Mission Failed [Misse]

Det simple palæ befandt sig i den nordlige del af Frankrig. Dette var hjemstedet for en helt særlig lyselver klan, der gik under navnet De'Taliere. Omkring denne skabning, ville der befinde sig forskellige elvere, den ene mere perfekt end den næste. Det var trods alt hvad hele deres eksistens levede på. At være smuk, og alt der ikke var det, skulle enten laves smuk eller dø.
Aftenen var så småt begyndt at lægge sig over huset, som fødder bevægede sig frem og tilbage omkring hende. Hun stod afslappet lænet op ad et gelænder, med den ene albue hvilende imod håndstøtten. De lysgrønne øjne vendte frem for sig, og når hun svang det lange blonde hår om sig, ville man se de spidse ører stikke svag op igennem det.
Med fødderne plantet i et par alt for høje stilletter og stilrent tøj, der komplimenterede hendes former, lignede hun en elver ligesom enhver anden omkring hende. Det var også meningen med denne forklædning, ikke desto mindre, var det ikke hvad hun var. Hendes hjerte slog ikke under hendes hud, selvom den stadig havde den svagt grønlige farve, som de andre omkring hende.
”Hvad er det?” hendes blik fløj til højre ved den fremmede stemme, for at kigge på en kvindelig elver, der stirrede forarget imod hendes brændemærke. Det mærke, der altid ville være der, ligegyldigt hvilket udseende hun påtog sig. Charmelia kiggede kort ned på stedet hvor den lange finger pegede imod, inden hun forbandede sig selv indvendigt over at have glemt den lille detalje. Alle andre steder ville det ikke have været et problem, men her.. Ville det være ødelæggende.
”Det skal væk.. Det ved du godt” klang den lyse stemme igen, inden denne løftede en hånd, for at gøre andre opmærksom på hendes opdagelse.
Et perfekt svunget øjenbryn hævede sig en anelse i vejret ved kommentaren. Hun kendte reglerne, der var bare et problem. Hvis hun lod dem skære det væk, ville hendes illusion blive afsløret. De ville ikke kunne fjerne det.
Fornedrende himlede hun med øjnene af kvinden, og de to mænd der var kommet til, inden hun skubbede sig væk fra gelænderet, for derefter at sætte sine hænder imod hver sin side. ”Jo jeg kender dem..” startede hende sætning, som hun opdagede deres rynken på næserne i afsky. Hun lod sig ikke mærke med det, som hun mærkede et bestemt greb omkring hendes ene overarm.
Hendes blik vendte sig ned imod fingrene, inden hun kiggede op på ejeren af disse. ”Skam dig..” lød den mørkere stemme, inden denne rykkede i hende, for at få hende fremad.

Et tik ved hendes ene øje begyndte, som det flikkede hastigt. Hun trak armen til sig i en så voldsom grad, at et par rifter kom igennem hendes hud, inden hun kiggede på personen. Hun havde på ingen måde tænkt sig at skamme sig, ikke at hun overhovedet forstod hvad dette betød. Problemet var dog, at i denne proves ville man se hvordan hendes øjne skiftede imellem den lysgrønne farve, og over i en direkte blodrød, for så at vende tilbage.
”Uvelkommen!” begyndte han at råbe, inden der blev peget direkte imod hende, som Charmelia spidsede læberne en anelse. Hendes krop gav et skuldertræk, som et veltilpas smil, næsten med hang til et mere manisk, trådte frem i ansigtet på hende. Hun slog let ud med armene, inden hun fniste for sig selv. Ørerne voksede ind til en mere normal størrelse, og håret blev længere. ”ups” lød hendes muntre stemme, inden hun greb ud efter manden, der havde grebet fat om hende.
Med en grynten, lod hun den ene hånd falde om hans hals, løftede ham en smule over jorden, så hans ben sprællede ud i luften, inden hendes anden hånd skubbede hovedet til siden, indtil den store pulsåre var blottet. Tænderne trådte frem i hendes mund, lige inden hun lod dem synke igennem den bløde hud, for at indtage sit måltid, velvidende at hendes dække allerede var afsløret, og hun var.. ja blevet sulten.

Lyden af metal, der skar hen ad jorden, var ikke noget hun bemærkede. Hun befandt sig veltilfreds i en euforiserende storm af hungren, som hendes negle let prikkede imod huden på manden. Hendes øjne havde lukket sig, som lydene kom nærmere, indtil hun mærkede et ryk i sig.
Hendes øjne sprang op, som hendes madpakke faldt til jorden, da flere hænder havde trukket hende bagud. Kæder lagde sig omkring hende, i magiske bevægelser. Længere væk ville man se en elver svinge med armene i takt med kæderne, som de strammede sig omkring hendes krop, og tvang både arme og ben sammen, inden hun mærkede hvordan hendes ydre ændrede sig til en ualmindelig bleg hud, imens mere fyldige former kom frem. Håret blev helt hvidt, som det strak sig ud, imens øjnene blev dybt sorte.
Hun vred sig irriteret imod kæderne, men blandingen svækkede både hendes kræfter og hendes evner. Små røgskyer ville stige op der hvor sølvet var i direkte kkontakt med hendes hud.

Hendes øjne lukkede sig kort, inden hun fokuserede sine tanker. De åbnede sig op, og selvom de havde været sorte før, så var hele øjet nu sort denne gang. Hun havde tænkt på hendes fader, velvidende at hans evne tillod den telepatiske kommunikation.
Hun ventede til han materialiserede sig foran hende, inden hun ville fortælle at hendes mission var fejlet. Hun fortalte kort over hvor hun befandt sig, inden forbindelsen lukkede sammen, som elverne begyndte at trække i kæderne. Da hun ikke kunne bevæge fødderne, ville hendes krop falde, og lande imod gulvet med hårde klirkende lyde, inden hun ville blive trukket imod en dør, der ville lede hende ned imod fangekælderen.
Hernede ville hun blive spændt op imod en væg, med hovedet nedad, inden de stærke og tunge tremmer ville blive låst længere fremme, som en ekstra sikkerhed, hvis hun nu skulle komme fri af kæderne. To vagter blev stillet uden for tremmedøren, og yderligere to ved trappenedgangen til kælderen.

-Spiller som NPC: Olga Karaktar Mi’serable

Ganske stille, gled en klikkende lyd, igennem, bagrummet af den sorte limousine, fint dekoreret med røde sæder og lilla detaljer. Der var ingen andre lyde i bilen, ud over den blide, næsten utydelige brummen af motoren, og trykket af dækkene imod vejen under den. Stilheden, var alt ædene. Intens. Stilheden, før stormen. Frustrationerne var høje, i det store rum, på trods af kun en var til stede. Frustrationerne, lå i ventetiden. Der var aldrig ventetid, hvis ikke den der blev hidkaldt, skammede sig over noget. Var forsigtig. Han vidste kvindens utilfredshed ved situationen, og ønskede egentlig ikke at tale med hende. Det vidste han dog at han blev nød til, for at forklare hele situationen.
Den enlige kvinde i bilen, ud over chaufføren, der sad gemt bag en aflukket skærm, velvidende hvad stemningen var bag i bilen, var iklædt det helt forkerte tøj, til at udføre den form for mission hun var på vej imod. En elegant rød kjole, der kun lige dækkede den velformede krop derunder, nok til at give lidt plads til fantasien. En form for kjole, man kun begik sig i, ved et ikke alt formelt arrangement. Negle var farvet røde. Hår var sat op, så det dækkede den højre side af ansigtet. Make-up, der kunne lige sørgede for at fremhæve det naturligt smukke ansigt. Høje hæle, der gav en elegant, og yndefuld stilling. Røde farver, til at skabe kontrast til den marmor hvide hud. En kvinde, dækket op til at forføre, skabe nysgerrighed og opmærksomhed.

De ellers så blide øjne, var lukket i et stramt, desperat forsøg på at forblive kontrolleret, som hendes hoved blidt hoppede med bilens bumlen. Endelig, åbnede hendes øjne sig, og for hendes syn, sad der nu en rådden mand, klædt i et gammelt, fint jakkesæt, foran hende på sofa sæddet foran hende. Kvinden sukkede stille, lagde hovedet en anelse på skrå, og kiggede på manden, med et spørgende, men frustreret blik. Og sekundet mandens læber skildte sig ad, eksploderede hun i arigskab, og kylede glasset i hendes hånd imod ham.
”Hvor! Vover du!? Barabas!?” Skreg kvinden, med et hidsigt blik, der brændte så skarpt at det ville sætte mærker. Glasset der var blevet kylet, brød illusionen ganske kort, ved at flyve igennem manden, og efterlade et hul i ham, som han sukkede og sank hovedet. Glasset slog i tu, og kastede den blidt boblende Champange der havde været i, ud over det sæde hvor illusionen sad.
“Olga.. Jeg ved…” Startede manden, med en rolig, kontrolleret stemme, og kvinden satte sig lidt frem i sit sæde, med en udstrakt, elegant finger peget imod ham.
”Du, tager ikke den tone med mig, Barabas, når du ødelægger ting for mig!! Du VED hvad det møde betød for mig! Du VED hvor længe jeg har arbejdet på ham, og det Palæ! Du.. Har muligvis, ødelagt, en kæmpe mulighed! For Klan Rasputin.. For mig!!” Skreg hun arigt, og hendes skarpe hjørnetænder gled langsomt frem, imens hun gled så langt ud på sædet hun kunne komme, og virkede parat til at hoppe i hovedet på illusionen foran hende. Havde det ikke været en illusion, ville hun nok også have gjort det. Manden holdt hænderne frem, og bevægede dem defensivt op foran sig.
“Mi’serable.. Undskyld. Jeg beder dig. Hør mig. Dette er et.. Personligt. Anligende, og jeg har brug for -dig-. Du er den nærmeste, og den bedste, der kan hjælpe. Jeg kan ikke ligge et familie andliggene, i en andens hænder.” Forklarede han stille, og roligt, som før, men med en mere voksen tone. Som om, han faktisk snakkede med den voksne kvinde han gjorde. Mi’serable’s arrigskab faldt også meget hurtigt, men frustrationen og vreden var der stadig, som hun satte sig en anelse tilbage.
”Familie andliggene?” Spurgte hun, med et kort kig ud af vinduet, for at se hvilken vej de kørte. ”Hvem har vi her oppe, i nord Frankrig?” Spurgte hun, en anelse utilfreds, at hun ikke vidste hvor et familie medlemme var. Det kom dog hurtigt til hende, at det kunne være det yngel, Karaktar havde taget til sig, som hun aldrig rigtig havde mødt, kun set et par gange.

Der gik nogen timers kørsel, blandet med forklaring, og med tiden var kvinden lænt tilbage i sit sæde, og taget sig et nyt glas Champagne. Hun kneb øjnene en anelse sammen, og kiggede nu spørgende, og mere forvirret end vredt op på manden.
”Så.. Essentielt.. En Harmskifter.. Som.. Du har holdt for dig selv.. Og brugt som et Silent Presence.. Uden min viden? Så.. Det perfekte Ear. Den perfekte agent… Som du har holdt. Kun for dig selv? Barabas, din gamle idiot, hvorfor? Hvorfor er hun ikke kommet under -min- vinge? Du ved jeg håndtere disse missioner bedre..” Hendes stemme var kommet under kontrol, i løbet af den sidste time, og i stedet for fornærmet, lød hun nærmere forvirret. Hendes skaber plejede at være yderst fornuftig, når det kom til deres Agenter, og fik dem hurtigt op i systemet, når det passede sig.
“Dette er.. Et unikt tilfælde.. Ser du.. Charmelia er.. Er en Malkavian. Og jeg ved, hvord…” Han blev afbrudt, da Mi’serable holdt den hånd op, som hun også havde glasset i, for at stoppe hende. Hendes øjne blev langt mere interesseret, og hun lænede sig en anelse frem i sædet.
”Malkavian? Hun.. Er af Malkavian? Nej. Så ville jeg have lugtet det.. Det kan ikke passe.” Karaktar gav hende et sigende blik, og hun klukkede kort, med et blik ud af vinduet. Tanker virkede til at flyde rundt i hendes tanker, inden hun realiserede noget, og øjnene skød imod Karaktar.
”Du.. Har holdt dette fra mig.. På.. På grund af Setlana.. Har du ikke?”.
Bilen blev fyldt med frustrerede skrig igen, og banden over at blive behandlet som et barn, der ikke lære af sine fejl, som bilen brummede fortsat, imod det nordlige frankrig.


~En lille uges tid senere~
Kun få, ligger mærke til en flue. Selv de, der afskyr ækelhed overalt, ser ikke deres uvelkommende ankomst. Stille, fløj en flue igennem fordøren, på De’Taliere’s palæ, og imod de dybere gange af huset. De, der ledte ned. De’Taliere familien, var intet, hvis ikke forudsigelige. De beboede aldrig et Palæ, uden fangekælder. Der skulle være et sted, at udføre deres ritualer.
Det eneste fluen kunne finde af nedgang, var dog en aflukket, og bevogtet dør, uden nogen åbninger. Fluen satte sig på loftet, og overvejede situationen, imens dens vinger viftede frustreret. Der gik dog ikke længe, inden den satte sig på en løsning, og lod planen udfolde sig.

Ikke længe efter fluen havde overværet sin situation, kom der lyde fra den anden side af døren, hvor Charmelia blev holdt. Lydene startede ganske rolige, og kontrollerede. En stille samtale. Det var kun grundet Charmelia’s let forbedrede hørelse, at hun opfangede disse lyde overhovedet, men hvad der blev sagt, var utydeligt. Pludselig, blev lydene dog voldsomme. Lyden af sværd der blev trukket fri af deres skeder, ganske korte råb, der hurtig blev tysset, inden de voksede sig høje nok til at nogen ville kunne høre det oven på. Lyden af omkuld faldende kroppe efterfulgte, og så lyden af en nøgle der gled i dens lås.
Døren åbnede sig, ganske langsomt, og med en lav knirken. Døren slog sig helt åben, og ingen havde bevæget sig inden for. Der var en altædene stilhed i rummet, før en lav klikken inden gled igennem det, og en figur trådt ud fra skyggerne. Skyggerne lå stadig over den kvindelige figur, som den bevægede sig et par skridt ind i rummet, næsten smertefuldt langsomt. Hvert skridt, blev taget en anelse på tvers af hinanden, som gav figuren en elegant, forførende gang, som hun blev efterfulgt af to mandlige figurer, klædt i De’Taliere uniformer. Mændene stod ved hver af kvindens skuldre, som var de hendes vagter. Kvinden bar en elegant, udfordrende rød kjole, og hendes ansigt forblev dækket i en skygge, der hvor hun stoppede i rummet, med et blik ned imod den tilfangetagede kvinde. Kvinden havde hænderne sat imod hendes hofter, og betragtede fangen med et hældende hoved, inden en smuk stemme, gled igennem rummet. Stemmen var som sød musik, der gled forførende igennem luften, som en velkommen tone, i bidende stilhed.
”My, my.. Sikke da en situation, man har fået sig rodet ind i? Så sårbar. Så…” Kvinden blev afbrudt, da de to mænd bag hende, tog et skridt nærmere, og lagde deres hænder omkring hende. Hænderne gled op af hendes sider, og følte hendes former, som de to mænd lagde deres læber imod kvindens hals, og siden af hendes ansigt. Kvinden fniste ganske stille, og lagde sine hænder imod deres, for at skubbe disse væk.
”Så handsy… Så, I to.” Startede hun, og vendte sig om til de to mænd, med blikket op imod dem. Begge mænd slap hende, og stirrede ned på kvinden med tomme blikke. Hun kiggede fra den ene, til den anden, før begge hendes hænder skød op til deres hoveder, og greb fat i deres hår, for at tvinge dem begge ned. Begge mænd, gik hastigt i knæ foran kvinden, uden at tage deres øjne fra hendes. Stiren blev gengældt, inden kvindens rosenrøde stemme gled igennem luften igen.
”Så.. Gå I tilbage oven på. Jeg skal snakke med min kære veninde her. Enerum. Glem hvad I så. Fortsæt jeres dag. Smut.” Kvindens stemme var nu blevet beordrende, og som hun slap deres hår, viftede hun mændene imod døren de var kommet fra. Begge mænd rejste sig straks, og gik tilbage hvor de var kommet fra. Den ene, lukkede ligefrem også døren bag sig.

Kvinden vendte sig endelig imod fangen, og slog sit hår ud til siden, hvor det hørte til. Hun rejste en anelse på den ene fod, så hun kunne klikke tåspidserne af hendes sko imod gulvet, og glide benene ganske blidt imod hinanden. Kvinden forblev der et øjeblik, inden hun endelig trådte længere frem i lyset, med den stille klikken som efterfølger. Kvindens hvide hud blev mere strålende, i det svage lys fra lampen i loftet, og da hendes ansigt endelig kom frem i lyset, ville Charmelia vide hvem der var ankommet. På trods af de to aldrig havde været i synderlig kontakt med hinanden, ville hun tit have set dette ansigt. Kvindens læber var fint gledet ud i et lille lumskt smil, som hun betragtede den anden kvinde, i hendes besynderligt ærgerlige situation.
Et lavt fnys gled sig dog fra kvinden, og hendes hoved rystede et par gange, som hendes øjne gled over kæderne.
”Sørgeligt kedeligt brug af kæder..” Mumlede Mi’serable stille, inden hun gik nærmere Charmelia, og de kaotiske røde øjne gled ned på hende igen. Smilet forblev som det var, da hendes forførende gang gentog sig, og hun gik tæt nok på den anden kvinde, så de ville kunne røre hinanden. Mi’serable bukkede sig ned i knæ, med benene samlet, for at undgå at hendes fine kjole afslørede for meget. Blikket forblev plastet på Charmelia’s øjne, som hun rakte en hånd ud, og aede siden af fingerspidsen, og hendes negl, imod kinden af denne.
”Sjovt at skulle mødes sådan. Charmelia, formoder jeg? Mit navn er Mi’serable. Jeg skulle mene, at du har noget at melde til mig?” Bad hun stille, med en forførende beordring i hendes stemme. Hovedet gled også en anelse på skrå, som hendes næse krummede en anelse, da hun trak duften af den anden kvinde til sig, og hun sukkede tilfreds. Malkavian. Ingen tvivl om det...

Selvom hun hang fra loftet, med hovedet dinglende let over jorden, så var hendes små grin ikke til at tage fejl af i mængden. Kæderne sørgede omhyggeligt for at kjolen kun viste huden til hendes knæ, inden det hvide hår hang ned, så det næsten ramte gulvet under hende.
Det var først på fjerdedagen, at hendes spydige bemærkninger, fnisen og irriterede hvæs stoppede. I stedet var det overtaget af den brændende fornemmelse i hendes krop. Det uimodståelige hungrende behov efter føde. Hendes læber smaskede tørt imod hinanden, som hun stirrede på vagternes pulsårer. Hun kunne høre dem i det ellers så stille rum, banke efter hendes opmærksomhed.
Uheldigvis kom de aldrig tæt nok til at tilfredsstille hendes behov, og hun blev på intet tidspunkt fodret. En drænet vampyr var trods alt nemmere at håndtere. Dette gjorde også at kæderne, der var af sølv, svagt var begyndt at brænde sig ind igennem hendes hud. Evnen til at heale hurtigt var nedsat, når der ingen kræfter var at tage af. Dertil kom der også blokeringen af hendes evner, hvilket hun havde bandet over utallige gange.

Som dagene var gået, havde hun nærmest opgivet håbet. Hun havde fået sendt en besked afsted, men det havde været lige på nippet til at være for sent. Hun befandt sig langt væk hjemmefra, og selvom hun havde forventet det ville være lidt tid, så havde hun ikke regnet med at det ville være så længe.
Hun sukkede næsten opgivende, som den blege hud var begyndt at virke næsten askegrå i belysningen, imens øjnene var blevet svagt matte. Gløden var blevet slukket i dem, som hun hang i den samme stilling i dagevis. Hun kunne trods alt ikke dø af det.
Det var først da hendes ører hørte det, at hendes sanser kæmpede en kamp for at komme på ret køl. Hun forsøgte at spore sig ind på stemmerne, men kunne ikke forstå hvad der blev sagt. Da sværdene blev trukket og et tys fulgte, var hun mere nysgerrig på hvad der foregik bag den aflukkede dør. Pupillerne udvidede sig, som hun hørte det svage klik fra nøglen i låsen, inden døren langsomt begyndte at åbne sig.
Lyden fra hælene imod gulvet, fik hendes blik til at søge imod dem, inden hun opdagede tre sæt fødder træde indenfor. Det ene par virkede så malplaceret. Havde hun været ved hendes fulde kræfter, ville hun havde kunnet udpege hendes duft på stedet, men tørsten var det eneste i hendes sind. Hun slikkede sig uvilkårligt om munden, som duften af levende slog imod hende. Blodets strømmen susede for hendes ører, imens øjnene søgte op ad den midterste skikkelse.
En kvindekrop så perfekt, at ingen ville kunne modstå den, iført en kjole, kun lige lang nok til at dække det nødvendige. Stemmen var så forførende, da hun talte. Der gik et øjeblik, før hun opdagede at det var hende, at der blev snakket til. Læberne bevægede sig ud i et næsten uskyldigt smil, inden hun klikkede en anelse med tungen. ”Jeg.. hænger lidt ud” svarede hun tilbage med en klingende stemme, der uden tvivl ville lyde som en engels uskyldighed, havde det ikke været for det næsten utydelige rustne af sult og træthed i denne. Hun fniste manisk over sin egen morsomhed, inden hun bemærkede det næsten pornografiske billede foran sig.
Mændene befamlede kvinden, og Charmelia behøvede ikke være tankelæser for at vide hvad der gik igennem hovedet på disse. De var tydeligvis under en form for kontrol, en begærisk kontrol af kvinden.
Som de blev sendt afsted, så hun let til i stilhed, indtil døren blev lukket efter den sidste af dem, hvorefter hendes opmærksomhed vendte sig imod kvinden endnu engang.

Rummet blev fyldt af hendes nysgerrighed, trangen til at vide hvem denne var. Nu hvor vagterne ikke længere var i rummet, kunne hun dufte det allerede før hun var trådt frem i lyset. Hun var udød uden tvivl, og formegentlig hendes redning.
Det var først, da hun kunne se kvindens ansigt, at det gik op for hende hvem det præcis var. Hun havde set Mi’serables ansigt utallige gange allerede. Hun var trods alt lederne over den gruppe agenter som hun selv tilhørte. Charmelia havde dog aldrig været under hendes vinger, hvorfor vidste hun egentlig ikke, desuden havde hun heller ikke tænkt over det. Hun havde det fint der hvor hun allerede var. Karaktar var god ved hende, selvom han virkede streng på nogle områder. Han holdt hende i skak.
Hun svarede ikke på kommentaren om kæderne, men himlede i stedet en anelse med øjnene. Selvfølgelig ville hun mene det. Det kunne garanteret også være tilfredsstillende på mere dyriske måder, hvis det ikke var for hendes udsultethed og mangel på opmærksomhed samtidig.
Som kvinden knælede, vendte hendes egne matte sorte øjne imod hendes blodrøde, som hun svang sig lidt i kæderne, for at svinge med svagt frem og tilbage. Hun gøs svagt under berøringen af fingeren, der gled ned langs hendes kind, inden hun fniste en anelse igen. Hun hørte godt hvad Mi’serable havde sagt, men hun svarede hende ikke til at starte med.
”Et hus fuld af forfængelige elverføde?” svarede hun dog efter kort tid, inden hun endnu engang måtte fnise over sin egen joke. Hun vidste godt hvad det var Mi’serable ville høre, men hvorfor fortælle det allerede? Det var der intet sjov i. Hun holdt det i stedet til sig selv, som hun begyndte at fløjte en munter, men obscure melodi, som hun satte en lille smule mere sving i kæderne, så de klirrede svagt imod hinanden. Røgen fra hendes krop tog svagt til i intensitet, der hvor sølvet fra i direkte kontakt med hendes hud. Det ville have været ved den åbne maveregion, hvor hendes kjole blev holdt sammen af en tynd stribe af stof ved hendes side, ved hendes overarme og kavalergang.

-Spiller som NPC: Olga Karaktar Mi’serable

Mi’serable’s kaotiske øjne, betragtede den hængende kvinde, da hendes læber blev skåret ud i et smil. Mi’serables hoved lagde sig en anelse på skrå af synet, og læberne bredte sig ud i et stort, tilfreds smil, da kvinden skød hendes kommentar til situationen afsted. Stadig smilende. Selv med den dundrende hungren, der brændte igennem hende. Det var ikke muligt at tage fejl af, for en person der havde fodret så mange af sådanne slags, som den høje, elegante Nosferatu. Det var ikke i blikket. Ingen andre, ville have set det. Kun ganske få, ville også have følte det. Men Mi’serable kendte den. Ikke -for- godt, da det var en tilstand hun ofte tog sig af. Hver af disse situationer, var en glæde for den blege kvinde. At tilbyde hendes blod, til de der manglede det. Bidet. Følelsen af drænet. Det var et smukt scenarie, for den artistiske kvindes øjne. Det smukkeste, inden for deres race.

Da Elverene var gået, og Mi’serable stod tilbage, ville duften af hendes blod have ramte Charmelia med et spark. Selvom der stadig var det milde hint af hendes udødelighed, var der også noget andet. Den duft, der melte til de fleste, hvem hun var. Hendes kalde tegn. I Grotterne hvor de boede, kunne alle dufte den på lang afstand, og duften ville have hjulpet Charmelia med at genkende hende, før ansigtet gjorde. Der var ingen fejl at tage der. Kun hendes udhungrede tilstand, kunne have forsinket hendes genkendelse. Den sødere, smukkere duft, var ikke som nogen andre. Et hint, af den smukkeste duft, og den mest mættende smag, for enhver. Ingen lugtede, eller smagte Mi’serables blod ens. Det var hendes gave, og hendes forbandelse. Hendes blod, ville ramme enhvers pallet, som det mest velsmagende måltid de nogensinde havde fået. Det gjorde hende til et mål, for nogen. Det var et held, at hun faldet i Vladimir’s familie.. Det gjorde hende til en svære pris at ‘eje’.

Mi’serable betragtede den hængende krop begynde at svinge, som hun satte gang i kæderne. De kaotiske øjne kneb sig en anelse sammen, som hendes hoved gled på skrå, af det kække svar. Inderst inde, fniste hun glædeligt af responsen. Der var en hvis glæde og livlighed i kvinden, hun ikke kunne andet end at elske. Det milde Malkavian hint, af sindsyge, var også tilstede. At give et sådan svar, til en overordnet, der havde måtte ofre noget meget betydeligt, for at redde hendes sørgelige skin? Naturligvis kendte Charmelia ikke til situationen, men det ville hun snart.
Den glæde Mi’serable følte, viste sig ikke det mindste i hendes udtryk, der slap det lille smil hun havde haft, og gav kvinden et stramt, utilfreds udtryk i stedet. Hendes øjne gled kort op, da den svage hvæsen af varmt metal imod hud, kom fra hendes mave region. Hun betragtede den svage røg der kom derfra, og så kvindens udtryk. Smerte virkede ikke til at gøre hende det store. Mi’serables tunge trak sig en anelse ud mellem hendes læber, for så at glide mellem dem, for at hvæde dem. Hendes hånd skød så op, og tog et fast greb i de kæderne, omkring den blottede maveregion, for at stoppe den blide svingen af den hængende kvinde. Røg, og hvæsen begyndte at stige fra hånden der greb fat, i et tegn på at sølvet ikke havde nogen anderledes reaktion på hende. Hendes anden hånd rakte så ned, og lagde blidt den ene fingerspids imod Charmelia’s læber, for at stoppe den stille fløjten. Hendes udtryk ændrede sig ikke meget, men stirrede fortsat strengt ned på kvinden.
”Det var ikke et svar.” Hviskede Mi’serable stille, imens hendes hånd om kæden begyndte at dreje sig, hvilket tvang kæderne til at trække på sig, hvilket strammede deres greb om Malkavianerens hud, og borede sig dybere ind i skinnet på hende. Smerten var ikke meget mindre på Mi’serable, men den høje Nosferatu, gjorde ikke meget andet end at trække en anelse på læberne, og næsten give et svagt støn fra sig. Hun gjorde intet forsøg, på at skjule spændingen i sine øjne, og ansigt, der var så tydeligt et tegn på, at smerten var alt andet end ubehagelig. Men mest spændene, var Charmelia’s reaktion på denne tilføjede smerte.
Mi’serable fjernede sin finger fra Charmelia’s læber, og strøg den i stedet op af hendes kind igen, hvilket ledte den imod jorden, og det hængende hår. Hun strøg sine fingre ind i håret, og aede blidt kvindens hovedbund.
”Jeg bad dig. Om en melding. Og jeg har givet for meget, for at rette op på Adamedis’ rod, til at være i humøret til lege…” Fortsatte hun, med en vred undertone i hendes stemme, men en hel anden historie i hendes øjne. Der var altid tid, og humør, til at lege. -Specielt- når hun var vred over noget. Nogen, skulle den vrede jo gå ud over.
Den blide hånd der havde aet kvindens hoved, satte nu et stramt, fast greb om hendes hår, for så at trække hendes hoved en anelse op, for at pege Charmelia’s ansigt imod hendes eget. Den anden hånd, holdt stadig et stramt greb om kæderne, der fik røg til at stige fra begge de to Vampyre i lokalet.
”Jeg gentager.. Du har noget, at melde til mig. Lille.. Cha.. Cha..” Hendes stemme var mere streng, og forlangende denne gang. Selv med det tilføjede kaldenavn, der havde gledt så fint over hendes læber, kunne Mi’serables glæde ved situationen ikke gennemskues.

Efter de to elvere havde forladt rummet, slog duften hende for fulde hammer. Den havde været der før, men var blevet blendet med de to andres. Nu hvor der kun var de to tilbage, kunne hun næsten smage Mi’serables blod imod hendes tunge. Den søde duft frembragte allerede den lette euforiseret sindstilstand, som hun tog en dyb vejrtrækning ind igennem næsen, for at ånde det ud i form af et langdraget støn. Hendes pupiller udvidede sig øjeblikkeligt, så de næsten opfyldte hele øjets mørke område, som hendes blik flakkede imod pulsåren ved halsen. Et sted der på de levende ville dunke lystigt i dette øjeblik.
Hun var før stødt på netop denne duft, i grotterne, de gange hun havde været der. Det var ikke mange eller længe ad gangen, eftersom hun også havde et arbejde at udføre. Uheldigvis var det gået galt denne gang, hvilket hun uden tvivl ville komme til at høre for en halv evighed. Det rørte hende dog ikke. Hun havde formegentlig været den bedste chance blandt vampyrerne med hendes evner, desuden havde det været ganske underholdende.

Som kvinden greb fat i kæderne, der sved sig langsomt igennem hendes hud, mærkede hun svagt noget af det brændende pres forsvinde fra området. Hendes fløjtende melodi blev kortvarigt stoppet af endnu et fnis, inden den ville fortsætte efterfølgende.
Øjnene vendte sig dog opmærksomt imod kvinden, der tilsyneladende ikke virkede til at værdsætte hendes humor, men det var noget hun var fløjtende ligeglad med, så længe hun selv fandt den sjov. Tonerne stoppede dog da en finger blev lagt imod hendes læber.
Hendes mund formede et ’uuhuuh’ under fingeren efter Mi’s kommentar, inden hun genoptog den lette latter. Hendes læber skiltes fra hinanden under fingeren, inden hendes tunge kom frem fra den lille åbning, for så at glide over kvindens finger. Igen kunne hun mærke den berusende fornemmelse ved at have blodet så tæt på sig, men stadig så langt væk. Hun overvejede kort hvorvidt det ville være en mulighed for hende at bide fast i kvindens finger, for at tilfredsstille sin trang.
Overvejelsen nåede dog ikke langt, da et gisp blev udbrudt i stedet, og tungen trak sig ind bag sammenbidte tænder. Kæderne sydede mere, da kvinden strammede dem omkring hendes krop. Hendes øjne klemte sig kortvarigt sammen, inden de åbnede sig for at stirre ind i Mi’s endnu engang. Spændingen lyste ud af kvindens øjne, og hun opfangede den, men uden at vide hvad hun virkede så spændt over. Utilfreds spidsede hendes læber sig, inden hun snøftede teatralsk, i et forsøg på at virke såret.
Som fingrene viklede sig ind i hendes hår, brummede hun en anelse mere tilfreds, som ordren lød endnu engang. Hun var godt klar over hvad kvinden ønskede at vide, men hendes læber sagde intet endnu. Da grebet strammede sig ved hårrødderne, gispede hun endnu engang, men denne gang mere i form af en nydelse, som øjnene begyndte at spille legesygt imod kvinden.

Hendes småfnisen stoppede dog langsomt ved tonen i kvindens stemme. Det virkede ikke til at Mi ville være med til at lege meget længere. Hun var om muligt ikke helt rask, men hun vidste stadig bedre end at trække den alt for langt ud. I stedet nynnede hun overvejende, som hun forsøgte at vippe lidt med hovedet, hvilket resulterede i at grebet i hendes hår sved let imod hovedbunden, når hårene blev trukket for langt.
”Mmmhmm..” startede hun langsomt sin tilbagemelding, inden hun måtte holde en pause, da en kæde bed særligt skarpt imod hendes hud. Det var dog ikke nok til at slå hende helt ud af kursen, som hun blinkede let med det ene øje.
”De var her sandelig” lød hendes første del af svaret så, selvom det var ganske åbenlyst allerede. Hun var blevet sendt afsted for at finde denne elverklan og det havde hun skam også gjort. Hun var næsten sikker på, at det nok mere var den anden del af deres plan, som kvinden var interesseret i at høre.
”De vil .. udvide imod Di Morga..” Hun blinkede let et par gange, inden hendes stemme gik et par oktaver dybere, for at mimere en mands stemme, som hun havde overhørt. ”Landet trænger i særdeleshed til en udrensning” gentog hun ordene, hvorefter hendes latter begyndte endnu engang.
Selvom hun grinede, så var hele situationen ikke så morsom for hende. Det var mere den måde hun havde at håndtere tingene på, og med latteren som skjold, var der ikke behov for noget andet. Ikke at hun havde behov for skjoldet til at begynde med. Hun var trods alt ret ligeglad med andres meninger og følelser. Det var hendes egne der kom først altid.

Da kvindens nynnen stoppede, nikkede Mi’serable forsikrende en enkelt gang, som sagde hun ‘godt’, inden hun skulle til at tale. Hun stoppede dog, med en åben mund, da Charmelia’s læber skildtes ad, og kneb sine øjne kort en anelse sammen. Hun fjernede ikke sin finger, også selvom hun havde regnet mere med, at den udhungrede kvinde ville have forsøgt at bide hende, men gav hende i stedet et strengt udtryk. Dette udtryk løsnedes dog, da kvindes tunge i stedt kom frem, og gled pirrende over fingerens fine hud. I stedet så hun ganske kort overrasket ud, inden et lille, kækt smil bredte sig over dem, og et lavt, lille fnis kom over hendes læber, for at blande sig med Charmelia’s eget fnis. Der var en gnist i Charmelia, der fik Mi’serables bål til at blusse, og den angren hun havde haft ved at måtte forlade hendes arrangement til at dulme. Det var allerede det meste af besværet, og skaden værd.
Mi’serable’s smil blev en anelse mere udfordrende, da hun lod sin elegant finger glide over Charmelia’s underlæbe, inden hun trak den til sig, for at lade den møde sin egen underlæbe, som gled over det samme punkt, med et forførende blik. Hun trak sin tunge over sin underlæbe, med en lav, velbehaget brummen, inden hendes finger vendte tilbage til Charmelia, for at fortsatte den aen af hendes hoved, den havde sigtet efter til at starte med.

Da Charmelia klemte sine øjne sammen, og reagerede på den svage hvæsen fra hendes hud, spillede Mi’serable’s øjne op, i et tydeligt velbehaget udtryk. Hun trak stille sin underlæbe ind imellem sine tænder for blidt at tykke på denne, imens hendes fingre aede sig ind på Charmelia’s hår. Det strænge udtryk trak sig ikke, selv ikke da hun gav et næsten fnisende fnys fra sig, som reaktion på det teatralske forsøg.
”Ja, det får man, når man ikke opføre sig ordentligt…” Forklarede hun kort, med en lav hvisken, som reaktion, inden hun fortsatte med hvad hun var igang med at forlange. Hun var egentlig sikker på, at Charmelia havde opfanget den. Men, hun behandlede hende, som en lille pige, der ikke helt forstod sig på, hvorfor hun blev straffet. Det ville være en udmygende behandling, hvis ikke Mi’serables øjne havde været så legende som de var.
Gispet i nydelse ved grebet i kvindens hår, fik Mi’serables krop til at give et let ryst på sig. Hun mærkede kuldegysningen glide ned af hendes ryg, og hendes blod komme i kog. Hun forstod nærmere, hvorfor Karaktar havde holdt de to fra hinanden. Hvis ikke Charmelia var klar på, hvad hun bevægede sig ind til, ville Mi’serable muligvis kunne have knækket hende, og skræmt hende væk. Der var noget.. Ekstatisk, ved Malkavianere, for Mi’serable. Og den lille Charmelia, var ingen undtagelse. Han var dog stadigt ikke undskyldt. Den tidligere Malkavian, som Mi’serable havde ‘leget’ med, var en anden historie. Mi’serable selv, var yngre, og mindre erfarren i andres følelser, behov og holdninger. Hun havde ikke kendt til grænser, dengang, så hendes partner var blevet skræmt væk. Det var Mi’serable ikke stolt af, men hun var bedre nu. Intet, var en ensrettet vej. Det, over meget andet, havde hendes erfaring lært hende. Og hun havde ingen intentioner om at tage, uden også at give. Ikke mere.

Da Charmelia lagde ud med sin langsomme tilbagemelding, og tænkende pause, rejste Mi’serable’s øjenbryn sig en anelse, i et tydelig tegn på utålmodighed. Hendes fingre strammede også deres greb en anelse, for at gøre prikkenen i hendes hår en anelse være. Hun skulle ikke tage sig pauser, når hun forlangede information. Så skulle hun svare. Og svare, hurtigt.
Da hun så begyndte, kneb Mi’serables øjne sig en anelse sammen. Hun havde næsten ikke været i tvivl, ved det stærke duft der havde ligget i huset. De’Taliere. De indavlede sataner, der aldrig ville stoppe med at jage, og udslette Nosferatuer, før de var fuldstændig udkvalt. Vladimir havde dræbt en af deres Prinse, og sammen med resten af Di Morga’s Nosferatuer, deres agenter, og alierede, udrydtet den store skare der havde forsøgt sig på Di Morga. Nu havde de tænkt sig, at prøve igen.
Mi’serable snerrede en anelse ved Charmelia’s melding, og kiggede til siden, med et ryst på hendes hoved.
”Satans til indavlede, langører..” Vrissede hun stille, med hendes greb forblivende hvad det var. Hun strammede intet, men løslod heller ikke Charmelia endnu. De røde øjne brændte ved tanken om de Elvere der var omkring i huset, men hun fik kvalt, og dulmet sin flamme. Hun sukkede lavt, og lagde øjnene over Vampyren i sine hænder igen, og endelig slappede hendes læber en anelse af igen, og sendte Charmelia et varmt, kærligt smil. Hendes fingre bredte sig endelig ud i den anden kvindes hår, og aede i stedet kort hendes hovedbund igen, inden hånden gled til den hængende kvindes kind.
”Det var godt.. Og når man opføre sig ordentligt, for man også noget tilbage..” Hviskede hun nærmest drømmende, imens hendes tommeltot blidt aede den andens kind. Grebet om kæderne slappede også endelig af, og smerten vendte tilbage til det den havde været før. Mi’serables øjne gled så op på kæderne, i det hun rejste sig. Hun drejede blidt Charmelia rundt, for så at finde den lås der holdt kæderne strammet imod kvindens hud. NNosferatuens læber smilede igen, imens hun trak et par gange i låsen, inden hun drejede sig imod den dør hun var kommet ind af.

Uden et ord, begyndte Mi’serable at gå imod udgangen igen, dog uden at slippe låsen med det samme. Hun trak Charmelia en anelse med sig, for så at slippe låsen så Charmelia blev efterladt, nu svingende blidt i kæden. Den lave klikken af hendes hæle, ledte hende så imod mørket, og udgangen, hvor hun så forsvandt for Charmelia’s øjne. Den lave klikken, forsvandt dog ikke, før kvinden var et par skridt ude for den tunge metal dør, hvor man så kunne høre hende rumstere rundt i et eller andet. Et lavt fnis kom så også fra kvinden, inden den lave klikken slog igang igen, nu på vej ind i rummet igen. Hun kom dog ikke frem i lyset med det sammen, men kunne nu høres trække den tunge metal dør i, for at lade den klikke skærende imod dens egen lås. En lav klirren med nøgler kunne så høres, inden endnu en klikken gjorde det klart, at døren var blevet låst. En lav brummen kom så fra Mi’serable, imens da hun lagde hånden mod dørens greb, for så at hive så hårdt hun kunne. Den gav sig ikke det mindste. Hun hamrede så sin skulder imod et par gange, for at teste den styrke, og nikkede veltilfreds da den igen ikke gav sig. De’Taliere’ne havde udviklet sig en evne, i at lave Vampyr sikrede fængsler. Nøglerne, derimod. Et lavt, skærende knæk gled gennem luften, da Mi’serable knækkede nøglen i døren, for at sørge for den ikke længere ville kunne åbnes fra ydersiden af. Eller, fra indersiden…

Mi’serable trådt nu endelig tilbage i lyset, med en ring af nøgler om den ene finger, som hun svingede rundt i cirkler, og en heste pisk i den anden hånd. Hendes øjne lå glædeligt over pisken i hendes ene hånd, og hendes læber stod ud i et forførende, legesygt smil, som hun gav endnu et fnysende fnis fra sig.
”For hvor sindssyg den Familie er… Er jeg nu stor fan af deres standardudstyr.” Hun slikkede sig kort om underlæben, imens hun svingede pisken imellem fingrene en enkelt gang, og lod øjnene falde over Charmelia igen. Øjnene var næsten ekstatiske på det tidspunkt, og hun himlede kort en anelse på kroppen, inden hun begik sig resten af vejen over til kvinden. De’Taliere familien, handlede om skønhed, og dominansen af denne, hvilket gjorde at vagter altid bar piske, for at holde de der var mindre smukke nede. Og de vagter Charmelia havde fået, havde været nogen af de bedst trænede De’Taliere der var, grundet Charmelia’s art, og den skade hun allerede havde gjort.
Mi’serable lod dog piske falde til gulvet ved hendes side, og tog fadt i Charmelia’s kæder igen, for at stoppe hendes gyngen. Hun bevægede sig op på Charmelia’s side, og lagde en arm bag hendes nakke, for at løfte hendes hoved en anelse op. Samtidig, fandt hun frem til låsen, med flere af nøglerne fra ringen, inden hun fandt den der hørte til. Hun gjorde sig så klar, med kæderne og Charmelia holdt ind til sig, så den lave hvæsen fra hendes egen hud kunne høres igen. En lav sukken kom fra Mi’serables læber, inden hun bed hendes nydelse i sig med underlæben imellem tænderne, for så at klikke låsen op.
Mi’serable lagde hurtigt den anden arm under Charmelia, og stoppede hende i at falde til jorden med det samme, så hun i stedet lå i Mi’serables arme. Nosferatuen kiggede ned til Charmelia’s øjne, med et kærligt lille smil, inden læberne lagde sig en anelse igen, og øjenbrynene rejste sig.
”Selvom du har gjort hvad du skulle, har du stadig været slem..” Brummede hun bestem, som kæderne omkring Charmelia, begyndte at give efter, og løsne sig fra den tynde form bag dem. Mi’serable knælede sig ned, og fik sat Charmelia, før hun igen rejste sig, og tog et enkelt skridt tilbage, for at lade Charmelia løslade sig selv ordentligt. Nosferatuen’s arm rejste sig så, og pegede imod hjørnet af det lille rum de var i, hvor man kun lige ville kunne være i lyset.
”Sæt dig hen i hjørnet, og kig ind i vægen. Jeg har ikke lyst til at se på dig, imens du forklare hvad du har gjort.. Eller. Rettet sagt, ikke gjort.” Forlangede hun, med den samme strenge stemme, og ekstatisk spændte øjne. Spændingen nu, lå mest i hvor godt hun ville kunne adlyde ordre. -Specielt- på trods af hendes hungren. En del af Mi’serable, ønskede næsten at Malkavianeren ville lashe ud, og forsøge at tage det blod hun endnu måtte vente på. Der var intet blod ved døren, og denne var aflåst. Der var kun de to, enlige i et rum. En Nosferatue, med livgivende blod, og hober af det. Og en udsultet Malkavianer, med en udsultet Vampyr’s desperate styrke. Selv uden hendes desperation, ville Mi’serable ikke kunne vinde en kamp imod hende, uden at tage sine evne i brug, hvilket hun havde ingen intentioner om. Men hvad Mi’serable manglede i physisk styrke, gjorde hun op for i udholdenhed, samt en enormt udviklet kontrol over hendes eget blod. Den lille Malkavianer, ville ikke få en dråbe, før hun havde gjort sig fortjent til det. Denne evne, til at holde sit eget blod fra Charmelia, ville hun dog ikke kende til. Det var Mi’serables lille hemmelighed. Ingen kunne tage noget fra hende, uden hendes tilladelse, uden direkte at skære hovedet af hende. Et træk, hun var fuldstændig sikker på, Charmelia ikke ville ture. Eller, formå, for den sags skyld.

Det sårede udtryk på hendes ansigt holdt ikke alt for længe, som den svidende fornemmelse begyndte at være mere normal for hende. Selvfølgelig gjorde det ondt, men det var ikke ubærligt. Det var ikke noget hun ikke havde været udsat for før og det ville nok heller ikke være sidste gang. Ikke desto mindre, skød hun kvinden et uskyldigt blik efter kommentaren til hende lød. Et blik der tydeligt sagde at hun da altid opførte sig ordentligt.
Det skarpe blik opfangede dog den lette rysten, imens hun kunne smage i luften hvordan blodet begyndte at bevæge sig hurtigere under kvindens hud. Hun var tilsyneladende ikke upåvirket af hendes reaktion på håndteringen af hende. Igen småfniste hun lidt over det, som hun næsten drillende endelig lod blikket glide hen over kvindens former, i et forsøg på at indtage enhver detalje af kroppen foran hende, inden det igen ville lukke sig med Mi’s øjne.

Imellem hendes ord, som hun havde holdt den drænende pause i sin tilbagemelding, måtte hun endnu engang gispe svagt ved den intensiverede smerte i hårbunden. Hun sagde dog intet imod det. Hvis hun skulle indrømme det, så var den svage prikken mere en velkommen i ddet givne tidsrum. Mi var trods alt en umådelig køn kvinde, og årene havde lært hende selv, at kønnet var underordnet når det kom til tilfredsstillelsen af de ydelser, som hun var så afhængig af.
Den snerrende lyd, fik hende dog til at kigge en anelse forundret på kvinden. Det var ikke hvad hun havde forventet at høre komme over læberne på denne. Hun havde næsten troet at hun mere var den legende og ligeglade type, lidt som hende selv, men der kunne være alvor involveret også.. åbenbart.
Hendes eget smil bredte sig dog langsomt, da udsigten til at belønning nærmede sig. Åh det var hvad hun havde behov for. Kvinden var i besiddelse af det blod, som hun hungrede efter allerede. Hun var nærmest sikker på, at det var hvad hun ville modtage for sin gode opførsel.

Hendes øjne voksede da kvinden begyndte at trække sig væk fra hende, og bevæge sig længere og længere væk. De voksede hastigt i hendes øjenhuler, som hun mærkede skuffelsen og et stik af vrede trænge sig på. ”Hey! Min belønning!” peb hun en anelse krævende, inden hun endnu engang ville sætte kæderne i sving, denne gang en anelse voldsommere, så hun kun var ganske få centimeter fra at ramme muren bag hende.
Selvom hun hele tiden kunne høre hælene imod gulvet, var det ikke nok. Hun smagte hvordan muligheden for en slukket tørst forsvandt, sammen med kvinden igennem døren. Det var først da denne var vendt tilbage til rummet, at hun snøftede en anelse utilfreds, og endelig stoppe sit forsøg på at svinge sig ud af kæderne.
Hun hørte hvordan en nøgle blev knækket i dørens lås, velvidende hvad intentionen bag dette var. Om muligt var cellen vampyr sikret, men elverne ville i så falde have langt svære ved at komme ind i rummet nu.

Klingen fra nøglerne, modtog hendes opmærksomhed, som hun kiggede op og så hvordan de drejede sig drillende omkring kvindens ene finger. Det varede dog ganske kort, før det søgte imod den anden hånd, der også bar et redskab.
Hun reagerede ikke på kvindens ord til at starte med, men stirrede i stedet blot på den sorte læderpisk i dennes hånd, inden hun sank en svag klump i halsen. Ikke af frygt, men heller ikke helt af forventningsglæde. Det var en blanding af de to ved synet. Et sådan redskab var intenst og brugt forkert, ødelæggende. At have været offer for begge dele, ville hun havde gode og dårlige oplevelser med dette redskab, og selvom kvinden formegentlig var ganske habil med det, var det ikke det ønske hun havde netop nu.
Hun mærkede hvordan en arm lagde sig omkring hendes nakke, og efter ganske kort tid lød det svage klik af låsen, inden hun mærkede kæderne løsne sig om hendes krop. Selvom røgen steg op fra dem begge, som Mi holdt hende tæt ind til sig, så kunne hun ikke lade være med at sukke lettet, da grebet endelig løsnede sig omkring hende. Hendes eget blik vendte sig tilfredsstillet op imod Mi, selvom denne stadig var hungrende efter blodet, der tordnede for hendes ører.
Ved kvindens ord, skar hun dog en let grimasse, inden hun fnøs ganske kort. ”Kun.. lidt” indrømmede hun ganske muntert, imens hun holdt tommel- og pegefinger op med et meget lille mellemrum imellem dem, for at understrege hvor lidt slem hun faktisk havde været.
Da hun blev sat på gulvet, begyndte hun dog selv at vikle sig ud af kæderne, som hun forsigtigt trak de forsølvede helt væk fra kroppen, imens de antimagiske blot blev flået til side. Hun trak benene ind under sig efter de var befriet, inden hun først kom op på hug og til sidst helt op på stående ben. De skælvede en anelse på hælene grundet sulten, men hun rankede dog stadig ryggen, inden hun rystede befriende på hovedet, så det lange lyse hår slog omkring hende. Imens det bevægede sig i luften, ville farven svagt ændre sig over i en mere falmet gul nuance frem for den platin blonde.
Det opgivende suk faldt, som hun kiggede ned af hendes egen krop, hvor der ville være brændemærker efter kæderne. De healede ikke synderligt hurtigt, eftersom hendes kræfter i forvejen var svækket godt og grundigt. Selv hårfarven kunne hun ikke ændre.

Ved kvindens ordre kiggede hun forbavset op på denne, inden øjnene flakkede imod det hjørne som hun pegede hen imod. Mistænksomt og overvejende drejede det tilbage imod Mi, som hun hævede sin pegefinger og overvejende begyndte at bide i den lange negl på denne. ”Hmm..” startede hun langsomt, inden hun igen skævede over imod hjørnet.
Havde det ikke været for den indlærte selvkontrol fra hendes opvækst, ville hun formegentlig være sprunget direkte i halsen på kvinden. Heldigvis for dem begge, havde hendes Bedste lært hende hvordan hun skulle forholde sig til sulten, selv når den var værst. Spørgsmålet var nok mere hvor villig hun var til rent faktisk at adlyde denne kvindes ordre.
”Ellers tak” svarede hun efter en længere periode, inden hun stædigt lagde armene over kors foran kroppen. Hun havde ikke gjort noget galt udover at være blevet opdaget. Det var ikke nogen skam at det var sket. Ikke alle missioner ville gå gnidningsfrit. Hun mente faktisk ikke at hun havde gjort det mindste galt overhovedet. Hun havde adlydt den ordre, som Karaktar havde givet hende, og hun havde meldt hvad hun vidste til denne kvinde. Det havde været hendes opgave, og selvom der var knuder, så.. Var den løst.

Det udiskrete blik, som Charmelia havde sendt ned af Mi’serable, gik ikke kvinden forbi, og inderst inde smilede hun stort. Glæden ved den drillende interesse, blev dog ikke vist over kvindens ansigt, som forblev strengt, og seriøst. Hun ville stadig ikke udvise hendes glæde, før Charmelia adlød.
Den lettere desperate kalden efter Mi’serable, fik hende til at smile stort i mørket, hvor kvinden ikke ville kunne se hende. Her, kunne hun sagtens fremvise sin glæde. For ingen andre, end sig selv. Der var så sandeligt noget i hendes krop, der reagerede anderledes end normalt, i Charmelia’s nærvær. Hendes blod rejste hurtigere igennem kroppen. Var varmere. Mi’serable var ikke synderligt poetisk, men hun havde tit følt, at hendes blod ‘ønskede’ at blive delt. Ikke bare for nydelsen hun selv fik i det, men for blodets egen tilfredshed. Som om den ‘gave’ det kunne udgøre, hjalp mere end bare en andens sult, men også Mi’serables egen. Hendes behov, for at føle at hun hjalp andre. Dette ville hun aldrig indrømme, og var også tanker hun hastigt skubbede væk, hver gang de faldt over hende. Mi’serable havde altid haft en sød tand, men det var for sukkersødt for hende.

Charmelia’s reaktion på pisken, fik Nosferatuen’s øjne til at knibe en anelse diskret sammen, i forundring. Denne forundring forblev dog ikke længe, inden hun fortsatte, men hendes tanker fløj stadig. Der var noget ved piske, der skabte tumult i kvindens hoved. Om det var en negativ fortid med disse, eller en positiv af slagsen, forblev en hemmelighed, men Mi’serable noterede, at hun ville være forsigtig med at tage den i brug. Dette var en vigtig ting at notere, da hun selv kun havde positive minder med sådanne redskab.
Mi’serables egne øjne betragtede det tilfredse blik fra Charmelia, igennem den svage røg der fløj op imellem dem. Hendes læber sendte et lille smil, og hendes hoved et kort nik. Hun gav altid tilbage, når hun fik. Og Charmelia, havde givet.
Hendes kommentar om at hun kun havde været lidt slem, fik Mi’serables øjenbryn til at rejse sig, med et nik til siden af hovedet, og et blik der sagde, at det ikke var hende der bestemte det. Det var det ikke. Det Karaktar havde gjort, var uacceptabelt. Men -hun- havde ikke stoppet ham. Og der var ingen tvivl om, at Karaktar ville have fortalt den vigtigste regel, når man udførte opgaver for Klan Rasputin. Aldrig, helt, alene. Det var det vigtigste princip de levede under. De havde begge stolet for meget på hendes evner, eller undervurderet De’Talierenes snuhed. Hvad end grunden var, så havde hun ikke været godt nok forberedt. Det, lå ikke udelukkende i Karaktar’s hænder.

Efter at have sat hende ned, og så taget et skridt væk, betragtede Mi’serable den anden kvinde komme på fødderne. Hvor Charmelia ikke synderligt havde forsøgt at skjule hendes betragtende øjne, virkede det næsten til at Mi’serable gjorde alt hvad hun kunne, for at gøre interessen tydelig. De rødlige øjne gled langsomt op af Charmelia’s krop, helt fra hendes fødder. Brændemærkerne fra kæderne, gjorde ikke den smukke kvinde, mindre attraktiv, for en som Mi’serable. Tværtimod. Hendes underlæbe blev kort trukket ind imellem hendes tænder, inden hun vinkede let med det ene øjenbryn, da deres øjne igen kunne mødes, og hun gik igang med at forlange af den anden kvinde igen.

Charmelia’s svar, fik Mi’serables hoved til at lægge sig en anelse på skrå, og hendes øjenbryn rejse sig spørgende. Som var hun ikke helt sikker på, om hun havde hørt rigtigt. Mi’serable betragtede kvinden, i hendes stædighed, i hvad der føltes som mange minuter, inden hendes øjne kneb sig en anelse sammen.
”Nej? Hm..” Spurgte hun, nu med et tænkende udtryk, inden hun gik på hug, for at samle pisken for hendes fødder op igen. De røde øjne var gledet ned over pisken, og hun rakte den op foran sig selv, for at begynde og pille ved piskens ende, og det lædder der sad der.
”Du.. Takker nej.. Som om, du ikke har noget at angre. Hvilket jeg ikke er i tvivl om, at du tror.. Men nu.. Er det nu ikke en ting, du selv bestemmer.” Forklarede Mi’serable, stille, imens hun gik imod Charmelia, og så omkring hende, stadigt uden at tage øjnene, og fingrene, fra pisken.
”Du arbejder for Klan Rasputin, og skulle udføre en opgave for denne. Du fejlede den..” Fortsatte hun, da hun var kommet op på siden af Charmelia, og endelig tog øjnene fra pisken, og tilbage på Charmelia. Pisken blev svirpet igennem luften imellem dem, men slog sig ikke imod den anden Vampyr, men i stedet bare hen ved siden af hendes arm. Hun ville kunne mærke det lette pust, af vinden der var blevet trukket med af pisken.
”Det.. Er ikke strafbart. Alle kan fejle. Selv Vladimir.. Men.. Der hvor -du-, var slem.. Lille Chacha..” Et lille smil bredte sig over læberne igen, af bruget af kaldenavnet. Pisken lagde sig så blidt imod Charmelia’s arm, og aede langsomt ned af denne, hvis ikke Charmelia stoppede den, imens Mi’serable begyndte at gå videre omkring hende, og rundt om.
”Var da du tog afsted.. Uforberedt.. En opgave, om handlende De’Taliere familien. De mest snedige, forskruede Elvere, vi endnu har mødt. Dem.. Tog du ind for at lære om. Det var muligt det ikke var dem, men! Precautions!” De sidste ord, blev vrisset en anelse, i tag med at piskens spids gled sig fra Charmelia’s arm, og så om på hendes side, langsomt op af hendes rygrad. Skulle Charmelia forsøge at kigge tilbage, og over skulderen, ville Mi’serable hurtigt række piske op på den skulder hun skulle til at kigge over, og blidt prikke spidsen imod den nærmeste kind, for at stoppe hende i at se tilbage. Igen, svirpede piske ikke, men blev brugt på en helt anden måde.
”Du kan give dine ordre skylden, men det strækker ikke. Dig, og min Skaber, stolede for meget på dine evner, og undervurderede jeres fjende. Dette, bragte dit liv i fare. Og.. Afbrød min Diplomatiske mission!” Denne gang, var hendes vrissen en anelse mere hvæsende, i et med at hun trådte op på den anden side af Charmelia, og lod endelig piske svirpe igennem luften.
Pisken slog ikke hårdt ned imod Charmelia’s hud. Den var ikke engang sigtet direkte imod. I stedet, snittede det hårde lædder kvindens ene lår, og fik hendes kjole til at flyve en anelse op i et par sekunder, hvis den var løs nok til at gøre dette.
”Sæt dig ned på knæ.” Beordrede hun igen, nu med et tilbagevendende hint i hendes øjne. De legende, spændte øjne. Hendes læber, kom også med denne gang. Et drilskt, næsten udfordrende, eller lokkende, smil. Hun svang så pisken imellem dem igen, for at pege på den anden kvinde med spidsen af denne.
”Eller.. Alternativt.. Hvis du mener, du har noget at have den stædighed i.. Så tag den i brug. Hvis du mener, at det er dig, der burde bestemme noget som helst, i dette lokale. Hvis du mener.. At det er -mig-, der burde adlyde dig. Så.. -Tag- det du mangler..” Mi’serable holdt sine hænder, udfordrende ud til siderne, imens hendes greb rullede pisken rundt i hånden på hende. Mi’serables øjne kneb en anelse sammen, i et med at hendes underlæbe blev trukket imellem hendes tænder, stadig udbredt i et antændt smil. Med læbens tilbagetrækken, sprang der pludselig en aggressiv duft. Det hun havde kunne lugte, indtil videre, bare mange gange stærkere. Og da hun løftede tænderne, og den elegante hugtand kom til syne, var det tydeligt hvorfor lugten blev forstærket. En rød, blodig overflade lå ned af den spidse hjørnetand, og en dråbe udstrak sig også fra det lille sår på læben. Mi’serables sendte nu Malkavianeren et lumskt blik, som en dråbe af blod gled ned fra hendes læber, og hun kastede pisken ud til siden.
”Du for ikke en dråbe af mig, eller nogen som helst anden.. Før du opføre dig.. Medmindre. Du kan tage det..”

Blikket som Mi sendte hende var i første omgang ikke nemt at læse for hende. Charmelia betragtede hende en anelse overvejende, som hun opfangede forståelsen i det til sidst. Det var ikke hendes beslutning hvorvidt hun havde været slem eller ej. Det vidste hun godt. Desuden var hun ganske godt klar over, at de havde bøjet reglerne en anelse ved netop denne mission. Hun var gået ind alene, og selvom det ikke helt havde været planen, så havde det været den bedste løsning. Man gik aldrig alene.
En svag klump sank sig i hendes hals ved den realisering, som hun blev sat ned på gulvet. Efter at havde forsøgt at vikle sig ud af kæderne, hævede hendes blik sig en anelse op imod kvinden. Hun kunne se interessen i Mi’serables øjne, og derved bredtes der et ganske legesygt smil på hendes læber. Hendes krop vrikkede en smule mere overdrevent for at komme fri, særligt til ære for Mi’serable, eftersom hun gjorde det ganske tydeligt, at hun nød synet.
Hendes hænder gled langsomt op langs benene, efter hun havde rejst sig op, indtil kjolen begyndte at følge trop. De stoppede efter at have blottet huden op til midt på lårene, inden hun slap grebet om sig selv, og kjolen ville falde ned på sin plads endnu engang. Den nåede til lige over gulvet. Alt imens ville hendes blik have holdt sig på Mi’serable for at aflæse dennes reaktion på bevægelserne, inden hun til allersidst løftede den ene støvle lidt op fra jorden, for at træde ud af de sammenfoldede kæder. Den anden ville følge trop bagefter.

Efter hendes nægtelse af at udføre kvindens afstraffelse, så hun til som denne så ud til at skulle tænke over hele situationen. Som minutterne gik, begyndte at svagt strøg er nervøsitet at snige sig ind over hende. En erkendelse af at hun måske havde foretaget et lidt for kækt træk over for hendes overordnede. Hun selv arbejdede under Karaktar, men det var alment kendt, at hun burde arbejde under Mi’serable.
Hendes øjne fulgte kvinden, da hun bøjede sig ned for at samle pisken op. Blikket flakkede over det sorte læder, inden de vendte sig tilbage imod Mi’serable. Hun flyttede sig dog ikke, selvom kvinden nærmede sig hende med pisken i hånden imens denne talte til hende. En lektion som hun havde hørt mange gange før, men aldrig fortalt med en sådan stemme.
Hun rømmede sig dog, inden hun løftede hånden let i vejret, da der blev sagt at hun havde fejlet. ”Teknisk set.. Fejlede jeg ikke.. Jeg fandt klanen og jeg fandt ud af deres hensigter.. Det var min opgave, og den blev løst” svarede hun let tilbage, inden hun hørte suset af pisken ved siden af hende. Hendes krop gippede en anelse ved lyden, inden hun mærkede pustet imod hendes hud. Et gys gled over hendes krop, der skælvede ganske svagt.
Hendes arme faldt langsomt ned langs siden, som stemmen fortsatte med at snakke til hende. Hun lyttede opmærksomt til den, som om hun var i trance, imens det lille piget smil formede sig på hendes ansigt. Selvom pisken kærtegnede huden imod hendes arm, gjorde hun endnu ikke et forsøg på at stoppe bevægelsen. Hun tog i stedet imod den, som blandingen af spændthed og frygt hobede sig op endnu engang.
Hun mærkede hvor centimeter den bevægede sig og efterlod et spor at små knopper på hendes krop. Et let suk af svag nydelse over den lettere strenge tone i stemmen, ekkoede fra hende, som hun mærkede den snige sig op langs hendes rygrad. Hendes ansigt forsøgte at dreje sig, for at kigge om imod Mi’serable, men blev hurtigt stoppet, da spidsen af pisken lagde sig imod hendes ansigt, og stoppede bevægelsen på stedet.
Den hvæsende vrissen over at have fået afbrudt hendes mission, frembragte et tandklart smil, hvor hugtænderne kom til syne. Hun kiggede stadig fremad, men man kunne let se på hendes holdning at det morede hende, at have været til en smule besvær. ”mon ikke de forhandlinger får en chance til” bemærkede hun sigende, med et strøg af flirten i stemmen. Hentydningen faldt klart imod Mi’serables påklædning og ynde. Hun tvivlede stærkt på at vedkommende ikke ville springe i med begge ben for at få chancen endnu engang til at være i dennes selskab.
Snittet af hendes lår frembragte endnu et gip i hendes krop, som hun mærkede hvordan kjolen løftede sig en anelse ved udskæringen af en slids ved netop det lår. Hendes ansigt drejede sig imod den side, hvor Mi’serable nu stod, inden hun sendte hende det uskyldige tandsmil endnu engang.

Ordren lød endnu engang. En ny position, som hun ikke bevægede sig ned i. I stedet kiggede hun blot trodsigt imod kvinden, da denne foreslog et alternativ til det. Hun vidste godt hvor den tale ville bære henad. Det var ikke hende der bestemte noget som helst, når det kom til det arbejdende område. Men var det kun rent professionelt kvinden mente netop nu? Det virkede som en udfordring på et mere bestialsk plan end blot arbejde.
Hendes øjne kneb sig en anelse mistænksomt sammen, da hun så hvordan armene blev strakt ud til siderne. Det var der at lugten ramte hende. Hendes blik ændrede sig på stedet. Øjnene indtog den røde farve af lyst imens pupillerne trak sig sammen som et rovdyrs på jagt efter sit bytte. Hendes læber åbnede sig fra hinanden, inden tænderne blottede sig helt i det øjeblik. Blikket fikserede sig fast på Mi’serables underlæbe, hvor hun så en enkelt dråbe trække den rødlige farve ned over læben.
Den sidste sætning fra kvinden opfangede hun ikke. Den susende storm for hendes ører var så intens, at den overdøvede alt andet. Om muligt var hun blevet trænet i selvkontrol, men dette gik over de grænser. Det var for meget for hende.
Den desperate bevægelse satte hende imod kvinden, som teleporterede hun fra det ene sted og hen foran denne. Hendes hånd ville række op og lægge sig imod Mi’serables hage, som en negl ville følge kvindens kindben i et kærtegn. Hvis kvinden ikke trak sig væk selvfølgelig. Hendes blik ville stadig være fæstnet imod blodet på læben, inden hendes ansigt ville komme helt tæt på Mi’s.
Fingrene om kvindens hage ville stramme sig en meget lille smule, som hendes krop dirrede, hungrede efter hende. Hvis Mi’serable tillod det, ville hun presse sine læber hen over kvindens underlæbe, for at lade tungespidsen glide over det let åbne sår hvor blodet ville komme fra. Blidt, men stadig krævende efter smagen og sulten.
Den anden hånd ville række om til kvindens nakke, inden hendes læber ville massere imod Mi’serables, imens hun omhyggeligt sørgede for at få blodet med sig ind i munden.

Som Charmelia gjorde et nummer ud af vikle sig fri, åbnede Mi’serables øjne sig en anelse mere åbne, og kaoset i dem begyndte at spille en anelse mere dominant, lyserød. Hendes pupiller indsnævrede sig en anelse, som et rovdyrs, der var klar til at hoppe på sit bytte. Hun trak vejret dybt igennem næsen, som kvinden rejste sig op, og trak sin kjole en anelse med, og måtte strække sin nakke en anelse, da hun indså at hendes nakke havde instinktivt været tiltet til siden, som om hun ville have kigget op under kjolen. Da kvinden stod, og så efter Mi’serables reaktion, gjorde hun et større nummer ud af at slikke sine læber, og sendte et veltilfreds smil, og lige så legesyge øjne som Malkavianerens. Hun vinkede en enktl gang med øjenbrynene, veltilfreds med den lille mundgod hun var blevet givet.

Charmelia’s reaktioner på Mi’serables pirrende kælen med pisken, gik i god jord for en kvinde som Nosferatuen. Hun kunne mærke hendes blod banke, og adrenalinen vokse. Nogen der så på, ville tænke at det kun var Charmelia der blev mentalt tortureret af den kærtegnene piren, men det var lige så meget Mi’serable. Hun skjulte et gys igennem hendes krop, da hun stod bag ved Charmelia, og hun sørgede for at kvinden fortsat kiggede fremad. Da hun så begyndte at tale, kneb hun øjnene en anelse sammen. Hun svingede endnu engang pisken, for at give tegn på utilfredshed, og lod den snitte hendes ene overarm denne gang.
”At blive fanget, er at fejle! Ingen information, er en agents liv værd!” Vrissede hun, strengt, og svingede denne gang piskens lædder imod Charmelia’s højre lår. Pisket havde ikke været hårdt, for nogen som dem, men stadig med nok kraft, til at give et let svirp fra sig. Pisken begyndte sekundet efter at have ramt, og blidt køre rundt om det sted det ramte, inden den kørte op af siden på hendes hofter, inden den blev trukket tilbage fra hende igen.
”Havde de tænkt over de sorte øjne… Havde de vidst, hvem du arbejdede for. Du ville straks være blevet… ‘Renset’, og De’Talierene ville have sluppet væk.. Du ville have været død for -ingenting-, og det er ikke sådan Klan Rasputin arbejder.” Kvindens strenge stemme, gjorde det klart, at dette ikke var til at debatere. Missionen var fejlet. Punktum. At hun var heldig, og havde formået at holde hendes egentlige intentioner gemt, var en anden side af sagen. Det, ville hun også blive betalt, og belønnet for.
Da Mi’serable var igang med at bevæge sig op på siden af Charmelia, skulle hun også lige tilføje det med hendes chancer for at genoptage forhandlingerne. Nosferatuen stoppede op, og kiggede kort imod jorden. Hendes tær trak sig sammen i hendes sko, og øjnene startede en storm omkring de små sorte pupiler. Kvindens højre ben, blev blidt kørt imod det venstre, og hun rejste foden, kun lige langt nok til at klikke tå spidsen på skoen imod jorden. Et lavt suk undslap Mi’serable, og hendes krop gysede i et glip, inden hun smøg sig om bag ved Charmelia igen. Denne gang, var der ikke afstand på kvinderne, men Mi’serable pressede sin krop tæt op af Malkavianerens, og lagde sin venstre hånd omkring den andens liv, efter at have sluppet pisken. Nosferatuen lagde sin kind imod siden af Charmelia’s hovede, så hun kunne mørke, og høre, hendes unnødvendige vejrtrækning, da hendes anden hånd rakte op, og lagde sig imod den andens skulder.
”Det.. Var ikke forhandlingernde.. Jeg var der for.. For mig.. Var det blot en bonus. Jeg.. Var der for Efterfesten…” Hviskede hun, forførende, som hendes hånd kærtegnede Charmelia’s mave, inden den strøg sin vej over hendes krop, for at kramme hende ind til sig. Hendes anden hånd strøg en anelse frem på Charmelia, og tog et fast greb i hendes skulder, så deres kroppe næsten var låst fast imod hinanden.
”En ekstatisk seance af utallige nøgne kroppe, vredet ind imellem hinanden. Halsende gisp, og støn. Dufte af blod, sved og lyst. Piske’s svirp, kæders klirren og ekstatiske skrig…” Hendes læber var næsten presset imod Charmelia’s hals, som hun fortalte, med lukkede øjne. Der var en dyrisk hungren i kvindens stemme, efter samtlige ting hun remsede op. Imens hun fortalte, vandrede hendes hænder. Hånden der havde været slynget omkring Charmelia, vandrede opad, og stoppede ikke, selv da de strøg over Charmelia’s bryst, og kærtegnede hver en kurve på det ene, før den rakte op, og lagde sig over det højre. Hånden på Charmelia’s skulder, strøg sig nedad, og fulgte Charmelia’s arm, men lod ikke de blide, bløde fingerspidser lede, men i stedet krassede de deres vej ned over den blege hud. Da den nåede Charmelia’s hånd, viklede den sig ind med Charmelia’s fingre, for så at lede hendes egen hånd frem for hende, over Malkavianerens mave, så begge deres fingerspidser næsten rakte ned og rørte imellem hendes ben. Men ikke helt. Et dybt suk undslap Mi’serable, og hendes læber bredte sig over Charmelia’s hals, inden hun talte igen.
”Ingen.. Gør det som de Franske Ventrue familier…” Hviskede hun, næsten hulkende, inden hun tog en skrap indånding imellem tænderne, og åbnede munden over Charmelia’s hals, og lod sine hugtænder blidt stryge over den andens hud, inden de trak sig tilbage.
”Og det… Missede jeg! På grund af Karaktar’s inkompetence! På grund af dig… Halvandet år.. Skal jeg vente, inden jeg for den chance igen…” Vrissede hun, næsten hidsigt, som begge hendes hænder viste klør, og pressede de lange negle hårdt imod Charmelia’s hud. ”Og hvad det tab betød for mig… Kommer ingen rigtig til at forstå!” Vrissede hun igen, inden hendes fingre rev et par centimeter på hver af de steder de var, og hun slap den andens krop. Hun havde sagt nok.
Hun gik på hug efter pisken, og fortsatte som hun ellers havde, med at forlange at Charmelia gik i knæ.

Da endnu en af hendes beordringer ikke blev adlydt, kunne man se hvor meget hun var ved at blive presset, i de kaotiske øjne, hvis sorte pupiller næsten ikke var synlige længere. Udfordringen, blev stadig tilbudt på samme måde. Hungrene Vampyre, var oftest så forudsigelige. Naturligvis, ville Charmelia ikke kunne dy sig.
Malkavianeren’s hastighed, kom dog som en let overaskelse for Nosferatuen. Kvindens hånd befandt sig på Mi’serable’s hage, før pisken overhovedet klikkede imod jorden, og hun gippede en anelse, som hendes øjne fik et hint af lyserød endnu engang. De kaotiske øjne forlod ikke Charmelia’s, som denne kærtegnede hende, og hendes smil var også vokset. Hendes hænder holdt sig stadig ikke tilbage, men rakte frem, og strøg op af Charmelia’s side, som Malokavianeren’s læber kom nærmere. Jo tættere hun kom, jo længere tilbage trak dråben der var faldet sig. Som en snor, der blev trukket fra en kat. Kaoset i Mi’serables øjne begyndte at spinde, som var der en orkan i hendes iriser, da hendes magi spillede ind. Og da deres læber mødtes, havde blodet trukket sig helt tilbage. Hun fangede ikke blodet smag, som det første, men i stedet bare Mi’serables læbe. En lav stønnen kom fra Mi’serable, som hendes ene hånd strøg sig op i Charmelia’s hår, imens den anden trak deres kroppe tæt ind imod hinanden. Da Malkavianerens tunge, hungrene, søgte blodet på læben, var det ikke en komplet skuffelse, for anden end selve sulten. Den fortryllende smag ramte hende, men der kom ikke en eneste dråbe ned, da det hele trak sig tilbage i Mi’serables sår, hurtigere end det var kommet ud. I stedet, blev hendes overlæbe tvunget en anelse op af Mi’serables egen tunge, og tvang de to til at møde hinanden, som hun forsøgte at lede det ind i et hungrende kys. Et lavt støn undslap Mi’serables læber, som de udbredte sig i et næsten ondskabsfuldt smil, som hun kyssede Malkavianeren, og legede med hendes tunge. Skulle Charmelia’s sult få hende til at begynde at bide, ville det eneste hun fik ud af det, være nydende støn fra Mi’serable. Hun ville ikke bløde det mindste. Hånden på kvindens ryg, greb blidt fat i hendes kjole, og løftede den en ganske lille smule, som fingrene i håret også strammede en anelse.
Mi’serables tænder ville pludselig sigte efter Charmelia’s læbe, for så at bide et lille hul i denne, med hendes ene hugtand. Hullet var ikke stort, og ville muligvis ikke gøre vildt ondt. Men det ville tilføje en anelse af giften i dem. Blande Charmelia’s hungren efter blod, med en helt anden hungren. Samtidig, fastnede grebet i Charmelia’s hår sig endnu mere, inden hendes hoved blev trukket en anelse tilbage. Deres læber kunne nu kun lige mødes, og Mi’serable stønnede igen, med intense øjne, rettet imod Charmelia’s.
”Ikke.. En dråbe.. Det er hvad du får… Indtil -jeg- giver det… Du kan bide mig.. Du kan kaste mig rundt. Rive. Slå. Sparke. Min krop, vil ikke bløde den mindste dråbe, før jeg bestemmer at den skal det…” Hviskede hun, strengt, inden hendes hånd trak Charmelia’s ansigt en anelse længere væk, for så at trække hovedet nedad.
”Ned.. På.. Knæ…” Forlangede hun igen, med de samme intense, insisterende øjne. Hvis Charmelia endelig adlød, ville Mi’serables hånd ikke slippe grebet i hendes hår, før hun havde sat sig helt ned på knæ. Hvis hun fortsat protesterede, ville hånden forsøge at tvinge hende ned, stadig med det samme greb. Hun ville ikke benægtes længere..

Endnu et gip gled igennem hendes krop, da pisken snittede overarmen, og hun var ikke i tvivl om grunden til dette. Kvinden var utilfreds med hendes irettesættelse af fejltagelsen. Hun var dog ikke berørt af at kvinden mente at hun talte uden tilladelse. I stedet smilede hun en anelse for sig selv, som hun langsomt fugtede læberne med tungens spidse ende. Øjnene vendte fortsat fremad, som havde hun accepteret deltagelsen i kvindens leg.. for nu.
Suset nåede hendes øre længe før slaget kolliderede med den blege hud, Et let gisp blev trukket ind igennem hendes tænder, en ganske simpel reaktion på at det kunne mærkes, selvom det ikke havde gjort umådelig ondt. Den svage brænden blev dog langsomt kørt ud i resten af kroppen, som varmen trådte frem imod hendes hud. Det tydelige gys rendte ned langs hendes rygrad, som kvinden fortsatte sin snakken med den så fristende tone i stemmelejet.
Hun realiserede langsomt sin mindre fejl i at kommentere på den diplomatiske mission, da hun mærkede kroppen blive presset op imod hende bagfra. Blikket faldt let ned imod den hånd, der på nuværende tidspunkt var i gang med at finde vejen frem til hendes talje.
Åndedraget imod hendes øre, fik hende til at vende blikket i den retning, stadig uden at dreje ansigtet eller hovedet. Hun llyttede i stedet til forklaringen som kvinden kom med. Efterfesten? Hvilken efterfest ville det mon have været, der kunne være så spændende. Tonen frembragte et svagt støn fra hende selv, som hænderne var begyndt at glide hen over hendes egen krop.
Øjnene voksede svagt i takt med detaljerne som kvinden kom med. Så den form for fest. Hun nåede dog ikke at åbne munden for at kommentere på det, før hun mærkede den ene hånd vandre op ad kroppen, indtil denne kærtegnede hendes bryst. Ryggen skuttede sig ufrivilligt en anelse, for at komme tættere på den lette berøring fra kvinden
Neglene der kradsede imod hendes hud, fik hende til endnu engang at sukke dybt helt nede fra halsen, så det mere mindede om en form for brummen. Hun tillod fingrene flette sig ind i hendes egne, inden hun fulgte kvindens hånd, som denne dirigerede ned over hende selv. Som de nærmede sig området, trådte hendes højre fod et svagt skridt til siden, for at skabe et mellemrum og plads, Men så.. stoppede bevægelsen.
Et frusteret grynt kom fra hende, inden hun klemte sine fingre omkring Mi’serables. Hendes eget hoved vippede blidt til den ene side for at give kvinden plads til at lade de skarpe tænder prikke imod den tynde hud på halsområdet.
Som neglene borede sig ind imod hendes hud, hev hun hårdt efter vejret, selvom dette ikke var nødvendigt for hende. Særligt tommelfingerens negls pressen, der ikke var isoleret af tøjet hun bar, frembragte et svagt knæk i den marmorerede hud, inden en svag aftegning af rødlig farve trådte frem omkring neglen.
Som hun rev neglene over områderne, skubbede Charmelias krop sig ind imod kvinden, inden hendes frie hånd rakte op for at gribe fat om kvindens nakke. Ikke for at få denne til at stoppe, men blot for at ’deltage’ lidt. Tommelfingeren i huden, trak en fem centimer lang streg, hvorfra de svage dråber forsøgte at presse sig ud igennem, dog uden helt at få lov at komme frem. I stedet kunne man blot se huden skifte farve over i den mørkere røde, som mærker ofte efterlod.
Hendes eget greb faldt fra kvinden, da denne slap Charmelia, og hun hørte pisken blive samlet op fra jorden endnu engang.

Som hendes egen tommelfinger gled hen over Mi’serables hage, mærkede hun at kvindens egne hænder endnu engang havde lagt sig imod hendes sider. Hendes eget smil voksede en anelse, for derefter at dreje sig over i et mere lummert et af slagsen. Hun havde overhånden på kvinden denne gang, og tilsyneladende virkede denne ikke til at skubbe hende væk, selvom det ville have været barnemad for Mi’serable, især netop nu.
Som hendes læber omkransede kvindens underlæbe, søgte tungen imod netop det område hvor blodet havde været. Den svære skuffelsen kom ud i form af et frustreret støn, da hun ikke fandt så meget som et hul der hvor der havde været kort forinden. Hun skubbede sig dog ikke væk. Selvom tørsten ikke blev stillet, kunne hun stadig smage det. Præcis hvordan det ville smage for hende, hvis hun faktisk havde fået blodet i sin mund. Dette frembragte endnu et af de frusterede støn fra hende, som et menneske tvunget til at dufte sin yndlingsret, men aldrig få lov at spise den.
Hendes overlæbe hævede sig en anelse opad, som denne kvinde tvang sin egen tunge ind til hendes egen. Hendes dansede let med Mi’serables, som hendes venstre hånd gled om imod kvindens ryg, for let at stryge ned langs dennes rygrad. Hun mærkede hvordan kjolen let gled en anelse op langs hendes hud, imens hånden i håret strammede sig.
Det overraskede hende tydeligt, da hun mærkede det smertelige stik af en tand, der borede sig igennem hendes underlæbe. Hun klynkede svagt over den pludselige ændren, inden hun mærkede sensationen af begær overtage hende langsomt. Hendes fingre greb omkring Mi’serables nakke, inden hun pressede sin overkrop tæt imod kvindens.
Hendes hoved blev trukket væk fra Mi’serables, som hun åbnede øjnene, for at starte sin stirren imod kvindens læber, der bar det ondskabsfulde smil. Det rejste sig langsomt op, inden de gengældte det blik, som allerede blev sendt til hende selv. De sorte øjne, bar en blanding af et rødt skær i sig, som kvindens stemme begyndte endnu engang.
Som hånden begyndte at presse hende nedad måtte hun indse, at for at få hvad hun hungrede efter ville hun skulle adlyde kvinden foran hende. Hun klynkede svagt over frustrationen af sult og begæret, som kvindens bid havde puttet i hende, inden hendes greb slap kvinden, for så at skubbe kjolen en anelse til siden ved slidsen, så det meste af højre ben blev synligt under denne.
Langsomt begyndte benene at bøje sig elegant, uden at hun slap kvindens blik med sit eget. Hovedet bøjede sig mere og mere bagover des længere ned hun kom, indtil hun til sidst mærkede det kolde gulv imod sine knæ. Ryggen var rank, inden hænderne placerede sig imod hendes lår, stadig med øjnene rettet imod Mi’serables.

Charmelia’s lydige deltagen i Mi’serables lille show, fik Nosferatuen’s frustrationer til at dale. Hun udviste ingen store tegn på dette, da det ikke ville være passende, men hun havde allerede på fornemmelsen, at det ville ende med at være det værd. Charmelia var alt hvad Mi’serable håbede fra en Vampyr af Malkavian Blodlinjen. Mange Malkavian’s, led under karakter ødelæggende mentale sygdomme, og ende enten deres dage på et sindssygehospital, eller burdet inde af andre Blodlinjer. Det var ikke godt for Vampyres image, at have sindssyge Vampyre på fri fod, der flåede alt op hvad de kom i nærheden af.
Hvor det var alment set, at disse sindssyge Vampyre bare blev låst inde, og nøglen blev smidt væk, var der andre der tog sig godt af dem. Klan Rasputin, i deres storhedstid, havde haft et sted hvor de kunne bo, og hvor venligtsindede sjæle kunne hjælpe dem. Det var ikke en nem opgave, da ingen Malkavianer var ens, men det var et nobelt foretagende, og Mi’serable havde elsket projektet. Dette havde ikke været muligt at starte op igen, endnu, men Mi’serable drømmede stadigt. Hun havde endda forsøgt, i den tid hvor hun arbejdede med et godtsindet Engel, men det var ikke nået at blive til noget, før han var blevet trukket i helvedet, og siden havde det ikke været muligt.

Med hver bevægelse Charmelia lavede i Mi’serables hænder, reagerede Nosferatuen tilbage. Da hun skuttede ryggen, pressede fingrende en anelse hårde, for at fremhæve nydelsen. Da hun sukkede med den erotiske brummen, blev neglenes rejse langsommere, og forlængede følelsen. Da hun gryntede utilfreds over fingrenes drilleri, pressede fingerspidserne en anelse imod hendes hud, og trak også en anelse op i kjolen, for at pirre endnu mere, men stadig uden at rejse resten af vejen. Mi’serable ville have Charmelia til at halse. Ville have hende til at hungre, efter det hun ikke fik. Hun skulle ikke nødvendigvis tikke, men hun skulle være på grænsen til det. Charmelia var tydeligvis trodsig, og Mi’serable ønskede at knække dette. Charmelia vidste hvad hun var værd, og var måske for stolt til at underkaste sig, men Mi’serable ville få hende til at -ville- gøre dette. Der var hverken udfordring, eller glæde, ved at tvinge nogen i knæ, for en kvinde som Mi’serable. Legen, og kampen, var halvdelen af nydelsen.
Da Mi’serable krassede den anden kvinde langt hårde denne gang, og hun mærkede deres kroppe presse tættere sammen, og hørte den hårde vejrtrækning, smilede kvinden stort. Hun opserverede hænderne der kom om til hende, og aede blidt sit hoved tilbage imod fingrene. Nogen smerte, var tydeligvis ikke et problem, med Charmelia. En ting Mi’serable absolut ikke ville glemme, og højest sandsynligt ville tage brug af.

På det lumre smil, fik Mi’serable opfattelsen af, at Charmelia mente hun havde overhånden. Det var ikke tydeligt på Mi’serables smil, hvor meget dette frydede hende. Skuffelse, kunne være den bedste form for drilleri, hvis gjort ordentligt, og Charmelia ville blive skuffet. Der var ingen tvivl, i Mi’serables tanker, at Charmelia aldrig ville gå så langt, som hun ville skulle, for at tvinge blod ud af Nosferatuen, så der var ingen frygt ved at skuffe hende. Og med hendes hænders berøring, samt det kærlige kys, sørgede hun også for, at mildne skuffelsen en anelse, for ikke at være fuldstændigt urimelig. Men det var stadig hende, der var i kontrol. Hun, havde deres vej ud. Hun, havde det blod Charmelia manglede. Hun.. Var den dominante.
De frustrede støn fra Charmelia, fik Mi’serables smil til at vokse, stadig uden at tage deres læber fra hinanden. Og da deres tunger dansede, stønnede Mi’serable ganske stille, og tilfreds. Det var ikke et hoverende støn, men et af nydelse. Og da Charmelia’s fingre gled ned af hendes ryg, rettede hun sig en anelse op, i et med at hendes skuldre gav et svagt ryst fra sig. Som hun rettede sig, var hun allerede en anelse højere end Charmelia, så Malkavianeren måtte rette hovedet en anelse opad for at kysset kunne ske.
Mi’serable fniste en anelse lumskt at det lille klynk fra Charmelia, inden hun rejste øjenbrynene for at observere hendes reaktion, stadig uden at stoppe deres lange kys. Det var ganske tydeligt at det gik igennem, og der var ingen protest, efter det lille klynk. Hendes hoved lænede sig en anelse til siden, da hun mærkede hænderne imod hendes nakke. Et langt, udstrakt, stille støn undslap hendes læber, imens hendes fingre begyndte at stramme deres greb i Charmelias hår.
Charmelia tillod endelig at underkaste sig Mi’serable, og begyndte langsomt at falde i knæ. Hendes smil gav kun det mindste triumferende hint, men bar mest præg af glæden ved underkastelsen. Mi’serable fjernede ikke sin hånd fra den anden’s krop, men strøg i stedet op ad hende, som hun gik ned. Hendes øjne, der nu bar en mere dominant, mørk lyserød farve i sig, betragtede kort det hud der blev blottet fra Charmelia’s elegante kjole, inden de så tilbage i Charmelia’s igen. Mi’serable røte sig ikke ud af stedet, ud over at bøge nakken en anelse, for stadigt at kunne se CHarmelias øjne, da hun kom helt ned i knæ. Fingrende i hendes hår, holdt også fast ved hende, så længe de kunne, inden de løsnede sig en anelse, og i stedet aede hende vej ned.

Da Charmelias hænder endte på hendes lår, og hun var faldt helt i knæ, faldt Mi’serables smil en anelse, og hendes blik blev mere kærligt, og bar nærmest et stolt præg. Hun gik en anelse ned i knæ, for kun lige at kunne ae hendes fingre igennem den anden kvindes smukke hår, og skubbede et par totter om bag hendes ene øre.
”Dygtig.. Min lille skat.” Roste hun hende, med en blid finger strygende ned af hendes kind, og ned over hendes kæbe, langs denne og ud til hendes hage, hvor neglen blidt strøg over, imens hun sørgede for at hun så opad. ”Det klæder dig.. At se opad. Og der skal ikke være nogen skam i dette. Vi må alle trygle efter det vi vil have, en gang imellem. Men det.. Regner jeg ikke engang med, fra dig. Du skal bare adlyde, og så skal du få.” Forklarede hun igen, inden hun tog et skridt bagud med den ene fod, for at kunne kigge ned af Charmelia. Det var øjne, der tydeligvis chekkede en hver cencimeter ud, på den anden kvindes krop. Beregnede værd. Indtog oplysninger. Men det var ikke kun det. Det var indtagen af nydelse, gennem øjnene. Øjne, der betragtede noget der behagede dem, uendeligt, og værdsatte det med hele hjertet bag.
Mi’serable trak den ene side af hendes underlæbe ind bag hendes ene hugtand, inden øjnene vendte tilbage til Charmelia’s øjne, og sendte hende nu et legende smil, inden hun rejste sin ene fod.
Denne gang forlangede hun ikke med ord, men med gerning. Hun satte tåspidsen af hendes fod imod Charmelias ene skulder, og begyndte så at skubbe langsomt, men bestemt bagud og ned. Skulle Charmelia forsøge at skubbe foden væk, ville Mi’serable kæmpe imod, og skubbe hårde. Skulle Charmelia stå imod, og forsøge at holde sig oprejst, ville hun dreje sin fod nok, til at det var hendes hæl, der pressede imod Malkavianerens fine hud, for så at skubbe hårde, men stadig langsomt.
Hvis CHarmelia fortsat accepterede hendes underkastelse, og lagde sig ned, ville Mi’serable trippe en anelse tættere på med sin anden fod, men uden at træde på Malkavianeren, men for at sørge for at hendes hæl lige kunne markere. I denne stilling, ville Charmelia have frit udsyn op under Mi’serables røde kjole, og lige kunne se de sorte trusser hun bar under.
Her, ville hun stå et øjeblik, inden hun trådte lidt tilbage, for så at knæle, næsten smertefuldt langsomt ned, så hun endte med at kravle over Malkavianeren. I hendes kravlen, strøg hun sine fingre imod den anden kvindes krop, ved enhver chance hun fik, og strøg langsomt sit ene ben op imellem den andens. Mi’serables knæ ville trække op i Malkavianerens kjole, og sprede hendes ben, inden det stoppede, og hvilede lige under hendes underliv. Her, var Mi’serable lænt over Malkavianerens krop, hvor hun nu stirrede ned i hendes øjne, med et dyrisk begær bag det dominante smil.
”Og nu.. Har du betalt nok, for hvad det kostede mig, at komme her, og endda givet en anelse ekstra. Du adlød. Og nu, for du din beløning.” Hviskede hun stille, imens hun lagde sin krop ned over Charmelia’s, hvilket fik hendes ben til at presse imod hendes underliv. Inden hun lagde sig helt ned, løftede hun sin højre hånd imod sin egen brystkasse, og kradsede hårdt sin ene negl nedad. Dette sendte endnu en eksplosion af dufte ud, da blodet piblede frem, og lagde sig imod kvindens finger. Såret, lukkede dog hurtigt, og blodet der var kommet ud, lagde sig på spidsen af hendes pegefinger. Hun lagde sig så helt ned, og brugte albuerne til at holde deres ansigter lige over hinanden, og kiggede kort ned på Charmelia’s læber, inden hun smilede drilskt.
”Tungen frem.. En lille smagsprøve først…” Hviskede hun, i et forførende tonelege, imens hun holdt sin finger op ved siden af deres ansigter. Hvis Charmelia fremviste sin tunge, ville Mi’serable slikke sig selv om læberne, inden hun lagde den store dråbe blod imod tungen’s våde overflade. Hun fjernede ikke fingeren, men lod den ligge over Charmelia’s læber, og betragtede hende smage.

Nogle ville mene at hun burde have vidst bedre. Selvfølgelig ville kvinden ikke bare give hende blodet, selvom hun til dels havde forventet den let rustne smag på dette tidspunkt. De utilfredse grynt mildnede dog en anelse, da den lettere euforiserende følelse af begær begyndte at snige sig op igennem kroppen på hende, startende helt nede i tåspidserne, og endte oppe ved hendes hovedtop.
Som det lange kys intensificerede, mærkede hun hvordan fingrene strammede grebet i hendes hår, hvilket fik hende til at vippe hovedet en lille smule bagover, inden hendes øjne åbnede sig halvt. Blikket var sløret for hende, som hun betragtede kvinden så tæt på, inden kysset blev afsluttet og hun selv langsomt begyndte at knæle ned.
Øjnene skærpede sig, som hun blev ved at kigge op imod Mi’serable i processen. Hun mærkede hvordan fingrene gled op langs hendes krop, som hun selv gled ned, indtil hun til sidst befandt sig helt nede i den knælende stilling med hænderne let imod sine lår. De udvidede pupiller havde tvunget det rødlige skær ud af hendes øjne, som hun blev holdt tryllebundet af vampyrens blik imod hendes.

Som fingrene gled igennem hendes hår, gnubbede hendes hoved en anelse imod håndfladen, inden hendes øjne blinkede en enkelt gang. Stemmen, der roste hende, sendte endnu et svagt kuldeskær igennem hendes krop, der startede ved skuldrene og rystede ned igennem hendes overkrop. Hun bevægede sig ikke som fingeren langsomt kærtegnede hendes ansigt, men brummede i stedet en smule dyrisk fra det nederste stykke af halsen. Selvom kvinden havde fortsat sin snakken, så reagerede hun ikke yderligere på denne sætning. Hvilket nok også ville være bedst, eftersom hun måske ville anse det som værende et nederlag at bukke under allerede. I stedet forblev hun mere i den mere ekstatiske følelse, som der slog imellem de to.
Øjnene rettede sig dog kort imod foden, da hun mærkede hvordan tåspidserne lagde sig ved hendes skulder. En anelse trodsigt flakkede blikket imod foden og kvinden, som hun overvejede at sætte kløerne i den og vride den væk fra pladsen. Hun stoppede dog ideen da hun opfangede blikket fra kvinden. Det indtagende og nydende blik, der blev sendt imod hende. Dog lod hun sig ikke presse bagover med det samme. Hun skuttede imod trykket imod skulderen, i nogle sekunders tid, inden hun mærkede presset blive kraftigere. Mi’serable mente det tydeligvis. Hun overgav sig langsomt, som hun lod sig glide bagover, taknemmelig for det faktum, at hun havde holdt hendes krop ganske smidig. Det ville ikke dræbe hende at knække ledene ud, men det ville være smertefuldt. Det gjorde at hendes ben stadig holdt den knælende position, imens overkroppen fulgte fodens krav.
Som hun nåede nedad, fremkom muligheden også tættere og tættere. Hendes blik fjernede sig væk fra kvindens ansigt, og imod den korte kjoles åbning. Hun så hvordan mere og mere hud blev synlig, indtil hun til sidst lå næsten nede, og øjnene nu kunne kigge direkte op under kjolen. Halvt skuffet og halvt overrasket over at kvinden dog havde undertøj på inden under. Med hendes formål havde hun næsten forventet at det ville være bart. Alligevel sugede hendes øjne sig fast, som hun pressede tænderne så hårdt om hendes underlæbe, at hjørnetanden pressede sig igennem det tynde lag hud.
Synet blev endnu engang langsomt blokeret igen, som kvinden satte sig i bevægelse ned over hende. Hendes hoved gled en anelse til siden i et forsøg på at få det sidste kig med, som var hun ikke klar til at sige farvel til synet. Hun ville dog ikke være skuffet længe, selvom endnu et af de beklagende klynk ville komme fra hende.
Hendes arme havde lagt sig op over hovedet på hende på nedgangen, hvor de utålmodigt og seksuelt frustreret rev sig i håret. Det var pinefuldt langsomt det hele og kvinden vidste det udmærket. Som kvinden langsomt kravlede hen over hende, vendte hendes eget blik direkte imod kavalergangen på hendes kjole i håbet om at få endnu et glimt af hvad der muligvis ville befinde sig af overraskelser under kjolen på hende. Som knæet sneg sig ind imellem hendes ben, hævede hendes bryst sig hastigt i en halvbue, som hun gispede efter vejret. Hendes knæ spredte sig en anelse længere fra hinanden for at give Mi’serable den fornødne plads til at komme helt op. Stoffet strøg over hendes hud som kjolen fulgte med, og endnu engang kunne hun mærke hvordan bevægelsen stoppede et hårs bredde fra stedet hvor det burde ramme. Hun vred sig utilfredst under kvindens krop, som hun forsøgte at mave sig en anelse nedad for at opnå nydelsen fra berøringen der lå lige uden for rækkevidden.
Hendes stemme stoppede dog hendes forsøg, og Charmelias blik hævede sig op imod kvindens opmærksomt. Belønning. Et svagt gnist løb igennem hendes blik, som hun mærkede kroppens vægt over sin egen, og benet endelig nåede op og ramte underlivet. Et voldsomt ryst kom igennem hele hendes krop, som hun stønnede imod kvindens ansigt.
Hendes blik drejede sit fokus imod brystet, da denne kradsede neglen igennem huden, for så at fremtrylle den samme eksplosion som tidligere, men alligevel anderledes. Havde hun haft mundvand, ville en svag streg glide ud af hendes mundvige, som hun smagte på luften. Blikket fokuserede udelukkende på det blod, der befandt sig på kvindens fingerspids.
Et hvæs kom fra hende ved den næste ordre, som hun fremviste tænder. Endnu engang fremviste Mi’serable sin interesse i at trække dette ud i en uendelighed. Den var lige der, hvorfor gav hun hende den ikke bare? Hun vidste dog hvad der skulle til at få hvad hun ønskede.
Hendes tænder åbnede sig fra hinanden, som hun lod tungens spids glide ud fra munden. Hun stirrede på fingeren, der nærmede sig og da denne lagde blodet imod hendes tunge, brød hendes krop ud i en næsten orgasmisk krampe. Hendes fingre fjernede sig fra hendes hår, og lagde sig i stedet om Mi’serables hånd, for at kunne trække fingeren med ind imellem hendes læber, og lade tungen slikke den grundigt i håb om mere. Hun sugede imod fingerens spids, dog uden at sætte tænderne i den, selvom det var hvad hun uden tvivl ønskede at gøre.

Hintet af triumf i Mi’serables blik, svækkede som Charmelia gnubbede imod hendes hånd. I stedet tiltede hendes hoved en anelse til siden, og triumfen blev erstattet med et næsten kærlig smil. Det var umuligt at vide, hvor glad Charmelia gjorde hende, i det øjeblik. Charmelia’s kælne opførsel, antændte en varme i Mi’serable, som hun altid ledte efter. Det var normalt ikke en ting der var svær at finde, for en kvinde som Mi’serable, som altid kunne tvinge sig til det, men dette var noget andet. Selvom Charmelia havde gjort ‘modstand’, havde hun stadig adlydt, til sidst. Det var ikke udelukkende på grund af manglen, for blod, det var det hun så i den måde hun gav imod. Det var nemt at forføre, og få andre i seng med sig. Det var svære at finde nogen, der ville gå i knæ for en, og kæle med en som Charmelia gjorde nu, og så stadig nyde det så tydeligt som hun gjorde. Mange ville have været utilpads, og sur på Mi’serable, for at ‘tvinge’ dem til at gøre disse ting. Sandheden var, at hun aldrig ville holde sit blod tilbage, hvis Charmelia virkelig ikke ønskede dette. Virkelig ikke ønskede, at falde i knæ for hende. Havde Charmelia nægtet at lege med, og fjernet sig fra Mi’serable, havde Mi’serable ladet hende få det blod som hun manglede. Hun var ikke uretfærdig. Charmelia var stadig en af deres agenter, og hun havde ikke tænkt sig at efterlade hende, eller fortsætte med at udsulte hende, selv hvis hun ikke gad at lege.
Men, det gad hun.

Den blide brummen der var kommet fra Charmelia, da hun blev aet, fik et, nu synligt, gys til at glide igennem Mi’serable, og hun måtte sukke en anelse igennem næsen, med et stort smil over læberne. Hendes tunge trak en anelse frem imellem hendes læber, for at væde dem igen, med et lille smask til følge, inden hun strakte sig op.
Da hun udforskende testede vandene, med hendes fod imod Charmelia’s skulder, forblev hendes blik, men da hun så den blide trådsighed i den anden kvinde, rejste hun sine øjenbryn en anelse, og lænede sit hoved lidt tilbage. Hendes læber bredte sig en anelse, som om hun ville tale, men sagde ikke noget. Hun bar kun det legesyge udtryk, som smilet blev en anelse mere udfordrende. Mi’serable ville have fået Charmelia ned, om hun fortsat ville underkaste sig Mi’serable i deres leg, eller ej. Mi’serable ville se, om Charmelia kunne underkaste sig endnu mere, uden at lade stolthed, bryde den erotiske leg.
Og som Charmelia accepterede, efter Mi’serables skubben var taget en anelse i styrke, voksede hendes smil en anelse, og hun måtte slikke sig over dem endnu engang.
Hendes bryn rejste sig dog en anelse, da hun kunne se hvor Malkavianerens opmærksomhed var røget hen, og hun lagde hovedet en anelse på skrå. Hendes læber voksede sig ud i et fnisende grin, som hun rejste foden imod Charmelia’s skulder en anelse højere på tæerne, for at give et lidt bredere udsyn, og da hun endelig fjernede foden, lod hun også sit ben glide ud til siden, en anelse mere strakt, for at gøre hende lidt mere tid til at observere. Benet kom dog meget pludslig den sidste smule, og begge hendes ben blev samlet, med det ene en anelse løftet, op på tæer. Hun lagde hænderne imod sine hofter, kiggede spørgende ned på Charmelia, med et lummert smil over læberne.
”Hm.. Der.. Er vel ikke noget.. Andet.. End din nye Chefs blod, du også er begyndt at ønske af hende?” Spurgte hun, legende. Hun afventede dog ikke et svar, inden hun faldt over Charmelia, og begyndte at kravle på hende.

Endnu et lille klynk fra Charmelia. Denne gang, kunne Mi’serable ikke holde sig tilbage, og gav et gys fra sig, og et lavt, stønnende suk. Det havde været meget tydeligt, at det var dette lille klynk, der havde forårsaget denne reaktion, da hun stadig havde været igang med at gå i knæ da det kom, og lige efter klynket. Det gjorde noget i hende, at høre disse små ynk og klynk, når hun vidste at det var skuffelser, over at hun ikke gav den anden noget. Endnu engang, måtte hun kæmpe imod sin natur, som en hund der ikke måtte jagte sin kastede bold, før den fik en kommando. Men hun var en veltrænet hund, og bed det i sig, inden hun begyndte at kravle.
Mi’serables kaotiske øjne, fik endnu engang den lysere rød tilbage, som hun betragtede den ‘lidende’ kvinde under hende, og kravlede sig vej op. De vandrende øjne, var nu endnu engang ikke mulige at tage fejl af, da de betragtede den udfordrende kavalergang. Kjolen var designet, til netop dette, af en ligeledes forførende kvinde, der vidste hvordan man trak folks blikke til sig. De nydelige strøg af stof, der lige netop skjulte nok, til at lade fantasien flyve, men samtidig præsenterede hvad den elegante, smukke kvinde havde at byde på. Det havde ikke været diskret, som til et Royalt møde. Ikke for visende, som når man var desperat efter opmærksomheden. Men den perfekte balance, der lokkede folks øjne.
De havde haft den ønskede effekt, hvilket endnu engang fik Mi’serable til at præsentere sig selv en anelse mere, ved at skutte ryggen, og lave en buende bevægelse over Charmelia, så hun fik det fulde udsyn, inden hun landede sit knæ lige hvor det skulle være, og fik Charmelia distraheret fra hendes stirren.
Mi’serable smilede lummert, da kvinden havde forsøgt at vride sig ned imod, hvad som helst, for at sætte en anelse af det begær, der uden tvivl brændte i hende. Mi’serable vidste, at det ‘tvungende’ begær, ville falde om ganske kort tid, men valgte ikke at gøre noget ved det. Hun havde på fornæmmelsen, at dette var lige så meget -Chacha-, som det var det begær Mi’serable havde på tvunget hende. Dette, ville de begge snart finde ud af.
Da benet ramte hendes underliv, og det varme støn bød Mi’serables ansigt velkommen, stønnede Mi’serable sukkende tilbage, med et antændt smil, og et lavt fnis til følge.

Med hendes sidste ordre, og det lille hvæs der kom fra Charmelia til følge, fik Mi’serables finger til at trække sig en anelse tilbage, og sendte Charmelia et sigende blik, og lusket smil. Hendes finger lavede en ‘Ah, ah, aah’ bevægelse, med blikket til følge, for at minde Charmelia om hvad hun skulle gøre. Det virkede dog ikke til at have været nødvendigt, da kvindens tunge også kom frem. Hun smilede kærligt af Charmelia, inden hun lod hende få hvad hun ønskede. Hendes fingerspids gled en anelse rundt på tungen, da den ekstatiske krampen fløj igennem hende, og hun gav et nærmest stønnende fnis fra sig, imens hun gnubbede sit ben en anelse hårde imod den anden kvindes underliv.
Hun betragtede Charmelia’s grådige, grundige rensning af fingerspidsen, og lod hende fortsætte længe efter blodet var helt væk. Hun trak sin underlæbe om bag hendes ene hugtand igen, og måtte tilte hendes hoved en anelse med et lavt støn, efterfulgt af en svag halsen, da læberne åbnede sig igen. Hun var så sandelig begyndt at føle gniste i sit eget underliv, af Charmelia’s opførsel, og måtte trække hendes ben en anelse sammen, så de samledes om hver side på Charmelia’s ben. Dette var lige så meget en reaktion på gnisterne i sit eget underliv, som der var for at stoppe Charmelia i at få gode idéer. Mi’serable var epidemien af selvkontrol, men med Charmelia, var hun ikke sikker på, at hun kunne beherske sig selv, hvis hun også begyndte at pirre igen.

Efter en kort tid med sin finger i Charmelia’s mund, gled der et kort gys igennem Mi’serable, inden hun lagde sin ene hånd imod Charmelia’s, for at skubbe den lidt væk, og så trække sin hånd tilbage.
” Så.. Der er ikke mere at få der.. Men.. Du for flere smags prøver, for nu vil jeg også smage…” Forlangede hun. Hvis Charmelia kæmpede imod, trak Mi’serable bare hårde, og gav ligefrem et hvæs fra sig, hvis dette skulle være nødvendigt. Det næste skete, i et spørgsmål om sekunder. Ikke mere langsom pirren, men direkte gerninger. Hendes hænder greb forlangende fat i Charmelia’s håndled, og tvang hendes hænder over hovedet på hende, samtidig med at hendes krop skød over Malkavianerens, så deres ansigter var lige over hinanden. Hun gav endnu et kort halsende støn, inden hun bed sig selv i gummerne, og lagde deres læber imod hinanden igen. Selv hvis Charmelia ikke åbnede hendes læber for at tage imod Mi’serables tunge med det samme, ville der nok ikke være megen modstand, da smagen af Mi’serables blod lå på den. Og som deres tunger dansende endnu en erotisk dans, gned hun sit ben imod den andens underliv endnu engang, og en anelse mere bestemt denne gang. Ikke kun for at markere, denne gang, men for at sætte flammer i de gnister hun før havde skabt.
Som var naturligt for Mi’serables krop, var hullet i hendes gummer hurtigt healet, og flowet af blod som kysset tilbød pausede, men kun for en kort tid. Dansen med deres tunger, blev til en trio, da Mi’serables tunge begyndte at stikke sig selv, både imod Charmelia’s hugtænder, samt sine egne, for at sørge for Charmelia ikke gik hungrende igen. Det var naturligvis ikke meget blod, da disse sår var små, og næsten healet hurtigere end de kom, men det sørgede stadig for at smagen ikke ville forlade kysset. Sørgede for at gangen af ‘godbidder’, ikke stoppede.
Mi’serables greb om Charmelia’s håndled blev mere, og mere faste, og bestemt, som kysset voksede videre i intensitet. Presset voksede også i styrke, og var til sidst så stærkt, at Charmelia ikke ville have den mindste chance, for at rejse dem. Også selvom Charmelia i teorien var mere fysisk stærk end Mi’serable, så var eneste mængde styrke der kunne stoppe Mi’serables greb, være den desperate styrke der kom med adrenalin. Charmelia, var hendes, i dette øjeblik. Mi’serable, nu også i fysisk kontrol over situationen. Hun egede rummet, og alt dens indhold. Charmelia, var hendes.

Stemmen tvang hendes blik til at flakke væk fra udsigten op under kjolen på kvinden, for kortvarigt at vendes op imod denne, inden det søgte tilbage til sit oprindelige udsigtspunkt. Et tic ved overlæben viste svagt, at hun ikke bar dårlig samvittighed over at tage det iøjesyn, inden hun startede et let grynt for at skulle til at svare. Ordene var dog blot en blanding af blød budding og uforstående som de forlod hendes læber. Tydeligvis havde Mi’serable heller ikke forventet et svar, eftersom kvinden igen var i gang med at kravle ned over hende.
Hendes øjenbryn hævede sig ganske kort i vejret, som hun mærkede hvordan ryggen lå imod det kølige gulv, og automatisk fik hende til at skutte den en anelse. Kulde var ikke dødbringende for hende, men det kunne stadig frembringe det svage gys ved kontakten.
Hendes blik søgte over kvindens krop, og hun snoede sig under hende, men det var stadig tydeligt hvem der var overkvinden i dette lokale, og det var ikke hende. Det gik hende ikke på, men skabte i stedet en form for spænding, der ruskede sig igennem lige under huden på hende. Ikke at være den stærkeste var nyt, anderledes. Mi’serable var anderledes end hvad hun før havde oplevet.

Da hun endelig fik forløsningen ved den diskrete kontakt med knæet, stejlede hendes ryg endnu engang i vejret, som hun hev vejret ind imellem de sammenklemte tænder. Det var en følelse der var der, men det var ikke helt nok. En pirrende fornemmelse, der kun lige var der til at tænde flammerne, men ikke brænde grunden ned.
Det var først da blodet nåede hendes mund, efter hun havde modtaget den korte advarsel, at man kunne se hvordan ilden i hende tog til, hastigt. Pupillerne sprang ud så store, at man knap kunne se andet i øjnene, dels fra det fysiske begær, men så sandelig også fra blodets smag, der drillede hendes smagsløg. Hendes ene ben skulle netop til at hæve sig op imellem Mi’serables, da denne strammede grebet om hendes lår for at forhindre bevægelsen. Utilfreds brummede hun ud imellem læberne, der sad tæt fast om fingeren, inden hendes halvt desperate og dyriske blik landede på kvindens øjne. Tungen sneg sig snoende omkring pegefingeren, som hun rengjorde denne grundigt, også længe efter der ikke var mere at komme efter.
Det hårdere pres imod hendes eget underliv, tvang dog øjnene sammen endnu engang, som hun spredte det ben der ikke var fikseret, en anelse længere væk fra det andet, for at udvide pladsen endnu mere end før.

Som fingeren blev trukket ud af hendes mund og greb, åbnede øjnene sig, for at kigge op på kvinden, der ikke virkede ligeså påvirket af det hele som hun selv var. Stemmen hun hørte var klar og tydelig, imens hun selv ikke kunne fremstamme mange sammenhængende ord på netop dette tidspunkt. Hun slap grebet, som hun afventede kvindens næste bevægelse. Hun blev en anelse overrasket over hurtigheden, da hun mærkede fingrene klemme sig fast på hendes håndled, og hastigt tvang armene over hendes hoved. Havde hun været menneskelig ville den bevægelse, med det tryk, have skabt skade, men heldigvis for dem begge, kunne hun holde til det. Bevægelsen fik hendes bryst til at hæve sig opad, som de bare arme landede imod det kølige gulv.
Hun opfangede duften i det øjeblik Mi’serable bed sig selv, og allerede inden denne havde nået hendes mund, havde hun åbnet den og tilladt adgang. Den blandede fornemmelse af lysten og blodets rus, sendte en voldsom rysten igennem hendes krop, som hendes hænder knyttede sig sammen over hovedet på hende. Hun lod hendes egen tunge lege rundt med kvindens, og selvom strømmen af blodet ikke var voldsom, så var den konstant. Hun mærkede hvordan små huller hele tiden blev skabt, når tungen blev presset imod hendes tænder, og gav hende den tilfredsstillende følelse, som når man fik væske for første gang i ugevis.
Som knæet ramte helt rigtigt i sin bevægelse, var det ikke kun et støn der lød fra hende, men et oprigtigt lavmælt hvin. Den hissende vejrtrækning fulgte, som hun selv satte bevægelse i hendes krop, for endnu engang at harmonere med knæet, der pressede modsat. Friktionen var intens, men hun ville have mere endnu, hvilket man ikke kunne bebrejde kvinden efter at have hængt i rummet den sidste uges tid.
Hun forsøgte at hæve sine arme, men det var praktisk talt umuligt for hende. Hun ville røre, kradse, men kvinden holdt hende fast i positionen, imens denne i bogstaveligste forstand mundfodrede hende. Hendes øjne åbnede sig, for at kigge ind i Mi’serables, men ved endnu et af de instense knæbevægelser, vendte de sig næsten i hovedet på hende, næsten forsvundet op under øjenlågene, så blikket var hvidt.

Des mere blod hun modtog, des mere kraftfuld følte hun sig. Selvom det gik langsomt, kunne man se at blodets effekt var begyndt at træde i kraft. Selv efter hun var kommet til hendes kræfter, ville hun dog ikke stoppe akten. Det var et helt andet begær hun havde fået under dette møde, der nu også manglede at blive stillet, inden de kunne forlade bygningen, der stadig vrimlede med elvere. En tanke ingen af dem tilsyneladende havde overvejet eller været påvirket af.

Mi’serables røde læber spredtes i et tilfreds, lystigt smil, da kvinden under hende stejlede ved hendes kontakt. Måden hun snoede sig, og gav sig under Mi’serables krop, fik hendes egen til at skutte ryggen en anelse, da endnu et gys gled igennem hende. Det var næsten umuligt at modstå Charmelia’s kaldende, næsten bedende lyde. Hun ville have elsket at gå de sidste skridt, og give hende alt hvad hun kunne ønske sig, lige der, i en kold fangekælder, hvor de var omringet af Elvere, der nok snart ville blive hidsige, når de fandt den lille gave hun havde efterladt til dem.
Dette, ville dog ikke have stoppet Mi’serable, hvis hun virkelig ville hygge sig. Hun havde haft sex på en slagmark før, og havde aldrig haft en mere pirrende oplevelse. Nej. Det der stoppede hende, var hendes træng til at pirre. Lege med Charmelia’s lyst, på kanten af en skrøbelig gren. Få hende til at hungre efter Mi’serable. Få hende til at føle det begær, hun konstant gik med, og hver dag fik pirrende skuffelser på. Stod det til hendes begær, ville hun være på nogen hver eneste dag. Men oftest kom arbejdet først, og tillod ikke sådanne udfoldelser. Som et exempel, rejsen her hen. Hun var brændene, efter noget at slukke hendes begærs tørst på, men hun holdt igen. Legen, og jagten, var halvdelen af tilfredsstillelsen. Og Charmelia skulle så sandelig ikke bare få det hele på et fad, den første gang de mødtes.

Hendes forsøg på at give noget igen, og den beklagende brummen da hun blev nægtet det, fik Mi’serables læber til at glide ud i et kækt smil. Hendes hoved rystede langsomt, og hendes bryn gav et tik opad, i det intense øjeblik, som hun stønnede ganske stille. Charmelia ville gerne give tilbage. Men det måtte hun ikke. Dette var ikke bare forspil til sex, men det var tortur, da det ikke ville blive andet end forspillet for den aften. Nej, Charmelia ville få oplevelsen. Lære, hvad hun kunne få af Mi’serable, når hun opførte sig ordentligt. Men, også hvad der skete, når hun ikke gjorde. Om hun så havde mest lyst til at opføre sig ordentligt, eller være slem, ville så være helt op til hende. Mi’serable vidste godt, hvad hun helst så..
Som Charmelia’s bryst blev løftet igen, lod Mi’serables øjne sig tage et godt kig ned af Charmelia’s brændende krop igen, og slikkede sig kort om læberne, inden hendes øjne mødte Charmelia’s. Det var tydelig på Charmelia’s vejrtrækning og vriden, at hun var anspændt, og at begæret efterhånden var rasende igennem hende. Så da deres læber hurtig mødtes igen, og hendes tunge blev tage imod med begær, kunne Mi’serable ikke stoppe sig selv for knæets bevægelse. Dette gjorde dog også, at hun ikke længere kunne stoppe Charmelia’s ben, skulle hun være klar nok i hovedet, til overhovedet at lægge mærke til det.
Det oprigtige, ophidsede hvin fra Charmelia, fik Mi’serables læber til at sprede sig i et stort smil, uden at bremse det hede kys. En lige så ophidset fnisen gled sig løs fra Mi’serable, som hendes fingres greb fastnedes omkring de underkastede håndled. Grebet var nu stramt nok til at stoppe Malkavianeresn blodomløb til hænderne. Hendes krop vred sig i endnu et iltert gys, og hun stønnede oprigtigt imod den andens våde læber. Hendes knæ begyndte at bevæge sig i takt med Charmelias, og deres krope smeltedes sammen igen, som var de i perfekt harmoni.

Mi’serables hænder kunne ikke holde sig selv tilbage, og begyndte at glide ned af Charmelia’s arme. De ville det samme som Charmelia’s, og gjorde nettop dette, som de gled ned af de bare arme. Neglene lagde sig imod omkring hendes overarme, og krassede imod den bløde hud, så hårdt at det efterlod blide streger efter sig. Hun stønnede endnu engang, som hendes hænder slog sig løs over Charmelia’s krop. Krassede hendes side, hårdt nok til at give fine, små revner i hendes kjole. Greb om hendes bryst, og pressede hende ondskabsfuldt ned imod det kolde gulv under dem. Hev i hendes tøj, og fik det til at sidde mere, og mere i uorden, og truede næsten med at flå det fuldstændigt i stykker. Gled blidt, og kærligt imod hendes kindben, hals, det blottede af hendes bryst. Kærtegnede hende. Elskede hende.

Indtil det hele stoppede, i et med at hun rykkede på sine ben. Hun flyttede hendes andet ben imellem Charmelia’s, og spredte hendes ben endnu mere. Hun pausede kysset, men holdt kun hendes hoved en anelse over Charmelia’s, hvor deres læber ikke ville kunne nås. Hun lagde hastigt en hånd imod Charmelia’s hals, for at holde hende nede, hvis hun skulle forsøge at rejse sig tilbage efter læberne. Hun låste sig også i denne stilling, hvilket stoppede Charmelia helt, fra at kunne trække hende ned, eller fjerne hende. Hun blev der, som en sidste dråbe blod gled ned langs hendes tunge. Med et slik på sin læbe, lagde blodet sig der. Samlede sig, med en blanding af deres mundes væsker, for så at forme et dryb, der langsomt strak ud efter Charmelia. Der gik næsten smertefuldt lang tid, før dråben slap, og lod sig falde ned imod Malkavianerens læber.
I det sekund dråben ramte, flyttede Mi’serable på sig igen. Hendes venstre hånd rakte bag Charmelia’s hoved, og greb hårdt fat i hendes hår. Den anden gled op af Charmelia’s lår, og lagde sig imod hendes balle, med et fermt greb. I et, trak Mi’serable dem op, så hun selv var den eneste der sad på knæ på det kolde gulv, og nu med Malkavianeren i sit skød. Hun holdt deres læber en anelse adskidlte igen, og tillod dem ikke at kysse igen, hvis ikke hun selv bevægede sine læber imod den anden kvindens. Neglene viste sig imod Charmelia’s ende, og pressede sig hårdt imod den bløde hud, uden helt at presse igennem.
Hendes vejrtrækning blev stadig trukket i ilter stønnen, og hendes øjne gled frem og tilbage mellem Charmelia’s øjne og læber. Hun sukkede i et blidt fnis, og smilede med begær, som en rumsteren kunne høres uden for døren.
”Nu ved du… Hvem du nu arbejder for.. Og hvad.. Jeg kan give dig. Velkommen til Eyes.” Hendes stemme var lige så ophidset som hendes vejrtrækning, og hun måtte sukke igen, som hendes adrenalin lagde sig. ”Jeg tror.. Jeg kommer til at nyde min nye medarbejder… Min lille. Chacha Caramel..” Sukkede hun igen, inden en banken bag hende fik hende til at rejse et øjenbryn, da råben nu også kunne høres der ude fra. Hendes øjne gled over hendes skulder, som hendes fingre imod Charmelia’s røv fladede ud igen, og i stedet bare tog blidt på hende. Da hende øjne så vendte tilbage til Charmelia’s, havde de den sorte hinde, der gjorde det tydeligt hvad hun gjorde.
”Tid til.. At kalde Kavaleriet ind.. Og få dig toppet op. Vi skal have os et lille blodbad, med de satans Elvere..” Hun smilede stort, som hendes øjne pludselig blev en brændene rød i stedet. Hun lagde sit hoved til siden, og svingede sit hår af vejen, for at præsentere hendes hals for Charmelia.
”Tag så meget som du vil have.. Tag, til du eksplodere… Du fortjener din hævn. Og jeg vil have den kælling, der hængte dig op her… Hun.. Er min.. Har et par regnskaber jeg skal have uddelt til hende… Hvilket.. Naturligvis ikke er ensbetydende med, at hun skal være ved de fulde fem, når jeg får fingrende i hende.. Slå dig løs, min kære Chacha..” Inviterede hun. Både hende, og situationen, da det begyndte at buldre fra den tunge dør, med den ødelagte lås, gjorde at Charmelia måtte bytte et dyrisk begær, ud med et andet. Støv rejste sig fra alle kanter af døren, da noget meget tungt blev hamret imod den anden side. De ville snart have besøg.

Selvom man i det fjerne kunne fornemme at elverne langsomt var begyndt at opfatte, at alt ikke var som det burde, så var hun selv alt for langt væk til at opfatte dette. Hendes fulde opmærksomhed var på kvinden, der lå henover hende på dette tidspunkt. Hun indåndede ethvert indtryk, vejrtrækning, gys og bevægelse. Tog det hele til sig som var det livets kerne for hende. Hun ønskede ikke at gå glip af dette øjeblik eller hvad det kunne bringe med sig. Hun forventede mere eller minde, at dette ikke ville stoppe før en tilfredsstillende forløsning havde fundet sted. De var trods alt udødelige, de havde tiden til at opleve det.
Hun mærkede bevægelserne da kysset blev genoptaget. Hvordan Mi’serable ændrede benet, hvilket først frembragte den ophidsede reaktion fra hende selv, inden hendes tænder bed sig sammen om Mi’serables underlæbe, hårdt nok til at hjørnetænderne ville bryde igennem det tynde lag hud. En naturlig reaktion på knæets bestemte bevægelse.
Ubarmhjertigt hævede hendes eget knæ sig op fra jorden, efter at have opfanget friheden. Alt andet var sat i spænd, men knæet var nu frit, og hun forspildte ikke chancen, da det bestemt slog imod det selv samme område på Mi’serable, som på hende selv, uden det pirrende og intenste forspil omkring. Det var lige på, imens hun slap læben med hendes tænder, for at fortsætte selve kysset, med blodets svage strøm ind i hendes mund, som hun sank indimellem.
Hun hvæste svagt imod læberne, da grebet om håndleddene var så voldsomt, at hun mærkede hvordan blodets cirkulation var blevet stoppet. Det var ikke noget der ville påvirke hende selv, men det frembragte stadig reaktionen af hvæset, inden hun overgav muligheden for at bevæge hendes egne hænder. Hun var den nederste i dette hierarki, hvilket var så tydeligt som noget kunne være, selvom hun måske ikke ville stå ved det.

Da grebet om hendes håndled forsvandt, mærkede hun grunden ganske hurtigt efter. Neglene trak deres spor ned langs hendes krop og tøj, der fik huller fra trykket. Det var ikke blidt, men heller ikke helt nok til at bryde overfladen, en perfekt balance. Hendes egne arme blev liggende over hovedet på hende, som hun skælvede på hver kropsdel som neglene passerede, indtil de nåede hendes side.
Hendes fingre krogede sig sammen, inden den højre sigtede direkte imod målet på Mi’serables bryst, hvor neglene svagt ville bide imod kvindens hud, indtil de ville nå kanten af kjolen, for derefter at forsøge at trække den nok ned til at blotte hele brystet. Den anden rakte ned for at lægge sig imod Mi’serables lænd, lige over ballen, hvor fingrene kørte så blidt over huden, at det næsten var som en fjer. En kontrast til den højre hånd, der var bestemt.

Hendes utilfredse hvæs kom endnu engang da Mi’serable afbrød kysset, og hendes blik vendte sig op imod hendes såkaldte chef. Læberne var stadig halvt åbne og en anelse hævede fra de voldsomme sug, bid og slik der havde fundet sted. Hendes blik lagde sig først på Mi’serables læber, inden en grøngullig farve svømmede ind i dem for at overtage det område, der før havde været dækket af den sorte farve, som det langsomt gik op for hende, at det var her det ville stoppe. Der ville ikke være nogen forløsning for hverken hende eller Mi’serable.
Som dråben slap grebet på Mi’srables læbe, vendte blikket sig imod den, indtil hun mærkede den plaske imod hendes egen læbe. Hun sugede læben ind i munden på sig selv, for at slikke dråben væk fra læben, inden hun forsøgte at hæve ansigtet op til Mi’serable, blot for at få en hånd lagt ned over hendes hals, og tvinge hende ubarmhjertigt imod gulvet. Hun måtte se til som hendes godbid var lige uden for rækkevidde, og hun var ikke i stand til at få fingrene i den.
Gispet lød da neglene borede sig imod hendes ende, og den naturlige reaktion fik hende til at løfte den op imod Mi’serables krop og væk fra selve smerten, blot for at blive erstattet at det svage stik i hovedbunden, da håret blev rykket i. Hun nåede ikke at reagere yderligere, før Mi’serable havde svunget dem begge op i en knælende stilling, hvor Charmelias ben var på hver side af Mi’serables, som hun sad på skødet af denne.
Hendes ryg skuttede sig, indtil brystet pressede sig imod det nederste af Mi’serables halsområde, som hænderne lod sig svinge over kvindens skuldre, ganske afslappet. Ordene ramte hende, og et næsten legesygt blik dukkede endnu engang frem, inden hun lænede hovedet en anelse ned, indtil læberne var lige ud for Mi’serables ene øre. ”..ear” rettede hun vampyren, dog uden at virke hoverende. Stemmen var hviskende, som ordet blev sendt afsted, inden hun måtte nikke enigt. ”Du nyder mig allerede” tilføjede hun endnu engang til sætningen, for at påpege at det var et rent faktum at det allerede var sket.
Hendes hoved hævede sig væk, så hun kunne kigge på Mi’serable endnu engang. Kaldenavnet var ikke gået hende forbi, og selvom det lød en anelse barnligt, så måtte hun indrømme at det sendte en gnist igennem hendes krop. At have et kaldenavn var vel specielt af en art, og derfor måtte hun have gjort et indtryk. Spørgsmålet ville så være om det var en god eller dårlig ting.
Hun opfangede de helt sorte øjne og sagde derfor intet. Hun var helt klar over hvad der foregik i det øjeblik, og et lettere manisk smil startede igen sin vandring frem i synligheden. Hun så til som halsens kraftige pulsåre blev blottet for hendes blik. Læberne åbnede sig og fremviste tænderne, som øjnene limede sig fast til den dunkende bevægelse under huden på Mi’serable. Hun ventede til hun fik lov, og da ordene ramte hendes øregang, havde hendes hoved sænket sig ned til halsen, og tænderne penetrerede voldsomt igennem huden på Mi’serable. Selvkontrollen var der intet af, som hun i bogstaveligste forstand sluprede blodet ud af kvinden.
Hænderne vandrede op af dennes ryg, indtil den ene nåede håret, hvor den rykkede til for at vippede hovedet endnu mere til den ene side. I baggrunden kunne hun høre hvordan noget tungt blev banket imod døren.

Hendes øjne hævede sig imod døren imens hun fortsat drak af kvinden under hende. Braget af træ der knækkede tortureret ekkoede, som man så hvordan rambukken havde skabt et hul i døren, lige stort nok til at man kunne se to ansigter på den anden side. Det utilfredse grynt begyndte, som hendes hår hastigt løftede sig fra hende, og som med et slag, ændrede hårfarven sig i bølgende former, indtil man fik fornemmelsen af at det stod i flammer, med de hundrede forskellige rødlige nuancer.
Endnu et dunk imod døren, fik træet til at vride sig endnu mere i smerte. Charmelia måtte langsomt indse at de var blevet afbrudt på et virkelig irriterende tidspunkt. Med blod løbende ned langs hendes mundvige og ned over hagen, indtil det svagt dryppede imod hendes bryst, som hun rankede ryggen. Hendes øjne var stift rettet imod døren, som hun forventede at det næste slag ville sprænge hængslerne fra hinanden, og døren ville være åben.
Begæret for Mi’serable var blevet erstattet af åbenlys vrede over at være blevet forstyrret. Øjnene klemte sig sammen, som hun blev siddende på kvindens skød, og ventede på det næste slag. For en der kendte til Malkavianerens tilstand, ville den rolighed over hende være det rødeste faresignal. Musklerne var spændte, selvom det ikke kunne ses, og styrken var genvundet ved blodets kraft.
Det tredje slag kom, og da dørens hænglser sprang, forsvandt hendes krop fra Mi’serables, inden den var henne ved den åbne dør, ligeså hurtigt som tidligere. Som mændene, der havde båret rambukken, havde fået en svag overbalance, og stumplede fremad, greb hendes fingre fat om halsen på den nærmeste, inden hendes negle borede sig vredt igennem huden, indtil man hørte det svage knas af halsrøret der knækkede sammen, og manden faldt til jorden, da hun slap ham.
Ustabiliteten boblede i hende, og hun trampede vredt i gulvet med den ene fod, som blodet dryppede fra hånden, der var knyttet ned langs hendes side. I stedet ville det vrede og forfærdelige skrig skære igennem rummet, som hun fik afbræk fra sin frustration. Elvernes forfinede sanser, gjorde at de måtte tage sig til ørerne fra smerten ved hendes skrig, som hendes trampen i gulvet fortsatte. Stilletten ramte rent hver gang, og små knæk begyndte at brede sig mere og mere hver gang hælen kolliderede med underlaget.

Mi’serables glæde ved situationen, kunne ikke længere gemme. Hendes tunge vejtrækning, og svage, halsede støn bar tydelige tegn på dette, efterhånden. Et lavt, glædeligt ynk undslap hendes læber, da Charmelia’s tænder bed sig ned i underen. Hendes krop skælvede, som hun lænede sit hoved en anelse tilbage, for at trække lidt i det sår tænderne lavede. Dette gjorde smerten støre, og derved nydelsen, for den ydderst polaroide kvinde, og satte ligeså ekstra gange i blod udgydelsen, som Charmelia så fik glæde af, da læberne mødtes i det voldsomt hungrende kys igen. En lav latter undlsap sig også læberne, da den blide svigen efter bidet blev ved, og hendes øjne himlede kort. Og da, indså hun, at hendes tilbageholden af Charmelia var sluppet, da dennes knæ også blandede sig, og et dybt, hungrende gisp undslap hende. Hendes læber trak sig hastigt væk fra Charmelia’s, grundet et voldsomt tick i hendes krop. Hun kiggede tilbage med dyriske øjne, og et bredt, tand fuldt smil, hvor de spidse hjørnetænder næsten skinnede i det svage lys. Der ville ikke være megen tid til at reagere, inden kvindens hoved skød tilbage imod Charmelia’s med et højt hvæs, i en næsten slangende bevægelse, der først skubbede deres kinder imod hinanden, inden de spidse hjørnetænder satte sig i kvindens nakke. De borede dybt, men trak sig lige så hurtigt ud, som de var gået i. Som en slange, der kun skulle ramme dens bytte med dens gift, for så at lade byttet trætte sig selv ud. Bidet var kort nok, til at det begær kvindens gift normalt udstødte, ikke ville sætte voldsomt hårdt til, hvilket også var meningen. Rekationen, havde udelukket været en instinctuel reaktion på begæret der var vokset i hende selv, ved Charmelia’s knæ’s ‘angreb’. Mi’serable slog dog hurtigt ud af det, og sendte sine blødende læber, og tunge, tilbage til Charmelia’s mund, før at denne ville kunne nå at gengælde bidet. Alt dette, var sket på ganske få sekunder. Mi’serables instinkter var ved at gå ude af kontrol, og hun blev snart nød til at ende seancen, hvis ikke hun skulle gå over kanten, og forlange den tilfredsstillelse, hendes krop søgte.
Det defensive hvæs fra Charmelia, fik Mi’serables instinkter til at slå ind igen, og hun rykkede en anelse på kvindens hænder, til lige over hendes hoved, så det ville være endnu svære for hende, at rejse dem. Hendes tunge gjorde sig også mere tilpas i Charmelia’s mund, og stoppede hvæset i at fortsætte, med en lav stønnen. Holdt Charmelia tilbage, for at gøre noget som helst, imod hendes magt. Kunne ikke puste sig op. Ikke kæmpe imod.

Charmelia’s reaktioner på Mi’serables negle, samt de dyriske instinkter der allerede havde presset sig på, fik Nosferatuen’s negle til at arbejde en anelse mindre behersket. Mindre bamhjertigt. I stedet, som de krassede over Charmelia’s hud, formåede de at kradse et par sår på hendes side, og hendes ene lår, hvor blide røde perler slap fri. Det var det problem, Mi’serable ofte havde. Hendes dyriske, tændte instinkter, skulle kontroleres af hendes partner, hvis ikke denne selv havde Masochistiske tendenser, som Mi’serable også havde. For når hun slog sig løs, hvad det næsten umuligt for hende, at kontrollere sig selv. Og de nu dominant, mørke lyserøde øjne, var nu tegnet på dette.
Da Charmelia’s egne hænder også slog til, drejede Mi’serables krop sig med glæde, or at få den ene strop på hendes kjole, til at glide til siden, og lade den falde i den ene side, så hendes ene bryst hang frit. Intet bag dækkede det, så den marmor hvide hud var til fri skue for hendes partner, og et højt støn skød sig over sine læber, som de elegante fingre pressede på. Nettop som de gjorde, skød hendes egen hånd også op, for at gengælde gestusen, men med neglene i front, som altid, der nu borede sig en anelse på, for så at rive kjolen til side. Skulle kjolen kæmpe imod, og Charmelia ikke nå at reagere, ville rykket rive en flods i stoffet, så det Mi’serable hungrede efter blev blottet i et, hastigt træk. Skulle der ligeså være beklædning bag kjolen, ville denne også måtte give sig, for så at hånden lagde sig imod brystet, og pressede hårdt på, så neglene igen gjorde deres tilstedeværelse klart. Denne gang, rev neglene dog ikke huld, men markerede endnu engang, så blodet bag den hvide hud, måtte vise sig imod, i reaktion.
De blide negle imod hendes læn, fik kvindens krop til at rive sig ivrigt i endnu et tik, som hendes knæ pressede en anelse hårde imod Charmelia, og benene spredte sig lidt mere. Mi’serable gav et tilbagetrædende hvæs fra sig, inden hun hastigt fik revet sig selv ud af den liderlige tåge hun havde druknet sig selv i, for så endelig at kunne bryde kysset, og bringe sig selv tilbage til virkeligheden. Dette var ikke nær så nemt, som hun fik det til at se ud. Hendes instinkter skreg i hende, efter at fortsætte.

Da Charmelia var kommet op i hendes skød, og hendes bryst presset imod Mi’serable, tickede det igen i Nosferatuen’s krop. En lav, brummende spinden undslap hende, som hun gend sin hage imod det stykke af Charmelia’s bryst, der var blevet blottet af det ophidsede ryk, og hun måtte lukke øjnene. Så tæt på.. Men, hun skulle holde sig igen. Meget lidt var svære end dette.
Det legeesyge blik, og så at hun lænede sig ned, fik Mi’serable til at rejse et bryn en anelse. Med rettelsen, kneb kvindens øjne sig en anelse sammen, og hun fnøs stille, med et lille smil. Naturligvis. Denne mission, samt den tåge af lyst hun havde befundet sig i så længe nu, havde dugget hendes tanker. Mission var en opgave, for både et Ear og et Eye. Begge kunne udføre opgaven, lige godt. Men, ingen så godt som Charmelia. Det, var Malkavianerens stærkeste træk. Hun var, så sandeligt, et under. Hvis ikke Adamidis havde mistet retten til at vælge, ved at fejlbedømme denne mission, havde han nok kunne tale Vladimir til, at Charmelia skulle have arbejdet som et af hans Eyes, frem for en af Mi’serables Ears. Så havde han kunne beholde hende, fredeligt uden for Mi’serables rækkevidde. Men, ikke længere.. Nu var hun Mi’serables.
Den lettere kække kommentar der efterfulgte, fik Mi’serble til at klukke ganske himmelskt, som hendes blik gled ned fra Charmelia’s ansigt, og imod brystet foran hende. Med en lav, lystig hvæsen, lagde hun hungrende læberne tilbage, for at vise tænder, og lægge de imod Malkavianerens bryst. Det spidse tænder pressede ganske blidt imod huden, og truede med at spide igennem, men markerede i stedet blodt, før læberne faldt tilbage, og kyssede kælende over brystet, som hun klukkede glædeligt.
”Ingen tvivl.. Om det… Tvivlen ligger så i.. Hvor professionelt -du- kan holde det.. Vil.. Holde det… Du ved.. Hvor jeg står. Næste gang. Må -du- udsøge det.” Udfordrede hun legesygt, med de nu mere rødlige øjne igen, rakt op imod Malkavianerens øjne, som hun kælent gled hagen imod kvindens bryst. Hun gav dog ikke Charmelia chancen for, at svare på dette lige nu, og hastede sig i stedet videre, i det hun skulle sige. Hun ville ikke kende kvindens svar. Hun ville hellere føle det, en anden dag.

Charmelia ville hurtigt finde ud af, at hendes måske dyriske, og for nogen hastige ‘angreb’ af kvindens hals, faldt i god jorde for Mi’serable. Et højlydt, stønnet klynk skar sig fri fra Mi’serables læber, som hun lænede hovedet en anelse tilbage, og krympede en anelse sammen. Underkastelse, var tydeligvis også i Mi’serables natur, hvis situationen kaldte for det. Og i denne situation, underkastede hun sig instinktivt, under Charmelia’s styrke, og hungren. Et lavt klynk efterfulgte det høje, som Charmelia grådigt drak fra hende, og Nosferatuen’s hoved lagde sig blidt ind imod Charmelia’s egen hals, hvor den lagde sin kind imod, og lukkede øjnene. Hendes hænder blev mere kærlige, som de strøg op af Charmelia’s ryg, og den ene så ned af hendes side. Kærtegnede den ‘angribende’s’ krop, og plejede en hver centimeter af kvinden. Mi’serables underliv rykkede sig en anelse, som hun strøg sine ben imod hinanden, for så at cirkulere en anelse, som hun pressede deres kroppe igennem. Hvor sult havde erstattet lysten i Charmelia, var overlegenhed blevet erstattet af behaget underkastelse for Mi’serable.
Blodet der nu tæskede imod Charmelia’s sanser, gav nu langt mere end de havde før. Blodet var ikke kun nærende, men forstærkende. Blodet gik ind, og aktiverede muskler, der var gået hen af tørst. Men mere end de, blev disse muskler også forstærket, samt muskler der havde været unødvendige, eller måske bare oversete før, blev vækket til live. Charmelia blev stærkere. Hurtigere. En forstærket version af sig selv, da adrenalinen ligeså slog imod kvindens ellers så døde hjerte. Hvor Vampyre sjældent følte sig i live, var der nu noget andet. Charmelia, ville ikke kunne huske en tid, hvor hun følte sig i live, som hun gjorde nu.

Mi’serable havde ikke opdaget meget af hvad der foregik omkring hende, men sad i blindet, døv, i hendes tåge. Og da Charmelia’s krop pludslig forsvandt fra hende, sukkede hun dybt, og gled langsomt sin nakke baglæns. Hendes øjne himlede i deres øjenkroge, som hendes læber skar sig ud i et bredt smil. Hun ekshalerede i ende et halsende suk, som langsomt forvandlede sig til en høj latter, i det hendes tænder viste sig igen. Latteren gled langsomt ud i en knurren, da hun så endelig bevægede sig igen. Hun bøgede smidigt sin krop tilbage, og lagde sine hænder imod jorden bag sig, for at rejse sig på alle fire, med blikket nu rettet imod den Elver der nu stod i døråbningen, og holdt sig skrigende til sine øre. Hans skrig, var dog fuldstændigt overdøvet af Charmelia’s, men hans øjne gjorde det alt for tydeligt, da han sendte sit forskræmte blik imod Mi’serable. Nosferatuen’s ene bryst var stadig blottet, og som hun stod med ryggen næsten urealistiks bukket, og med hænderne nu ligeså knækket en anelse omvendt, var hun et frygteligt syn. Det maniske smil over de tilbagetrukkede læber, der fremviste de spidse tænder, gjorde det ikke mindre traumatisk, da blikket pludselig skar sig ud i et hidsigt, skrigende blik. Hendes øjne slukkedes, så der i stedet bare var mørke øjenhuller, og hendes mund virkede næsten til at svinde ind til et lige så sort hul. Hendes tænder var nu alle en anelse skævere, i et med at de alle var blevet spidse. Nu, for første gang, var Nosferatuen i Mi’serable tydeligt, og udelukkende til glæde for den Elver, der forskræmt kiggede ned på hende.
Mi’serables krop bevægede sig i den forkrøblede stilling, i sådan en hast, at ingen kunne have reageret, før hun stod oppe i Elverens ansigt. Med et skrig, lagde hun sin hånd imod siden af Elverens hoved, nettop i det at han havde taget hænderne ned, for at skulle til at forsøge og holde Nosferatuen væk. Hendes pegefinger negl trak sig en anelse tilbage, kun for at skyde frem igen, nu som en tynd, sylespids nål, som hun nu skubbede imod Elverens indre øre, i et med at hun hamrede hans hoved imod dørkarmen ved hans side. Dette gjorde det nemt får nålen at spide Elverens hoved, og ramme plet hvor den skulle. Hans krop blev slukket, og han faldt lammet omkuld. Men, han var ikke død. Manden, ville være ved sine fulde fem, men fuldstændigt uden kontrol over sin krop. Han lå nu bare, og stirrede imod vægen ved hans side, med øjne der ikke kunne blinke. Han ville langsomt forbløde, med alt den ubehag der fulgte, med en komplet lammet krop. Han var nu levende føde, for de Nosferatuer der var mest sultne, når kampen for Palæer var overstået.

Mi’serable hvæsede hidsigt, da hun kiggede ud af den nu åbne dør, hvor to andre Elvere, nu også stod og holdt halvt til ørende, imens de desperat forsøgte at samle deres tabte våben op, i midten af det hidsige skrig fra Malkavianeren. Mi’serable genkendte hurtigt de to svagt sindede Elvere, og rakte en hånd imod Charmelia’s læber, for at ligge en finger over dem. Hvis ikke Malkavianeren formåede at kontrolere sig selv, og stoppe sit skrig, ville Mi’serable knurre dybt, og ligge hånden over de skrigende læber, for at dulme skriget, bare en anelse. I det at skriget blev dulmet, om villigt, eller påtvunget, knipsede Mi’serable med sin frie hånd, og fik Elvernes fulde opmærksomhed. Hendes øjne glødede nu igen en dyb lyserød, som hendes læber gled ud i et forførende smil. Det frygtindgydende ansigt hun lige før havde udvist, trak sig nu tilbage, og var det samme gamle kendte, og hun lagde hånden imod sin ene hofte.
”Kan I huske mig?” Spurgte hun, kort, før de to Elvere hurtigt tabte deres våben igen, og næsten overfaldte Mi’serable med befamlende hænder. Mi’serable fniste lystigt, som hun skubbede mændenes liderlige hænder væk fra hendes bryst, og knipsede igen. ”Tænkte jeg nok.. Men der er ikke mere af godteposen, før samtlige Elvere i dette fucking sted ligger døende på jorden… Kom igang.” Forlangte hun, og pegede op imod døren der ledte op fra kælderen. De to Elvere reagerede med det samme, med en ilterhed af desperation, efter den pris der lå for enden af deres nyeste opgave. De samlede hurtigt deres lange sværd op fra jorden, og travede imod døren der ledte op til resten af Palæet. Hun fnøs, med et kort ruld på øjnene, inden blikket lagde sig tilbage imod Charmelia. Skrig, råb, klir og braven, kunne nu høres overalt i Palæet, og hun nikkede imod døren.
”Afsted med dig, min lille Chacha.. Lad ikke Kavaleriet tage sig af alt det sjove. Lad de to Elvere lede os imod Chef Kællingen, og husk min ordre. -Husk- min ordre…” Beordrede hun igen, med et blik over ansigtet, der gjorde det tydeligt hvor vigtig den ordre var. Hun pegede så igen imod døren, og skubbede Charmelia imod den, hvis ikke hun allerede var løbet den vej. ”Tag dem!” Lo hun muntert, før hun selv ville følge efter den dyriske phsycopat, der nok stormede op af trapperne nu. Hende selv, gik i et roligt tempo, og havde ingen hast, imens hun rengjorde den spidse nål, og kiggede ned på den lammede Elver.
”Skal nok huske at sende nogen ned til dig.. Ellers gør jeg ikke, og så for du lov at ligge der, og bløde ud, i et par dage. Men.. Selvfølgelig.. Før da, vil dine øjne være visnet ind.. Din mund være fyldt med støv. Ringen for dine øre, vil være utållelig. Det vil følelses som om, dit kranier er igang med at eksplodere ud af dit hoved… Alt imens, du kan overveje hvor god en idé det var, at modsætte sig Klan Rasputin…” Hun hvæsede hånende ordende efter manden, uden at se sig tilbage, og mens hun langsomt gik op af trapperne.