Failed Vampire? How can that be.. __- Privat - Cloud -__

Sted: Terre
Tid: Nattens begyndelse
Omgivelser: Skygger, gader og et par lyspæle
Vejr: Køligt, men ikke værre end en jakke og et pat handsker kan klare

Det eneste lys der herskede i gaderne på denne tid, kom fra de blændende lysestager, der forevigt skulle lyse de skumlere gader op. En kvinde, meget høj og slankere former, stod ved den mindst lysende en. Den der blinkede hvert 3 sekund og gav lige den stribe, et mere uhyggeligt skær. Kvindens læber formedes let opad, der skulle udsende et lumsk smil, uden at være det. De runde, store øjne der smilede så sødt, blev næsten uhyggelige af det blinkende gadelys rytme. Det korte hår der var en let brun, gik let over det ene øje, men holdte sig ellers tilbage for ikke at skærme hendes fint formede ansigt. Tøjet var ikke unormalt, det lignede faktisk en almindelig kontor kvindes sæt, når hun lavede andet end kun at sidde. Alt i alt udstrålte hun en aura og et skær, der på ingen måder viste overnaturlighed. Hun var hverken kønnere eller skumlere end andre kvinder, faktisk havde hun bare et normalt, kønt ansigt uden specielle træk. Hvis man så ned af hende, men stoppede før fødderne, havde hun formerne og tøjet som en kontor dame. Tog man tilgengæld skoene med.. Var det pludselig street sko, der fittede til teenage drenge, som hun så lystigt bar. Hun smilede bredt, de hvide og dog ikke perfekte tænder viste sig, de var menneskelige og ikke spor spidse eller overnaturligt hvide, uskæve eller blændende, de var bare helt almindelige tænder. Fnisen. Det kom fra kvinden. Hun lo, ikke med en oversød stemme, men heller ikke mystisk eller hånende. Den var bare fra hendes hjerte. Et minde der havde været så sjovt, at denne aftens mystiske udstråling, ikke kunne ramme hendes gode humør. Det var faktisk meget få ting, der rent psykisk, kunne få hendes humør til at synke. Aldrig var hun blevet begrebet på, ikke med succes ihvertfald, og heller ej voldtaget. Hendes 12 årige liv var gået godt.. Og det var 12 år. Ældre var denne kvinde, eller pige, på 183 cm. ikke. Hun var heller ikke normal. Alt det udstrålede fra hende, selv duften, var menneskeligt. Men sandheden sagde andet. Hun var blevet bidt, bidt af en vampyr, en grådig og dog syg vampyr. Det var gået grueligt galt. Vampyren døde af ukendte grunde. Pigen på de tolv voksede fra 135 cm, til godt og nok 185 på 2 uger. 2 uger med hård overlevelses kamp og høj feber. Hun klarede den dog. Men hun blev anderledes. Lignede et menneske, udstrålede og duftede som et menneske. Ja endda hendes opførsel var stadig som sit 12 årige jeg. Men udseendet var forandret, hun skulle have blod, men det kunne vente i flere måneder. Hun var en fejlet vampyr. Vampyren uden den overnaturlige skønhed eller det kolde indre. Vampyren der kun under meget trænge situasioner, kunne få de to hugtænder frem. Hende, der stadig kun var barn.

//halvlangt?? xD //

En skikkelse på de 18-19 år bevægede sig igennem de tomme gader. Skikkelsen tilhørte en ung mand, som nynnede lavt for sig selv imens at han gik og betragtede nattehimlen. Hans blodrøde hår blev næsten helt skjult af en sort hue, som skulle holde hans hovede varmt i den kolde vinter måned. Det blodrøde pandehår, som ikke blev skjult af huen, dækkede næsten helt for hans klare blå øjne.
Han var kun iført sort, sort hue, sorte hansker, en sort jakke som gik til knæene , sorte bukser og sorte sko. Det var nu ikke en speciel grund til det, han kunne bare godt lide den farven, også at det var nemmere for ham at gå ubemærket igennem gaden. Navnet på denne unge mand var Cloud, Cloud Matt Cloverfielt.
Normalt var gaden tom på denne tid, da folk ikke så tit bevægede sig ud i mørket, da der tit lurede fjender i gyderne og i krogene, men Cloud var ikke bange, han var jo allerede blevet dræbt to gange og havde ikke noget at miste mere, han kunne ikke huske hans familie eller bekende, de var alle døde for længst. Så nu boede Cloud alene i en lille lejlighed og arbejdede i en lille Cafè, som han lige havde forladt da han havde fri. "endelgi fri" sagde Cloud lettet og strankte sig. Cloud tog hånden foran munden da han gabte, så de halv lange hugtænder ikke kunne ses.
Ikke så langt fra ham stod en ung kvinde, som virkede normal, men der var noget omkring hende som vækkede hans interesse. Hendes duft virkede lidt anderledes, selvom menneskeduften var mest dominerrene, var der en anden luft omkring hende som var ukendt da han stod for langt væk. "godaften" sagde han venligt og bevægede sig tættere på kvinden.

//håber at det er okay xD //

Hun lagde først mærke til den andens tilstedeværelse, da hans stemme var ment til hende. Hun drejede ganske let hovedet til siden og smilede bare nysgerrigt til ham, han virkede vældig sød i hans øjne. "Hejsa" Hendes stemme var voksen, men rungede en barns klang og tone. Det brune hår vippede lidt foran øret, da en lille vind skubbede til det. Øjnene der lyste med saturns farve, glimtede let og udgjorde en barnlig sjæl, som et lille spejl. Hun frygtede ikke at drengen var farlig, faktisk havde hun svært ved det overhovedet. Hvis et monster angreb hende, ville hun bare kramme det som enhver anden lille pige uden normale forældre. Ikke at de ikke var mennesker, for det var de, men de opdragede hende udenfor Di Morga. Ved klipperne, der hvor ulve og bjørne var tit set og ikke mindst arrige. Men hendes far havde været ganske stærk og lod intet vildt dyr nærme sig sin uskyldige datter, der intet grimt i livet kendte. Quinnas øjne faldt på hans tøj, men lod sig hurtigt falde tilbage til hans øjne. De feminine hænder var placeret i den ene bukselomme og den anden i den store, grå-sorte jakkes højre lomme. "Jeg hedder Quinna! Det er rart at møde dem hr." Hun talte formelt, lod sin opdragelse holde fast, ikke vide at drengen umuligt anede hun kun var de 12. At hun kun var et lille barn uden synderligt stor viden udenfor formel opdragelse og at slås imod arrige dyr. At hendes sjæl rummede intet ondt og selv vampyrens bid var gået så galt, at der kun lumrede et meget ufarligt væsen i hendes indre kammer af hemmeligheder. Fortrængte hemmeligheder.

//Kunne ikke finde på mere, sorry ;D Det bliver med garanti længere næste gang :3//

Alt hvad Cloud huskede fra hans menneskeliv var venlige og varme mennesker, uden ansigter, som altid var omkring ham, men så en dag bare forsvandt og efterlod ham alene. Han huskede ikke længere nogen af deres ansigter, men det var ikke et problem for ham. Han tænkte aldrig på den og derfor længes han heller ikke efter at kende hans fortid.
Cloud lage mærke til at denne kvinde talte forment, hendes krops alder var ældre end hans egen men tilgengæld var der noget over hende som fik hende til at virke yngre end ham.
"Quinna?" gentog han for at kunne huske det til en anden gang. Han havde alligevel ikke forventet at hun ville pressentere sig så hurtigt. "mit navn er Cloud, det er også rart at møde dem" forklarede han venlige og smilte. På tros af hans vampyr halvdel var han altid venlig og smilte næsten også altid, men det var nok kun fordi at hans engle del var mest dominerene når han var iblandt andre.
"hvad laver de her ude så sent?" spurte han og studerede kvinden fra hovede til tær. Hendes navn og udseende var allerede kodet ind i hans hukomelse.

//gør ikke noget, xD håber ikke at det irritere dig at jeg ikke kan skrive mere end dette //

Hun smilte bare. Smilte som hun altid gjorde. Smilte, som når hun ikke gad tænke på frem eller fortiden. Den venstre hånd flyttede sig ganske blidt i uldlommen, den gjorde det mere behageligt, i kuldens barske pusten. Hun iagtog hans øjne imens han repræsenterede sig for hende. Hun kunne ikke lade værd med at smile inderst inde, det var hendes sjæl. Sådan var hun bare, ingen kunne ændre hendes barnlige natur. Det havde vampyren bevist, da hun stadig var et af de sødeste mennske i mange km's omkreds, bare i overstørrelse. Da Cloud begyndte at tale igen, lod hun begge hænder hvile imod væggen. Som om de skulle støde noget. Hendes ene knæ bukkede sig og lod den flade hæl ramme væggens kant. Så skubbede hun, ikke hårdt, men lige nok til at komme 3-4 skridt fremad, lange skridt. Da hun slog hælen i jorden, der hvor jorden røg ganske sagte op, vendte hun endnu engang ansigtet imod Cloud. "Nyder da det herlige vejr! Himlens fine mørke og stjernerne der lyser en smule op.. Det minder mig om min mor når hun krammede mig og fortalte godnathistorier". Hun slog en let latter op, den var ganske sød og kom fra hendes hjerte. Inderligt frydede hun sig over at kunne sige hvad hun følte, uden at denne person ville løbe. Efter lidt tid sagnede hun latteren til en let fnisen, og lod så endnu engang blikket falde på ham. Han havde ikke forladt hende. Ikke vendt snuden den anden vej og gået. Han stod der, bare lige der, og så på hendes smil og det brune hår der svingede til siderne, på sin egen yndefulde måde. "Men hvad med dig?" Hun talte ikke længere formelt, men på sin normale tone, der stadig indeholdte en smule barnlighed blandet med den voksne accent.

//Det er helt fint ^^//

"hvad jeg laver her? jeg har lige fået fri fra mit arbejdet på Cafèen. Du ved den lille cafe som ligger lved siden af den store slikbutik, du burde komme forbi engang " sagde han og smilte. Ikke fordi han gjorder reklame fra stedet, han kunne godt lide at være der nede, duften der nede gjorder ham rolig. "men du har ret, natten er en ting man skal nyde ligesom dagen" mumlede han, mest til sig selv. Han prøvede at holde spørgsmålet tilbage som havde plaget ham de få minutter de havde snakket sammen, men nu kunne han ikke holde det inde mere.
"du..er ikke menneske vel?" spurte han uden at lyde uhøflig på nogen måde. Han elskede at møde folk som var anderledes, men det var mest fordi at hans hobby var at studere de forskellige væsner som var i verden, mennesker var den mest kompliseret race.