slet ikke få sine øjne fra ham.
Snart svlrgede han ved sin families navn, og på en eller anden måde overbeviste det hende om han ikke ville gøre hende fortræd. Måske fordi han var engelsk og der blandt englænder var et æresord der virkelig betød noget? I hvert fald blandt den ældre del af befolkningen. Den yngre generation havde knap så megen værdier i det hele taget.
Hun sank en klump og vidste ikke hvorvidt det var en god ide at række ham hånden eller ej, men hun endte med at gøre det ligeså forsigtigt. Den velkendte varme vældede op nok engang, men det stoppede ikke der. For snart blev varmen mere sensuel.. erotisk .. og hvid hun havde haft svært ved at styre sine impulser før blev det så godt som umuligt nu. De fyldige læber skiltes og vejrtrækningen ændrede karakter, lige indtil det gik op for hende hvad der skete. Brat tog hun hånden til sig "Oh God" udbrød hun chokeret. "How is this possible! How..?" Hun havde rykkede på sig, men det var alligevel ikke fordi hun kom så langt.

Der var ikke nogen nem måde at fortælle hende de ting på, men samtidig så var han en klassisk engelsk gentleman og der var det ikke god kotume at gemme hvem man var. Og nu var han jo startet.
"Some calls being a Vampire 'the Dark Gift'..... It shapes differently..... In my case that is one of the things i can do......"
Egentlig overvejede han om han skulle fortælle hende at hun ikke var menneske men samtidig var det bedre at vente til hun selv blev nysgerrig omkring det. Der var jo grænser for hvor meget ens hoved kunne klare.
"I am sorry if i have frightened you.... I feel wonderful near you...
So it would be wrong of me to hide my true nature...."

Hun anede virkelig ikke hvordan hun skulle forholde sig til det. Det var sgu ikke hver dag man fik at vide at der fandtes blodsugere. Det var ufatteligt. naturligvis strejfede det ikke hendes tanker at hun skulle være andet end et menneske, hun havde aldrig cravede blod. "Never heared about it being a gift. Stories tell you are monsters who drinks blood.. sorry about that by the way..you don't look like a monster though.." svarede hun af mangel på bedre.
At han følte godt omkring hende fik hende til at stirre på ham. "I am at least not doing anything to attract you..
I mean, nothing vampire-ish..." Hun havde det underligt med det hele. "I am sorry, I am not sure I want to stay. You are nice and all but. You should find someone like you, telling a human about this wasn't a good idea.." Hun rykkede på sig, og forsøgte at komme på benene.

Han kunne godt forstå på det hele at det var noget af en omvæltning at finde ud af sådan en ting. Det havde absolut heller ikke været nemt for ham i starten. Det tog ham egentlig lang tid at acceptere at han ikke havde et hjerteslag.
Da hun så nævnte hvad der nok var hans evners påvirkning, nikkede han en gang og kiggede så ned af. "I know how it can feel..... But i want you to know that i have done absolutely nothing to affect you by means of abilities.... I have tried to give you a wonderful time as you give me.... How you make me feel......"
Da hun lod til at ville rejse sig op, flyttede han lidt på sig og som gentleman rakte han hende en hånd for at hjælpe hende på benene. Da hun så nævnte at fortælle det til et menneske kunne han ikke lade være mere. Mest fordi han ikke ville have hun gik
"I know how you affect paintings....."

Hun var rablende gal nok i forvejen, men han gjorde ingenting bedre. Hun var ved at overbevise sig selv om hvor stor en fejl hun havde begået ved i det hele taget at gå med til det her, hun havde været så dum! Hvad havde hun dog tænkt på?!
At han så ikke havde brugt hendes evne på hende, ja hun troede ikke et øjeblik på det. Hvorfor skulle han dog ikke have gjort det? Mon alt det her var et forsøg på at lokke hende til at give ham sit blod? Han var vel magtfuld nok til at tage hendes blod hvis det var det hun .. eller hvad? Hun anede ikke en skid om vampyrer! Ikke andet end det hun havde læst og set i film. Hvor tværdigt det lige var, anede hun ikke en skid om.
Hun afbrød hans snakken ved at rejse sig op, og at han rakte hende en hjælpende hånd, var ikke så underligt og hun var tæt ved at tage den per automatik, men tog sig i det og rørte ham ikke. Hun havde ikke tænkt sig at skifte tilbage til sin kjole, men bare tage sin jakke på, det andet ville tage for lang tid. Hun nåede dog ikke længere end få skridt, da hans stemme lød og fik hende til at stoppe på stedet. Hun stivnede, og vendte sig halvt mod ham. "I don't do anything to the paintings! Don't pretend to know anything! Don't even begin to drag me into your mess, I am no vampire!" udbrød hun hidsigt. For det var egentlig det hun troede han hentydet.

Han kiggede kort ned som hun ubrød sådan i hans retning men der gik ikke længe inden han kiggede op med et noget mere alvorligt ansigtsudtryk og øjne der nærmest lyste i en klar jadegrøn farve.
"I do not paint the pictures to move! That picture has been as still as my heart for over 250 years! My senses are sharper than even the most of my own kind, so when my paintings move i spot it!"
Med en serie hurtigere end et menneskes øje kunne opfange, stod han noget tættere på hende og så hende fast i øjnene.
"I never once said anything about you being a vampire! I know you are not! I was never going to mention the painting but i was afraid you would leave if i didnt! In one single night you have made me feel more alive than ever before! I am no master of emotions but you are special to me!"
Så gik det op for ham at han havde hævet stemmen lidt og han så ned, lidt i skam men også så hun ikke behøvede at se på hans øjne.
"I-..... Am sorry.... It was uncalled for to raise my voice.... But it does not make my words any less true....."

Da han kiggede på hende, havde hans øjne skiftede farve. Hun sank en klump og bakkede et enkelt skridt i frygt. Det her var underligt og fremmede, og hun havde aldrig oplevet noget magen til. Cherish var ikke bange for at opleve nye ting, men det her, det kunne være decideret farligt! Hans svar efterlod hende fuldstændig mundlam, og hjertet slog hårdere k brystet af angst. Han havde set det?! Det havde ikke kun været i hendes hoved, han havde også set det! Hold da kæft. Hun var chokeret, overrasket.. helt ude at skide. Hun anede ikke hvordan hun skulle håndtere det der. Så hun var en freak? Åh gud! Men hvis hun ikke var en vampyr, hvad fanden var hun så?! Alle de spørgsmål dukkede op, og usikkerheden var tydelig. På et split sekund stod han foran hende, og hun bakkede nok et skridt mens han højt forklarede hvordan det havde været for ham. Så.. hun havde vakt følelser hos en vampyr? Flot, hun var mere skør end hun selv troede. Kort efter undskyldte han for at have hævet stemmen, og hun anede ikke om hun skulle grine eller græde. Fordi han havde overrasket og chokerede hende, havde hun været stille indtil hans undskyldning faldt. Hvad hun skulle sige var dog stadig svært at sige, for hele situationen var uvant for hende. Hans udtryk og nærhed blødte hende op, underligt nok, og den velkendte tiltrækning var hun stadig ikke immun overfor. "I.." ja hvad skulle hun sige. Han var vampyr, overjordisk fart og en evne af tiltrækning ved den blotte berøring, men hun havde ikke følt sig i fare med ham og han havde stadig intet gjort hende. Hvad med hende selv? Han vidste tilsyneladende hvad hun var, og måske kunne han svar på hendes spørgsmål? "I don't know what to say, Caleb. I don't feel scared around you but I am very confused right now. I know you said you don't want me to leave, but I need to think about this.. I need to find out what I am" blev hendes svar omsider.

Her ville han nok normalt have kigget ned for lige nu virkede det faktisk som om hun ville til at gå. Og hvor meget han end gerne ville have hun blev, så ville han heller ikke tvinge hende.
"I know it is much to learn in such a short time.... Yet it was never right of me if i kept hiding what i am..... But it has not in any way changed who i am..... I will not force you in any way to stay... But you still deserve to hear..... You gave me a reason to smile... The very first genuine smile for a very long time..... Not only because you like art.... Not only because you stand as a goddess in your nightgown..... Not only because you let me paint you.... But because you are you Cherish..... I will not paint further until you wish it again...." Han kunne ikke lade være med at se på hende fordi hun var så ufattelig smuk men også fordi hun påvirkede ham helt uden at prøve.
"I can tell you what you are should you wish to know it....."

Han vidste hvad hun var, og det fik han også sagt til slut. Hun fik dig rigeligt at tænke over ved hans ord, og hun anede ikke hvad hun skulle stille op. De sidste ord gav vel sig selv. "Of course I want to know what I am. I have living all my life thinking myself a freak, crazy. If you tell me about myself, I will stay" blev hendes svar. at hans følelser handlede om mere end bare hendes udseende fik han jo sagt og hun havde hørt ham sige det og værdsatte det skam. Hun var bare alt for forvirret lige nu.

Hendes ord fik ham nærmest til at hoppe af glæde indeni men han holdte det dog til et roligt men dragende smil.
"You are nothing like a freak..... You are something beautiful..... Come.... What do you say to a glass of wine to strengthen on top of all this?... We can sit and talk and i will answer every question you may have....."
Valgte hun at acceptere, smilede han og lod hende gå over til bordet først. Han var jo gentleman og hvis man var lidt direkte så havde hun jo nok pakket sig ind hvis hun havde et problem med at han så hende. Uden egentlig at tænke over det smed han selv skjorten inden han gik hen og hældte vin op til dem. Den stod jo åben alligevel. Så rakte han hende et glas og smagte på sit eget meget let.
"Where do you want to start?.... And thank you Cherish...."
Det var tydeligt at han ikke gjorde det bevidst men hans øjne var dragende og havde en kraftig flot farve. Primært på grund af hvordan hun fik ham til at føle

Hans glæde vidste hun intet omkring, men hans dragende blik gjorde hende.. opstemt og nervøs på et og samme tid. Hun blev ikke for at savle efter ham, hun blev fordi hun var nød til at finde ud af mere om sig selv, og det skræmte hende af helvedes til! Det var det hun mindede sig selv om for ikke at forsvinde i han øjne, der tilsyneladende skiftede farve som hun skiftede trusser. Påvirket af humøret? Også i den grad.
Han lagde dog snart ud med at understrege hun ikke nogen freak, men noget smukt. Hun var sgu ikke så sikker. Forslaget om et glas vin behøvede han i mellemtiden ikke gentage, hun nikkede. "I need a Whole bottle.." blev svarede, eller noget stærkere. Okay det var næppe en god ide, hun var en svagdrikker der skulle ikke meget alkohol i systemet før hun blev alt for ærlig og direkte. Snart gik de hen til bordet, og hun satte sig ned. Han var fulgt efter og da han så dukkede op foran sig, havde han smidt skjorten, et opgivende støn slap hendes læber mens hun kort løftede hænderne og gned sit ansigt, det her ville live sværere end hun selv havde troede. Vin blev der dog hældt op til dem, og hun tog imod glasset og fokuseret på det. Hun nippede til det et par gange, og vendte derefter blikket mod ham. Åh Gud, det blik.. hun kunne knap få vejret! Hendes hænder rystede også da hun løftede vinglasset til sine læber og tog en større tår. "Caleb, turn it off.. I can't think straight when you look at me like that" virkede vinen allerede? Nej det var nærmere frustrationen der talte her. "I can't think about anything else than your lips and body so .. maybe we should get some more clothes on.." fortsatte hun og anede ikke om hendes forslag ville virke. Noget sagde hende det ikke ville ændre en skid.

Hendes reaktion på ham var jo rigtig dejlig så han kunne jo ikke lade være med at smile til hende. Selvfølgelig kunne han godt forstå det så han satte sit glas fra sig og sagde: "I really wish i could... It is just my appearence and that part of my abilities i cannot control.... My eyes are like this because they reflect how i see you.... I will cover up if you wish it.... Wait right here....."
Så var han lige pludselig væk og man kunne høre lidt puslen fra soveværelset. Lige pludselig stod han der igen og havde en sort silkekåbe over sig for at dække lidt samtidig med han havde en med til hende. "Better?...... "

Hans svar fik hende til at sukke, og hun gled en hånd gennem det lange sorte hår. At hans øjne udtrykte hvordan han havde det med hende bekymrede hende ikke som sådan, hun anede bare ikke hvad hun skulle gøre ved det. Snart forsvandt han, og .. ja han forsvandt bogstavelig talt for at dukke op igen sekunder senere med en kåbe over sig. Hendes blik gled ubevidst over ham og hovedet på skrå han var sgu stadig et ligeså lækkert syn. "Not really" svarede hun ærligt og ligeud inden hun tømte sit vinglas og rejste sig op. Igen gled hånden gennem håret og hun lagde hænderne i siden og vandrede op og ned af gulvet. "Just tell me what you know.." endte hun med at sige.

Han kom med et kort og nærmest forførende grin inden han så på hende og trak ganske let på skuldrene. "I am sorry i think? I went for pleasing your eyes..... As you please mine....."
Uden at tænke over det, fyldte han hendes glas igen imens han begyndte at svare på hendes spørgsmål:
"Well... You are what is commonly known as 'Aspara'...... A race known for loving and protecting the forests... They are known for being very beautiful and often have abilities tied to nature and healing in some way..... Not all of course... If you see one, the visual could not tell that one is Aspara...."
Så stod han med to glas vin henne ved hende og smagte selv på sit glas. "They are often feisty..... Strong personalities..... Beautiful...."

Hans latter fik hende til at gyse af velbehag, det var bare.. wow. Hun faldt i staver over ham, og følte sig godt dum da han så brød stilheden. "Yeah, it worked.." svarede hun og sukkede dæmpede. Hvorfor skulle det her være så besværligt? Nåh ja, han var vampyr og hun var Gud ved hvad! Kæft hvor var hun ude hvor hun ikke kunne bunde. Hun burde være løbet skrigende bort, men i stedet stod hun og havde den her samtale med en fyr der påstod han var vampyr. I bund og grund kunne han ting der var ufattelig, at skifte øjenfarve, bevæge sig lynhurtigt, og også tænde hende ved blot et blik.
Han hældte mere vin op, mens han da besvarede hendes spørgsmål. Hun var hvad for en? Well lige nu kunne han bilde hende hvad som helst ind. En ting havde han dog ret i, det med naturen. Hun elskede skoven, hun elskede naturen og så.. havde hun det med at få ting bragt til live hvis de var planter og døde. Hun havde bare sagt til sig selv hun havde grønne fingre. Han stod snart foran hende, og hun tog imod det glas han rakte hende og tog en tår. "Well.. I guess most of that is me.." mumlede hun og sukkede. Alkoholen var begyndt at påvirke hende, og det betød ofte hun blev mere åben, mere fri. "So you think I am one of those? How can you know for sure?" spurgte hun. Hvis man ikke kunne se det på folk, hvordan kunne han så vide hun var det?

Som hun spurgte, rakte han meget forsigtigt hen og strøg en tot hår væk der var faldet ned ved hendes kind hvorefter han svarede:
"Your scent...... Even for a vampire my senses are very strong.... I can even tell somewhat of peoples emotional state by their scent.... In my own case..... Well you have seen my eyes..... Scent says alot... Usually blood can tell it as well yet i am not sure you want fangs at this point?......"
Ganske vist havde hans følsomme næse godt fortalt hvordan hun havde det med ham, og selvfølgelig kunne han rigtig godt lide det. Hun gjorde jo noget lignende ved ham. Faktisk kunne han overhovedet ikke huske han havde følt sådan en indre varme før

Han strøg en tot hår væk fra hendes ansigt. Hun så længe på ham derefter, stirrede bare. Så endte han sgu med med at svare, og hun holdt ikke op med at glimt. Han kunne lugte hvad hun var? Wow, okay. "Of course I don't want you to suck my blood" svarede hun uden tøven. Hvad kan endte i stedet med at tage en tår af dit glas mens hun tænkte sig om. "Aspara.." gentog hun. Det var så underligt, latterligt. Hun kunne da ikke være en af disse!