Mission Millicent II

Lydløst landede han ved siden af en af gyngerne. Det tomme blik blev rettet imod himlen, mens han krop livløst satte sig ned. Gyngen begyndte automatisk at bevæge sig. Frem og tilbage. Lidt ligesom hans liv nu. Jose smilede kort og bortså fra himlen. En knytnæve formede sig i hans hænder og smilet blev til en snerre. Tanker, som han egentlig ikke kunne overskue, havde taget fat. Han var ellers ikke typen der tænkte så meget tilbage på tingene. Men her sad han, og ufrivilligt tænkte på ting, som bare ikke skulle tænkes på. Et suk drog ud og han rejste sig op. Han holdte sig på hovedet, hvor en lille sort hue allerede havde taget plads. Jose var ikke ligefrem glad for denne her aften, da det var hamrende koldt. Derfor havde han en vinterfrakke på. Hans vinger kunne sådan set heller ikke holde kulden ud, så han var nødt til at vendte et stykke tid endnu før han kunne flyve igen.

Langsomt begyndte at gå rundt på legepladsen, mens han satte tankerne på plads. Han tænkte på William og de andre derhjemme. Han tænkte på hvordan hans far var blevet syg, og hans mor, som også røg med. For hendes mand betød mange ting for hende. Og når han blev syg, så lå hun altid ved hans side. Han vil gerne tilbage til dem, men det kunne han ikke. Han havde også hørt, at tvillingerne endelig havde fået deres vinger, også var han der ikke engang til at se det. NUMBER, ordet stod foran ham. De blå øjne blev lukket vredt. De åbnede sig dog igen, da han stod foran en bænk. Han satte sig ned og lænede sig tilbage. Han så igen imod himlens mange stjerner og et skævt smil kom frem. Men han havde da oplevet mange ting her. Ikke fordi han vil komme til at savne stedet. Overhovedet. Men det havde vel også lidt med at gøre, at han ikke havde været her så længe?

Efter par lange minutter rejste han sig op og gik over til en af de mange lygtepæle. Den nær hans bænk. Han lænede sig op ad den, og vingerne skød ud af hans ryg. Bare for at nyde varmen, som underligt nok strømmede ind over ham. Armene blev lagt over kors, og det ene ben hvilede imod lygtens pæl. Han så lidt ned på sin ene sko og prøvede at få styr på nogle ting.

Det havde været en kort dag på jobbet.Nogle kjoler skulle rettes til og den sidste udvælgelse til et mode magazin finde sted.Millicent havde været effektiv, og havde enda tilføjet nogle enkelte detaljer på et par af roberne , nogle hun selv var kommet op med.Hun håbede at det blev en sucess for Desiré Noir, eller det vidste hun det ville.De sidste kjoler hun havde pillet ved, var blevet et hit...hun håbede bare at Watson ikke fik nys om hendes indblandning, hun var ikke så sikker på han ville billige det.Men når hun stod der ....ofte alene...og hun bare vidste det ville være epic at ændre, såååå ja....så kom rebellen frem , med nål og tråd.Wickeeed.

Millicent slendrede afsted, og nød for en gangs skyld den friske luft og smukke himmel. Hun fadede fint ind i de farveløse bygninger iført en grå nederdel, en kortærmet hvid skjorte med hægter og sorte lidt rå flade støvler...og sin store hvide dynejakke. Håret var løst og humøret det samme.Det havde svinget en del...her på det sidste.
Hendes ring lå stadig i lommen, dog kun for at undgå spørgsmål hun ikke kunne besvare - endnu- på sit job.Men hun havde den altid på sammen med Andrija, og når hun ikke skulle arbejde.
Hun nærmede sig legepladsen....og smilede...lige så øde her nu var...lige så smukt broderet var her sikkert om dagen, med rollinger i alle størrelser.
Men nu.....nu? Hvad fanden? En skikkelse....med udslået vinger....hun stoppede og så sig omkring.Var vedkommende fra forstanden, det måtte man da ikke? Hvis nogen nu så ham? Hun satte næsten i løb, over mod skikkelsen imens hun råbte ud " Hey..du der....få dem ind....det der...det går jo ikke"
Hun var næsten under lygtepælens blide lys og stoppede op...skikkelsen...Hun kendte den!
" Jose?" Millicent klappede i som en østers.

Det føltes som en evighed, da stemmen afbrød has tanker. Han lag mærke til, at han havde lukket øjnene. Øjnene blev derfor åbnet, som to små porte. Hans hoved drejede i slowmotion imod stemmen. Han kunne ikke rigtig se personen og stemmen sagde ham heller ikke noget. Derfor lod han personen snakke ud. Han vidste udmærket, at vingerne var problematisk, da der sommetider rente uviste mennesker rundt. Men han var ellers så sikker på, at normale mennesker ikke vil rende rundt på dette her tidspunkt.
Han fnøs stille, mens han rev sig løs fra lygtepælen. Vingerne trak sig ind, men dog ikke på grund af kvindens stemme. Men på grund af de havde fået nok af kulden. De blå øjne løftede sig op og en velkendt vampyr kvinde stod ikke så langt fra ham. Det overraskende blik hun sendte blev gengældt. Det overraskende blik blev dog hurtigt erstattet med et smil og han gik hende i møde. Han kløede sig roligt på hagen, mens han anden hånd lå i jakkens lomme.

”Millicent” sagde han og bøjede sig let fremad, så han stod med bøjet ryg. Hånden som lige havde kløet ham på hagen var nu også røget i lommen og fik varmen. Hvor han dog hadede kulden.
Han vendte dog opmærksomheden til dronningen og smilede skævt. ”Længe siden, dear” sagde han og hans stemme lød lige pludselig lav. De blå øjne betragtede hende og han blev enig med sig selv i, at hun ikke havde forandret sig siden sidst. Eller, så lang tid var der heller ikke gået siden sidst. Men de havde ikke prøvet at komme i kontakt eller noget ligene. Og her stod de alligevel. Men han sværgede, dette her var ikke tilfælde...

Hun måtte glippe med øjnene et par gange, men den var god nok..det var ham.
Hans stemme med den karakteristiske hæshed var iøvrigt let at genkende og da han kom imod hende , brød hendes smil spontant frem.
" Ja...det er lidt tid siden...tænk at rende ind i dig, igen...sådan ud af det blå" sagde hun og glæden der klingede i stemmen, var ikke spor falsk.
" Hvordan har du det?" Millicents blik kredsede undersøgende over ham , og kunne konstatere at han så ud til at være i fin stand.Ikke lige udmattet som sidst.
Hun rystede pludselig på hovedet, da hun huskede han netop havde stået og blafrede med sine vinger, og en snigende bekymring indfandt sig, alligevel.
Var alt nu okay hos ham, med ham? Han så egenlig ikke ret glad ud? Eller var det bare ren projektion.
Hun forsøgte ikke at lyde al for nyfigen, da hun slap spørgsmålet fri.."Jose? Hvorfor...hvad står du her i det åbne for med dine vinger i det fri? Jeg mener,...hvis nogen forkerte nu kom forbi og så det?"
Hun havde hørt rygter om der var nogle folk der levede, tjente deres penge ved at skabe væsner, men hun håbede da det var en stor og seriøs fejl information.

Det fik ham til at le, vel vidende tankerne bag hans hoved pinte ham. Han kunne bare se på hende hvordan hun strålede op, da hun koncerterede at det nu var ham. Venskabeligt prak han til hendes pande og derefter trak sin finger til sig. ”Det da et mirakel” sagde han med et smil. Han lod øjnene glide lidt rundt i hendes hoved og derefter standsede ved hendes dådyr øjne, som han nu elskede ubeskriveligt. Han nikkede kort, da hun spurgte hvordan det gik med ham. ”Det går, som livet nu har valgt at gå” sagde han. Meget hemmelighedsfuld, men sådan var Jose nu engang. Han elskede at få folk til at tænke: Hvad mente han nu med det?

Jose slap en lille latter ud, da hun lige med et rystede på hovedet. Han løftede venligt det ene øjenbryn op og så spændt på hende. – Da hun så smed ud hvad hun havde på hjertet, smilede han stort og hans hænder kom til syne. De stod spredt til begge sider. ”Se, elskede. Der er bare denne her person, som jeg bare skal overbevise” hænderne blev sænket og han så nu direkte på hende. ”Men ik’ tænk på mig. Hvordan går det med dig? Er der sket noget ekstra ordinært i dit liv?” kom det ud af ham. Han vidste ikke helt hvorfor han nu valgte ordet ’ordinært’, men nu var det kommet ud, så det kunne være fuldkommen ligegyldigt.

" Ja, et lille men ganske godt et af slagsen" lo hun og daskede blidt efter hans finger.
Men igen tunede hun ind på hans frekvens og der var altså støj, uanset hvordan hun vendte og drejede det.Han svarede så undvigende.Men til hendes held, kunne hun jo bare bombarderer ham med dejlige lange endeløse spørgsmål, lige til han kapitulerede og brød sammen- og svarede.
Hun smilede lidt ved tanken...
" Ja..det siger du, måske kan du lokkes til at fortælle mere om dit job, over noget kaffe? - og den der med det ville jeg godt, men så er jeg nød til at slå dig ihjel bagefter den holder ikke i dette tilfælde, jeg er jo allerede død- siger de kloge" sagde hun og spidsede læberne kort.
Hans ordvalg....hvorfor kaldte han hende det? Havde hun ikke sagt han ikke burde...eller måtte? Hun skævede til ham, og ramte hans lå øjne...og fik serveret et spørgsmål som hun ikke lige vidste hvordan skulle tackles.
" Jo...der sker spøjse ting hele tiden....men skal vi ikke gå over til Macy's ? Det er kun to minutter herfra, så kan vi få noget at varme os på" tilbød hun.
Sandheden var at hun var oprigtigt glad for at støde ind i ham.
Modsat Andrija, der kendte hele byen....indefra og ud....kendte hun ingen, og var ensom.

Han elskede hendes korte latter. Den burde hun ærligtalt bruge lidt mere, synes han. Millient virkede alt for indelukket, som om der sad en over hende og fortalte hende, at hun nu ikke måtte have det sjovt. Han smilede stille for sig selv. Hurtigt så han på Millicent, da hun spurgte ham om hans job, og derefter kom med en kæk bemærkning. Han små grinede og rodede sig i håret. Han nåde ikke rigtig at svare, da hun tilbød, at de kunne tage til Macy’s. Bare ordet ’varme’ fik ham helt op at køre. Så derfor nikkede han og strakte sin hånd, så hun kunne tage fat på den. ”Yes, dear” vil han så sige, inden de begyndte at bevæge sig, hvis hun da fulgte med ham.
Efter Millicent meget præcise beregning, ankom de to minutter efter til Marcy’s. Jose fandt en plads nær vinduet. Han gik stille med Millicent derover, hvis hun stadig var med. Først vil han trække stolen ud for hende, og hvis hun valgte at sidde, vil han trække den ind. Han vil så placere sig på stolen foran hende. Jakken vil blive lagt på stolens ryglæn, da han mærkede hvordan varmen spredte sig. Han smilede kærligt til vampyren, idet han tog sin hånd op, da en tjener, var ved at gå forbi dem. Han bestilte to store kopper kaffe til dem, og de kom hurtigere end han havde troet. Han betalte hurtigt og gav hurtigt et blink til tjeneren.

”Mit job?” sagde han roligt og kiggede på Millicent. Gud hvor var hun egentlig smuk. Han nippede til sin kop og mærkede hvordan væsken varmede ham op. Det var som om han smeltede inden i. På en meget behagelig måde. ”- Jeg kan ærligtalt ikke fortælle dig det. For hvis jeg gjord det…” han kiggede på hende og blinkede med det ene øje. ”.. – Så vil jeg meste det. Men fra nu af.. om et år, så skal jeg nok fortælle dig det, elskling” igen drak han og kiggede spændt på hende. ”Hvordan blev du vampyr?" egentlig ville han ikke spørge om det, men han følte, at han skulle spørge.

Hvad havde de brugt af minutter nu..5? Og han fik hende allerede til at slappe lidt af.
Jose virkede så umiddelbar og ligetil...samtidig med der var den her....ting...over ham, som var han en sjælelæser,eller noget? Det var en besynderlig og meget særlig sammensætning af hans personlighed.
Han indvilliget i et kaffe besøg, og efter et blik på hans hånd og et sekunds overvejelse, lagde hun sin hånd i hans.Det måtte vel være at betragte som rimligt harmløst....i forhold til så meget andet.

På Macy's fik de en god plads , lige ved et vindue.Det var altid skønt at kunne følge lidt med i gadelivet, også i aften timerne.Hun slap Jose's hånd,da han trak stolen ud for hende, og kom hurtigt på plads med et " Tak ...sikke galant du er" hvilke blev blev backet up af et smil.
Hun trak ned i dynejakkens lynlås, og krængede den af så den med det samme hang over stolens ryg.
Kaffen blev serveret og Millicent fik også lige afsendt et tak og et smil til tjeneren.
Så gav hun al opmærksomheden til Jose og lyttede.Han ville miste det? Det lød en kende....underligt.På den anden siden, så var han engel, så intet var vel helt normalt?
" Du får det til at lyde helt James Bond agtigt, sådan lidt undercover style.." Smålo hun og trak kaffe koppen ind mellem sine hænder, og lunede dem lidt.
Der var noget...skødesløst over ham..hans hår,hans blink og hans lethed med ord.Hun fangede dem skam alle, men kunne jo ikke nå at bremse ham hver gang, men det faldt ham så let, så det ud til.
" Elskling? Jose, altså....du...er al for gavmild med dine ord" skændte hun på hendes egen måde.." Men om et år vil jeg holde dig til dit løfte" smilede hun og drak så lidt af kaffe, imens hun forsøgte give ham et ordenligt svar.
"Det er ikke et favorit emne, af to grunde....det var mod min vilje og ...ja...jeg husker ikke ret meget" hun sad og rullede koppen lidt frem og tilbage igen, og skævede lidt op til ham.Men så spyttede hun ud..." Jeg var på date, med en god ven, en ansat i Omari Menage Banken i Schweiz ,der er jeg fra.....vi deltog i den her store personale fest." Millicent lagde hovedet lidt på skrå, og trak på skuldrene..."Det sidste jeg husker er at jeg vandrede rundt alene, på en lang gang....en masse tumult....og at jeg vågnede med jord over mig, i en fremmed by...hér". Millicent gned et par fingre mod sin pande....hver gang hun forsøgte at forcerer sin hukommelse, kom den fordømte hovedpine promte.Som en advarelse til hun skulle lade være.
"Jeg har ikke bedt om det her....det var en forbrydelse...og jeg var ved at dø af skræk da jeg vågnede eller..." Hun blev tavs og fik et fåret udtryk over de ordvalg der spillede en lidt skæv melodi.

Han smilede kort, da hun kom med sin James Bond replik. Hun havde jo på en måde ret jo. Men han prøvede ærligtalt ikke at være hemmelig, men han var nødt til det. Millicent var blevet til en af de få personer, som han faktisk gerne vil fortælle ting til, men bare ikke kunne. Det var for .. hemmeligt. Alt for hemmeligt. Jose blev vækket fra sine tanker, da Millicent’s kønne stemme kom frem. Det fik ham igen til at smile og han nippede endnu engang på sin kop. ”Men Millicent. Du giver mig al for mange grunde til at sige det. Tro mig. Jeg er alt andet end gavmild med mine ord” med seriøse øjne drak han sin kaffe og lag den ned. Han holdte lidt om den, og nikkede taknemlig til hende, da hun sagde, at om et år vil hun holde ham til hans løfte. Det var en god måde at slutte på.
Han blev dog lidt sorgmodig, da hun gik videre til hans spørgsmål. Han havde egentlig ikke forventet det bedre, men han havde skam heller ikke troet dette her. Det var imod hendes vilje. Det havde han aldrig gættet på. Under hendes lille forklaring sad han og nikkede med. Han kunne bare se på hende hvordan emnet ramte hende og det fik ham til at føle det samme. Han sukkede da hun var færdig og kiggede ned i sin kop. ”Hvorfor skal de ske for de uskyldige?” sagde han, men mere til sig selv. Han kendte jo ikke Millicent’s fortid… om hun havde været en af de der ’gå på’ – piger, eller bare en ganske almindelig pige. Men hvad var almindelig i denne her verden? – Og ikke desto mere.. hvad vidste han?

”Se, Millicent” sagde han og kiggede på hende. Han fugtede hurtigt sine læber og smilede skævt. ”Jeg ved ikke engang hvordan jeg døde. Hele min familie blev engle på den samme dag. Og hvordan kan det være, tænker du sikkert. Well, jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at der ikke var nogen i huset. At huset ikke brændte eller noget. Lige pludselig.. så var vi deroppe..” hans pegefinger røg op, som tegn til at de havde været oppe i himlen. ”Men jeg har da tænkt på, at vi måske var blevet forgiftet. Men spørgsmålet er bare.. ” han smilede kort til hende og holdte en kunstpause. Han kiggede lidt på hende for at se om hun var med. Det havde ikke været hans tanke, at han skulle snakke om sig selv. Men et eller andet gjord, at hun fik alt frem i ham. Ødelagede al hans hemmelighedskammer. ”Hvem? Hvem kunne have gjort det og hvorfor?”

Millicents smil blev større og rakte ud efter hendes øjne.." Hemmelighedsfuld og charmerende ... I'll bet them girls stand in line" drillede hun og rettede sig lidt op.
Det var nu ikke det at hun ikke mente det, hun var rimelig sikker i sin sag, men det var blot punkter hun ikke borede så dybt i, normalt.
Hans svar fik hende til at gruble lidt...igen. Hun gav ham grunde, til at sige søde ting? Jo jo, hun var da venlig...når hun eller kunne holde vampyr instinkterne i skak, men ...han var så intens, som en flamme man blev draget imod, men skulle passe på dens lokkende varme ikke skadede en, og brændte en.Især Millicent var overfølsøm overfor varme af den slags.
Hun løftede begge øjenbryn og så ind i Jose's meget blå øjne...de mindede hende om havet på en solskindsdag.
Hmm.." Jeg ved ikke hvad grunden til det var, jeg...kan ikke få klarhed. det..øh...det er som en jernhætte er trukket over mine tanker, eller at de er slettet...ja, det lyder ret skørt, I know" sagde hun og hendes hånd viftede lidt foran ansigtet, som for at jage de fjollede ord hurtigere væk.
Millicent have i sit menneske liv i det store hele været en ret normal pige.
Ikke en goody two shoes, men absolut ikke en løssluppen chick.Hun havde været velopdragen, sjov og vellidt.
Og måske en smule kræsen....nogle ting ændrede sig aldrig.
Det hun lavede af lidt mere lyssky ting, var for Anonymous, en gruppe hackere der lavede forskellige advents.Hun havde altid været et naturtalent omkring en pc.

Hun glemte helt at drikke sin kaffe, da Jose belønnede hende med at fortælle lidt omkring sig selv og hvordan hele hans familie var blevet engle.
Hun var ret chokeret faktisk og kom måske til at stirre lidt på ham.
" Det er da alligevel godt nok vildt Jose?" Mumlede hun.
" Hvor er det underligt...og du fik heller ikke et valg? Men at forgifte jer? " Millicent fik vinket tjeneren over...og hun tillod sig at bestille to cognac, og håbede Jose ville kunne drikke en.Hun kunne selv godt lide cognac, ikke sådan helt vildt meget..men hun havde lært det, som man sagde- og hun fandt kuløren fortryllende...hvilke var en smule barnligt, men hvorfor ikke sætte pris på de små ubetydelige ting, der alligevel kunne gøre en glad?
" Hvad hvis du får børn, bliver de så engle? - kan man overhovedet fødes som en eller skal man ...dø?" Hun sænkede stemme da den unge servatrice, kom med to glas.Hun satte først Millicents med et " Vær så god" og da hun henvendte sig til Jose, så det sandelig ud til hun tog sig bedre tid, og hendes karamel funklende øjne insisterede på at fange hans..." jeg håber den smager....det er husets bedste, og den har fået gode anmeldelser.Hvis du kan lide den, så er der en mere på husets regning." blev den serveret med et blændende smil for Jose, inden hun trak sig tilbage på de gøje hæle og det karakteristiske tjener look i bukser og skjorte.
Millicent trak hagen lidt ind, og rynkede lidt på næsen- men spillede så hurtigt videre med bolden..... " Jeg håber du kan lide den" lænede hun sig hen over bordet, og hviskede drillende, hvorefter hun løftede sit glas til en skål.

Nogle af hendes ord var som torne. De stak. Han følte, at han vidste hvordan det var, at blive tvangs forvandlet. Men gjord han egentlig ikke det? Han havde jo ikke ønsket at være en engel. Hans øjne blev fjerne et kort sekund og han tænkte tilbage til den morgen. En sensommer morgen. Han smilede for sig selv, da de velkendte hoveder dukkede frem.
Han vendte tilbage til Milicent, som havde sagt noget. Han nikkede smilende og drak noget af sin kaffe. Han betragtede hendes øjne og læber. Det var som om, at han havde set hende i går. Han blev dog lidt overrasket over, at hun lige pludselig bestilte cognac. Han smilede til den kvindelig servitrice og vendte sig tilbage til Millicent. Hun spurgte igen om noget, og Jose åbnede munden for at svare, men servitricen kom og han smilede endnu engang til hende. ”Jamen tak” sagde han roligt og kiggede på glasset med et skævt smil. Han havde lagt mærke til hvordan hun havde kigget på ham, men ærligtalt, så ignorerede han det. Da han hørte hende gå så han op på Millicent og genvandt sit varme smil. Venlige, milde..

Han tænkte lidt på hendes spørgsmål inden han henvendte sig til hende: ”Altså teknisk set ja. Men det kommer da an på om jeg får børn med en engel, så er barnet automatisk engel” sagde han og skubbede den tomme kaffekop til siden og gjord plads til cognac glasset, som stod foran ham.
Han kunne mærke hvordan varmen havde vældet over ham, så han tog sin hue af, da han faktisk havde glemt alt om den. Det mørke hår vil komme til syne. Han var faktisk født med blondt hår. ”Men hvis det en dæmon eller et andet væsen, så er barnet kun halv” nikkede han med et skævt smil. Han tog glasset op med cognac og nippede kort til den. Det gav ham et lille kick, men det smagte sgu som det skulle. Han smilede, så de hvide tænder kom til syne, da Millicent hviskede. Hvor forførende.

”Elsker det” kom det fra ham inden han drak til. Da han cirka havde drukket halvdelen lag han glasset fra sig og lænede sig tilbage. ”Ved du hvad?” sagde han og kiggede direkte på hende. Han havde følt hvordan emnet med hendes vampyr-jeg havde voldt problemer, men alligevel følte han, at han manglede lidt endnu. ”Nu da du er, nyfødt, og ikke kender til din skaber.. hvem træner dig så? Altså du er jo en slags lærling, og alle har brug for en mentor. I sær en nyfødt” hans stemme rystede lidt, men det var undertonen som gjord det hele værre end det rent faktisk var. Han var lidt spændt på hendes svar.. altså hvis hun da havde løst til at svare ham.

Det var dejligt at tale med ham.Det virkede til at Jose både lyttede...sådan rigtigt...og samtidig gav sig tid til at tænke over svarene til hendes spørgsmål.Hun kunne mærke hvor meget hun savnede det.En der gad lytte.Millicent ignorerede stikket der prikkede til hende, midt i hjertet .Hun ville bestemt ikke sidde og hælde al hendes ' vasketøj' ned i hovedet på Jose, men cognacen skulle hjælpe hende med at overholde det, hjælpe med at holde det i skak.
Hun blev meget interesseret i det med de blandede racer og hvordan det var skruet sammen.Ikke at det havde den store betydning for en som hende, men...ja...for stort set alle andre jo.
Hun fulgte hans hånd op til huen, og smilede da den røg af.
Naturligvis var håret en smule mere tjavset, end sidst hun havde set ham.Det gav ham et mere ungt og drenget look, der stod godt til hans smil.
Hendes øjne glimtede af morskab, da emnet kort blev mere muntret.." Glad you like" grinede hun let og kørte den gyldne sprit lidt rundt i kanten imens Jose ønskede at vide en smule mere.

Hun lagde hovedet lidt på skrå.Det føltes som en grænse var ved at overskrides...en mere privat en.
Ikke at hun havde noget imod at fortælle om det, men....der var bare så meget hun ikke lige kunne prale med at havde svarene på.Jose ville måske finde det ret besynderligt.
Hun mærkede et behov presse og mase sig på, en lyst til at åbne bare en lille smule op, og ikke slæbe rundt på det hele selv.Det var jo efteralt ikke en hemmelighed, eller...det regnede hun da ikke med.
" Andrija....Han er dæmon og hedder Andrija Luzar." Millicent smilede og kiggede en smule forlegent væk.
Det føltes ...underligt...at tale om ham, ingen på hendes arbejde vidste noget.
Hun stak hånden ned i den store hvide lomme på jakke , og fiskede hendes guldring op.
Hun lagde den på bordet...og smed så den oplysning ned hun fumlede så meget rundt med..." Min mentor...og forlovede" sagde hun stille, samlede ringen op og lod den glide på plads på hendes ringfinger.
" Andrija...forsøger lære mig....hvordan jeg burde være...for at være rigtig" sagde hun og legede videre med cognacen inden hun skyllede en stor sluk ned.

Han så på hende, og lod hendes grin slå som et ekko i hans hoved. Hendes øjne så tænkende ud, som om hun tænkte, om det overhoved var en god ide at fortælle ham det. Men det forstod han jo udmærket godt. Fortælle sådan noget til en man kun havde mødt to gange var også et stort skridt. Men mellem disser her væsner, så føltes det, at det ikke var helt ’fremmede’. Han kunne leve ind i Millicent situation. Millicent, vampyren. Han var engel. Derfor følte han en stor interesse for kvinden fordi han følte et bekendtskab til hende. Og det var mere end sikker, at de aldrig havde mødt hinanden. Aldrig..
Jose’s øjne åbnede sig, da Millicent valgte at fortælle ham sammenhænget. Han nikkede anerkende og taknemlig, at hun rent faktisk vil sige det. Han mærkede også hvordan hun ikke helt gik ned i detaljer, men det var vel fair nok.

Roligt tog han sit glas op og nikkede endnu engang til hende, for ligesom at vise at han fulgte med. Da hun så lige pludselig stak hånden i lommen og kom frem med ringen var han ved at kvæles i sin drik. Han hostede og fik tårer i øjnene, da væsken var gledet et forkert sted. Han tog hånden over for munden og hostede, mens tårerne bare trillede ufrivilligt. Han begyndte dernæst og små grine, mens han tørrede sine hænder i en serviet og øjnene fulgte hurtigt med. Han lag servietten fra sig og kiggede på hendes ringe finger med en ubeskrivelig glæde. Hvor måtte det være dejligt at vide, at uanset hvad der skete i dag, så vil han altid være der ved hendes side. Jose havde mange gange overvejet den store kærlighed. Hans forældre krævede børnebørn fra hans side og han undgik altid emnet. Det var ikke fordi det var svært at finde sig en dame, men det var fandeme svært at finde den rette. – Han var så småt begyndt at tro, at hans pige var blevet kørt over en bil eller noget.
”Romantisk” sagde han og de blå øjne blev på en måde mørkere. Sådan var det altid, når der handlede om kærlighed. Han lænede sig tilbage og lod hånden glide igennem håret. Han smilede skævt til hende og sukkede inden han lænede sig frem imod bordet. Albuerne hvilede på bordet, mens hans hånd søgte efter hendes. Den med ringen på. Da han kunne komme til hendes hånd, tog han den med begge sine store hænder. Hun havde meget små hænder i forhold til ham. Han kiggede op på hende med sine mørke blå øjne og smilede. ”Andrija Luzar?” hviskede han, og lod en finger glide over ringen. Smilet forsvandt ikke og han fik nærmest ondt i kinderne. Den kvinde ha en dag fik, hende vil han aldrig kunne give slip på. Han vil gerne have et forhold som pingviner. Når de først fandt deres mage, så blev de hos hinanden til de døde.
”Heldig mand” afsluttede han og gav hendes hånd et klem inden han forsigtigt gav slip på den. Han lænede sig endnu engang tilbage på stolen og kiggede nu ret tænkende på Millicent.

Andrija Luzar, dæmon. Interessant valg ...

Befriende....at læsse en smule af på Jose's brede skuldre.Det måtte hun i drømme over for sig selv.
Han lyttede og hvad mere vigtigt var, han fik hende til at slappe af.Der var ingen magtkamp mellem der, men en besynderlig form for tæthed.
Ja....hun var da godt klar over at det lød temmeligt idiotisk, taget i betragtning de stort set ikke kende hinanden, men han sendte bare noget ud...noget der pulserede i luften der omgav dem,der virkede så genkendeligt og dragende.
Hun kunne stille mange spørgsmål omkring netop det- og det interessante var måske ikke svaret i sig selv nødvendigvis, men om Jose lå inde med svarene.

Millicent blev helt forskrækket, da Jose indledte et hoste anfald.
For katten da også, hun vidste at den info måske var lidt weird, men .....okay...hun var jo ikke ude på at tage livet af manden.Hun fik rakt en serviet over til ham, og bankede et par gange , lidt kejtet og febrilsk på hans skulder, selv om hun vidste der nok ikke var meget effekt og gavn af det- men hun turde ikke rigtig banke ham på ryggen, hvis nu han var meget følsom og måske øm der....grundet vingerne.
" Altsår....så morsomt er det vel ikke at nogen kunne finde på at forlove sig med mig?" Lød det lidt tørt...men så begyndte hun også at grine, for jov....det var faktisk en smule sjovt...alle omstændigheder omkring hendes forlovelse var sjove eller ....mærkværdige, alt efter hvilken vinkel man så det an fra.
Romantisk? .... Millicents smil begyndte at krakkelerer.Romantisk? Hvordan skulle hun overhovedet kunne beskrive hendes forhold? Hun så ham ind i øjnene og forsøgte at være så ærlig som hun kunne, men det var lidt....vanskeligt.
" Jose...du må ikke misforstå...jeg er meget glad for Andrija, og jeg vil aldrig sige noget forkert om ham" hun søgte lidt efter ordene og små rasteløst ændrede hun stilling på stolen, og sad lænet mere ind mod bordet.
"Men...det er en noget anderledes...forlovelse...for at være helt ærlig...så ved jeg dårligt hvordan det gik til, det var nærmest ...midt i en ...debat" ordene snuplede og haltede og hun følte sig...nøgen...måske lidt sårbar ved at føre disse indrømmelser, men sandheden var at hun slet ikke troede at Andrija nærede så meget som et gram følelser for hende, men mere så hende som sit projekt.Det var meget forvirrende, og hun var med garanti den eneste forlovede pige, der ikke vidste om hun havde tilladelse til at kysse på sin forlovede...eller noget som helst andet.Det eneste hun vidste var , at ringen betød at man ikke pillede ved andre.Det var i hvert fald aftalen, og holdte Andrija ikke den del, ville hun personligt stoppe ringen godt op hans r..

Millicent kunne mærke sit hjerte blive strejfet, da Jose tog hendes hånd.
Den med ringen på.Og hendes læber gled let fra hinanden, forbløffet og uforberedt, da han lid en finger glide over hendes ring.Ude af stand til at bevæge sig, stirrede hun først på hans hænder, og herefterr rettede hun sine undrende øjne , for at se på ham.Han smilede....var vist glad på hendes vegne.
Det var hun jo også selv, det meste af tiden...når ...der ikke var alle de bump på vejen .Og hvem sagde også at man skulle være glad hele tiden iøvrigt.
" Tak Jose....men....jeg tror nu ikke helt Andrija ser det sådan, jeg sagde jo det var.....et meget....atypisk forhold"
Sagde hun stille og det var lige før hun fik tåre i øjnene, men det var langt sværere for hende at græde tåre, efter hendes forvandling....og det var virkelig heldig, for når hun tillod dem passage,så var de af rødt blod, og Millicent havde stirret forfærdet på sit eget spejlbilled....og syntes hun i den grad mindede om Frakensteins brud, bare i en blond udgave.

Hun tømte sit glas og pustede lidt ud.
" Jeg....undskyld at jeg vrøvler...jeg ved bare ikke helt selv hvad der sker" forsøgte hun med et smil, da hun kunne se også Jose syntes at tænke lidt over hendes svar.
" Har du lyst til mere at drikke, eller skal vi finde på et eller andet?" Spurgte hun lidt nysgerrigt,
Hun havde ikke noget imod at tale om Andrija, eller svare på spørgsmål , ikke når det var Jose.
Omvendt ....det var jo lidt et kaos emne.Hun smilede.... Jose og Andrija var som nat og dag, var de ikke?
Jose klarede sig fint ...Andrija havde brug for Millicent, for ikke at køre ud over livets skrænt, mente hun da ?

Han havde af alle omsætninger ikke grinet ad hende eller hendes lille forlovelse. Han havde grinet af sig selv, for han blev sgu overrasket over, at hun var forlovet, for hun havde slet ikke vist tegn til det. Her kom han så i tanke om sidst gang hvor han havde kysset hende. Hvorfor han egentlig havde, vidste han ikke, men et eller andet havde sagt til ham, at hvis han ikke havde gjort det, så vil han fortryde det. Men de tanker blev tænkt lang tid før Millicent begyndte at snakke igen.
Han vidste det. Han vidste hun vil sige det, og det gjord ham egentlig lidt bange. Derfor havde han set seriøst på hende. Der lå et eller andet over forlovelsen, det havde han regnet ud siden hun tog forlovelsesringen ud af lommen..

De mørke blå øjne, som lysnede sig op, var rettet imod hende. Følte, så og smagte hvad hun sagde. Han nikkede blot en gang, da hun var færdig med at snakke om denne dæmon. Han bevægede sig dog, da hun begyndte at undskylde. ”Nej, nej Millicent. Jeg forstår dig” sagde han og lænede sig imod bordet. Han tog sit glas og drak det sidste. Han lavede en lille grimasse og kiggede på vampyren. ”Elskede, ser du, mænd er de underligste skabninger. Uanset om det er fra en engel til en dværg. De er meget svært at blive klog på” sagde han og kiggede mildt på hende. ”Andrija. Jeg kender ham ikke, men han lyder virkelig, som en der ikke viser rigtige følelser. Om han føler noget for dig eller ikke, kun han ved. Enten så viser han dig det, eller så gør han det ikke. Men med tiden vil de vise sig” han sukkede og gned en hånd på hendes kind, men trak den dog ind til sig. Hun var trods alt forlovet, om det så var i en debat eller ej.

”Men slip dine tanker fri. Lad ham være sådan som han er. Opret din egen person, bare fordi han er din mentor, så ejer han dig ikke, love” han fugtede sine læber og gav et smil fra sig. ”Lad os smutte et eller andet sted hen” sagde han og blinkede med det ene øje. Han lag pengene til cognac på bordet og begyndte at tage sin hue og frakke på. Han var virkelig bleven sørgmodig om hjertet over Milicent’s vegne. Det kunne godt være at hun elskede ham der, Andrija, men han virkede just ikke til at behandle hende helt.. normal. Men hvad vidste Jose. Han var blot endnu et brik i Millicent’s indre. Da han var færdig rejste han sig op og ventede på Milicent. Denne her gang havde han ikke taget sin hånd frem imod hende. Ringen brændte i hans indre, og det var ikke et godt tegn.

"Hvor vil De hen, love?" sagde han og vendte sig imod hende da de var kommet ud. Det var blevet mere kold en sidst, men Jose prøvede at lukke kulden ud.

Hun fæstnede sig ved Joses læber først og dernæst han øjne.Blikket blev mere mildt, og hun så på ham med et' gør du? Forstår du mig virkelig?' blik.
Hun havde lyst til at række ud efter hans hånd, hans nærvær sendte bølger af ro igennem hendes tanker og hendes krop, men hun rørte sig ikke ud af flækken, fulgte ham dog istedet tæt, uden at se på andet end Jose.
Hendes hånd løb uroligt gennem det lange tykke hår, til en lille infiltration fik hende til at mine et ' av' og trække dem ud igen.
elskede han drillede hende, det måtte han gøre.
Årh...hun blev så...forvirret- og hvordan var det overhovedet teknisk muligt, at han både gjore hende forvirret og fik hende til at undre sig, samtidig med hun følte sig så tæt forbundet med ham? Var det en engel ting- eller en Jose ting?
Hun smilede, var sig helt bevidst om at han forsøgte at samle lidt op på alle hende tabte tanker og bekymringer ,mda han begyndte at forklare om mænd, i alle afskygninger.
Millicent fik en let rynken ved sine bryn, og lukkede sine øjne da Jose aede hendes kind.Hun tog en dyb vejrtrækning, det virkede beroligende, og var en vane hun havde svært ved at bryde.Desuden var det nu meget smart, da mennesker gerne skulle tro hun stadig trak vejret jo.
" Jeg ved det godt, Jose....jeg ..jeg forlanger nu heller ikke så meget" .
Det var sandt....der var ikke blevet snakket om ret meget der havde med forholdet/ forlovelsen/ relationen at gøre.
Måske havde de begge en berøringsangst, og ingen af dem kunne vel forklare hvorfor de havde accepteret det?
" Bare rolig, jeg bestemmer selv....når det kommer til stykket, er jeg slet ikke så blid og let at manipulerer rundt med som man skulle tro" hun lo stille.Egenlig burde man synes det var mere synd for Andrija, for hun ville være en forfærdelig vampyr elev, og han ville sikkert dø en langsom død alene ved temaet ' hands off ' og især ...især når de ikke selv havde den relation- endnu.Det var sku da et kaos, og Jose skulle slet ikke belæmres med det.

Tøjet kom på plads, og Jose så ud til at være okay med det hele.
De trådte udenfor og da hun trippede op ved siden af Jose, fik hun luge plantet et kys på hans kind" tak for kaffe...og for cognac" smilede hun op til ham, og funderede lidt over hvor de skulle gå hen.
" Le jardins?" Spurgte hun....det var en slags overdækket offentlig have, fyldt med eksotiske planter og blomster.Bænke og borde hist og pist, og det hele med en temperatur på 26 grader.
I dagstimerne kom der mange, men om aftenen var den sjældent besøgt.

Det med hun ikke forlangte meget, gjord ham en smule rundtosset. Millicent kunne få alt det hun pegede på, men hun virkede som en der havde mistet sine fingre. Men da hun havde sagt, at hun ikke var let at manipulere med, fik ham til at tænke andet.
Men da han mærkede blide kolde læber imod sin kind, standsede hans tanker. Han smilede skævt til Millicent. ”Alt for dig” sagde han og lod øjnene glide imod vejen. Kinden, som Millicent havde plantet et kys ved vil langsomt blive lyserød og derefter rødt. Men hun vil først kunne se det, når de var kommet i rigtig lys. Det var så en af de ulemper ved at være engel ved ham. Hver gang han oplevede noget form for kys eller bare kærlighed, skete det bare..
Han smilede hemmelighedsfuld og nikkede. ”Le jardins” gentog han. Han havde kun set stedet en gang, men det var hvor han var på en mission.
Efter de var gået et stykke fugtede han sine læber. Han kunne se den store plante der slyngede sig frem og tilbage. Et stort skilt blændede dem, med skrifterne ’Le jardins’. Han var taknemlig for, at de var i nærheden af mange ting. Han betalte let entreen og de kom ind i varmen, som han så inderligt værdsatte. Og nu var der jo heller ikke ret mange. Udover dem gik der et par rundt eller så var der tomt. Men det var som at træde ind i et eventyr. Her så, så anderledes ud. Et sted han faktisk kunne bringe hele dagen ved. Han huskede ikke stedet så godt, da alt var gået stærkt sidst gange. Men nu, nu gik det i en dejlig tempo.

”Lad mig tage din jakke” sagde han til Millicent, da han havde taget sin af og hang den op i en af de tusinder af bøjler der hang ved deres side. Tæt ved kassen. Nu da der ikke var nogen behøvede de ikke numre eller betale for bøjlerne også. Hvis hun så havde givet hendes jakke til ham, så vil han også sætte den på plads og derefter tage fat i hendes hånd. Allerede der brød han pagten imellem sig selv. ”Kom. Jeg skal vise dig min ynglings blomst” sagde han og gik roligt over til et af de sidste vinduer. Han slap Millicent’s hånd og satte sig ned på hug, mens den ene hånd var hvilet imod ruden. Hans blå øjne skinnede, mens de så ind i de røde blomster. ”Valmuer” sagde han og kiggede på hende, men rettede blikket tilbage til blomsterne, som så ud til at være uendelige mange. ”Valmue blomsten er min ynglings blomst fordi den er skrøbelig. Jeg kunne huske jeg var syv, da jeg fandt ud af, at valmuen fandtes” han rejste sig op og rodede i sit hår. Han smilede stort, mens blikket så fjernt ud. ”Når man rør blomsten, så falder den sammen. Sådan var jeg” sagde han og så nu på Millicent. Han så imod vinduet igen og smilede. ”Siden den dag af, så har valmuen været min ynglings blomst” sluttede han af og rettede på sin skjorte. Han var egentlig klædt meget fint på. Mørke bukser og en hvid skjorte med en sort slips. Så var det mere let at forstå, at han frøs så meget. Plus, at han hadede kulden.

Glad over han var med på ideen , lyste hun op.
Hun elskede at være nær noget der var levende og det kunne være blomster,planter eller dyr...eller strand og skov og enge...der var så meget.Men efter sollyset havde udstødt hende og hun ikke længere var velkommen der, var de ting blevet så langt mere værdifulde, affektionsværdien var steget skyhigh.

Hun burde stoppe hans varme strøm af sød tale, alene fordi hun slet ikke fortjente den- og så var der sikkert også ander gode grunde, men det lå bare ligesom forkert i hendes mund , at begynde at skælde ham , når han i virkeligheden bare var ualmindelig sød.Istedet skiftede hun kysset ud med en lille strejf af hånden, ned af hans kind der nu tegenede en anelse lyserød.Gjore hun ham genert? Hun havde svært ved af forstille ham sådan...genert...men det kunne jo godt være.Med et smil påsat læberne, gik de mod haverne.Det var herligt at ideeen var faldet i god jord hos ham.Selv elskede hun steder der var liv....enten i form af dyr eller planter...eller vandet ved en strand.
Imens de spadserede derhen, havde hun virkelig lyst til at udfritte ham en smule..og måske også spørge lidt ind til hvorfor han var så...god. Ved hende? Det var jo ulogisk som bare fanden, men hun måtte jo være ærlig overdor sig selv og indrømme at hun bare følte sig så tryg og harmonisk, når hun var sammen med ham.
Men...han måtte for gud skyld ikke spilde sine dyrebar ord og dejlge varme på hende.
De trådte ind i et lille fantasia, et smukt et af slagsen og hendes øjne drog på en lille fornøjet rundrejse.
" wow..hva Jose, her er virkeligt smukt.." Hun lynede ned i jakken og lod den glide af hendes skuldre, ned i hans hænder..." tak" - og betalingen havde han også klaret inden hun kunne nå at føre indsigelser.Nu var det altså snart hendes tur til at betale, han skulle ikke hænge på det hele.

Med hånden i hans, gik de ind for at udforske det smukke sted.Hun acceptede at de gjore det, holdte i hånden...igen...harmløst nok, sådan da.
" Du har en favorit blomst? Ja, vis mig den"
Årh, det var bare så længe siden hun havde været så afslappet.Hun sugede det hele til sig, også Jose og hans fortælling.
Som han sad der på hug ,foran hende skulle man jo nærmest være af sten for ikke at smelte, og det var hun langt fra...altsår af sten.
Hun blev fanget af hans fortælling.En syv årig knægt der stifter bekendtskab med blomsterriget.Han opdager det simple ,enkle smukke...og han lære hvor let det kan fordræves og ødelægges, denne gang med blot en enkelt berøring.Smukt og ...skræmmende.
Jose rejste sig, han havde fået det til at lyde så...rørende...næsten sørgmodigt.
Hun rørte kort ved hans hage.." En meget smuk historie....en meget smuk og enkel...og skrøbelig blomst" sagde hun stille .Stemmen var farvet med et hav af følelser.
Hun foldede sine hænder og strakte sine arme ud , inden hun igen slap.
" Fortæl mig om lille Jose på syv.Havde han drømme, var han glad når han stod op om morgenen og når han om aftenen skulle i seng?" Spurgte hun blidt og trak i hans slips.

Stedet var smukt, ja. Han var også glad for at opleve det med Millicent, han var bange for at indrømme det, men det gjord han. Han erindrede hurtigt den sommermorgen han havde hjulpet sin mor i haven, og Claudia trådte på en af roserne. Han var ved at slå hende ihjel, for han synes at han sommetider hørte blomsterne trække vejret. Og til den dag i dag, som en halv gammel mand, hørte han dem stadig. Hvisle, det var kun hvilsene lyde for nogle væsner, men for ham. For ham var det som om de trak vejret og små sludrede med hinanden. Og sjælende øjeblikke, så snakkede de til ham. Men den hemmelighed holdte han tæt, og vil måske aldrig fortælle det til nogen, da han ikke så en grund til det.
Smukt? Smukt, havde hun sagt. Han fugtede sine læber og trak på sine skuldre. Han vidste ikke om han skulle kalde det smukt. Men det var det vidst.

Han smilede skævt, da hun tog fat på hans smil. Vidste hun ikke hvor tiltrækkende hun var? Millicent dog, tænke han og lod alligevel sine store hænder holde om hendes liv. Han skubbede hende roligt imod roden, og satte så hænderne over hendes hoved. ”Han var det sorte får. Familien var det eneste han havde, men også det eneste han havde brug for. Han blev mobbet, kaldet nogle øgenavne og slået til” hviskede han og lod en hånd glide igennem hendes bløde og smukke hår. Så naturligt.
”Men så mødte han denne her unge dreng, William, som blev hans bedste ven. Jose kom ind i grupper som han ikke vidste fandtes og han blev hurtigt skolens hotte fyr. Alle pigerne vil gå til skoleballer og fester med ham” han lod hånden køre ned af hendes kind. Han gav hurtigt et smil fra sig, inden han fortsatte: ”Men så mistede han William, og livet ændrede sig fuldkommen. Jose, han blev til den jeg er nu” han rømmede sig og hvilede sin pande imod hendes. ”Men sådan er livet. Jeg har bare været heldig for at have en sådan en stor familie” han så inde i hendes øjne og rykkede sig så væk fra hende. Han tog hendes hænder som holdte ham på slipset og gav dem et venskabeligt klem.

Han vil gerne spørge ind til hende, men han fornemmede at hun ikke huskede så meget og det sikkert gjord ondt og huske alle de ting. Som da hun snakkede om hvordan hun blev til vampyr. Det gjord endda ham trist, at se hende så ødelagt inden i.
”Men fortæl mig, Millicent. Hvad for en blomst foretrækker du?”

Med Joses hænder plantet over hendes hoved, virkede hun næsten beskyttet.Det var måske en ulogisk og fejl fortolkning, men det føltes sådan...at hun var beskyttet....tryk...når han var ' over hende'.
Faktisk blev hun meget berørt over at lytte til ham.Det var jo både så indlevende og intenst hvad han fortalte, men også at han i det hele taget åbnede sådan op til hende, at han ville dele de ting med hende var hun meget ydmyg og rørt over.
Millicents øjne blev fyldt op af forbløffelse...havde han været det sorte får? DET havde hun godt nok meget svært ved at strække sin fantasi til at forstå.Hans ord gjore voldsomt indtryk...ord som mobning og slag, at Jose skulle havde levet med det blev hun bare så ked af.Ingen...ingen børn skulle opleve det.Ingen børn skulle gå i skole med ondt i maven og da slet ikke opleve deres selværd blive kvast af hånlige ord eller deres selvopfattelse flænset af nedværdigende slag."Det...det var da forfærdeligt" mumlede hun , da hans hånd strøg gennem hendes hår.
Hun forsøgte forstille ham som lille..men det eneste billed hun kunne frem mane var en skøn knægt med smukke øjne og et dejligt smil...hun kunne ikke en gang få sig selv til at se ham blive kanøflet.
Åh...thank God at historien ikke endte der, men der var flere kapitler.
Hendes muskler slappede igen mere af, da Jose begyndte at fortælle om William, og om hvordan hans liv derfra ændrede sig.Smil dukkede op i hendes øjne, og hun nikkede et par gange.Ja, sådan kunne hun bedre se ham for sig.
Populær, en hjerte knuser og efterstræbt .Havde han også været så charmerende og ...ærlig, så forstod hun godt at pigerne var faldet på stribe, som kegler i en strike.
Forvirring opstod....hvad mente han nu med det hele ændrede sig igen? Hun så ham jo som den han blev med William, men ...jov...der var et ekstra lag over ham, nogle ekstra farver tilført farve paletten, og de var måske i den mørkere skala? Hun kunne tage fejl...det var ren intuition fra hendes side.
" Så du mistede ham? Det er jeg ked af " sagde hun stille og lod ham hvile sin pande mod hendes.
" ja...du er heldig med din familie" rundede hun af med et glimt af et smil til ham, og rystede lidt på hår lokkerne , da han trak sig væk.
" Jose...jeg..jeg ved godt vires bekendtskab er ret nyt, men...du..du bør være meget stolt over den mand du er i dag,det er jeg ret sikker på!"

Hun lod sin hånd stryge over et stort grønt eksotisk blad , på en palme ." Hmmm...min yndlingsblomst....på anden pladsen er syrener....men min favorit er en...viol." Hun vendte sig og så på ham.
" Jeg ved ikke hvorfor...jeg kan bare godt lide den, men lad os se hvad der står om den lille blomsts farve " med et legende sind, fiskede hun sin mobil op, og googlede ' viol' .

Hun scrollede til Wikepidia, og klikkede...
" okay...hør her..." Hun startede sin oplæsning.
" De violette farver kan bla bla bla.....hér er noget interessant ! Farverne forbindes med bod, anger og selvransagelse." Hun så op på ham..." Ludt sjovt hva?" Og læste så videre.."Den repræsenterer spiritualitet og er forbundet med offerblodet. Det er også nostalgiens og erindringernes farve, og kan symbolisere sublimering og resignation." Hun homdte en lille lause og rynkede på næsen.Det var meget info , ik.
Det sidste hun læste højt , inden hun sluttede af , var " Det er formidlingsfarve mellem kærlighed og visdom og
I folkloren er det troskabens farve.
Pineal-chakraets farve er indigo-violet, der repræsenterer indsigt og intuition, men også blafrende uro. " mobilen blev lagt i lommen...og hun så en smule forlegent på Jose.." Ja øhm...nu skal man jo ikke tro på alt hvad man læser, vel" små bjæffede hun og fandt det alligevel sjovt at hun kunne genkende lidt af sig selv i en blomsts farve beskrivelse....
Også Jose's ord.." Ødelægge den med en enkelt berøring, valmuen" gav mening for hende.
" Tror du på de ting der...og på hmmm sådan noget som skæbne og stjernetegn?" Spurgte hun nysgerrigt.

Han var meget pedantisk, når det kom til sådan noget som hans barndom. Men på en måde var det godt, at han lige fik det ud. Ikke fordi han lige havde brug for det, men han havde løst til at tænke tilbage på tingene. Selvom han hver aften, tænker på det. Men det var også anderledes når man var alene, det burde Millicent, af alle væsner vide. Men måske ikke mere, nu da hun havde denne mystiske dæmon. – ikke fordi det var noget at tænke over, men han kunne bare ikke forestille sig, Millicent med en dæmon. Han måtte vel være rig eller i hvert fald have en titel.
Opmærksomheden blev vendt imod vampyren, og et kort smil vil kunne ses. Han savnede William, ja. Af alle personer i verden, så var savnet sgu i graven med den mand. Næste måned vil William fylde 23. Han havde altid sagt det var sorgens dag når han fyldte 23. Han lavede naturligvis sjov, men humoren havde Jose sgu aldrig fanget. Men 23 var sgu et tal han havde holdt af. For bag tallet lå der mange ting gemt, som kun William vidste. William også denne her mystiske enke, Sandra.
”Han er her, bare rolig” sagde han og prak hende på panden. Han var her, ja. Foran hans øjne, hver gang han besøgte himlen. Og det var desværre blevet sjælden.

Hans øjne blev igen til stede, da de med et blev fjerne. Han så på Millicent, og nikkede blot. Han var vel stolt over sig selv, selvom han aldrig ikke vil indrømme det. Millicent’s stemme ramte ham blidt og han smilede til hende. En viol. Hvor interessant. Han var dog ved at ødelægge sin coole facade, da hun fiskede sin mobil frem og begyndte at spytte al verdens ting ud af munden. Han så bare på hende, mens hendes læber bevægede sig. Lyden var der ikke mere fra hendes side. Hendes læber løb bare og uskyldigheden glødede ud af hende. Jose smilede for sig selv, da han stadigvæk betragtede hende og glemte al hendes tale. Men hvad skulle han egentlig vide? Han vidste næsten al det der burde vides om blomster og planter. Han var trods alt vokset op hos sin mor, Rocio.

”Interessant” sagde han, da hun var færdig med at snakke. Han gav et lille grin fra sig, da hun snakkede lidt om valmuen. ”Eller blafrende uro, viol” tilføjede han og så på hende. Bare for at give igen, på sådan en venskabelig måde som det nu kunne være. De dybblå øjne blev dog lidt seriøse, da hendes næste spørgsmål forlod de kønne læber. ”Ja, men det gjord jeg ikke som et menneske” sagde han og kiggede på hendes læber. ”Men, der er noget jeg skal fortælle dig” sagde han og kiggede væk. Han rettede på sin slips og bed sig kort på underlæben og kiggede dybt inde i Millicent’s øjne, hvis han da fik øjenkontakt med hende. Siden den første dag, havde hendes øjne, som det første, fanget ham.

”Jeg rejser her på mandag” sagde han. Han rakte sin hånd imod hendes hoved og lod en tot hår hvile sig på hans pegefinger. ”Min store søster, Claudia, skal giftes” afsluttede han og trak sin hånd til sig, og snittede kort Millicent’s kind. Det var vel måske ikke det bedste tidspunkt at sige det, men det måtte jo ud.
”Og min familie har inviteret dig” afsluttede han. Og her. Her afslørede han sig selv. Så han havde fortalt sin familie om Millicent? – Tja, uanset hvad, så havde de fundet ud af det. Men for at være ærlig, så tror han, at han vil være lettet hvis Millicent sagde nej. Men på den anden side, så vil hans familie for et dårligt indtryk af hende, hvis hun da ikke havde en god undskyldning. Han rystede tanken ud af sit hoved og vendte på Millicent’s reaktion, da han jo ændrede emnet drastisk.

Millicent ville have moret sig over hans tanker, hvis Jose havde valgt at itale sætte dem.Sjældent havde noget skudt mere forbi mål end Jose gjore, i det øjeblik han besluttede sig for at Millicents tiltrækning af dæmonen, formentlig byggede på rigdom eller titel.
Magtpositioner og penge var jo komplet ligegyldigt for hende.Altså ....hun så fornuften i at kunne få ting i den retning man nu ønskede, men aldrig havde folk fået en større betydning eller værdi, aldrig havde hun holdt mere af nogen eller taget mere af deres crap, bare fordi de havde en titel eller bankkonto der slog revner.Hun kunne ikke duperes af den slags.
Med Andrija var det....en natur katastrofe ...at to så forskellige af sind og værdier var ramlet sammen,var blevet bundet sammen og nu skulle hun så...alene pige/ vampyr tæmme denne uregerlige stærke mand, og vække kærligheden i ham.Det var vel blot et naturtalent...en evne af hendes , at hun fuldstændig utilsigtet altid fik bragt sig i umulige situationer.Men....Hun skulle nu nok give Andrija lyst til...hende? ....på en eller anden måde...håbede hun.

Det lille prik, udløste med det samme et smil.
"Dejligt at høre, man skal bevare folk i sin erindring og i hjertet, og lune sig ved mindet af dem" smilede hun lidt kejtet.
Hun regnede ikke med at han lige frem så ham oppe i himlen, men igen....hun anede intet om den slags.
Hun troede ikke en gang på en gud....livet var for urætfærdigt alt i alt, til at hun kunne finde nogen mening med noget.Men det var jo bare hende.
Hun vidste det ville være umuligt at holde fast til egne minder- at tidevandet ville først sløre og så udviske dem for hende.Måske hun skulle lave,en slags scrap bog- eller en livs dagbog over de ting hun stadig huskede.Så havde hun da det til senere brug.Det måtte hun lige tænke over.

De morede sig lidt over blomsterne.Selv anede Millicent intet om dem.Hun gik bare til dem meget umiddelbar, og nogle appelerede mere end andre.Faktisk...kunne hun også have valgt den lille hvide spinkle vintergæk til sin favorit.Den var så fin og enkel, og alligevel brød den gennem forst og sne og stod rank.man kan sige den vandt en helt igennem uligevægtig kamp, hvor ingen odds var i dens favør.Den elskede hun også, generelt elskede hun når de ' små og undertippede' besejrede giganterne.

Hun kunne mærke den...fysisk...tilstede i hende....uroen, da Jose startede og lød helt alvorlig.
Hvad han havde i posen, ville hun nu aldrig havde gættet, men hun forberedte sig med det samme på noget slemt.
Og der kom det..." Du...rejser?" Peb hun.
Hun mente bestemt , at Jose havde talte om seks måneders arbejde her, men hun kunne jo tage fejl- igen- eller han kunne være blevet færdig før tid? Glæden forsvandt, og hun kæmpede med at holde en facade.Hun havde jo kun lige fundet ham, og så rejste han.
Hans små strejf, trak bare mismodet mere frem, kontrasten blev tydligere, men selv om det føltes som en lille evighed, blødede Jose hurtigt op for det, da han forklarede at søsteren skulle giftes.* så kommer han tilbage, og det var en glædelig begivenhed jo.
"De har HVAD ?" Hun lød næsten chokeret, hvilke hun nok også var.Der var jo ingen ende på de ting hun ikke kunne gætte.
" Jose?.... Hvorfor har de dog det?" Hun vidste det lød dumt og skyndte sig at vifte i afværge med begge hænder foran sig, og forsøgte så igen " Der...øh..er da vældigt sødt af dem.Du må have nævnt mig...på en eller anden måde"
Hvis der var blod nok i hendes krop, ville de sikkert sætte en rosa plet på de meget lyse kinder, og hun kunne mærke en fantom puls race gennem hendes krop.
" Du...overrasker mig en smule her " lød det stille imens hun rettede distræt på hårlokkerne.
" mangler du en date til bryllupet?.....eller...altså...jeg kan jo ikke være en rigtig date, ved du jo" hun lavede en 'beyonce' med sin hånd og mindede ham om hendes ring.
"Men jeg vil gerne tage med dig, hvis du mangler en ...du ved...at følges med" årh...hun snuplede rundt i sine ord, og fik den ene afskrabning efter den anden her."
" Men Jose....der er lige to ting.....der er jo hele dagslysproblemet at tage højde for ? " hun smilede undskyldende, hun ville jo være en umulig gæst .En der sov hele dagen og kun viste sig aften og nat.
"og er der en løsning på den del- sååøhm...skal jeg jo også nok lige cleare den med Andrija- for god ordens skyld.Men jeg vil gerne hjælpe dig" afrundede hun sit roderi og så op på ham.
Der måtte da være de første 100 damer i hans kølvand, hvordan hendes navn overhovedet var dukket op under en familie samtale, var en gåde...en stor en...med mindre de havde udvekslet anekdoter om mest klodsede og umulige væsner, så forstod hun bedre.

Han stod hæderligt og betragtede hende. Hans tanker fløj så småt rundt og han måtte indrømme, at han faktisk ikke vidste hvordan hun vil reagere. Mens stilheden virkede langt, stod han blot, og tænkte på, hvordan de nu vil klare sig. Da Millicent endelig sagde noget, nikkede han blot med et smil. Ordene var søde nok, men hvis hun dog kendte sandheden. Hvis han dog bare kunne pointe det hele ud til hende i stedet for at være gådefuld. Men Jose vil ikke være Jose, hvis han bare kastede alt ud. ”Hm..” sagde han blot og så lidt væk.

- Evigheden var klar igen, og det var som om der var gået en evighed, da hun endelig svarede ham. Han lod øjnene rette sig imod hende og et skævt smil formede sig på hans tynde læber. Hvorfor virkede hun overrasket? Han kørte langsomt en hånd igennem håret og lod hende tale ud. Han fnøs med et smil og sænkede hånden ned, så den røg i lommen.
”Altså, jeg kan godt lide du er begyndt at vise mig din ring” sagde han med et lille smil og sænkede hovedet. Han trak på skuldrene. Det var da underligt, at hun mindede ham om det. Det var ikke fordi han vil mindes om det, men nu var det jo sådan, at Millicent forvirrede ham. Det kunne han lide. Fordi, det beviste, at han ikke vidste alt om hende. Det var han klar over, men stadigvæk.

”Hvorfor de har det? Grunden? Simpelt. De vil gerne se dig. Og ja, jeg har vidst nævnt dig et par gange” sagde han og nikkede kort. Smilet var blegnet hen, men øjnene havde et sært glimt af glæde. Han begyndte så småt at grine, da han kom i tanke om hendes lille spil med ringen. ”Du skal ikke ledsage mig” sagde han og kiggede hurtigt på hende. ”Din forlovede, han er også inviteret” tilføjede Jose. ”Og nej, mangler ikke en.. date” tilføjede han og blinkede med det ene øje. Han havde jo aldrig sænket det en tanke, at det kun skulle være ham og hende. Selvom det sagtens kunne gå an, så var han mere vagtsom nu, hvor hun havde bragt emnet op med ’forlovelsesringen og dæmonen’. Han rømmede sig og gik videre til hendes næste spørgsmålstegn: ”Altså, nu er det jo vinter, så sollys får vi ikke problemer med, ikke der hvor vi skal hen i hvertfald. Og desuden kommer brylluppet til at foregår om aften, da de fleste gæster er fra andre kontinenter og de skal hvile sig. Også er det jo ikke kun engle, der kommer mange andre væsner. Og vampyr er der nok af” sagde han og trak vejret dybt inde, ”så det vil ikke være et problem” sluttede han af med og lænede sig imod ruden ved sin side. Han bevægede hurtigt sin ene fod, da den sov. De havde trods alt stået her et stykke tid.
Han satte sine arme over kors og kiggede på vampyren med et skævt smil.

”Og Andrija er mere end velkommen” Den hæse undertone var til at høre igen.

Jose ...
han var lidt som den her kriminal roman, en med en masse fakta og mindste lige så mange usagte og ubeviselige ting, skrevet mellem linierne.En af dem hvor plottet først bliver afsløret på sidste side, og ellers har formået at holde læseren fanget i et greb af jern, igennem de godt 500 sider.
Han hjalp hende, da hun snuplede i sine ord, men det underlige ved det var....at hun for første gang oplevede at hans hjælp, faktisk ikke hjalp spor....i hvert fald ikke ret meget.
Ringen...det var jo ikke for at trampe rundt i noget.Hun havde slet ikke lyst til at den skulle tage så meget tid nu, men ...hun var jo nervøs for at give de her mixet signaler.Hun vidste , at Jose måtte kunne mærke Millicents glæde for netop ham, og hun ville ikke benægte den over for nogen.Men hun ville også bare havde der var helt rene linier, at Andrija ikke var fejet ind under noget gulvtæppe...selv om tanken var fristende at putte ham derind fra tid til anden.
At hun bekymrede sig helt unødvendigt, begyndte at gå op for hende.Hun havde simpelthen kvajet sig big time, ved at antage hun skulle med som Jose' ledsager.
Hun løftede sine hænder op, dem begge to og gemte sit ansigt bag dem, bare nogle sekunder " åh gud....jeg troede...."
Hun kiggede frem bag hænderne og lod dem stille falde ned , langs siden, inden hun foldede dem ved sit bækken.
" Undskyld...jeg troede...ER Andrija inviteret med?" Hun lignede et meget stort spørgsmålstegn.
Var det ikke ret...large af dem, sådan at inviterer en helt ny ven og denne forlovede med, til en familie bryllup.
Millicent skrabede lidt med støvlen, til lidt løs jord på ..jorden.
Hun havde lyst til at spørge hvem der var Jose's ledsager, men fandt på ingen måde at det ville være et smart tidspunkt, lige efter at havde fejl navngivet sig selv til den position.Hvor dum kunne een pige ære helt alene?
Spørgsmålene drønede rundt i hendes tanker...der var mange og de kom ikke i kronologisk rækkefølge.
Men hun forsøgte at holde en mærkelig følelse væk, en følelse af at Jose ikke fortalte hende det hele.
Hvad kunne han dog holde igen?

Hun blev beroliget lidt, da Jose talte videre om selve arrangementet, sollys ville ikke blive aktuelt og der ville være masser af andre væsner, og vampyrer.Så vankede der ingen problemer på den front, alle tiders.
Hvad mon man gjore i sådan en situation...omkring..blod? Hvordan skulle hun føde, hun jagtede jo ikke en tilfældig...eller forførte folk så de frivilligt ville bides, de ting havde hun ikke helt fået...lært.
Og hendes leverendør bragte ikke doner poser ud, og kunne hun have mad med til flere dage , i en kuffert..naa, det ville blive surt og gammelt og koagulerer.

" Hvordan...øh...vampyrene, hvordan får de mad?" Hun var godt nok lidt ilde til mode ved at spørge, men mon ikke han opfangede hendes spekulationer og hvad de handlede om?

Jose lagde armene over kors og Millicent kiggede nysgerrigt på ham.
Hvordan de havde skiftet fra blomster snak til bryllup, var lidt morsomt.
"Jeg vil gerne med....og hvad angår Andrija, så kan jeg desværre ikke tale for ham " hun slig undskyldende ud med sin hånd.
hun ville aldrig turde sige ja tak på vegne af ham....og skulle hun være helt ærlig? så troede hun ikke han gad bruge to minutter til et bryllup, men hun kunne jo være helt fal på den?"men jeg viderbringer naturligvis jeres generøse invitation" lød det blidt...og en smule forvirret.
Hell....hun var overmådeligt forvirret enda, og det var ham....Jose...der hylede hende ud af den.
" Er der noget jeg bør vide?" Lod hun spørgsmålet stå på vidt gab, så kunne ham selv fortolke hendes ord.

Han måtte indrømme, at han var ved at knække den lille seriøse maske, han havde på. Han gloede intens på den måde hun reagerede, og mærkede selv den lille akavede øjeblik, som opstod under samtalen. Hvor han dog elskede hendes søde reaktion. Han gav et smil fra sig og bed sig på underlæben, mens hans blå øjne betragtede hendes overflade. Han kunne så godt lide hende, men han indså, at dette her måtte stoppe, for hun havde en anden kær. Men på den anden side, så følte han ikke den store spring i kærligheden fra hendes side. Altså når man snakkede om dæmonen i hendes liv.

”Rolig nu, viol” lød de hæse stemme med et han gik stille tættere på hende, og lag begge sine hænder på hendes kinder, da hun havde sænket sine hænder fra ansigtet. Han løftede hendes hoved op på den måde og smilede mildt til hende. Da hun spurgte efter dæmonen, sænkede han sine hænder ned. Ikke fordi han regnede med, at en dæmon gad dukke op, men høfligheden først. ”Jeg inviterer ham” sagde han, eller retter sagt, hviskede han. Stille flød hans blik ned til hende sko, som lavede en lille lød. Var hun mon nervøs? Bar’ alle de små bevægelser hun lavede irriterede ham grænseløs. Hvad spekulerede hun mon på? Denne vidunderlige vampyr?

Og hendes tanker kørte stadigvæk. Det kunne han desværre mærke. Han lænede sig imod ruden igen og kiggede denne her gang ind i ruden. Valmuerne stod nu og svajede og han kunne høre regnen udenfor. Mærkeligt. Det burde egentlig sne, nu da der var så koldt. Han trak på skuldrene og sukkede. De blå øjne placerede sig det sted, som de efterhånden altid var placeret. Nemlig på Millicent. Da hun spurgte ind til hvordan vampyrerne fik noget mad til brylluppet smilede han blot. Hvorfor bekymre sig så meget, Millicent? Tænkte han for sig selv. Det var trods alt ikke hende der sørgede for brylluppet, så det betød vel, at hun skulle slappe af og lade være med at tænke på det. Men et eller andet stak Jose. Hun tænkte alt for meget, og det irriterede ham fuldkommen. ”Tænk ikke på det, min egen”

Han løftede det ene bryn op og nikkede bestemt. ”Han skal ikke tvinges. Og tak” sagde han kort og godt. Et lille smil vil spille om hans mund, men forsvinde hurtigt ligeså snart Millicent stillede det ene spørgsmål han længe havde frygtet. Hans læber vil åbne sig langsomt, som om han skulle til at sige noget, men de blev klappet hurtigt sammen. Han løsrev sig fra ruden og tog en dyb indånding. Han pustede det hele ud og åbnede sine øjne og kiggede direkte på hende. Han lod sig til at gå tættere på hende. Han vil derefter lægge en hånd på hendes hoved og kigge på hende. ”Ja. Men ikke endnu” hviskede han og kørte hånden ned til hendes øre og længere ned til hendes kind og kærtegnede den med en sorgmodig bevægelse. Han vil aldrig kunne fortælle hende, det han tænkte konkret på. Han turde heller ikke tænke på det, da han var bange for at sige det højt. Dette her var noget af det slemteste han havde holdt inde.
"Du må bare stole på mig, og vente lidt endnu" afsluttede han og bukkede sit hoved, så han vil hvile sin pande imod hendes hoved. Han vil derefter lukke sine øjne og dufte til hendes nu velkendte Millicent duft.